Den Grønlandske Forbindelse

Øv. Det ser pt. ikke ud som om at den amerikanske drøm bliver til noget... Røv. Det viser sig nemlig at, jo selv om Fulbright programmet er world wide, køres det af flere lande som selvstændige, binationale kommissioner, og ifølge Marie Mønsted er det sådan med Den dansk-amerikanske Fulbright Kommission. Marie Mønsted er en af de dem der leder og fordeler den danske afdeling, og en ganske hjælpsom dame. Det var hende jeg kontaktede som et led i Charles’ Operation Red Verden ved at Sende René til Amerika (eller ORVSRA). Det var også hende der fortalte mig de dårlige nyheder. For siden at den danske afdeling er en selvstændig binational kommission er den også mere skrøbelig overfor nedskæringer, og netop dette er sket tidligere (blev skåret 20% i 1995 og aldrig siden kommet op igen), hvilket har resulteret i at de har skåret lærerudvekslingen fra. De sender stadig studerende til USA i et år ad gangen, samt folk i praktik derovre, men det er jo ikke lige frem det jeg som uddannet og fastansat er på kig efter. Så indtil videre er ORVSRA sat på pause. Ærgerligt ellers. Jeg var lige blevet helt varm på tanken. Måske hvis Charles presser den amerikanske regering til at sende ekstraordinær økonomisk krisehjælp til den danske Fulbright afdeling.. dun dun duunn.. ”Den Grønlandske Forbindelse” - En ny politisk storthriller af Leif Davidsen. En spændende krimi om hvordan CIA hvidvasker deres dirty money gennem en stakkels skolelærer fra Grønland under hans besøg i staterne. I hælene på ham er… nahh.. tror det næppe.

Derudover har jeg ellers rigeligt at se til i de her dage. Jeg har dobbelt op på undervisning, eftersom jeg de kommende uger har adskillige seminare etc. jeg skal til og eleverne skal jo have et vist antal engelsk timer. Så denne uge har de engelsk hver eneste dag. Det vil sige at det nu ikke var så meget ATX A havde af undervisning i dag. Jeg havde nemlig en hel og aldeles teknologisk nedbruds dag. Vi skulle se film og jeg installerede i sidste uge et dvd softwareprogram på samtlige bærbare maskiner for at være sikker på at det var lige meget hvilken en man tog, så kunne man stadig vise film. Det program kunne jeg så ikke få til at vise film, da vi endelig skulle til det. Den hakkede og gik i stå og var i det hele taget ret uhøflig, når jeg nu stod der foran hele klassen og svedte. Jeg fandt så ud af at det var fordi den per automatik havde installeret sig som en region 1 (USA) dvd fremviser, hvilket ikke går med dvd’er købt i europa, der er regionskode 2. Og den kunne kun skiftes hvis jeg geninstallerede programmet. Det skulle så først findes, så geninstalleres, så geninstalleres igen, da jeg kom til at installere det det forkerte sted, og så kunne vi endelig se film. På dette tidspunkt havde eleverne så ca. haft en uortodoks pause på 30-45 minutter. Men vi fik da startet på filmen. Sådan da.

Men ikke nok med at jeg skal undervise hele tiden, jeg har også en PG rapport eller projekt, jeg skal aflevere senest på mandag. Det skal være 12 sider af 1350 anslag pr. side og handle om noget pædagogisk halløjsa jeg ikke helt orker at komme ind på (noget med fagplaner og hvordan man skal forholde sig til dem som lærer). Men sandheden er at jeg ikke har til mandag, men nok nærmere torsdag (hviklet vil sige lettere panik), eftersom min dejlige kone kommer på besøg i fjorten dage begyndende fredag (hurraaaaaa!!!!). Og det glæder jeg mig til. Og jeg har så sandelig ikke tænkt mig at sidde og pukle hele weekenden med en opgave mens hun er her. Niks. Vi skal ud og sejle, gå ture, holde pyjamas party, sove længe, besøge alle mulige og lave alt muligt. Men ikke skrive opgave. Så hellere knokle røven ud af bukserne nu.

Så jeg må hellere tilbage til min pind.. mangler kun 2 sider og en masse rettelser. Ønsk mig god arbejdslyst.

mediedarlingssidekick

Jeg sagde vist noget usædvanlig sludder i sidste blog, som jeg da også nu er blevet gjort opmærksom på. Jeg snakkede nemlig sort snak om aluminiumsminer der muligvis kommer til at lægge i området. En anonym læser har venlig kommenteret på det og har dette at sige:

”Alcoa, de kære amerikanere, vil gerne bygge en smelter her, men selve aluminaen brydes i Sydamerika. Materialet findes faktisk ikke engang i Grønland, så det hele skal sejles hertil og herfra igen. Fidusen er adgangen til masser af energi via vandkraft.”

Så det er for det første slet ikke en mine der (måske) kommer til området, men der imod et smelteværk og for det andet bliver det der skal smeltes sejlet her til fra Sydamerika.. Lyder lidt som en forfærdelig lang vej for at få noget smeltet, men de må jo vide hvad de gør for ifølge http://www.aluminium.gl/ sættes årlig eksportværdi af aluminium fra smelter til 5 milliarder kroner. Ikke så lidt. Men det er også lidt langtidsplanlægning eftersom selve smelteværket først starter med at blive bygget i 2012. Der skal først bygges et vandværk så smelteværket kan få de usandsynlige mængder strøm den skal bruge.

Mens vi taler om millioner og ufattelige mængder. Hvis i læser politiken så har en ny undersøgelse givet et kvalificeret gæt på mængden af olie i den grønlandske undergrund – 31 milliarder tønder olie til en pris af 10.000 milliarder kroner. Det er altså 10.000.000.000.000 kroner. Eller 10 billioner. Eller hvad der svare til Danmarks blok tilskud i 3000 år.

Nå men nok om nyhederne. Weekenden synger på sidste vers og jeg skal også selv til snart at lægge mig. Håber bare jeg kan falde i søvn. Jeg er de sidste dage blevet plaget af min ene tand (ja, jeg har altså flere en den ene), der gør ondt. Tror jeg har fået et hul, og det giver irriterende sporadiske smerter. Jeg må se om jeg kan få en tid til tandlægen hurtigst muligt, men det skal også passe med min undervisning, der kommer til at fylde lidt rigeligt næste uge. Sagen er den at jeg skal til eforums seminar/kongres/komsammen i uge 46 og for at undgå at mine elever skal få underskud af engelsk timer (siden jeg også skal på PG modul 3 i uge 42 og 43) får jeg en dobbelt dosis denne uge. Så om der bliver tid til at snige et tandlæge besøg ind er ikke godt at vide. Træls er det i hvert fald.

Derudover er weekenden gået med at spendere noget tid Charles. Det startede faktisk fredag hvor han var på besøg i klasserne. Det blev til to ret så hyggelige timer, med en masse spørgsmål, snak om vidt og bredt, politik, familie, kultur, rejser, Grønland og selvfølgelig Amerika. En ting jeg lagde mærke til var at Charles havde en utrolig behagelig og helt naturlig måde at inddrage eleverne på. Efter at være blevet stiller nogle spørgsmål begyndte han at stille kontraspørgsmål. Hvis de spurgte om han havde søskende, svarede han og spurgte så personen der havde spurgt om de havde nogle søskende. Det kom lidt tydeligvis lidt bag på dem, men det gjorde samtidig at det ikke bare blev til en ”skyd på læren” men derimod en dialog. Ja, jeg ved det ikke lyder som nogen større åbenbaring, men hvis I vidste hvor svært det kan være at få eleverne til at være så meget på, som de var i de timer, så vil I være lige så begejstrede som jeg var. Anne Marie havde inviteret til middag om aftenen, men da vi så vejrudsigten, blev vi alle enige om at vi hellere ville ud og sejle og det kunne kun gå for langsomt. Klokken 15 var vi alle ved kajen og med Anna Marie og Christian i den ene båd, og Charles og mig i min båd, var kimen lagt til en rigtig dejlig tur. Vejret var smukt, ikke en sky på himlen, stille vind, solrigt, og med en behagelig kulde i luften iført mine to store varme flydedragter (en til Charles og en til mig) tog vi ud over bølgerne.

Et eller andet sted fik jeg flashback til da Per tog mig med på min første tur i båden. Per styrede og jeg gloede og gloede på det kæmpestore, episke, ufattelig smukke landskab. Nu var det bare mig der styrede mens Charles var helt stille, blot iagtagende af det storslåede sceneri. Det var endnu et af de tidspunkter hvor han igen begyndte at takke mig, Takke mig for at tage ham med, for at møde mig, for at svare på hans mail i første omgang. Han har de sidste fire dage takket mig så mange gange og lovprist mig både på sin blog og mens vi har snakket at jeg er ved at være bekymret for mit ego. Som nordjyde er jeg jo vokset op under jantelovens klamme hånd og selv om vi alle ved den er helt hen i vejret, så er den alligevel et eller andet sted i baghovedet. Men ifølge Charles skulle man næsten tro jeg er svaret på hele verdens trængsler. Han har det meget med at holde de der ”be all you can be” taler og idealistiske taler om at gøre noget for verden eller i det mindste gøre en forskel. Det fik vi hurtigt fik døbt ”miss America” taler. I ved hende der den fejlfrie dulle uiden et gram fedt på kroppen der står på scenen i badedragt med blomster i hænderne, diadem i håret og siger ting som ”jeg vil gerne hvis jeg vinder afskaffe sult i verden, stoppe alle krige og så synes jeg at vi alle skal give femogtyve øre til kattenes værn”. Så når Charles blev færdig med en tale slutter jeg med ”said miss America”. Og så griner vi begge to. Men han har jo ret. Det er rart at vide at man gøre en forskel. Eller at man i det mindste forsøger at gøre en forskel. Og det er vel dybest set det man forsøger når man er lærer. Man har vel et håb om at den elev der starter i begyndelsen af skoleåret er forskellig fra den elev der stopper når skoleåret er slut. At den person har fået noget med sig. Mere viden, selvsikkerhed, evner, færdigheder, eller måske bare et større overblik, ro i livet, modenhed. Det tæller alt sammen.

Så jeg har meldt mig under fanerne i Charles red verden plan, og har nu taget første skridt i et forsøg på at erhverve mig et Fulbright lærerudvekslingslegat (eller hvad det nu hedder). Det var det program jeg skrev om i sidste blog. Det viser sig så at være et noget prestigefyldt program, og det er kun virkelig hampre folk der kommer med. De (fulbright) skriver vist noget med at forsøger at finde ”the future leaders” inden for de forskellige fag. Fremtidens ledere? Mig? Tvivler lidt på jeg bliver leder for noget som helst, men det skal da ikke afholde mig fra at prøve at komme med på programmet.

Derudover skal jeg skrive en artikel med Charles til et lærerblad, og bruge nogle af hans us state department penge (dirty money) på et ret fedt projekt som kort går ud på at mine elever får 500$ som de kan låne videre til folk der virkelig har brug for det for at åbne en forretning forskellige steder i verden. En afrikansk kone der gerne vil starte som syerske, men mangler 200$ til materialer eller en fyr der vil starte en genbrugstøjs forretning i Mexico eller … Det hele er at finde på http://www.kiva.org/. Fantastiks sted. Og det gode er at der efter sigende er 100% betalingsrate. Det er små lån, som de folk der låner sætter en ære i at få betalt tilbage. Mine elever skal så bibeholde en kontakt med disse mennesker verden over, som de bestemmer sig for at støtte. Masser af engelsk for lånte penge. Det skal nok blive sjovt.

Ak nu kom jeg helt væk fra vores fredags tur. Og klokken er lort. Men summa summarum er at turen var både fin og dejlig og om aftenen endte vi til en ordentlig tur i klubben. Det blev både sent og vådt, og jeg havde tømmermænd langt ind i lørdag. Det skulle dog ikke afholde mig fra tage på skolen for at ordne lidt arbejde (hvilket jeg faktisk også gjorde i dag), hvilket passede Charles fint, da han så kunne sidde og blogge og besvare alle de der mange mærkelige mails og kommentarer han får som resultat af hans nylige status som grønlandsk mediedarling. Ret sjovt at høre om. Føler mig lidt trukket ind idet, siden han nu har linket til min blog, hvilket gør at sermitsiaq læsere, eller bare charles læsere generelt nu måske slår en smut omkring min blog. Jeg klarer det nok. Er ikke blevet erklæret mediedarling endnu (aller højest mediedarlingssidekick), hvilket passer mig fint. Mit ego kan slet ike klare alt den opmærksomhed alligevel.

Jeg må hellere komme i seng, hvis ellers min tand vil tillade det.

En amerikaner på afveje

Vi har fået besøg af en amerikaner. Ikke at det er ATI alene der har sådan et fornemt besøg. Nej, amerikaneren, eller Charles som han hedder, skal være en rejsende engelsk lærer mellem bygderne her i området. Med start på mandag. Og så er det man spørger hvorfor lige her og hvorfor lige en amerikaner. Men lad mig starte fra starten af.

For godt en måned siden blev jeg kontaktet via min blog af Charles (eller Chuck som han ynder at bruge). Han havde fundet min blog og skønt han ikke lige forstod så meget af hvad jeg skrev, var han meget interesseret i at skabe så mange kontakter i området, eftersom han kommer til at bruge ret meget tid heroppe. Og jeg har jo ikke noget mod at skabe nogle oversøiske kontakter, så vi fik hurtig en korrespondance i gang. Det viste sig at Chuck var ansat under US State Department i samarbejde med den danske stat og det grønlandske hjemmestyre. Forvirret? Det bliver meget værre.

Hele projektet omkring han skal rejse rundt i bygderne omkring Maniitsoq er blevet en større politisk tango og der er snart ikke den embedsmand han ikke har snakket med før han endelig ankom til Maniitsoq i går. Grønland er jo lidt ved en skillevej som det er lige nu. De vil gerne være selvstændige, men har ikke midlerne til det. De har potentiale for kæmpe olie og andre mineral fund, men intet er fundet endnu. Og så er de ikke særlig glade for dansken som sådan. Den danske stat vil gerne give Grønland uafhængighed men ikke på bekostning af at få en bid af kagen når først milliarderne ruller ind, og USA har også i stigende grad meldt sig ved bordet når det gælder at få lov til at grave i undergrunden. For eksempel afventer Maniitsoq pt. spændt en afgørelse om den næste store mine (aluminium) kommer til at ligge i enten Nuuk, Sisimiut eller Maniitsoq. Det er et stort amerikansk firma (kan ikke huske navnet) der skal bedømme de indkomne forslag og undersøgelser om beliggenhed etc. Hvis det bliver her vil byen i løbet af meget kort tid fordoble sit indbygger tal (eller i hvert fald vokse med godt 30%) og bliver det i en af de andre byer vil byen miste ufattelige mængder arbejdskraft, da de vil flytte derhen hvor minen skal være. Så på mange måder er det knald eller fald for byens videre ve og vel, men også en udvikling der er uundgåelig. Der er mange penge på spil både lokalt, nationalt og internationalt.

Og midt i det hele står Chuck. Med alt for mange chefer. Han er ansat under det amerikanske, men også under dansk og grønlandsk flag. Og alle med hver deres agenda. For det er jo ikke uden grund at USA pludselig ud ag ingenting stiller lærerkræfter i en lille bygd in the middle of nowhere. Det er et spil, og Chuck ved det godt. Men på den anden side har han også muligheden for at få en fantastisk oplevelse, samt rent faktisk hjælpe nogle børn. Han forsøger at gøre alle tilfredse men vil helst blot kigge på udefra uden at blande sig – være en cultural observer, som han kalder det. Der er faktisk en lille artikel om ham i den ene af de to landsdækkende grønlandske aviser, Sermitsiaq - den kan i forkortet version læses her.

Uanset så landede han i går og vi fik ringet sammen, og fik aftalt at vi skulle mødes over en øl. Og der er jo ikke myriader af steder man kan tage hen, hvis man skal ud en aften her i den store stad. Der var den lokale (der har jeg ikke lyst til at tage hen) og så klubben. Vi tog en tur i klubben. Karsten var med og det blev faktisk en rigtig underholdende og interessant aften. For Chuck er en rigtig sjov fætter. Han er utrolig rar og imødekommende, utrolig observant, har et flair for sprog, ikke særlig høj, 40 år gammel og så er han … vegetar og bøsse. Og specielt det sidste synes jeg jo helt personlig er den sjoveste kombination for en mand der skal tilbringe 3 måneder alene i bygder på størrelse med ingenting. Han kommer fra et job på Seattle University med 35.000 elever til rejsende lærer for 10 elever i f.eks. Attamik. Det er sgu da lidt en omvæltning. Men han havde brug for en udfordring, og det tror jeg nu han roligt kan regne med at få. Han skal vist være heldig hvis eleverne overhovedet kan et ord engelsk til at begynde med. Det bliver i hvert fald spændende at høre om hvordan det kommer til at gå ham. Men han var dybt dybt taknemmelig for at have mødt mig. Både fordi at det er en del af hans jobbeskrivelse at skabe kontakter, men så sandelig også fordi at han jo ikke kender nogen i miles omkreds og hvis han skal undgå at miste forstanden, vil han gerne tage en tur til Maniitsoq en gang i blandt. Ind til en engelsktalende folk igen. Hehe. Jeg vil gerne se ham om en måned.

I dag var han så på skolen (jeg havde inviteret) og vi fik en snak med Per forstander og Anna Marie og det blev en god og informativ om forskellige projekter han kunne hjælpe os med at få effektueret. Mest spændende lød det dog at få en udvekslingslærer. Han mente at jeg ville være en perfekt kandidat til et sådanne udvekslingsprogram, og jeg lige så godt kunne gå i gang med papirarbejdet, for bureaukratiet ville nok tage et år at få i orden. Så det kan være at om et år sidder jeg i USA i en måneds tid og arbejder, mens en eller anden amerikaner underviser mine elever. Se det kunne være cool. Så må jeg bare finde en måde at få min kone med :)

Chuck er i hvert fald en flink fyr uden blår i øjnene. Han har gennemskuet det politiske spil, og er så småt ved at se de kulturelle faldgrupper. Og jeg forsøger at guide ham så godt som jeg nu kan, men min begrænsede erfaring. En ting er sikkert – jeg har fået mig en god ven og en rigtig god kontakt. Og så er han meget flink til at skrive pæne ting om folk. På sin blog (du kan finde her) har han i dag skrevet følgende om mig:

I met Rene Toft from ATI, the English teacher at the vocational academy in Maniitsoq. He's a Dane and possibly one of the nicest people I've ever met. He's also as smart as a whip, culturally hip and very funny.

Yay, jeg er populær.

Mand versus hængelås

Jeg har jo fået mig en cykel. Ja, fået er nu så meget sagt. Jeg har købt mig en cykel for min hårdt tjente og til dels lånte penge. Men jeg har mig i hvert fald anskaffet en splinter ny cykel, med masser af gear, sort som natten, brede dæk til det hårde terræn, og med en duft af gummi som kun en ny sej cykel kan have det. For sej det er den. Faktisk så sej at jeg er lidt bekymret for at have den i det hersens nabolag med natlige fester (naboernes), legende unger (potentielle bøller), og mulige drukkenbolte på vej forbi der kunne fristes til at lige lave et strint i et mørkt hjørne (hvor min cykel så der jo er camoufleret som en panter i natten kan komme til at stå helt uskyldigt og lugte mindre godt). Men så er det jo godt at jeg har mig et skur hvor der er plads til den slags nyerhvervelser. Hvis man altså bare kunne komme ind i det…

Det er ret sjældent at jeg bruger mit skur. Sidst var før vinter hvor jeg puttede nogle papkasser ind. Selv om det ikke var kronjuvelerne der var i skuret bestemte jeg mig for at putte en hængelås på, både for at mine tomme flyttekasser ikke blev stjålet eller endte sine dage spredt ud over hele gården, men også for at der ikke endte alt muligt lort inde i skuret, som ikke tilhørte mig. Som da jeg åbnede det første gang. Det var fyldt med gammel lort. Men tilbage til skuret her efter vinter. Jeg fandt nøglen frem, og travede ned til skuret, satte nøglen i og … ingenting. Lortet ville ikke åbne. Jo, det var det rigtige skur og nøglen passede. Desværre var hængelåsen ikke rustfri og vinterens ugæstfri vejr havde sørget for at hængelåsen simpelthen var rustet sammen, så nu var der slet ingen der kunne komme ind. Overhovedet. Og her stod jeg så med en ny cykel der ikke skulle ende sine dage som områdets nye urinale skydeskive. Det eneste der var at gøre indtil videre var at lade den overnatte i mit soveværelse.

Dagen efter købte jeg en lille nedstryger, for nu sku jeg dæleme vise den lås hvem der bestemte. Jeg savede og savede og tænderne på saven fløj rundt til alle sider. Jeg havde åbenbart investeret i en lidt mere holdbar lås end jeg regnede med. Mig i tænkeboks og endnu en overnatning for min cykel i soveværelset.

Næste dag på arbejdet fik jeg snakket med pedellen, der nok mente han havde løsningen på mit dilemma – en endnu større nedstryger med en frisk klinge af de gode slags. Med nyt mod kastede jeg mig ud i endnu en kamp – mand versus hængelås - anden runde. Men selv med en professionel nedstryger med frisk klinge var hængelåsen hverken til at bide eller stikke i. Jeg kunne sagtens skære i selve den nederste jernboks, men selve den bøjede stål del var som lavet af adamantium, eller hvad nu det der superstærke stål nu hedder. Der var simpelthen ikke en rids at se på den. Fåk. Tænkeboks og endnu en overnatning.

Morgenen efter var jeg ikke kommet særlig meget nærmere en løsning. Jeg havde haft en del planer som jeg havde skrottet, ja alt fra saltsyre (de har nok noget på skolens laboratorium) til boltsakse (politiet har måske en der kan den slags)... Løsningen præsenterede sig dog selv, da jeg afleverede nedstrygeren tilbage til pedellen. Han forstod ikke at det ikke havde virket – ja han tog det faktisk som en udfordring. Nu skulle den hængelås ned med nakken. Vi aftalte at han kom forbi efter arbejdstid, og det gjorde han så. Ustyret med nye skyts. Han havde en hammer og så sådan en bred syl agtig en der sikkert har et navn rigtige handymænd kender. Den satte han imod låsen og gav sig så til at banke på den med sin hammer. Og så skete der noget. Ikke i et slag, men efter en 5-10 gav hængelåsen endeligt op. TAG DEN MODBYDELIGE HÆNGELÅS! Sejrens sødme fyldte mig og velvidende at mennesket endnu engang har sejret over maskinen satte jeg min cykel i skuret og satte en ny hængelås på. Det eneste problem er bare at den nye hængelås heller ikke er rustfri, så jeg skal nok hele møllen igennem igen næste år…

Han er jo terrorist!

Jeg skal vist snart barberes. Det er en konklusion jeg må sande efter denne weekends tur til klubben hvor jeg ankom ved ni tiden sammen med Ulrik efter et mislykkedes forsøg på at holde netcafe på skolen. Der var simpelthen ikke kommet andre end os to. Jeg gjorde det mest fordi der skulle ligesom være en lærer til stede (jeg gad ikke rigtig den dag), siden Karsten først havde meldt ud han ville i klubben i stedet, men skiftede så mening og sagde at han kom, men klokken syv da vi skulle starte kom han så og sagde at han alligevel ikke gad. Forvirret? Blev bare lidt irriteret eftersom jeg selv føler lidt at den så hænger på mig, og det var ikke mig der inviterede alle elever i første omgang (via mail), næh det var Karsten efter opfordring af Ulrik. Tror nu nok mest at Karsten gjorde det fordi Ulrik synes det er super fedt. Karsten er vist lidt træt af at få bank i Battlefield 2. Men det var ikke det jeg skulle fortælle om.

Ulrik og undertegnede bestemte os for at når nu der ikke var nogen at lege med på computerne, så kunne vi da altid gå i klubben og få en øl. Som sagt så gjort. Og der var da rimeligt med folk.. og de var ikke helt appelsinfri. Ib fra Sukkertoppen rør havde skiftet job og ville i den anledning godt invitere til røget ål om eftermiddagen i forbindelse med fodboldkampen. Selv sad jeg lidt fast i en ordentlig omgang World of Warcraft på nettet da kampen blev spillet så jeg så os ikke spille 0-0 med arvefjenden. Og røget ål har heller aldrig rigtig været mig. Så adskillige at hoben i Klubben var allerede godt ved muffen efter adskillige timer med snaps, ål, fodbold og øl ad libitum. Da vi kom ind gik vi i baren, fik en øl (Ulrik dog en Smirnoff Ice), og faldt hurtigt i snak. Så var det jeg så at Stig stod og skulede olmt på mig. Det skal her indskydes at Stig er et ordentligt brød af en håndværker, og sjakbajs og når han skuler ondt så kan man godt begynde at få ticks ved øjet og sved på panden. Og jeg havde så vidt jeg vidste ikke gjort noget der sku have gjort ham ond i sulet. Pludselig udbryder manden så til den nærmeste, mens han peger på mig: ”hvem fanden er det? Hvem er han”, oprigtig irriteret på denne ukendte fremmede der maser sig ind på klubmedlemmernes enemærke. Altså lige indtil der så den nærmeste så siger til ham ”det er sgu da René”. Godt forvirret nu, for Stig kender mig godt, udbryder han ”jamen han har jo skæg i hele hovedet… han er jo terrorist”. Og så var det vi ikke helt kunne lade være med at grine. Selv stod Stig uden at vende mundvigene opad, overbevist om at vi ved en fejl havde lukket Osama bin Laden ind. Han blev dog god igen og aftenen blev ret våd. Jeg havde jo lidt jeg skulle indhente. Tror måske jeg lige bliver trimmet inden jeg sætter mine ben dernede igen.. skal jo nødig lægge mig ud med sjakbajsen… igen.

Faktisk var det en rimelig våd weekend generelt. De nye elever holdte introfest fredag og Karsten og jeg mente vi hellere måtte vise fanen. Vejret viste sig ikke fra den bedste side, men øl skulle vi da have. Det er bare lidt mærkeligt at sidde til en elevfest. Jo bevares, det er da sjovt og hyggeligt, men som lærer (føler jeg i hvert fald) kan man bare slet ikke slå sig løs. Jeg gider ikke at være ”ham den fulde lærer” (hvem gider det?), men man skal også lige vise at man altså ikke er en helt og aldeles tørvetriller. Det er lidt en balancegang. Grænsen går som regel for mig når enten eleverne bliver meget fulde og lidt for snaksaglig, jeg bliver fuld og lidt for snaksalig, eller de begynder at spille skodmusik. Det passede meget godt sidste år med at når de begyndte at spille technomusik så var klokken omkring 1 og jeg sku hjem. Men det var hyggeligt. Lidt underrepræsenteret fra lærerstabens side – der var kun mig og Karsten, og så kom der lidt senere et par stykker fra kontoret. Det skulle dog ikke afholde os fra at drikke nogle øl, få vrikket røven lidt til noget musika og ellers gå hjem lidt før alle de andre.

Orv ja. Jeg er blevet vejleder for første semester under deres første projektskrivning. Og i den forbindelse var jeg med på et virksomhedsbesøg ned på en af byens største arbejdspladser Fiskefabrikken, hvor vi kiggede på deres saltfiskproduktion. Vi skulle også have set krabbeproduktionen, men der kom desværre først krabber ind dagen efter. Men saltfisk kan også være spændende nok i sig selv. Vi blev vist rundt af produktionslederen, en superfin grønlandsk fyr ved navn Peter. Han vart tydelig meget inde i hele fiskeproduktionen, teknikker og deslige og han fortalte vidt og bredt. Specielt lagde han meget vægt på at de producerede efter den islandske metode. For det var kvalitet. Og kvalitet betyder mere salg og flere penge. Og det kan han jo have nok så ret i. Grunden til at det lige var den islandske metode og ikke den lad os sige norske, eller hebræiske.. Næ, Peter her havde nemlig arbejdet noget der ligner 15 år på netop Island med fiskeproduktion og specielt saltfisk, så han vidste ret meget. Den islandske metode er egentlig ret simpel. I stedet for at lave en kæmpe saltlage og lægge fiskene deri, så udnytter man at der er ret meget væske i netop fisken. Så man lægger bare fiskene i kæmpe kar med masser af salt mellem den. Efter nogle dage har der så dannet sig en naturlig lage fra væsken der allerede er i fisken. Når de så har lagt og saltet i det nogle flere dage tager man så bundpropperne ud på karet, og vupti er væsken væk. Så skal de tørre i lang tid og derefter er de næsten så godt som klar. Smart. Det var i hvert fald spændende at høre om og i det hele taget det at se fabrikken indefra nu jeg har set den udefra så mange gange. Procesteknikerne var også vældig interesserede og fik også rig lejlighed til at stille alle de spørgsmål de overhovedet kunne komme i tanke om. Det tydeligt at selvom Peter fra starten havde glemt han skulle vise os rundt, var stolt af fabrikken og godt kunne lide at fortælle om sit arbejde. God tur.

Nåja.. så har jeg brugt forfærdelige mængder af penge i dag. Først betalte jeg mine adskillige telefonregninger da havde hobet sig op fordi min PBS af en eller anden grund ikke virkede. Og da jeg var træt af det gik jeg ud og købte mig en ny CYKEL! Jo okay, det er ikke fordi man kan komme sååå langt heri byen, men den er altså mere bevendt end en bil. Og så er det godt for benene og alt det der. Det kom sig lidt af at jeg i et godt stykke tid har haft lyst til at få en cykel. Jeg er træt af at hver gang jeg skal ned til byen (og det ikke bare lige var brugsen 2 minutter herfra) så tog det 10-15 minutter at gå derned. Det var bare lidt en mental blokering at skulle ud på en tur på minimum 30 minutter for at få handlet lidt mere end sodavand, pasta og diverse ind. Næ, nu kan jeg spurte ned til min båd, den STORE brugs eller Pisiffik, ja eller HELT ud til tømmerhandelen hvis jeg mangler noget handymansgrej! Og den er sej. Ja, nok verdens sejeste cykel. Den er lækker, sort og mountain bike med 21 gear! Jep, kom ikke her. Det tog mig lidt tid at finde ud af hvor man i det hele taget kunne købe cykler her i byen, indtil jeg efter lidt tid forsøgte mig et sidste sted hvor jeg tilnærmelsesvis kune se logikken i de havde den slags – den før omtalte tømmehandlen. Eller også kendt som de hellige, eftersom den ejes af nogle indre mission folk. Flinke folk dog. Da jeg kom derhen stod der ganske rigtig spritnye cykler uden for og den ene så godt nok lidt ud som om den havde mit navn skrevet på den. Var dog ikke helt sikker før at den flinke forhandler slog 500 kroner af prisen – så var jeg helt sikker. Manden talte jo et sprog man kunne forstå. Så jo jeg er nu indehaveren af verdens sejeste cykel. Godt nok lidt fattigere, men så længe der er moskuskød i fryseren behøver jeg ikke at holde mig på vand og brød.

Nat med jer.

BLOG NUMMER 100!!!!

Yipee! Blog nummer 100!!!! Hurra for mig! Så er der sgu jubilæum, boys. 100 blogs. Jeg har faktisk også lige passeret min et års dag i Maniitsoq så det vil sige noget med en blog hver 3 eller 4 dag. Ikke dårligt. ikke dårligt.

Og jeg har virkelig tænkt over hvad den bedste måde var at fejre denne blog fødselsdag på. Ja, jeg burde skrive et eller andet helt vildt og fantastisk. Noget der fuldstændig kom bag på jer, men den slags nyheder kommer jo sjældent på kommando og hey, jeg er jo blevet gift en gang. Så drama er ude af billedet. Og jeg kunne måske få skrevet alle de ting jeg har lovet at få skrevet, som f.eks. mangler jeg stadig at fortælle hvad der skete i min sommerferie, men det er simpelthen en for uoverskuelig opgave her klokken 21.05. Den skal nok komme. Ja jeg har endda skrevet en hel masse noter til den, så jeg ikke glemmer det lige med det samme. Men det bliver altså heller ikke denne omgang. Det jeg kan gøre er oploade nye billeder til min flickr konto. Det er ved at være år og dage siden det er sket, så mens jeg skriver nu er jeg ved at oploade billeder jeg har fået af Karsten. Derudover kommer nogle billeder fra min torskefisketur her i lørdags (mere om det lige om lidt). Så jeg håber at det kan udgøre en tilfredsstillende fejren af min blog.. ved at linke til et andet sted.. meget logisk.. nå, nok om det. Hvad er der så sket siden sidst?

I nat blev jeg vækket af mine underboer der absolut syntes af klokken 4 om natten til en helt almindelig tirsdag var et glimrende tidspunkt at holde fest, skrue helt op for musikken, og åbne vinduerne på. Jeg var ikke helt enig i dette ræsonnement, men hvis der er noget jeg ikke orker så er det at forsøge at tale fornuft ind i bolden på fulde folk, og slet ikke fulde grønlændere. Så ender jeg jo bare med at være endnu ’en dum dansker’. Jeg gik ud på opgangen, noterede mig hvor larmen kom fra (nummer 002 igen), tog ørepropper i og forsøgte så at flade i søvn igen. Over den næste halve eller hele time blev musikken skruet op og ned som bølgerne da vi tog på moskusjagt. Og så stoppede det. Eller også faldt jeg bare i søvn. Jeg skrev i hvert fald en klage næste morgen. Følger INI (boligselskabet) kutymen, så får jeg snart et brev hvor der står at hvis jeg vil have de skal smides ud, så må jeg starte en underskriftsindsamling fra resten af opgangen. Som om jeg gider det siger jeg bare. Det skrev jeg også i min klage, at det orkede jeg ikke. Til gengæld så jeg gerne at de satte gang i min ’ønskeflytning’, jeg skrev mig op til her efter sommer. Jeg har ansøgt om at få en tre værelses lejlighed eftersom min kone jo flytter op til mig i februar. Så sådan en må de gerne snart finde. Jo hurtigere jo bedre. Gider snart ikke at være her længere (i lejligheden altså, ikke Maniitsoq, byen er fin).

Der var koncert i hallen her i weekenden med det grønlandske band Zedna. Har aldrig hørt om dem før, men de skulle eftersigende have udgivet flere cd’er og siden der ikke sker så pokkers meget i byen i forvejen blev en del af os ansatte enige om at tjekke det ud. Koncerten var fredag, altså her den 31., hvilket vil sige at alle mere eller mindre pludselig havde fået penge, så der skulle nok blive gang i gaden. Vi aftalte at mødes i klubben klokken 21 og det gjorde vi så. Det var både Karsten, Pia, Sine, Anna Marie og Christian. Og mig. Vi fik et par øl og snakkede med de andre der var i klubben. Det var meget hyggeligt og det var helt rart at få en øl for en gang skyld. Så lidt som jeg drikker (i forhold til da jeg frekventerede studenterhuset i hvert fald) skulle man tro jeg var blevet afholdsmand. Så det vil jeg lige dementere. Det er jeg ikke. Men øl er dyre og mange øl er . ja.. dyrere. Og der er andre ting at bruge sine penge på. Under alle omstændigheder så fik vi nogle øl, men vi skulle jo også holde øje med tiden, da vi heller ikke skulle gå glip af koncerten med det vi overhovedet ikke kendte. Det vil sige at Pia havde en cd og synes det var meget godt. Noget ’poprock noget på grønlandsk’ var beskrivelsen, så vi var lidt spændte, da vi traskede ned mod hallen halv over ti. Vi havde fået at vide at opvarmningsbandet (fandt aldrig ud af hvad de hed) startede klokken 22, så vi måtte hellere komme af sted, det kunne jo være der var kø, eller endnu værre udsolgt, hvis vi ikke kom derned i en fart. Yeah, right. Da vi kom derned var der godt nok fuld sving i musikken, men der var publikumsmæssigt godt nok tomt. Der var måske 50 mennesker i den store halm hvilket ikke rigtig syner af noget i en hal hvor der snildt kan være mellem 500 og 1000 mennesker. Som aftenen skred fremad kom der så stille og roligt en del mennesker til. Og som klokken blev senere og senere blev de samme mennesker også fuldere og fuldere. Jeg ved ikke helt hvad det er der sker, men det er bare ikke så fedt når en eller anden gammel hejre falder om uden for, fordi hun er så fuld og vissen at hun slår hovedet. Da hun så bliver hjulpet op af brandvagten, der godt kan se at hun er kommet til skade, så taber hun joggingbukser og trusser og står så i bar røv med blodet piblende ned ad nakke, fuldstændig uvidende om hvor hun er, eller hvordan det lige er man står oprejst uden at skulle større sig til nogen, mens hun halvopgivende griber efter sine bukser der hænger nede om anklerne. Det er fanme sølle, altså. Ynkeligt dækker bare ikke helt. Men det skete, og der var jeg var ved at tænke at jeg måske skulle til at smutte hjem af. Jeg havde alligevel drukket de øl jeg gad, fået danset fællesdans med både lærere og elever fra ATI (dem var der gang i) og mine penge var også ved at være forsvundet eftersom de ikke tog imod dankort. Det passede mig egentlig fint. Inden jeg smuttede havde jeg dog aftalt med Sine at vi skulle på en sejltur dagen efter. Madicken trængte til at komme ud at røre sig, og var vejret til det ville Sine hellere end gerne med ud.

Når man har båd kan man også hurtigt få dårlig samvittighed hvis ikke man kommer ud med jævne mellemrum. Det er ligesom at have en campingvogn, der bare står ved carporten hele året. For naboerne holder jo øje med dit aktivitetsniveau. Det gør de også heroppe. Jeg ko i snak med en af festdeltagerne, en lille tæt fyr, der straks spurgte mig om jeg ikke var René Toft. Jo, det var jeg da, svarede jeg, hvorefter han kommenterede at jeg aldrig var ude og sejle. Av, den sved. Så måtte jeg også forklare at jeg altså lige havde været på en firedages moskusjagt, hvilket synes at få ham til at slappe lidt af. Jeg tror nu også han mest af alt gik og holdt øje med andre både fordi ham og hans bror lige havde solgt deres båd og nu gik han altså og savnede en båd noget så grusomt. Så kan jeg jo godt se at min ret afslappede bådsforbrugsholdning virker lidt som en rød klud for sådan en mand. Men han var nu meget flink. Meget ivrig jæger, så han ville jo have alle detaljerne om vores jagt. Puh.. men jeg var da hjemme ved to tiden. Forresten så var musikken jo faktisk ret udemærket, selv når de bestemte sig for at spille kopinumre. Det eneste problem var at hallen som sådan ikke havde den bedste akustik og lydmanden kæmpede lidt en forgæves kamp mod rummet, specielt ved hjælp af hans hemmelig våben - rumklang. Det forsagede bare det der i fagsprog hedder 'sovs'. Det vil sige at det hele (instrumenter og sang) lidt flyder ud i hinanden. Specielt trommen var ikke så god at høre på, men jeg tvivler på publikum bekymrede sig meget om det. Det var vist bare mig der var arbejdsskadet fra min tid som koncertarrangør på studenterhuset. Resten var mere interesseret i hvor mange øl man ku få på en hund (tre styks og så fik du oveni købet en tier tilbage). Men mig hjem og sove.

Næste morgen var vejret helt fantastisk. Sol fra en næsten skyfri himmel og efter to panodil var selv mit hoved med. Efter lidt formiddagsafslapning foran computeren, fik jeg pakket tasken, smurt madpakke, og gjort klar til en eftermiddag et sted i fjorden. Jeg havde aftalt at mødes med Sine nede evd båden klokken to. Selv var jeg dernede lidt tidligere, da jeg lige skulle tanke op, vaske motoren og tømme den for vand. Da det var ordnet var vi på af sted. Sine fik helt lov at bestemme destination, da jeg ikke aner særligt meget om fjordene omkring os. Sine derimod havde både ruterne på GPS og søkortene ready ved hånden. Benzin var der nu nok af så vi blev enige om en tur til Fuglefjorden, hvor der skulle være gode muligheder for at fange torsk. Og de ville jo passe meget godt i min nye dybfryser.

Turen tog godt halvanden time derop og nøj, det var lækkert. Vejret var flot, turen skøn, og da vi kom der op og satte farten ned kunne vi rigtig nyde synet af de store isflager på fjeldene, det dybblå hav, ja, naturen. Terapi for sjælen, siger jeg jer. Vi tog et godt stykke ind i Fuglefjorden og fandt et sted hvor vi mente at her kunne vi forsøge at smide snøren ud, og knap nok har Sine smidt den ud før 3 torsk havde kastet sig over hendes pilkekroge. Det var åbenbart det rigtige sted. Jeg kunne jeg ikke helt have siddende på mig, så i med snøren og ikke lang tid efter havde også jeg bid. Og sådan gik det lidt slag i slag. Nogle var for små og en enkelt gang var den simpelthen for stor. Jo bevares den ser imponerende ud, men kødet er ikke optimalt så den smed vi ud. Lidt ærgerligt for mens vi brugte en masse tid på at få den af min krog, så hoppede fisken på den næste krog også af. Øv. Vi skulle bare have taget dem begge. Vi endte med en ca 10 fisk, 9 torsk og sågar en havkat. Det var Sine der fangede den. Gud hvor er de grimme. Og klamme. Og når de dør bliver de fuldstændig slappe. Bvadr. Men vi sprættede dem op og alt det der nu skal gøres ude i båden (ud over kanten altså). Jeg er blevet helt god til det der. Efter lidt madpakke tog vi turen hjem. Vi var hjemme ved en syv tiden, og så var det ellers hjem og putte fisk i fryseren, samt lige lave en enkelt fisk til lidt sen aftensmad. Nam.

Nå ja, for resten tillykke til mig selv om min dejlige kone. I dag (tirsdag) er vores fem måneders bryllupsdag. Ja, jeg ved godt at det ikke lyder af så meget, men det er det bedre end hvad min fætter holdte. Han holdte bryllup her i sommer, og jeg ærgrede mig over at jeg ikke kunne komme (jeg var på PG), men det kunne da vist også være lidt lige meget. For nu syv uger senere har konen smidt ham ud. Hvorfor melder historien ikke noget om. Men det er dæleme lidt mærkeligt, da de har været sammen i fem år inden de blev gift. Men hun fik sit store bryllup og det var så det. Lyder lidt som om at hun lige ville have brylluppet med før hun lige gav forholdet dødsstødet, men hvad ved jeg. Stakkels fætter.

Men klokken er lort og jeg skal lige nå at se et afsnit af 24 timer inden jeg vil se dyner.
Nat nat.