Den Store Kulturaften

Ahhh.. jeg sidder lige og velfortjent nyder min fyraftensbajer nummer to. Fyraftensbajer? En lørdag nat? Hvad foregår der dog deroppe i det høje nord, tænker den opmærksomme læser nok. Jamen det er der da en helt fornuftig forklaring på. Vi har nemlig haft kulturaften i Maniitsoq. Eller en slags afart af Open By Night møder Åbent Hus i den lille by.

For snart halvanden uge siden fortalte Per, forstanderen, at kommunen havde bestemt at vi skulle have en ”Kultur aften” her i byen, da det jo er det de unge de vil have. Resten af grønland har haft en (Nuuk og en række andre steder har i hvert fald), så det må vi jo også have, hvis vi skal se os selv i øjnene og hvis vi skal have en chance for at grine med af alle dem der ikke har haft en. Eller noget. Men Per sagde at kommunen i forbindelse med denne ”kulturaften” gerne vil have at så mange virksomheder som muligt havde åbent hus. Så idéen var at man meldte tilbage, hvis man ville være med, og så ville kommunen lave sedler og få reklamer i lokalradioen for arrangementet med navnene på de steder man så kunne besøge. Smart nok, gratis reklame og alt det der. Så det sku vi da bare gøre noget ved. Vi nedsatte et hurtigt ”Kulturudvalg” (det ene skal jo passe med det andet), der efter nogen forhandling og udbytning kom til at bestå af undertegnede, Per og Sine. Det var så vores store ansvar at gøre ATI klar til den store hob af folk, der på selve aftenen ville strømme til. Sine fik ansvar for Kage- og Kaffekontrol samt at blev lavet forskellige ting man kunne se i laboratoriet, Per stod for kontakt til omverden og logistik og jeg fik et overordnet teknisk ansvar arrangementet. I realiteten vil det så sige at jeg skulle lave to storslåede powerpoints, den ene med stemningsbilleder fra vores tre bygninger, ATI Skolen, Postkassen og Skolefabrikken, og den anden med fakta om vores uddannelser der skulle køre både på dansk og på grønlandsk. Ja, selve teksten, indholdet og oversættelsen havde jeg jo folk til, men at lave den med fancy pansy design var lagt i mine kyndige hænder. For slet ikke at snakke om stemningsbillederne, som jeg også skulle ud og tage. Dem tog jeg torsdag, da det er en af de tog dage jeg har undervisningsfri (jeg underviser mandag, onsdag og fredag), men jeg havde travlt den dag. Der skulle tages billeder, laves power point, forberedes undervisning til næste dag, observeres en af Anne Maries timer i forbindelse med min PG og så alt det andet man skal på en almindelig dag på kontoret. Men jeg nåede det hele og var ganske stolt af min egen indsats da jeg tog hjem torsdag eftermiddag.

Fredag startede dog med et slag i ansigtet på det ellers velfungerende ATI Kulturudvalg. Om morgenen inden jeg tager på kontoret drejer jeg jo som regel omkring Pisiffik og ser om de denne gang kan huske hvad et spansk rundstykke er for en størrelse (hende der kan huske det, er der ikke om morgenen for tiden så vi er tilbage til begyndelsen.. suk), og der så jeg en stak papirer med reklame for lørdagens store kultur arrangement, med navnene på de steder man kunne tage hen på både dansk og grønlandsk. Og hvad ser jeg, da jeg skimmer listen? Vi står ikke på den!!! Skandale, tænker jeg med det samme. Sammensværgelse. Inkompetence. Eller noget i den dur. Nogen har i hvert fald lavet en fejl og det kan jo ikke være os, ergo er det kommunen. Jeg marchere med hårde skridt hen til Per og stikker ham listen og spørger om det betyder at vi så ikke må lege med de store drenge alligevel, da det kommer fra ham: ”Det er min skyld… jeg har sgu da glemt at melde os til!” Ak ak ak. Jeg vidste jeg skulle have overtaget magten i kulturudvalget, men af respekt for min overordnede undlod jeg… og det er takken? ”Glemt”? Tsk. Men Per fik lavet nogle voldsomme undvigelsesmanøvrer og i løbet af fredagen blev fadæsen rettet, ATI kom med på en ny liste, der kom ud, reklamen i den lokale radio inkluderede nu også os, og så var det bare op til folk og de havde nået at høre noget som helst. Jeg havde ikke den store tiltro til det.

Men slaget skulle står fra klokken halv otte til halv ti lørdag aften, og vi havde aftalt at vi efter denne årets kulturbegivenhed, uanset om det var gået godt eller skidt, ville have en lille filmklubsaften (det var rent faktisk Anne Marie der inviterede denne gang). Vi skulle se den danske film Drømmen, men den vil jeg vende tilbage til senere. Vi ansvarlige hovedpersoner fra kulturudvalget mødte op ved en seks tiden, hvor der så blev flyttet de sidste borde, sat projektorer og computere op, laboratoriet gjort klar med mikroskoper med alger i, kaffe te og kage gjort klar i klasselokalerne der i dagens anledning var lavet til en slags café. Det var også her i caféen at mine stemningsbilleder kørte på repeat. Klokken passerede de halv otte uden de store hober havde overrendt vores ellers nydelige kaffe sortiment (vi var flere der havde fundet tid til at lave en kage, selv havde jeg lavet en noget sumpen chokolade kage), og jeg tænkte lidt ved mig selv at det her nok skulle blive meget lange to timer. Men så skete der noget, jeg ikke i mine vildeste drømme var forberedt på. Der kom folk. Og faktisk en del af dem. Ikke en kæmpe rush in på en gang, men de kom stille og roligt i en lind strøm, så stedet, spiste en kage, så lidt på billederne, var lige inde og vende i laboratoriet der specielt var et hit hos børnene, der her kunne se på ting under lup og mikroskop, og tog så videre til næste sted der var åbent. Kommunen havde oven i købet lejet byens eneste bus til at køre i rundefart i de to timer arrangementet varede, så folk kunne køre gratis fra sted til sted. Ren luksus. I godt halvanden time var der folk på ATI, ikke så lang tid af gangen, men god udskiftning og os lærere der havde bestemt os at møde op i dag (Per, Sine, Karsten, mig, Christian og Anne Marie) hyggede os da gevaldigt. Specielt underholdene var lokalradioens guerilla jounalist, der kvart over ni kom ind på skolen bevæbnet med en hørebollesnegl og en mikrofon. De sendte live og med et rovdyrs præcision kastede han sig først nådesløs over Karsten, dernæst Per og til sidst et par af vores elever vi havde fået til at komme for at kunne svare på spørgsmål (hvis der kom nogle). Ikke noget med at præsentere sig først (goddag jeg hedder det og det og kommer fra Manitsoq lokal radio og vil lige høre om jeg kan stille dig et par spørgsmål), det var åbenbart udeladt som overflødige høflighedsfraser. Nej, det var med det samme ”Hvad hedder du? Nå og hvad laver du her? Kan du beskrive hvad i laver her? Hvor mange elever har i” etc. Efter det indledende gik det dog vist ok. Tror vi slap fra det med æren i behold, selv om Karsten håbede lidt på at det ikke var live, da han selv mente at jan da vist fik sagt noget forfærdeligt vrøvl.

Men kulturaftenen løb til enden og da vi havde fået de sidste gæster gelejdet ud, var det tid til en god film. Som sagt så vi Drømmen af Niels Arden Oplev. En grumme men utrolig smuk film om overgangen fra den sorte skole til den mere ”løse” skole vi kender i dag, sat i 1969. Stor film og til min overraskelse var den klippet min gode ven Søren B. Ebbe. Ven og ven er måske så meget sagt. Jeg kender ham i hvert fald. Min eks eks eks kæreste og jeg lejede hans lejlighed, da vi var i London helt tilbage i 1996. Han skulle til Danmark, da han lige havde fået et job på en ny dansk tv serie kaldet Taxa (ja, den Taxa) og skulle have nogen til at passe på lejligheden, når han nu skulle være væk i mindst et halvt år. Det gjorde vi så. Og af samme grund har jeg holdt øje med ham på sidelinien, og spejdet efter navnet når der kom en ny dansk serie. Og man må sige han har haft travlt. Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Rejseholdet, Ørnen, foruden film som Pizza King, Flyvende Farmor, En Kærlighedshistorie, Nordkraft og den nye Prag. Men som sagt, ham kender jeg. Lidt. Vil tvivle på at han kan kende mig, hvis han så mig og jeg har sådan set ikke set ham i ti år, men det er ikke så vigtigt. Jeg kendte ham før han blev kendt med de kendte og nede med de fede. Men det var vist et mindre sidespring.

Vi så i hvert fald film, og den var god. Da vi havde set den færdig, ryddet op og alt det kedelige man nu engang skal efter et sådant arrangement, havde jeg en ustyrlig løst til en enkelt fyraftensøl. Ikke mere end det. Bare en og forsøgte at sælge de andre lærere idéen om en enkelt i klubben (men kun hvis der ingen var derovre, da de ellers på dette tidspunkt ville være godt berusede og høre Big Fat Snake på storskærm…). Karsten var med på idéen, men til vores skræk var han løbet tør for kontanter og jeg havde glemt min pung derhjemme (den lå i den almindelige taske, og jeg havde min computertaske med, da vi brugte min computer til fremvisningen… øv). Heldigvis forbarmede Anna Marie sig over os og vi fik lånt en god 50 kroner, der kunne indbringe os en øl hver fra klubbens ølautomater. Men heller ikke mere. Og det var jo et eller andet sted ok. Så vi fik en øl, snakkede lidt om løst og fast, arrangementet og var vist begge lige overraskede over det store opbud der var på denne højhellige kulturaften. Efter en lille halvtime skiltes vore veje og jeg tog hjem, hvor jeg så bestemte mig for at få fyraftensbajer nummer to, jeg nu snart kan se en bund på. Det var også den eneste øl jeg havde i køleskabet, men den smager jo helt godt, når man ved at den er velfortjent. Mmmmm.. Jepper. Og så nåede jeg også lige at blogge inden jeg skal sove. Velfortjent, yderst velfortjent.

Mmmmmm…det var vist den øl.

Take me to your leader

Mand jeg har sovet dårligt i nat. Seriøst dårligt. Kan ikke huske jeg sidst har sovet så elendigt. Det startede med at jeg gik i seng med en knaldende hovedpine. Jeg bestemte mig for at siden jeg alligevel skulle sove kunne det ikke betale sig at tage et par piller. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Jeg vågnede flere gange i løbet af natten og hver gang med en endnu værre hovedpine. Klokken 3 gav jeg op og fik spist et par piller. Det hjalp lidt, men sov alligevel skidt, bare minus hovedpinen.

Men i dag var der fastelavnsarrangement på skolen. Det skulle foregå i 4. lektion (klokken 14.30) hvilket betød at mine timer med C klassen bliver udskudt til en anden dag, hvilket passer mig fint, da jeg var ret træt i dag. Men ikke at jeg tog hjem og tog en middagslur. Nix jeg skulle jo til fastelavns og det i fuldt kostume, jeg lavede i går. Der er jo ikke noget sjovere end at få lov til at klæde sig ud en gang i blandt og der skal altså ikke mere end en veludviklet fantasi før man kan lave nogle ret sjove ting. Og i år var det altså faldet mig ind at jeg skulle være robot. I ved med papkasse på kroppen og en på hovedet, og så tegne lidt på kassen og skære et par huller til arme og øjne og sådan. Nu er jeg bare lidt mere pernippen når deetaljer. Så en papkasse hvor der står Øbro flyttefirma hjælper ikke overbevisende på min robots troværdighed. Så jeg købte to ruller sølvpapir og gik så ellers i gang med tapen. Lidt over en time siden havde jeg kreeret en ondskabsfuld dræber robot, eller måske bare en rar kæmpe der med en metallisk stemme deklarerer ”Take me to you leader!” På skolen blev den så lige opgraderet med et par meget coole sprittusch tegninger af blinklys. Jep der var stil over den. Men prikken over i’et var at jeg på min robothoved havde tapet et blåt politiblink ovenpå, der kørte rundt og lyste. Er det bare sejt eller hvad? Før jeg trak i kasserne tapede jeg desuden mine bukser til med sølvpapir, så de matchede min fantastiske sølv beskinnede overkrop. Og jeg siger jer, der var ikke et øje tørt. Jeg var lidt en helt, men også lidt en sundhedsrisiko at være i nærheden, da jeg havde lavet mit udkigs spalte for højt, så jeg kunne ikke se særligt langt ned. Og det er ikke alle grønlændere der er særligt høje, så jeg blev ved med at støde ind i nogle af dem. Ikke så heldigt, men værre var, jeg kunne jo ikke se tønden man skulle slå den forbandede kat af. Og mine arme var lidt handikappede af kassens udformning, men folk grinede og så var det vel ok et eller andet sted. Bagefter var der fastelavnsboller, varm kakao og uddeling ag kattekroner til kattekongen og dronningen, foruden valg af bedste kostume. Jeg vandt ikke. Øv. Til gengæld vant Maalia, der var klædt ud som sjofel trucker.. hun var ret god, så jeg bøjede mig og pakkede min dødsstråle væk. Hun fik lov at slippe. Denne gang.

Ja, hvad ellers.. nå ja, endnu en mad skandale i den lille pisifik, min yndlingsaversion, hvis det ikke var fordi jeg handlede ind der i tide og utide. Denne gang gik det ud over kartoflerne. Deres system i pisiffik (i hvert fald i denne her) er at tage en stor papkasse og åbne den i bunden, hvorefter man så fylder papkassen med kartofler. Simpelt og effektivt. Papkassen står så på et eller andet bord, så det hele er i en fornuftig højde. Der har jeg da tid købt kartofler. Ingen problem. Jeg valgte dem selv og det gjorde jeg ved at føle på hver enkelt kartoffel før jeg puttede den i en pose, da der var indtil flere der var lidt slatne og havde spirer etc. Men det skulle vise sig at det var meget værre end det. For en ting at man har et system, der tillader dig at have en masse kartofler på et forholdsvis lille areal, men hvis du aldrig skifter papkasse eller i det mindste tømmer den helt, men blot hælder nye på, så sidder der altså ret mange i hjørnerne der bare rådner og rådner og rådner. Man skulle tro disse folk havde fået et hoved til at tænke med, men de bliver ved med at overraske mig. Så en dag jeg kom ind i pisiffik sidset uge, var der 2 stakkelts 14 piegr, der havde fået til opgave at muge ud i den føromtalte. Det stank. Det var simpelthen ulækkert. Grønne kartofler, mug, klamhed en masse. De kan altså skuffe mig gang på gang.

Derudover var jeg på tur i Koldedalen med Anne Marie og Christian her søndag eftermiddag. Det var en skøn, lang gåtur. Vejret var dejligt og et par timers gå tur blev det til. Som Anne Marie sagde så måtte det også dække motionen for den her uge. Jeg er så enig. Vi sluttede turen af med varm, kakao og friskbagte boller. Ikke så ringe endda.

Nå ja så lige på falderebet. I går nat drømte jeg at jeg barberede Sven Ole Thorsen siddende i en sandkasse.. stik den. Til jer der ikke lige kan huske hvem den legendariske Sven Ole Thorsen er, så er det ham dansker fittness manden der er ven med Arnold Schzwartsnegger og har en bitte rolle i alle hans film, hvor han som regel ender med at blive dræbt eller i det mindste få bank. Det er også ham der i Gladiator spiller den gamle legendariske gladiator, Tiger, der alligevel får bank af Russel Crowe, men ikke før han får proklameret på den værste omgang dansker engelsk ”viii hu ar abåut to daj salååt ju” (we who are about to die, salute you). Ganske skrækkeligt moment i filmhistorien, men man kan jo argumentere for at folk i rom og gladiatorer i særdeleshed kom fra hele kloden og ikke talte lige godt engelsk. På den anden side talte de overhovedet ikke engelsk derned i rom, så det giver nok udmærket mening afterall…

Nå, det var alt fra mig i denne omgang. Sov godt. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.

Kaffemik!

Ja ja ja.. jeg ved det godt.. ”skriver han aldrig igen eller hvad? Er han bare den total falske blogskriver? Røv, hvor er han usej.” etc. Men jeg har haft travlt. Rigtig travlt. Ikke så meget med jobbet eller filmklub eller hvad jeg nu ellers render rundt og laver… næh, jeg kom til at love nogle folk i DK at jeg ville skrive et scenarie til deres kongress kaldet Fastaval, der foregår hele påsken et sted i Århus omegnen. For de uindviede kan det nævnes at et scenarie er en historie til rollespil og nej ikke den slags rollespil (liverollespil), hvor man render rundt i skoven med papsværd og slår hinanden i hovedet, men den slags hvor man sidder omkring et bord og slå med terninger og spiser chips og drikker cola, mens man selv synes man er helt vildt sej fordi ens karakter har +4 på sit sværd og kan tale orkisk. Den slags rollespil, der holder altså :)

Det hersens scenarie skulle have været færdig den 1. februar, men der var jeg jo overhovedet ikke i nærheden af at være færdig. Planen havde været at skrive lidt mens jeg var hjemme i julen, men der gik lidt besøge-alle-mulige-og-være-enorm-meget-kæreste i den, så det blev ikke til noget. Og det var ligesom ret svært at sætte sig ned og skrive uafbrudt, da man jo har job, alle mulige og umulige projekter, foruden alle de dårlige undskyldninger man nu ellers kunne komme på, for at tage sig sammen (nej, jeg skriver bare to sider i morgen…). Men jeg fik lidt deadline forskydning og så gik det ellers ret hurtigt. Og den sidste uge har været fuldstændig amok. Jeg har stort set ikke lavet andet end at skrive scenarie alle hverdags aftner. Og så blev jeg endelig færdig med mit scenarie her fredag nat/lørdag morgen (klokken 5.30 ca..). 47 siders blod sved og tarme (det er jo et zombiescenarie). Nu er det sendt af sted til dem der skal have det, så nu er det bare at nyde sin dyrekøbte fritid igen og så må jeg jo klappe mig selv lidt på ryggen. Tak for kampen René. Selv tak.

Derudover er der faktisk sket et par sjove ting hist og her. For jeg har været til min første kaffemik. Kaffemik er grønlands version af åbent hus, og de gør det mere eller mindre hver gang der er noget der skal fejre (bryllupper, fødselsdage, jubilæer osv.). Så hvis de nu har kaffemik hele tiden, hvorfor er det så første gang jeg prøver det? Jo, nu er det sådan at kaffemik som regel starter midt på dagen altså hen ad klokken 12, det vil sige i arbejdstiden. Den (eller de) person(er) der holder kaffemik tager simpelthen fri fra arbejde den dag. Og så skal der bages. For kaffemik kræver nemlig mere end bare lidt kaffe. Til den kaffemik jeg var til, var der kager og mange af dem. Jeg tror jeg talte 7-9 forskellige kager (forskellige lagkager, gulerodskage, æblekage etc.) foruden frisklavede boller, alt hjemmebagt. Ikke noget købehelvede her. Der var tørret rensdyrkød, mattak, rejer, krabbe og fiskesuppe. Og så naturligvis te og kaffe. Men jeg kender jo ikke så mange og det der med at brase ind i fremmede menneskers fest er ikke lige mig, og da slet ikke i arbejdstiden hvor jeg burde enten undervise eller sidde på kontoret og forberede mig. Så jeg har venligt sagt nej til de kaffemik invitationer jeg indtil nu har fået. En kaffemik er nu heller ikke så formel. Det er enten et lille opslag, en mail rundt eller jungletrommerne der lyder. Jeg har endnu ikke oplevet en personlig invitation til et kaffemik. Det kan godt have noget at gøre med at det heller ikke forventes at man skal blive der i super lang tid. Man skal komme ind, sige tillykke, spise lidt af deres mad og så ellers gå igen efter lidt tid, så der er plads til andre.

Derudover er Anna Marie en kilde til et væld af information. Vi deler jo kontor og sidder ofte og småsludre. Som hun fortæller så er kaffemik ikke obligatorisk. Man behøver ikke at komme. Det er helt op til en selv. Men de ser gerne man kommer, og som Anna Marie siger, de lægger skam også mærke til hvis man ikke kommer. Hvis man holder sig for sig selv, kan man hurtigt få prædikatet ”ham eller hende der ikke kommer til kaffemik”, hvilket nok er et socialt stigma på størrelse med det at blive valgt sidst i fodbold i skolegården. Så det skal naturligvis plejes. Man behøver ikke at komme til alle kaffemik, men du bliver nødt til at komme til nogle. Ellers er du en paria på kaffemikkens sociale rangstige. Og det kan vi jo ikke have. Så af frygt for at blive nådesløst stemplet, måtte jeg jo af sted til kaffemik midt i arbejdstiden. Nu er torsdag heldigvis heller ikke den værste dag, da jeg har undervisningsfri. Og kontorpersonalet kørte derop så vi skulle heller ikke gå, Anna Marie og mig. Jeg har helt glemt at sige at det var en ag lærerne, Louise, der fyldte 25 år, der holdte kaffemik. Selv om hun ”kun” er 25 har hun allerede en uddannelse, mand og børn (2 eller 3) og bor i et ret lækkert hus må jeg sige. Imponerende. Tror hun er en tøs der ved hvad hun vil. Og kaffemik der ville hun, for der var det der skulle være. Hold da op. Til det kunne Anna Marie så yderligere fortælle at kaffemik også var en slags måde at demonstrere at man var en god husmor. Alt skulle bages selv og de stakkels koner står ofte i køkkenet til langt ud på natten, dagen før, for at det hele er klar på selve dagen. Så kan de vise at de i hvert fald er rigtig dygtige og folk kan give dem et anerkendende jazz nik og notere i deres kaffemik karakterbog at de står distancen. Nogen steder var der også forsøgt usagte regler som at der skulle være en kage for hvert år der skulle fejres, det gøres dog vist kun til børnefødselsdags kaffemik. Ellers vil det godt nok være et helvede: ”tillykke med de 32 år.. kun 31 kager? Tsk. Det går jo virkelig ikke”. Suk.

Men vi var der en lille times tid, hvor jeg nåede tre forskellige stykker kage, en bolle, rejer og fiskesuppe… mmmmmm. Det var godt. Derefter forduftede vi så igen tilbage til kontoret og videre med arbejdet, forvisset om at jeg for en tid undgår at blive stemplet som kaffemikkens svar på spedalske.

Men jeg vil stoppe her.. er træt og skal tidligt op. Har egentlig meget mere jeg skal fortælle, men det må blive i morgen. Der er både flere madskandaler i pisifik, robotkostumer, søndagstraveture og mystiske drømme, der bare ikke giver mening. Alt sammen en gang i morgen. Det lover jeg.

nørd power!!!

Så var der endnu en gang lørdagskamp på liv og død på den stakkels ATI skole, der måtte læge hus til søvnfrarøvede unge mænd med computere under armen og en fast overbevisning om at de var de benhårde krigere, meget sejere end alle de andre (selv om de godt vidste jeg var lige den my endnu sejere). Jo jo der var LAN party/computerspils bonanza her lørdag aften. Vi havde lært af skade og startede så sent som klokken 19.00 denne gang. De sidste to gange havde vi startet henholdsvis klokken 10 og 11, hvilket resulterede i flere timers venten før der kom nogle folk. Så klokken 19 var Ulrik, Karsten og undertegnede klar, det vil sige vi var i hvert fald ankommet og var ved så småt at stille op. Reglerne er jo at man tager sin egen computer, keyboard og mus med. Skærmen kan man låne, da vi alligevel sidder i computerrummet. Grundet til at man skal tage sin egen computer med at selvfølgelig at skolen ikke har købt fæle gamer maskiner der kan køre videre vildt, men blot noget der ligner avancerede skrivemaskiner, som kan det en computer på en arbejdsplads skal kunne. Så spille kan man ikke med mindre det er 7 kabale, west, eller noget andet meget avanceret.

Men mens vi snakker om at medbringe computere, så plejer jeg jo at medbringe min bærbare computer. Den er nem at have med, den kan køre spillene, dog ikke i verdens bedste opløsning (det er jo en bærbar) og så er den sej og hedder Magnus. Men jeg har længe ønsket mig en stationær computer, og det af flere grunde. For det første fordi min bærbare er ved at have et par år på bagen og trænger lidt til en opdatering, hvis jeg skal spille de nyeste spil. For det andet da jeg gerne vil se de nyeste spil en sej opløsning, men en tredje og sidste grund er en jeg virkelig har mærket det sidste års tid: min nakke gør nas. En bærbar er tænkt som en computer du bruger når du er mobil. Det er ikke tænkt som en computer du skal sidde ved i timevis, dag ud og dag ind. For du sidder og kigger ned hele tiden i en dårlig vinkel. Du har brug for at kigge mere lige, ergo du har brug for en almindelig skærm. Og det har jeg fået nu. Og ikke kun skærm, men en sprit ny computer. Ahhhhhhh… Men hvordan fik jeg dog råd til det spørger nogen måske.. Vel, nu kommer jeg fra et hjem hvor jeg fik at vide at man ikke taler om pengesager, og da slet ikke med fremmede mennesker. Jeg kan da sige så meget at jeg er kommet til lidt penge og jeg bestemte mig for at bruge nogen af dem på noget fornuftigt (i mit hoved er en ny computer i hvert fald fornuftig…nørd), inden de alle forsvandt til regninger (har betalt dem den her gang). Jeg sender i hvert fald lige en stor varm tanke, et knus og en dybtfølt tak til ham der gjorde det muligt. Tak.

Men jeg har fået en ny computer, yay. Det er en 3,8 ghz, 2 gb ram, 160 gb ram (opdaterer på et eller andet tidspunkt med 400 mere) og et 156 grafik kort. Ja, grafik kortet halter, men det er blot til låns indtil mit 512 kommer. Og så skal der skrues op for polygonerne. Yes sir. Men et kapitel for sig er min skærm. Ja det er ikke bare en skærm, det er skærmen. 22” widescreen. Den er større end mit fjernsyn og kræver lidt tilvænning, men nej hvor er den sej. Helt fantastisk, og så fik den ret mange jaloux blikke, under vores store episke kampe.

Det var dog ikke altid helt problemfrit at have en netcafe. Vores netkabler er til tider sat op på håbløse måder internt, nå vi kobler vores eksterne server på (vi låner kablerne, ikke serveren), hvilket resultere i at vi ikke altid kan finde hinanden, og hvad der virker i nogen spil, virker ikke i andre. Normalt plejer jeg at være godt med, men i går gik det galt til sidst. Jeg kunne ikke spille med på Battlefield 2, men det gik fint med både Halo og Alien vs. Predator 2, hvor der så til gengæld var andre der havde lidt problemer. Jeg tror ikke det lykkedes at samle alle parter i et spil på noget tidspunkt, men det var nu en hyggelig aften alligevel. Vi 8 personer der var der fik spillet spil, drukket masser af sodavand, spist chips, råbt og skreget og ellers hygget os, som kun nørder nu engang kan.

Ellers går det fint på Casa del Toft el Maniitsoq. Jeg har fået støvsuget, lavet lasagne, mangler at tage mig kærligt at min forvoksede opvask, og undervisningen går faktisk helt pænt, hvis jeg selv skal sige. Det eneste jeg er bagud med er mit scenarie til Fastaval. Jeg har min deadline i morgen (den er allerede rykket), men jeg tvivler på jeg når det. Jeg synes bare den bliver ved med at vokse. Hver gang jeg vil skrive en sætning er de to nye ting jeg gerne vil have med. Men den er snart færdig (honest), men jeg skulle nok have givet den en hårdere skalle tidligere. Ja, sådan kan det jo gå. Men færdig det bliver den. Aller senest midt i næste uge. Så nu er det sagt. Nu skal jeg bare overholde det. Det må jo så betyde at jeg må slippe tasterne her og gå tilbage til mit scenarie.

Ha det.

puha... sikke en weekend

Så er hende råbekællingen gået i gang inde ved siden af igen. Jeg orker ikke at høre på dem igen og siden de lige har ødelagt mine planer for at komme tidlig i seng (hvem prøver jeg at narre?) så udnytter jeg i stedet tiden på lidt blogskrivning. For at undgå at høre på deres rabalder har jeg taget hørebøffer på og hører nu Editors fantastiske plade The Back Room. Det må absolut være en af de bedste plader der udkom sidste år. Den holder uanset hvor mange gange jeg hører den. Og jeg har hørt dem rigtig mange gange. Men jeg havde ellers lidt af en weekend. Der var både filmklub, øl og settlers på menuen så jeg havde hænderne fulde.

Filmklubben løb af stablen fredag med min Ice Age 1+2 dobbelt feature der startede klokken 20.00. Nu ligger landet sådan at fredag også var den dag hvor de fleste gav los, slog sig løs siden at der nu var penge på kontoen, så risikoen forelå for endnu en aften med tomme sale og mig siddende alene med min squash og en pose popcorn. Hertil hører det at festen mine naboer startede torsdag aften faktisk ikke var en særlig voldsom affære. Den ebbede stille ud omkring klokken 23-24 og jeg fik min nattesøvn. Anna Marie mente dog at det kunne have noget at gøre med at folk på 14 dages løn først fik penge på kontoen om fredagen. Det kunne meget vel hænge sådan sammen, så derfor min frygt for ensomme timer i filmklubben. Og det så da også en smule skidt ud til at starte med. Min trofaste sidekick Karsten havde meldt fra. Han ville drikke et par øl i klubben, da han havde set Ice Age mange gange (han mumlede godt nok om at han gerne ville se 2’eren, men det blev ikke lige denne gang). Men klokken nærmede sig 20.00 og jeg havde fået sat udstyret op, og pludselig om ikke der kom folk. Der var 4-5 af mine normale atx elever og så kom der 3-4 elever fra procestekniker uddannelsen og de havde børn med. Det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Med animationsfilm kan man jo ramme et helt andet segment (… hmmm… måske en aften med cirkeline næste gang?). Vi endte i hvert fald med at være en 15-16 stykker til den første film og godt og vel 11-12 til nummer 2. I forhold til tidligere filmklubsaftener må det betegnes som en stor succes, og det var nu en gang nogle dejlige film. Vi sad i hvert fald og grinede højlydt alle sammen. I starten var jeg godt nok i tvivl om jeg skulle vise filmene med dansk tale men forældrene mente at børnene alligevel var så små at det forstod de ikke endnu. Og grønlandsk tale var der jo ikke ligesom. Så det blev på engelsk (phew… det er bare lidt sjovere på originalsproget).

Lørdag var jeg og alle de andre medlemmer af klubben (ja, undskyld, men jeg mangler stadig at skrive en blog dedikeret til klubben.. skal nok) inviteret til 10 års jubilæum. Det var Benny, ejeren af Hotel Maniitsoq, der fejrede at han nu havde været 10 år i Maniitsoq. Det skete i Klubbens lokaler på behørig maner med gule ærter, stegt flæsk, kogt medister og dertil hørende kogte kartofler. Nu har jeg aldrig været meget for gule ærter, men flæsk og medister er helt fint og når man så ved siden får gratis øl og snaps ad libitum går det hele lidt nemmere. Det var meningen jeg bare lige skulle ned en times tid, vise ansigtet, drikke en øl, råbe hurra og gå hjem igen, men sådan skulle det ikke være. Der skete jo det skrækkelige at da jeg endelig kom der ned, så havde jeg det faktisk sjovt. Der var masser af mennesker fra alle dele af vores lille samfund (men stadig kun medlemmer af vores lille loge agtige klub), og så et par enkle påhæng. For eksempel var den gamle forstander og min nuværende grønlandslære Ib der, med sin kone, byens præst(inde). Så nu er huset velsignet var der nogle der mente. Dertil var der slagteren, rørlæggere, elektrikere, lærere, murere, politi og mange andre folk, der et eller andet sted er rare at kende, når man nu bor i et så lille samfund og i hvert fald skal være her mindst 2½ år mere. Og det gjorde jeg så. Jeg fik snakket med folk jeg kendte og flere jeg ikke lige var sikker på hvem var og der gik op til adskillige øl i den, ud over de der seks syv snaps der var røget ned under spisning. Der blev spillet søm, billard, drukket godt med spiritus, diskuteret vidt og bredt og gerne om alle dem der ikke var der (i kan tro man lærer noget ved at holde sin kæft og lytte). Det endte med jeg stavrede hjemad ved ti tiden om aftenen, hønefuld. Men jeg skulle ikke ofre, til gengæld vågnede jeg klokken 7 med en ond ond ond tømmermandshovedpine. Den bankede hårdt. Noget væske, et par panodil og et par timer mere i sengen gjorde underværker og jeg var ved at være klar til det afgørende slag i settlers, der skulle være ved Per søndag aften.

Stillingen var efter en søndag og en torsdags spil at Per havde vundet to spil i træk (og guderne må vide hvor mange inden jeg kom med i forsamlingen) og vi var nu i gang med tredje spil, hvor han og Henrik stod stærkest, Michael nummer tre og jeg til sidst, da jeg var placeret af helvede til på kortet. Lidt min egen skyld, men sådan er der jo så meget. Så denne søndag skulle dette tredje spil afgøres (vi var begyndt på det sidste torsdag, men nåede ikke at blive færdig). Det var ret tydeligt at hvis jeg skulle vinde skulle der ske et mirakel, og det skete der så ikke. Nej jeg vandt ikke. Men det gjorde Per heller ikke! Yay. Det blev nemlig et glimrende, strategisk spillet spil, der heldigvis for alles ego (undtagen Pers) blev vundet af Michael. Han fik virkelig rykket i de sidste omgange og tog de to ”store” indenom, med en velplaceret vej (man får 2 point for den længste vej, det var det jeg mistede point på i første spil husker i vel nok), en metropol, nogle heldige kort kombinationer og et køligt strategisk overblik. Godt spillet. Det fik han også ros for efter kampen og den tronranede mester måtte anerkende overmagten. Og så kunne vi ellers nyde min medbragte nybagte drømmekage. Jeg kunne jo lige så godt få gjort en tradition ud af det (det med kagebagning altså), så jeg bagte en kage i min tømmermands efterdønninger. Den blev faktisk ret fin, med kokos snask på toppen, jepper. Selv er jeg mere vild med chokoladekage men sådan er der så meget. Den blev i hvert fald godt modtaget uanset.

Nu spiller naboen musik for fulde drøn. Ja musik er måske så meget sagt. Det er noget orgel helvede skråstregs spillemands musik med en knivspids dansktop på grønlandsk. Og lige under det kan man fra tid til anden høre dem råbe af hinanden. Den kærlighed… Suk. Det er dog den ynkeligste og mest dysfunktionelle udgave af et forhold jeg længe har været vidne til. Så skrid dog fra ham, så vi andre kan få lidt ro. Øv. Nå men godnat da, når jeg kommer så langt.

lidt om lidt af hvert (og lidt brok)

Så er der gået penge ind på kontoen. Kan jeg høre. Fra naboen der spiller Safri Duo på fulde drøn. Det vil sige det gjorde de for lidt siden, og nu er der så stille igen. Jeg frygter lidt at det blot er stilhed før stormen. Det er jo ved at være lidt siden de fik løn sidst, siden man i grønland får løn for januar lige før jul. Men nu er der penge mellem hænderne for alle de festglade skabsalkoholister (ja det er der selvfølgelig også for alle dem, der faktisk ikke er alkoholikere, bevares). Problemet for mig at jeg er lidt fanget i løvens gab, da jeg jo bor i en opgang, hvor man skulle tro der boede festglade teenagere, men det er så bare festglade 40-50 årige, der ikke lige har lært at tage hensyn til andre folks sengetid eller bygningens lydisolering eller mangel på samme. Det skal nok blive en spændende weekend. Uden tvivl.

Derudover har jeg været på hospitalet i dag. Nej, nej, jeg har ikke fået endnu et akut vejtrækningsproblem. Denne gang var det lidt mere fredeligt. Jeg har bare usandsynligt ondt i nakke og skuldre, hvilket kommer sig af for meget tid foran den her skærm. Og så er der et eller andet nerveværk der har sat sig fast så min venstre arm gør lidt nas. Men jeg kom der ned og fik snakket med en fysioterapeut (tror nok han var det, han havde en grøn uniform på, men det ku være en sygeplejerske, men jeg tror nok de har hvid dragt på). Desværre var svaret fra ham at jeg skulle lave nogle øvelser, som jeg så fik på et stykke papir. Øvelser? Det vil sige at jeg rent faktisk selv skal gøre en indsats for mit eget helbred? Uhørt siger jeg. Hvad er der sket med de lette løsninger? En pille, lidt massage og så lige et knæk i nakken så er det væk? Det er jo for dårligt at man selv skal tage ansvar for noget som helst. Jeg siger jer, vores sygehusvæsen er ikke hvad det har været.

---

OK 2 ting. Nu er der lige gået en halv time siden jeg sidst skrev og jo de holder fest nedenunder. Pis. Det betyder at hvis det går virkelig hårdt for sig, så kan jeg se frem til en nat på sofaen, eftersom støjniveauet med deres irriterende grønlandske svar på dansktop (ikke at den danske dansktop er et hak bedre) er urimeligt højt. Og når musikken er høj, bliver festaberne jo nødt til at håbe til hinanden. Yay. Mere larm. Selvfølgelig kunne jeg også være heldig og festen slutter klokken 24.00 og alle går til ro, da folk jo skal på arbejde i morgen. Ja, helt klart. Det er da det der sker…

Og så den anden ting. Jeg har lige gennemprøvet mit træningsprogram for min skulde-nakke infiltration. Shit, det gjorde nas. Jeg håber eddermanme det hjælper for det er da selvpineri i højeste potens. Men man får strækket ud, det er der da ingen tvivl om. Jeg kan allerede mærke at min nakke føles lidt bedre. Men der er et stykke vej endnu. Fysioterapeuten anbefalede en uges brug af træningsprogrammet tre gange dagligt. Som han sagde, så var det bedste at man gjorde det 3 gange hver dag resten af livet, men han var realist, så hvis jeg gjorde en indsats i den følgende uge, så skulle det være nok i denne omgang.

Så til noget helt andet. Jeg har holdt mit foredrag om det der smartboard (vores digitale tavle) i dag for de andre lærere, samt et par ekstra. Og det gik jo ret godt hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo). Jeg løb ind i et par tekniske problemer undervejs, men fandt ud af det og blev kun klogere af det. Den er fanme smart, og det lød til at de andre lærere også blev lidt begejstrede for den. Nu skal vi bare have sat vores stationære projektorer op, så er vi (jeg er i hvert fald) klar til at implementere den i undervisningen.

Apropos tavle og problemer, så blev jeg i går nød til at tilkalde pedel assistance midt i undervisningen. Jeg var ved at bruge tavlen men skulle lige vise noget på verdenskortet (de der gamle nogle man trækker ned) der selvfølgelig så satte sig fast, midt på kortet. Så jeg kunne ikke se den verden jeg skulle bruge, og jeg kunne ikke bruge min tavle som kortet nok så behændigt skyggede for. Den ville hverken frem eller tilbage op eller ned. Så jeg sendte en elev af sted efter pedellen, der så blev til vores pedel in spe Nuka, der fik kortet fjernet ved hjælp af en skruetrækker. Væk skulle den i hvert fald. Så havde jeg bare ikke noget kort til undervisningen. Det ville have været smart med en digital tavle, hvor jeg lige kunne hive verdenskortet frem og tegne på det som var det det naturligste i verden. Endda med flere farver, da tavlen har både rød, blå, grøn og sort. Jepper, ingen smalle steder i bredgade.

Derudover er ugen gået med hvad den ellers plejer at byde sig med. Grønlandsk undervisning, sejlkursus, skype med kæresten, world of warcraft, forsøge at skrive scenarie til dk, masser af undervisning og andre arbejdsmæssige opgaver. Grønlandsk må jeg lige vende tilbage med i en anden blog for det er ved at være et kapitel for sig. Det sprog er for sindssygt. Det er utrolig godt at vide noget om, men det er om noget sprog helt anderledes end dansk, så jeg siger da stakkels elever. Og jeg prøver at lære dem engelsk? Deres stakkels hjerner må jo køre på overdrev en gang i blandt (hvis ikke hele tiden). Sejlkurset er også ret så indviklet, men jeg har da lært at sige vinden kommer tværs for agter om styrbord eller noget. Det betyder at hvis du kigger ligefrem på skibet og står ca i midten, så kommer vinden ind fra side på din højre side bagved dig. Det er lidt nemmere at tegne. Derudover snakker vi om pejlemærker der skal være overét, styret eller beholden kurs devierende, logbog, stedlinier, kimingsafstand og 1000 andre fremmede begreber, jeg har lidt svært at få mit hoved til at acceptere som medlemmer af det danske sprog. Forhåbentlig ender det da med at jeg for lært det og jeg så rent faktisk får mit duelighedstegn, så jeg kan sejle lidt rundt her til sommer i skolens lille båd. Det vil være lidt sejt.

Orv ja, jeg fik lige irriterende nyheder i går. Vores pædagogikum, der ellers var lagt sommer i Qaqortoq og vinter i Ilulisat, har lige fået skiftet byer, tillnoget af det mest dødsyge du kan forestille dig. Sommermodulet er nu i Nuuk. Røv. Og endnu værre – vintermodulet ligger nu i Maniitsoq!!! Hvad fanden har de gang i? Nu får jeg jo overhovedet ikke set Grønland som det var planen. De kan sgu da ikke bare ændre det hele tiden. Det er eddermame fejt. Det synes jeg. SÅ nu er der ingen sydgrøndland til mig til sommer og ingen nordgrønland (i hvert en del nordligere en Maniitsoq) til næste vinter. Jeg tror jeg vil klage. kan de ændre det en gang, kan de vel ændre det igen. Jeg kan bare ikke se pointen med at være i Nuuk. Der er jo alt for mange distraherings muligheder (det er jo en storby), hvilket der jo ikke vil være hvis man er på et hotel i en lille by, Så skal du nemlig nok få lavet dine lektier om aftenen. Det bliver nok sværere i Nuuk. Der er jo restauranter der skal prøves, en biograf der skal besøges, en svømmehal osv. Nuuk er da en fin by, men jeg vil bare hellere bo på et crappy hotel i sydpå og så se noget, i stedet for at bo i luksus og se hovedstanden en gang til. Så fantastisk er den altså heller ikke. Hmmm… jeg må se hvem det er jeg skal snakke med. Det er vist en dame der hedder Lisbeth der har det sidste ord. jeg må hellere skrue den gamle charme på og se om hun ikke kan se det fornuftige i at jeg får set landet, nu de er så heldige at have mig heroppe. Det er da kun rimeligt. Nemlig.

Men det er vist nok for nu. Jeg vil gøre et forsøg på at gå i seng, selv om klokken kun er 23.26. Festen er vel ikke engang på sit højeste endnu. Jeg krydser fingre for en god nattesøvn og håber at der kommer nogen til min filmklub i morgen. VI skal jo se Ice Age 1 og 2, så nu må vi jo bare vente og se om der kommer nogen. Vil man se på de små glæder kan man jo kun takke for at der ikke er nogen økonomi involveret i den filmklub, ellers var vi da vist gået konkurs for længst. Glæder mig i hvert fald til at se filmene om ikke andet.

Godnat (…måske).