Min tand har det godt. Eller i hvert fald en hel del bedre. Den kan stadig godt lige gøre opmærksom på at den eksistere, på trods af den nu manglende nerve. Det er bakteriedræbende stads der kom i tanden arbejder på højtryk og det kan til tider mærkes. Men intet i forhold til før. Til gengæld er jeg øm i benene.
Jo, for vi havde endnu et mesterskab i indendørs firmafodbold i lørdags. Og jeg var med. Hvornår lærer jeg det? Jeg er en mand i den bedste alder og alligevel er jeg fuldstændig smadret og mere eller mindre ved at dø, efter 3½ minutters spæn frem og tilbage. Og en kamp tager altså 6 minutter. Jeg må have gjort noget ved den kondi. Den er i mangel af bedre ord – beskæmmende. ”Heldigvis” var jeg ikke på et super elite hold, men derimod på hold med en del ag gutterne fra Klubben, og det løse. Det var mikael, bedre kendt som Den Gule Hulk, der havde samlet holdet og eftersom han jo er bestyrer af tøjbutikken Høka, så var det (mente han) nærliggende at kalde holdet ’Høka og Modellerne’. Ikke ligefrem topmodels, men som Jon kommenterede så findes der også Plus Size models. Hmrph. Vi skulle fem kampe, og hvis vi klarede os godt gik vi videre til semifinalen og siden hen finalen. Det gjorde vi så ikke. Hverken den ene eller den anden. Ud af fem kampe spillede vi to uafgjorte og resten har vi glemt. Så dem taler vi ikke om. Hvis ret skal være ret så fik vi kun virkelig tæsk i en kamp, den sidste, hvor vi mødte Transportservice. De var dæleme lede. Altså gode. Men uanset vores manglende præstation på papiret så var der stadig flere på holdet (mit hold altså) der mente at jeg var holdets bedste spiller, eftersom jeg stod en mean centerforsvar, og jeg burde tage mit talent op i serie 6 fodbold når jeg vender næsen hjemad. Bare ærgerlig man har en kondi som en 90 årig astma patient. Men det kan jo måske ændre sig. Markus mente dog ikke at man behøvede kondi i serie 6. Her blev man vist mere bedømt på sin evne til at drikke øl i omklædningsrummet. Altså før kampen. Lyder som min slags folk.
Derudover er jeg så småt begyndt at tænke på jobs og fremtiden og alt det der. Og i den forbindelse har jeg så søgt en Ph.D. Jo, det er ikke engang løgn. Om jeg så får den er en helt anden sag. Men ansøgningen er sendt til IT Universitetet, og jeg håber på at de synes det kunne være spændende at få mig derned for at forske i emotionelt gameplay i computerspil. Det er i hvert fald det min projektbeskrivelse handlede om. Det er sådan at når man søger en ph.d., eller en doktor afhandling som det vist også hedder, så skal man ud over at udfylde nogle skemaer og vedsende CV, udgivne artikler (hvis man har udgivet noget) og almindelig dokumentation for de ting man har lavet, også skrive en beskrivelse af det fremtidige projekt, det akademiske værk, afhandlingen, man har tænkt sig at bruge de næste tre år af sit liv på at skrive. De bedste beskrivelser (den skal indeholde mål, teori, plan, henvisningerne, etc. og må maks. fylde fem sider) giver så adgang til et interview eller to og til sidst bliver så udvalgt en gut eller gutinde til at udfylde pladsen som ph.d forsker og underviser på universitetet. Og det håber jeg så lidt på at det kunne blive mig. Jeg fik da også skrevet en fem siders projekt beskrivelse, men gud hvor kan jeg godt mærke at jeg har været ude af den akademiske trædemølle i over 3 år. Og det er jeg så også ret bange for at man kan se. At den ikke er grundig nok, gennemarbejdet nok, for overfladisk. Og den blev heller ikke til under de bedste omstændigheder, eftersom den blev startet mens mine forældre var på besøg og afsluttet mens min tand var ved at tage livet af mig. Men færdig blev den.
Jeg kan dog ikke blot regne med at universitetet vil falde på knæ for mig, så jeg holder øjnene åbne og leder videre. Der er da også op til flere gode bud derude. Nu skal de bare ansøges. Kryds lige fingre for mig.
Hej hej.
P.S. Camillas mave er blevet stor. Det er dejligt.
søndag, april 19, 2009
onsdag, april 15, 2009
påske, gæster og rodbehandling
Av. For. Satan.
Min tand er uden tvivl ved at igen i en sidste desperat aktion at tage livet af mig. Og det er næsten ved at lykkedes, eftersom jeg allermest har lyst til at kaste mig ud af vinduet, hvis jeg var sikker på at det kunne få den her dunkende tand til at holde kæft. En indikator på hvor galt det er, så kan jeg fortælle at klokken nu er 6.21 og jeg har været oppe i snart en time. Og jeg skal ellers først møde klokken 10 i dag.
Så gå dog til tandlæge, vil den kvikke læser måske sige. Og det vil da sikkert også være en fornuftig løsning, hvis det ikke var fordi at jeg har været til tandlæge i går. Og det her er sådan man får det efter man har været under behandling.
Jo påsken har været lidt af en ujævn oplevelse for mit vedkommende. Mine forældre har været på besøg, hvilket var dejligt. Det var rart at se dem igen, høre dem og være i samme rum igen, også selvom jeg lige blev nødt til at have lidt ’personlig tid’ en gang i blandt. Jo, det er ikke altid nemt at bo 4 voksne mennesker på 70 m2. Men det gik. Og så fik vi faktisk oplevet en del. Museumsbesøg, gåture, restaurantsbesøg, middag hos venner, ture i klubben og ikke mindst Nintendo Wii (som de blev ret vild med). I modsætning til mange andre der er på ferie i grønland så havde mine forældre ikke noget behov for at lege turister. Vi har jo boet heroppe i fire år, da jeg var barn og de har siden hen været heroppe et par gange. Så de der turistting som bådture etc. har de prøvet. Så vi kunne slappe lidt mere af, og bare nyde selskabet, læse en bog, spiller et spil eller se en film. Og så må det også siges at det at vi har boet heroppe før har været godt for konversationsåbneren. Der gik ikke mange minutter efter min far havde mødt en heroppe før snakken gik heftigt om ham eller ham eller hende der boede derhenne, du ved nok, og arbejdede hos dem der. Ja, man kunne helt få indtrykket af at han havde kendt dem hele sit liv, og ligeså meget var taget op for at se dem igen. Rigtig hyggeligt, faktisk. Og så betød det jo at jeg kunne blive aflastet en smule (hehe).
Men idyllen skulle jo ødelægges, og det blev den så fredag hvor min nattesøvn kom under pres af en eskalerende tandpine. Det endte dog med at jeg faldt i søvn og næste morgen var det forsvundet. Sådan da. Latent lå der noget og dunkede let, og som bonus var der en irriterende hovedpine, der blev mere og mere prominent, som påsken gik på hæld. Og tirsdag morgen hvor forældre skulle i lufthavnen tidlig morgen, var jeg så oppe endnu tidligere. Min tandpine var brudt ud i fuld flor og det gjorde ondt. For at sige det mildt. Forestil jer den værste smerte i kan, placer den så i en af jeres kindtænder og gang den med to, så er vi ved at nærme os. Av. Og den forsvandt jo ikke. Den var der hele tiden. Heldigvis fandt jeg et trick. Koldt vand. Hver gang tanden fik lidt koldt vand, blev den midlertidig bedøvet. Midlertidig vil sige omkring et minuts tid. Så jeg fik drukket meget kold vand den morgen.
Men Camilla og jeg fik sagt farvel til forældrene i lufthavnen. Min mor var ved at få lidt blanke øjne ved tanken om at tage af sted igen, men min hovedpine og en viden om vi jo snart flytter til DK forhindrede mig i andet end at tænke ’vi ses’, give dem et kram og ønske dem god tur. De kom godt af sted og jeg fik ringet til tandklinikken, der heldigvis kunne afse en tid til mig klokken 9. Og så var det tid til en rodbehandling.
En rodbehandling er et frygtet indgreb af mange, og det er ikke uden grund at udtrykket ”det var lige så hyggeligt som en rodbehandling” har fundet indpas i diverse sprog rundt om i verden. Masser af bedøvelse, kæmpestore bor, døde nerver og bakteriedræbende creme i tanden, lukke sammen og så være lam i hele den ene side af kæften resten af dagen er ikke lige noget man ønsker for sin værste ven eller fjende. Men det fik jeg. Og det er den der bakteriedræber der nu er ved at lave frontalt angreb på de bakterier der sidder i min tandrod. Og det gør så også nas. Måske ikke helt så meget som tirsdags morgen. Men stadigvæk. Ikke sjovt. Langt fra. Av.
Og min hovedpine brillerer ikke med sit fraværd. Øv.
Min tand er uden tvivl ved at igen i en sidste desperat aktion at tage livet af mig. Og det er næsten ved at lykkedes, eftersom jeg allermest har lyst til at kaste mig ud af vinduet, hvis jeg var sikker på at det kunne få den her dunkende tand til at holde kæft. En indikator på hvor galt det er, så kan jeg fortælle at klokken nu er 6.21 og jeg har været oppe i snart en time. Og jeg skal ellers først møde klokken 10 i dag.
Så gå dog til tandlæge, vil den kvikke læser måske sige. Og det vil da sikkert også være en fornuftig løsning, hvis det ikke var fordi at jeg har været til tandlæge i går. Og det her er sådan man får det efter man har været under behandling.
Jo påsken har været lidt af en ujævn oplevelse for mit vedkommende. Mine forældre har været på besøg, hvilket var dejligt. Det var rart at se dem igen, høre dem og være i samme rum igen, også selvom jeg lige blev nødt til at have lidt ’personlig tid’ en gang i blandt. Jo, det er ikke altid nemt at bo 4 voksne mennesker på 70 m2. Men det gik. Og så fik vi faktisk oplevet en del. Museumsbesøg, gåture, restaurantsbesøg, middag hos venner, ture i klubben og ikke mindst Nintendo Wii (som de blev ret vild med). I modsætning til mange andre der er på ferie i grønland så havde mine forældre ikke noget behov for at lege turister. Vi har jo boet heroppe i fire år, da jeg var barn og de har siden hen været heroppe et par gange. Så de der turistting som bådture etc. har de prøvet. Så vi kunne slappe lidt mere af, og bare nyde selskabet, læse en bog, spiller et spil eller se en film. Og så må det også siges at det at vi har boet heroppe før har været godt for konversationsåbneren. Der gik ikke mange minutter efter min far havde mødt en heroppe før snakken gik heftigt om ham eller ham eller hende der boede derhenne, du ved nok, og arbejdede hos dem der. Ja, man kunne helt få indtrykket af at han havde kendt dem hele sit liv, og ligeså meget var taget op for at se dem igen. Rigtig hyggeligt, faktisk. Og så betød det jo at jeg kunne blive aflastet en smule (hehe).
Men idyllen skulle jo ødelægges, og det blev den så fredag hvor min nattesøvn kom under pres af en eskalerende tandpine. Det endte dog med at jeg faldt i søvn og næste morgen var det forsvundet. Sådan da. Latent lå der noget og dunkede let, og som bonus var der en irriterende hovedpine, der blev mere og mere prominent, som påsken gik på hæld. Og tirsdag morgen hvor forældre skulle i lufthavnen tidlig morgen, var jeg så oppe endnu tidligere. Min tandpine var brudt ud i fuld flor og det gjorde ondt. For at sige det mildt. Forestil jer den værste smerte i kan, placer den så i en af jeres kindtænder og gang den med to, så er vi ved at nærme os. Av. Og den forsvandt jo ikke. Den var der hele tiden. Heldigvis fandt jeg et trick. Koldt vand. Hver gang tanden fik lidt koldt vand, blev den midlertidig bedøvet. Midlertidig vil sige omkring et minuts tid. Så jeg fik drukket meget kold vand den morgen.
Men Camilla og jeg fik sagt farvel til forældrene i lufthavnen. Min mor var ved at få lidt blanke øjne ved tanken om at tage af sted igen, men min hovedpine og en viden om vi jo snart flytter til DK forhindrede mig i andet end at tænke ’vi ses’, give dem et kram og ønske dem god tur. De kom godt af sted og jeg fik ringet til tandklinikken, der heldigvis kunne afse en tid til mig klokken 9. Og så var det tid til en rodbehandling.
En rodbehandling er et frygtet indgreb af mange, og det er ikke uden grund at udtrykket ”det var lige så hyggeligt som en rodbehandling” har fundet indpas i diverse sprog rundt om i verden. Masser af bedøvelse, kæmpestore bor, døde nerver og bakteriedræbende creme i tanden, lukke sammen og så være lam i hele den ene side af kæften resten af dagen er ikke lige noget man ønsker for sin værste ven eller fjende. Men det fik jeg. Og det er den der bakteriedræber der nu er ved at lave frontalt angreb på de bakterier der sidder i min tandrod. Og det gør så også nas. Måske ikke helt så meget som tirsdags morgen. Men stadigvæk. Ikke sjovt. Langt fra. Av.
Og min hovedpine brillerer ikke med sit fraværd. Øv.
mandag, april 06, 2009
gæsteforberedelse, afslappende bryllupsdag og mental afrejse
Tiden går og lejligheden lugter endnu en gang af nybagt rugbrød. Yrk. Jo, jeg har de sidste par dage været rimelig overskudsagtig eftersom mine forældre kommer på besøg. I morgen! Gisp. Og så skal det altså se ordentligt ud. Så jeg har støvsuget og gjort rent, møbleret om på kontoret, støvsuget lidt mere, vasket op, ryddet op, købt ind og bagt boller og nu rugbrød til den helt store guldmedalje. Camilla har også været i gang, men graviditeten forhindrede hende lidt i at gå all in. Hun blev lidt mat i går så hun holdte lidt lange pauser. Hvilket absolut er helt okay. Det er ret vigtigt at hun lytter til sin krop. Men hun nåede da en hel del (vasketøjskurven er tom, ovnen er ren og opvasken er væk), så der skal bestemt ikke peges fingre. Under alle omstændigheder ser lejligheden brand godt ud. Så hvis mine forældre beklager sig når de kommer, så får de bank. Eller i hvert fald en kindhest. Eller også skuler jeg bare meget ondt meget længe.
Men jeg glæder mig til at se dem igen. Rigtigt meget faktisk. Det var ikke rigtig gået op for mig før i dag hvor meget jeg egentlig glæder mig til at se mine forældre igen. Jeg har jo ikke set dem sidste sommer, så det er godt 10 måneder siden. Men det er ikke bare det. Jeg glæder mig også til at vise dem lejligheden. Ja, det lyder måske dumt, men det er første gang jeg har haft et hjem jeg faktisk er stolt af at vise frem. Det er vores hjem, mit og Camillas, og den er hyggelig, dejlig, og os. Og det må de gerne se. Og så skal der spilles 10.000 (en gammel familietradition) og mor skal lave grillkylling med pommes fritter (en endnu ældre familietradition). Nam. Det skal nok blive hyggeligt.
Lørdag var ellers lidt af en mærkedag. Det var nemlig 2 år siden Camilla og jeg blev gift. Hold da op. Som sagt så går tiden hurtig heroppe. Eller bare generelt. Det er allerede ved at være 3 år siden jeg tog flyveren til Grønland for at starte min karriere som engelsk lærer i det grønlandske. Og nu er kontrakten snart opfyldt, og jeg kan tage hjem igen. På en eller anden måde føler jeg nogle gange at jeg allerede er taget hjem. Mentalt om ikke andet. Beslutningen er jo taget, så jeg mangler kun at stige ombord på flyveren. Jeg er begyndt at længes efter biografture med kæmpestore popcorn portioner, tegneseriebutikker med et udvalg der altid får en til at føle man har for lidt penge med, butikker med et anstændigt udvalg i cd’er, en sommer øl i en park på en bænk med gutterne i Aalborg, at se familien i Norge og Sverige igen og alle mulige små og store ting. Så det er ikke altid nemt at koncentrere sig om det man faktisk stadig er her for. At undervise. Men det går.
Men lørdag blev fejret på behørig vis. Vi var nemlig på byens nye café, hvor vi desværre kom for sent til brunch, men til gengæld serverede de en udmærket burger med nogen pommes frites tingester. Camilla fik en sandwich med laks og avocado, som hvis var fin. Den var i hvert fald stor. Om aftnen slappede vi fuldstændig af og så film og mens vi lå på luftmadras i stuen med dyner og nattøj, sodavand og chips. Hvis ikke det er et hit så ved jeg ikke hvad er.
Nå, jeg må hellere i seng. Klokken er mange og jeg skal lige nå lidt på arbejde i morgen inden jeg skal i lufthavnen og hente mor og far. Hvis de altså lander. Vejret var lidt tricky i dag, så man kan jo aldrig vide. Men jeg krydser fingre og håber på det bedste. Ellers må de jo tage en dag i Nuuk. Det er da heller ikke det værste.
Ha det.
Men jeg glæder mig til at se dem igen. Rigtigt meget faktisk. Det var ikke rigtig gået op for mig før i dag hvor meget jeg egentlig glæder mig til at se mine forældre igen. Jeg har jo ikke set dem sidste sommer, så det er godt 10 måneder siden. Men det er ikke bare det. Jeg glæder mig også til at vise dem lejligheden. Ja, det lyder måske dumt, men det er første gang jeg har haft et hjem jeg faktisk er stolt af at vise frem. Det er vores hjem, mit og Camillas, og den er hyggelig, dejlig, og os. Og det må de gerne se. Og så skal der spilles 10.000 (en gammel familietradition) og mor skal lave grillkylling med pommes fritter (en endnu ældre familietradition). Nam. Det skal nok blive hyggeligt.
Lørdag var ellers lidt af en mærkedag. Det var nemlig 2 år siden Camilla og jeg blev gift. Hold da op. Som sagt så går tiden hurtig heroppe. Eller bare generelt. Det er allerede ved at være 3 år siden jeg tog flyveren til Grønland for at starte min karriere som engelsk lærer i det grønlandske. Og nu er kontrakten snart opfyldt, og jeg kan tage hjem igen. På en eller anden måde føler jeg nogle gange at jeg allerede er taget hjem. Mentalt om ikke andet. Beslutningen er jo taget, så jeg mangler kun at stige ombord på flyveren. Jeg er begyndt at længes efter biografture med kæmpestore popcorn portioner, tegneseriebutikker med et udvalg der altid får en til at føle man har for lidt penge med, butikker med et anstændigt udvalg i cd’er, en sommer øl i en park på en bænk med gutterne i Aalborg, at se familien i Norge og Sverige igen og alle mulige små og store ting. Så det er ikke altid nemt at koncentrere sig om det man faktisk stadig er her for. At undervise. Men det går.
Men lørdag blev fejret på behørig vis. Vi var nemlig på byens nye café, hvor vi desværre kom for sent til brunch, men til gengæld serverede de en udmærket burger med nogen pommes frites tingester. Camilla fik en sandwich med laks og avocado, som hvis var fin. Den var i hvert fald stor. Om aftnen slappede vi fuldstændig af og så film og mens vi lå på luftmadras i stuen med dyner og nattøj, sodavand og chips. Hvis ikke det er et hit så ved jeg ikke hvad er.
Nå, jeg må hellere i seng. Klokken er mange og jeg skal lige nå lidt på arbejde i morgen inden jeg skal i lufthavnen og hente mor og far. Hvis de altså lander. Vejret var lidt tricky i dag, så man kan jo aldrig vide. Men jeg krydser fingre og håber på det bedste. Ellers må de jo tage en dag i Nuuk. Det er da heller ikke det værste.
Ha det.
Abonner på:
Opslag (Atom)
