Sikke en uge. Eller rettere på slutning ugen. Der har været kursus, opsigelse, flytning, inkompetence, druk og rengøring. I den rækkefølge. Men en ting af gangen.
Torsdag var sidste dag for vores tredje modul af Pædagogikum. Ja før man fik set sig om var der altså gået ti dage og det ”eneste” jeg nu mangler for at kalde mig færdig uddannet lærer (eller sådan et eller andet, har i hvert fald lov til at undervise på erhvervsskoler og handelsskoler også i DK) er at skrive min modul 3 opgave (20 sider), gå til mundtlig eksamen i opgaven og klare en praktisk prøve, der består i at vejleder og censor observere 2 undervisningstimer. Så det skal nok gå alt sammen. Kurset der blev holdt her i Maniitsoq var i hvert fald rigtig hyggeligt, og det gør jo ikke noget at man har kendt de andre kursusdeltagere i godt et år nu. Og så var det faktisk også en udmærket måde at komme til at lære personalet på Hotellet lidt bedre – Benny, Mark, Søren og Torben. Jeg har snakket med dem før, specielt Benny, men de andre kun lidt henkastet nede i klubben. Nu har jeg lært dem lidt bedre at kende og de er fanme nogle søde gutter.
Torsdag var så også dagen hvor Pia, vores allestedsnærværende og superseje souschef, bestemte sig for at smide bomben – hun siger op med udgangen af november. What? Det kan hun da ikke bare! Det er dælme lidt et nederlag for ATI. Pia var ligesom limen der sørgede for at alt hæng sammen og skemaerne var lavet og møder blev holdt og det hele bare kørte lidt nemmere. Nu har hun så bestemt at søge nye græsgange. Græsgange er måske så meget sagt siden hun har fået et job på Thule basen! Ja, hun er ikke bange af sig. Men jeg har ikke helt fundet ud af hvorfor hun rejser endnu. Først troede vi det var fordi hun var overbelastet arbejdsmæssigt (hun arbejder meeeegeeet), men det afviste hun. Måske er det med at være souschef bare ikke lige hende (selv om hun er skide god til det), hvem ved. Hun var jo engelsklæren på stedet før mig, så hun har jo ”kun” været en del af ledelsen nu i lidt over et år. Bare synd hun ikke lige tog et år mere. Og så synes jeg godt nok det er med kort varsel. En måned? Det kan selvfølgelig godt være at Per har vidst det længere. Men træls i hvert fald.
Fredag underviste jeg om dagen og hen af eftermiddag tog jeg fri for at komme hjem og pakke det sidste. Så fredag blev en mærkelig blanding af pakke pakke pakke, læse harry potter, pakke, pakke, spise lidt rester, harry potter, pakke, harry, pakke, harry, gå i seng. Lørdag fik jeg så hjælp af Karsten, Per, Anna Marie og Christian til at flytte. Det var fanme skønt. Vi havde lånt skolens bil samt Christian havde lånt firmabilen, så pludselig havde vi to pickup trucks til fem mennesker og så var det ellers bare at tage fat. Vi flyttede fra klokken 12 til 15, hvor vi var alles og aldeles færdig. Skønt. Men ting er også lidt nemmere når der er nogen der godt tør at tage fra.
Apropos flytning, så viste Tele grønland sig fra en yderst inkompetent side i forbindelse med min flytning. Jeg var nede den 17. og melde min flytning den 27. Jeg fortalte damen dernede at den 27. ville jeg gerne have flyttet mit internet og fastnet telefon til den nye adresse. ”Ingen problem” sagde den unge dame og jeg tog hjem velvidende at ”ingen problem” heroppe ikke altid betyder ingen problem. Og ganske rigtig. Da jeg kom hjem var min fastnet telefon slået fra! Det skulle jo først ske den 27, ikke den 17. for pokker da. Men det var nu efter kontor tid (klokken 16) og jeg sku på kursus igen. Det gik et par dag før jeg kunne ringe og klage, hvilket så blev lørdag. Det hjælp så ikke siden at der ikke er nogen til at ordne det hvis ikke det er en hverdag og fra 8 til 16. Men til gengæld er der en levende person i den anden ende af røret til at tage imod besked. Det er sgu da for dumt. Tele grønland har altså ansat en telefon dame til at sidde uden for den normale arbejdstid kun for at tage imod beskeder. Det er det eneste hun gør. Hun kan ikke hjælpe nogen med noget som helst. Det er sådanne ting der kan få mig til at undre sig over hvordan det her land nogle gange kan fungere.
Nå men tilbage til damen. Hun lovede at give beskeden videre om at min fastnet gerne skulle tilbage (inden den så skulle ”tilbage” til den nye lejlighed). Det skete så ikke (ikke engang det at give en besked videre kunne hun finde ud af..grrrr). Jeg ringede igen mandag eller tirsdag og gentog samme besked. De skulle føre min fastnettelefon tilbage til den gamle lejlighed og så føre den til den nye lejlighed om fredagen (de kunne ikke gøre det lørdag den 27, siden det var uden for åbningstid, så vi aftalte fredag den 26). Jeg ville gerne have mit fastnet tilbage så jeg kunne ringe igen. Det er jo ret dyrt at ringe til DK fra en mobil f.eks. og jeg skyldte min stakkels farmor et ring. Det skulle de nok ordne lovede de. Der skete stadig ikke noget. Det gjorde der til gengæld fredag, hvor min fastnet telefon kom tilbage til den gamle lejlighed. FOR HELVEDE DA! Det var jo den dag den skulle flyttes til den nye lejlighed, ikke omvendt. På det her tisdpunkt var jeg så ved at gå ud af mit skind af bar arrigskab – jeg ringede og bad dem endnu en gang om at flytte telefon og internet til den nye lejlighed. Damen sagde at det skulle de nok gøre, og vips var telefonen flyttet. Yay. Problemet var bare at internettet ikke var flyttet (selvom hun sagde at det var gjort), så det betød selvfølgelig at det nok ikke virkede i den nye lejlighed. Ganske rigtigt. Så nu er der ikke andet at gøre end at vente til mandag, med at ringe IGEN, siden hende telefondamen ikke kunne gøre noget… (igen).
Efter den omgang (både flytning og ren arrigskab) trængte jeg til at drikke mig en kæp i øret. Klog af skade fra sidste uge, aftalte jeg med Karsten af vi to tog i klubben. Og godt det samme, for vi havde hele klubben for os selv. Det holdt os dog ikke tilbage. Vi hørte musik, drak øl og diskuterede elever, livet og endte med en meget lang diskussion om kultursnobberi (jeg indrømmer jeg er lidt af en kultursnob). Karsten var meget fortørnet over at jeg ikke kunne lide Pink Floyd, eftersom jeg aldrig har givet det en ærlig chance fordi alt for mange andre høre det. Han var rystet i sin grundvold kunne jeg mærke. Ikke lide Pink Floyd? Skandale. Jeg prøvede at forklare ham at jeg da ikke hadede dem, men bare ikke synes de var noget helt fantastisk og specielt. Det forstod han ikke. Tror han så mig mere som kulturforræder end kultursnob efter den snak. Manden kan åbenbart godt lide Pink Floyd. Diskussionen endte omkring de halv tre, da weekendens flytning efterhånden var ved at indhente mig søvnmæssigt. På trods af den ophedede diskussion, skiltes vi som venner og jeg cyklede hjem i gennem det sneklædte landskab.. orv ja, har glemt at fortælle at der kom sne i starten af ugen og det ser denne gang ud til at det bliver her.
I dag søndag gik med lidt mere harry potter, rengøring i den gamle lejlighed og så hen på skolen for at forberede mig til i morgen. Og så lige skrive blog. For det kan jeg jo ikke gøre derhjemme…
søndag, oktober 28, 2007
søndag, oktober 21, 2007
Den falske drukweekend
Hvor bliver folk af? Denne weekend har været en underlig affolket en af slagsen. I hvert fald af hvad drikkefolket angår. Eller rettere de drikkefolk jeg kender. Vi havde fri fra kurset her lørdag og det betød jo at jeg kunne gå i klubben fredag aften med god samvittighed. Og for at sige det som det var, så trængte jeg lidt til at drikke mig en kæp i øret. Efter vi havde spist de obligatoriske to retter aftensmad på hotellet (vi bliver forkælet i den grad), så svingede jeg omkring klubben for lige at se om der var ankommet nogen. Klokken var godt de 20.00 stykker, men der var ikke en sjæl. Det er ret nemt at spotte udefra, for så er døren låst med en hængelås. Er der folk, sidder hængelåsen ikke på døren. Rimelig simpelt system. Men hængelåsen sad på døren så jeg tænkte at jeg også lige kunne tage hjem en halvanden times tid og slappe lidt af før vi sku give dem gas, hvem så end ”vi” var. Jeg fik snakket lidt med min kone over skype og fik gjort mig klar. Jo jeg var i stødet.
Klokken 21.30 befandt jeg mig igen foran klubben og jep, den var god nok. Hængelåsen sad ikke længere på døren. Succes. Nu skulle der være fest. Troede jeg. Da jeg kom ind sad der en. Kun en. Ingen musik, ingen funky belysning, ingen velkomstkomite med tilråb ”HEY RENÈ”. Næh, der var en og det var samtidig nok også klubbens ældste medlem, Evald. Evald er 76 og kommer oprindeligt fra Færøerne, men har efterhånden boet i Maniitsoq i 41 år. 41 ÅR! Det er dælme et stykke tid. Og planen var fra starten kun at han skulle arbejde heroppe i 4 måneder, men så fik han et andet job og så gik tiden. Alt det her ved jeg jo kun fordi at det endte med at vi blev hængende en halvanden times tid, drikkende et par pilsnere, småsnakkende, lyttende til Frank Sinatra og evigt håbende på at der ville komme nogle flere medlemmer, som der ellers altid plejer. Men plejer var og blev død denne weekend. Vi sluttede den store fest ved 23 tiden og på vej ud mødte jeg så (endelig) Jeppe, der ville tjekke klubben. Jeg kunne så fortælle ham at den var død, så vi gik på Hotellet. Han fortalte samtidig at der vist var flere der havde holdt lille weekend (torsdagsdruk) så de var vist ikke lige i stødet i dag. Men vi kom på hotellet, fik en øl og så tog jeg hjem, lettere skuffet over den gennemsnitlige klubmedlems manglende stamina.
Og lørdag var så ikke meget bedre. Vi skal først møde søndag klokken 10.30 på kursus, så man skulle jo være et skarn hvis man ikke kunne nå et par øl i klubben her til aftenstid. Klog af skade tog jeg først ned i klubben ved en 23 tiden denne gang. Så måtte der dog være lidt mere gang i den. Jeg kom derned og ganske rigtig – hængelåsen var af og jo, jeg kunne høre høj musik. Jeg trådte ind, og ak og ve – alt lys var tændt (hvilket vil sige at hyggebelysningen manglede siden lysstofrørene kørte). Første fejl. Og der var to tøser der sad ved et bord. Anden fejl, siden tøser kun sjældent er velkommen (hej det er en mandeklub og de her to tøser havde jeg aldrig set før, hvilket vil sige at de i hvert fald ikke var kæreste med nogen klubmedlem). Og så var der de andre gæster (fejl fejl fejl). Se her kan man snakke om et noget amputeret reservehold. En af klubbens nyeste medlemmer Skævbider og tre af hans arbejdskammerater. Grunden til at han hedder Skævbider er at hans kæbe mildest talt sidder lidt skæv, så han har konstant et lettere forvredent udtryk i ansigtet. Hvis han så var en fin fyr, gjorde det ikke så meget. Men han er altså lidt .. belastende. Lidt for meget på, lidt for meget insisterende, postulerende.. irriterende. Men han har en nøgle og så kan han jo komme og gå når det passer ham. Og de tre andre var så nogle nyankomne arbejdere, der skal være her et halv års tid. De to virkede fine nok, mens den sidste måske lige var smart nok til den her by, men vi får se hvordan det går dem i deres videre færd.
Nå men jeg kom ind til en større diskussion om hvordan anlægget virkede eller rettere om hvordan det ikke virkede. For det kunne de ikke få til at du. Skævbider trykkede på alle knapper og råbte om det lort ikke virkede og det var utroligt og det var også fordi alle folk rente og pillede ved det og ih og åh og fanden og hans pumpestok. Nu er det sådan med vores anlæg at jo, det er måske lidt specielt, og måske endda lidt indviklet hvis man er lidt teknokratisk udfordret, men har man først gennemskuet det, så er det altså ret simpelt (som alt andet her i livet). Og noget af det første jeg lærte mig i klubben var anlægget (den eneste måde at bryde Big Fat Snake monopolet). Så mig hen til anlægget, få Skævbider væk da jeg havde en snigende mistanke om at hvis ikke jeg gjorde noget ville der ikke være noget anlæg i morgen. Mellem videre beklagelser over anlæggets beskaffenhed fra før omtalte ikke-yndlings klubmedlem fangede jeg at det de gerne ville høre var Gasolin. Men de kunne ikke finde det på computeren og de kunne ikke få cd’en til at spille og egentlig var de over anlægget endt med lyden fra fjernsynet. Flot gået gutter. Jeg skrev ”Gasolin” i den dertil indrettede søgefelt i windows media player hvorefter der kom de første 50 gasolin numre, trykkede anlægget på DAT og voila – der var gasolin på anlægget. I skulle have set deres ansigter. Derefter slukkede jeg lysstofrørene så klubben faktisk lignede den hyggelige bar det faktisk er. Men nu var folk i hvert fald glæde og snakken gik nu hurtigt om at det her – det var musik - jo Kim Larsen han var en rigtig guttermand og der var ikke noget der kom om på siden af det og bla bla bla. Tror nok jeg har hørt den diskussion før.
Men for ikke at det skulle blive en helt spildt aften og for nu at prøve at mingle lidt, forsøgte jeg mig med lidt smalltalk med den ene nyankomne. Han var så kommet for en uge siden og mente ”hold da op sikke et hul”. Han havde lidt haft lyst til at vende næsen om, men ville alligevel give det en chance. Han har sikkert ment det fint og fra en guttermand til den anden og alt det der, men han skal fanme ikke kalde min by et hul. Ja ok, det kan da godt være det er et hul en gang imellem, men det er skal han ikke sidde og sige som udefrakommende. Det har han ikke ret til endnu. Det er lidt lige som familie. Jeg kan da godt sige til andre at min storebror er pisse irriterende (siger ikke han er det, men lad os nu lige tage den her hypotetiske situation), men hvis en anden siger til mig at min storebror er en nar, så ryger han rundt. Eller også skælder jeg ham ud alt efter hvor stor han nu er. Så jeg blev faktisk lidt stødt over den her idiot der sad og svinede min by til og bestemte mig for at det her ikke lige var mit selskab. Jeg drak min øl færdig og tog mit overtøj på igen og mindede lige Skævbider om klubreglerne om at man rydder op efter sig. Det skulle han nok, så det håber jeg så han gør, ellers bliver det reprimande fra oven. Tror nu nok han skal holde sig på måtten hvad det angår, men nu får vi jo at se.
Jeg tog hjem og det er så her jeg er nu. Rimelig ædru, rimelig irriteret og lidt med følelsen af at jeg måske skal have en fast aftale næste gang jeg får lyst til en øl.
Klokken 21.30 befandt jeg mig igen foran klubben og jep, den var god nok. Hængelåsen sad ikke længere på døren. Succes. Nu skulle der være fest. Troede jeg. Da jeg kom ind sad der en. Kun en. Ingen musik, ingen funky belysning, ingen velkomstkomite med tilråb ”HEY RENÈ”. Næh, der var en og det var samtidig nok også klubbens ældste medlem, Evald. Evald er 76 og kommer oprindeligt fra Færøerne, men har efterhånden boet i Maniitsoq i 41 år. 41 ÅR! Det er dælme et stykke tid. Og planen var fra starten kun at han skulle arbejde heroppe i 4 måneder, men så fik han et andet job og så gik tiden. Alt det her ved jeg jo kun fordi at det endte med at vi blev hængende en halvanden times tid, drikkende et par pilsnere, småsnakkende, lyttende til Frank Sinatra og evigt håbende på at der ville komme nogle flere medlemmer, som der ellers altid plejer. Men plejer var og blev død denne weekend. Vi sluttede den store fest ved 23 tiden og på vej ud mødte jeg så (endelig) Jeppe, der ville tjekke klubben. Jeg kunne så fortælle ham at den var død, så vi gik på Hotellet. Han fortalte samtidig at der vist var flere der havde holdt lille weekend (torsdagsdruk) så de var vist ikke lige i stødet i dag. Men vi kom på hotellet, fik en øl og så tog jeg hjem, lettere skuffet over den gennemsnitlige klubmedlems manglende stamina.
Og lørdag var så ikke meget bedre. Vi skal først møde søndag klokken 10.30 på kursus, så man skulle jo være et skarn hvis man ikke kunne nå et par øl i klubben her til aftenstid. Klog af skade tog jeg først ned i klubben ved en 23 tiden denne gang. Så måtte der dog være lidt mere gang i den. Jeg kom derned og ganske rigtig – hængelåsen var af og jo, jeg kunne høre høj musik. Jeg trådte ind, og ak og ve – alt lys var tændt (hvilket vil sige at hyggebelysningen manglede siden lysstofrørene kørte). Første fejl. Og der var to tøser der sad ved et bord. Anden fejl, siden tøser kun sjældent er velkommen (hej det er en mandeklub og de her to tøser havde jeg aldrig set før, hvilket vil sige at de i hvert fald ikke var kæreste med nogen klubmedlem). Og så var der de andre gæster (fejl fejl fejl). Se her kan man snakke om et noget amputeret reservehold. En af klubbens nyeste medlemmer Skævbider og tre af hans arbejdskammerater. Grunden til at han hedder Skævbider er at hans kæbe mildest talt sidder lidt skæv, så han har konstant et lettere forvredent udtryk i ansigtet. Hvis han så var en fin fyr, gjorde det ikke så meget. Men han er altså lidt .. belastende. Lidt for meget på, lidt for meget insisterende, postulerende.. irriterende. Men han har en nøgle og så kan han jo komme og gå når det passer ham. Og de tre andre var så nogle nyankomne arbejdere, der skal være her et halv års tid. De to virkede fine nok, mens den sidste måske lige var smart nok til den her by, men vi får se hvordan det går dem i deres videre færd.
Nå men jeg kom ind til en større diskussion om hvordan anlægget virkede eller rettere om hvordan det ikke virkede. For det kunne de ikke få til at du. Skævbider trykkede på alle knapper og råbte om det lort ikke virkede og det var utroligt og det var også fordi alle folk rente og pillede ved det og ih og åh og fanden og hans pumpestok. Nu er det sådan med vores anlæg at jo, det er måske lidt specielt, og måske endda lidt indviklet hvis man er lidt teknokratisk udfordret, men har man først gennemskuet det, så er det altså ret simpelt (som alt andet her i livet). Og noget af det første jeg lærte mig i klubben var anlægget (den eneste måde at bryde Big Fat Snake monopolet). Så mig hen til anlægget, få Skævbider væk da jeg havde en snigende mistanke om at hvis ikke jeg gjorde noget ville der ikke være noget anlæg i morgen. Mellem videre beklagelser over anlæggets beskaffenhed fra før omtalte ikke-yndlings klubmedlem fangede jeg at det de gerne ville høre var Gasolin. Men de kunne ikke finde det på computeren og de kunne ikke få cd’en til at spille og egentlig var de over anlægget endt med lyden fra fjernsynet. Flot gået gutter. Jeg skrev ”Gasolin” i den dertil indrettede søgefelt i windows media player hvorefter der kom de første 50 gasolin numre, trykkede anlægget på DAT og voila – der var gasolin på anlægget. I skulle have set deres ansigter. Derefter slukkede jeg lysstofrørene så klubben faktisk lignede den hyggelige bar det faktisk er. Men nu var folk i hvert fald glæde og snakken gik nu hurtigt om at det her – det var musik - jo Kim Larsen han var en rigtig guttermand og der var ikke noget der kom om på siden af det og bla bla bla. Tror nok jeg har hørt den diskussion før.
Men for ikke at det skulle blive en helt spildt aften og for nu at prøve at mingle lidt, forsøgte jeg mig med lidt smalltalk med den ene nyankomne. Han var så kommet for en uge siden og mente ”hold da op sikke et hul”. Han havde lidt haft lyst til at vende næsen om, men ville alligevel give det en chance. Han har sikkert ment det fint og fra en guttermand til den anden og alt det der, men han skal fanme ikke kalde min by et hul. Ja ok, det kan da godt være det er et hul en gang imellem, men det er skal han ikke sidde og sige som udefrakommende. Det har han ikke ret til endnu. Det er lidt lige som familie. Jeg kan da godt sige til andre at min storebror er pisse irriterende (siger ikke han er det, men lad os nu lige tage den her hypotetiske situation), men hvis en anden siger til mig at min storebror er en nar, så ryger han rundt. Eller også skælder jeg ham ud alt efter hvor stor han nu er. Så jeg blev faktisk lidt stødt over den her idiot der sad og svinede min by til og bestemte mig for at det her ikke lige var mit selskab. Jeg drak min øl færdig og tog mit overtøj på igen og mindede lige Skævbider om klubreglerne om at man rydder op efter sig. Det skulle han nok, så det håber jeg så han gør, ellers bliver det reprimande fra oven. Tror nu nok han skal holde sig på måtten hvad det angår, men nu får vi jo at se.
Jeg tog hjem og det er så her jeg er nu. Rimelig ædru, rimelig irriteret og lidt med følelsen af at jeg måske skal have en fast aftale næste gang jeg får lyst til en øl.
tirsdag, oktober 16, 2007
Grønland blogger
Wow. Der er gået blog i den heroppe på grønland. Efterhånden som tiden går er flere og flere bekendte begyndt at blogge, ikke nødvendigvis foranlediget af undertegnede, mens andre blot er folk jeg har lært at kende som allerede har blog. Jeg har dem sat i links så i kan se dem, men jeg vil lige bruge et par linier på at præsentere dem:
Anna Maries blog
Anna Marie er som I nok ved lærer her på ATI skolen hvor jeg arbejder. Hun er sej. Mere er der vist ikke at sige til hende. Respekt.
Charles' blog
Charles er den gale, meget underholdende, amerikanske vegetar og diplomatiske lærer der for tiden forsøger at bringe det engelske sprog til bygderne i og omkring maniitsoq. Vær beredt – han skriver meget og ofte.
Dorthe Ivalo blog
Dorthe er en ganske underholdende grønlandsk dame fra Sisimiut, mest underholdende er måske nok hendes brokkeblog hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Stof til eftertanke. Kender hende ikke personligt men det kunne uden tvivl være et spændende bekendtskab.
Christines blog
Christine er eller rettere var lærer i Sisimiut, og hende og hendes fantastisk smittende energi stiftede jeg bekendtskab med I vores tværinstitutionelle engelsk projekt i måske husker fra sidste år. Nu er hun ansat af INI og løber halvmartoner og har slædehunde og alt muligt andet (ikke at det er noget man skal når man bliver ansat hos INI).
Arnarullunguaqs blog
Arnarulunnguaq er en tidligere elev og senere lærer (var lærer hos os hele sidste år), der nu er taget til Tromsø for at videreuddanne sig. Hun skriver ret så underholdende om hendes oplevelser i Norge, der jo taler helt uforståeligt.
Michaels blog
Michael er sygeplejerske på Maniitsoq hospital og jeg mødte ham under mit Skipper kursus. Han er kun for nylig (august) begyndt at blogge og han har en ganske underholdende udgave af den samme cirkus forestilling som jeg ”anmeldte” tidligere.
God læselyst!
Anna Maries blog
Anna Marie er som I nok ved lærer her på ATI skolen hvor jeg arbejder. Hun er sej. Mere er der vist ikke at sige til hende. Respekt.
Charles' blog
Charles er den gale, meget underholdende, amerikanske vegetar og diplomatiske lærer der for tiden forsøger at bringe det engelske sprog til bygderne i og omkring maniitsoq. Vær beredt – han skriver meget og ofte.
Dorthe Ivalo blog
Dorthe er en ganske underholdende grønlandsk dame fra Sisimiut, mest underholdende er måske nok hendes brokkeblog hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Stof til eftertanke. Kender hende ikke personligt men det kunne uden tvivl være et spændende bekendtskab.
Christines blog
Christine er eller rettere var lærer i Sisimiut, og hende og hendes fantastisk smittende energi stiftede jeg bekendtskab med I vores tværinstitutionelle engelsk projekt i måske husker fra sidste år. Nu er hun ansat af INI og løber halvmartoner og har slædehunde og alt muligt andet (ikke at det er noget man skal når man bliver ansat hos INI).
Arnarullunguaqs blog
Arnarulunnguaq er en tidligere elev og senere lærer (var lærer hos os hele sidste år), der nu er taget til Tromsø for at videreuddanne sig. Hun skriver ret så underholdende om hendes oplevelser i Norge, der jo taler helt uforståeligt.
Michaels blog
Michael er sygeplejerske på Maniitsoq hospital og jeg mødte ham under mit Skipper kursus. Han er kun for nylig (august) begyndt at blogge og han har en ganske underholdende udgave af den samme cirkus forestilling som jeg ”anmeldte” tidligere.
God læselyst!
Farvel og velkommen
Øv. Så er min kone taget tilbage til Danmark her til morgen. Ærgerligt, vi gik ellers og håbede på rigtig skidt vejr, så når vi kom til lufthavnen ville de kigge meget brødbetyngede på os og sige ”desværre, vi har sne, regn og hård kuling resten af ugen, du bliver desværre nødt til at blive her en hel uge til”. Sådan sku det bare ikke være. Høj sol fra en kold himmel og en flyvemaskine der landede provokerende let og elegant. Så nu er hun her ikke mere. Jo jo hun kommer tilbage til februar, men der er dælme lang tid til.
Det er faktisk lidt mærkeligt at hver gang vi har to til tre uger sammen, så skal jeg altid bruge den første uge på at vænne mig til at være sammen med hende overhovedet. Jeg er jo vant til at være konge under eget tag, og pludselig er der lige en person mere at tage hensyn til. Og den første uge der er man jo sammen HELE tiden, hvilket til sidst også er ved at gå mig så meget på nerverne at jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Men når så den første uge i skiftene glædesudbrud over endelig at være sammen og lettere irritation over ikke at være alene er over, så sker der en underlig mentalt klik – og så kan jeg overhovedet ikke undvære tøsen. Pludselig kan jeg slappe helt og aldeles af og nyde tosomheden i al dens vælde. Og så går der en uge og så skal vi væk fra hinanden igen. Møg.
Men vi havde nu en dejlig tid. I weekenden var vi i klubben til det store kolde bord (med lidt varmt også) og derefter fodbold. Kampen skal jeg lade stå ukommenteret, men lad os bare lige indskyde at vi heller ikke var tilfredse med resultatet her oppe i Grønland. Men festes det skulle der, nederlag eller ej. Så ni timer, rigtig mange snaps, øl, drinks etc., adskillige himmelhunde, rullestene og andre danske slagere senere var Camilla og jeg ved at være lettere visne og tog hjem. Og det var da vist også kun på et hængende hår, eftersom vi begge var ude lidt på skift og snakke lidt i den store telefon. Og søndag foregik i et fantastisk stille pyjamas tempo, med cola, chips og films. Ingen pludselige bevægelser tak. Hyggeligt og meget meget fredeligt.
Orv ja, jeg har fået nøglerne til min (vores) nye lejlighed i dag. Var lige oppe og beskue den og den er altså bare lige i øjet. Først var jeg nede hos INI og underskrive papirerne, hvor den venlige dame ønskede mig tillykke med mine nye rigtig lækre lejlighed, hvorefter hun så også lige fik fortalt at det da vist var en fejl fra deres side at jeg overhovedet havde fået den lejlighed. Der er jo en masse ventelister og ting og sager man skal igennem for at komme til at bo hvor jeg nu skal bo (byens bedste udsigt, samt et behageligt roligt kvarter), og deroppe er der altså en laaaang venteliste. Jeg var på en anden kort venteliste, der kom efter alle de andre, men den skulle de have ryddet op på (spørg mig ikke hvorfor eller hvordan), men der gik så åbenbart koks i det og vi to på listen endte så foran alle de andre. En gang imellem kan man godt have lov til at være lidt heldig. Og den lejlighed – den råks! Yay mig og mit nye hjem. Nu skal jeg så bare lige få en flytning passet ind i det hele, efter som jeg nu har 14 dage til få flyttet mit lort og ryddet op i den gamle lejlighed. Samtidig med at jeg lige i dag (samme dag som Camilla er smuttet) er startet på 3. modul af PG, heldigvis i Maniitsoq kan man så sige. Men PG er ikke noget afslapningskursus. Vi har 80 timers kursus på 10 dage samt en hulens masse læsning ved siden af. Det gode er dog at vi har fuld forplejning på Hotellet… mmmmm…
Derudover er nettet helt af helvede til fortiden i Maniitsoq. De sidste par dage har det været end ligeså meget som det har været oppe, og det samme med dankort terminalerne. Om det kun er her i området eller det gælder resten af grønland aner jeg ikke, men træls er det da. Håber det kommer op igen så jeg kan lægge den her blog ud inden jeg går til køjs.
P.S. Det gjorde det så ikke før nu tirsdag morgen... sådan kan det jo gå. Håber jeg i det mindste kan hæve nogle penge nu.
Det er faktisk lidt mærkeligt at hver gang vi har to til tre uger sammen, så skal jeg altid bruge den første uge på at vænne mig til at være sammen med hende overhovedet. Jeg er jo vant til at være konge under eget tag, og pludselig er der lige en person mere at tage hensyn til. Og den første uge der er man jo sammen HELE tiden, hvilket til sidst også er ved at gå mig så meget på nerverne at jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Men når så den første uge i skiftene glædesudbrud over endelig at være sammen og lettere irritation over ikke at være alene er over, så sker der en underlig mentalt klik – og så kan jeg overhovedet ikke undvære tøsen. Pludselig kan jeg slappe helt og aldeles af og nyde tosomheden i al dens vælde. Og så går der en uge og så skal vi væk fra hinanden igen. Møg.
Men vi havde nu en dejlig tid. I weekenden var vi i klubben til det store kolde bord (med lidt varmt også) og derefter fodbold. Kampen skal jeg lade stå ukommenteret, men lad os bare lige indskyde at vi heller ikke var tilfredse med resultatet her oppe i Grønland. Men festes det skulle der, nederlag eller ej. Så ni timer, rigtig mange snaps, øl, drinks etc., adskillige himmelhunde, rullestene og andre danske slagere senere var Camilla og jeg ved at være lettere visne og tog hjem. Og det var da vist også kun på et hængende hår, eftersom vi begge var ude lidt på skift og snakke lidt i den store telefon. Og søndag foregik i et fantastisk stille pyjamas tempo, med cola, chips og films. Ingen pludselige bevægelser tak. Hyggeligt og meget meget fredeligt.
Orv ja, jeg har fået nøglerne til min (vores) nye lejlighed i dag. Var lige oppe og beskue den og den er altså bare lige i øjet. Først var jeg nede hos INI og underskrive papirerne, hvor den venlige dame ønskede mig tillykke med mine nye rigtig lækre lejlighed, hvorefter hun så også lige fik fortalt at det da vist var en fejl fra deres side at jeg overhovedet havde fået den lejlighed. Der er jo en masse ventelister og ting og sager man skal igennem for at komme til at bo hvor jeg nu skal bo (byens bedste udsigt, samt et behageligt roligt kvarter), og deroppe er der altså en laaaang venteliste. Jeg var på en anden kort venteliste, der kom efter alle de andre, men den skulle de have ryddet op på (spørg mig ikke hvorfor eller hvordan), men der gik så åbenbart koks i det og vi to på listen endte så foran alle de andre. En gang imellem kan man godt have lov til at være lidt heldig. Og den lejlighed – den råks! Yay mig og mit nye hjem. Nu skal jeg så bare lige få en flytning passet ind i det hele, efter som jeg nu har 14 dage til få flyttet mit lort og ryddet op i den gamle lejlighed. Samtidig med at jeg lige i dag (samme dag som Camilla er smuttet) er startet på 3. modul af PG, heldigvis i Maniitsoq kan man så sige. Men PG er ikke noget afslapningskursus. Vi har 80 timers kursus på 10 dage samt en hulens masse læsning ved siden af. Det gode er dog at vi har fuld forplejning på Hotellet… mmmmm…
Derudover er nettet helt af helvede til fortiden i Maniitsoq. De sidste par dage har det været end ligeså meget som det har været oppe, og det samme med dankort terminalerne. Om det kun er her i området eller det gælder resten af grønland aner jeg ikke, men træls er det da. Håber det kommer op igen så jeg kan lægge den her blog ud inden jeg går til køjs.
P.S. Det gjorde det så ikke før nu tirsdag morgen... sådan kan det jo gå. Håber jeg i det mindste kan hæve nogle penge nu.
mandag, oktober 08, 2007
Bjørnen sover bjørnen sover....
Der er få ting der kan slå mig ud. Mangel på pop corn, intet internet, folk med dårlig med musiksmag og andre kulturelle analfabeter... og så tandpine. En bidende smerte i en tand, der bare ikke vil holde op og breder sig langsomt til en alt overdøvende hovedpine er noget af det mest forfærdelige overhovedet. Og det fik jeg i går. Arrrgghhhh.. Oh smerte. Min tand havde vist tænder so to speak lidt tidligere på ugen, men smerten var lettere sporadisk og holdt altid op igen. Men i går nat overgik det sporadiske princip til det permanente princip.
Det startede da vi gik i seng. Jeg lå først og læste lidt, eftersom jeg er startet på Harry Potter bøgerne igen (er i gang med nummer to). Jeg kunne godt mærke lidt irritation men intet at bide mærke i. Efter et kapitel slukkede jeg lyset, lagde mit hoved på hovedpuden og … smeeeerteeee. Det gjorde pludselig forbandet ondt. Som om tanden vidste at jeg nu skulle jeg til at sove og så skulle den have på alle tangenterne. Av for satan. Jeg vred mig i sengen i ti minutter (stakkels Camilla) før jeg gav op. Jeg indså at jeg ikke kunne falde i søvn med det samme så jeg satte mig ved computeren og tyede til et ældgammelt trick der altid virker på næsten alle dårligdomme – is! Jep. Ikke fordi det smager fantastisk (selv om det gør det), men fordi kulden har en lindrende effekt. En lindrende effekt der desværre ikke varede længere end 30 sekunder efter isen var smeltet, så jeg blev jo desværre nødt til at blive ved med at spise is i en lind strøm. Efter halvanden time var jeg ved at blive ret godt træt af is og bestemte mig for at prøve at sove igen. Kombinationen af min længerevarende isbedøvelse og de to Panodil jeg tog tidligere sørgede for at det lykkedes at falde i søvn og få en nogenlunde søvn.
Næste morgen var det dog galt igen og sjældent har verden set en mere morgen sur og gnaven René. Camilla var ved at gå ud af hendes gode skind eftersom mine svar for det meste blev afleveret i grynt og snerren der var en vækket bjørn værdig (stakkels stakkels Camilla). Bedre blev det ikke da jeg skulle undervise B klassen i første time. Sidste uge fortalte de at de gerne ville have flere lektier. Jeg har fortalt dem, at grunden til de ikke får særlig mange lektier, er at de aldrig laver dem alligevel og så ender det med at det tager tid fra timen at de skal lave det, hvor så der måske er tre, der faktisk har lavet det, og som så ikke ved hvad de nu skal lave, mens de andre laver det de burde have lavet. Men de skulle have chancen, så jeg gav dem lektier for til i dag. Ud af klassen den morgen (tror vi var 10) var der én eneste der havde lavet lektierne. BRØØØØØØL! Lad os bare sige de fik en opsang de ikke lige havde regnet med. Normalt er jeg den hyggelige buddy buddy lærer, men nok er nok, og jeg tror et eller andet sted at det kan være meget sundt lige at sætte sig i respekt en gang i blandt.
Men bjørnen faldt lidt ned igen og efter en time med atx A (der var søde og gjorde som man bad dem om) var det på tide at tage til tandlæge (endelig…). Mandag, onsdag og fredag eftermiddag er der nemlig krise konsultation, eller hvad de også kalder akut konsultation. Desværre var der ingen tandlæge i byen denne uge efter som han er på besøg i bygderne der jo også skal have kigget på deres tænder en gang i blandt. Til gengæld fik jeg kigget på bisserne af en tandlæge assistent eller hvad det nu var, der lavede en midlertidig lappeløsning på det hul der havde forsaget al min svie og smerte, og blev bedt om at komme tilbage næste mandag, da tandlægen da ville være tilbage i byen. Hun kunne have fyldt min mund med levertran eller rådne fisk, så længe smerten forsvandt, er jeg sådan set ligeglad. Og det virkede. Smerten er væk (indtil videre) og humøret har fået en gevaldig boost opad. Jeg er igen en glad bamse og ikke en gnaven og farlig bjørn. Nu håber jeg bare lappeløsningen også holder når jeg skal i seng.
Det startede da vi gik i seng. Jeg lå først og læste lidt, eftersom jeg er startet på Harry Potter bøgerne igen (er i gang med nummer to). Jeg kunne godt mærke lidt irritation men intet at bide mærke i. Efter et kapitel slukkede jeg lyset, lagde mit hoved på hovedpuden og … smeeeerteeee. Det gjorde pludselig forbandet ondt. Som om tanden vidste at jeg nu skulle jeg til at sove og så skulle den have på alle tangenterne. Av for satan. Jeg vred mig i sengen i ti minutter (stakkels Camilla) før jeg gav op. Jeg indså at jeg ikke kunne falde i søvn med det samme så jeg satte mig ved computeren og tyede til et ældgammelt trick der altid virker på næsten alle dårligdomme – is! Jep. Ikke fordi det smager fantastisk (selv om det gør det), men fordi kulden har en lindrende effekt. En lindrende effekt der desværre ikke varede længere end 30 sekunder efter isen var smeltet, så jeg blev jo desværre nødt til at blive ved med at spise is i en lind strøm. Efter halvanden time var jeg ved at blive ret godt træt af is og bestemte mig for at prøve at sove igen. Kombinationen af min længerevarende isbedøvelse og de to Panodil jeg tog tidligere sørgede for at det lykkedes at falde i søvn og få en nogenlunde søvn.
Næste morgen var det dog galt igen og sjældent har verden set en mere morgen sur og gnaven René. Camilla var ved at gå ud af hendes gode skind eftersom mine svar for det meste blev afleveret i grynt og snerren der var en vækket bjørn værdig (stakkels stakkels Camilla). Bedre blev det ikke da jeg skulle undervise B klassen i første time. Sidste uge fortalte de at de gerne ville have flere lektier. Jeg har fortalt dem, at grunden til de ikke får særlig mange lektier, er at de aldrig laver dem alligevel og så ender det med at det tager tid fra timen at de skal lave det, hvor så der måske er tre, der faktisk har lavet det, og som så ikke ved hvad de nu skal lave, mens de andre laver det de burde have lavet. Men de skulle have chancen, så jeg gav dem lektier for til i dag. Ud af klassen den morgen (tror vi var 10) var der én eneste der havde lavet lektierne. BRØØØØØØL! Lad os bare sige de fik en opsang de ikke lige havde regnet med. Normalt er jeg den hyggelige buddy buddy lærer, men nok er nok, og jeg tror et eller andet sted at det kan være meget sundt lige at sætte sig i respekt en gang i blandt.
Men bjørnen faldt lidt ned igen og efter en time med atx A (der var søde og gjorde som man bad dem om) var det på tide at tage til tandlæge (endelig…). Mandag, onsdag og fredag eftermiddag er der nemlig krise konsultation, eller hvad de også kalder akut konsultation. Desværre var der ingen tandlæge i byen denne uge efter som han er på besøg i bygderne der jo også skal have kigget på deres tænder en gang i blandt. Til gengæld fik jeg kigget på bisserne af en tandlæge assistent eller hvad det nu var, der lavede en midlertidig lappeløsning på det hul der havde forsaget al min svie og smerte, og blev bedt om at komme tilbage næste mandag, da tandlægen da ville være tilbage i byen. Hun kunne have fyldt min mund med levertran eller rådne fisk, så længe smerten forsvandt, er jeg sådan set ligeglad. Og det virkede. Smerten er væk (indtil videre) og humøret har fået en gevaldig boost opad. Jeg er igen en glad bamse og ikke en gnaven og farlig bjørn. Nu håber jeg bare lappeløsningen også holder når jeg skal i seng.
lørdag, oktober 06, 2007
Cirkus i byen!!!
I går var der cirkus i byen. Jo du læste rigtigt. Cirkus i Grønland. Og det var heller ikke første gang (og desværre nok heller ikke sidste gang). Jepper Cirkus Arena har med deres årlige Grønlands turné sat nye standarter for hvad man kan slippe af sted for 120 kroner.
Det kan godt ske at Cirkus Arena blamere sig med titlen Nordens Største Cirkus, men det tror jeg nok Cirkus Benneweis har lidt at sige til. Det er lidt som at en bager siger at han laver Danmarks bedste boller, eller en jeg siger jeg er verdens bedste lærer. Det skal nok tages med et gran salt og i Cirkus Arenas tilfælde nok med en bøtte salt. For det var i hvert fald ikke det helt STORE cirkus de diskede op med her i Maniitsoq. Nu er Grønland nok heller ikke det første sted man tænker på når man tænker cirkus. Så de skal da have kudos for initiativ om ikke andet. Men ingen telt (det foregik i sportshallen), ingen dyr (lidt svært at få en tiger og en elefant med i flyet), intet band (en mand med en computer og et lille keyboard bag scenen), ingen arena (blot pladsen dannet af rundkredsen af stolene) og heller ingen ordentlig lys udstyr (to spots i siden og ellers lidt mere end de midterste rækker af neonlys i loftet af hallen). I det hele taget virkede det lidt som en lidt discount udgave af et cirkus de fik serveret her oppe i det høje nord. Og så var der de fantastiske numre...
Okay før I tror at jeg gik i bare skam over cirkus verdenens ve og vel, så skal det siges at jeg blev under hele showet. Og det hele var ikke skidt. Det hele var så godt som set før, men skidt var det ikke. Det hele altså. Deres mimer, mr. Chap, f.eks. var fantastisk. For engang skyld en mand der ikke siger noget og som faktisk var sjov. Selv Camilla syntes han var god og hun HADER mimere. Han kunne få publikum med og lavede nogle ret sjove happenings der som regel talte op til flere mere eller mindre uvildige publikummer til hele salens store morskab. Det samme kan ikke siges for cirkussets anden klovn/ ”sjove” tryllekunstner. Magen til latterlig gennemskuelig fyld skal man lede længe efter. Det var trylleri i laveste potens. Pizza bager mig i røven. Et eksempel – han viser en skål og råber op om at den er tom og han nu vil trylle en kage frem og hvad gør han så? Han lægger et låg på, tager låget af og vupti så er der en kage! Ja, for den var jo ikke i låget. Nix, overhovedet. Det var bare så tacky, træt og uoplagt gennemført. Desværre var det også aftenens første nummer så der havde jeg faktisk lyst til at gå min vej.
Heldigvis kom der lidt mere gang i den senere hen. Der var en jonglør (han var ok, men vi var mere fascineret af hans afsindige jakkesæt), et par akrobater (de var dygtige men set før) og Bugtaler Preben (der ikke har fornyet sig de sidste 20 år) men som faktisk lykkedes at lave et okay nummer til aller aller sidst. På det tidspunkt (under anden afdeling) var der dog så uroligt i hallen at det kunne være svært at følge med. 25% af alle børnene løb rundt som det passede dem og cirkus direktøren var på nippet til at eksplodere. Og så var der den store udbryder konge Alxander et eller andet, hvis store show bestod i at blive iført en halvlløs spændetrøj og blive hængt op i et reb med hovedet ned af og så komme ud af den på under 2 MINUTTER!!! DUN DUN DUUUUN! For så slog han jo Houdinis rekord. Yeah right. Til det nummer skulle de faktisk bruge nogle stærke mænd der kunne holde i rebet og gæt hvem? Jo, den er god nok, jeg var en af de fem. Så jeg er nu en af byens STÆRKE mænd at i bare ved det.
Alt i alt var det en noget blandet aften. Det bedste var helt klar mimeren. Han råks. Resten må komme under kategorien ”Cirkus under lavmålet”, hvis I spørger mig. Cirque du Soleil det var det sgu ikke. Men siden der sker så forbandet lidt i den her by i hvert fald på underholdningsfronten var der noget lignende fuldt hus.
Apropos at have en aften. I torsdags var det den 4. oktober, hvilket betød at Camilla og jeg havde været gift i et halvt år. Og det havde vi så nær glemt. Før hun kom herop havde vi snakket om at vi skulle fejre det med lækker mad og sådan noget romantisk pjat. Og hvad sker der så på dagen. Vi glemmer det (heldigvis begge to) så da vi sidder med vores fiskefilet og kartoffelbåde og ved et tilfælde har åbnet en flaske rødvin siger Camilla pludselig ”gud, det er den 4, i dag er det ikke?”. Sådan kan det jo gå. Heldigvis havde vi da rødvin og et levende lys. Men det helt store må så vente til vores et års dag. Tror det hedder papirbryllup. Halv års dag hedder ikke rigtig noget så vi har døbt det fnug bryllup.
I dag, lørdag, havde DMI så lovet overskyet og træls vejr hele dagen og Camilla og undertegnede havde i den forbindelse aftalt at holde pyjamasparty hele dagen. Hvad sker der så? Sol fra en skyfri himmel hele dagen. Røv. Det endte med at vi tog en tur i båden i stedet for, for når der er vejr til det, bliver man altså nødt til at gøre noget ved det, pyjamas party eller ej. Det første vi gjorde efter vi kom hjem var så også at hoppe lige tilbage i pyjamasen igen. Denne gang med god samvittighed. Nå ja, så bagte vi pizza fra bunden. Og jeg kan godt love at den var ti gange bedre en ham pizza klovnens. På den anden side så kunne den jo heller ikke blive meget værre...
Det kan godt ske at Cirkus Arena blamere sig med titlen Nordens Største Cirkus, men det tror jeg nok Cirkus Benneweis har lidt at sige til. Det er lidt som at en bager siger at han laver Danmarks bedste boller, eller en jeg siger jeg er verdens bedste lærer. Det skal nok tages med et gran salt og i Cirkus Arenas tilfælde nok med en bøtte salt. For det var i hvert fald ikke det helt STORE cirkus de diskede op med her i Maniitsoq. Nu er Grønland nok heller ikke det første sted man tænker på når man tænker cirkus. Så de skal da have kudos for initiativ om ikke andet. Men ingen telt (det foregik i sportshallen), ingen dyr (lidt svært at få en tiger og en elefant med i flyet), intet band (en mand med en computer og et lille keyboard bag scenen), ingen arena (blot pladsen dannet af rundkredsen af stolene) og heller ingen ordentlig lys udstyr (to spots i siden og ellers lidt mere end de midterste rækker af neonlys i loftet af hallen). I det hele taget virkede det lidt som en lidt discount udgave af et cirkus de fik serveret her oppe i det høje nord. Og så var der de fantastiske numre...
Okay før I tror at jeg gik i bare skam over cirkus verdenens ve og vel, så skal det siges at jeg blev under hele showet. Og det hele var ikke skidt. Det hele var så godt som set før, men skidt var det ikke. Det hele altså. Deres mimer, mr. Chap, f.eks. var fantastisk. For engang skyld en mand der ikke siger noget og som faktisk var sjov. Selv Camilla syntes han var god og hun HADER mimere. Han kunne få publikum med og lavede nogle ret sjove happenings der som regel talte op til flere mere eller mindre uvildige publikummer til hele salens store morskab. Det samme kan ikke siges for cirkussets anden klovn/ ”sjove” tryllekunstner. Magen til latterlig gennemskuelig fyld skal man lede længe efter. Det var trylleri i laveste potens. Pizza bager mig i røven. Et eksempel – han viser en skål og råber op om at den er tom og han nu vil trylle en kage frem og hvad gør han så? Han lægger et låg på, tager låget af og vupti så er der en kage! Ja, for den var jo ikke i låget. Nix, overhovedet. Det var bare så tacky, træt og uoplagt gennemført. Desværre var det også aftenens første nummer så der havde jeg faktisk lyst til at gå min vej.
Heldigvis kom der lidt mere gang i den senere hen. Der var en jonglør (han var ok, men vi var mere fascineret af hans afsindige jakkesæt), et par akrobater (de var dygtige men set før) og Bugtaler Preben (der ikke har fornyet sig de sidste 20 år) men som faktisk lykkedes at lave et okay nummer til aller aller sidst. På det tidspunkt (under anden afdeling) var der dog så uroligt i hallen at det kunne være svært at følge med. 25% af alle børnene løb rundt som det passede dem og cirkus direktøren var på nippet til at eksplodere. Og så var der den store udbryder konge Alxander et eller andet, hvis store show bestod i at blive iført en halvlløs spændetrøj og blive hængt op i et reb med hovedet ned af og så komme ud af den på under 2 MINUTTER!!! DUN DUN DUUUUN! For så slog han jo Houdinis rekord. Yeah right. Til det nummer skulle de faktisk bruge nogle stærke mænd der kunne holde i rebet og gæt hvem? Jo, den er god nok, jeg var en af de fem. Så jeg er nu en af byens STÆRKE mænd at i bare ved det.
Alt i alt var det en noget blandet aften. Det bedste var helt klar mimeren. Han råks. Resten må komme under kategorien ”Cirkus under lavmålet”, hvis I spørger mig. Cirque du Soleil det var det sgu ikke. Men siden der sker så forbandet lidt i den her by i hvert fald på underholdningsfronten var der noget lignende fuldt hus.
Apropos at have en aften. I torsdags var det den 4. oktober, hvilket betød at Camilla og jeg havde været gift i et halvt år. Og det havde vi så nær glemt. Før hun kom herop havde vi snakket om at vi skulle fejre det med lækker mad og sådan noget romantisk pjat. Og hvad sker der så på dagen. Vi glemmer det (heldigvis begge to) så da vi sidder med vores fiskefilet og kartoffelbåde og ved et tilfælde har åbnet en flaske rødvin siger Camilla pludselig ”gud, det er den 4, i dag er det ikke?”. Sådan kan det jo gå. Heldigvis havde vi da rødvin og et levende lys. Men det helt store må så vente til vores et års dag. Tror det hedder papirbryllup. Halv års dag hedder ikke rigtig noget så vi har døbt det fnug bryllup.
I dag, lørdag, havde DMI så lovet overskyet og træls vejr hele dagen og Camilla og undertegnede havde i den forbindelse aftalt at holde pyjamasparty hele dagen. Hvad sker der så? Sol fra en skyfri himmel hele dagen. Røv. Det endte med at vi tog en tur i båden i stedet for, for når der er vejr til det, bliver man altså nødt til at gøre noget ved det, pyjamas party eller ej. Det første vi gjorde efter vi kom hjem var så også at hoppe lige tilbage i pyjamasen igen. Denne gang med god samvittighed. Nå ja, så bagte vi pizza fra bunden. Og jeg kan godt love at den var ti gange bedre en ham pizza klovnens. På den anden side så kunne den jo heller ikke blive meget værre...
mandag, oktober 01, 2007
VI HAR FÅET EN NY LEJLIGHED!
Yes sir! Som overskriften antyder så er vi (Camilla og undertegnede) nu indehavere af en ny lejlighed, der er vores antal værdige. Ikke dermed sagt at vi er overvægtige (det er ikke antal kilo), men derimod at vi sammen giver to personer og for at få en tre værelses heroppe så skal man være mindst to personer. Ene og alene kan man kun få en en- eller en to-værelses lejlighed ligesom jeg har nu.
Det hele startede i onsdags hvor jeg fik et brev fra boligselskabet INI, der tilbød mig en lejlighed i forbindelse med den ønskeflytning jeg skrev Camilla og mig selv op til for et par måneder siden. Nu er det bare sådan med ønskeflytninger at du ikke er den eneste der får tilbudt lejligheden. Der er altid flere på listen og selv om du siger ja, kan du ikke regne med du får den med mindre du står øverst på ventelisten. Da jeg skrev mig op til en ønskeflytning havde jeg kun to krav (jep, man kan stille krav) 1) det skulle være en tre værelses lejlighed og 2) Den skulle have en hav udsigt. Ja okay, lidt primadonna har man altså lov til at være en gang i mellem, men det var nu også for min kones skyld, da hun ææælsker en god hav udsigt (og alt for hende ikke sandt). Så jeg var jo lidt spændt da jeg fik brevet fra INI om de nu også have levet op til begge krav eller om de bare havde sendt mig den første den bedste ter værelseslejlighed fra helvede. Men min tvivl blev gjort til skamme. Også i den grad.
Torsdag var jeg oppe og kigge på lejligheden og jeg siger jer – den RÅKS! Der er alt det der skal være – to rum i mellem størrelse (en til kontor og et til soveværelse), køkken (ligner det jeg har bare lidt større), badeværelse (så okay ud), vindfang, pulterkammer og sidst men absolut ikke mindst – en KÆMPE stue med TRE store vinduer lige ud til havet med bjergkæder i baggrunden. Strandvejen go home! Hvis man skulle betale sig fra den udsigt var man hurtigt ruineret. Seriøst, i Danmark ville den altså ikke kunne slippes for de 5000 jeg skal betale i husleje om måneden. Jeg burde have anet at det forholdt sig sådan, siden adressen er Annertusoq 1065, det er nemlig helt oppe i toppen af samme vej jeg allerede bor på. Det bliver kaldt Hesteskoen eller rigmandskvarteret. Ikke fordi det nødvendigvis er rige folk, der bor her, men ventelisten er lang og området er nok lidt mere stille end hernede blandt ”pøbelen”. Det er også her byens bedste udsigt er. Så hvordan jeg kom i besiddelse af en lejlighed her er mig stadig et mysterium.
Men tilbage til ventelisten. For der var nemlig et andet par på ventelisten foran os. Verdamt! Jeg var ellers klar til at opsøge det føromtalte par og give dem et tilbud de ikke kunne sige nej til (Corleone style), men allerede torsdag efter mit besøg i lejligheden fik jeg at vide at det ikke blev nødvendigt. Der er nemlig kommet nye regler i grønland sidste år om hvem der må og ikke må have hunde. Og hos INI betyder det at man skal have en lejlighed/hus med egen indgang. Altså ikke noget med en indgang på en gang ved siden en anden lejlighed (som i min kommende lejlighed), og siden det andet par har hund og ikke lige har tænkt sig at aflive det stakkels kræ, måtte de sige nej. Så behøver jeg ikke putte sælhoveder i deres seng eller noget.
Lejligheden er allerede indflytningsklar fra den 15. oktober, så jeg har lidt travlt. For at undgå en måneds ekstra husleje skulle jeg nå ned på INIs kontor fredag og underskrive en opsigelseskontrakt for min nuværende lejlighed siden det jo var den 28. og den 1. var en mandag. Og det skulle gøres inden klokken 12 hvor kontoret lukkede. Og jeg havde undervisning til klokken 11.30 og vejledningsmøde klokken 12. Lad os bare sige at jeg havde travlt. Men jeg nåede det hele. Så halvvejs i denne nye dejlige måned er jeg i gang med at flytte. Bare ærgerligt at det lige præcis er samme tidspunkt at jeg skal i gang med mit tredje PG kursus, så tid til at flytte er ikke ligefrem det jeg har mest af. Men flyttes skal der.
Nå men derudover er Camilla jo kommet! Og det nyder jeg i fulde drag (og det håber jeg da også hun gør). Hun skal med op og se lejligheden i morgen, men har sagt god for den ud fra de billeder jeg sendte fra mit første besøg i min nye.. undskyld.. vores nye penthouse lejlighed blandt byens jetset. Hun glæder sig.
Weekenden gik med at sejle lange ture i det fantastiske vejr. Jo, min vegetarkone har sågar fanget en fisk. Det var en fin og stor torsk jeg dog som den flinke mand, sørgede for at tage krogen ud af, slår ihjel og sprætte op og rense og alt det andet ækle noget de der trækrammere ikke bryder sig om. Lørdag var vi ude ved en hytte med Anna Marie, Marianne og hendes søn og samle muslinger i stor stil. Og om det ikke også var min vegetar kone der kogte dem hele aftenen mens jeg sad og lagde sidste hånd på mit PG projekt for andet modul. Gud hvor jeg dog elsker den pige. Det er rart at hun begyndte at spise fisk. Eller var hun da vist også sultet lidt unødvendigt heroppe.
Nå, sørme om ikke klokken er mange. Ha det godt. Og drøm sødt og fine udsigter. Det vil jeg i hvert fald.
Det hele startede i onsdags hvor jeg fik et brev fra boligselskabet INI, der tilbød mig en lejlighed i forbindelse med den ønskeflytning jeg skrev Camilla og mig selv op til for et par måneder siden. Nu er det bare sådan med ønskeflytninger at du ikke er den eneste der får tilbudt lejligheden. Der er altid flere på listen og selv om du siger ja, kan du ikke regne med du får den med mindre du står øverst på ventelisten. Da jeg skrev mig op til en ønskeflytning havde jeg kun to krav (jep, man kan stille krav) 1) det skulle være en tre værelses lejlighed og 2) Den skulle have en hav udsigt. Ja okay, lidt primadonna har man altså lov til at være en gang i mellem, men det var nu også for min kones skyld, da hun ææælsker en god hav udsigt (og alt for hende ikke sandt). Så jeg var jo lidt spændt da jeg fik brevet fra INI om de nu også have levet op til begge krav eller om de bare havde sendt mig den første den bedste ter værelseslejlighed fra helvede. Men min tvivl blev gjort til skamme. Også i den grad.
Torsdag var jeg oppe og kigge på lejligheden og jeg siger jer – den RÅKS! Der er alt det der skal være – to rum i mellem størrelse (en til kontor og et til soveværelse), køkken (ligner det jeg har bare lidt større), badeværelse (så okay ud), vindfang, pulterkammer og sidst men absolut ikke mindst – en KÆMPE stue med TRE store vinduer lige ud til havet med bjergkæder i baggrunden. Strandvejen go home! Hvis man skulle betale sig fra den udsigt var man hurtigt ruineret. Seriøst, i Danmark ville den altså ikke kunne slippes for de 5000 jeg skal betale i husleje om måneden. Jeg burde have anet at det forholdt sig sådan, siden adressen er Annertusoq 1065, det er nemlig helt oppe i toppen af samme vej jeg allerede bor på. Det bliver kaldt Hesteskoen eller rigmandskvarteret. Ikke fordi det nødvendigvis er rige folk, der bor her, men ventelisten er lang og området er nok lidt mere stille end hernede blandt ”pøbelen”. Det er også her byens bedste udsigt er. Så hvordan jeg kom i besiddelse af en lejlighed her er mig stadig et mysterium.
Men tilbage til ventelisten. For der var nemlig et andet par på ventelisten foran os. Verdamt! Jeg var ellers klar til at opsøge det føromtalte par og give dem et tilbud de ikke kunne sige nej til (Corleone style), men allerede torsdag efter mit besøg i lejligheden fik jeg at vide at det ikke blev nødvendigt. Der er nemlig kommet nye regler i grønland sidste år om hvem der må og ikke må have hunde. Og hos INI betyder det at man skal have en lejlighed/hus med egen indgang. Altså ikke noget med en indgang på en gang ved siden en anden lejlighed (som i min kommende lejlighed), og siden det andet par har hund og ikke lige har tænkt sig at aflive det stakkels kræ, måtte de sige nej. Så behøver jeg ikke putte sælhoveder i deres seng eller noget.
Lejligheden er allerede indflytningsklar fra den 15. oktober, så jeg har lidt travlt. For at undgå en måneds ekstra husleje skulle jeg nå ned på INIs kontor fredag og underskrive en opsigelseskontrakt for min nuværende lejlighed siden det jo var den 28. og den 1. var en mandag. Og det skulle gøres inden klokken 12 hvor kontoret lukkede. Og jeg havde undervisning til klokken 11.30 og vejledningsmøde klokken 12. Lad os bare sige at jeg havde travlt. Men jeg nåede det hele. Så halvvejs i denne nye dejlige måned er jeg i gang med at flytte. Bare ærgerligt at det lige præcis er samme tidspunkt at jeg skal i gang med mit tredje PG kursus, så tid til at flytte er ikke ligefrem det jeg har mest af. Men flyttes skal der.
Nå men derudover er Camilla jo kommet! Og det nyder jeg i fulde drag (og det håber jeg da også hun gør). Hun skal med op og se lejligheden i morgen, men har sagt god for den ud fra de billeder jeg sendte fra mit første besøg i min nye.. undskyld.. vores nye penthouse lejlighed blandt byens jetset. Hun glæder sig.
Weekenden gik med at sejle lange ture i det fantastiske vejr. Jo, min vegetarkone har sågar fanget en fisk. Det var en fin og stor torsk jeg dog som den flinke mand, sørgede for at tage krogen ud af, slår ihjel og sprætte op og rense og alt det andet ækle noget de der trækrammere ikke bryder sig om. Lørdag var vi ude ved en hytte med Anna Marie, Marianne og hendes søn og samle muslinger i stor stil. Og om det ikke også var min vegetar kone der kogte dem hele aftenen mens jeg sad og lagde sidste hånd på mit PG projekt for andet modul. Gud hvor jeg dog elsker den pige. Det er rart at hun begyndte at spise fisk. Eller var hun da vist også sultet lidt unødvendigt heroppe.
Nå, sørme om ikke klokken er mange. Ha det godt. Og drøm sødt og fine udsigter. Det vil jeg i hvert fald.
Abonner på:
Opslag (Atom)
