Ahhh… Sisimiut, hvor har jeg savnet dig. Jeg kan ikke rigtig komme uden om at jeg er ret så jaloux på folk her i Sisimiut. Det er og bliver en dejlig by. Den er hyggeligt placeret op og ned mellem fjeldene, har en malerisk havn, og så er der bare lidt mere af alt gode – en hyggelig café, en boghandel, en biograf og så en stor brugs der bare har de bedste dvd tilbud i mands minde. Sidst jeg var her købte jeg en kæmpe stak danske dvd film (Kongekabalen, Brødre, Zappa m.fl.) for sølle 10 eller 20 kroner stykket. Så jeg vidste at jeg hellere måtte tjekke den ud, for det kunne jo være at de havde et eller andet super tilbud igen. Det kunne i hvert fald ikke skade at tjekke det ud. Og det havde de så. Også i den grad. Jeg fik 2 sæsoner af Buffy og 2 sæsoner af Angel for 50 kroner stykket!!! Vi taler altså om sprit nye fulde sæsoner (22 afsnit per sæson) af nogle af de bedste serier (synes jeg altså). Succes. Så dem fik jeg købt ret så hurtigt. Havde de haft flere forskellige sæsoner end de fire havde jeg også købt dem. Normalt kan en sæson koste mellem 200 og 500 kroner, så jeg har sparet en heeeel del.
Men det var nu ikke for shopping mulighederne jeg var kommet til byen. Nej jeg er på arbejde. Vi har jo et Smartboard seminar i uge 34 som jeg er en af arrangørerne af, og vi havde så planlægningsmøde. Så jeg var oppe lidt i seks eftersom jeg skulle være i lufthavnen lidt i syv. Lidt i otte var jeg så af sted med flyverne mod Sisimiut med en hurtig mellemladning i Kangerlussuaq. Min medsammensvorne Jens fra Nuuk var med samme flyver så vi fik en god snak, også da vi lige var inde og vende i Kangerlussuaq Lufthavn – man skal gå ud af flyveren hver gang den mellemlander. Tror det er en måde at sikre sig at folk ikke flyver længere end de har betalt for, men det er kun en teori. I Kangerlussuaq så jeg så et knaps så flatterende eksemplar af arten homo sapiens danskimus turistus. Et ældre meget tydeligt dansk ægtepar (lidt svære og med tydelig jysk dialekt af den let sure mor er ikke sur mor er skuffet slags) stod forrest i køen foran disken hvor man viser sin billet for at komme ombord i flyet. Og ind fra højre gik en meeeegeet gammel grønlandsk kvinde ind foran i køen. Kvinden havde både stok og en yngre kvinde til at holde hendes ene arm. Hun var helt sikkert typen jeg havde rejst mig for i en bus, af bare frygt for at hvis hun stod oprejst for længe så ville hun dø af overanstrengelse. Men det var i hvert fald ikke noget det danske ægtepar tænkte på (læs: konen). Hun sagde nærmest dødeligt fornærmet til sin mand ”nu stod vi først i køen så skal vi også først ombord på flyet!”. Ak og ve. Kan man blive mere smålig og turist fra helvede der synes at nu er vi kommet til jeres land og lægger vores surt optjente penge, så skal i også behandle os som konger? Jeg græmmes og væmmes. Øv. Og hvorfor have så travlt med at komme ombord? Jeg mener det er jo ikke fordi Grønlandsfly kun tager de første 30 med og resten må gå slukørede hjem. Fjolser. Heldigvis hørte den gamle grønlandske kone ikke et ord af det og var heller ikke videre opmærksom på at man skulle vise billet og siden døren var åben gik hun bare videre, hvilket resulterede i den søde dame bag disken måtte løbe efter hende (ikke så langt, for så hurtig var hun nu heller ikke) for at få hendes billet. Ret sjovt at se.
Under alle omstændigheder ankom vi alle godt og uden forsinkelse i Sisimut hvor Jens og jeg blev hentet af Barfus, der først kørte os på Sømandshjemmet. Jeg var lidt forbeholden da jeg fandt ud af at jeg skulle bo på Sømandshjemmet, da jeg prøvet den slags i Nuuk. Udgaven i Nuuk er noget af det usleste og nedslidte du kan forstille dig. Sisimiut Sømandshjemmet kunne ikke være længere fra. Værelset er fint, rent og tydeligvis nyistandsat. Selv badeværelset er lækkert. Og så er samtlige stikkontakter med jordforbindelse! Hvis I vidste hvor mange gange jeg har været i hotel receptioner for at få stikdåser til et trebenet stik, så jeg kunne sætte min computer til… Skønt.
Efter den oplevelse blev vi så kørt til Sprogcenteret hvor Barfus arbejder. Her skulle vores møde foregå. Og det må jeg sige. Bygningen er helt ny og super lækker arkitekttegnet specielt til dem. Skolen er rund og bygget op som et sneglehus over tre etager. Virkelig flot og gennemtænkt. Her havde vi så møde hele dagen, hvor vi planlagde slagets gang for vores kommende seminar. Det var virkelig rart at mødes ansigt til ansigt for denne sidste kraftanstrengelse, i stedet for at skulle tage det over skype eller centra eller et lignende online møde software. Netforbindelsen i Maniitsoq er bare ikke god nok til at den slags kan forløbe gnidningsfrit. Vi arbejde fra 10 om formiddagen til 6 om aftenen kun afbrudt af et par timer med frokost og lidt sightseeing (og indkøb). Vi var også forbi for at se det nye kulturhus der åbnede for ikke så pokkers lang tid siden. Det er også her der er biograf. Biografen er åben hver weekend (fredag, lørdag og to forestillinger søndag), men det er åbenbart ikke uden problemer at have en biograf i Grønland. For det første er det ikke altid at filmen kommer frem. Sådan er det jo med grønland og elementerne. En anden ting er publikum. Folk i Sisimiut er jo slet ikke vant til at gå i biograf og de første mange forestillinger opførte de sig så derefter. Vadede ud og ind under filmen, snakkede i mobiltelefoner og gjorde alt det der ville have kostet dummebøder i enhver dansk biograf. Så biografen blev simpelthen nødt til at skrive biografregler op og sætte dem i Kulturhuset og i byens avis. Regler der forklarede at du ikke må gå frem og tilbage midt under filmen, du skal slukke din mobil, du skal komme til tiden og købe dit slik før filmen starter og den slags. Ret sjovt at tænke på at det ikke er en selvfølge. Men det er jo klart når der aldrig har været en biograf før. Det er kun noget man har hørt om at de har i storbyen. I Nuuk altså.
Aftenen sluttede vi af på byens nye thailandske restaurant, hvor vi til forret fik en meget stærk kyllingesuppe. I menuen havde den fået tre chilier ud af tre, og den var god nok. Den var stærk. Ikke det stærkeste jeg nogensinde har spist, men sved på panden, det fik man da. Til hovedret fik jeg lam og det var hele var ganske fint. Hyggeligt og selskabet fejlede jo heller ikke noget.
Og nu sidder jeg så her på hotelværelse og skal se om jeg kan falde i søvn uden min dejlige kone ved siden af mig. Det bliver underligt. Men det går nok, jeg skal jo allerede hjem i morgen formiddag. Og tidligt op skal jeg også, eftersom jeg vil se om jeg ikke kan få set lidt af den der solformørkelse i morgen tidlig, de alle sammen snakker om.
Godnat. Og sov godt.
torsdag, juli 31, 2008
onsdag, juli 30, 2008
Den store bloguge #3: tillykke til mig, taksigelser og madpriser
Det her er min blog nummer 150! Tillykke til mig! Tænk at det skulle komme så vidt. Det betyder at jeg sådan ca. har udgivet 75 blogs per år. Ikke dårligt hvis jeg selv skal sige det. Det kommer lidt bag på mig at det rent faktisk er blevet til så mange på så forholdsvis kort tid.
Jeg må jo nok hellere benytte lejligheden til at takke alle jer, der har holdt ud så længe, og dem der er sprunget til senere og også dem der er sprunget fra.. eller jeg mener, tak fordi i startede. Eller noget. Og tak til min farmor der får alle mine blogs sendt som laaaange breve hver anden måned og som troligt læser dem og samler dem i sine mapper. Hun er allerede godt i gang med tredje mappe.
Men det var jo slet ikke det dagens blog skulle handle om. Nej, den skal derimod handle om madpriser. For alt er jo relativt.
I Danmark hører man overalt at "ih hvor priserne på fødevarer dog steget. Vi har jo snart ikke råd til at spise længere". Til det kan man kun sige – så skulle I prøve at købe ind i Grønland. Danmark er jo usandsynligt billigt sammenlignet med Grønland, for slet ikke at sige et sandt slaraffenland af udvalg. Ikke noget man kan ligefrem kan blamere sig med heroppe. Okay, lad mig give et par eksempler.
En af de sidste dage i vores sommerferie i DK skulle Camilla og undertegnede lave middag for os, mine forældre, hendes forældre og lillebror. Syv mennesker i alt. Vi bestemte os for at lave noget ovnbagt kalkun noget med nye kartofler, masser af friske urter og grøntsager. Jeg købte nye kartofler, to store kalkun stege, forårsløg, tomat, agurk, to store auberginer, 4 forskellige friske urter, pinjekerner, salat og et par ting til jeg ikke lige kan huske på stående fod – i alt lidt under 200 kroner! Kunne man få de samme ting heroppe vil det for det første ikke være super frisk og så vil det nok være mindst dobbelt så dyrt (nogen der kan huske de to flyfriske squash for 54 kroner?). Jeg var jo fuldstændig ekstatisk måbende da jeg kom tilbage med to indkøbsposer fyldt med friske godter næsten gratis (200 kroner rækker ikke langt heroppe).
Til sammenligning kan jeg så fortælle at den store brugs har hævet prisen på rød peberfrugt fra 10 kroner til 14 kroner. For én altså. I den lille brugs koster de stadig 9 kroner, men de ser meget sølle ud lige pt. De er for længst nået det stadie hvor de var blevet smidt ud af enhver dansk brugs med en smule selvrespekt. Sidste salgsdato er bare ikke noget man tager så seriøst heroppe altid. Men egentlig burde jeg ikke klage. Jeg bor i en forholdsvis velassorteret storby, hvor der nok mangler nogle ting, men der er altid et eller andet at leve af. Jeg siger bare godt jeg lever i en bygd. Bygderne er afhængig af at der kommer skibe med forsyninger og det gør der ikke så ofte endda. Og nogle gange bliver de glemt. Jeg læste følgende på Sermitsiaq.gl for et par dage siden:
”Bygden Savissivik har ikke fået varer i flere måneder, fortæller KNR.
Borgerne i en af Qaanaaqs bygder Savissivik føler sig fuldstændig glemt af omverdenen. Bygden er ikke blevet forsynet med forbrugsvarer i lang tid og beboernes ønsker om forsyninger er forsvundet ud i det uvisse.
Qaarngaaq Nielsen, siger til KNR-Radioavisen at deres eneste butik er fuldstændig tom for varer, og de har fået at vide at Pilersuisoq først kommer med forsyninger den 9. august. I sidste uge kom der dog en helikopter med frysevarer.
- Vi var glade da helikopteren kom, selv om varerne er meget dyrere og alle datoerne er udløbet, siger Qaarngaaq Nielsen.
Efter hans opfattelse er vareforsyningen blevet markant dårligere de sidste år.
- Det er enormt frustrerende, vi føler os fuldstændig glemt af omverdenen, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pilersuisoq i Upernavik, skriver knr.gl”
Ja, det kan godt ske DK er et shopping paradis for os fra Maniitsoq, men tænk hvordan folk fra Savissik ikke ser på Maniitsoqs udvalg. Mekka! Og her er fødevarerne som regel ikke engang udløbet! Fantastisk! Stakkels stakkels folk. Jeg mener, jeg bliver sur når jeg ser at peberfrugterne er steget 4 kroner. De kan ikke engang købe noget som helst. Man kan godt gå hen og få lidt dårlig samvittighed over alt sin brokkeri.
Nå, det var vist nok selvransagelse for i dag. I morgen er der endnu en dag og den skal jeg tilbringe i Sisimiut! Jep, jeg skal til et møde i grønlands anden største by (så vidt jeg husker) om et smartboard seminar (et smartboard er en digital interaktiv tavle) jeg er med til at arrangere. Selve seminaret skal løbe af stablen midt i august i Nuuk. Først er vi altså lige tre (en fra Nuuk, mig fra Maniitsoq og en fra Sisimiut) der lige skal mødes og afklare de sidste detaljer og forhåbentlig få lavet en masse.
Jeg håber bare at jeg overhovedet kommer af sted i morgen tidlig. De sidste par morgener har der været en hamper tåge, der har sørget for at vi ikke har fået flyvende besøg. Men det har vi selvfølgelig ikke i morgen. Næh nej. I morgen er der super vejr, så det skal nok gå. Altså.
Det var vist alt for i dag. Vi ses i morgen.
Jeg må jo nok hellere benytte lejligheden til at takke alle jer, der har holdt ud så længe, og dem der er sprunget til senere og også dem der er sprunget fra.. eller jeg mener, tak fordi i startede. Eller noget. Og tak til min farmor der får alle mine blogs sendt som laaaange breve hver anden måned og som troligt læser dem og samler dem i sine mapper. Hun er allerede godt i gang med tredje mappe.
Men det var jo slet ikke det dagens blog skulle handle om. Nej, den skal derimod handle om madpriser. For alt er jo relativt.
I Danmark hører man overalt at "ih hvor priserne på fødevarer dog steget. Vi har jo snart ikke råd til at spise længere". Til det kan man kun sige – så skulle I prøve at købe ind i Grønland. Danmark er jo usandsynligt billigt sammenlignet med Grønland, for slet ikke at sige et sandt slaraffenland af udvalg. Ikke noget man kan ligefrem kan blamere sig med heroppe. Okay, lad mig give et par eksempler.
En af de sidste dage i vores sommerferie i DK skulle Camilla og undertegnede lave middag for os, mine forældre, hendes forældre og lillebror. Syv mennesker i alt. Vi bestemte os for at lave noget ovnbagt kalkun noget med nye kartofler, masser af friske urter og grøntsager. Jeg købte nye kartofler, to store kalkun stege, forårsløg, tomat, agurk, to store auberginer, 4 forskellige friske urter, pinjekerner, salat og et par ting til jeg ikke lige kan huske på stående fod – i alt lidt under 200 kroner! Kunne man få de samme ting heroppe vil det for det første ikke være super frisk og så vil det nok være mindst dobbelt så dyrt (nogen der kan huske de to flyfriske squash for 54 kroner?). Jeg var jo fuldstændig ekstatisk måbende da jeg kom tilbage med to indkøbsposer fyldt med friske godter næsten gratis (200 kroner rækker ikke langt heroppe).
Til sammenligning kan jeg så fortælle at den store brugs har hævet prisen på rød peberfrugt fra 10 kroner til 14 kroner. For én altså. I den lille brugs koster de stadig 9 kroner, men de ser meget sølle ud lige pt. De er for længst nået det stadie hvor de var blevet smidt ud af enhver dansk brugs med en smule selvrespekt. Sidste salgsdato er bare ikke noget man tager så seriøst heroppe altid. Men egentlig burde jeg ikke klage. Jeg bor i en forholdsvis velassorteret storby, hvor der nok mangler nogle ting, men der er altid et eller andet at leve af. Jeg siger bare godt jeg lever i en bygd. Bygderne er afhængig af at der kommer skibe med forsyninger og det gør der ikke så ofte endda. Og nogle gange bliver de glemt. Jeg læste følgende på Sermitsiaq.gl for et par dage siden:
”Bygden Savissivik har ikke fået varer i flere måneder, fortæller KNR.
Borgerne i en af Qaanaaqs bygder Savissivik føler sig fuldstændig glemt af omverdenen. Bygden er ikke blevet forsynet med forbrugsvarer i lang tid og beboernes ønsker om forsyninger er forsvundet ud i det uvisse.
Qaarngaaq Nielsen, siger til KNR-Radioavisen at deres eneste butik er fuldstændig tom for varer, og de har fået at vide at Pilersuisoq først kommer med forsyninger den 9. august. I sidste uge kom der dog en helikopter med frysevarer.
- Vi var glade da helikopteren kom, selv om varerne er meget dyrere og alle datoerne er udløbet, siger Qaarngaaq Nielsen.
Efter hans opfattelse er vareforsyningen blevet markant dårligere de sidste år.
- Det er enormt frustrerende, vi føler os fuldstændig glemt af omverdenen, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pilersuisoq i Upernavik, skriver knr.gl”
Ja, det kan godt ske DK er et shopping paradis for os fra Maniitsoq, men tænk hvordan folk fra Savissik ikke ser på Maniitsoqs udvalg. Mekka! Og her er fødevarerne som regel ikke engang udløbet! Fantastisk! Stakkels stakkels folk. Jeg mener, jeg bliver sur når jeg ser at peberfrugterne er steget 4 kroner. De kan ikke engang købe noget som helst. Man kan godt gå hen og få lidt dårlig samvittighed over alt sin brokkeri.
Nå, det var vist nok selvransagelse for i dag. I morgen er der endnu en dag og den skal jeg tilbringe i Sisimiut! Jep, jeg skal til et møde i grønlands anden største by (så vidt jeg husker) om et smartboard seminar (et smartboard er en digital interaktiv tavle) jeg er med til at arrangere. Selve seminaret skal løbe af stablen midt i august i Nuuk. Først er vi altså lige tre (en fra Nuuk, mig fra Maniitsoq og en fra Sisimiut) der lige skal mødes og afklare de sidste detaljer og forhåbentlig få lavet en masse.
Jeg håber bare at jeg overhovedet kommer af sted i morgen tidlig. De sidste par morgener har der været en hamper tåge, der har sørget for at vi ikke har fået flyvende besøg. Men det har vi selvfølgelig ikke i morgen. Næh nej. I morgen er der super vejr, så det skal nok gå. Altså.
Det var vist alt for i dag. Vi ses i morgen.
tirsdag, juli 29, 2008
Den store bloguge #2: min kones melon trick
Min kone mener ikke jeg fortalte hele sandheden i min blog i går. Jo bevares myggene hidser mig i en sådan en grad op at jeg føler mig som en tyr på Mars (rød planet, get it?), men hvad jeg manglede at fortælle var historien om hendes heroiske selvopofrelse.
I går da vi gik hjem og jeg viftede som en vanvittig mens jeg forbandede den dag myggene kom til verden, forbarmede Camilla sig over mig (eller også var hun bare usandsynlig fælt træt af at høre på mit brok) og gav mig hendes myggenet, som jeg så kunne tage på. Mit eget lå trygt og godt hjemme i lejligheden. Det tog jeg så på. Jeg ved godt at det måske ikke var den mest gentlemanagtige ting at gøre, men for husfredens og mit sinds stabilitet tog jeg altså imod og lod mit livs kærlighed kaste sig selv for løverne for min skyld. Personligt tror jeg nu at myggene er mere vild med mig end med hende. Hun er i hvert fald ikke så tydeligt irriteret som jeg er, når der er myg i nærheden. Måske fordi jeg brokker mig nok for to.
Men sådan er det jo i et ægteskab. Man tager lidt og man giver lidt. Nogen gange tager man uden at spørge først. Nå Camilla tager uden at spørge hedder det melon-tricket. Det har jeg døbt det, efter hun perfektionerede det under en togtur den her sommer. Jeg må hellere forklare.
Camilla og jeg sidder i toget fra Roskilde til Hobro ved siden af hinanden. Hun inderst, jeg yderst. Som madpakke har vi nogle madder, lidt drikkelse og nogle saftige stykker melon i en lille plastikæske. Da det er ved at blive tid til lidt mad tager Camilla melonstykkerne frem og jeg minder hende om at hun nok skal have nogle servietter til de der meloner, for det kan man da ikke undgå at få fedtede fingre af. ”Nå”, siger hun og går i gang med den store spise melon tur. Jeg ryster sagte på hovedet velvidende om hvad der er på vej. Da hun er færdig med sit melonorgie, kigger hun på mig med dådyrøjne og fedtede våre fingre – ”kan du ikke hente nogle servietter?”… grrrrrr… jeg sagde det jo til hende, før hun gik i gang og nu forventer hun så at jeg bare per automatik løber ud for at finde servietter hun burde have fundet selv først? Selvfølgelig gør jeg det, men altså. Hun er ikke så lidt fræk.
Og samme nummer lavede hun så da vi kom hjem i går efter vores myggehelvedestur. Hun forberedte et fodbad til sig selv, tog det hele vejen ind til stuen, og lige som hun sætter fødderne i, ser jeg flashback til melontogturen. Der er nemlig intet håndklæde. Så det må jeg så ud efter. Tror lidt hun gør det med vilje, for hun glemte også håndklædet sidste gang hun lavede fodbad. Så sidder hun der med våde fødder og kan slet slet ikke komme nogen vegne. Stakkel pige. Dådyrøjne og mig af sted igen.
Men det er nu helt okay. For hun låner mig sit myggenet.
I går da vi gik hjem og jeg viftede som en vanvittig mens jeg forbandede den dag myggene kom til verden, forbarmede Camilla sig over mig (eller også var hun bare usandsynlig fælt træt af at høre på mit brok) og gav mig hendes myggenet, som jeg så kunne tage på. Mit eget lå trygt og godt hjemme i lejligheden. Det tog jeg så på. Jeg ved godt at det måske ikke var den mest gentlemanagtige ting at gøre, men for husfredens og mit sinds stabilitet tog jeg altså imod og lod mit livs kærlighed kaste sig selv for løverne for min skyld. Personligt tror jeg nu at myggene er mere vild med mig end med hende. Hun er i hvert fald ikke så tydeligt irriteret som jeg er, når der er myg i nærheden. Måske fordi jeg brokker mig nok for to.
Men sådan er det jo i et ægteskab. Man tager lidt og man giver lidt. Nogen gange tager man uden at spørge først. Nå Camilla tager uden at spørge hedder det melon-tricket. Det har jeg døbt det, efter hun perfektionerede det under en togtur den her sommer. Jeg må hellere forklare.
Camilla og jeg sidder i toget fra Roskilde til Hobro ved siden af hinanden. Hun inderst, jeg yderst. Som madpakke har vi nogle madder, lidt drikkelse og nogle saftige stykker melon i en lille plastikæske. Da det er ved at blive tid til lidt mad tager Camilla melonstykkerne frem og jeg minder hende om at hun nok skal have nogle servietter til de der meloner, for det kan man da ikke undgå at få fedtede fingre af. ”Nå”, siger hun og går i gang med den store spise melon tur. Jeg ryster sagte på hovedet velvidende om hvad der er på vej. Da hun er færdig med sit melonorgie, kigger hun på mig med dådyrøjne og fedtede våre fingre – ”kan du ikke hente nogle servietter?”… grrrrrr… jeg sagde det jo til hende, før hun gik i gang og nu forventer hun så at jeg bare per automatik løber ud for at finde servietter hun burde have fundet selv først? Selvfølgelig gør jeg det, men altså. Hun er ikke så lidt fræk.
Og samme nummer lavede hun så da vi kom hjem i går efter vores myggehelvedestur. Hun forberedte et fodbad til sig selv, tog det hele vejen ind til stuen, og lige som hun sætter fødderne i, ser jeg flashback til melontogturen. Der er nemlig intet håndklæde. Så det må jeg så ud efter. Tror lidt hun gør det med vilje, for hun glemte også håndklædet sidste gang hun lavede fodbad. Så sidder hun der med våde fødder og kan slet slet ikke komme nogen vegne. Stakkel pige. Dådyrøjne og mig af sted igen.
Men det er nu helt okay. For hun låner mig sit myggenet.
mandag, juli 28, 2008
Den store bloguge #1: dræbermyg fra helvede og kunsten at lave så lidt som muligt
Ak, jeg skal ind i den her skrivetrummerumsmode igen big time. Jeg simpelthen er en sløv padde til at skrive. Ja, enten det eller også er det bare fordi der ikke sker pokkers meget her i Maniitsoq, Grønland, at skrive om. Uanset, så har jeg givet mig selv en udfordring. Jep, det er den tid på året – blog uge! Jeg vil i den kommende uge skrive en blog om dagen - vist alt går vel. Jeg kan jo ikke gøre ved at tele grønland fucker mit internet op, jeg falder og brækker samtlige fingre eller hvad der nu kan ske af uforudsete hændelser, der kunne gøre mit blog liv et helvede. Men det sker forhåbentlig ikke. Overhovedet. I hvert fald ikke det med fingrene. Det med internettet sker højst sandsynligt. Men til dagens blog.
Som jeg lagde ud med at sige, så sker der ikke pokkers meget for tiden. Alle er stadig på ferie og jeg forsøger at lave så lidt som muligt men få det til at være så længe som overhovedet muligt. En svær balance, jo tak. Nej, det er da ikke fordi jeg laver nada, men det er altså svær at være en sprudlende energi bombe der laver alt på en gang, når der ingen er at spare med og det ”eneste” der at lave er at forberede sig til det kommende år. Men hvis jeg forbereder mig nu, hvad skal jeg så lave med de timer jeg har til forberedelse når undervisningen begynder? Heldigvis er Karsten der til at hive mig væk fra skrivebordet en gang i blandt (han har heller ikke meget at lave), og i morgen kommer Anna Marie tilbage efter en god lang ferie til DK. Det bliver godt at se hende igen og vi har det med at inspirere hinanden. Jeg har også fået en tværfaglig idé jeg håber hun er med på – grønland under 2. verdenskrig. Jeg har fundet nogle gode tekster og hvis man så laver et samarbejde med hendes historiehold, så kan man nå endnu mere.
Og historien om grønland under 2. verdenskrig er faktisk ret spændende. Ikke at der var de store blodige slag, men der var da sammenstød mellem forløberen for Sirius Patruljen og tyskerne. Desuden havde den amerikanske kystvagt adskillige skibe til at patruljere østkysten, og det er altså før de Pearl Habour. Og selv samme amerikanere tog nordmænd til fange der arbejdede for tyskerne i Østgrønland. Jeps, de blev ikke taget som krigsfangere, siden de ikke teknisk var en del af krigen endnu, så de blev taget for ulovligt indtrængende et eller andet. Kan ikke huske det på stående fod. Og siden DK var overrendt af tyskerne gik den danske konsul til storebror USA som tog Grønland under vingerne, hvilket er grunden til at vi har Kangerlussuaq. Blandt andet. Jo, der er nok at tage af. Det skal nok blive sjovt. Håber bare eleverne også synes det.
Ellers kan den største kile til mit humørs yderst svingende natur siges med et et-stavelsesord – myg! For i alverden hvor er de da MØGHAMRENDE SØNDERRIVENDE PISSE IRRITERENDE! Ikke så meget myggestikkene. Jo de klør og en mindre gene, men det der virkelig er irriterende er selve myggene. Der er mange – rigtigt mange. Og de er specielt på turen fra havnen og hjem. De gemmer sig i skyggerne og kaster sig nådesløst over mig så straks de ser mig. Men de stikker ikke lige med det samme. Nej nej. De skal lige flyve ind i ørerne, bag brillerne, i munden, i næsen, mens jeg febrilsk forsøger at vifte dem væk og bare mærker hvordan mit blodtryk stiger. Lad os bare sige at myggenet er en god opfindelse. Desværre er det bare ikke hver gang man har sådan et med. Og det er lige med en René på selvmordets rand. Jeg mener bare at når man er fuldstændig indhyllet i dødirriterende dræbermyg fra helvede, så har man lidt lyst til at kaste sig ud fra en klippeafsats, hvis man bare kan få en eller sikkerhed for at myggene falder i døden med dig. Men de snu rad kan jo flyve, så jeg bliver ved med at patetisk viftning og ser frem til et liv med forhøjet blodtryk. Grrrrrr…
Nå, det må være nok for i dag. Vi ses i morgen.
Som jeg lagde ud med at sige, så sker der ikke pokkers meget for tiden. Alle er stadig på ferie og jeg forsøger at lave så lidt som muligt men få det til at være så længe som overhovedet muligt. En svær balance, jo tak. Nej, det er da ikke fordi jeg laver nada, men det er altså svær at være en sprudlende energi bombe der laver alt på en gang, når der ingen er at spare med og det ”eneste” der at lave er at forberede sig til det kommende år. Men hvis jeg forbereder mig nu, hvad skal jeg så lave med de timer jeg har til forberedelse når undervisningen begynder? Heldigvis er Karsten der til at hive mig væk fra skrivebordet en gang i blandt (han har heller ikke meget at lave), og i morgen kommer Anna Marie tilbage efter en god lang ferie til DK. Det bliver godt at se hende igen og vi har det med at inspirere hinanden. Jeg har også fået en tværfaglig idé jeg håber hun er med på – grønland under 2. verdenskrig. Jeg har fundet nogle gode tekster og hvis man så laver et samarbejde med hendes historiehold, så kan man nå endnu mere.
Og historien om grønland under 2. verdenskrig er faktisk ret spændende. Ikke at der var de store blodige slag, men der var da sammenstød mellem forløberen for Sirius Patruljen og tyskerne. Desuden havde den amerikanske kystvagt adskillige skibe til at patruljere østkysten, og det er altså før de Pearl Habour. Og selv samme amerikanere tog nordmænd til fange der arbejdede for tyskerne i Østgrønland. Jeps, de blev ikke taget som krigsfangere, siden de ikke teknisk var en del af krigen endnu, så de blev taget for ulovligt indtrængende et eller andet. Kan ikke huske det på stående fod. Og siden DK var overrendt af tyskerne gik den danske konsul til storebror USA som tog Grønland under vingerne, hvilket er grunden til at vi har Kangerlussuaq. Blandt andet. Jo, der er nok at tage af. Det skal nok blive sjovt. Håber bare eleverne også synes det.
Ellers kan den største kile til mit humørs yderst svingende natur siges med et et-stavelsesord – myg! For i alverden hvor er de da MØGHAMRENDE SØNDERRIVENDE PISSE IRRITERENDE! Ikke så meget myggestikkene. Jo de klør og en mindre gene, men det der virkelig er irriterende er selve myggene. Der er mange – rigtigt mange. Og de er specielt på turen fra havnen og hjem. De gemmer sig i skyggerne og kaster sig nådesløst over mig så straks de ser mig. Men de stikker ikke lige med det samme. Nej nej. De skal lige flyve ind i ørerne, bag brillerne, i munden, i næsen, mens jeg febrilsk forsøger at vifte dem væk og bare mærker hvordan mit blodtryk stiger. Lad os bare sige at myggenet er en god opfindelse. Desværre er det bare ikke hver gang man har sådan et med. Og det er lige med en René på selvmordets rand. Jeg mener bare at når man er fuldstændig indhyllet i dødirriterende dræbermyg fra helvede, så har man lidt lyst til at kaste sig ud fra en klippeafsats, hvis man bare kan få en eller sikkerhed for at myggene falder i døden med dig. Men de snu rad kan jo flyve, så jeg bliver ved med at patetisk viftning og ser frem til et liv med forhøjet blodtryk. Grrrrrr…
Nå, det må være nok for i dag. Vi ses i morgen.
søndag, juli 20, 2008
trænger til ferie...
Så er tre ugers intens ferieeren i det danske land forbi. Ja nu siger jeg ferie, men sandheden er jo at man tager til DK for at nu en masse. Der er jo ikke ligesom hvis man fra DK to på tre ugers ferie til Mallorca. Så slapper man jo af. Ligger ved poolen, løfter lige blikket når man skal sippe af sin ubeskrivelig klamme sommerdrink eller lige tjekke den hotte tøs i den røde bikini, men ellers ingenting. Måske lige læse lidt roman og ellers gå på restaurant og spille verdensmand med sit dårlige spansk ”dås servesas pår favår”. Hmmm.. lyder ikke helt dårligt når jeg tænker over det.
Men sådan gik det ikke. Langt fra. Vi fik en uge i Kbh, en uge i Roskilde (byen, ikke festivalen), 4 dage i det mørke Jylland nærmere betegnet Hobro og Aalborg, og til sidst tre dage i Kbh. Igen. Jo frem og tilbage er lige langt og selv om vi kun har haft te uger i DK så har vi nået en tres års fødselsdags reception med efterfølgende fest (min far blev tres og jeg skulle holde tale, yrk.. men det gik over al forventning), et studentergilde (Camillas fætter og kusine), en barnedåb (Signes lille ny, Rebekka), fire gange i biografen (indy 4, the Happening, Flammen og Citronen, Narnia 2), utallige café turer, shoppeture, to udstillinger (Sally Mann og Statsministre i satiretegninger gennem tiden), et besøg hos lægevagten (Camilla fik betændelse ved øjet og dagen efter forstuvede hun foden, tsk), en dobbeltdate (mig og Camilla sammen med chucks danske kæreste Claudio), en tur i Kildeparken (med en kasse øl og Thomas, Janni, Claus, Karungie, Rosa og Sine), adskillige husbesøg, jazzbar, en tur i Roskilde Domkirke, blevet solskoldet, brugt for mange penge, og set masser og masser af venner og familie, nogle op til flere gange.
Jo, vi trænger til ferie efter vi har været på ferie.
Så det er helt rart at er vi tilbage i det grønlandske igen. Her er der ingen man skal besøge endnu, siden alle er på ferie. Vejret er skønt, myggene er mange og klubben er stadigt et farligt sted hvis man har planer om at være ædru (hvilket vi måtte sande lørdag morgen, da tømmermændene sørgede for dunkende hoveder og spritånde). Men hyggeligt var det da at se folk igen (dem der ikke er på ferie). Og ved at være dernede i Klubben fik vi også lige aftalt med Benny at vi kiggede ud til deres hytte lørdag. Det gjorde vi så lidt længere op af dagen, da tømmermændene havde lagt sig og man kan sige at rent solksinsmæssigt er det så godt som ligegyldigt hvornår du tager af sted, da solen skinner meget og længe og at der stadig ikke bliver mørkt om natten. Så Camilla og jeg tog af sted klokken lidt over tre om eftermiddagen og efter en lang og dejlig tur til hytten, var vi hjemme igen i lejligheden lidt i ni om aftenen, en masse frisk luft, sol og myggestik rigere.
Tidligere på ugen tog vi en lang tur til fuglefjeldsfjorden, Sermilinguaq, hvor vi (endelig) fik hul på torskesæsonen! 14 flotte torsk blev det til, og så en enkelt ulk og en fladfisk der begge røg ud. Og så så vi en hval på vej hjem! Ikke at det er usædvanligt lige for tiden – faktisk nærmere tvært om. Weekenden vi kom hjem så vi de første 15-20 hvaler i løbet af dagen. De svømmede rundt uden for vinduet, pustede deres blåst op og dykkede så igen med halen godt i vejret. Smukt.
Jo livet i grønland er ikke sådan særligt hårdt for tiden. Bortset fra myggene der om noget kan drive mig til vanvid. Det er også første gang jeg har oplevet så mange myg i selve byen. Det plejer kun at være udpræget voldsomt ude i fjeldene, men i år er der en del i byen. Og det kan lide at stikke. Grrrr..
Til gengæld er arbejdet til at klare for tiden. Jeg læser lidt bøger og forbereder mig stille og roligt til det nye år, og har ikke rigtig travlt endnu, men det kommer. For situationen på ATI er mildest talt lidt presset. Karsten har sagt op og skal til DK i starten af september, så der mangler vi en matematik/kemi/fysik lærer. Vi havde så heldigvis ansat 2 nye lærere, som Per var i DK for at holde ansættelsessamtale med sidste måned. Men de har så sagt fra. Begge to. For helgolan da. Det betyder at vi er to tre lærere i undertal og igen skal til at løbe ekstra hurtigt. Nøjagtig ligesom sidste år da Allan bestemte sig for at en dag var alt han kunne give det nye job. Så stort øv på den front. Til gengæld skal jeg både en tur til Sisimiut og Nuuk inden længe i forbindelse med et seminar jeg er ved at planlægge med et par andre kræfter (en i Nuuk og en i Sisimiut). Og det skal nok blive helt fint og hyggeligt.
Det kan nok ikke blive mere stressende end at holde ferie i DK :)
Men sådan gik det ikke. Langt fra. Vi fik en uge i Kbh, en uge i Roskilde (byen, ikke festivalen), 4 dage i det mørke Jylland nærmere betegnet Hobro og Aalborg, og til sidst tre dage i Kbh. Igen. Jo frem og tilbage er lige langt og selv om vi kun har haft te uger i DK så har vi nået en tres års fødselsdags reception med efterfølgende fest (min far blev tres og jeg skulle holde tale, yrk.. men det gik over al forventning), et studentergilde (Camillas fætter og kusine), en barnedåb (Signes lille ny, Rebekka), fire gange i biografen (indy 4, the Happening, Flammen og Citronen, Narnia 2), utallige café turer, shoppeture, to udstillinger (Sally Mann og Statsministre i satiretegninger gennem tiden), et besøg hos lægevagten (Camilla fik betændelse ved øjet og dagen efter forstuvede hun foden, tsk), en dobbeltdate (mig og Camilla sammen med chucks danske kæreste Claudio), en tur i Kildeparken (med en kasse øl og Thomas, Janni, Claus, Karungie, Rosa og Sine), adskillige husbesøg, jazzbar, en tur i Roskilde Domkirke, blevet solskoldet, brugt for mange penge, og set masser og masser af venner og familie, nogle op til flere gange.
Jo, vi trænger til ferie efter vi har været på ferie.
Så det er helt rart at er vi tilbage i det grønlandske igen. Her er der ingen man skal besøge endnu, siden alle er på ferie. Vejret er skønt, myggene er mange og klubben er stadigt et farligt sted hvis man har planer om at være ædru (hvilket vi måtte sande lørdag morgen, da tømmermændene sørgede for dunkende hoveder og spritånde). Men hyggeligt var det da at se folk igen (dem der ikke er på ferie). Og ved at være dernede i Klubben fik vi også lige aftalt med Benny at vi kiggede ud til deres hytte lørdag. Det gjorde vi så lidt længere op af dagen, da tømmermændene havde lagt sig og man kan sige at rent solksinsmæssigt er det så godt som ligegyldigt hvornår du tager af sted, da solen skinner meget og længe og at der stadig ikke bliver mørkt om natten. Så Camilla og jeg tog af sted klokken lidt over tre om eftermiddagen og efter en lang og dejlig tur til hytten, var vi hjemme igen i lejligheden lidt i ni om aftenen, en masse frisk luft, sol og myggestik rigere.
Tidligere på ugen tog vi en lang tur til fuglefjeldsfjorden, Sermilinguaq, hvor vi (endelig) fik hul på torskesæsonen! 14 flotte torsk blev det til, og så en enkelt ulk og en fladfisk der begge røg ud. Og så så vi en hval på vej hjem! Ikke at det er usædvanligt lige for tiden – faktisk nærmere tvært om. Weekenden vi kom hjem så vi de første 15-20 hvaler i løbet af dagen. De svømmede rundt uden for vinduet, pustede deres blåst op og dykkede så igen med halen godt i vejret. Smukt.
Jo livet i grønland er ikke sådan særligt hårdt for tiden. Bortset fra myggene der om noget kan drive mig til vanvid. Det er også første gang jeg har oplevet så mange myg i selve byen. Det plejer kun at være udpræget voldsomt ude i fjeldene, men i år er der en del i byen. Og det kan lide at stikke. Grrrr..
Til gengæld er arbejdet til at klare for tiden. Jeg læser lidt bøger og forbereder mig stille og roligt til det nye år, og har ikke rigtig travlt endnu, men det kommer. For situationen på ATI er mildest talt lidt presset. Karsten har sagt op og skal til DK i starten af september, så der mangler vi en matematik/kemi/fysik lærer. Vi havde så heldigvis ansat 2 nye lærere, som Per var i DK for at holde ansættelsessamtale med sidste måned. Men de har så sagt fra. Begge to. For helgolan da. Det betyder at vi er to tre lærere i undertal og igen skal til at løbe ekstra hurtigt. Nøjagtig ligesom sidste år da Allan bestemte sig for at en dag var alt han kunne give det nye job. Så stort øv på den front. Til gengæld skal jeg både en tur til Sisimiut og Nuuk inden længe i forbindelse med et seminar jeg er ved at planlægge med et par andre kræfter (en i Nuuk og en i Sisimiut). Og det skal nok blive helt fint og hyggeligt.
Det kan nok ikke blive mere stressende end at holde ferie i DK :)
Abonner på:
Opslag (Atom)
