De fire grønlandske mænd og fødselsdag under åben himmel

Så er vi så tæt på sommerferie at jeg nærmest kan lugte de grønne træer i Danmark. Yay! Jo, jeg tror virkelig jeg trænger til ferie. Ikke at jeg sidder og er fuldstændig forfærdelig træt af det hele, men de mentale batterier trænger lige til en opladning ovenpå et langt men godt skoleår, der afsluttede i fredags.

Jep, fredag var der dimission og som sædvanen tro havde jeg været inde over noget underholdning. Nogen skal jo gøre det og som regel er det altid til stor morskab at se sine lærere på slap line. Sidste år lavede vi grin med en klasseværelse situation og I år havde jeg så valgt ikke at gentage mig selv. Det vil jo være lidt kedeligt hvis vi skulle gøre det samme år efter år efter år.

I år hed sketchen jeg havde skrevet ”De fire grønlandske mænd”. Egentlig er det ikke mig der sådan helt rigtigt har skrevet den, eftersom det er en grønlandisering af den store monty pyton klassiker ”The Four Yorkshire Men”. Ja, faktisk er det heller ikke dem der har skrevet den, men de har i hvert fald optrådt med den live (se f.eks. ”Live at Hollywood Bowl”). Sketchen handler om fire noble engelske gentlemen der sidder og nyder et glas vin og mindes deres barndom, og begynder at konkurrere over hvem der har haft den hårdeste barndom. Sketchen har jeg læst med eleverne i begge ATX klasserne i vores Monty Python forløb (er jeg ikke bare den faglærer du vil ønske du havde haft på gym?), så det var allerede en de kendte til. Jeg oversatte den så til dansk og lavede de fire engelske gentlemen til fine fornemme grønlændere og justerede teksten så den var tilpasset den grønlandske realitet, så Møllen blev til Fiskefabrikken, og en skotøjsæske på motorvejen blev til en kamik på indlandsisen, og den slags. I sammenhæng blev det replikker som:

Jeg skulle op om morgenen klokken 10 om aftenen en halv time før jeg gik i seng, vi levede af atom affald fra Thulebasen, arbejdede 29 timer om dagen på fiskefabrikken og betalte fabriksejeren for at få lov til at gå på arbejde, og når vi kom hjem slog vores mor og far os ihjel og de dansede grønlandsk polka på vores grav mens de sang ”så vender vi kajakken”.

Prøv lige at sige den replik med en stram mine mens der står 80 mennesker omkring dig der griner meget højlydt. Anna Marie klarede det flot. Hun var den fjerde grønlænder, jeg nummer tre, Karsten nummer to og Sine nummer et. Vi havde til lejligheden købt anorakker og tegnet et stort fed overskæg på alle os fire grønlandske ”mænd”. Dan var så vores tjener der vimsede rundt og skænkede vin og sagde ilumut på de forkerte tidspunkter (til de uindviede så betyder ilumut ”det er sandt”, ”nemlig” og den slags). Det hele forløb overraskende smertefrit og folk syntes det var ret så sjovt, og op til flere gik bagefter og smågrinede ”ilumut”. Så det var jo godt.

Om aftenen var der så afslutningsfest arrangeret af eleverne. Der var tre retter mad, snacks, selskabslege, musik, lidt taler, en dejlig stemning og det var rart at få sagt farvel til eleverne i et mere uformelt regi. Aftenen endte i klubben med Dan, Karsten, Sine og Camilla og nej, jeg var ikke god til billard den aften. Ikke at jeg normalt er et naturtalent, men den aften var jeg direkte katastrofal dårlig. Lavede minus 24 point på 3 skud. Av. Det var så mit stikord til at smutte hjemad. Vi skulle alligevel også være friske til næste dag.

Lørdag havde Anna Marie nemlig fødselsdag og den havde hun bestemt skulle fejres ude i det åbne landskab. Vi var fire både der sejlede og 11 mennesker ombord, der tog fra borde i Maniitsoq mod destinationen Ib Suit, eller lettere oversat – Ibs Hytte. Det er Ib fra klubben der satte sin hytte til rådighed, så vi sejlede godt ind i skærgården. Vejret var dejligt, men lige lidt for overskyet til det var perfekt og vinden ruskede også noget i os ude på det åbne vand der ligger ud fro Maniitsoq. Men vi nåede frem og det blev en dejlig aften (vi tog af sted fra Maniitsoq klokken 17) med godt selskab, masser af lækker mad, flotte omgivelser og et pænt vejr. Der var lidt koldt, men alt var bedre end det forfærdelige regnevejr vi havde de to foregående dage. Og selv om vi satte næsen hjemad hen ved de 12 om aftenen/natten, så skinnede midnatssolen som var det dag. En ting jeg har lært heroppe er at så snart Anna Marie og Christian inviterer så skal man sige ja, for så ved man der er kræset. Lørdag var ingen undtagelse: hjemmebagte brød, røget moskus, røget laks, krabbe, salat, chips og vin. Derudover skulle vi selvfølgelig også grille, så der var marineret moskus kød, grillpølser, peberfrugter og ost. Det var svært ikke at spise til man revnede. Jeg blev i hvert fald mæt. Mmmmmmmmm…

Søndag stod på rekreation og så er vi så småt begyndt at forberede os på hjemturen. Kufferterne er fundet frem, vi er snart i bund med vasketøjet (rettelse, Camilla er snart i bund med vasketøjet), de sidste aftaler er ved at være på plads (for Camilla, selv er jeg lidt bagud, men orker heller ikke at planlægge alt), har lavet aftaler med bådpasser (Per) og plantepasser (Tea). Nå, ja, det har jeg ikke fået fortalt. Camilla er i gang med endnu et projekt, eftersom vi har fået nogle tomat-, chili-, og agurkespirer af Sine. Dem har Camilla nu plantet om og så kan vi bare håbe på de ikke er døde når vi kommer hjem. Tea har advaret om at hun ikke har super grønne fingrer, men det går nok.

De sidste par dag inden vi skal af sted på torsdag går med planlægningsmøder for det kommende skoleår. Og som det ser ud til nu, så får jeg ret så travlt i de første par måneder, med tur både til Sisimiut og seminar i Nuuk. Det skal nok blive sjovt. Men sikkert også hårdt. Kunne være dejligt hvis man kunne tage konen med.

Nå jeg må hellere stoppe nu. Jeg har andre gøremål inden DK er i sigte. For eksempel skal jeg jo lige forberede mig på den store 60 års fødselsdag min far holder næste mandag. Han bliver nok lidt skuffet hvis ikke jeg siger et par bevingede ord. Hmm.. Mig i tænkeboks.

Ha det godt og god ferie alle sammen.

endnu et (skoleår) er gået + pæne billeder til vores nekrolog

Mens resten af verden følger med i bombede ambassader på kukkassen, så sidder jeg med i grønland og vil undlade at komme med en politisk kommentar. Denne gang. For heroppe går livet sin vante gang med eller uden bomber. Weekenden kom og gik og den blev nydt i fulde drag, eftersom torsdag og fredag var meget lange og fulde af engelsk eksamen med mine 29 elever.

En mundtlig engelsk eksamen på ATI består udover at trække en tekst af tre ting: fremlæggelse af deres større skriftlige projekt, en oplæsning af en passage fra den tekst de har trukket, og besvarelse af spørgsmål til teksten.

Teksten de trækker er en kendt tekst, det vil sige at de har haft den på et eller andet tidspunkt i løbet af året. Jo længere det er siden, des sværere er det nok at huske, men det er jo derfor man skal terpe (men prøv at fortælle en teenager det…).

Deres projekt er et skriftligt projekt de bruger de sidste tre uger af skoletiden på at få skrevet (altså i engelsktimerne kun og så de sparsomme minutter de bruger i deres fritid). Projektet skal handle om et selvvalgt emne, der dog indskrænkes så meget at det enten skal handle om en tekst vi har læst eller om et emne som en af vores tekster har været inde over. I år var de tre store emner Johnny Cash, Calvin and Hobbes (Steen og Stoffer) og Freedom Writers Diary. Derudover var der projekter om grønlandske tegneserier (jo de eksisterer), nazisme (meget interessante historiske gennemgange), Superman, narko, dukkefilmen The Dark Crystal, Monty Python og amerikanske gadebander.. ja hvem sagde det behøvede at være kedelige emner?

Det store skriftlige projekt er i stedet for en skriftlig eksamen og for at afspejle dette tæller den samtidig også 20% af den mundtlige karakter. Ikke så meget at den har en kæmpe indflydelse på karakteren af den mundtlige præstation, medmindre at projektet udebliver eller afleveret men ikke består. Så går eleven nemlig 20% ned i karakter. Et 11 tal bliver til 9; 9 bliver til 7; 7 til 6, og så videre. Og dem var der nogle stykker af. 13 ud af 29 for at være hel præcis. Nogle var alt for korte (jeg krævede 3 til 5 sider), nogle var kopieret fra wikipedia, og andre var der bare ikke. Så det var ret mange, og jeg var faktisk lidt nervøs for at der var mange elever der skulle dumpe i år. Sidste år dumpede fem ud af 24, så i år så ikke så godt ud. På papiret. For da det kom til stykket kæmpede eleverne en fantastisk brag kamp mod nerver, sprogproblemer, flere nerver, forståelsesproblemer, udtale besvær, eksamensangst, overvældende mængder af tekster at skulle forberede sig på, forventninger fra venner, familie og bekendte og selvfølgelig endnu flere nerver. Og da røgen havde lagt sig var der 26 bestået ud af 29, hvilket jeg syntes var rigtig godt gået. Og endnu bedre end sidste år!

Og man kan heller aldrig forudse en elevs reaktion over deres karakter. Nogen trækker på skulderen over et 9 tal mens andre jubler så højt over et 6 tal at det kan høres over hele skolen. Jeg havde sågar en puge der smilede da hun fik 5. hun var overbevist om at hun havde fået 03 så det var jo bedre end forventet, mente hun. Og det kan hun vel også have nok så ret i. Alt afhænger jo af øjnene der ser.

Alt i alt gik det godt. Et 11 tal, et par 10 taller, tre 5 taller og blandet alndhandel for resten, masser af glade elever, ikke alt for mange sure miner, ingen dødstrusler, kun en meget træt mig og censor. Min censor igen i år var Linda Milne, den amerikanske dame fra Nuuk, der underviser engelsk på Jern og Metal skolen der. Om aftenen var hun og Charles inviteret på middag i privaten og det blev en rigtig hyggelig stund. Camillas patenterede reje risotto, humus, gulerodssalat, hvidvin, lidt øl og masser af snak. Jeg har simpelthen snakket sååååå meget engelsk de sidste par uger at jeg er ved at slå over i det per automatik. Hyggeligt i hvert fald.

Lørdag aften tog Camilla og undertegnede en aftenstur i båden, der nær var endt galt. Jeg havde eksperimenteret lidt med min GPS og lagt en rute på computeren, der lidt uheldigt bragte os midt mellem skær og kyst. Ikke at det er et problem. Der var plads nok, men på et kort kan man jo ikke lige se at på den og den kyst ligger der altså fiskenet i vandet. Det var nær gået galt. Heldigvis var det kun snoren der holdt nettet ude vi sejlede ind i (det eneste man kan se nettene på er en bøje i vandet eller som i dette tilfælde en gammel vanddunk). Vi fik basket den af, sejlede videre nu længere ude fra kysten for ikke at sejle i flere net, men dermed også tættere på skærene, alt imens vinden tog til. Jeg var ikke alt for glad for situationen. Til gengæld syntes Camilla at de tidspunkter hvor jeg var mest nervøs var glimrende tidspunkter at bede mig om at slukke motoren fordi hun lige ville tage et billede. Grrrrr… Her forsøger man at holde båden i balancegang mellem skær og kyst med en fralandsvind og så skal jeg SLUKKE motoren? Hun tog det ikke så pænt da jeg bad hende om at pakke kameraet langt væk. Og det værste var at hun ikke havde lært lektion da vi endelig nåede til havnen. Min bådplads er bag (endnu) et skær så det er ikke så sjovt når der er lavvande, og lavvande det var der lørdag aften. Også i den grad. Og mens jeg forsøger at gøre stakkels Madicken til præcisionen selv ved at styre mod de få meter mellem skær, bådebro og både, hvad gør Camilla? Trækker kameraet frem! Grrrr… Hun tog det ikke så pænt da jeg meget bestemt bad hende om at koncentrerer sig om at vi overlevede indsejling i stedet for at tage et billede til vores nekrolog.

Som I nok har gættet så overlevede vi også denne gang. Men næste gang laver jeg ikke en rute så tæt på kysten. Lidt har man da lært.


P.S. Jeg nåede at få fat i Økonomistyrelsen angående min SU gæld, så jeg behøver ikke længere at betale det frygtede girokort. Tror jeg vil sætte det i en ramme... hehe.