Garh, hvor kan jeg blive træt den ineffektivitet man dagligt støder på heroppe i det kolde nord, og lige for tiden synes jeg det er værre end det plejer (hvilket siger ret meget). Der er bare så mange åndssvage ting der ikke bliver gjort eller ting der virkelig trækker ud i langdrag. Ikke alle ting der har med mig at gøre som sådan, men derfor kan man jo godt undrer sig over at det her land nogen gange overhovedet kan fungere. Lad mig starte med at et par eksempler fra skolen.
Vores kollegium skulle være færdig med sin totale indvendige renovation før jul. Den er stadig ikke færdig. Hvis det ikke er materialer der mangler, så er det håndværkere der er ved at arbejde på noget andet, der så også skulle være færdig for hundrede år siden. Såsom vores nye Alderdomshjem, der skulle have været færdig for et par år siden. Det var de ved at bygge da jeg kom for 2 år siden. Det er så næsten færdigt. Så skulle det være indviet i august, som så blev september og det er så stadig ikke blevet færdigt, men vi er vist tæt på nu. Det eneste vi mangler på kollegiet nu er lidt maling hist og her, hvilket så også kun har taget dem 6 måneder. Men det er ikke så mærkeligt når man tænker på at det har taget 2-3 mand tre dage at male vores rygerum. De startede onsdag og fredag var de stadig ikke færdig. De har det altså også med at gøre det sværere for sig selv. Ikke noget med at tage borde og stole ud så man kan komme til, nej, det blev bare dækket til og så ellers i gang. Åbenbart i slowmotion. Som Dan og jeg snakkede om, så havde det nok været nemmere (for ikke at sige meget billigere) at få et par af os lærere til at male det over en weekend. Så svært er det altså heller ikke. Og så er det altså heller ikke blevet pænere. Hvide vægge? Tror nok jeg kunne klare det. Og på hurtigere tid.
Og så er der vores nye overenskomst der er ved at blive forhandlet. Sidste gang kom den ”kun” to år for sent, hvilket betød at ansatte fik lønforhøjelsen retroaktivit betalt for to år på en gang. Ikke dårligt med en rimelig stor bonus på en gang, men det må kunne gøres bedre. Hvilket de så lovede at gøre denne gang. Men vi skriver september og den nye skulle gælde fra april. I år. Og selve forhandlingerne er også ret så meget til grin. Dem der forhandler for os, hører åbenbart ikke efter og det eneste vi ser ud til pt. at få ud er den er en lønstigning på 4,5%, hvilket altså ikke er sårligt meget når vi det sidste år har fået prisstigning på 8-10% på visse varer og kan se frem til en husleje stigning på 15%. Så er 4,5% pludselig ikke særligt meget. Det kunne så hjælpe hvis vi fik tilskud for at have taget Pædagogikum, men nej. Det får man ikke på erhvervsskolerne. Gymnasielærerne får det, og den stiger som det ser ud nu fra 500 kroner til 2000 kroner om måneden. En ting vi, erhvervsskolernes undervisnings personale, har pointeret for de folk der skal forhandle for os mange gange. Men er det kommet med? Nix. Jeg troede de skulle forhandle på vores vegne, ikke bare ignorere os. Anna Marie er også godt sur i skralden på dem, for de bliver ved med at sende mails ud om at de gerne vil have kommentarer til de sidste nye udkast, men de kommentarer vi så kommer med kommer ingen vegne. Så tak for ... nada.
Nå ja, så er der jo også Joint Committee. Joint Committee er et samarbejde Grønland og Amerika imellem på undervisningsområdet. I starten af året skrev de ud til skolerne om forslag til projekter for mulige samarbejde mellem undervisningsinstitutioner her og over there. Og det skrev jeg sig. Jeg skrev et flere siders forslag om udveksling af engelsk lærere mellem grønland og USA, med en masse argumentation om hvorfor det kunne være en god idé og hvordan det kunne lade sig gøre. Blandt de indkommende forslag skulle så udvælges en tre til fem stykker, der så skulle med til konference i US of A i april. Min blev valgt og var med til konferencen og siden har jeg så ventet på noget som helst der bare ligner et resultat. Før sommer blev jeg lovet feedback først i maj, da det ikke skete blev det så til en lovning om feedback inden sommerferien indtræf. Sommerferien er så både kommet og gået igen og nu har jeg så at vide at efter næste tirsdag kan jeg godt vente noget, da de har møde der. Og for resten er den person, der havde med erhvervsskolerne at gøre, skiftet job. Og ingen har så taget faklen op efter ham/hende. Men det skulle der så kommer efter tirsdag. Og alt det her fik jeg jo selvfølgelig kun at vide fordi jeg skrev en mail for at finde ud af om de havde glemt mig/os. Så engang næste år?
Og Camilla sendte for halvanden måned siden en film til fremkaldelse fra hendes analog kamera. Hun fik en seddel på og fik at vide at der nok ville gå tre til fire uger før de var fremkaldt. Damn, tre uger for en film? Blev de sendt til DK eller hvad? Næh, de bliver sendt til Nuuk og der har de så enten enormt travlt med alle mulige andre billeder eller også har de så overhovedet ikke travlt med at lave noget som helst. Det korte og det lange er så at en måned senere var billederne ikke kommet tilbage. Faktisk var de fuldstændigt forsvundet ud af systemet. Great. Så ikke nok med at man skal vente sindssygt lang tid, man skal også vente sindssyg lang tid forgæves. Grrr….
Puha, det udviklede sig da vist til lidt af en brokke blog. Nå, men så må jeg jo se om jeg ikke kan være lidt mere munter næste gang, for jeg kan jo godt lide det heroppe. Nogen gange virker det hele bare en smule.. ineffektivt. Det kan være jeg burde bruge en uges tid på at finde de steder hvor grønland er effektivt. Umiddelbart vil en sådan liste indeholde taxa chauffører, lufthavnspersonalet, fangere og sne-vejrydnings sjakket. Hmm.. Jeg tænker lige videre.
Snes.
lørdag, september 20, 2008
mandag, september 15, 2008
Svigermekanismen, stopknapper, blodigt opgør med guderne og plaster i moderigtige disneyfarver
Så er freden forbi og der er ingen steder at skjule sig… svigerfamilien er kommet! Ja, okay det er ikke hele familien, men blot svigerfar og svigermor der er kommet på besøg her i det grønlandske, men det er vel et eller andet sted også nok, når de bor hos os i vores tre værelses lejlighed i 14 dage. Ikke at det gør noget, det var ikke ment på den måde. Bare at mere end fire personer i vores lejlighed godt kan blive en smule klemt.
Men jo, Knud og Karin ankom til Maniitsoq sidste torsdag (altså den 4.) efter en tre dage i Kangerlussuaq (planlagt) med ture til indlandsisen, moskus kigning og andre eksotiske oplevelser. Torsdag skulle de have ankommet klokken 14 men flyveren i Sisimiut, der skulle mellemlande i Kangerlussuaq før den skulle videre til Maniitsoq og Nuuk, bestemte sig for at den ikke rigtig gad og virke længere, så Knud og Karin måtte vente til klokken 19 om aftenen før der blev sat en ny flyver ind. Så lettere forsinkede ankom de så til regnfulde Maniitsoq. For vejret var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Tværtom. Vådt, overskyet, og til tider vindstød af den trælse slags. Det afholdte os fra at tage på en sejltur lørdag, men i stedet tog vi på hotellet og spiste fin middag i anledningen af Knud og Karins bryllupsdag. Efter middagen kom Tea og Marie forbi til et par øl. Hyggeligt.
Jeg skal måske lige indskyde at Marie er en af de nye lærere på den lige så nye efterskole der er kommet til byen. Hun er mor til Alma på fire (og et halv, ikke at forglemme) og kæreste med Mads, ligeledes lærer på den nye skole. Begge er på Camilla og undertegnedes alder, så der er lagt i kakkelovnen til et par gode venner. Mads har i hvert fald både passeret musik- og film testen. Og han har også spillet lidt rollespil, så jeg tror jeg har fundet en ny legekammerat.
Søndag var der så ved at være vejr til at man hvis man ikke var alt for kuldskær kunne tage en sejltur. Dog med forbehold for en jævn kold vind oveni. Knud og jeg tog med i Christians båd (måtte hellere sørge for lidt luksus på svigerfars første sejltur i det grønlandske) og Dan, Signe og Gorm i Gorms båd. Vi ville ud og fiske. Og det kom vi så. Også i den grad. Det vil sige jeg fiskede ikke så meget – vi har allerede en fryser hvori der er fint repræsenteret med både torsk og ørred, men hvad der mangler er rødfisk og laks. Og rødfisk var det denne søndags jagt var målet for. Desværre gjorde vinden og strømmen at linen på pilken ikke ville gå lige ned, men derimod fare af sted med strømmen. Og så kan man altså ikke fange rødfisk, der gerne gemmer sig i huller i havbunden på de godt 70-130 meters dybde. Kan man ikke få linen derned, kan man ikke få de røde lækkerbiskener. Til gengæld bed torskene på. Og på. Og på. Og på. vores pilkeliner har seks kroge og en af gangene fik Knud en torsk på hver krog! Og det var ikke småkravl. Det var flotte torsk. Men i guder, torsk har vi altså nok af, hvilket jeg da også prøvede at forklare svigerfar, men jeg tror han havde slået den selektive hørelse til, for han fik i hvert fald julelys i øjnene og hev den ene torsk ind efter den anden (og ofte flere af gangen). Hvis jeg bare vidste hvor sluk knappen var på den mand, for hvis der er en ting jeg har lært når man fisker, så er det at en ting er at fange fiskene, en anden er at de også skal renses og fileteres når man kommer hjem. Og det tager tid hvis det skal gøres ordentligt.
Men efter en lille times hiven torsk i land, forekom der en naturlig pause, hvilket jeg udnyttede til at få renset de fisk vi allerede havde fanget. Til dette havde jeg lånt Christians store bowie kniv – i ved sådan en rigtig crocodile dundee satan. Stor og skarp og meget effektiv. Lidt for effektiv viste det sig. Guderne har nemlig her de sidste par uger bestemt sig for at knive og jeg passer som fod i en styrthjelm. Så mig med stor kniv og mange torsk. Skær op, indvolde ud, næste, skær op, indvolde ud, næste, skær op, skær finger, indvolde ud, næste.. og at jeg har skåret et godt hak af min venstre langfinger opdager jeg så først efter jeg er færdig med at skære 10+ fisk. Der er simpelthen for koldt til at jeg kan mærke at min finger styrt bløder (næsten da). Det bløder i hvert fald og det vil bare ikke stoppe igen. Ret irriterende, men heldigvis stadigt så koldt at jeg ikke kan mærke noget. Halvanden time, 10 torsk, en pakke snotpapir og tre plastre senere er vi trygt hjemme igen og jeg fik renset mit sår under varmt vand og sæbe (av) og Camilla bliver sendt i byen efter plaster, siden vi selv var løbet tør. Og hvad finder hun? Disney plaster i moderigtige farver… Hun insistere stadig til den dag i dag på at der ikke var andet plaster i butikken, men jeg har nu min tvivl. Guderne havde dog ikke haft nok at sige til mig og mit forhold til knive.
Det siger sig selv at jeg med min blodige finger ikke kunne være til meget hjælp med fileteringen af de mange torsk, så det kom svigerfar helt automatisk til at stå for (hvilket vel kun er fair, når nu han selv insisterede på at fange dem – jeg må altså finde den mands stopknap). I stedet trak jeg mig ind til min computer for at gøre så lidt skade som muligt og bløde på så lidt som overhovedet muligt. Der gik dog ikke mere end en halv time før Camilla kom ind og med et venligt vink med en vognstang fortalte mig at det jo ikke kunne skade nogen hvis jeg nu så på, hvordan det nu var at man rent faktisk fileterede sådan en torsk (et emne vi har til stor debat i vores lille hjem, siden hverken jeg eller Camilla er særlig gode til det). Og det kunne hun da nok have ret i. NOT! Der gik ikke 2 minutter før jeg kom ind i køkkenet og så hvordan svigerfar flot og metodisk fileterede den ene fine torsk efter den anden før han havde vendt sig om mod mig og jeg samtidig rakte frem efter noget på køkkenbordet, så jeg fik spidsen af den smalle og meeegeeet skarpe fileterings kniv stukket ind i min højre ringfinger. Suk. Mig ind under den varme hane igen og fingeren i sæbevand, nu bare med højre hånd. Så næste morgen var jeg i skole og underviste med et blåt bambi plaster på den venstre hånd og et rødt junglebogen plaster på højre. Til gengæld var de så også både vand- og skidt afvisende! Kom ikke her.
Siden den søndag har jeg forsøgt at holde mig fra skarpe genstande (medmindre det har været den snaps svigerfamilien også har taget med, nam). Og det har hjulpet lidt på statistikken. Siden da har eg kun fået mindre rifter og et enkelt stik, der dog knap nok blødte. Så yay mig.
Men de sidste par uger har faktisk fløjet af sted, med mange ture (det skal man jo når man har gæster). Vi har set vandfald, døde hvaler, fanget ørred, prøvet både at sejle i godt vejr og lidt mere bølget, spist masser af fisk, moskus og andre godter. Inden de skal hjem igen skal vi stadig nå rensdyr, så det bliver en af de kommende dage. Lækkert. Det er helt rart med kødædere i huset (hehe, undskyld Camilla).
Ellers er der lagt i støbeskeen til et par gode kommende uger, med fødselsdag i klubben (ikke mig men enm af de andre altså), en mulig rensdyr jagt med Dan, indkøb af laks til røgning og så er Charles jo kommet tilbage til det grønlandske. Det bliver helt dejligt at få ham i røret en gang imellem. Heldigvis lyder det for ham som om der er væsentligt bedre forhold oppe ved disko, end der var hernede. Så det skal nok gå alt sammen. Nå jeg må stoppe. Klokken er mange og jeg skal op i morgen og undervise 55 videbegærlige unge mennesker.. *host host*.
Nat nat.
Men jo, Knud og Karin ankom til Maniitsoq sidste torsdag (altså den 4.) efter en tre dage i Kangerlussuaq (planlagt) med ture til indlandsisen, moskus kigning og andre eksotiske oplevelser. Torsdag skulle de have ankommet klokken 14 men flyveren i Sisimiut, der skulle mellemlande i Kangerlussuaq før den skulle videre til Maniitsoq og Nuuk, bestemte sig for at den ikke rigtig gad og virke længere, så Knud og Karin måtte vente til klokken 19 om aftenen før der blev sat en ny flyver ind. Så lettere forsinkede ankom de så til regnfulde Maniitsoq. For vejret var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Tværtom. Vådt, overskyet, og til tider vindstød af den trælse slags. Det afholdte os fra at tage på en sejltur lørdag, men i stedet tog vi på hotellet og spiste fin middag i anledningen af Knud og Karins bryllupsdag. Efter middagen kom Tea og Marie forbi til et par øl. Hyggeligt.
Jeg skal måske lige indskyde at Marie er en af de nye lærere på den lige så nye efterskole der er kommet til byen. Hun er mor til Alma på fire (og et halv, ikke at forglemme) og kæreste med Mads, ligeledes lærer på den nye skole. Begge er på Camilla og undertegnedes alder, så der er lagt i kakkelovnen til et par gode venner. Mads har i hvert fald både passeret musik- og film testen. Og han har også spillet lidt rollespil, så jeg tror jeg har fundet en ny legekammerat.
Søndag var der så ved at være vejr til at man hvis man ikke var alt for kuldskær kunne tage en sejltur. Dog med forbehold for en jævn kold vind oveni. Knud og jeg tog med i Christians båd (måtte hellere sørge for lidt luksus på svigerfars første sejltur i det grønlandske) og Dan, Signe og Gorm i Gorms båd. Vi ville ud og fiske. Og det kom vi så. Også i den grad. Det vil sige jeg fiskede ikke så meget – vi har allerede en fryser hvori der er fint repræsenteret med både torsk og ørred, men hvad der mangler er rødfisk og laks. Og rødfisk var det denne søndags jagt var målet for. Desværre gjorde vinden og strømmen at linen på pilken ikke ville gå lige ned, men derimod fare af sted med strømmen. Og så kan man altså ikke fange rødfisk, der gerne gemmer sig i huller i havbunden på de godt 70-130 meters dybde. Kan man ikke få linen derned, kan man ikke få de røde lækkerbiskener. Til gengæld bed torskene på. Og på. Og på. Og på. vores pilkeliner har seks kroge og en af gangene fik Knud en torsk på hver krog! Og det var ikke småkravl. Det var flotte torsk. Men i guder, torsk har vi altså nok af, hvilket jeg da også prøvede at forklare svigerfar, men jeg tror han havde slået den selektive hørelse til, for han fik i hvert fald julelys i øjnene og hev den ene torsk ind efter den anden (og ofte flere af gangen). Hvis jeg bare vidste hvor sluk knappen var på den mand, for hvis der er en ting jeg har lært når man fisker, så er det at en ting er at fange fiskene, en anden er at de også skal renses og fileteres når man kommer hjem. Og det tager tid hvis det skal gøres ordentligt.
Men efter en lille times hiven torsk i land, forekom der en naturlig pause, hvilket jeg udnyttede til at få renset de fisk vi allerede havde fanget. Til dette havde jeg lånt Christians store bowie kniv – i ved sådan en rigtig crocodile dundee satan. Stor og skarp og meget effektiv. Lidt for effektiv viste det sig. Guderne har nemlig her de sidste par uger bestemt sig for at knive og jeg passer som fod i en styrthjelm. Så mig med stor kniv og mange torsk. Skær op, indvolde ud, næste, skær op, indvolde ud, næste, skær op, skær finger, indvolde ud, næste.. og at jeg har skåret et godt hak af min venstre langfinger opdager jeg så først efter jeg er færdig med at skære 10+ fisk. Der er simpelthen for koldt til at jeg kan mærke at min finger styrt bløder (næsten da). Det bløder i hvert fald og det vil bare ikke stoppe igen. Ret irriterende, men heldigvis stadigt så koldt at jeg ikke kan mærke noget. Halvanden time, 10 torsk, en pakke snotpapir og tre plastre senere er vi trygt hjemme igen og jeg fik renset mit sår under varmt vand og sæbe (av) og Camilla bliver sendt i byen efter plaster, siden vi selv var løbet tør. Og hvad finder hun? Disney plaster i moderigtige farver… Hun insistere stadig til den dag i dag på at der ikke var andet plaster i butikken, men jeg har nu min tvivl. Guderne havde dog ikke haft nok at sige til mig og mit forhold til knive.
Det siger sig selv at jeg med min blodige finger ikke kunne være til meget hjælp med fileteringen af de mange torsk, så det kom svigerfar helt automatisk til at stå for (hvilket vel kun er fair, når nu han selv insisterede på at fange dem – jeg må altså finde den mands stopknap). I stedet trak jeg mig ind til min computer for at gøre så lidt skade som muligt og bløde på så lidt som overhovedet muligt. Der gik dog ikke mere end en halv time før Camilla kom ind og med et venligt vink med en vognstang fortalte mig at det jo ikke kunne skade nogen hvis jeg nu så på, hvordan det nu var at man rent faktisk fileterede sådan en torsk (et emne vi har til stor debat i vores lille hjem, siden hverken jeg eller Camilla er særlig gode til det). Og det kunne hun da nok have ret i. NOT! Der gik ikke 2 minutter før jeg kom ind i køkkenet og så hvordan svigerfar flot og metodisk fileterede den ene fine torsk efter den anden før han havde vendt sig om mod mig og jeg samtidig rakte frem efter noget på køkkenbordet, så jeg fik spidsen af den smalle og meeegeeet skarpe fileterings kniv stukket ind i min højre ringfinger. Suk. Mig ind under den varme hane igen og fingeren i sæbevand, nu bare med højre hånd. Så næste morgen var jeg i skole og underviste med et blåt bambi plaster på den venstre hånd og et rødt junglebogen plaster på højre. Til gengæld var de så også både vand- og skidt afvisende! Kom ikke her.
Siden den søndag har jeg forsøgt at holde mig fra skarpe genstande (medmindre det har været den snaps svigerfamilien også har taget med, nam). Og det har hjulpet lidt på statistikken. Siden da har eg kun fået mindre rifter og et enkelt stik, der dog knap nok blødte. Så yay mig.
Men de sidste par uger har faktisk fløjet af sted, med mange ture (det skal man jo når man har gæster). Vi har set vandfald, døde hvaler, fanget ørred, prøvet både at sejle i godt vejr og lidt mere bølget, spist masser af fisk, moskus og andre godter. Inden de skal hjem igen skal vi stadig nå rensdyr, så det bliver en af de kommende dage. Lækkert. Det er helt rart med kødædere i huset (hehe, undskyld Camilla).
Ellers er der lagt i støbeskeen til et par gode kommende uger, med fødselsdag i klubben (ikke mig men enm af de andre altså), en mulig rensdyr jagt med Dan, indkøb af laks til røgning og så er Charles jo kommet tilbage til det grønlandske. Det bliver helt dejligt at få ham i røret en gang imellem. Heldigvis lyder det for ham som om der er væsentligt bedre forhold oppe ved disko, end der var hernede. Så det skal nok gå alt sammen. Nå jeg må stoppe. Klokken er mange og jeg skal op i morgen og undervise 55 videbegærlige unge mennesker.. *host host*.
Nat nat.
Abonner på:
Opslag (Atom)
