Camilla har fået en tvilling, eller i hvert fald noget nær en. Jo, hende og så Tea, vores museums inspektør, der kom hertil i maj har virkelig bondet her de sidste par måneder. Og så gør det jo ikke noget at de er som pot og pande. De er begge vegetarer, begge elsker de krimi, og har stort set de samme meninger om alle de ting der er værd at have en mening om. Bortset fra mænd. Camilla kan godt lide skaldede mænd (godt for mig) mens Tea har en svaghed for lange lokker. Men det er næsten også det eneste punkt de divergere på. De bruger samme størrelse sko og tøj, og ingen af dem kan holde kæft hvis fjernsynet kører. De går i motionscenter om torsdagen og holder krimi aften hver tirsdag og gud ske tak og lov så bliver den holdt hver anden gang hos Tea. For lur mig om de får set ret meget krimi så meget de skal have snakket og kommenteret. Sidst jeg kom ind under en krimi hørte jeg i forbifarten kommentaren ”Ej se lige de handsker der”. Der var så morderens handsker der blev hentydet til. Jo, intet undgår deres kritiske blik. Jeg venter bare på at de begynder at fuldende hinandens sætninger.
Og det er jo fantastisk. Dejligt at Camilla virkelig har fået sig en veninde heroppe. For det kan ikke altid være nemt at være Camilla. Arbejde på halv tid til en skod løn med et personale der taler et andet sprog, og insistere på ikke at invitere hende med til personale møder for så skal nogen jo være tolk. Hun kunne sågar været kommet på kursus her lørdag sammen med de andre støttepersoner men souschefen ville ikke tilmelde hende, fordi så ville hun jo være den eneste dansker og hun ville ikke forstå noget og mødet måtte oversættes og så videre. Det er altså bare noget pis at lukke ud. Enten bunder det i en misforstået hensynstagen eller en total ligegyldighed overfor dansk personale.
Tea havde været ude for det samme fra hendes overordnede på kommunen. Han havde ikke sagt hvornår et vigtigt møde var, da hun jo ville være den eneste dansker. Problemet var så bare at det egentlig var ret vigtigt at museet var repræsenteret. Hun kom da til det næste møde, da hun fandt ud af det. Men i det tilfælde tror jeg faktisk at der var tale om misforstået hensynstagen.
Uanset om vi vil det eller ej, så er det grønlandske samfund splittet op mellem grønlændere og danskere, og grønlænderne er i stor grad med til at gøre det selv. Ikke fordi de har påstået andet, når det kommer til stykket. Det er bare irriterende at se på skolen at når vi har spisepause så sætter alle grønlændere sig om et bord og så bliver danskerne så nødt til at sætte sig ved det andet bord. Det fordrer ikke lige frem samhørighed. Og jeg har gjort dem opmærksom på det. Ved ikke helt hvad der kom ud af det, men nu ved de i hvert fald hvor jeg står (ikke sur, bare forundret over hvorfor vi absolut skal være splittet).
Den forgange uge har ellers været ret så travl. Vi har på skolen haft gyserfortællings aften, politisk debat og filmklubsmaraton hvor vi så en stribe gysere 7 stive timer i træk. I anledning af den snart forestående halloween arrangerede Anna Marie og Louise en gyserfortællingsaften onsdag aften, hvor vi fik besøg af en grønlandsk mand Louises mand havde været på jagt med. Han havde grangiveligt havde holdt fire voksne mænd vågne hele natten på grund af de gyserhistorier han fortalte dem før han selv faldt i søvn. Så dem skulle han da have en chance for at fortælle vores elever. Det trak fulde huse (elever og personale) og efter han stoppede med historier skiftedes folk med at fortælle flere uhyggelige historier. Super.
Om torsdag var der politisk debat. Den politiske debat var med fire politikere der kom til byen i forbindelse med den store selvstyre debat. Der skulle om aftenen være information og debat i forsamlingshuset og om dagen huggede vi dem så til vores skole for at lave en tilsvarende debat for vores elever. Det skulle efter sigende ikke have været kedeligt. Selv var jeg guide for et hold kursister der ville se skolen. Så jeg var til frokost på hotellet og så tegnede og fortalte jeg ellers resten af eftermiddagen mens vi besøgte skolens tre bygninger. Jo, for at vende tilbage til selvstyre debatten, så er der stort set ikke andet på tv i disse dage. Politikerne rejser rundt på kysten og debattere og samtlige debatter bliver vist direkte på KNR i bedste sendetid. Jepper, så godt fire gange om ugen har stort set den samme debat foregået på henholdsvis dansk og grønlandsk fra klokken 20.00 til 23.00. Hvorfor man ikke kan nøjes med en redigeret opsummering efter mødet går over min forstand. For det er altså begrænset hvor meget nyt der kan komme på bordet efter to-tre uger med den ene debat efter den anden.
Selv er jeg ikke helt kommet til et svar på hvad jeg vil stemme. Jeg har stadig lyst til at stemme nej, eftersom Grønland overhovedet ikke har nærheden af råd til at blive selvstændige i nogen som helst fremtid. Men på den anden side så er der også et par ting et selvstyre ja vil føre med sig. De får råderum over deres egen undergrund (og behøver ikke at spørge danskerne om lov hver gang de vil bore et hul for at se om der er noget der er penge værd), deres sprog bliver det officielle sprog i Grønland (og ikke blot hovedsproget som det hedder sig nu) og de vil blive anerkendt som et folk. Og det kan jeg da godt se fornuften i. Jeg er bare bange for at det samtidig er en økonomisk bjørnetjeneste af de rigtig farlige Grønland gør sig selv. Men som debatterne har vist er det meget følelsesbetonet (vi bliver et anerkendt folk) og ikke så meget den økonomiske side der bliver sæt streg under. De instanser de skal/kan tage over bliver jo først ifølge selvstyre aftalen når de er klar til det… ja, hvornår mon det bliver? Mit bud er meget langt henne i fremtiden, men der kan også ske det modsatte skræk scenarie at grønlandske politikere af ren og skær stolthed tager for mange instanser hjem på et tidspunkt hvor økonomien slet ikke er til det. Og så kører landet ud i endnu mere økonomisk uføre end det allerede er.
Ups, der røg jeg vist lidt ud af en tangent. Men summa summarum, så har jeg ikke noget imod at stemme for et selvstyre, men jeg er stadig ikke klar over konsekvenserne. Men det må blive en anden blog for klokken er alt for mange og Camilla må lige på trapperne. Hun har jo været nede hos Tea (det er tirsdag) og jeg har seks timer undervisning i morgen. Åh, gud. Seks timers undervisning, så skal jeg selv lige undervises i grønlandsk, for at slutte aftenen af nede på skolefabrikken med at klargøre laks og ørred til røgning (nam).
Orv. Ja, så er jeg for resten også begyndt til spansk undervisning om torsdagen. Ikke fordi jeg regner med at blive den store spansk haj, men det er rart at have et vinterprojekt og spansk var en mulighed fra aftenskolen, så jeg tænkte ”hvorfor ikke?”.
Men nu må jeg altså smutte.
Buenas noches.
tirsdag, oktober 28, 2008
søndag, oktober 19, 2008
hul i hovedet (bogstaveligt talt)
Nu har jeg snart i en uge rendt rundt med hul i hovedet. Minder mig lidt om da jeg var barn, da rendte jeg altid rundt og slog hul på hovedskallen. Skvattede i en svømmehal, eller tog fejl af slalom og styrtløb og farede lige ned af en slalom bakke. Det kan så ikke anbefales. Den her gang var det så fordi jeg endnu en gang skulle lege handyman. Indse det, René, du har det ikke i dig. Suk. Det kommer sig af at vi i køkkenet har to lysstofrør der sidder på undersiden af skabene, men i et godt stykke tid har den ene været i udu. Den blinkede og flimrede som et helt firser diskotek, hvilket er ret så forbandet irriterende når man forsøger at skære løg eller filetere fisk (et andet problem jeg vender tilbage til). Men jeg bestemte mig så for at udskifte diskolampen en gang for alle. At få den ud var ikke noget problem. Plonk og den var ude. Men at få en anden i var noget af det mest besværlige i nyere tid. Der sidder nemlig to styk små pindeagtige dutter i hver ende af sådan en satan og de skal så ind i et par sokler i hver sin ende af beholderen. Sokler der selvfølgelig ikke sådan umiddelbart passer, siden de skal sidde hovedløst meget i klemme. Hvis det så bare var det, men forestil dig at du skal ligge halvt på ryggen og kigge op i lampen (og der er selvfølgelig ikke nok lys til at se noget) mens du gør det. Håbløst. Det tog mig nok omkring 20 minutter til en halv time og tonsvis af mislykkedes forsøg før det hele gik op en højere enhed. Og ligesom jeg skulle løfte mine hænder op i en sejrsrus banker jeg hovedet op i kanten af skabet, jeg lige et kort øjeblik havde glemt jeg lå under. Tal om et brøl af smerte fra min side og et antiklimaks der var til at føle på. Av, for s… søren. Jeg skal åbenbart bare komme galt af sted for tiden.
En anden ting der heller ikke fungere for mig for tiden er min fiskefileterings teknik. Måske fordi jeg ikke fik set så meget til svigerfars teknik (det taler vi ikke om mere), men vi skulle i går have en lækker ørred. Jeg havde ellers tænkt at den skulle ovnsteges, da det er den aller nemmeste måde at gøre det på. Minimum af forberedelse og maksimum af smag, men pludselig skulle Camilla så blande sig i det foretagende. Hun fik den splinter gode idé at ørreden skulle fileteres og så ovnsteges. Og hun rører jo aldrig fisk selv før de kommer ud af ovnen, så hvem skulle stå for det? Godt gættet. Jeg havde advaret hende at jeg højst sandsynligt var røv dårlig til det, men hun insisterede som kun koner kan gøre det. Efter 20 minutter med gråd, eder og forbandelser og kødlunser til højre og venstre stod jeg tilbage med det maltrakterede lig af det der før var en flot ørred. Nu var det mere to flossede stykker udefinerbar fisk, med dertilhørende hakket fisk. Absolut ikke sådan man husker det fra billederne i kogebøgerne. Jeg. Var. Ikke. Glad. Camilla prøvede dog at berolige mig med at de jo nok smagte godt alligevel, men jeg kunne se tvivlen i hendes øjne. Jeg var en slagen mand. Heldigvis fik Camilla ret. Det endte jo faktisk med at smage fremragende alligevel. Men kønt det var det sgu ikke.
Ellers har weekenden gået med middag hos Tea her fredag. Hun har besøg af hendes forældre, der nu har været her en fjorten dages tid. Fredag tog jeg Tea og farmand med ud på en sejltur i Madicken. Det var overskyet og koldt, men det var Grønland og vidderne svigtede ikke. Flot på sin unikke og barske måde. Men det varer ikke længe før Madicken ryger op på land. Sæsonen slutter her den 15. november, og vejret er i øjeblikket sne, sne og sne. Temperaturen ligger under 0 og ender i løbet af næste uge i følge vejrudsigten på under minus 15-20 stykker. Så det skal nok blive sjovt. Og koldt.
Men fredag aften var middag hos Tea og derefter tog de unge (Tea, Camilla og undertegnede) i byen. Der var nemlig halbal. Der var i hvert fald bal i hallen. Men masser af musik, masser af øl, masser af dans og masser af stigende grader af branderter der godt kunne gå hen og blev en pinlig affære. Jeg holdt mig på den pæne side af fuld. Der var simpelthen for mange af mine elever til stede til jeg ville gå ud og slå til Søren. Det må ske i et andet forum. Men det var da hyggeligt og specielt var det spændende at se grønlands svar på Pink Floyd Naneruaq, der er et band der i firserne udgav tre plader og blev ret så kendte på dem. Og keyboardspilleren i bandet er kollegieinspektør på ATI. Sjovt endelig at se ham i aktion. De spillede godt, men hvorfor et etableret band, der har udgivet tre plader pludselig mener det skal være nødvendigt at spille et Credence Clearwater Revival nummer midt i det hele går over min forstand (jeg mener det var et CCR nummer, men jeg kan havde taget fejl, det var i hvert fald kopi). Uanset så tog jeg hjem da pengene var løbet tør og jeg kunne mærke at branderten stadig var helt under kontrol. Hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at være ”ham den fulde lærer”. Jeg vil godt være ”ham den casual lærer der sagtens kan drikke en enkelt øl”, men mere end det, så knækker filmen. Jeg vil gerne være en positiv rollemodel for mine elever og ikke endnu en fuld voksen. Så sådan er det.
Derudover står Camilla og jeg over for en stor beslutning. Mads og Marie har spurgt om vi har lyst til at være plejeforældre for en af ungerne på efterskolen her i byen. Det vil sige at have en elev over en weekend om måneden eller oftere, så eleven får lidt afveksling i tilværelsen og kommer lidt væk fra skolen en gang i blandt. Egentlig skal man helst være grønlandstalende for at få den tjans, men der var været et par af familierne der viste sig at være mindre bevendte når det kom til stykket. For eksempel kom en af eleverne hjem på skolen midt om natten en weekend fordi deres værtsfamilie holdt fest og røg hash og drak øl. Det er jo lidt dumt. Snak om rollemodeller igen. Nå, men vi har ikke bestemt os endnu, og jeg kan heller ikke helt greje hvad den bedste løsning vil være. For eleven vi vil få er ikke videre god til dansk og vi er slet ikke særlig gode til grønlandsk. Men måske er afvekslingen i omgivelserne nok for ham. Hvem ved? Vi skal i hvert fald snart have taget beslutningen. Vi holder jeg informerede.
Men nu vil jeg ind og spise.
Hej hej.
En anden ting der heller ikke fungere for mig for tiden er min fiskefileterings teknik. Måske fordi jeg ikke fik set så meget til svigerfars teknik (det taler vi ikke om mere), men vi skulle i går have en lækker ørred. Jeg havde ellers tænkt at den skulle ovnsteges, da det er den aller nemmeste måde at gøre det på. Minimum af forberedelse og maksimum af smag, men pludselig skulle Camilla så blande sig i det foretagende. Hun fik den splinter gode idé at ørreden skulle fileteres og så ovnsteges. Og hun rører jo aldrig fisk selv før de kommer ud af ovnen, så hvem skulle stå for det? Godt gættet. Jeg havde advaret hende at jeg højst sandsynligt var røv dårlig til det, men hun insisterede som kun koner kan gøre det. Efter 20 minutter med gråd, eder og forbandelser og kødlunser til højre og venstre stod jeg tilbage med det maltrakterede lig af det der før var en flot ørred. Nu var det mere to flossede stykker udefinerbar fisk, med dertilhørende hakket fisk. Absolut ikke sådan man husker det fra billederne i kogebøgerne. Jeg. Var. Ikke. Glad. Camilla prøvede dog at berolige mig med at de jo nok smagte godt alligevel, men jeg kunne se tvivlen i hendes øjne. Jeg var en slagen mand. Heldigvis fik Camilla ret. Det endte jo faktisk med at smage fremragende alligevel. Men kønt det var det sgu ikke.
Ellers har weekenden gået med middag hos Tea her fredag. Hun har besøg af hendes forældre, der nu har været her en fjorten dages tid. Fredag tog jeg Tea og farmand med ud på en sejltur i Madicken. Det var overskyet og koldt, men det var Grønland og vidderne svigtede ikke. Flot på sin unikke og barske måde. Men det varer ikke længe før Madicken ryger op på land. Sæsonen slutter her den 15. november, og vejret er i øjeblikket sne, sne og sne. Temperaturen ligger under 0 og ender i løbet af næste uge i følge vejrudsigten på under minus 15-20 stykker. Så det skal nok blive sjovt. Og koldt.
Men fredag aften var middag hos Tea og derefter tog de unge (Tea, Camilla og undertegnede) i byen. Der var nemlig halbal. Der var i hvert fald bal i hallen. Men masser af musik, masser af øl, masser af dans og masser af stigende grader af branderter der godt kunne gå hen og blev en pinlig affære. Jeg holdt mig på den pæne side af fuld. Der var simpelthen for mange af mine elever til stede til jeg ville gå ud og slå til Søren. Det må ske i et andet forum. Men det var da hyggeligt og specielt var det spændende at se grønlands svar på Pink Floyd Naneruaq, der er et band der i firserne udgav tre plader og blev ret så kendte på dem. Og keyboardspilleren i bandet er kollegieinspektør på ATI. Sjovt endelig at se ham i aktion. De spillede godt, men hvorfor et etableret band, der har udgivet tre plader pludselig mener det skal være nødvendigt at spille et Credence Clearwater Revival nummer midt i det hele går over min forstand (jeg mener det var et CCR nummer, men jeg kan havde taget fejl, det var i hvert fald kopi). Uanset så tog jeg hjem da pengene var løbet tør og jeg kunne mærke at branderten stadig var helt under kontrol. Hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at være ”ham den fulde lærer”. Jeg vil godt være ”ham den casual lærer der sagtens kan drikke en enkelt øl”, men mere end det, så knækker filmen. Jeg vil gerne være en positiv rollemodel for mine elever og ikke endnu en fuld voksen. Så sådan er det.
Derudover står Camilla og jeg over for en stor beslutning. Mads og Marie har spurgt om vi har lyst til at være plejeforældre for en af ungerne på efterskolen her i byen. Det vil sige at have en elev over en weekend om måneden eller oftere, så eleven får lidt afveksling i tilværelsen og kommer lidt væk fra skolen en gang i blandt. Egentlig skal man helst være grønlandstalende for at få den tjans, men der var været et par af familierne der viste sig at være mindre bevendte når det kom til stykket. For eksempel kom en af eleverne hjem på skolen midt om natten en weekend fordi deres værtsfamilie holdt fest og røg hash og drak øl. Det er jo lidt dumt. Snak om rollemodeller igen. Nå, men vi har ikke bestemt os endnu, og jeg kan heller ikke helt greje hvad den bedste løsning vil være. For eleven vi vil få er ikke videre god til dansk og vi er slet ikke særlig gode til grønlandsk. Men måske er afvekslingen i omgivelserne nok for ham. Hvem ved? Vi skal i hvert fald snart have taget beslutningen. Vi holder jeg informerede.
Men nu vil jeg ind og spise.
Hej hej.
søndag, oktober 12, 2008
ATIs forbandelse og sidste-øjebliks-syndrommet
Der hviler en forbandelse over ATI. Måske ikke over ATI som skole, men i hvert fald når det gælder at ansætte nye lærere. Som mine trofaste læsere nok kan huske så ansatte vi sidste år en lærer, der kom herop en sølle dag før han vendte næsen hjemad. Før sommer ansatte vi to nye lærere der så begge over sommeren besluttede sig for at sige nej tak alligevel. Og efter sommer ansatte vi så to nye lærere (igen igen), hvor den ene skulle starte 1. oktober og den anden den 1. november. Det blev så heller ikke helt til noget. Manden der skulle starte første oktober aflyste rejsen på selve dagen pga. af sygdom og vi endte med at annullere ansættelsen. Han havde fået et nervøst sammenbrud, og der var vist flere ting der ikke gik for den stakkels mand. Nu venter vi så på vores sidste håb, Anders (mener jeg han hedder). Han skal ankomme den 30. oktober sammen med sin kæreste/kone og har sendt sit bohave af sted. Og han har sagt at de glæder sig. Men undskyld hvis jeg ikke klapper i mine små hænder endnu. Man bliver klog af skade og før han står heroppe og siger ”nej, hvor er jeg glad for at være her”, så tror jeg nu bare jeg slår koldt vand i blodet og ser frem til mere overarbejde. Kald mig kynisk, men man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt og alt det der. Men jeg glæder mig, hvis de kommer.
Nå, nok om nye manglende lærere. Jeg tror jeg vil gå lidt mere i kødet på en grønlandsk folkesygdom. Jeg har valgt at kalde den ’i-sidste-øjebliks-syndrommet’. For hvis der er noget at grønlændere er gode til så er det at være sent ude. Det er ligesom da jeg gik i gymnasiet, og havde stil for. Den blev altid gjort i aller sidste øjeblik, så man skulle sidde op til klokken lort om natten for at få det lavet. Dumt. Forestil jer så at regere et land på samme måde. Lad mig give et par eksempler.
For snart to år siden bestemte hjemmestyret sig for at vi, ligesom Danmark, skulle have et nyt karaktersystem. Det skulle være 7-trinsskalaen ligesom Danmark, men i stedet for de danske tal skulle vi heroppe have bogstaver, som de har i resten af Europa. Fint nok. Men hvor Danmark har brugt de sidste 2 til 4 år på at informere om det nye system og lave vejledninger, så har hjemmestyret mest af alt brilleret med sit fraværd. Den officielle skrivelse om systemet kom så endelig for en lille uge siden. Og det altså til et karaktersystem der skulle være taget i brug på landets gymnasier og erhvervsskoler fra august i år. Og vi mangler stadig at se nogen vejledning. Så der er egentlig ikke nogle lærere der ved hvordan de skal bruge den nye skala. Det skal nok gå rigtig godt.
Og så er der jo den nye årlige kulturdag, der den 23. september blev bestemt skal ligge den 28. september. Så fem dage til virkelig at lave fantastiske kulturelle arrangementer? *host* typisk *host*. Men på grund af den korte forberedelsestid har landstyret bestemt at der kan afholdes kulturelle arrangementer for de afsatte midler fra og med den 28. september og året ud. Genialt. Underminerer det ikke ligesom idéen med en kultur dag?
Men det er et syndrom man ser gå igen her oppe i tide og utide både hos politikere og folk generelt. Eleverne på skolen holdte i september en intro fest, som de så mente at hvis man spurgte om lov samme dag og lærerstaben blev indbudt samme dag, så måtte det være tids nok. De fik lov, men det var også kun lige. Reglerne siger 14 dage i forvejen og havde det stået til mig, havde de ikke fået lov. For nu gør de bare sådan næste gang. Og ligesom den her gang, vil jeg så vælge ikke at komme, fordi jeg højest sandsynligt har en aftale allerede.
Og det var jo det samme med efterskolen der nu er en del af det maniitsokske bybillede. Den blev også hu hej vilde dyr blåstemplet før sommer og startet over sommeren. De 40 elever skulle bo et sted, så lejer man ”bare” sømandshjemmet i et år for 2 millioner. Det er den slags løsninger der bare lugter af dårlig planlægning og absolut mangel på økonomisk sans. Jeg sværger visse politikere for mig til at ligne et finansgeni. Parolen her oppe er at minus og minus gir plus og man må jo gerne låne. Det har man jo lært i matematik. Men når det så bliver overført til landets budget, så er det altså lidt skidt. For nu at sige det mildt.
Og de bliver jo ved med at skrive at vi skal stemme ja til den nye selvstyre pakke. Og jeg kan virkelig ikke finde ud af hvad jeg skal stemme. Jeg kan gøre det der er rigtigt for grønland eller det de gerne vil have. Politikerne vil gerne have selvstyre, hvilket jeg da godt forstår. Det er rart at være herre i eget hus, men når hjemmestyret overhovedet ikke har budgetteret med at skulle overtage en eneste instans af de 38 (eller er det mere?) de skal overtage i kraft af selvstyre, så er det altså at sætte sig selv blår i øjnene. De kører med et budget med et 3 cifret millionbeløb i minus, de så har fordoblet (i minus altså) fra sidste år. Så det kan da ikke siges at gå den rigtige vej. Det er nu heller ikke så underligt eftersom de lige har smidt det overskud væk de skulle have haft i kraft af de kommende kommunesammenlægninger. Den skulle jo gennemføres for at gøre burekratiet enklere og alt det der, men så sandelig også for at spare penge (mindre ansatte=flere penge), men hvad gør politikerne så? De udsteder så sidste uge en garanti på at der ikke bliver fyret nogen som helst i forbindelse med kommunesammenlægningen! Det er sgu da at skyde sig selv i foden. Væk er besparelsen på 17-18 millioner, der skulle komme i forbindelse med disse sammenlægninger. Jo, jo, der er da en nobel tanke at folk ikke skal stå uden job, men hvor er det så lige man spare penge, eller bureakrati for den sags skyld? Hvis der stadig er lige så mange ansatte og de beholder deres job fra før? Hvor er effektiviseringen henne? Ikke noget under at man opererer med røde tal.
Men selvstændige skal vi være. Også selvom vi ikke har råd til det. Men hvis vi får selvstyre, hvem skal så betale for politiet eller alle de andre instanser vi får overdraget ”når vi er klar til det”? Eller hvad med benzinpriserne der bliver holdt kunstigt nede heroppe på grund af en ældgammel aftale? Tror du grønlændere bliver særligt glade når benzin stiger fra de 4 kroner literen til de 10? Der var ramaskrig da den steg 50 ører tidligere på året. Så jeg overvejer at stemme ja, for at give politikerne det de gerne vil og se hvad de så gør når de pludselig får det. Kan ikke lade være med at tænke på det gamle engelske ordsprog der hedder at du skal passe på med hvad du ønsker dig, det kan jo være at du får det. Og på den anden side så kunne jeg godt tænke mig at stemme nej, fordi jeg er overbevist om at det lige pt. er bedst for Grønland. Og så generelt at gøre det modsatte af hvad den siddende regering beder mig om, eftersom jeg ikke stoler på dem over en dørtærskel. Det kunne være dejligt hvis der bliver stemt nej. Bare så de kunne få deres luftkasteller skudt lidt i sænk. Bare en enkelt gang.
Hmm.. undskyld. Det var ikke meningen at blive sådan helt.. negativ. Men det er bare svært nogen gange at sidde på sidelinien og se det hele gå ned af bakke fordi landet bliver styret af en børnehave uden situationsfornemmelse, økonomisk- og/eller virkelighedssans.
Gad vide hvad jeg skal stemme? Nogle forslag?
Nå, nok om nye manglende lærere. Jeg tror jeg vil gå lidt mere i kødet på en grønlandsk folkesygdom. Jeg har valgt at kalde den ’i-sidste-øjebliks-syndrommet’. For hvis der er noget at grønlændere er gode til så er det at være sent ude. Det er ligesom da jeg gik i gymnasiet, og havde stil for. Den blev altid gjort i aller sidste øjeblik, så man skulle sidde op til klokken lort om natten for at få det lavet. Dumt. Forestil jer så at regere et land på samme måde. Lad mig give et par eksempler.
For snart to år siden bestemte hjemmestyret sig for at vi, ligesom Danmark, skulle have et nyt karaktersystem. Det skulle være 7-trinsskalaen ligesom Danmark, men i stedet for de danske tal skulle vi heroppe have bogstaver, som de har i resten af Europa. Fint nok. Men hvor Danmark har brugt de sidste 2 til 4 år på at informere om det nye system og lave vejledninger, så har hjemmestyret mest af alt brilleret med sit fraværd. Den officielle skrivelse om systemet kom så endelig for en lille uge siden. Og det altså til et karaktersystem der skulle være taget i brug på landets gymnasier og erhvervsskoler fra august i år. Og vi mangler stadig at se nogen vejledning. Så der er egentlig ikke nogle lærere der ved hvordan de skal bruge den nye skala. Det skal nok gå rigtig godt.
Og så er der jo den nye årlige kulturdag, der den 23. september blev bestemt skal ligge den 28. september. Så fem dage til virkelig at lave fantastiske kulturelle arrangementer? *host* typisk *host*. Men på grund af den korte forberedelsestid har landstyret bestemt at der kan afholdes kulturelle arrangementer for de afsatte midler fra og med den 28. september og året ud. Genialt. Underminerer det ikke ligesom idéen med en kultur dag?
Men det er et syndrom man ser gå igen her oppe i tide og utide både hos politikere og folk generelt. Eleverne på skolen holdte i september en intro fest, som de så mente at hvis man spurgte om lov samme dag og lærerstaben blev indbudt samme dag, så måtte det være tids nok. De fik lov, men det var også kun lige. Reglerne siger 14 dage i forvejen og havde det stået til mig, havde de ikke fået lov. For nu gør de bare sådan næste gang. Og ligesom den her gang, vil jeg så vælge ikke at komme, fordi jeg højest sandsynligt har en aftale allerede.
Og det var jo det samme med efterskolen der nu er en del af det maniitsokske bybillede. Den blev også hu hej vilde dyr blåstemplet før sommer og startet over sommeren. De 40 elever skulle bo et sted, så lejer man ”bare” sømandshjemmet i et år for 2 millioner. Det er den slags løsninger der bare lugter af dårlig planlægning og absolut mangel på økonomisk sans. Jeg sværger visse politikere for mig til at ligne et finansgeni. Parolen her oppe er at minus og minus gir plus og man må jo gerne låne. Det har man jo lært i matematik. Men når det så bliver overført til landets budget, så er det altså lidt skidt. For nu at sige det mildt.
Og de bliver jo ved med at skrive at vi skal stemme ja til den nye selvstyre pakke. Og jeg kan virkelig ikke finde ud af hvad jeg skal stemme. Jeg kan gøre det der er rigtigt for grønland eller det de gerne vil have. Politikerne vil gerne have selvstyre, hvilket jeg da godt forstår. Det er rart at være herre i eget hus, men når hjemmestyret overhovedet ikke har budgetteret med at skulle overtage en eneste instans af de 38 (eller er det mere?) de skal overtage i kraft af selvstyre, så er det altså at sætte sig selv blår i øjnene. De kører med et budget med et 3 cifret millionbeløb i minus, de så har fordoblet (i minus altså) fra sidste år. Så det kan da ikke siges at gå den rigtige vej. Det er nu heller ikke så underligt eftersom de lige har smidt det overskud væk de skulle have haft i kraft af de kommende kommunesammenlægninger. Den skulle jo gennemføres for at gøre burekratiet enklere og alt det der, men så sandelig også for at spare penge (mindre ansatte=flere penge), men hvad gør politikerne så? De udsteder så sidste uge en garanti på at der ikke bliver fyret nogen som helst i forbindelse med kommunesammenlægningen! Det er sgu da at skyde sig selv i foden. Væk er besparelsen på 17-18 millioner, der skulle komme i forbindelse med disse sammenlægninger. Jo, jo, der er da en nobel tanke at folk ikke skal stå uden job, men hvor er det så lige man spare penge, eller bureakrati for den sags skyld? Hvis der stadig er lige så mange ansatte og de beholder deres job fra før? Hvor er effektiviseringen henne? Ikke noget under at man opererer med røde tal.
Men selvstændige skal vi være. Også selvom vi ikke har råd til det. Men hvis vi får selvstyre, hvem skal så betale for politiet eller alle de andre instanser vi får overdraget ”når vi er klar til det”? Eller hvad med benzinpriserne der bliver holdt kunstigt nede heroppe på grund af en ældgammel aftale? Tror du grønlændere bliver særligt glade når benzin stiger fra de 4 kroner literen til de 10? Der var ramaskrig da den steg 50 ører tidligere på året. Så jeg overvejer at stemme ja, for at give politikerne det de gerne vil og se hvad de så gør når de pludselig får det. Kan ikke lade være med at tænke på det gamle engelske ordsprog der hedder at du skal passe på med hvad du ønsker dig, det kan jo være at du får det. Og på den anden side så kunne jeg godt tænke mig at stemme nej, fordi jeg er overbevist om at det lige pt. er bedst for Grønland. Og så generelt at gøre det modsatte af hvad den siddende regering beder mig om, eftersom jeg ikke stoler på dem over en dørtærskel. Det kunne være dejligt hvis der bliver stemt nej. Bare så de kunne få deres luftkasteller skudt lidt i sænk. Bare en enkelt gang.
Hmm.. undskyld. Det var ikke meningen at blive sådan helt.. negativ. Men det er bare svært nogen gange at sidde på sidelinien og se det hele gå ned af bakke fordi landet bliver styret af en børnehave uden situationsfornemmelse, økonomisk- og/eller virkelighedssans.
Gad vide hvad jeg skal stemme? Nogle forslag?
søndag, oktober 05, 2008
mit første rensdyr eller den beskidte (og klistrede) sandhed om jagt
JEG HAR SKUDT MIT FØRSTE RENSDYR! Jo det er sgu rigtigt! Jeg har simpelthen skudt Bambi, eller i hvert fald hans ældre bror. Og gud hvor er jeg træt og min krop ødelagt..
Vi var på jagt i går inde i Sønder Isertoq, samme sted som vi kun uger forinden havde været på hygge tur med svigerfamilien plus det løse. Jungletrommerne havde nemlig trommet en stille sang om at det her sted godt kunne være rimeligt frugtbart bekendtskab hvad angår rensdyr, hvis man blot man gik lidt længere ind i landskabet. Som sagt så gjort. Dan, Christian, Gorm, Signe og undertegnede tog af sted klokken halv syv om morgenen for at få så meget dagslys med som overhovedet muligt. Turen derind tager nemlig to timer i båd og det bliver mørkt igen ved 20.00 tiden, hvilket efterlader cirka 9 timer til jagt. Det lyder måske af meget, men det er det ikke. Den tid gik rigtigt hurtigt.
Men vi ankom til stedet, kom i land og begyndte den lange vandring ind mod ’stedet’. Lige nøjagtigt hvad stedet var, var vi ikke helt klar over, da ingen af os havde været på jagt på dette ’sted’ før, så tog den på gefühl og håbede på det bedste. Adskillige bakketoppe senere kunne vi se at landskabet skabte en dal, hvor der kunne være gode muligheder for dyr. For at maksimere vores chancer for en succesfuld jagt delte vi os i to, Chr., Gorm og Signe der gik højre og Dan og mig der gik venstre om denne ’dal’. For rigtig dal var det faktisk ikke helt. Mest af alt lignede det noget der engang var en sø og nu var forsvundet og havde efterladt et moset terræn, man helst ikke skulle gå i. Så vi gik langs ’kysten’ på klippet terræn (langs et fjeld), men ingen dyr så vidt vi kunne se omkring os. Forholdene var ellers ganske optimale. Det var overskyet, gråt, men uden nedbør. Over hele landskabet lå der dog et fint lag nyfalden sne, hvilket også betød at var der dyr, så ville vi kunne se sporene af dem ganske tydeligt. Og så var der vindstille, hvilket også er et stort plus, eftersom medvind advarer dyrene lynhurtigt om menneskers tilstedeværelse. Så vejret fejlede ikke noget set fra et jagtmæssigt synspunkt.
Efter en ekstra halv times traven (ca. halvanden time fra båden) nåede vi en lille del mellem to fjelde. Fra vores plads lidt op af den ene side kunne vi endelig se dem – rensdyr! Og mange af dem. På fjeldet på den anden side løb en flok på godt ti dyr. Og med mine falke øjne spottede jeg endnu en flok længere henne af fjeldet på 6 dyr. Så dyrene var her. Problemet var bare at der stadig var godt 3-400 meter over til hvor de var og hvor løb de hen hvis de opdagede os? Skulle man gå op for at jage dem ned eller omvendt. Mens Dan og jeg debatterede hvordan vi kom over til alle disse dejlige dyr, blev vores snak afgjort af et kalv der stille og roligt traskede nede i selve dalen kun 150 meter fra os. Og et par minutter efter blev den efterfulgt af et ungt rensdyr på et måske to år. Pludselig var der altså to rensdyr i vores umiddelbare nærhed uden vi behøvede at rende op og end af fjeldsider. Super. Nu var kunsten at komme tæt nok på dem til at skyde dem uden at skræmme dem væk først. Den bette af dem var ret så nervøs og kiggede hele tiden omkring, og hver gang vi forsøgte at liste os frem, stod den som stivnet, opmærksom og kiggede i vores retning. Jo, den var blevet opdraget godt. Vi var lidt i en dilemma. Vi kunne gå frem og skræmme den væk, eller blive og ikke kunne ramme den. Jeg valgte det første og håbede på at hvis vi skræmte den ene væk, at den anden ikke per automatik ville følge med. Det gjorde den heldigvis ikke. Jeg havde ikke kommet 20 meter ned af fjeldsiden før at den bette stak af. Den havde lugtet lunten og pilede af sted så hurtigt dens ben kunne bære den. Men den anden havde ikke opdaget noget som helst og var i gang med et festmåltid af en busk, så den havde andre ting på tankerne. Jeg listede mig tættere på og måtte holde et par stop undervejs eftersom sneen knirkede uhensigtsmæssigt meget og rensdyret så småt var ved at ane uråd. Efter mange minutters nervekrig og listen ind, var jeg endeligt inden for rækkevidde. Jeg lagde mig ned, lagde an, slå sikringen fra, tog øjet til kikkertsigtet og ventede. Jeg ville ramme den rigtigt. Ikke noget med skamskudte dyr der hoppede rundt i halve timer til mig. Det skulle være et clean skud og sådan som den stod nu, var det ikke muligt. Den stod skævt for mig, og jeg ville gerne ramme den i halspartiet. Jeg kunne se at den nogle gange vendte hovedet mod mig og når den gjorde det blottede den halsen. Nu havde jeg min chance. Vendt til næste gang den vender hovedet. Den vendte sig. Træk vejret ind. Holdt det. Skyd. BLAM! Dyret væltede med det samme om på siden og lå helt stille. Jeg havde ramt det præcist hvor jeg ville. Og nej hvor mine ører rungede. Jeg havde i min sniger iver glemt at få ørepropper i, og skuddet gjaldede stadigt i mine ører og adrenalinen i mine årer, da jeg gik ned til det døde dyr. Helt dødt var det dog ikke. Det brugte lige et halv minut på at udånde, ligge og blinke lidt, spjætte et par gange med benene og det var så det. Jeg fik helt ondt af det da det lå der, men det kunne jo ikke betale sig at blive blødsøden nu. Men med de store brune øjne kan jeg da godt forstå at visse folk bliver bløde i knæene og synes det er da forfærdeligt synd for det stakkels kræ. Man må bare også acceptere at kræet også er mad. Det smager godt og sådan er det.
Når man ser jagt på films, så er det altid vildt spændende indtil de skyder – bang. Og så klipper man derefter over til hvor de alle sidder fine og nyfriserede sidder omkring et lejrbål og steger deres fantastiske fangst. Falsk markedsføring siger jeg bare! For sandheden er noget anderledes. Man tager jo ikke bare dyret på nakken og daffer hjemad. Først skal pelsen flåes af, indvoldene ud, klovene af, hovedet af, og dyret deles i to, som man så tager på nakken og går med de her min. 40 kilo kød den halvanden times tur tilbage på båden i absolut alt andet end jævnt terræn. Og alt dette gjorde jeg stort set alene. Dan var min guide i hvad det var jeg skulle gøre ved min fangst. Jeg havde en vag idé, eftersom jeg jo også havde været med til at partere vores moskus sidste år, men rækkefølge etc. havde seriøst brug for en genopfriskning. At flå skindet af er det mindst problematiske. Det handler stort set om at lave nogle snit de rigtige steder (langs bugen og op langs benene) og så hive skindet væk fra kødet. Indvoldene derimod kan godt gå hen og blive lidt af en oplevelse. Den opspilede mave og de mange meter tarm og fordøjelseskanalen skal man tage med nænsom hånd så der ikke går hul ud i kødet (for mave indhold på kød er lige med bakterier, og det er ikke super). Og så er det ret klamt. Men jeg gik i krig uden at kny. Så jeg kan nu med sindsro i stemmen fortælle at jeg nu har oplevet at have hænderne i masser af indvolde, samt en stor pøl af varmt blod. Øv hvor er frisk blod klistret og nej hvor så jeg ud da jeg endelig var færdig med mit dyr. Mine bukser var en kombination af våd og blodig, det samme med min trøje og hænderne var røde og klistrede. Men jeg havde selv gjort det. Der var ingen babysitter her. Det var mit dyr og så skal man også selv stå for det. Sådan er det. Mens jeg gjorde mit syr klar til transporten hjem, havde Dan taget længere ind i dalen og selv skudt et dyr, Som han så fik parteret og kom tilbage med. Og heldigvis var Signe også kommet i mellemtiden, så hun kunne hjælpe lidt med at bære. Ikke rensdyret. Det skulle vi selv, ligesom traditionen dikterer. Men hun fik så æren af at tage vores tasker, hvilket efterlod mig med ’kun’ fyrre kilo kød på ryggen, et gevær over nakken og et styk pels under armen. Signe kunne så fortælle at det andet hold med Christian og Gorm ikke havde været så heldige på den anden side. De var nu tilbage på båden og afventede vores ankomst. Klokken var u også ved at være mange og vi skulle skyndes os til bådende hvis vi skulle være hjemme inden mørkets frembrud. Den halvanden times march jeg fik mig der var hård. Benhård. Men jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville holde pauser. Jeg ville ikke have det her dyr på nakken længere end nødvendigt og jo hurtigere jeg kom til bådene jo bedre. Så jeg travede af sted kun afbrudt at meget små (5-10 sekunders) ”åh-gud-jeg-tror-jeg-dør” ophold, eller de 15 sekunder jeg tillod mig selv at nyde synet af det store vandfald (”nej, hvor er det flot, af sted igen”).
Det korte og det lange er at jeg ankom fuldstændigt gennemblødt af sved, med en krop der ikke får normal førlighed lige med det samme, men... med et rensdyr jeg selv havde skudt og parteret. Jeg er nu kommet et skridt nærmere at få status som indfødt. De andre kom lidt efter og to timer senere nærmede vi os Maniitsoq by, ikke et minut for tidligt. Tusmørket var faldet over os og alt kunne kun ses i konturer. Men vi havde nået det og nu skulle Dan og jeg først lige på skolefabrikken og skylle kødet og få hængt det op til modning, før vi kunne tage hjem til et velfortjent hvil.
Heroppe har man noget man kalder ”den første af altings fest”. Barnets første skridt, første tand, første skoledag, første fisk, første rype, første rensdyr, første alt muligt. Alt er anledning til kaffemik, så i morgen er der kage på skolen. Jeg skal bare lige have bagt den først.
Vi var på jagt i går inde i Sønder Isertoq, samme sted som vi kun uger forinden havde været på hygge tur med svigerfamilien plus det løse. Jungletrommerne havde nemlig trommet en stille sang om at det her sted godt kunne være rimeligt frugtbart bekendtskab hvad angår rensdyr, hvis man blot man gik lidt længere ind i landskabet. Som sagt så gjort. Dan, Christian, Gorm, Signe og undertegnede tog af sted klokken halv syv om morgenen for at få så meget dagslys med som overhovedet muligt. Turen derind tager nemlig to timer i båd og det bliver mørkt igen ved 20.00 tiden, hvilket efterlader cirka 9 timer til jagt. Det lyder måske af meget, men det er det ikke. Den tid gik rigtigt hurtigt.
Men vi ankom til stedet, kom i land og begyndte den lange vandring ind mod ’stedet’. Lige nøjagtigt hvad stedet var, var vi ikke helt klar over, da ingen af os havde været på jagt på dette ’sted’ før, så tog den på gefühl og håbede på det bedste. Adskillige bakketoppe senere kunne vi se at landskabet skabte en dal, hvor der kunne være gode muligheder for dyr. For at maksimere vores chancer for en succesfuld jagt delte vi os i to, Chr., Gorm og Signe der gik højre og Dan og mig der gik venstre om denne ’dal’. For rigtig dal var det faktisk ikke helt. Mest af alt lignede det noget der engang var en sø og nu var forsvundet og havde efterladt et moset terræn, man helst ikke skulle gå i. Så vi gik langs ’kysten’ på klippet terræn (langs et fjeld), men ingen dyr så vidt vi kunne se omkring os. Forholdene var ellers ganske optimale. Det var overskyet, gråt, men uden nedbør. Over hele landskabet lå der dog et fint lag nyfalden sne, hvilket også betød at var der dyr, så ville vi kunne se sporene af dem ganske tydeligt. Og så var der vindstille, hvilket også er et stort plus, eftersom medvind advarer dyrene lynhurtigt om menneskers tilstedeværelse. Så vejret fejlede ikke noget set fra et jagtmæssigt synspunkt.
Efter en ekstra halv times traven (ca. halvanden time fra båden) nåede vi en lille del mellem to fjelde. Fra vores plads lidt op af den ene side kunne vi endelig se dem – rensdyr! Og mange af dem. På fjeldet på den anden side løb en flok på godt ti dyr. Og med mine falke øjne spottede jeg endnu en flok længere henne af fjeldet på 6 dyr. Så dyrene var her. Problemet var bare at der stadig var godt 3-400 meter over til hvor de var og hvor løb de hen hvis de opdagede os? Skulle man gå op for at jage dem ned eller omvendt. Mens Dan og jeg debatterede hvordan vi kom over til alle disse dejlige dyr, blev vores snak afgjort af et kalv der stille og roligt traskede nede i selve dalen kun 150 meter fra os. Og et par minutter efter blev den efterfulgt af et ungt rensdyr på et måske to år. Pludselig var der altså to rensdyr i vores umiddelbare nærhed uden vi behøvede at rende op og end af fjeldsider. Super. Nu var kunsten at komme tæt nok på dem til at skyde dem uden at skræmme dem væk først. Den bette af dem var ret så nervøs og kiggede hele tiden omkring, og hver gang vi forsøgte at liste os frem, stod den som stivnet, opmærksom og kiggede i vores retning. Jo, den var blevet opdraget godt. Vi var lidt i en dilemma. Vi kunne gå frem og skræmme den væk, eller blive og ikke kunne ramme den. Jeg valgte det første og håbede på at hvis vi skræmte den ene væk, at den anden ikke per automatik ville følge med. Det gjorde den heldigvis ikke. Jeg havde ikke kommet 20 meter ned af fjeldsiden før at den bette stak af. Den havde lugtet lunten og pilede af sted så hurtigt dens ben kunne bære den. Men den anden havde ikke opdaget noget som helst og var i gang med et festmåltid af en busk, så den havde andre ting på tankerne. Jeg listede mig tættere på og måtte holde et par stop undervejs eftersom sneen knirkede uhensigtsmæssigt meget og rensdyret så småt var ved at ane uråd. Efter mange minutters nervekrig og listen ind, var jeg endeligt inden for rækkevidde. Jeg lagde mig ned, lagde an, slå sikringen fra, tog øjet til kikkertsigtet og ventede. Jeg ville ramme den rigtigt. Ikke noget med skamskudte dyr der hoppede rundt i halve timer til mig. Det skulle være et clean skud og sådan som den stod nu, var det ikke muligt. Den stod skævt for mig, og jeg ville gerne ramme den i halspartiet. Jeg kunne se at den nogle gange vendte hovedet mod mig og når den gjorde det blottede den halsen. Nu havde jeg min chance. Vendt til næste gang den vender hovedet. Den vendte sig. Træk vejret ind. Holdt det. Skyd. BLAM! Dyret væltede med det samme om på siden og lå helt stille. Jeg havde ramt det præcist hvor jeg ville. Og nej hvor mine ører rungede. Jeg havde i min sniger iver glemt at få ørepropper i, og skuddet gjaldede stadigt i mine ører og adrenalinen i mine årer, da jeg gik ned til det døde dyr. Helt dødt var det dog ikke. Det brugte lige et halv minut på at udånde, ligge og blinke lidt, spjætte et par gange med benene og det var så det. Jeg fik helt ondt af det da det lå der, men det kunne jo ikke betale sig at blive blødsøden nu. Men med de store brune øjne kan jeg da godt forstå at visse folk bliver bløde i knæene og synes det er da forfærdeligt synd for det stakkels kræ. Man må bare også acceptere at kræet også er mad. Det smager godt og sådan er det.
Når man ser jagt på films, så er det altid vildt spændende indtil de skyder – bang. Og så klipper man derefter over til hvor de alle sidder fine og nyfriserede sidder omkring et lejrbål og steger deres fantastiske fangst. Falsk markedsføring siger jeg bare! For sandheden er noget anderledes. Man tager jo ikke bare dyret på nakken og daffer hjemad. Først skal pelsen flåes af, indvoldene ud, klovene af, hovedet af, og dyret deles i to, som man så tager på nakken og går med de her min. 40 kilo kød den halvanden times tur tilbage på båden i absolut alt andet end jævnt terræn. Og alt dette gjorde jeg stort set alene. Dan var min guide i hvad det var jeg skulle gøre ved min fangst. Jeg havde en vag idé, eftersom jeg jo også havde været med til at partere vores moskus sidste år, men rækkefølge etc. havde seriøst brug for en genopfriskning. At flå skindet af er det mindst problematiske. Det handler stort set om at lave nogle snit de rigtige steder (langs bugen og op langs benene) og så hive skindet væk fra kødet. Indvoldene derimod kan godt gå hen og blive lidt af en oplevelse. Den opspilede mave og de mange meter tarm og fordøjelseskanalen skal man tage med nænsom hånd så der ikke går hul ud i kødet (for mave indhold på kød er lige med bakterier, og det er ikke super). Og så er det ret klamt. Men jeg gik i krig uden at kny. Så jeg kan nu med sindsro i stemmen fortælle at jeg nu har oplevet at have hænderne i masser af indvolde, samt en stor pøl af varmt blod. Øv hvor er frisk blod klistret og nej hvor så jeg ud da jeg endelig var færdig med mit dyr. Mine bukser var en kombination af våd og blodig, det samme med min trøje og hænderne var røde og klistrede. Men jeg havde selv gjort det. Der var ingen babysitter her. Det var mit dyr og så skal man også selv stå for det. Sådan er det. Mens jeg gjorde mit syr klar til transporten hjem, havde Dan taget længere ind i dalen og selv skudt et dyr, Som han så fik parteret og kom tilbage med. Og heldigvis var Signe også kommet i mellemtiden, så hun kunne hjælpe lidt med at bære. Ikke rensdyret. Det skulle vi selv, ligesom traditionen dikterer. Men hun fik så æren af at tage vores tasker, hvilket efterlod mig med ’kun’ fyrre kilo kød på ryggen, et gevær over nakken og et styk pels under armen. Signe kunne så fortælle at det andet hold med Christian og Gorm ikke havde været så heldige på den anden side. De var nu tilbage på båden og afventede vores ankomst. Klokken var u også ved at være mange og vi skulle skyndes os til bådende hvis vi skulle være hjemme inden mørkets frembrud. Den halvanden times march jeg fik mig der var hård. Benhård. Men jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville holde pauser. Jeg ville ikke have det her dyr på nakken længere end nødvendigt og jo hurtigere jeg kom til bådene jo bedre. Så jeg travede af sted kun afbrudt at meget små (5-10 sekunders) ”åh-gud-jeg-tror-jeg-dør” ophold, eller de 15 sekunder jeg tillod mig selv at nyde synet af det store vandfald (”nej, hvor er det flot, af sted igen”).
Det korte og det lange er at jeg ankom fuldstændigt gennemblødt af sved, med en krop der ikke får normal førlighed lige med det samme, men... med et rensdyr jeg selv havde skudt og parteret. Jeg er nu kommet et skridt nærmere at få status som indfødt. De andre kom lidt efter og to timer senere nærmede vi os Maniitsoq by, ikke et minut for tidligt. Tusmørket var faldet over os og alt kunne kun ses i konturer. Men vi havde nået det og nu skulle Dan og jeg først lige på skolefabrikken og skylle kødet og få hængt det op til modning, før vi kunne tage hjem til et velfortjent hvil.
Heroppe har man noget man kalder ”den første af altings fest”. Barnets første skridt, første tand, første skoledag, første fisk, første rype, første rensdyr, første alt muligt. Alt er anledning til kaffemik, så i morgen er der kage på skolen. Jeg skal bare lige have bagt den først.
Abonner på:
Opslag (Atom)
