En meget stor dag (og alt det andet)

Så skete det! Endelig! Og nej, jeg taler ikke nu om min fødselsdag som jeg havde her for lidt over en uge siden. Nej nej, det er meget vigtigere. Jeg er blevet level 80 i World of Warcraft i dag!!! Hurraaaa for mig! Endelig er jeg nået op på niveau med de andre og endelig kan jeg få sjælefred. Ja ja, jeg er ikke færdig med spillet (meeeeeegeeet langt fra), men nu har jeg da i det mindste ikke mere det at tænke på.

Til mit forsvar skal jeg lige sige at jeg faktisk har lavet andet end at spille computer de sidste 14 dage. På skolen har jeg nærmest lagt vandret i luften med op til 26 timers undervisning på en uge samt lange møder ved siden af. Yrk. Det er heldigvis ovre nu. Nu er der lige en arbejdsdag eller to tilbage og så er det juleferie. Ah.. herligt. Jeg er så småt begyndt at holde juleferie allerede. Eleverne er taget af sted og jeg tager nu på arbejde kun lige for at få ordnet nogle projekter der er blevet negligeret de sidste par uger.

Men som sagt har vi haft travlt. Faktisk så travlt at jeg heller ikke har kunne slappe af i weekenderne. I hvert fald ikke weekenden omkring min fødselsdag. Fredag havde ATI julefrokost på Hotellet, lørdag havde vi julefrokost med den nærmeste omgangskreds hos Markus og søndag havde Camilla og undertegnede kaffemik (åbent hus) i forbindelse med min fødselsdag. Puha. Julefrokosten på hotellet på som sådan fin nok, men jeg var fuldstændig ødelagt (læs: træt) og aldrig har drukket så lidt til en julefrokost - og så var der oven i købet fri bar (så længe vi holdt os til øl, vand og snaps). Men det var da hyggeligt. Det var bare svært at være intime siden at hele restauranten var fyldt med gæster.

Bedre blev det dagen efter da vi skulle have julefrokost hos Markus. Jeg havde fået sovet det meste af trætheden væk og var ved at være klar igen. Før vi skulle samles blev vi dog nødt til at få forberedt os lidt til vores kaffemik, så vi fik lavet lagkage, æblekage og købt det sidste ind og sådan. Omkring de seks var vi så på vej til Markus (vi blev kørt, eftersom Camilla stadig humper rundt, den stakkel), med øl og gaver til pakkespil. Det vil sige at jeg faktisk havde glemt min pakke derhjemme og måtte tilbage igen. Typisk. Jeg lavede samme nummer året før. Men alt gik godt. Det var en rigtig julefrokost med alt for meget mad, god snaps, for mange øl, høj musik og ét kamera. Bjarke, en af de nye fra Masanti, havde taget sit super kamera med og så kan i tro der blev taget billeder. 800 styks for at være mere præcis. Nogle mere flatterende en andre men sådan er det jo med billeder og fest. Da klokken slog omkring de tre tog Camilla og jeg hjem, eftersom vi havde et åbent hus dagen efter og det ville være lidt ærgerligt hvis vi lugtede af sprut og ikke have nået det vi skulle. Som sagt så gjort. Vi tog hjem og festen fortsatte. Hvor lang tid den fortsatte er der lidt blandede meldinger om, men efter vi gik døde den lidt ud for så at live op igen omkring de fem stykker og fortsætte til et sted mellem halv otte og ni. Cirka. Godt vi tog hjem. Og så havde jeg fødselsdag!

Hele ugen før min fødselsdag havde jeg nærmest ikke snakket om andet. Fødselsdag, gaver og det uomtvistelige problem at min kone altid sover længere end mig. Når det er ens fødselsdag så skal man vækkes med gaver og sang. Det burde ikke være nødvendigt at skubbe sin bedre halvdel ud af sengen, før der sker noget. Det var dog ikke så slemt som jeg havde forudset. Jeg tror jeg vågnede fem ti minutter før Camilla gik op af sengen og fandt det hele frem. Så indtil hun kom tilbage sov jeg min indøvede rævesøvn.

René 'sover': ”ZZZZZZZZ…”,
Camilla kommer syngende ind: ”I dag er det Renés fødselsdag..”,
René 'vågner' og er 'totalt' overrasket: ”Nej, sørme om du ikke vækkede mig der. Det var vel nok en overraskelse.”

Hun fattede overhovedet ikke mistanke. Hæh. Men gaver, det var der. T-shirts, sokker, cd’er, dvd’er, spil, bøger og sågar en lommelærke blev det til. Nice!

Vi kom op og fik bagt og kokkereret til den helt store guldmedalje. Nogle gange er det bare dejligt at være gift, thi Camilla virkelig gik op i den her. Friskbagte boller, æblekage, brunsviger, lagkage, samt alverdens godter, tilbehør og kaffe, the og varm kakao. Jo, der var det hele. Ikke fordi hun lavede det hele selv, jeg hjalp hvor jeg kunne, men hun var da absolut hjernen bag den kaffemik. Ingen tvivl om det. Og folk var skam også meget glade når de kom. Udenfor var det nemlig blevet snestorm og er der noget bedre at komme ind til i en snestorm end friskbagte boller og varm kakao? Nej, vel.

Nu ved jeg godt at flere af jer tænker ”snestorm, hva? Så har han sgu nok ikke været så god i år alligevel”, men der tager I fejl. På Grønland siger man nemlig ikke at du har været dum/uartig/uduelig etc. hvis vejret er dårligt. Nej, hvis der er dårligt vejr, så er det fordi vejret er misundelig på at du har fødselsdag. Så vejret var åbenbart meget misundelig. Men det forstår jeg også godt, for det var dæleme hyggeligt. En anden tradition der er lidt ud over det sædvanlige når det kommer til fødselsdage er at dagen før man har fødselsdag, så kommer folk og holder sig for næsen og siger ”puhh, hvor her lugter”. Jeg har ikke helt genneskuet hvorfor, men det er noget med at man lugter gammel eller noget. Lugten stopper i hvert fald på selve fødselsdagen. For så er man frisk igen (eller noget).

Ugen efter var det buisness as usual, med undervisning, undervisning, undervisning og så.. fri! Vi havde fælles morgenmad fredag og så var det halve år forbi. Vupti. Så jeg tog lidt tidligere fri og nød vejret, der nu er blevet ret så meget bedre. Koldt, men dejligt. Om aftenen havde vi Mikael og Markus ovre til biograf i stuen, hvor jeg havde lånt (og har stadig væk) en projektor fra skolen. Så kan i godt nok tro vi fik set noget films. Jeg må nok sige at den nye Batman virkelig levede op til forventningerne. Herligt. Resten af weekenden har så gået med afslapning, se lidt tv med fruen og en intensivering af min World of Warcraft indsats der så kulminerede i min store milepæl der kom i dag. Yay mig.

Den her uge står så på de sidste arbejdsdage, skrive lidt, spille lidt Warcraft, planlægeg julen som vi skal holde med Mads og Marie, og så har vi inviteret til Nintendo Wii aften på fredag. Hvilket vil sige virtuel bowling og tennis en masse. Julen er over os og jeg nyder det i fulde drag.

Pas godt på jer selv.

Det sørme det sandt december...

Puha som tiden flyver når man har pisse travlt. Så skrev jeg blog og vupti var der så gået 14 dage mere uden at man lige fik sat sig ned og skrevet et par linier. Men det må jeg så råde lidt bod på nu. For der er sket mangt og meget siden sidst.

Sidst skrev jeg ret så nedtrykt om mit manglende spil der aldrig kom med posten. Lad mig bare lige slå fast at det faktisk ankom. Og er en af de primære årsager til at jeg ikke har fået skrevet så meget som et komma siden sidst. For jeg er jo bagud i forhold til resten af min guild, så der skal arbejdes for det. Men jeg har indhentet meget, og er nu level 75. Så fem levels tilbage før at jeg når toppen (som flere af min guild jo naturligvis allerede er). Så de sidste to weekender, samt de fleste aftener har stået i world of warcrafts tegn. Også i den grad. Heldigvis har jeg en meeeegeeet forstående kone. Hun ved hvor meget jeg har ventet på det her spil, hvor meget jeg er bagud og i det hele taget acceptere mine store julelys i øjnene når jeg snakker om hvor fedt er et være level 75 hunter med sin gorilladin og være i instance med gutterne og smadre nogle mobs med noget seriøst veltilrettelagt dps. Men som hun så diplomatisk sagde den anden dag; ”det er fint at du spiller meget lige nu, men det skal du ikke blive ved med..”. Tja, der er vel altid en grænse.

Tingene har dog også ændret sig lidt siden fredags. Der skete nemlig det meget uheldige at Camilla faldt på den nådesløst glatte is, da vi var på vej i byen efter en hyggelig middag. Camilla er desværre samtidig så uheldigt indrettet at hendes bentøj er enormt skrøbeligt og det hjalp absolut ikke at hun landede på knæene. Og slog den ene knæskal af led. Det gjorde nas og vi tog en taxa hjem med det samme. Op på sofaen med ispose på knæet og sådan har det så været siden. Men i dag er hun da så småt begyndt at humpe rundt uden at det ser ud til at gøre fuldstændigt sindssygt ondt. Men siden hun ligger på sofaen og laver så lidt som overhovedet muligt, gæt hvem der så laver alt andet? Jep, mig. Opvask, madlavning, rengøring (kun det aller vigtigste, det der kan ses når man nu får gæster), og ellers almindelig tjener og sygeplejer 24 timer i døgnet for den stakkels patient. Pudsigt nok bliver Camilla ved at sige ”vi” hver gang hun kommer i tanke om noget der skal gøres, selvom hun udmærket godt ved hvem der kommer til at stå for faktisk at gøre det .. ”skat vi en skraldepose der skal ned, vi burde også lige tage kosten under bordet her inden Mads og Marie kommer, og vi trænger til at vande blomster…” Så VI er blevet er smule trætte af at rende rundt og hele tiden at blive afbrudt i VORES spil. Men den stakkels pige har det heller ikke nemt. Hun keder sig bravt og jeg forsøger så godt som jeg kan, samtidig med at tingene spidser en smule til på arbejdet. For jeg har travlt. Denne uge har jeg 26 timers undervisning, foruden to meeeegeeet lange møder, så hvornår jeg skal finde tid til også at forberede mig, kan jeg ikke helt se endnu. Heldigvis har jeg jo gjort mange af tingene før, så jeg håber det går på rutinen indtil at jeg når mit moratorium her til jul. Ahhh… Og så vi håber på snarlig bedring, for Camilla har lovet at stå for ALT næste uge. Så det glæder jeg mig til, eller rettere det glæder VI os til.

Men det skete jo mange andre ting i sidste uge. Vi (her taler jeg om Grønland og ikke om kun Camilla og undertegnede) havde, som den velinformerede læser nok allerede ved, valg sidste tirsdag. Og det forløb uden den store dramatik. 75-80% sagde ja og resten sagde nej. Det var aldrig hverjkenm farligt eller spændende. Politikerne fik som de gerne ville have det (undtagen Demokraterne der havde agiteret for et nej), og næsten alle var glade og stolte for nu kunne de kalde sig et anerkendt folk og være herre i eget hus og bare vente på at millionerne fra undergrunden begynder at rulle ind på bankkontoen. Hurra. Eller noget. Det er vel okay. Nu må vores dejlige folkevalgte politikere bare ikke falde i fælden og begynde at tage områder hjem de ikke økonomisk er klar til endnu. Men de kunne nu godt finde på det, for de har jo penge nok og lidt for stolte grønlændere (i den betydning at siden Grønland nu er så godt som selvstændigt så skal alt hvad der komme til Grønland af afdelinger etc. også til Grønland og det kan ikke gå hurtigt nok, for Grønland kan selv). Men jeg er da glad på deres vegne, dog afventende for resultatet på længere sigt.

Selv går jeg lidt for tiden og synger ”det sørme det sandt december” lidt for mig selv, for i dag er det jo gået hen og blevet december og dermed også sådan rigtig jul. Og det kan også mærkes på skolen. Vores rengørings damer tager julepyntningsritualet meget seriøst, så hele skolen er stille og roligt ved at blive omdannet til Gertrud Sands stue. Der er kravlenisser, julekort og guirlander overalt og naturligvis julestjerner med lys i i hvert et vindue (noget som grønlænderne gør meget i). Så bare vendt, om en uge er det betydeligt værre. Eller bedre. Alt efter hvordan man har det med mængden af julepynt. Men jeg har også lavet noget julepynt for onsdag stod i juleklipningens tegn på skolen. Vi havde huset fyldt med elever og familie der alle lavede julestjerne og skar uroer ud og tegnede og klippede og klistrede til den helt store guldmedalje. For der var faktisk præmier for den mindste julestjerne og den flotteste rose (af det dersens crepe papir) og så for længste guirlande på tid (konkurrence mellem klasserne). Men der var til min store skuffelse hverken præmier for den sejeste juleninja eller cooleste jule moskus, noget som jeg ellers havde brugt lang tid på (som billedet i al sin tydelighed viser). Heldigvis var der på æbleskiver, varm kakao, pebernødder og chokolade kage (den sidstnævnte havde jeg bagt), så jeg hyggede mig da også. Og i morgen skal ninja nissen op og hænge på kontor døren under overskriften ”Du må have en farlig jul og ninja nytår!”. Nemlig ja.

de 11 millioner og mig, Maniitsoqs hjemmebiograf og håbet om en mixed double

11 millioner nørder sidder nu og spiller world of warcrafts aller nyeste udvidelse ”Wrath of the Lich King”, man med savlende dirrende læber har ventet med længsel i godt et år. Udgivelsesdatoen den 13. november har mange set frem til som små børn ser frem til juleaften, og natåbent på udgivelselsesdagen var en realitet selv i Danmark. Men ikke her på Grønland. Heroppe er der vel ikke mange der ve at der er noget der hedder World of Warcraft i det hele taget. Måske i Nuuk, hvor man godt kan spille det på netcafeer. Men i Maniitsoq er det umuligt at opdrive spillet, så jeg har været nødsetdt til at forudbestille det via en engelsk hjemmeside og dermed få den med posten. Og det startede da også meget godt. I mandags (den 10. november) fik jeg en mail om at nu var pakken sendt – YES! – hvilket i bedste fald betød at jeg faktisk kunne få den på selve dagen torsdag eller måske allerede onsdag. Nå nej, vi får jo ikke fly fra Kangerlussuaq om onsdagen, så ingen post den dag. Nå men så kommer den torsdag. Nej, heller ikke. Dårligt vejr. Fredag? Heller ikke, dårligt vejr, så ingen fly og ingen post og derfor ingen spil til mig. Lørdag har posthuset ikke åbent, men det gjorde hverken fra eller til for vejret fortsatte hele weekenden og mandag med. Problemet er ikke så meget at der er dårligt vejr, for det har vi sgu så tit heroppe. Problemet for lufthavnen ligger også i at temperaturen lige nu ligger og svinger omkring de 0 grader. Det betyder et mix af is på landingsbanen blandet med uhyre mængder vand der bliver ved med at fosse ned, blive til lidt sne i ny og næ og så til regn igen. Og Maniitsoq lufthavn er af en eller anden uvis grund ikke i besiddelse af afisnings udstyr (lyder lidt dumt, men det skrev Sermitsiaq her). Men uanset afisningsudstyr så tvivler jeg på at der er mange fly der kan lande for tiden nogen steder overhovedet. Air Greenland havde allerede i går 300 strandede passagerer rundt omkring på kysten og i dag er det ikke blevet bedre. Et Danmarks fly måtte vende tilbage til Danmark med uforrettet sag og vi fik kun et ud af tre fly til at lande i dag og det var den fra Nuuk, og ikke den fra Kangerlussuaq. Så jeg har stadig ikke modtaget nogen pakke så jeg kan komme videre med mit spil, jeg har spillet de sidste fire år. Jeg har det lidt som Kaizers Orchestra synger på deres nyeste skive: ”Der fins to typer folk, den eine er alle de andre og den anden er meg”. 11 millioner hygger sig med nye levels og kæmpe nye områder med masser af action og jeg er fanget i byens kæmpestore sjap-o-rama af sne, slud og vand. Den bedste beslutning jeg gjorde i dag var at tage termostøvler på da jeg skulle på arbejde. Og mine regnbukser var også et hit. Et andet hit ville være post.

Men bare fordi man ikke kan få lov til at få post skal verden jo ikke gå i stå af den grund, selv om det godt kunne føles sådan da jeg gik weekenden i møde uden min post. Så Camilla og undertegnede inviterede i stedet Mads, Marie, Alma, Tea og Markus til Maniitsoq Biograf i vores stue vel og mærket. Vi havde lånt en projektor på skolen, sat den til en computer med lyden over mit anlæg og indrettet stuen så alt var rettet mod ”lærredet” (hvilket var endevæggen i vores stue). Bagerst stod sofaen, foran den kom vores to sofastole, mellem dem stod projektoren på et lille bord og foran sofastole og projektor havde vi pustet vores kæmpe to personers luftmadras på, så man også kunne ligge der. Der var linet på til den helt store film aften, men det var ikke en hvilket som helst film aften – det var nemlig en film og burger aften. Så inden filmene begyndte af rulle over lærredet havde vi bagt brød, stegt bøffer (både vegetarudgaven af røde linser og noget andet godt og varianten bestående af hakket moskuskød og masser af det), hakket salat, agurk, tomat og alt det der ellers høre sig til i en rigtig burger. Nøj, den smagte godt. Det er simpelthen år og dage siden jeg har fået burger og jeg siger dig, den var al ventetiden værd. Og så havde vi lånt et par films for det hele ikke skulle være noget jeg allerede havde set og som stod i min samling. Men vi startede med to børnefilm, ”Monsters Inc” Og ”Lille Virgil og Orla Frøsnapper”, eftersom lille Alma også var med. Da klokken blev ni og Orla var blevet færdig blev Alma puttet i vores seng og så fik vi set noget action og noget engelsk humor. Da klokken blev 2 stoppede vi, Mads, Marie og Alma tog hjem og vi andre bestemte os for at kigge ned i klubben. Vi skulle bare lige vende, men det viste sig så at tage lidt længere tid end planlagt. Men hyggeligt var det. Faktisk så hyggeligt at Camilla og jeg først var hjemme lidt over seks om morgenen(!). Pokkers lang tid siden jeg har holdt så længe, men det har nok også noget med at gøre at indtil klokken 2 havde drikkevarerne udelukkende bestået af sodavand. Man servere jo ikke alkohol i en biograf.

Søndag gik med at spise lidt burger (igen), ligge og se film på vores store lærred (igen igen) og ellers slappe helt af. Det var en god søndag.

Og i dag regner det som sagt. I morgen ser vejrudsigten ikke bedre ud, så min post lader nok vente lidt længere på sig. Til gengæld skal jeg ned i den lokale sportsforretning og købe en badminton ketcher. Jeg skal nemlig i gang med badminton sammen med Tea. Camillas led kan ikke klare den slags udfoldelser så Tea og mig har slået os sammen og vi er lige ved at finde ud af om der måske gemmer sig et par stykker mere, så vi kan få gang i en double. Det kunne være ret dejligt, da man så ikke skal hoppe så meget rundt som ved single. Min motion kan jo ligge på et meget lille sted.

Nå, det var vist nok for i dag. Jeg har lige et par stile jeg skal have rette inden jeg går til ro. Hav det.

den lille bloguge #6: kort og godt

Vi har fået nisser. Jeg er overbevist om at vi har fået madglade nisser. For uanset hvor meget vi vasker op, så forsvinder den aldrig. I går var den så stor at vi blev nødt til at tage den i etaper, hvilket i realiteten betyder at vi ikke blev færdige og i står der så på mystisk vis ligeså meget som i går. Man skulle tro at der var uvorne opvaskenisser på spil, der sniger sig ind om natten og sviner en masse bestik og tallerkner til for at vi endnu engang næste morgen har noget at give os til.. suk. Livet er for kort til opvask.

Men i dag lykkedes det så at få båden op af vandet. Jeg ringede om morgenen og fik så en tid til ophaling klokken 15.00. Lidt over 15 var min båd så op af vandet og på ladet af en ladvogn og lidt efter på sit stativ foran ATI. Hurtigt og effektivt. Nu mangler jeg så bare at tømme båden og dække den til med træplader over kahytten og presenninger over hele båden så den er klar til den lange kolde vinter.

Lige et par updates før jeg går i seng (jo det bliver en kort blog i dag, troede ikke jeg havde det i mig):

Vores nye lærer er ikke taget hjem! Det vil sige at han nu har været her over en uge. Så jeg tror på det nu. Ja, han har sågar haft sine første undervisningstimer nu, og siden han ikke har løbet skrigende bort (endnu) må det være et godt tegn.

Skal også lige nævnes at vores personlige dørsælger Sarah nåede at komme hele to gange mere sidste uge efter jeg skrev bloggen. Så hurra for det.. eller hvad man nu siger til det.

Ha det godt. Og sov godt.

Den lille bloguge #5: drømmen om en Ph.D. i lingvistik

Grønlandsk er et besynderligt sprog. Jeg har nu haft sporadisk undervisning i sproget i lidt over to år og der er da noget der begynder at hænge fast, men der vil da absolut gå mange år før jeg vil være i stand til at holde en bare nogenlunde samtale. Det hjælper heller ikke at det er så fundamentalt forskelligt fra det danske sprog (eller generelt europæiske sprogstammer), og er opbyggeligt i små tillæg til det enkelte ord. Tror vores lærer startede med at kalde det et polysentetisk sprog (sammensat af mange små dele). 80% af alle ord er ”født” som udsagnsord og så kommer der ellers tillæg på tillæg til at ordet til sidst er en sætning, et sted eller det der ligner. Lad mig tage et eksempel: Restaurant.

Restaurant hedder på grønlandsk neriniartarfik, og betyder direkte oversat Stedet hvor man plejer at have til hensigt at spise. Stammen er nerivoq, der betyder at spise. Niar er et tillæg der betyder har til hensigt, tar er lige med plejer og fik betyder stedet hvor. Så sammen betyder det hele så det der sted hvor man har til hensigt at spise. Egentlig meget logisk. Bortset fra så at værtshus hedder imerniartarfik, hvilket betyder stedet hvor man plejer at have til hensigt at drikke vand. Og jeg har været på grønlandske værtshuse og de plejer absolut ikke at drikke vand. Men måske skal man se det som en hensigt om at drikke våde varer?

Og så er der alle deres bøjninger. Jeg var aldrig god til tysk fordi der var alle de mærkelige bøjninger. Men tag det så og gang det med mange, så har du grønlandsk. Plus så at der ikke er nogle som helst ord der minder om noget du kender. Arh, det er måske lidt løgn. Der har sneget sig et fåtal af danske og engelske ord ind som så er blevet grønlandiseret, om du vil. Æble hedder ibili, bil er biili, farvel hedder baj (fra goodbye). Og der er flere af den slags. Selv navne får en grønlandsk behandling. Knud hedder for eksempel på grønlandsk Kunuk.

Men for at vende tilbage til bøjningerne. Det er altid den sidste del af ordet der viser hvem der gør hvad. Nerivoq viser os at det er han, hun eller den der spiser. Nerivunga så er det mig der spiser - altså jeg spiser eller spiste, som det også kan være. Vi har nemlig på grønlandsk ikke fortid og nutid og fremtid. Vi har fortid/nutids bøjning, og fremtid. Så nutidsbøjningen kan også betyde at det er sket. Det må man så hører ud af konteksten. Til gengæld er der så også når/hvis og da/fordi bøjning. Så hvis man siger ”jeg spiser når maden er færdig”, så vil jeg spiser være nerivunga (sådan lige ud af landevejen) men når maden er færdig få en helt anden endelse og ikke bare voq (eler poq) som det sig ellers ”plejer”. Så skal man over på en helt andet tabel med tyve nye endelser. Og så er der endelserne for genstandsled (jeg tager den) og … hvordan man nogensinde kan gennemføre en samtale uden en ph.d. i lingvistik kan nogensinde gå over min forstand. De må have nogle kloge unger heroppe.

Der er også ret så mange ord der minder om hinanden men absolut betyder vidt forskellige ting. Hvis ikke man passer på kan man komme grueligt galt af sted.

Eksempel #1: Arnaq betyder kvinde, mens annak betyder lort. Så da jeg sidste år havde en elev ved navn Arnannuaq (betyder lille kvinde) gjorde jeg mig ellers umage for at udtale R’et, men endte alligevel med en storgrinende kommentar om at ”du har altså lige kaldt mig lille lort”. Resten af året blev hun så kaldt ved hendes efternavn, Hansen.

Eksempel #2: Nuliara betyder min kone og naluara betyder det ved jeg ikke. Så når jeg kommer med min kone nede i byen og de spørger "Kinana" (hvem er det?) så skal jeg altså sige det første og ikke det sidste. Ellers kan det hurtigt blive pinligt…

Nå, det blev lige en lille blog om det grønlandske sprog. Jeg vil bare benytte lejligheden her til sidst til at sige at hvis der er grammatiske eller stavemæssige fejl i min korte gennemgang af det grønlandske sprog, så undskylder jeg på forhånd. Jeg har desværre ikke en ph.d. i lingvistik, og grammatik har aldrig været min stærke side. Så bær over med mig. Jeg prøver i det mindste, men det dælme ikke nemt.

Takuss (vi ses).

Den lille bloguge #4: Oprørsk efterskole revy, blog blokerende bytur og ophalingsbestillingsproblemer

I går var vi til revy. Revy siger du? Ja den er god nok. Efterskolen havde i forbindelse med vores stort anlagte (not) kulturweekend lavet en revy, på meget kort tid og udelukkende med elever (men med lærernes hjælp). Revyen er dog ikke en del af det officielle kultur program, eftersom det var kulturprogramsudvaget ikke sikker på kunne passe ind. Hvad fanden er det for en holdning? De skal da tage imod alt det initiativ de overhovedet kan finde i den her udørk af et kultur landskab. Initiativ er noget af det dyrebareste man kan have i et land som Grønland, om ikke andet så da for at vise efterskolens elever at byens står bag dem. Men det var åbenbart for meget forlangt. Til gengæld var efterskolen ligeglade med om de var med på programmet eller ej, og lavede plakater som de satte op rundt i byen og havde så forestilling fredag klokken 20.00. Sådan! Initiativ!

Det skal siges at den eneste grund til at jeg bevægede mig af sted til en efterskole revy er for at støtte Mads og Marie, der jo er lærere på skolen og egentlig også for at støtte eleverne. Det må være svært at være så langt hjemmefra og så ikke føle sig velkommen. Så Camilla, Tea og undertegnede havde en hyggelig middag og tog så til revy. Vi havde frygtet at vi ville ende som de eneste publikummer, men heldigvis blev der næsten fyldt i lokalet. Og vi hyggede os. Jo, stykket og skuespillet var måske ikke verdens bedste, men eleverne var charmerende nervøse og selvom musikerne og sangerne måske ikke altid fandt tonen så red hele forestillingen på en følelse at ”vi gør det famne alligevel”. Og selv om det meste var på grønlandsk fattede man som dansker sagtens en del pointer, så man kunne sagtens more sig. Hele forestillingen tog omkring en times penge og bagefter var der kaffe og kage på efterskolens kollegium. Det fik vi så. Det vil sige jeg drak the eftersom jeg stadig ikke har lært at drikke kaffe. Jeg ved det godt – så bliv dog voksen. Men det må blive en anden gang.

Efter et par stykker kage (og the) tog Tea, Camilla, undertegnede og efterskolens forstander Flemming, i klubben. Flemming havde aldrig været der før og var både forbavset og henrykt over at der var sådan en oase midt i dette kolde hvide landskab (orv, ja, sneen har lagt sig og det er blevet godt koldt igen). Det var egentlig planen at jeg skulle tidligt (eller i hvert fald tidligere) hjem så jeg kunne nå at skrive blog inden jeg kom i seng, men selskabet var godt og klubben emmede god stemning og lutter kendte mennesker. Så det blev en lang og hyggelig aften/nat, der endte på Aju, byens eneste diskotek. Jeg har før sagt lidet flatterende ting om Aju og specielt dens indretning og valg af musik, men jeg vil nøjes med at sige at det ikke er blevet bedre. Heldigvis var selskabet jo fint og vi hyggede os. Og der var mange der. Rigtig mange. Det hænger så også sammen med at de fjorten dags lønnede fik løn samme dag og de studerende fik SU i sidste uge. Så der skule festes. Og jeg endte som sædvanlig med at forsøge at finde en balance mellem at hygge mig storslået og ikke blive alt for fuld eftersom jeg kunne se de først 10-15 elever og tidligere elever omkring mig. Og jeg synes faktisk det gik helt okay. Klokken tre var det så hjem og på hovedet i seng.

På falderebet vil jeg lige fortælle en lille anekdote om endnu et eksempel på den grønlandske ”i sidste øjebliks” syndrom. I næste uge skal jeg have båden op af vandet, hvilket sker ved at man bestiller en kranbil til at komme og hente den på af vandet og køre den hen til dens overvintrings stativ. Jeg ringede fredag eftermiddag til Transportservice og samtalen gik nogenlunde sådan her.

”Transportservice”
”Goddag, du taler med René Toft, jeg skulle høre hvornår I har tid til at tage min båd op af vandet?”
”Det kan vi ikke, vi har alt for travlt lige nu.”
”Jamen det skal jo ikke være i dag. Har I måske tid på mandag”.
”Det ved jeg ikke. Ring mandag morgen”

Booking og planlægning er åbenbart ikke deres stærke side. Jeg fik i hvert fald ikke booket en bådophaling, og må sætte min lid til at jeg ringer før de andre mulige bådophalere på mandag. Men sådan er der så meget.

Godnat.

Den lille bloguge #3: eventyret om den spanske skulkedag, den ufrivillige babysitter og den onde arabiske sørøver Omar

I dag er det så første torsdag i måneden, hvilket ikke betyder noget specielt for ret mange mennesker, men på vores skole betyder første torsdag i måneden lærerrådsmøde. Og siden jeg er lærerrådsformand (jo, den er god nok - de turde godt give mig det ansvar…) er det ligesom noget jeg står for. Det foregår om eftermiddagen og på gode dage tager det ikke så lang tid (halvanden time) og på de mindre gode dage kan det tage tre til fire timer. I dag var det en af de slemme. Tre en halvtimes møde om skole, elever, udvalg, projekter og alt den slags man bliver nødt til at sætte sig ned og snakke om en gang imellem for en skole kan fungere. Men nej, hvor kan det godt trække tænder ud en gang imellem. Så bagefter var jeg rimelig kvæstet og jeg havde stadig spansk undervisning at se frem til klokken 19.00. Yrk. Aftenskole er fint, men efter en lang dag på jobbet kan det godt være en smule hårdt, så jeg besluttede mig for at skulke i dag. Alternativet var at sidde dernede og kæmpe med at holde mig vågen. Jeg havde set frem til en aften hjemme på sofaen med Camilla, men fordi hun troede jeg skulle til spansk havde hun sagt ja til at være babysitter for Alma, mens Mads og Marie var nede og øve revy med efterskolens elever. De skal opføre en revy for byens borgere i morgen aften og de havde derfor brug for en øver mere her til aften og Camilla havde derfor lovet at hjælpe til og passe Alma inden hun skulle i seng.

Nu kunne jeg så vælge enten at sidde hjemme alene og kukkelure, eller tage med Camilla ned og lege babysitter. Jeg valgte det sidste. Det ville også være dejligt at lave noget sammen med min kone for en gang skyld. Og det var ikke et helt dårligt valg. Mads og Marie tog af sted da vi kom og nu var det så tid til lidt leg inden det så var senge tid for Alma. ”Leg” indebar så at udstyre mig med alle Almas halskæder og armbånd (de kom så på ørerne eftersom mine håndled var lige store nok). Jo jeg var meget yndig. Derefter lavede vi ”fælder” med selv samme smykker - noget med at lægge smykker på folks fødder mens de holdte sig for øjnene til meget stor moro for lille Alma der var ved at flække af grin mens hun snedigt lagde en halskæde om ens store plader. Derefter skulle der nattøj på, børstes tænder og i seng, hvor jeg så læste hele to historier for hende. Første ”Kender du Pippi Langstrømpe” (altid et hit) og så ”Min morfar er sørøver” (lige op i min boldgade inklusiv en ond arabisk sørøver ved navn Omar med en meget stor guldskat og flyvende tæpper). Derefter fik Camilla jobbet at ”nusse” Alma i søvn, hvilket så tog lidt mere end en time… Imens lå jeg nedenunder i stuen og slappede af med et glas cola og så lidt DVD. Puha det er sørme hårdt at være babysitter.

Ikke meget senere kom Mads og Marie hjem igen og vi fik lidt is (ikke så meget mig da det var cappuccino is… kaffe bvadr) og en kop the mens vi snakkede om løst og fast. Alt i alt en super hyggelig og afslappende aften. Lige hvad jeg havde brug for.

Den lille bloguge #2: dørsælger extraodinare, luksusproblemer og dyrekøbt pizza lærdom

Mandag havde vi besøg af vores evigt tilbagevendende dørsælger, Sarah. Sarah er en ældre grønlandsk dame der i tide og utide kommer forbi for at sælge os et eller andet håndarbejde. Nogen gange er det perler, andre gange skinarbejde, og sågar tegninger har hun med fra tid til anden. Noget er flot, noget er okay på en god dag og i medvind, mens andet er direkte synd og skulle sælge til nogen som helst (såsom gamle kamikker hvor der er slidt hul i bunden eller en kopi af en tegning). Men hun forsøger den stakkels kone, for hun har brug for pengene. Åbenbart. Det er heller ikke altid hun er helt ædru når hun kommer, så pengene kan hurtigt løbe op, går jeg ud fra. Hendes udvalg bærer i hvert fald en gang imellem præg af hun har skrabet noget sammen fra hylderne derhjemme for at se om hun ikke lige kunne tjene en skilling inden lønningsdag. Desværre ejer hun ikke noget specielt sælger gen, da hun er ret hurtig til at underbyde sig selv.

I mandags købte vi (altså Camilla) noget af hende, et perle armbånd. Den var absolut ikke dyr, og fordi Camilla er den sød tilbagevendende kunde (eller Sarah er en ret så ofte tilbagevendende sælger) fik Camilla en halskæde med i købet helt gratis. Jo, Sarah er en sød gammel dame, men hun kommer altså bare lige ofte nok. Hun er her minimum en gang om ugen. Det er lidt ligesom at have Jehovas kiggende forbi en gang om ugen. Man skal lige finde en grimasse der kan passe, for man har jo næsten lige set hende.

Men for at snakke om noget helt andet så har vi fået os noget af et luksus problem. Vi har simpelthen fryseren propfyldt af alt for mange gode sager. Faktisk så mange at vi har taget noget af skolefabrikkens fryserum i brug. Vi har rensdyr en masse, ti kilo røget laks og ørred, laksebøffer, hakket fiskefars, moskussteg, hellefisk, ret så mange hele ørreder og torsk og sidst men ikke mindst et helt rensdyr skind vi ikke helt hat fundet ud af hvad vi gør med endnu. Det er blevet saltet men før det kan blive til noget fornuftigt skal det sendes til Danmark for at blive garvet. Man kan få det garvet her i Grønland, men så kan det kun bruges heroppe, og vi af en eller anden biologisk årsag (det er vist noget med luftfugtighed mm.) blive misfarvet eller på anden måde ødelagt når det kommer til Danmark. Og hvad er så problemet? Ikke andet end vi skal have spist alt den her mad. To mennesker. Hvis vi ville kunne vi leve af fisk i maaaangeee dage, men det vil nok også blive en smule ensformigt. Og kød spiser vi jo ikke pokkers meget af. Heldigvis har Mads lovet at hjælpe, så vi (ham og mig) skal snart have gjort kål på den økologiske medister der har lagt i fryseren i lang tid og fristet mig. Mmmmm… medister med kartofler og brun sovs. Nam. Men den slags forstår Camilla sig jo af naturlige årsager ikke på, så Mads og undertegnede må finde en dag hvor der ikke er tøser i nærheden.

Og nu vi er ved mad. Fredag var vi (Camilla, mig og Tea) inviteret til hjemme pizzaria hos Mads, Marie og Alma. Og det var virkeligt et pizzaria. Da vi kom var køkkenet fyldt med ingredienser man kunne komme på pizza samt en kæmpe portion dej. Og så gik vi ellers stille og roligt i gang med at kreere den ene fantastiske kulinariske oplevelse efter den anden. Alma, Maries 4½ årige datter, var minipizza prinsesse så hende skulle man bare komme med en bestilling så fik man et lille pizza brød af varierende størrelse med godter på. Nogen gange var det godt nok mere brød en pizza, men kunne man få mere ned oven på alt det andet pizza, så var det gode sager. Til jer der nu er inspireret til at lave hjemmepizza skal jeg lige indskyde en dyrekøbt lærdom. Når du har gjort dejen klar (den er rullet ud og fint rund) så vent med at fylde den med ingredienser til du får den over på et bagepapir. Du risikerer nemlig at ovnen ikke er klar til en pizza lige med det vuns, og din pizza skal stå på køkkenbordet i 20 minutter før ovnen er klar. Og 20 minutter er mere end tid nok til at tomatsovsen har trukket godt ned i dejen og klistret sig ned i køkkenbordet så bliver nødt til enten at smide hele lortet ud eller gøre som os og lave en noget handicappet indbagt pizza. Det smagte okay, men det var ikke helt efter bogen. Nummer fem pizza derimod var helt perfekt (tomatsovs, stegte auberginer, kalkun bacon, rødbeder og masser af ost, der blev til under det fængende navn "Rastalabaska"). Lad os bare sige at alle blev mætte den aften. Det var under alle omstændigheder en rigtig hyggelig aften i godt selskab og ikke mindst da der blev danset fordi Alma insisterede på vi all skulle danse. Den lille tøs har rytme og tror derfor per automatik at det har alle andre også. Tror vi braste nogle illusioner den aften, men danset det fik vi. Selv mavedans blev det til. Jeg fatter ikke hvordan man kan rulle med maven men det var der så andre der kunne, inklusiv lille Alma, der nok skal blive ret ferm til det.

Det var vist nok for i dag. Min krop er stadig øm over det hele. Om muligt mere i dag end i går, så jeg frygter ret så meget for i morgen.

Av. Ømhed, dit navn er krop.

Den lille bloguge #1: krykhusar for life!

Av av av jeg er blevet gammel. Min ualmindeligt ømme krop skriger på særbehandling af den specielt hensynsfulde art. Jeg har hudafskrabninger på begge mine knæ, min højre albue, jeg har en rift på min venstre arm der mest af alt ligner et bidemærke og sidst men ikke mindst et blåt mærke på min venstre ankel. Nå, ja så er min krop generelt øm og mine kronjuveler er lidt ømskindede efter en uheldigt placeret bold eller to. Jo, du har gættet det – ATI har haft idrætsdag i hallen. Og godt jeg havde kontaktlinser på.

Vi lagde stille ud med opvarmning, stafetter af forskellige slags; trillebør, løb med makker på ryggen, løbe hen til kegle og dreje rundt om kegle ti gange om tilbage igen, krabbe løb og hvad de nu ellers havde af forskellige løb de fem hold imellem. Vi var nemlig delt ind hold for i ATX A, B, C, Procesteknikerne og et sidste hold for personalet. Det gik okay for os, vi vandt lidt og tabte noget andet. Nå, ja så var der også tovtrækning, som vi desværre tabte. Der var simpelthen for mange elever *host host*. Men krabbe løb, det kan jeg.

Det var først efter alt det her indledende løb etc. at det blev rigtigt spændende. Nu kom vi nemlig i gang med kinesisk fodbold, grønlandsk fodbold og almindelig fodbold.
Kinesisk fodbold er en ret så mystisk afart af fodbold. Der er mål i begge ender. Der er ti personer på hvert hold. Men. Alle spillere har et sæt briller på bestående af to plastikkrus med hul i bunden, så man ikke kan se noget som helst ud over det der lige kan skimtes gennem det lille hul for enden af kruset. Åh, ja – der er også to bolde. Det er nok noget af det mest forvirrende og mest ineffektive fodbold jeg nogensinde har taget del i. Men hold da kæft det ser sjovt ud når man ikke er en del af det.

Grønlandsk fodbold derimod er i en helt anden boldgade. Det er lidt ligesom amerikansk fodbold, bare uden beskyttelse og så må du heller ikke bruge benene til at skyde bolden af helvede med, og du må heller ikke kaste den. Bolden skal afleveres videre fra hånd til hånd. Hmm.. sådan set det samme som en forenklet udgave af rugby. Man spiller med en oval bold (a la den amerikanske bold) og så er det ellers om at spæne derned mod målet for at lægge den i modstanderens mål inden de for fat i dig og du ender i bunden af en kæmpe bunke af mennesker der enten vil tage bolden fra dig, tage den fra dig for at hjælpe dig eller måske bare forsøger at få modstanderne væk så du kan komme videre. Av. Den sport er stort set grunden til at jeg er helt skruet fra hinanden i alle mine led, og skrabet alverdens steder. Men det var sjovt. Og der blev ikke lagt fingre i mellem.

Til sidst var der almindelig indendørs fodbold med hold fra de fem fraktioner igen. Lad os bare sige at vi har alt for mange fodbold gutter på den her årgang. Man vi fik klø, også i den grad. Men det er fint nok. Jeg fik lov til at stå på mål, eftersom jeg på ingen måde kunne følge med de andre. Min motion er ikke hvad den har været, hvis den da nogensinde har været noget som helst. En ting er sikkert. I morgen vil der indfinde sig en del krykhusarer på ATI. Men nok mest blandt personalet.

pot og pande, misforstået hensynstagen og kunsten at spolere den bedste sendetid

Camilla har fået en tvilling, eller i hvert fald noget nær en. Jo, hende og så Tea, vores museums inspektør, der kom hertil i maj har virkelig bondet her de sidste par måneder. Og så gør det jo ikke noget at de er som pot og pande. De er begge vegetarer, begge elsker de krimi, og har stort set de samme meninger om alle de ting der er værd at have en mening om. Bortset fra mænd. Camilla kan godt lide skaldede mænd (godt for mig) mens Tea har en svaghed for lange lokker. Men det er næsten også det eneste punkt de divergere på. De bruger samme størrelse sko og tøj, og ingen af dem kan holde kæft hvis fjernsynet kører. De går i motionscenter om torsdagen og holder krimi aften hver tirsdag og gud ske tak og lov så bliver den holdt hver anden gang hos Tea. For lur mig om de får set ret meget krimi så meget de skal have snakket og kommenteret. Sidst jeg kom ind under en krimi hørte jeg i forbifarten kommentaren ”Ej se lige de handsker der”. Der var så morderens handsker der blev hentydet til. Jo, intet undgår deres kritiske blik. Jeg venter bare på at de begynder at fuldende hinandens sætninger.

Og det er jo fantastisk. Dejligt at Camilla virkelig har fået sig en veninde heroppe. For det kan ikke altid være nemt at være Camilla. Arbejde på halv tid til en skod løn med et personale der taler et andet sprog, og insistere på ikke at invitere hende med til personale møder for så skal nogen jo være tolk. Hun kunne sågar været kommet på kursus her lørdag sammen med de andre støttepersoner men souschefen ville ikke tilmelde hende, fordi så ville hun jo være den eneste dansker og hun ville ikke forstå noget og mødet måtte oversættes og så videre. Det er altså bare noget pis at lukke ud. Enten bunder det i en misforstået hensynstagen eller en total ligegyldighed overfor dansk personale.

Tea havde været ude for det samme fra hendes overordnede på kommunen. Han havde ikke sagt hvornår et vigtigt møde var, da hun jo ville være den eneste dansker. Problemet var så bare at det egentlig var ret vigtigt at museet var repræsenteret. Hun kom da til det næste møde, da hun fandt ud af det. Men i det tilfælde tror jeg faktisk at der var tale om misforstået hensynstagen.

Uanset om vi vil det eller ej, så er det grønlandske samfund splittet op mellem grønlændere og danskere, og grønlænderne er i stor grad med til at gøre det selv. Ikke fordi de har påstået andet, når det kommer til stykket. Det er bare irriterende at se på skolen at når vi har spisepause så sætter alle grønlændere sig om et bord og så bliver danskerne så nødt til at sætte sig ved det andet bord. Det fordrer ikke lige frem samhørighed. Og jeg har gjort dem opmærksom på det. Ved ikke helt hvad der kom ud af det, men nu ved de i hvert fald hvor jeg står (ikke sur, bare forundret over hvorfor vi absolut skal være splittet).

Den forgange uge har ellers været ret så travl. Vi har på skolen haft gyserfortællings aften, politisk debat og filmklubsmaraton hvor vi så en stribe gysere 7 stive timer i træk. I anledning af den snart forestående halloween arrangerede Anna Marie og Louise en gyserfortællingsaften onsdag aften, hvor vi fik besøg af en grønlandsk mand Louises mand havde været på jagt med. Han havde grangiveligt havde holdt fire voksne mænd vågne hele natten på grund af de gyserhistorier han fortalte dem før han selv faldt i søvn. Så dem skulle han da have en chance for at fortælle vores elever. Det trak fulde huse (elever og personale) og efter han stoppede med historier skiftedes folk med at fortælle flere uhyggelige historier. Super.

Om torsdag var der politisk debat. Den politiske debat var med fire politikere der kom til byen i forbindelse med den store selvstyre debat. Der skulle om aftenen være information og debat i forsamlingshuset og om dagen huggede vi dem så til vores skole for at lave en tilsvarende debat for vores elever. Det skulle efter sigende ikke have været kedeligt. Selv var jeg guide for et hold kursister der ville se skolen. Så jeg var til frokost på hotellet og så tegnede og fortalte jeg ellers resten af eftermiddagen mens vi besøgte skolens tre bygninger. Jo, for at vende tilbage til selvstyre debatten, så er der stort set ikke andet på tv i disse dage. Politikerne rejser rundt på kysten og debattere og samtlige debatter bliver vist direkte på KNR i bedste sendetid. Jepper, så godt fire gange om ugen har stort set den samme debat foregået på henholdsvis dansk og grønlandsk fra klokken 20.00 til 23.00. Hvorfor man ikke kan nøjes med en redigeret opsummering efter mødet går over min forstand. For det er altså begrænset hvor meget nyt der kan komme på bordet efter to-tre uger med den ene debat efter den anden.

Selv er jeg ikke helt kommet til et svar på hvad jeg vil stemme. Jeg har stadig lyst til at stemme nej, eftersom Grønland overhovedet ikke har nærheden af råd til at blive selvstændige i nogen som helst fremtid. Men på den anden side så er der også et par ting et selvstyre ja vil føre med sig. De får råderum over deres egen undergrund (og behøver ikke at spørge danskerne om lov hver gang de vil bore et hul for at se om der er noget der er penge værd), deres sprog bliver det officielle sprog i Grønland (og ikke blot hovedsproget som det hedder sig nu) og de vil blive anerkendt som et folk. Og det kan jeg da godt se fornuften i. Jeg er bare bange for at det samtidig er en økonomisk bjørnetjeneste af de rigtig farlige Grønland gør sig selv. Men som debatterne har vist er det meget følelsesbetonet (vi bliver et anerkendt folk) og ikke så meget den økonomiske side der bliver sæt streg under. De instanser de skal/kan tage over bliver jo først ifølge selvstyre aftalen når de er klar til det… ja, hvornår mon det bliver? Mit bud er meget langt henne i fremtiden, men der kan også ske det modsatte skræk scenarie at grønlandske politikere af ren og skær stolthed tager for mange instanser hjem på et tidspunkt hvor økonomien slet ikke er til det. Og så kører landet ud i endnu mere økonomisk uføre end det allerede er.

Ups, der røg jeg vist lidt ud af en tangent. Men summa summarum, så har jeg ikke noget imod at stemme for et selvstyre, men jeg er stadig ikke klar over konsekvenserne. Men det må blive en anden blog for klokken er alt for mange og Camilla må lige på trapperne. Hun har jo været nede hos Tea (det er tirsdag) og jeg har seks timer undervisning i morgen. Åh, gud. Seks timers undervisning, så skal jeg selv lige undervises i grønlandsk, for at slutte aftenen af nede på skolefabrikken med at klargøre laks og ørred til røgning (nam).

Orv. Ja, så er jeg for resten også begyndt til spansk undervisning om torsdagen. Ikke fordi jeg regner med at blive den store spansk haj, men det er rart at have et vinterprojekt og spansk var en mulighed fra aftenskolen, så jeg tænkte ”hvorfor ikke?”.

Men nu må jeg altså smutte.

Buenas noches.

hul i hovedet (bogstaveligt talt)

Nu har jeg snart i en uge rendt rundt med hul i hovedet. Minder mig lidt om da jeg var barn, da rendte jeg altid rundt og slog hul på hovedskallen. Skvattede i en svømmehal, eller tog fejl af slalom og styrtløb og farede lige ned af en slalom bakke. Det kan så ikke anbefales. Den her gang var det så fordi jeg endnu en gang skulle lege handyman. Indse det, René, du har det ikke i dig. Suk. Det kommer sig af at vi i køkkenet har to lysstofrør der sidder på undersiden af skabene, men i et godt stykke tid har den ene været i udu. Den blinkede og flimrede som et helt firser diskotek, hvilket er ret så forbandet irriterende når man forsøger at skære løg eller filetere fisk (et andet problem jeg vender tilbage til). Men jeg bestemte mig så for at udskifte diskolampen en gang for alle. At få den ud var ikke noget problem. Plonk og den var ude. Men at få en anden i var noget af det mest besværlige i nyere tid. Der sidder nemlig to styk små pindeagtige dutter i hver ende af sådan en satan og de skal så ind i et par sokler i hver sin ende af beholderen. Sokler der selvfølgelig ikke sådan umiddelbart passer, siden de skal sidde hovedløst meget i klemme. Hvis det så bare var det, men forestil dig at du skal ligge halvt på ryggen og kigge op i lampen (og der er selvfølgelig ikke nok lys til at se noget) mens du gør det. Håbløst. Det tog mig nok omkring 20 minutter til en halv time og tonsvis af mislykkedes forsøg før det hele gik op en højere enhed. Og ligesom jeg skulle løfte mine hænder op i en sejrsrus banker jeg hovedet op i kanten af skabet, jeg lige et kort øjeblik havde glemt jeg lå under. Tal om et brøl af smerte fra min side og et antiklimaks der var til at føle på. Av, for s… søren. Jeg skal åbenbart bare komme galt af sted for tiden.

En anden ting der heller ikke fungere for mig for tiden er min fiskefileterings teknik. Måske fordi jeg ikke fik set så meget til svigerfars teknik (det taler vi ikke om mere), men vi skulle i går have en lækker ørred. Jeg havde ellers tænkt at den skulle ovnsteges, da det er den aller nemmeste måde at gøre det på. Minimum af forberedelse og maksimum af smag, men pludselig skulle Camilla så blande sig i det foretagende. Hun fik den splinter gode idé at ørreden skulle fileteres og så ovnsteges. Og hun rører jo aldrig fisk selv før de kommer ud af ovnen, så hvem skulle stå for det? Godt gættet. Jeg havde advaret hende at jeg højst sandsynligt var røv dårlig til det, men hun insisterede som kun koner kan gøre det. Efter 20 minutter med gråd, eder og forbandelser og kødlunser til højre og venstre stod jeg tilbage med det maltrakterede lig af det der før var en flot ørred. Nu var det mere to flossede stykker udefinerbar fisk, med dertilhørende hakket fisk. Absolut ikke sådan man husker det fra billederne i kogebøgerne. Jeg. Var. Ikke. Glad. Camilla prøvede dog at berolige mig med at de jo nok smagte godt alligevel, men jeg kunne se tvivlen i hendes øjne. Jeg var en slagen mand. Heldigvis fik Camilla ret. Det endte jo faktisk med at smage fremragende alligevel. Men kønt det var det sgu ikke.

Ellers har weekenden gået med middag hos Tea her fredag. Hun har besøg af hendes forældre, der nu har været her en fjorten dages tid. Fredag tog jeg Tea og farmand med ud på en sejltur i Madicken. Det var overskyet og koldt, men det var Grønland og vidderne svigtede ikke. Flot på sin unikke og barske måde. Men det varer ikke længe før Madicken ryger op på land. Sæsonen slutter her den 15. november, og vejret er i øjeblikket sne, sne og sne. Temperaturen ligger under 0 og ender i løbet af næste uge i følge vejrudsigten på under minus 15-20 stykker. Så det skal nok blive sjovt. Og koldt.

Men fredag aften var middag hos Tea og derefter tog de unge (Tea, Camilla og undertegnede) i byen. Der var nemlig halbal. Der var i hvert fald bal i hallen. Men masser af musik, masser af øl, masser af dans og masser af stigende grader af branderter der godt kunne gå hen og blev en pinlig affære. Jeg holdt mig på den pæne side af fuld. Der var simpelthen for mange af mine elever til stede til jeg ville gå ud og slå til Søren. Det må ske i et andet forum. Men det var da hyggeligt og specielt var det spændende at se grønlands svar på Pink Floyd Naneruaq, der er et band der i firserne udgav tre plader og blev ret så kendte på dem. Og keyboardspilleren i bandet er kollegieinspektør på ATI. Sjovt endelig at se ham i aktion. De spillede godt, men hvorfor et etableret band, der har udgivet tre plader pludselig mener det skal være nødvendigt at spille et Credence Clearwater Revival nummer midt i det hele går over min forstand (jeg mener det var et CCR nummer, men jeg kan havde taget fejl, det var i hvert fald kopi). Uanset så tog jeg hjem da pengene var løbet tør og jeg kunne mærke at branderten stadig var helt under kontrol. Hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at være ”ham den fulde lærer”. Jeg vil godt være ”ham den casual lærer der sagtens kan drikke en enkelt øl”, men mere end det, så knækker filmen. Jeg vil gerne være en positiv rollemodel for mine elever og ikke endnu en fuld voksen. Så sådan er det.

Derudover står Camilla og jeg over for en stor beslutning. Mads og Marie har spurgt om vi har lyst til at være plejeforældre for en af ungerne på efterskolen her i byen. Det vil sige at have en elev over en weekend om måneden eller oftere, så eleven får lidt afveksling i tilværelsen og kommer lidt væk fra skolen en gang i blandt. Egentlig skal man helst være grønlandstalende for at få den tjans, men der var været et par af familierne der viste sig at være mindre bevendte når det kom til stykket. For eksempel kom en af eleverne hjem på skolen midt om natten en weekend fordi deres værtsfamilie holdt fest og røg hash og drak øl. Det er jo lidt dumt. Snak om rollemodeller igen. Nå, men vi har ikke bestemt os endnu, og jeg kan heller ikke helt greje hvad den bedste løsning vil være. For eleven vi vil få er ikke videre god til dansk og vi er slet ikke særlig gode til grønlandsk. Men måske er afvekslingen i omgivelserne nok for ham. Hvem ved? Vi skal i hvert fald snart have taget beslutningen. Vi holder jeg informerede.

Men nu vil jeg ind og spise.

Hej hej.

ATIs forbandelse og sidste-øjebliks-syndrommet

Der hviler en forbandelse over ATI. Måske ikke over ATI som skole, men i hvert fald når det gælder at ansætte nye lærere. Som mine trofaste læsere nok kan huske så ansatte vi sidste år en lærer, der kom herop en sølle dag før han vendte næsen hjemad. Før sommer ansatte vi to nye lærere der så begge over sommeren besluttede sig for at sige nej tak alligevel. Og efter sommer ansatte vi så to nye lærere (igen igen), hvor den ene skulle starte 1. oktober og den anden den 1. november. Det blev så heller ikke helt til noget. Manden der skulle starte første oktober aflyste rejsen på selve dagen pga. af sygdom og vi endte med at annullere ansættelsen. Han havde fået et nervøst sammenbrud, og der var vist flere ting der ikke gik for den stakkels mand. Nu venter vi så på vores sidste håb, Anders (mener jeg han hedder). Han skal ankomme den 30. oktober sammen med sin kæreste/kone og har sendt sit bohave af sted. Og han har sagt at de glæder sig. Men undskyld hvis jeg ikke klapper i mine små hænder endnu. Man bliver klog af skade og før han står heroppe og siger ”nej, hvor er jeg glad for at være her”, så tror jeg nu bare jeg slår koldt vand i blodet og ser frem til mere overarbejde. Kald mig kynisk, men man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt og alt det der. Men jeg glæder mig, hvis de kommer.

Nå, nok om nye manglende lærere. Jeg tror jeg vil gå lidt mere i kødet på en grønlandsk folkesygdom. Jeg har valgt at kalde den ’i-sidste-øjebliks-syndrommet’. For hvis der er noget at grønlændere er gode til så er det at være sent ude. Det er ligesom da jeg gik i gymnasiet, og havde stil for. Den blev altid gjort i aller sidste øjeblik, så man skulle sidde op til klokken lort om natten for at få det lavet. Dumt. Forestil jer så at regere et land på samme måde. Lad mig give et par eksempler.

For snart to år siden bestemte hjemmestyret sig for at vi, ligesom Danmark, skulle have et nyt karaktersystem. Det skulle være 7-trinsskalaen ligesom Danmark, men i stedet for de danske tal skulle vi heroppe have bogstaver, som de har i resten af Europa. Fint nok. Men hvor Danmark har brugt de sidste 2 til 4 år på at informere om det nye system og lave vejledninger, så har hjemmestyret mest af alt brilleret med sit fraværd. Den officielle skrivelse om systemet kom så endelig for en lille uge siden. Og det altså til et karaktersystem der skulle være taget i brug på landets gymnasier og erhvervsskoler fra august i år. Og vi mangler stadig at se nogen vejledning. Så der er egentlig ikke nogle lærere der ved hvordan de skal bruge den nye skala. Det skal nok gå rigtig godt.

Og så er der jo den nye årlige kulturdag, der den 23. september blev bestemt skal ligge den 28. september. Så fem dage til virkelig at lave fantastiske kulturelle arrangementer? *host* typisk *host*. Men på grund af den korte forberedelsestid har landstyret bestemt at der kan afholdes kulturelle arrangementer for de afsatte midler fra og med den 28. september og året ud. Genialt. Underminerer det ikke ligesom idéen med en kultur dag?

Men det er et syndrom man ser gå igen her oppe i tide og utide både hos politikere og folk generelt. Eleverne på skolen holdte i september en intro fest, som de så mente at hvis man spurgte om lov samme dag og lærerstaben blev indbudt samme dag, så måtte det være tids nok. De fik lov, men det var også kun lige. Reglerne siger 14 dage i forvejen og havde det stået til mig, havde de ikke fået lov. For nu gør de bare sådan næste gang. Og ligesom den her gang, vil jeg så vælge ikke at komme, fordi jeg højest sandsynligt har en aftale allerede.

Og det var jo det samme med efterskolen der nu er en del af det maniitsokske bybillede. Den blev også hu hej vilde dyr blåstemplet før sommer og startet over sommeren. De 40 elever skulle bo et sted, så lejer man ”bare” sømandshjemmet i et år for 2 millioner. Det er den slags løsninger der bare lugter af dårlig planlægning og absolut mangel på økonomisk sans. Jeg sværger visse politikere for mig til at ligne et finansgeni. Parolen her oppe er at minus og minus gir plus og man må jo gerne låne. Det har man jo lært i matematik. Men når det så bliver overført til landets budget, så er det altså lidt skidt. For nu at sige det mildt.

Og de bliver jo ved med at skrive at vi skal stemme ja til den nye selvstyre pakke. Og jeg kan virkelig ikke finde ud af hvad jeg skal stemme. Jeg kan gøre det der er rigtigt for grønland eller det de gerne vil have. Politikerne vil gerne have selvstyre, hvilket jeg da godt forstår. Det er rart at være herre i eget hus, men når hjemmestyret overhovedet ikke har budgetteret med at skulle overtage en eneste instans af de 38 (eller er det mere?) de skal overtage i kraft af selvstyre, så er det altså at sætte sig selv blår i øjnene. De kører med et budget med et 3 cifret millionbeløb i minus, de så har fordoblet (i minus altså) fra sidste år. Så det kan da ikke siges at gå den rigtige vej. Det er nu heller ikke så underligt eftersom de lige har smidt det overskud væk de skulle have haft i kraft af de kommende kommunesammenlægninger. Den skulle jo gennemføres for at gøre burekratiet enklere og alt det der, men så sandelig også for at spare penge (mindre ansatte=flere penge), men hvad gør politikerne så? De udsteder så sidste uge en garanti på at der ikke bliver fyret nogen som helst i forbindelse med kommunesammenlægningen! Det er sgu da at skyde sig selv i foden. Væk er besparelsen på 17-18 millioner, der skulle komme i forbindelse med disse sammenlægninger. Jo, jo, der er da en nobel tanke at folk ikke skal stå uden job, men hvor er det så lige man spare penge, eller bureakrati for den sags skyld? Hvis der stadig er lige så mange ansatte og de beholder deres job fra før? Hvor er effektiviseringen henne? Ikke noget under at man opererer med røde tal.

Men selvstændige skal vi være. Også selvom vi ikke har råd til det. Men hvis vi får selvstyre, hvem skal så betale for politiet eller alle de andre instanser vi får overdraget ”når vi er klar til det”? Eller hvad med benzinpriserne der bliver holdt kunstigt nede heroppe på grund af en ældgammel aftale? Tror du grønlændere bliver særligt glade når benzin stiger fra de 4 kroner literen til de 10? Der var ramaskrig da den steg 50 ører tidligere på året. Så jeg overvejer at stemme ja, for at give politikerne det de gerne vil og se hvad de så gør når de pludselig får det. Kan ikke lade være med at tænke på det gamle engelske ordsprog der hedder at du skal passe på med hvad du ønsker dig, det kan jo være at du får det. Og på den anden side så kunne jeg godt tænke mig at stemme nej, fordi jeg er overbevist om at det lige pt. er bedst for Grønland. Og så generelt at gøre det modsatte af hvad den siddende regering beder mig om, eftersom jeg ikke stoler på dem over en dørtærskel. Det kunne være dejligt hvis der bliver stemt nej. Bare så de kunne få deres luftkasteller skudt lidt i sænk. Bare en enkelt gang.

Hmm.. undskyld. Det var ikke meningen at blive sådan helt.. negativ. Men det er bare svært nogen gange at sidde på sidelinien og se det hele gå ned af bakke fordi landet bliver styret af en børnehave uden situationsfornemmelse, økonomisk- og/eller virkelighedssans.

Gad vide hvad jeg skal stemme? Nogle forslag?

mit første rensdyr eller den beskidte (og klistrede) sandhed om jagt

JEG HAR SKUDT MIT FØRSTE RENSDYR! Jo det er sgu rigtigt! Jeg har simpelthen skudt Bambi, eller i hvert fald hans ældre bror. Og gud hvor er jeg træt og min krop ødelagt..

Vi var på jagt i går inde i Sønder Isertoq, samme sted som vi kun uger forinden havde været på hygge tur med svigerfamilien plus det løse. Jungletrommerne havde nemlig trommet en stille sang om at det her sted godt kunne være rimeligt frugtbart bekendtskab hvad angår rensdyr, hvis man blot man gik lidt længere ind i landskabet. Som sagt så gjort. Dan, Christian, Gorm, Signe og undertegnede tog af sted klokken halv syv om morgenen for at få så meget dagslys med som overhovedet muligt. Turen derind tager nemlig to timer i båd og det bliver mørkt igen ved 20.00 tiden, hvilket efterlader cirka 9 timer til jagt. Det lyder måske af meget, men det er det ikke. Den tid gik rigtigt hurtigt.

Men vi ankom til stedet, kom i land og begyndte den lange vandring ind mod ’stedet’. Lige nøjagtigt hvad stedet var, var vi ikke helt klar over, da ingen af os havde været på jagt på dette ’sted’ før, så tog den på gefühl og håbede på det bedste. Adskillige bakketoppe senere kunne vi se at landskabet skabte en dal, hvor der kunne være gode muligheder for dyr. For at maksimere vores chancer for en succesfuld jagt delte vi os i to, Chr., Gorm og Signe der gik højre og Dan og mig der gik venstre om denne ’dal’. For rigtig dal var det faktisk ikke helt. Mest af alt lignede det noget der engang var en sø og nu var forsvundet og havde efterladt et moset terræn, man helst ikke skulle gå i. Så vi gik langs ’kysten’ på klippet terræn (langs et fjeld), men ingen dyr så vidt vi kunne se omkring os. Forholdene var ellers ganske optimale. Det var overskyet, gråt, men uden nedbør. Over hele landskabet lå der dog et fint lag nyfalden sne, hvilket også betød at var der dyr, så ville vi kunne se sporene af dem ganske tydeligt. Og så var der vindstille, hvilket også er et stort plus, eftersom medvind advarer dyrene lynhurtigt om menneskers tilstedeværelse. Så vejret fejlede ikke noget set fra et jagtmæssigt synspunkt.

Efter en ekstra halv times traven (ca. halvanden time fra båden) nåede vi en lille del mellem to fjelde. Fra vores plads lidt op af den ene side kunne vi endelig se dem – rensdyr! Og mange af dem. På fjeldet på den anden side løb en flok på godt ti dyr. Og med mine falke øjne spottede jeg endnu en flok længere henne af fjeldet på 6 dyr. Så dyrene var her. Problemet var bare at der stadig var godt 3-400 meter over til hvor de var og hvor løb de hen hvis de opdagede os? Skulle man gå op for at jage dem ned eller omvendt. Mens Dan og jeg debatterede hvordan vi kom over til alle disse dejlige dyr, blev vores snak afgjort af et kalv der stille og roligt traskede nede i selve dalen kun 150 meter fra os. Og et par minutter efter blev den efterfulgt af et ungt rensdyr på et måske to år. Pludselig var der altså to rensdyr i vores umiddelbare nærhed uden vi behøvede at rende op og end af fjeldsider. Super. Nu var kunsten at komme tæt nok på dem til at skyde dem uden at skræmme dem væk først. Den bette af dem var ret så nervøs og kiggede hele tiden omkring, og hver gang vi forsøgte at liste os frem, stod den som stivnet, opmærksom og kiggede i vores retning. Jo, den var blevet opdraget godt. Vi var lidt i en dilemma. Vi kunne gå frem og skræmme den væk, eller blive og ikke kunne ramme den. Jeg valgte det første og håbede på at hvis vi skræmte den ene væk, at den anden ikke per automatik ville følge med. Det gjorde den heldigvis ikke. Jeg havde ikke kommet 20 meter ned af fjeldsiden før at den bette stak af. Den havde lugtet lunten og pilede af sted så hurtigt dens ben kunne bære den. Men den anden havde ikke opdaget noget som helst og var i gang med et festmåltid af en busk, så den havde andre ting på tankerne. Jeg listede mig tættere på og måtte holde et par stop undervejs eftersom sneen knirkede uhensigtsmæssigt meget og rensdyret så småt var ved at ane uråd. Efter mange minutters nervekrig og listen ind, var jeg endeligt inden for rækkevidde. Jeg lagde mig ned, lagde an, slå sikringen fra, tog øjet til kikkertsigtet og ventede. Jeg ville ramme den rigtigt. Ikke noget med skamskudte dyr der hoppede rundt i halve timer til mig. Det skulle være et clean skud og sådan som den stod nu, var det ikke muligt. Den stod skævt for mig, og jeg ville gerne ramme den i halspartiet. Jeg kunne se at den nogle gange vendte hovedet mod mig og når den gjorde det blottede den halsen. Nu havde jeg min chance. Vendt til næste gang den vender hovedet. Den vendte sig. Træk vejret ind. Holdt det. Skyd. BLAM! Dyret væltede med det samme om på siden og lå helt stille. Jeg havde ramt det præcist hvor jeg ville. Og nej hvor mine ører rungede. Jeg havde i min sniger iver glemt at få ørepropper i, og skuddet gjaldede stadigt i mine ører og adrenalinen i mine årer, da jeg gik ned til det døde dyr. Helt dødt var det dog ikke. Det brugte lige et halv minut på at udånde, ligge og blinke lidt, spjætte et par gange med benene og det var så det. Jeg fik helt ondt af det da det lå der, men det kunne jo ikke betale sig at blive blødsøden nu. Men med de store brune øjne kan jeg da godt forstå at visse folk bliver bløde i knæene og synes det er da forfærdeligt synd for det stakkels kræ. Man må bare også acceptere at kræet også er mad. Det smager godt og sådan er det.

Når man ser jagt på films, så er det altid vildt spændende indtil de skyder – bang. Og så klipper man derefter over til hvor de alle sidder fine og nyfriserede sidder omkring et lejrbål og steger deres fantastiske fangst. Falsk markedsføring siger jeg bare! For sandheden er noget anderledes. Man tager jo ikke bare dyret på nakken og daffer hjemad. Først skal pelsen flåes af, indvoldene ud, klovene af, hovedet af, og dyret deles i to, som man så tager på nakken og går med de her min. 40 kilo kød den halvanden times tur tilbage på båden i absolut alt andet end jævnt terræn. Og alt dette gjorde jeg stort set alene. Dan var min guide i hvad det var jeg skulle gøre ved min fangst. Jeg havde en vag idé, eftersom jeg jo også havde været med til at partere vores moskus sidste år, men rækkefølge etc. havde seriøst brug for en genopfriskning. At flå skindet af er det mindst problematiske. Det handler stort set om at lave nogle snit de rigtige steder (langs bugen og op langs benene) og så hive skindet væk fra kødet. Indvoldene derimod kan godt gå hen og blive lidt af en oplevelse. Den opspilede mave og de mange meter tarm og fordøjelseskanalen skal man tage med nænsom hånd så der ikke går hul ud i kødet (for mave indhold på kød er lige med bakterier, og det er ikke super). Og så er det ret klamt. Men jeg gik i krig uden at kny. Så jeg kan nu med sindsro i stemmen fortælle at jeg nu har oplevet at have hænderne i masser af indvolde, samt en stor pøl af varmt blod. Øv hvor er frisk blod klistret og nej hvor så jeg ud da jeg endelig var færdig med mit dyr. Mine bukser var en kombination af våd og blodig, det samme med min trøje og hænderne var røde og klistrede. Men jeg havde selv gjort det. Der var ingen babysitter her. Det var mit dyr og så skal man også selv stå for det. Sådan er det. Mens jeg gjorde mit syr klar til transporten hjem, havde Dan taget længere ind i dalen og selv skudt et dyr, Som han så fik parteret og kom tilbage med. Og heldigvis var Signe også kommet i mellemtiden, så hun kunne hjælpe lidt med at bære. Ikke rensdyret. Det skulle vi selv, ligesom traditionen dikterer. Men hun fik så æren af at tage vores tasker, hvilket efterlod mig med ’kun’ fyrre kilo kød på ryggen, et gevær over nakken og et styk pels under armen. Signe kunne så fortælle at det andet hold med Christian og Gorm ikke havde været så heldige på den anden side. De var nu tilbage på båden og afventede vores ankomst. Klokken var u også ved at være mange og vi skulle skyndes os til bådende hvis vi skulle være hjemme inden mørkets frembrud. Den halvanden times march jeg fik mig der var hård. Benhård. Men jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville holde pauser. Jeg ville ikke have det her dyr på nakken længere end nødvendigt og jo hurtigere jeg kom til bådene jo bedre. Så jeg travede af sted kun afbrudt at meget små (5-10 sekunders) ”åh-gud-jeg-tror-jeg-dør” ophold, eller de 15 sekunder jeg tillod mig selv at nyde synet af det store vandfald (”nej, hvor er det flot, af sted igen”).

Det korte og det lange er at jeg ankom fuldstændigt gennemblødt af sved, med en krop der ikke får normal førlighed lige med det samme, men... med et rensdyr jeg selv havde skudt og parteret. Jeg er nu kommet et skridt nærmere at få status som indfødt. De andre kom lidt efter og to timer senere nærmede vi os Maniitsoq by, ikke et minut for tidligt. Tusmørket var faldet over os og alt kunne kun ses i konturer. Men vi havde nået det og nu skulle Dan og jeg først lige på skolefabrikken og skylle kødet og få hængt det op til modning, før vi kunne tage hjem til et velfortjent hvil.

Heroppe har man noget man kalder ”den første af altings fest”. Barnets første skridt, første tand, første skoledag, første fisk, første rype, første rensdyr, første alt muligt. Alt er anledning til kaffemik, så i morgen er der kage på skolen. Jeg skal bare lige have bagt den først.

ineffektivitet dit navn er Grønland

Garh, hvor kan jeg blive træt den ineffektivitet man dagligt støder på heroppe i det kolde nord, og lige for tiden synes jeg det er værre end det plejer (hvilket siger ret meget). Der er bare så mange åndssvage ting der ikke bliver gjort eller ting der virkelig trækker ud i langdrag. Ikke alle ting der har med mig at gøre som sådan, men derfor kan man jo godt undrer sig over at det her land nogen gange overhovedet kan fungere. Lad mig starte med at et par eksempler fra skolen.

Vores kollegium skulle være færdig med sin totale indvendige renovation før jul. Den er stadig ikke færdig. Hvis det ikke er materialer der mangler, så er det håndværkere der er ved at arbejde på noget andet, der så også skulle være færdig for hundrede år siden. Såsom vores nye Alderdomshjem, der skulle have været færdig for et par år siden. Det var de ved at bygge da jeg kom for 2 år siden. Det er så næsten færdigt. Så skulle det være indviet i august, som så blev september og det er så stadig ikke blevet færdigt, men vi er vist tæt på nu. Det eneste vi mangler på kollegiet nu er lidt maling hist og her, hvilket så også kun har taget dem 6 måneder. Men det er ikke så mærkeligt når man tænker på at det har taget 2-3 mand tre dage at male vores rygerum. De startede onsdag og fredag var de stadig ikke færdig. De har det altså også med at gøre det sværere for sig selv. Ikke noget med at tage borde og stole ud så man kan komme til, nej, det blev bare dækket til og så ellers i gang. Åbenbart i slowmotion. Som Dan og jeg snakkede om, så havde det nok været nemmere (for ikke at sige meget billigere) at få et par af os lærere til at male det over en weekend. Så svært er det altså heller ikke. Og så er det altså heller ikke blevet pænere. Hvide vægge? Tror nok jeg kunne klare det. Og på hurtigere tid.

Og så er der vores nye overenskomst der er ved at blive forhandlet. Sidste gang kom den ”kun” to år for sent, hvilket betød at ansatte fik lønforhøjelsen retroaktivit betalt for to år på en gang. Ikke dårligt med en rimelig stor bonus på en gang, men det må kunne gøres bedre. Hvilket de så lovede at gøre denne gang. Men vi skriver september og den nye skulle gælde fra april. I år. Og selve forhandlingerne er også ret så meget til grin. Dem der forhandler for os, hører åbenbart ikke efter og det eneste vi ser ud til pt. at få ud er den er en lønstigning på 4,5%, hvilket altså ikke er sårligt meget når vi det sidste år har fået prisstigning på 8-10% på visse varer og kan se frem til en husleje stigning på 15%. Så er 4,5% pludselig ikke særligt meget. Det kunne så hjælpe hvis vi fik tilskud for at have taget Pædagogikum, men nej. Det får man ikke på erhvervsskolerne. Gymnasielærerne får det, og den stiger som det ser ud nu fra 500 kroner til 2000 kroner om måneden. En ting vi, erhvervsskolernes undervisnings personale, har pointeret for de folk der skal forhandle for os mange gange. Men er det kommet med? Nix. Jeg troede de skulle forhandle på vores vegne, ikke bare ignorere os. Anna Marie er også godt sur i skralden på dem, for de bliver ved med at sende mails ud om at de gerne vil have kommentarer til de sidste nye udkast, men de kommentarer vi så kommer med kommer ingen vegne. Så tak for ... nada.

Nå ja, så er der jo også Joint Committee. Joint Committee er et samarbejde Grønland og Amerika imellem på undervisningsområdet. I starten af året skrev de ud til skolerne om forslag til projekter for mulige samarbejde mellem undervisningsinstitutioner her og over there. Og det skrev jeg sig. Jeg skrev et flere siders forslag om udveksling af engelsk lærere mellem grønland og USA, med en masse argumentation om hvorfor det kunne være en god idé og hvordan det kunne lade sig gøre. Blandt de indkommende forslag skulle så udvælges en tre til fem stykker, der så skulle med til konference i US of A i april. Min blev valgt og var med til konferencen og siden har jeg så ventet på noget som helst der bare ligner et resultat. Før sommer blev jeg lovet feedback først i maj, da det ikke skete blev det så til en lovning om feedback inden sommerferien indtræf. Sommerferien er så både kommet og gået igen og nu har jeg så at vide at efter næste tirsdag kan jeg godt vente noget, da de har møde der. Og for resten er den person, der havde med erhvervsskolerne at gøre, skiftet job. Og ingen har så taget faklen op efter ham/hende. Men det skulle der så kommer efter tirsdag. Og alt det her fik jeg jo selvfølgelig kun at vide fordi jeg skrev en mail for at finde ud af om de havde glemt mig/os. Så engang næste år?

Og Camilla sendte for halvanden måned siden en film til fremkaldelse fra hendes analog kamera. Hun fik en seddel på og fik at vide at der nok ville gå tre til fire uger før de var fremkaldt. Damn, tre uger for en film? Blev de sendt til DK eller hvad? Næh, de bliver sendt til Nuuk og der har de så enten enormt travlt med alle mulige andre billeder eller også har de så overhovedet ikke travlt med at lave noget som helst. Det korte og det lange er så at en måned senere var billederne ikke kommet tilbage. Faktisk var de fuldstændigt forsvundet ud af systemet. Great. Så ikke nok med at man skal vente sindssygt lang tid, man skal også vente sindssyg lang tid forgæves. Grrr….

Puha, det udviklede sig da vist til lidt af en brokke blog. Nå, men så må jeg jo se om jeg ikke kan være lidt mere munter næste gang, for jeg kan jo godt lide det heroppe. Nogen gange virker det hele bare en smule.. ineffektivt. Det kan være jeg burde bruge en uges tid på at finde de steder hvor grønland er effektivt. Umiddelbart vil en sådan liste indeholde taxa chauffører, lufthavnspersonalet, fangere og sne-vejrydnings sjakket. Hmm.. Jeg tænker lige videre.
Snes.

Svigermekanismen, stopknapper, blodigt opgør med guderne og plaster i moderigtige disneyfarver

Så er freden forbi og der er ingen steder at skjule sig… svigerfamilien er kommet! Ja, okay det er ikke hele familien, men blot svigerfar og svigermor der er kommet på besøg her i det grønlandske, men det er vel et eller andet sted også nok, når de bor hos os i vores tre værelses lejlighed i 14 dage. Ikke at det gør noget, det var ikke ment på den måde. Bare at mere end fire personer i vores lejlighed godt kan blive en smule klemt.

Men jo, Knud og Karin ankom til Maniitsoq sidste torsdag (altså den 4.) efter en tre dage i Kangerlussuaq (planlagt) med ture til indlandsisen, moskus kigning og andre eksotiske oplevelser. Torsdag skulle de have ankommet klokken 14 men flyveren i Sisimiut, der skulle mellemlande i Kangerlussuaq før den skulle videre til Maniitsoq og Nuuk, bestemte sig for at den ikke rigtig gad og virke længere, så Knud og Karin måtte vente til klokken 19 om aftenen før der blev sat en ny flyver ind. Så lettere forsinkede ankom de så til regnfulde Maniitsoq. For vejret var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Tværtom. Vådt, overskyet, og til tider vindstød af den trælse slags. Det afholdte os fra at tage på en sejltur lørdag, men i stedet tog vi på hotellet og spiste fin middag i anledningen af Knud og Karins bryllupsdag. Efter middagen kom Tea og Marie forbi til et par øl. Hyggeligt.

Jeg skal måske lige indskyde at Marie er en af de nye lærere på den lige så nye efterskole der er kommet til byen. Hun er mor til Alma på fire (og et halv, ikke at forglemme) og kæreste med Mads, ligeledes lærer på den nye skole. Begge er på Camilla og undertegnedes alder, så der er lagt i kakkelovnen til et par gode venner. Mads har i hvert fald både passeret musik- og film testen. Og han har også spillet lidt rollespil, så jeg tror jeg har fundet en ny legekammerat.

Søndag var der så ved at være vejr til at man hvis man ikke var alt for kuldskær kunne tage en sejltur. Dog med forbehold for en jævn kold vind oveni. Knud og jeg tog med i Christians båd (måtte hellere sørge for lidt luksus på svigerfars første sejltur i det grønlandske) og Dan, Signe og Gorm i Gorms båd. Vi ville ud og fiske. Og det kom vi så. Også i den grad. Det vil sige jeg fiskede ikke så meget – vi har allerede en fryser hvori der er fint repræsenteret med både torsk og ørred, men hvad der mangler er rødfisk og laks. Og rødfisk var det denne søndags jagt var målet for. Desværre gjorde vinden og strømmen at linen på pilken ikke ville gå lige ned, men derimod fare af sted med strømmen. Og så kan man altså ikke fange rødfisk, der gerne gemmer sig i huller i havbunden på de godt 70-130 meters dybde. Kan man ikke få linen derned, kan man ikke få de røde lækkerbiskener. Til gengæld bed torskene på. Og på. Og på. Og på. vores pilkeliner har seks kroge og en af gangene fik Knud en torsk på hver krog! Og det var ikke småkravl. Det var flotte torsk. Men i guder, torsk har vi altså nok af, hvilket jeg da også prøvede at forklare svigerfar, men jeg tror han havde slået den selektive hørelse til, for han fik i hvert fald julelys i øjnene og hev den ene torsk ind efter den anden (og ofte flere af gangen). Hvis jeg bare vidste hvor sluk knappen var på den mand, for hvis der er en ting jeg har lært når man fisker, så er det at en ting er at fange fiskene, en anden er at de også skal renses og fileteres når man kommer hjem. Og det tager tid hvis det skal gøres ordentligt.

Men efter en lille times hiven torsk i land, forekom der en naturlig pause, hvilket jeg udnyttede til at få renset de fisk vi allerede havde fanget. Til dette havde jeg lånt Christians store bowie kniv – i ved sådan en rigtig crocodile dundee satan. Stor og skarp og meget effektiv. Lidt for effektiv viste det sig. Guderne har nemlig her de sidste par uger bestemt sig for at knive og jeg passer som fod i en styrthjelm. Så mig med stor kniv og mange torsk. Skær op, indvolde ud, næste, skær op, indvolde ud, næste, skær op, skær finger, indvolde ud, næste.. og at jeg har skåret et godt hak af min venstre langfinger opdager jeg så først efter jeg er færdig med at skære 10+ fisk. Der er simpelthen for koldt til at jeg kan mærke at min finger styrt bløder (næsten da). Det bløder i hvert fald og det vil bare ikke stoppe igen. Ret irriterende, men heldigvis stadigt så koldt at jeg ikke kan mærke noget. Halvanden time, 10 torsk, en pakke snotpapir og tre plastre senere er vi trygt hjemme igen og jeg fik renset mit sår under varmt vand og sæbe (av) og Camilla bliver sendt i byen efter plaster, siden vi selv var løbet tør. Og hvad finder hun? Disney plaster i moderigtige farver… Hun insistere stadig til den dag i dag på at der ikke var andet plaster i butikken, men jeg har nu min tvivl. Guderne havde dog ikke haft nok at sige til mig og mit forhold til knive.

Det siger sig selv at jeg med min blodige finger ikke kunne være til meget hjælp med fileteringen af de mange torsk, så det kom svigerfar helt automatisk til at stå for (hvilket vel kun er fair, når nu han selv insisterede på at fange dem – jeg må altså finde den mands stopknap). I stedet trak jeg mig ind til min computer for at gøre så lidt skade som muligt og bløde på så lidt som overhovedet muligt. Der gik dog ikke mere end en halv time før Camilla kom ind og med et venligt vink med en vognstang fortalte mig at det jo ikke kunne skade nogen hvis jeg nu så på, hvordan det nu var at man rent faktisk fileterede sådan en torsk (et emne vi har til stor debat i vores lille hjem, siden hverken jeg eller Camilla er særlig gode til det). Og det kunne hun da nok have ret i. NOT! Der gik ikke 2 minutter før jeg kom ind i køkkenet og så hvordan svigerfar flot og metodisk fileterede den ene fine torsk efter den anden før han havde vendt sig om mod mig og jeg samtidig rakte frem efter noget på køkkenbordet, så jeg fik spidsen af den smalle og meeegeeet skarpe fileterings kniv stukket ind i min højre ringfinger. Suk. Mig ind under den varme hane igen og fingeren i sæbevand, nu bare med højre hånd. Så næste morgen var jeg i skole og underviste med et blåt bambi plaster på den venstre hånd og et rødt junglebogen plaster på højre. Til gengæld var de så også både vand- og skidt afvisende! Kom ikke her.
Siden den søndag har jeg forsøgt at holde mig fra skarpe genstande (medmindre det har været den snaps svigerfamilien også har taget med, nam). Og det har hjulpet lidt på statistikken. Siden da har eg kun fået mindre rifter og et enkelt stik, der dog knap nok blødte. Så yay mig.

Men de sidste par uger har faktisk fløjet af sted, med mange ture (det skal man jo når man har gæster). Vi har set vandfald, døde hvaler, fanget ørred, prøvet både at sejle i godt vejr og lidt mere bølget, spist masser af fisk, moskus og andre godter. Inden de skal hjem igen skal vi stadig nå rensdyr, så det bliver en af de kommende dage. Lækkert. Det er helt rart med kødædere i huset (hehe, undskyld Camilla).

Ellers er der lagt i støbeskeen til et par gode kommende uger, med fødselsdag i klubben (ikke mig men enm af de andre altså), en mulig rensdyr jagt med Dan, indkøb af laks til røgning og så er Charles jo kommet tilbage til det grønlandske. Det bliver helt dejligt at få ham i røret en gang imellem. Heldigvis lyder det for ham som om der er væsentligt bedre forhold oppe ved disko, end der var hernede. Så det skal nok gå alt sammen. Nå jeg må stoppe. Klokken er mange og jeg skal op i morgen og undervise 55 videbegærlige unge mennesker.. *host host*.

Nat nat.

min legekammerat har forladt mig

At arbejde i Grønland er nogle gange en mærkelig oplevelse. For en dansker er det sjældent en stilling du har tænkt dig at besidde resten af dit liv, og som oftest kun en mellemstation på de godt 2 til tre år, ja for nogle kortere. Selv skrev jeg kontrakt for tre år da jeg startede og har endnu ikke bestemt mig om det bliver ved de tre eller jeg tager et år mere. Mere end de 4 bliver det nok ikke.

Men er man på en arbejdsplads hvor folk i gennemsnit er i tre år, så betyder det også at en del udskiftning er en uundgåelig del af det daglige liv. De sidste par år er der en del der er smuttet fra vores lille ATI familie og i fredags betød det at vi måtte sige farvel til Karsten. Det var nu ikke kun ATI der måtte sige farvel til vores matematik og kemi lærer, men også mig helt personligt der måtte sige farvel til min betroede ven og kammesjuk. Jeg kan ikke tælle alle de gange Karsten og jeg har nørde-snakket computerspil, drukket en velfortjent øl i klubben mens vi indædt diskuterede de finere aspekter af popmusikkens indflydelse på vores liv og hvad der var godt og skidt, eller blot debatterede elever, undervisning, pædagogikum eller det altid populært emne kvinder over en smøg eller pibe i skolens rygerum. Han introducerede mig til klubben, var altid klar på en snak eller netcafe (men gik som regel før tid hvis han blev for frustreret over at blive dræbt for mange gange i træk) eller fik en mand til mand snak privat over en flaske rødvin. Han har om nogen (foruden Camilla) været min fortrolige og jeg kommer helt sikkert til at savne ham. Og jeg ved at han kommer til at savne os, og med lidt held mig.

For at sige farvel til Karsten på en behørig manér arrangerede vi torsdag eftermiddag en tur til Kangerluassuq, en nedlagt bygd. Vi var 15 af sted fra personalet og Camilla, inklusiv engangs grill med dertilhørende rensdyrkød, kartoffelsalt, salat, chips, øl, vand, vin, jordbær og naturligvis gaver til Karsten. Det skortede ikke på noget og selv vejret viste sig fra sin bedste side. Ikke en vind rørte sig mens vi dragede af sted i fem både. Det var en skøn og afslappet eftermiddag med masser af hygge, grill, bærplukning og fodbold. Et eller andet sted var det bare også lidt bedrøvet. Når man er nået så tæt på at tage af sted som Karsten var (han skulle af sted næste morgen), så var han kommet til ”sidste gang” stadiet. Det er sidste gang du rejser i båd her i landskabet. Det er sidste gang du nyder denne udsigt. Det er sidste grillstegte rensdyr, Sidste skoledag, sidste aften, sidste tur i klubben, sidste alt muligt. Lidt ligesom jeg havde det da jeg forlod Aalborg for to år siden. Og jeg kunne se det på ham, mens vi sejlede hjem mod byen igen. Han nød det. Landskabet. En sidste gang.

Nu lyder det så voldsomt at sige sidste gang. For jeg har da for eksempel siden hen været i Aalborg, men det var på besøg. Epoken var ligesom færdig og man er mere på gennemrejse end noget andet. Man er tilskuer og ikke deltager. Så uanset om Karsten kommer igen, så vil det være på besøg. Hvilket han da naturligvis er så hjertens velkommen til. Han har varslet et muligt julebesøg, men det kommer nok til at afhænge lidt af hvilken økonomisk situation han sidder i på det tidspunkt. For transaktionen fra Grønland til Danmark har ikke været uden økonomisk slagside for den stakkels mand. For eksempel får vi at vide, når vi bliver ansat, at de betaler for vores rejse og flytning både frem og tilbage. Hvad de ikke fortæller, er så at de kun betaler for vores tilbagerejse hvis vi ikke har taget ferie. Forstået på den måde at det ferierejsetilskud vi hvert år modtager (ca. 8.000 efter skat) skal bruges til vores tilbagerejse. Noget Karsten ikke vidste da han tog til Danmark denne sommer, var til jobsamtale, fik jobbet og tog tilbage for at gøre sine affærer i orden. Pludselig skulle han selv betale sin hjemrejse. Øv. Og så er der hans nye lejlighed, der lige koster en husleje + tre måneders husleje forud + tre måneders husleje i depositum. Gud bedre det. Tror de man har et pengetræ i baghaven når man skal leje lejlighed eller hvad?

Men Karsten er nu ved godt mod. Han glæder sig til sit nye job som Adjunkt og eftersom banken har været samarbejdsvillig, kan han tage til DK med fornyet mod og en god oplevelse rigere fra os. Spørgsmålet er bare hvad jeg lige gør nu min lejekammerat er forsvundet?

nuuk seminar over and out

Puha. Det var så tre dages intensivt seminar holdning i grønlandsk hovedstad. I tæt parløb med Jens Thostrup har vi formidlet, eller i hvert fald forsøgt, at formidle kunsten at bruge det interaktive white board SmartBoard for undervisere fra adskillige forskellige undervisningsinstitutioner. Med Jens som primus motor indenfor den del af seminaret der havde med selve SmartBoardet at gøre – det vil sige alt hvad der hed brug af selve boardet, brug af software, undervisning og øvelser, og mig som praktiske gris der løb rundt bag kulissen og sørgede for at diverse rum var klar med tændte computere, at opgaverne var de rigtige steder, at der var logget ind, og de mest forudseelige ting så rent faktisk var forudset. Vores succes kriterier var at seminar deltagerne med det her seminar kunne blive fortrolige både med smartboardet og det software der hører sig til. Og at de efter seminaret var blevet så fortrolige med det at de havde lyst og mod på at tage Smartboardet i brug i undervisning og/eller til møder på deres respektive undervisningsinstitutioner. Og det tror jeg faktisk også vi nåede langt hen af vejen. Sådan da.

Seminaret var delt i to. Der var en dag et, man kunne nøjes med at deltage i, hvis man ikke havde tre dage af give af. På denne dag fik man alle værktøjerne. Man lærte gennem forskellige øvelser hvilke muligheder SmartBoardet rummede, men denne dag var om noget ment som en øjenåbner, og den reelle træning i brug af SmartBoardet faldt først på dag 2 og 3. Her fik de stillet mere åbne opgaver hvor de bl.a. skulle lave et undervisningsmateriale til SmartBoardet ud fra et visuelt indtryk (foto, maleri, film, symbol etc.), da der kan være en tendens hos lærere at basere sin undervisning på baggrund af tekst (jeg ved jeg i hvert fald godt kan falde i den fælde). Og så kan I tro der skete ting og sager ude i de små grupper. Der blev indspillet film, optaget lyd, lavet fotosafari, fundet billeder på nettet og udtænkt kreative løsninger, der mere end noget retfærdiggjorde seminarets eksistens berettigelse. Folk tog virkelig fat og begyndte at bruge de værktøjer de var blevet introduceret til dagen forinden.

Selv var jeg med i en gruppe sproglærere (læs modne kvinder) fra Sprogcenteret, der underviste på begynderniveau i henholdsvis engelsk, dansk og grønlandsk. Sammen med dem fik vi lavet et undervisnings materiale til grønlandsk om det at præsentere sig selv. Så vi indspillede på films et møde mellem mig og Nanna (grønlandsk læreren) hvor vi på grønlandsk havde en dialog der gik noget med ”goddag”, ”goddag, jeg hedder Nanna, hvad hedder du?”, ”Jeg hedder René”, ”Er det sandt? Hvordan har du det?”, ”Jeg har det fint, hvad med dig?”, ”jeg har det fint”. Meget basic, men ud fra den film tog vi så still billeder og lavede talebobler man kunne trykke på med de enkelte linjer udtalt langsom som vi havde indspillet via en mikrofon i computeren. Meningen var så at man som elev i en undervisningssituation skulle se filmen først, derefter gennemgå det der blev sagt via stillbillederne, hvor man kunne høre teksten gentaget langsommere. Herefter skal man så gå ud og gentage samtalen to og to. Enkelt og ret så genialt, hvis vi selv skal sige det. Og det tog ikke mere end et par timer, da vi først havde bestemt os for hvad det var vi ville. Og det virkede. Fantastisk. Fagre nye verden.

Men den fagre nye verden var ikke altid en team player. For det var altså ikke fuldstændigt uproblematisk at være på det flotte nye universitet. Det trådløse internet brillerede ved sit konstante fraværd, hvilket gjorde at kursisterne ikke kunne sidder ved deres egne bærbare (som vi havde bedte dem tage med) og samtidig være på nettet eller skolens netværk. Der måtte vi fortrække til noget af uuniversitetets stationære computere, der da virkede fint, men… vi havde ikke administrator rettigheder så vi kunne ikke installere programmer på dem som vi kunne have brug for (for eksempel kunne vi ikke installere Centra som var et af de værktøjer vi skulle bruge på tredje dagen, hvilket vi så måtte skyde en hvid pind efter). Vi kunne heller ikke installere noget på de computere der var tilsluttet de forskellige smartboard, hvilket var lettere irriterende. Men vi lærte at se det positive i det der virkede og arbejde uden om det der ikke virkede. Det er jo grønland og man udvikler lidt hård hud når det kommer til den slags. Og heldigvis var kursisterne ved godt mod hele vejen, hvilket også gjorde vores arbejde en hel del nemmere. Folk, inklusiv Jens og undertegnede, var dog blevet lidt matte på tredje dagen og oplæg om nye værktøjer til brug af kommunikation over nettet blev lidt for meget af det gode. De havde simpelthen nået smertegrænsen af hvor meget nyt man kan kapere og det var svært at kapere for de fleste. Og det hjalp jo ikke at man ikke kunne afprøve det, idet det ikke var installeret på de stationære computere.

Alt i alt var det faktisk et ret så vellykket seminar hvis jeg selv skal sige det. Og efter vores evaluering, er det også det indtryk jeg får at deltagerne sidder tilbage med. De har lært meget og fået tid og lov til at selv at prøve, og lege. At de ikke nødvendigvis alle løbet ud og bruger boardet i alt deres undervisning fra nu af, gør ikke så meget. Til det skal der en del mere træning til. Men som deltagerne udtrykte det, så har de fået et værktøj de kan tænke ind i undervisningen, der giver nogle muligheder for en hel anden åben og afvekslende form for undervisning.

For os som afviklere var det også godt og vi sidder til bage med en god fornemmelse. Der er ting der helt klart skal ændres, men i de store linjer lykkedes vores projekt. Planen er at vi gentager seminaret til januar i Sisimiut med nye deltagere, hvilket jeg da kun kan glæde mig til. Men da håber jeg så at vi i stedet for to personer, er tre, som det først var planlagt. Det har fra starten været et samarbejde mellem Jens, Barfuss Ruge fra Sprogcentreret og undertegnede, men Barfus kunne først ikke komme før mandag morgen, så blev det mandag aften og så blev hendes fly aflyst. Og det kunne man altså godt mærke. Det manglede lige fra vores (Jens og mig) side, det sidste overblik og indre ro, til at få styr på de små detaljer som navneskilte, at tage billeder og være det lille skridt foran og hele tiden at kunne være rundt til alle grupperne. Vi var ude ved grupperne så meget som muligt, men der var et par gange hvor man løb lidt hurtigt og egentlig godt kunne bruge en lille pause. Men siden næste (hvis det bliver til noget) seminar skal være i Sisimiut, så får Barfus nok ikke det store problem med at ankomme. Så må vi jo bare håbe at det ikke er mig eller Jens der står med det problem. Heroppe kan man jo aldrig vide. Og Sisimiut i januar er jo altid spændende.

Nu synes jeg i hvert fald jeg har fortjent en god lang weekend… men der er lige en hel del undervisning der skal forberede og fyres af, inden jeg kan holde weekend og sove længe. Men nej hvor bliver det dejligt. Uh, i mogrne kan jeg dog sove længe, eftersom vi første skal med flyveren klokken 11.55, og de har morgenmad på hotellet helt til klokken 10. Så gæt hvem der skal sove heeeeeelt til klokken 9?

Yay.

kosmisk humor når den er værst

Der er et eller andet ved Nuuk. Storbyen. Grønlands nerve. Der er helt sikkert et eller andet ved Nuuk. Provinshullet der har det hele i små mængder. Det vil sige den har næsten det hele. Men irritationsmomenter er der en masse.

Jeg ankom i dag med flyveren lidt i tre og tog direkte ud på universitetet hvor seminaret skal slå sine folder fra på søndag. Her fik jeg en snak med vores underviser, Jens Thostrup, den flinke mand jeg også var til møde med i Sisimiut. Vi fik os en snak med Klaus, universitetets IT-ansvarlige, en forholdsvis ung grønlænder der så ud til at have rimeligt styr på det, bortset fra at det trådløse net var meget ustabilt, men det er nu ikke nødvendigvis universitetets skyld. I tilfælde af tvivl, giv TELE Grønland skylden. Man tager som regel ikke helt fejl. Efter lidt snak frem og tilbage kunne vi godt se at det ikke blev helt problemfrit, men Jens og jeg er overbevidst om at det nok skal kunne lade sig gøre, men måske må vi gå lidt på kompromis her og der. Klip en hæl og hak en tå og alt det der.

Efter en time i universitetets bygninger, der for resten er helt nye og ret lækre (mere om det en anden gang), så tog jeg en taxa til hotellet. Og det var først nu mine problemer skulle til at begynde. Efter lidt powershopping (mest ting på Camillas indkøbsliste.. tsk) ville jeg sætte min computer til på hotelværelset og så var det det slog mig… ingen stikkontakter med jord. Til dem der kun taler blond (som min receptionist meget charmerende udtrykte) så er en stikkontakt med jord når den har tre huller. Det er gerne nødvendigt til de fleste strømstik til for eksempel en bærbar. Og siden jeg skal have forberedt en del seminar ting og sager inden vi starter på søndag så er det ret så vigtigt at jeg kan få noget strøm på min computer. Ja, jeg kunne bare have taget en stikdåse med, men det glemte jeg. Nu er skaden ikke større end man kan gå ned i receptionen og låne en stikdåse. Troede jeg. Jeg mener, det kunne da jeg var her sidst, hvilket vil sige marts eller noget. Men denne gang var der ingen hjælp at hente. Receptionisten undskyldte men det havde de ikke, og hun beklagede at værelserne ikke var udstyret med stik med jord, men det var ved at blive ændret, men krævede lidt mere tid og mange bestemmelser fra højere lag og bla bla bla. Det hjalp mig jo ikke her og nu. Ikke andet for end at gå ud og investere i en ny stikdåse – nu med jord. Brugsen, der har en står afdeling ovenpå med alskens køkkenudstyr, ledninger, og alt det den slags, virkede som et udmærket bud. Og her var der da også masser af forlængerledninger og stikdåser. Men var der en eneste med jord? Nej. Det vil sige at der stik med tre huller, der var bare ingen ledning på, så det var lidt ”du skal lave det selv for den slags bruger vi altså ikke her i byen” melding man fik ud af det. Jeg var nu ved at være ret så desperat. Jeg mener computeren kan måske køre to timer på batteriet, men det er altså ikke nok, når jeg havde tænkt mig at bruge det meste af lørdag på at arbejde med tekster til seminaret– foran computeren.

Og hvad gør man når man desperat efter et tre-stik? Man køber et to-stik med den skumle intention om at lave et tredje hul med en skrue eller hvad men nu ellers lige kan få fingrene. Teorien holder meget godt. Så længe stikket får strøm fra de to ”almindelige” stik, så behøver det tredje ”unormale” stik ikke at have kontakt med noget, bare så længe der er plads til det. Men for at der kan være plads i den normale plastik, skal man lige lave hul først. Ak og ve, jeg var ved at slide mine fingre til blods mens jeg ridsede i plastikket, mens jeg sad og ventede på at min pizza blev færdig på Cafe Prego. Stikkontakten blev da ridset, men jeg fik ikke lavet det overbevisende hul jeg håbede på. Pizzaen blev færdig og jeg gik slukøret tilbage på hotellet, med udsigt til ingen film på computeren, KNR på tv og timers blodig kamp en ridset stikdåse. Oh ak, hvor smerte altså rimer på hjerte en gang imellem. I en sidste desperat handling gennemrodede jeg værelset en sidste gang i håb om at jeg havde overset stikket. Nej, ikke der, heller ikke der, og nej, der var heller ikke noget, ups skulle jeg have hevet den ud af væggen? Nå, det ordner de nok. Nej heller ikke der.. men hvad er det? Og pludselige oplystes himlen af englesang og trompeter, der fik gardinet til at vibrere og der... ved vinduet, under vindueskarmen bag ved gardinet – en stikdåse med fire vidunderlige stik ALLE MED JORD! Halleluja! Så alt den frustration til ingen verdens nytte. Stikket havde været der hele tiden, det var der åbenbart bare ingen der vidste.

Nogen gange kan man godt føle at man er pointen i en eller anden kosmisk vittighed.