en længere svada om det hele og lidt til

Min far skrev for et par dage siden en sms til mig med teksten ”er der noget nyt? Hilsen far”. Ikke noget underligt i det som sådan, udover min far nu ikke plejer at sende mig sms i tide og utide. Så jeg tænkte lidt over om der var noget bestemt han tænkte på, indtil det slog mig at jeg ikke havde snakket med mine forældre i et stykke tid, og jeg havde heller ikke skrevet blog i endnu længere tid. Og det er jo den familie og venner (og hvem der nu ellers måtte ønske at følge lidt med i livet i det grønlandske) bruger for at holde sig ajour, med hvad der sker heroppe. Og der er jeg gået lidt i stå. Ja, okay, ”lidt” er måske en underdrivelse, men I ved hvad jeg mener. Og det er der flere grunde til.

For det første har jeg haft travlt. Travlt med undervisning, eksamen, opgaveretning, flytning, og alt det andet praktiske der hører med en flytning og det her tilfælde alt det ekstra der så også hører med når man skal fra grønland af alle steder. Men der er et eller andet sted blot undskyldninger. For jeg har da alligevel fundet tid til at spille WoW i tide og utide, drikke et par øl med gutterne i klubben, se film med fruen og alt det andet der også skal være plads til. Så selvfølgelig kunne jeg godt have fundet tid til at blogge, hvis jeg nu tog mig sammen.

Måske er det fordi at jeg allerede er flyttet. Mentalt altså. Lige siden vi tog beslutningen om at flytte hjem en gang efter jul, så har jeg allerede stået med den ene fod i flyveren og talt dagene til vi skulle vende snuden hjemad. Og jo tættere vi er kommet på datoen, jo mindre har jeg haft lyst til at skrive? Jeg ved det ikke. Men jeg har i hvert fald ikke haft samme behov for det som før. Måske også fordi at de fleste af mine private tanker handler om det at blive far, og jeg har lovet mig selv at min blog ikke skulle mutere om til en lallende babyblog, med lilla bleer og debat om hvilken bæresele der gør sig bedst til en bette myr vi ikke ved en skid om endnu. Den her blog startede jeg som et sted for mine tanker og oplevelser i Grønland, så det skal den have lov til at forblive. Om jeg så fortsætter med at skrive efter vi er kommet hjem, er jeg ikke helt færdig med at debattere med mig selv.

En anden dårlig undskyldning er at jo længere der går før man får skrevet, des mere er der at skrive om, og så orker man det bare ikke. Men undskyldninger er der nok af.
Men nu har jeg så brugt en hel side på at forklare hvorfor jeg ikke har skrevet.. tsk. Jeg må hellere får fortalt noget konkret. For der er jo masser af nyheder.

For det første – billetterne er købt og betalt! Vi ankommer (hvis alt går vel) i Kastrup lufthavn tirsdag den 16. juni klokken 19.45, og denne gang med intentionen om at blive der I DK, ikke lufthavnen). Vi skal rejse hjem på den særlige semi-buisness class kaldet økonomi plus afgang, der kun er på tirsdage og torsdage. Man får buisness class sæder og flere kilo til kufferten, men ikke den frie bar og maden der følger med pamper pladserne. Til gengæld har vi mere plads til bentøjet, hvilket er noget Camilla er begyndt at få brug for. Hun er ved at blive stor. Over maven altså. Og de ekstra kilo er ved at slide på hende. Og det hjalp jo ikke at hun igen faldt og slog sit knæ af led for et par uger siden. Og det var så den fredag samme weekend som ”vi” skulle pakke flyttekasser. Ja, timing har sgu aldrig været hendes stærke side. Lad os bare sige at vi gik hinanden på nerverne den weekend, hun i frustration over endnu engang at være hjælpeløs når vi nu havde så meget vi skulle nå og mig fordi jeg stod med dobbelt arbejde, og et sygepasserjob. Og så kunne Camilla selvfølgelig ikke holde sit knæ i ro, så hun rullede rundt på en kontorstol for at gøre alt muligt, og fik så mine pauser til at føles som uansvarlige overspringshandlinger… Kvinder. Hvorfor kan hun dog ikke bare lægge sig ned og være syg. Ingen tvivl om at benet trængte til det. Det var meget hævet. Alt for hævet. Heldigvis kan man så sige at det var godt at de kun var knæet det gik ud over. Tænk om hun var landet på maven. Jeg tør ikke engang tænke tanken. Heldigvis havde hendes moderinstinkt taget over og han havde taget faldet af med begge hendes hænder og arme der så til gengæld havde fine blå mærker.

Under alle omstændigheder fik vi pakket de indledende pakker, og over den næste uge kom flyttemændene og pakkede resten. Så nu står hele vores lejlighed i en container på havnen, klar til at tage af sted på søndag. Det vil sige, næsten hele lejligheden. Der røg en sofa, et sofabord og et par andre møbler ud inden nedpakning. De står så nu i Chiimatukhs lejlighed.

Hov, jeg tror vist ikke jeg har fortalt om Chiima endnu. Hun er en ældre lærer vi ansatte tidligere, som er noget af et spøjst bekendtskab. Hun er i tresserne, oprindeligt dansk, men har boet de sidste 40-50 år i Canada blandt indianere. Hun kan adskillige forskellige indianer sprog og har indtil flere akademiske grader i sprog, og alt muligt andet jeg ikke har styr på. Hun er nu hos os, oprindeligt ansat som underviser for procesteknikerne, men det skal hun så ikke længere alligevel. Hun skal nemlig være ATIs nye engelsk lærer. Et eller andet sted giver det så mening. Man kan da sige hun nok er kvalificeret. Men for at vende tilbage til det med det spøjse bekendtskab (for 50 år hos indianere er ikke spøjst nok), så er den eneste grund til at hun stadig kan dansk, at hun som 10 årig (da hun modvilligt flyttede med sine forældre til Canada) bestemte sig for at det sprog ville hun ikke glemme, for hun ville engang tilbage. Hun har ikke haft nogen at snakke sproget med, men husket gamle børnesange, som hun så har sunget for sig selv og skrevet et brev i ny og næ til en bror (tror jeg det var) i Danmark. Og så de der 50 år senere vender hun så tilbage og kan stadig sproget. Det er sgu da vildt. Hatten af for at man kan hvad man vil. Det der så er rigtig spøjst er hendes danske sprog. For det første kan man ikke høre nogen form for dialekt. Men hun forstår så ikke idiomer (ordsprog). Overhovedet. Og ironi og sarkasme er også to meget svære størrelser. Så hun spørge ofte og man nu også mener det man siger og andre gange hvad man dog mener med det man siger. For sproget er jo fyldt med billeder og vendinger der, medmindre man er bekendt med dem, absolut ikke giver nogen mening. Så det morer vi os meget over på arbejdet. Og så giver det os samtidig mulighed for at diskutere sproget. Sammen med Chiima selvfølgelig. Jo, verden ifølge Chiima er ret så enestående og interessant.

Og lige i øjeblikket har vi lånt hendes lejlighed. Hun er sammen med Dan på studietur med procesteknikerne i Canada i tre uger. Jo, der er nogen der kan. Men hun manglede lidt møbler og dem kom vi så med, så nu sidder vi i en fremmed lejlighed i vores egne møbler. Det er lidt som at være i sommerhus. Hyggeligt, ikke helt hjemme men tæt nok på.

Orv ja – Ruth er blevet solgt. ”Ruth hvem?” spørger du nok, men nu ligger landet jo sådan at min båd, Madicken, oprindeligt var vidt berømt i den lille by som Ruth. Per mente at en ny ejer sagtens kunne give en båd nyt navn, så det blev Madicken. Jeg har så siden fået at vide fra søfolk at det er et absolut no no. Det betyder uheld at skifte navn, og går båden ned står der folk på kajen der siger ”ja, det er også bare fordi han skiftede det navn, han ku bare have ladet være.. jeg advarede ham… men næh..” mit navneskifte faldt da heller aldrig i god jord heroppe. Uanset hvor mange gange jeg forsøgte at forklare folk at mi båd altså hed Madicken, nikkede de bare glade og sagde ”Ja, Ruth, nemlig ja”. Men nu er Ruth altså solgt. Den er nu i de (forhåbentlige) kyndige hænder på byens unge tandlæge par, Sune og Ann, og byens nyeste sherif, politibetjent Anders, og ægtefælle Tina. Så en mindre ting at bekymre sig om. Dejligt.

Så alt i alt går det sgu okay. Vi har noget det meste og får nok også ordnet det sidste. Så er der bar jobbet tilbage. Nå ja, det har jeg jo heller ikke fortalt. Vi ved jo allerede nu hvor vi skal bo. Vi har fundet et dejligt hus i Husum ved Utterslev mose med have og hele molevitten. Vi bliver totalt den lille småborgerlige ønskedrøm af en kernefamilie. Ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det endnu. På den anden side – hvis min storebror kan holde en have, hvorfor dælen skulle jeg så ikke kunne? Og her skal man så ikke komme med nogen frisk kommentar om hvordan jeg plejer at klare mig som handymand, tak!

Damn. Det blev en længere svada. Klokken er mange og du er taget til fange. Jeg må hellere i seng. Pas godt på jer selv.

øm i benene og semi akademisk i hovedet

Min tand har det godt. Eller i hvert fald en hel del bedre. Den kan stadig godt lige gøre opmærksom på at den eksistere, på trods af den nu manglende nerve. Det er bakteriedræbende stads der kom i tanden arbejder på højtryk og det kan til tider mærkes. Men intet i forhold til før. Til gengæld er jeg øm i benene.

Jo, for vi havde endnu et mesterskab i indendørs firmafodbold i lørdags. Og jeg var med. Hvornår lærer jeg det? Jeg er en mand i den bedste alder og alligevel er jeg fuldstændig smadret og mere eller mindre ved at dø, efter 3½ minutters spæn frem og tilbage. Og en kamp tager altså 6 minutter. Jeg må have gjort noget ved den kondi. Den er i mangel af bedre ord – beskæmmende. ”Heldigvis” var jeg ikke på et super elite hold, men derimod på hold med en del ag gutterne fra Klubben, og det løse. Det var mikael, bedre kendt som Den Gule Hulk, der havde samlet holdet og eftersom han jo er bestyrer af tøjbutikken Høka, så var det (mente han) nærliggende at kalde holdet ’Høka og Modellerne’. Ikke ligefrem topmodels, men som Jon kommenterede så findes der også Plus Size models. Hmrph. Vi skulle fem kampe, og hvis vi klarede os godt gik vi videre til semifinalen og siden hen finalen. Det gjorde vi så ikke. Hverken den ene eller den anden. Ud af fem kampe spillede vi to uafgjorte og resten har vi glemt. Så dem taler vi ikke om. Hvis ret skal være ret så fik vi kun virkelig tæsk i en kamp, den sidste, hvor vi mødte Transportservice. De var dæleme lede. Altså gode. Men uanset vores manglende præstation på papiret så var der stadig flere på holdet (mit hold altså) der mente at jeg var holdets bedste spiller, eftersom jeg stod en mean centerforsvar, og jeg burde tage mit talent op i serie 6 fodbold når jeg vender næsen hjemad. Bare ærgerlig man har en kondi som en 90 årig astma patient. Men det kan jo måske ændre sig. Markus mente dog ikke at man behøvede kondi i serie 6. Her blev man vist mere bedømt på sin evne til at drikke øl i omklædningsrummet. Altså før kampen. Lyder som min slags folk.

Derudover er jeg så småt begyndt at tænke på jobs og fremtiden og alt det der. Og i den forbindelse har jeg så søgt en Ph.D. Jo, det er ikke engang løgn. Om jeg så får den er en helt anden sag. Men ansøgningen er sendt til IT Universitetet, og jeg håber på at de synes det kunne være spændende at få mig derned for at forske i emotionelt gameplay i computerspil. Det er i hvert fald det min projektbeskrivelse handlede om. Det er sådan at når man søger en ph.d., eller en doktor afhandling som det vist også hedder, så skal man ud over at udfylde nogle skemaer og vedsende CV, udgivne artikler (hvis man har udgivet noget) og almindelig dokumentation for de ting man har lavet, også skrive en beskrivelse af det fremtidige projekt, det akademiske værk, afhandlingen, man har tænkt sig at bruge de næste tre år af sit liv på at skrive. De bedste beskrivelser (den skal indeholde mål, teori, plan, henvisningerne, etc. og må maks. fylde fem sider) giver så adgang til et interview eller to og til sidst bliver så udvalgt en gut eller gutinde til at udfylde pladsen som ph.d forsker og underviser på universitetet. Og det håber jeg så lidt på at det kunne blive mig. Jeg fik da også skrevet en fem siders projekt beskrivelse, men gud hvor kan jeg godt mærke at jeg har været ude af den akademiske trædemølle i over 3 år. Og det er jeg så også ret bange for at man kan se. At den ikke er grundig nok, gennemarbejdet nok, for overfladisk. Og den blev heller ikke til under de bedste omstændigheder, eftersom den blev startet mens mine forældre var på besøg og afsluttet mens min tand var ved at tage livet af mig. Men færdig blev den.

Jeg kan dog ikke blot regne med at universitetet vil falde på knæ for mig, så jeg holder øjnene åbne og leder videre. Der er da også op til flere gode bud derude. Nu skal de bare ansøges. Kryds lige fingre for mig.

Hej hej.

P.S. Camillas mave er blevet stor. Det er dejligt.

påske, gæster og rodbehandling

Av. For. Satan.

Min tand er uden tvivl ved at igen i en sidste desperat aktion at tage livet af mig. Og det er næsten ved at lykkedes, eftersom jeg allermest har lyst til at kaste mig ud af vinduet, hvis jeg var sikker på at det kunne få den her dunkende tand til at holde kæft. En indikator på hvor galt det er, så kan jeg fortælle at klokken nu er 6.21 og jeg har været oppe i snart en time. Og jeg skal ellers først møde klokken 10 i dag.

Så gå dog til tandlæge, vil den kvikke læser måske sige. Og det vil da sikkert også være en fornuftig løsning, hvis det ikke var fordi at jeg har været til tandlæge i går. Og det her er sådan man får det efter man har været under behandling.

Jo påsken har været lidt af en ujævn oplevelse for mit vedkommende. Mine forældre har været på besøg, hvilket var dejligt. Det var rart at se dem igen, høre dem og være i samme rum igen, også selvom jeg lige blev nødt til at have lidt ’personlig tid’ en gang i blandt. Jo, det er ikke altid nemt at bo 4 voksne mennesker på 70 m2. Men det gik. Og så fik vi faktisk oplevet en del. Museumsbesøg, gåture, restaurantsbesøg, middag hos venner, ture i klubben og ikke mindst Nintendo Wii (som de blev ret vild med). I modsætning til mange andre der er på ferie i grønland så havde mine forældre ikke noget behov for at lege turister. Vi har jo boet heroppe i fire år, da jeg var barn og de har siden hen været heroppe et par gange. Så de der turistting som bådture etc. har de prøvet. Så vi kunne slappe lidt mere af, og bare nyde selskabet, læse en bog, spiller et spil eller se en film. Og så må det også siges at det at vi har boet heroppe før har været godt for konversationsåbneren. Der gik ikke mange minutter efter min far havde mødt en heroppe før snakken gik heftigt om ham eller ham eller hende der boede derhenne, du ved nok, og arbejdede hos dem der. Ja, man kunne helt få indtrykket af at han havde kendt dem hele sit liv, og ligeså meget var taget op for at se dem igen. Rigtig hyggeligt, faktisk. Og så betød det jo at jeg kunne blive aflastet en smule (hehe).

Men idyllen skulle jo ødelægges, og det blev den så fredag hvor min nattesøvn kom under pres af en eskalerende tandpine. Det endte dog med at jeg faldt i søvn og næste morgen var det forsvundet. Sådan da. Latent lå der noget og dunkede let, og som bonus var der en irriterende hovedpine, der blev mere og mere prominent, som påsken gik på hæld. Og tirsdag morgen hvor forældre skulle i lufthavnen tidlig morgen, var jeg så oppe endnu tidligere. Min tandpine var brudt ud i fuld flor og det gjorde ondt. For at sige det mildt. Forestil jer den værste smerte i kan, placer den så i en af jeres kindtænder og gang den med to, så er vi ved at nærme os. Av. Og den forsvandt jo ikke. Den var der hele tiden. Heldigvis fandt jeg et trick. Koldt vand. Hver gang tanden fik lidt koldt vand, blev den midlertidig bedøvet. Midlertidig vil sige omkring et minuts tid. Så jeg fik drukket meget kold vand den morgen.

Men Camilla og jeg fik sagt farvel til forældrene i lufthavnen. Min mor var ved at få lidt blanke øjne ved tanken om at tage af sted igen, men min hovedpine og en viden om vi jo snart flytter til DK forhindrede mig i andet end at tænke ’vi ses’, give dem et kram og ønske dem god tur. De kom godt af sted og jeg fik ringet til tandklinikken, der heldigvis kunne afse en tid til mig klokken 9. Og så var det tid til en rodbehandling.

En rodbehandling er et frygtet indgreb af mange, og det er ikke uden grund at udtrykket ”det var lige så hyggeligt som en rodbehandling” har fundet indpas i diverse sprog rundt om i verden. Masser af bedøvelse, kæmpestore bor, døde nerver og bakteriedræbende creme i tanden, lukke sammen og så være lam i hele den ene side af kæften resten af dagen er ikke lige noget man ønsker for sin værste ven eller fjende. Men det fik jeg. Og det er den der bakteriedræber der nu er ved at lave frontalt angreb på de bakterier der sidder i min tandrod. Og det gør så også nas. Måske ikke helt så meget som tirsdags morgen. Men stadigvæk. Ikke sjovt. Langt fra. Av.

Og min hovedpine brillerer ikke med sit fraværd. Øv.

gæsteforberedelse, afslappende bryllupsdag og mental afrejse

Tiden går og lejligheden lugter endnu en gang af nybagt rugbrød. Yrk. Jo, jeg har de sidste par dage været rimelig overskudsagtig eftersom mine forældre kommer på besøg. I morgen! Gisp. Og så skal det altså se ordentligt ud. Så jeg har støvsuget og gjort rent, møbleret om på kontoret, støvsuget lidt mere, vasket op, ryddet op, købt ind og bagt boller og nu rugbrød til den helt store guldmedalje. Camilla har også været i gang, men graviditeten forhindrede hende lidt i at gå all in. Hun blev lidt mat i går så hun holdte lidt lange pauser. Hvilket absolut er helt okay. Det er ret vigtigt at hun lytter til sin krop. Men hun nåede da en hel del (vasketøjskurven er tom, ovnen er ren og opvasken er væk), så der skal bestemt ikke peges fingre. Under alle omstændigheder ser lejligheden brand godt ud. Så hvis mine forældre beklager sig når de kommer, så får de bank. Eller i hvert fald en kindhest. Eller også skuler jeg bare meget ondt meget længe.

Men jeg glæder mig til at se dem igen. Rigtigt meget faktisk. Det var ikke rigtig gået op for mig før i dag hvor meget jeg egentlig glæder mig til at se mine forældre igen. Jeg har jo ikke set dem sidste sommer, så det er godt 10 måneder siden. Men det er ikke bare det. Jeg glæder mig også til at vise dem lejligheden. Ja, det lyder måske dumt, men det er første gang jeg har haft et hjem jeg faktisk er stolt af at vise frem. Det er vores hjem, mit og Camillas, og den er hyggelig, dejlig, og os. Og det må de gerne se. Og så skal der spilles 10.000 (en gammel familietradition) og mor skal lave grillkylling med pommes fritter (en endnu ældre familietradition). Nam. Det skal nok blive hyggeligt.

Lørdag var ellers lidt af en mærkedag. Det var nemlig 2 år siden Camilla og jeg blev gift. Hold da op. Som sagt så går tiden hurtig heroppe. Eller bare generelt. Det er allerede ved at være 3 år siden jeg tog flyveren til Grønland for at starte min karriere som engelsk lærer i det grønlandske. Og nu er kontrakten snart opfyldt, og jeg kan tage hjem igen. På en eller anden måde føler jeg nogle gange at jeg allerede er taget hjem. Mentalt om ikke andet. Beslutningen er jo taget, så jeg mangler kun at stige ombord på flyveren. Jeg er begyndt at længes efter biografture med kæmpestore popcorn portioner, tegneseriebutikker med et udvalg der altid får en til at føle man har for lidt penge med, butikker med et anstændigt udvalg i cd’er, en sommer øl i en park på en bænk med gutterne i Aalborg, at se familien i Norge og Sverige igen og alle mulige små og store ting. Så det er ikke altid nemt at koncentrere sig om det man faktisk stadig er her for. At undervise. Men det går.

Men lørdag blev fejret på behørig vis. Vi var nemlig på byens nye café, hvor vi desværre kom for sent til brunch, men til gengæld serverede de en udmærket burger med nogen pommes frites tingester. Camilla fik en sandwich med laks og avocado, som hvis var fin. Den var i hvert fald stor. Om aftnen slappede vi fuldstændig af og så film og mens vi lå på luftmadras i stuen med dyner og nattøj, sodavand og chips. Hvis ikke det er et hit så ved jeg ikke hvad er.

Nå, jeg må hellere i seng. Klokken er mange og jeg skal lige nå lidt på arbejde i morgen inden jeg skal i lufthavnen og hente mor og far. Hvis de altså lander. Vejret var lidt tricky i dag, så man kan jo aldrig vide. Men jeg krydser fingre og håber på det bedste. Ellers må de jo tage en dag i Nuuk. Det er da heller ikke det værste.

Ha det.

det lille hurtigt voksende intetkøn og resten af verden

I dag var vi til Camillas scanning nummer to. Efter sigende skulle det ikke være helt normalt med to scanninger så hurtigt efter hinanden men vi var stadig i tvivl om undfangelsestidspunktet, så der blev bestemt at vi (Camilla) skulle scannes igen. Denne gang for at se om babyen havde vokset til den størrelse de havde regnet med, babyen skulle være, hvis den var i 17. uge. Som de altså regnede med. Og den bette havde lige præcis den størrelse de havde regnet med, hvilket vil sige sådan cirka dobbelt så stor som sidst vi så på ham (eller hende). Og det er jo altså ikke særlig lang tid siden. Damn, det går hurtigt. Og Camilla hun vokser stille og roligt. Ja, maven vokser. Ikke Camilla.

Jeg tror faktisk jeg er mere vild med bare at ligge ved siden af Camilla for tiden og have en hånd på hendes mave end at se en utydelig scanning med en eller anden underlig rummand der flyder rundt i et lille sort univers af fostervand. Maven kan jeg mærke. Den lille rummand må vente nogle måneder endnu. Fem måneder plus det løse for at være mere præcis. Men han var der stadig. Mere aktiv denne gang. Det var som om han var ved at finde ud af hvordan han kunne bruge armen. Den blev i hvert fald bevæget en del. Måske fordi det lille univers for et øjeblik blev mindre efter det blev presset på af et insisterende scanningsapparat. Tror ikke han var helt tilfreds med det.

Nu skal det lige siges at vi stadig ikke ved om det bliver en dreng eller en pige. Det er omkring nu at der begynder at være mulighed for at se hvilket køn det er, men man skal vist være lidt heldig med hvordan barnet ligger osv. Damen, tror hun hed Margrethe, forsøgte at finde ud af det, men desværre uden held. Så må vi jo bare tage den når den lille kommer til verden i stedet for. Det varer i hvert fald et godt stykke tid til at vi skal scannes igen (hvis i overhovedet skal), for det bliver først når vi ankommer til DK igen.

Uanset køn, eller mangel på samme, så glæder jeg mig umådeligt meget til at vise den lille størrelse frem for hele verden og vise den bette hele verden. Det kan godt ske han sætter mere pris på en frisk dosis modermælk end verden rundt på 80 dage den første tid, men alligevel. Jeg kan ikke helt lade være med at have en lyst til at rejse rundt for tiden. Til London en tur igen, se stedet og møde et par venner jeg har derovre. Til Norge og besøge familien jeg nærmest ikke har set de sidste 3-4 år. Og så er der selvfølgelig Nord- og Sydgrønland. Smukke steder der desværre hverken er tid eller økonomi til at se i denne omgang. Men så må det jo blive senere når den bette måske også vil sætte pris på lidt sne. Så må vi bare håbe at der er økonomi til det på det tidspunkt. Nå ja, selvfølgelig er der det. På det tidspunkt er Camilla en kendis designer. Det har jeg allerede informeret hende om for længe siden at det var det jeg regnede med. Er ikke sikker på hun var så overbevidst som jeg var, mnen sådan er der så meget.

Dejligt som det hele nok skal løse sig.

den liflige duft af nybagt rugbrød

I dag har jeg bagt mit livs første rugbrød. Ja umiddelbart lyder det ikke som den store kæmpe bedrift der fortjener lovprisninger og alsang i den nærmeste fremtid. For nej, det er ikke særligt svært at lave rugbrød. Slet ikke nu om stunder hvor man kan bruge de dersens mel blandinger hvor man kun skal tilsætte gær og vand, ælte ælte ælte, hæve hæve, in i ovnen og så pling – nybagt rugbrød. Nej. Svært er det ikke. Der er bare den hage ved rugbrød. Varmt rugbrød stinker.

Jeg ved godt at der nok er mange derude der er voldsomt uenig med mig på det punkt, men min yderst fintfølende næse skærer altså tænder hver gang den kommer i nærheden af varmt rugbrød, det værende rugbrød der bager i ovnen eller rugbrød der bliver ristet på… ja brødristeren. Det lugter bare ikke særligt godt. Selvfølgelig ææælsker Camilla til min store irritation både duften og smagen af varmt rugbrød. ”Det er da det bedste!” proklamerede hun i dag mens jeg var ved at drukne i lugten af rugbrød i ovnen. Sådan er vi heldigvis så forskellige. Og det var også lidt for at vise mig fra min gode side at jeg bestemte mig for at bage rugbrød i dag. For jeg havde som sagt aldrig prøvet det før, kan ikke fordrage lugten og jeg ved Camilla vældigt godt kan lide nybagt rugbrød. Og siden jeg havde bestemt mig for at aftensmaden skulle være æggekage, kunne det være lækkert med frisk rugbrød. Og det ville gøre Camilla glad.

Jeg må hellere lige indskyde at det altså ikke var fordi Camilla i nogen særlig grad trængte til at blive opmuntret eller noget. Eller vi har været uvenner eller noget. Næh. Faktisk går det rigtigt godt og måske mere derfor vil jeg gerne forsøge at vise mig fra min bedste side (i hvert fald fra min mere opofrende side). hun gør mig glad, og så vil jeg også gerne gøre hende glad.

Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed at jeg blot behøver at kaste et glimt på hendes mave og så er jeg saligheden selv. For det kan ses. Maven kan ikke længere gå for ”hovsa, du har da taget lidt på”, nu er det mere ”hold da op, hvor langt er du henne?”. Maven strutter og vokser mere og mere for hver dag der går. Jeg glæder mig til om et par uger, når den kan begynde at høre. Så skal der spilles musik. Tror ungen skal høre noget jazz. Ikke at jeg har den store samling, men det jeg har, er old school smooth jazz, ikke noget af det der moderne fusions noget. Nix. Det der, der gør godt for sjælen. Der hvor man drømmer sig til en lille tilrøget bar med et glas whisky, mens man tænker lidt over livets store spørgsmål eller blot nyder øjeblikket i de små blå timer. Den slags jazz skal den lille høre.

Men indtil da må rugbrød kunne gøre det.

Og det blev faktisk rigtig godt. På trods af lugten.

mit lille mirakel

Som lovet - her er det første ”billede” af den lille ny så. Jeg ved godt det for det utrænede øje ikke helt er til at se hverken hoved eller hale på det her billede. Men den er god nok. Der er en bette. Han (jeg bliver ved lidt endnu med at kalde babyen ham, det virker mere personligt end at kalde det den eller babyen) ligger på ryggen i toppen af billedet. Man kan se antydningen af en rygsøjle der går ind til hovedet der er i midten kiggende op mod det mørke ingenting. Og som de så smukt pointerede på arbejdet da jeg viste dem billedet, så ligner han far (mig). Han har i hvert fald lige så meget hår.

Hår eller ingen hår så er det et lille mirakel. Mit mirakel.

den første scanning

Han vinkede. Den lille vinkede til os.

Vi spoler lige tiden lidt tilbage. For cirka en måned siden fik Camilla en tid til scanning den 3. marts og dagen oprandt så i dag. Jeg havde fået flyttet lidt rundt på mit skema så jeg kunne komme med (tak Anna Marie), for det var noget jeg overhovedet ikke havde lyst til at gå glip af. Det første billede af den lille. Det første glimt af vores fælles fremtid. Jeg bliver helt blank i øjnene bare af at tænke på det.

Men som sagt så oprandt dagen og vi indfandt os på hospitalet klokken 10 som vi havde fået at vide. Vi kom ind til lidt samtale med en sygeplejerske og fødselshjælper, der spurgte Camilla hvordan det gik og forsøgte at regne lidt frem og tilbage på hvor langt hun mon var henne. 13 uger mente de. Og terminen blev sat til den 5. september. Om de havde ret kunne kun en scanning afklare, hvilket de ville gøre lidt senere. Først skulle de lytte efter hjertelyd. Camilla kom op på briksen og fødselshjælperen (kan desværre ikke huske hvad hun hed, men hun var en ældre grønlandsk kvinde der så ud som om hun vidste hvad hun gjorde og foruden havde gjort det tusind gange før) tog en slags minimikrofon til maven på Camilla. Først var der ikke rigtig noget. Så var der ”Dun .. Dun… Dun… Dun” en tung langsom hjerterytme. Det var Camilla fortalte hun. Hun kørte mikrofonen lidt rundt og pludselig fandt hun den: ”dundundundundundundundun”. Et lille hjerte der hamrede derudaf. Uafbrudt. Og så forsvandt det igen. Mikrofonen havde ændret stilling og lyden var væk. Men den havde været der. Og den var stærk.

Jeg kunne ikke lade være med at smile og være… ja, stolt. Jeg skal være far. Pludselig er det hele ikke så uvirkeligt og uhåndgribeligt. Jeg kunne høre ham. Han er der.

Okay, nu er det altså ikke fordi at vi ved om det bliver en dreng eller en pige endnu. Overhovedet. Og vi fik heller ikke noget at vide i dag der kan afklare det spørgsmål hverken den ene eller den anden vej. Men. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men der er bare en eller anden konsensus om at det bliver en dreng. Jeg har det bare på fornemmelsen og er allerede ved et par lejligheder kommet til at omtale den kommende baby som ham. Andre har det lidt på samme måde. Og så er der jo min semisynske bedsteven Shurjeel, der har et eller andet med død og graviditeter. Det lyder voldsomt, men han ved når de kommer. Ved dem han kender vel og mærket. Han vidste da jeg ringede at Camilla var gravid før jeg fortalte det (kan selvfølgelig være et tilfælde, men jeg stoler lidt på hans ”evne”) og han har så sagt at det bliver en dreng. Om han har ret kan kun tiden vise. Uanset om det bliver en pige eller dreng så var lyden ikke til at tage fejl af. Der er et lille hjerte inde i Camillas mave der banker på højtryk for at vokse sig stor og stærk.

En ting er at høre det, en anden ting er at se det. Og det fik vi også lov til. Vi flyttede lokale og nu lå Camilla på endnu en briks og fik det der slimede creme på maven man altid ser gravide får på films. Scanneren blev lagt på maven og efter lidt køren rundt var han der. Eller hun. Babyen. Lille bitte med et stort hoved en krop, arme, ben. Ikke at vi kunne se det hele på en gang. Alt efter hvordan fødselshjælperen vendte scanningsapparatet så man mere eller mindre af den lille. Det første vi så hovedet fra oven, så skiftede vi stilling og pludselig så vi den lille fra siden. Og der var en lille arm og en lille hånd. Og den bevægede sig, Som om den lille skulle vinke til os. Højst sandsynligt knyttede den bette bare næven, men jeg tog det som en klar hilsen til mor og far, et ”so long, vi ses snart du gamle”.

Det. var. overvældende.

Fødselshjælperen fandt nogle vinkler hvor hun kunne måle den lilles hoved og krop og på den måde se hvor langt Camilla var henne. Og de havde åbenbart regnet rigtigt. For størrelsen, sagde de, stemte godt overens med 13 uger.

Da vi kom ud sagde Camilla at det var rart at se at der faktisk var noget derinde i maven. Og det kan hun da have så evigt ret i. En ting er at man har taget test og tøsen har morgenkvalme og er evigt sulten, men at faktisk se og høre det, er en helt anden ting. Pludselig har man noget konkret at kunne forholde sig til. Vi ved at hjertet køre på fuldt tryk, at den lille er 7 cm fra rumpen til hovedet (man måler ikke benene med endnu, siden de er krøllet sammen foran – fosterstilling du ved) og at han kan vinke. Det kan kun gå godt.

Gud hvor jeg dog glæder mig til at blive far.


P.S. Det er så nu at jeg rigtig gerne ville have lagt det billede vi fik med hjem fra scanningen, men desværre er den scanning af scanningen jeg gjorde på skolen gået i skvadder, så jeg må lave en ny i morgen. Jeg lover at lægge den på så hurtigt jeg kan i morgen. Jeg undskylder mange gange, men det kunne desværre ikke være anderledes.

bloguge #7: min egen kollektive off day

Av min krop og øv min ryg. Jeg er mørbanket så det må være tirsdag. Badminton var hårdt i dag, eller også er det bare mig der er modtagelig overfor ømhed (den trælse slags) i dag. Min ryg, mine skuldre, nakke, mine lår, lægmuskler har bare haft det bedre. Selv mit højre øje er ømt. Det skal så lige siges at der er en god grund til det – jeg fik en fjerbold lige i øjet i dag! Den slags er klart ikke anbefalelsesværdigt. Det gør nemlig nas. Men jeg har ikke fået et blåt øje eller noget. Måske fordi den landede lige på øjet, som jeg vist nok tror at jeg havde nået at lukke inden det skete. Min kontaktlinse var i hvert fald ikke faldet ud, da jeg efter lidt av-for-pokker-tid endelig fik åbnet øjet igen. Så min krop er ikke på min side i dag.

Det er resten af mig heller ikke. Jeg tror jeg har en lidt kollektiv off day i dag. Jeg er træt, uoplagt og ondt i hovedet (måske på grund af min nakke der er helt i skvadder). Og jeg burde have været social super lærer i dag og dukket op til vores fastelavnsarrangement klokken 15.00, men jeg orkede bare ikke. Og så havde jeg heller ikke fået forberedt en udklædning, hvilket ikke ligner mig. Men jeg havde simpelthen glemt det. Og når jeg ikke kan komme som noget forberedt hvor folk siger ”nøj, det var flot/fint/sjovt/godt tænkt” så vil jeg helst lade være. Kald mig bare pernittengryn men sådan har vi alle vores små forfængeligheder. Så min manglende tilstedeværelse skal jeg nok høre for i morgen, men så må jeg jo tage det med.

Derudover er jeg kommet alvorligt i tænkeboks omkring min fremtid på det danske arbejdsmarked. Jeg er så småt begyndt at kigge på jobmuligheder, hvilket i særdeleshed er en jungle. Hvor vil jeg hen? I den offentlige sektor? Private firma? Kæmpe koncern? Lille selskab? Tilbage til universitet som underviser? Hvad dælen vil jeg egentlig?

Det hjalp ikke at IT-Universitetet i Kbh. havde slået nye Ph.d. stillinger op også under computerspil som jo er noget af det jeg rigtig godt kunne tænke mig. Det betyder så bare at jeg skal have skrevet en ansøgning inden midten af april, hvilket i sig selv godt kan lade sig gøre. Men normalt skal man gerne referere til alt muligt sejt teori man har tænkt sig at bruge, og her er så nok det nærmeste jeg kommer en akilleshæl. Jeg har jo rent faktisk været ude af det videnskabelige game i mere en 3 år (damn), og der er jo sikkert kommet et læs af smarte bøger og kanon litteratur siden da, jeg bare ikke er ajour med. Og kan jeg overhovedet huske noget af det teori jeg har læst i det hele taget? Der er ingen tvivl om at jeg skal trække mig selv noget voldsomt i hårrødderne og starte fra noget der ligner scratch.

Det er da et forsøg værd.

Men er det det jeg vil?

bloguge #6: i embedes medfør.. det er rigtigt nok

I forlængelse af gårsdagens Band of Brothers maraton så er det måske på sin plads at fortælle at dette overdådighedshorn af krigsdrama også var mere eller mindre i embedes medfør. Ikke at det var noget jeg fik penge for eller noget, men min undervisning for tiden er hensat til et anden verdenskrigs tema, i samløb med Anna Marie og hendes undervisning. Hun snakke Churchill gruppen og ser Drengene fra Sct. Petri med dem, mens jeg snakker de store linier for krigen og går også berører Grønlands rolle under krigen. Ret spændende læsning når det kommer til stykket, og mærkeligt at tænke på at tyskerne var så nordligt som nordøstkysten af Grønland for at anlægge en vejr station, og den eneste grund til det ikke lykkedes var 7 mænd fra Sirius patruljen. Der blev taget fanger, bombet lejr med bombefly, skudt med skarpt og jagten gik først den ene vej så den anden vej. Og når jeg skriver vej, mener jeg is, sne, minusgrader, ubarmhjertig vind, blandt ulve og isbjørne i noget af det mest ugæstfri terræn du overhovedet kan forestille dig. Jo, drama var der også heroppe. David Howarth skrev i 1957 en bog om hele dramaet med navnet ”The Sledge Patrol”. Den blev senere oversat til dansk under navnet ”Fodspor i Sneen”, og sågar til grønlandsk under navnet ”Tunume Sorssungnek”. At der eksisterer sådan en bog er selvfølgelig først noget jeg finder ud af i dag, når hele temaet snart er ovre (øv). Under alle omstændigheder har jeg bestilt bogen og glæder mig til at læse den. Den lyder til at blive spændende. I mellem tiden får eleverne så lov at se en dokumentarfilm i morgen om 2. verdenskrig og onsdag står den på Quiz. Så får vi se hvor meget de kan huske. Bliver spændende om de overhovedet kan huske noget som helst.

Men jeg må smutte. De sender lige om lidt opsummering fra den store Oscar uddeling og jeg har med vilje undladt at læse nyheder, der kunne afsløre noget som helst. Så er det ligesom lidt sjovere.

Ha det.

bloguge #5: sunday sunday here again...

Ahh.. søndag. For nogen heroppe er søndag lige med lange ski ture og andre sundheds fits, men for mig og Camilla betyder søndag (næsten uanset vejret, som i dag var ganske udmærket) at vi laver absolut så lidt som overhovedet muligt. Den eneste aftale jeg havde i dag var med Markus der skulle komme op med chips cola og hotdog pølser og så skulle vi se den sidste halvdel af serien Band of Brothers. Band of Brothers, for jer der ikke er bekendt med den, er en serie i 10 dele af hver en times varighed om faldskærmssoldaterne fra Easy kompagniet, der under 2. verdenskrig var nok det man i dag ville kalde eliten. De kæmpede ved Normandiet, Holland, Frankrig og til sidst i Tyskland. Fantastisk serie.

Her skal det lige indskydes at når vi ser film så er det altså ikke bare på den lille flimmerkasse (selv om vores ikke er så bette endda), nej, den slags overlader vi til amatørerne. Næh, det er med projektor op på endevæggen og lyd over mit stereoanlæg. Der er dømt biograf over hele linien. Som mr. Bogart sagde det ”Husk. Film skal ses i biografen.” Så det gør vi så.

Som jeg sagde så skulle vi se anden del af serien, underforstået den sidste halvdel af serien og ikke andet afsnit. Den første halvdel (afsnit 1 til 6) slugte vi sidste søndag sammen med 4 poser chips, 10 halve liter cola, slik, en tyndsteg, 1 kilo kartofler i skiver og sovs. Jo vi gjorde et ihærdigt forsøg på at æde os selv ihjel. Jeg havde decideret maveonde da jeg gik i seng. Det var som om min mave havde fået tømmermænd. Og da jeg vågnede kunne jeg stadig smage tyndsteg, hvilket jeg stort set kunne resten af dagen. Øv. Så i dag havde vi lært lektien og havde skåret ned på overforbruget. Det blev kun til et par poser chips, 3 colaer hver og så et par velvalgte hotdogs. Mmmmmmm. Lækkert. Så fire afsnit og en dokumentarfilm senere var vi igen ganske tilfreds med hvordan vores søndag var blevet brugt. Det kan godt ske vi ikke har fået super meget motion eller set særligt meget af de smukke omgivelser, men jeg vælger at se på det som mental afslapning. Godt for sjælen. Hårdt for maven.

bloguge #4: den perfekte nabo?

Jeg ved ikke helt hvad det er med mig og naboer. Jeg skal åbenbart bo ved siden af et par der ikke kan med hinanden til den ene side og fest aber til den anden side. Sådan var det i den gamle lejlighed og sådan er det også nu. Det vil sige jeg faktisk ikke er helt sikker på at fest aberne stadig bor inde ved siden af. De holdte nogle gevaldige fester en overgang og det var absolut ikke forbeholdt weekenden. Det hjalp så ikke på min overbærenhed at jeg fik at vide at fyren der boede der var en af byens hashpushere. Så fest abe og hashpusher = den perfekte nabo? Tror jeg næppe. Han gjorde sig heldigvis uheldigt nok bemærket til at adskillige naboer uafhængigt klagede over ham, hvilket betyder at de går rundt til naboerne omkring dem og beder dem underskrive at de og de holdt fest og larmede etc. og at det var træls. Så sender de klagen til INI der så sender de omstridte naboer en officiel klage. Får de så tre klager på et halvt år eller sådan noget, så bliver deres lejemål opsagt. Og det er lidt det, jeg håber er sket med vores. Jeg har i hvert fald underskrevet de første to klager. Faktisk sådan jeg opdagede at jeg var nabo til det nye tandlæge par i byen. Flinke unge mennesker.

Men naboerne på den anden side er en anden historie. De holder kun fest i weekenden. Og larmer ikke uforbeholden meget når de gør det. Til gengæld kan de så godt lide at skrige af hinanden en gang i mellem. Ja ok ”godt lide” er måske en overdrivelse, men når man ikke fatter en meget af hvad de råber om, så er det svært at bedømme hvad det hele går ud på. Er det et skænderi over hvem der skal have den sidste øl i posen, eller er det jalousiens bitre malurt der gør sin entré. Eller skændes de blot om hvem der er bedst i X-Faktor?

(Naboens hypotetiske diskussion oversat fra grønlandsk)
”Du kan da ikke mene at Asian Sensation er bedre end Alien Beat Club!”
”Jo, deres timing og positive energi er livsbekræftende og gør mig i bedre humør end at se en leftover gruppe af overskydende solister!”
”ARRHH! TAG DET I DIG IGEN! ABC ABC ABC!” (smækker med døren for øget effekt).
”ALDRIG! ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!!!” (smækker også med døren et par gange for at understrege sin pointe).
”Skal vi tage op smutte ned og drikke nogle bajere?”
”Ja, ok”.

De skændtes i hvert fald i dag under alle omstændigheder lige så ruderne blafrede på et tidspunkt. Og så blev der stille, hvilket som regel betyder at de er smuttet i byen. Håber ikke de lokale er så standhaftige med deres favorit dernede, ellers kan det hurtigt går galt.

ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!

bloguge #3: Best and worst case scenario

Jeg skal være far. Det ved jeg godt at den trofaste læser allerede ved, men der er mange ting omkring det der med at blive far jeg ikke er helt afklaret med. Og der er også mange ting som Camilla og undertegnede mangler at få på plads. Vi har nu også et halv års tid til at finde ud af det, så det går nok, men diskussioner er der nok af. Vil vi gerne vide hvad barnets køn bliver? Hvad skal barnet hedde? Skal barnet døbes? Hvor vil vi gerne have at barnet vokser op? Hvilken slags opdragelse vil vi gerne have vores barn får? Hvor stor rolle skal den øvrige familie fylde og hvad med venner og bekendte? Går vi overhovedet tid til andet end at passe den lille ny? Og hvad med mig som far? Hvilken rolle moderen får giver sig selv, men hvor står farmand, mig, i hele den her ligning? Får jeg en aktiv rolle eller bliver jeg degraderet til stik-i-rend-dreng og hjemmets eneforsørger, mens Camilla kan bruge uanede mængder af tid på den bette?

Det sidste håber jeg godt nok ikke, for det får jeg nok fra Camilla allerede før den bette overhovedet blev en realitet. Jo, Camilla har endnu engang faldet og slået sit knæ på isen. Så jeg er igen blevet tjener/slave for den stakkels klodsmajor. Sidste sommer vred hun foden rundt på farmors trappe og humpede rundt i måneder efter. Til jul faldt hun og slog sin knæskal så hun var sengeliggende i et par uger og nu det her… Og så tæller jeg ikke hendes ene uge i starten af graviditeten hvor hun var influenzaramt big time. Så stod den også på sofaligning og ”Reeeeeenéeeee… kan du ikke lige..”

Man kan da altid håbe at det ikke er så galt den her gang. Jeg krydser fingre.

Men det var faktisk ikke det jeg ville skrive om i dag. Det var mere i forlængelse af alle de der spørgsmål vi går og tumler med. For en ting er hvad vi selv kan gøre for at ungen vokser op som et bare et nogenlunde normalt menneske, men hvad med alt det der allerede er bestemt. Det vi ikke kan gøre noget ved. Gener. Hvad er det den her unge har fået fra mig og hvad har den fra Camilla? Som jeg ser det er der et worst case og worst case scenarie i spil.

Best case: Babyen er smuk som sin mor, har hendes hårpragt og hendes øjne. Den lille har desuden farmands (mit) flair for det skriftlige, familien Tofts musikalitet, min kærlighed til de skrå brædder, godt suppleret af Camillas fantastiske kreativitet, utrolige empati, åbenhed over for al mad, og som har en eventyrlyst, der aldrig vil holde han/hun tilbage. Måske som kronen på værket arve en smule pengemæssig ansvarlighed fra sin farfar og madtalent fra morfar.

Worst case: Det modsatte. En unge der ender skaldet og halvblind som sin far, og har en mild ordblindhed fra sin mors side, mit temperament og hang til overspringshandlinger, uden en tone i livet, en krone på lommen eller anden krydderi på hylden end salt og peber.

Ak, det kan gå så grueligt galt. Eller det kan blive verdens mest fantastiske unge. På den anden side bliver vi nok alligevel en af de der forældre par der bare ikke kan se at deres unge ikke er talentet. Dem der mener ungen skal blive opera sanger fordi ungens stemme skærer i ørerne, eller skal være model fordi de synes hun er charmerende.

Nah, pjat. Vi får et geni, så den slags kommer slet ikke på tale. Sov godt.

bloguge #2: All in!

I går var meget lang og meget travlt så selv om jeg lovede amar halshug at ville skrive en blog så blev det kun ved tanken. Faktisk er onsdag nok den hårdeste dag på ugen, eftersom den indebærer 6 timers undervisning, 2 timers grønlandsk og en fyraftens øl i klubben. Ikke at det sidste er hårdt, mere blot en til trængt pause. Normalt ville min onsdag så slutte der med at Camilla og jeg ville tage hjem fra klubben lave noget sen aftensmad og så slappe af foran flimmerkassen lidt inden vi kastede os i seng. Men i går var der først undervisning, grønlandsk, en øl i klubben, skynde sig hjem, smøre et par franskbrødsmadder og så ud af døren, da Per havde inviteret til denne sæsons anden Settlers kamp. Vi har i år fået en meget sen start da Per jo lige havde en lang ferie i New Zealand. Men vi er startet nu og årets første kamp sidste uge vant Jonas. Det er som regel Jonas, Per og undertegnede der udkæmper de (knapt så) blodige slag om verdensherredømmet, men i går havde vi en fjerde mand med Morten, der er gæst hos Per. Han har boet heroppe før og efter sigende lidt af en haj til det der Settlers. Så jeg regnede ikke med at vinde over nogen som helst. Men det gjorde jeg! Yay mig. Det handlede vidst mest af alt om at jeg havde fået tiltusket mig spillets bedste felt og at terningerne blev ved med at slå det nummer. Så lidt held og et par gode kombinationer og vupti – 3 timer senere har jeg vundet. Selv om Jonas ikke var tilfreds med at tabe på nogen måde (det var nu heller ikke hans dag i går), så havde han det okay med at det ikke var dem udefra der gik ind og tromlede de lokale (selvfølgelig sagt med et smil), og det kan der da være noget om.

Derudover render jeg rundt med en dræbende hovedpine for tiden. Jeg tror den mest af alt er affødt af spændinger i nakken, som igen måske er kommet af 1) min mega dårlige sovepude og 2) badminton. Nu har vi (vi er fast en lille gruppe på 5-8 venner) efterhånden spillet næsten hver tirsdag siden et godt stykke før jul og jeg har en fejl, når jeg spiller badminton. Jeg går hele vejen. Hvis der er en bold der ser helt umulig ud, men der måske er 5-10% chance for at få hvis man kastede sig, så kaster jeg mig. De fleste almindelige folk (folk ved deres fulde fem) havde nok kiget på bolden og tænkt, ”den kan jeg ikke nå”, eller ”hvis jeg får den kommer det til at gøre nas”. Men ikke mig. Jeg kaster mig i bedste matrix stil ind over banen til højre og venstre, hvilket indtil videre har kostet mig et par ømme ben, knæ, forstrukne muskler og sidst en meget øm lillefinger. Og hvis jeg ikke tager fejl – spændinger i nakken. Men jeg bliver nu ved med at give de der ekstra procent, også selv om det nogen gange ser ud til jeg lægger mere ned an står op under en kamp. Jo jo, det er da træls når man virkelig har givet sig og ikke når bolden, men på den anden side er det fedt når man endelig tager sådan en ”umulig” bold. Så er det fedt igen. Og så skal man jo ikke kimse af de beundrende blikke man får. Eller hovedrysten over sådan en gammel mand, der går all in, som Mikael siger det.

Hvis så bare den her hovedpine kunne gå væk. Måske skulle jeg begynde at strække ud…

bloguge #1: nye tider

Av. Jeg ved det godt. Min blogning de sidste par måneder har været på den ringe side af katastrofal. Men der har været en del om ørerne og dårlige undskyldninger er der nok af. Men nu kan det være nok. Der skal nye boller på suppen. Ikke at jeg har tænkt mig at skrive en roman hver aften fra nu af og så til vi drager mod de sydlige himmelstrøg (DK), men der skal lidt mere indsats på bordet. Så jeg har givet mig selv en lille test. Den næste uge skal der falde en blog hver dag, men den må ikke være lang. Jeg har jo lidt for vane at når jeg skal skrive, så skal det helst være en laaaaang svada om alt og intet, hvilket måske også er derfor jeg ikke har været så aktiv på det seneste. Jeg har simpelthen ikke orket at skulle tage fakkelen op, og skrive side op og ned. Så nu vil jeg fra nu af forsøge kun at skrive side ned. Så kan jeg skrive siden op i morgen.

Og hvad er der så sket siden sidst? Tjaa. Camilla er stadig gravid så det er godt nyt. Og hendes morgenkvalme er nu ved at være afløst af morgen/aftenkvalme, så to for ens pris. Suk. Heldigvis er hun ved at få lidt mere energi. Hun ligger ikke hele dagen på sofaen og kigger med dådyr øjne i min retning mens hun kalder ”Reeenéee.. kan du ikke lige… (indsæt: lave mad, hente noget vand, støvsuge, vaske op, hente mere frugt og/eller knækbrød)”. Ja, hun er sågar begyndt at lave mad igen. Så det er lidt sjovere at være mig igen, og sikkert også at være Camilla når det kommer til stykket. Men vi ved stadig ikke præcist hvor langt hun er henne, eftersom vi først skal til scanning den 3. marts. 14 dage mere.

Og nu har vi også fået sagt det til de folk det skal siges til. Sådan da. Der er stadig et par stykker i DK der ikke har fået nyheden (men måske læser de blog?), men ellers er vi ved at have hele vejen rundt. Jeg gav hjemmebagt morgenbrød på skolen en dag og fortalte personalet den store nyhed, efter jeg ugen forinden havde fortalt Per det og fortalt at vi nu har planlagt at tage hjem. Det var han selvfølgelig ked af, men vores beslutning var forståelig. Så personalet ved det godt, dog mangler eleverne at få det at vide. Ikke at jeg fortæller alt til mine elever, men der f.eks. et par tøser der i løbet af skoleåret har skubbet til mig og spurgt om vi (altså Camilla og mig) ikke skulle have nogle børn? Jeg slog det hen og sagde at det skulle vi da på et tidspunkt. Jeg havde ikke lyst til at fortælle at vi faktisk gjorde en indsats men der indtil nu ikke havde været held i bøssen, eller hvad man nu siger. Undrer mig egentlig også at eleverne ikke har fundet ud af et allerede, efter flere af dem er på meget god fod med resten af personalet. Jeg er åbenbart ikke særlig god sladder…

Det er nok også godt det samme.

Store beslutninger og meget lykkelige omstændigheder!

Camilla er gravid! Simpelthen. Vi skal have en bette. Camilla skal være mor. Hold da kæft. Det må så betyde at jeg skal være far! Jeg kan ikke helt lade være med at sidde med et saligt smil, når jeg tænker over det, for det er noget jeg har ønsket mig brændende, nærmest lige siden jeg mødte Camilla. For hun var jo og er den eneste ene. Og det har jeg jo vidst siden jeg mødte hende første gang, hvilket også er grunden til vi jo har taget det hele lidt bagvendt. Gift, flyttet sammen og nu forældre. Om en rum tid dog.

Bare lige for at få det på det rene – nej, det er ikke noget vi lige så lige har fundet ud af. Vi har vidst det i lidt over en måned. Men siden det var meget tidligt i forløbet turde vi ikke helt sige det til gud og hver mand. Men tiden går og vi burde være omkring de 12 uger nu, så nu tør vi godt gøre det officielt.

Faktisk ved vi ikke helt præcis hvor langt Camilla er henne endnu, for scanning heroppe er ikke sådan lige til. Den eneste der er i stand til at lave en scanning er i Danmark til undersøgelse (har ikke helt fået fat i om hun selv fejler noget, eller er i Danmark for at undersøge nogen), så indtil videre er det tidligste vi kan få en scanning 3. marts. Bah. Forsigtige beregninger sætter dog terminen til en gang i august, selv om intet er sikkert endnu. Vi har brug for den pokkers scanning. Men sådan er det jo heroppe. Til gengæld har Camilla været til en flink jordemoder og fået et tjek, samt et hav af vitaminer, hun skal spise hver dag.

At vi venter barn fandt vi ud af juleaftensmorgen, ved at Camilla kom ind med en graviditets test med en lille hvid sløjfe om, et usikkert smil og sagde glædelig jul. Og jeg har aldrig fået en bedre julegave nogensinde. For, nej, det var ikke en smutter, som det så smukt hedder i fagsprog. Tværtom. Vi har forsøgt det sidste halve års tid at blive under ”lykkelige omstændigheder”, men siden Camilla først lige havde stoppet med p-piller var hele det dersens biologiske cyklus fuldstændig ødelagt. Så menstruation på menstruation udeblev og vi havde ikke rigtig noget tidspunkt at gå efter. Vi ”skød i blinde” som det også hedder sig i fagsprog. Men ramte alligevel plet, åbenbart. For lige nu bliver Camillas mave stille og roligt større, hun er enormt træt hele tiden (meget normalt i første trimester), hun er så godt som konstant sulten og så lider hun voldsomt af kvalme. Og jeg forsøger at støtte så godt som jeg nu engang kan. Ikke altid nemt når man virkelig skal gå for et dag til dag middagsindkøb, for hun ved ikke altid hvad hun har lyst til. Men knækbrød er et stort hit for tiden. Dem spiser hun næsten hele tiden. Det og så drikker hun vand. Også om natten. Stort glas ved siden af sengen.

For resten – undskyld. Undskyld at det er ved at være en krig siden jeg har formuleret så meget som en sætning her på bloggen. Men graviditeten er nok det der har været mest skyld i den fadæse. For jeg måtte ikke sige det endnu. Camilla havde en veninde der var i thailand og først kom hjem i gang i sidste uge, og hun skulle ikke have læst det på bloggen før Camilla fik det sagt. Fair nok. Og så var vores forstander også på ferie og kom først hjem her i fredags. Og ham ville jeg også gerne lige få en snak med før jeg gjorde det helt officielt, eftersom det at vi skal have et barn har ret så store konsekvenser for os, på mere en den helt personlige familieforøgelsesplan. Jo, jo, jeg kunne bare have skrevet om noget andet, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at skrive om noget som helst andet end at Camilla er gravid og jeg skal være far. Nix. Alt andet synes en smule ligegyldigt. For det ikke skulle være løgn, så skulle jeg også lige skrive et rollespilsscenarie færdigt her i januar, så jeg orkede ikke rigtigt at skrive mere alligevel.

Men tilbage til det med konsekvenserne. At vi skal have et barn har tvunget os til at tage nogle beslutninger som vi ikke nødvendigvis havde taget, var vi uden lyden af små futter i den nære horisont. Vi tager nemlig hjem til Danmark til sommer. Og bliver. Vi havde overvejet at blive et år mere, men det skulle jo være et år med flere bådture, jagt, fiskeri og besøge andre steder i det grønlandske land. Noget som en stor mave og siden en lille toft jr. måske ikke helt tillader. Det kommer nok til at handle mere om ungen nu har det godt end om vi får set noget. Og så er det økonomien. Alle de chancer der har været for at få en lidt bedre løn er faldet til jorden, så rent finansielt vil det mest ansvarlige være at tage tilbage til Danmark. Jeg skal jo til at forsørge en familie. Ikke bare mig og Camilla. Damn. Får helt sommerfugle i maven bare ved tanken. Men jo, vi tager hjem. Også for at blive i den umiddelbare nærhed af den nærmeste familie. Noget jeg tror min mor vil sætte pris på. Hun har trods alt glædet sig til at blive farmor de sidste 10 år, så vil det da også være synd hvis vi boede alt for mange tusinde kilometer væk.

Nu mangler jeg bare at gøre det officielt på arbejdet. Det samme med Camilla. Hun har heller ikke fortalt nogen det endnu. Men der er en på arbejdet, der har sin mistanke. Det var nemlig en ældre kvinde på arbejdet, der fortalte Camilla, at hun var gravid. Hun er en af de ansatte, der den 23. december kiggede på Camilla og sagde at hun så anderledes ud. Det var hendes øjne. Hun var gravid. Og ganske rigtigt, dagen efter tog Camilla testen og den var god nok. Mystisk, er der findes folk der kan se den slags. Men ret det fik hun og godt det samme. For jeg glæder mig. Også i den grad.

Jeg skal famne være far!

god bagjul og godt nytår!

Så er julen desværre ved at spille på sidste vers. Heroppe varer julen til hellig tre konger, og siden det er i morgen, så var det så den juleferie. Jeg må dog lige indsætte en mindre kommentar her om at det var den mest afslappende og hyggelige juleferie jeg har haft i adskillige år. Ikke at de sidste par år ikke har været dejlige, men det er alt så stressfaktor million når man lige har 3 ugers ferie fra jobbet i Grønland og så skal nå at se familie, svigerfamilie, venner og konens venner, alt imens man farer frem og tilbage tværs over landet i pendulfart mellem Kbh., Roskilde, Hobro og Aalborg. Alt det var der slet slet ikke noget af denne jul. Der var ingen familie der skulle besøges, men heldigvis var der masser af venner og kolleger der var meget selskabelige (ligesom de plejer, nu bare tilsat julehygge).

Juleselskabeligheden skød Camilla og undertegnede i gang ved at invitere mine kolleger og påhæng på en omgang Wii den 18., med dertil hørende snacks og hygge. Der blev spillet bowling, tennis og boksning til den store guldmedalje (et tema der om noget gik igen over hele juleferien), og Anna Marie opfandt hvad Ib kaldte husmor kastet, hvilket sikrede hende en jordskredsejr på bowling banen.

I dagene optil jul stod den henholdsvis på æblesiver hos Sine og julehyggefrokost hos Anna Marie og Christian, samt storindkøb med Mads og Jakob. Vi havde bestemt os for at holde jul i år med efterskolelærerparret Mads og Marie og deres julegæst Jacob, der var på besøg fra Nuuk. Og Indkøb det skal da jeg da love for at vi fik gjort. Vi havde en indkøbsliste med så langt som et ondt år, og prisen var også derefter, men hygge der skulle vi have. Der var slik, sodavand, øl, vin, snaps, fisk i alle de forskellige former julen kræver, kartofler, frugter, grønt, og alt muligt mere.
Det er sådan når man holder jul for sig selv for første gang, så er der jo ingen der siger til dig at man skal gøre det sådan og sådan for sådan har vi altid gjort. Og det er egentlig ret befriende. Man kan vælge og vrage i vores juletraditionsbagkatalog og vælge dem vi syntes vi gad. Mad var noget af det første der blev ændret. Hjemme hos os har vi altid fået både flæskesteg og and, men siden Camilla er vegetar virkede det lidt som overkill når man kun er fire til at spise det (selvom vi nu sjældent er mere hjemme hos os), og grønlændere spiser mest rensdyr og moskus, så hvorfor ikke prøve det? Og jeg havde fra stadig en lækker stor steg fra sidste års moskus gemt væk i fryseren. Så moskus steg til kødspiserne og en mandelpostej til ikkekødspiserne. Og så ellers alt det gode man ellers får med rødkål, franske kartofler (varmet i ovnen ligesom Mads’ mor plejede), brunede kartofler etc. Der var selvfølgelig alt alt for meget mad, men der var jo også en dag dagen efter hvor vi havde inviteret Mads, Marie, Jakob og Mikael på julefrokost (når vi en gang vågnede). Det skal måske indskydes her, hvis ikke jeg tidligere har introduceret ham, at Mikael er leder af byens tøjbutik Høka, og er en ung gut af orientalsk oprindelse – et faktum vi får ret meget sjov ud af, og har også foranlediget hans kælenavn Den Gule Hulk. Heldigvis er knægten slet ikke uden humor og han har meget hurtigt gjort sig uundværlig, hvis man skal have en fest heroppe. Men tilbage til juleaften.

Maden var fantastisk! Det hele gik bare op i en højere enhed. Selv havde jeg kun en opgave, men den var også ret vigtig – stegen. 24 timer før den skulle i ovnen var den kommet i marinade bestående af olivenolie, hvidløg, salt og grønlandsk post, en blanding der kom med i stegepose og sat i ovnen ved 100 grader i fem timer. Efter den havde fået lov at trække lidt var den bare super. Og alt overskydende saft og marinade fra stegningen røg lige i den brune sovs, der endte med at være intet mindre end et kulinarisk mesterværk. Der var så meget saft og kraft i den sovs at den blive den sovs jeg hermed refererer til, hvis jeg nogensinde snakker med nogen om sovs. ”Tror ikke den helt er på niveau med sovsen jeg lavede juleaften 2008 den gang jeg stadig var ung og kunne holde en grydeske i mine nu gigtplagede hænder…”. Den eneste sovs der har en chance er min farmors sovs lavet på sky fra kylling… mmmm… tal om gode barndomsminder.

Nok om mad. Gaver! Dem var der nemlig også og endelig fandt jeg ud af hvad der havde været i alle de pakker der var kommet i tide og utide med posten. Selv var jeg også lidt heldig, eftersom mine pakker til Camilla ankom med posten med dagen før juleaften. Ikke fordi jeg havde været sent ude, men fik en melding kort før jul om det jeg havde bestilt ugen forinden nu ikke kunne fås. Så jeg måtte bestille noget nyt og krydse fingre for at det ankom. Det gjorde det så. Pyha. Der var cd’er, dvd’er og bøger i en lind strøm og det blev også til enkelte bløde pakker. Nu snakker jeg jo altså kun hvad der var i de der pakker til mig. Hvad de andre fik, er jo mindre vigtigt. Jeg fik masser af gaver og det var fedt. Og tak for dem for resten. Tror nu ikke de andre blev helt forskånet for gaver, og det var hygge for alle pengene med sang om vores noget amputerede juletræ (lad os bare sige at træet var symmetrisk udfordret, men den slags skal jo også have et hjem), mere nintendo wii, mere mad, risalamande, og så ellers studerer gaver og se lidt film. En af mine gaver til Camilla var et bokssæt med alle fire Die Hard film (fordi de er seje) og vi så den første af dem, siden den jo foregår juleaften. En dejlig måde at slutte en dejlig dag.

Og dagen efter blev ikke meget værre. Den 25. var der julefrokost og alt for meget mad igen. Denne gang dog med snaps, gaveleg, tegn og gæt og andet hygge. Og mere nintendo. Meget mere nintendo.

Og gik der nogle dage med at lave absolut så lidt som overhovedet muligt. Nej, hvor blev det nydt. Og så blev det nytår. Nytår blev holdt nede hos Mads og Marie, eftersom julen var holdt hos os (vi fordeler sol og vind lige heroppe). Og denne gang var det ikke med stor steg og tungt tilbehør. Nej. Vi skulle have sushi havde de andre bestemt. Jeg kunne hverken sige fra eller til, for jeg har/havde aldrig smagt det. Så jeg ville ikke sige nej, fordi jeg måske ikke kunne lide det, men heller okay, fordi jeg måske kunne lide det. Her skal det så indskydes at Mads og Marie havde fået flere gæster endnu. Kenneth og Mette var kommet fra Qaqortoq, hvor de arbejder på den efterskole der er dernede. Søde mennesker, der som fritidsbeskæftigelse så også lige kunne lave en mean sushi. Så den stod de for, mens mads stod for en fiskesupper som forret, der havde stået hele dagen og kogt på fiskefon.. nammenam. Det eneste jeg havde gjort var at stå på hovedet i fryseren for at finde en hellefisk, en ørred og to stykker røget laks de kunne bruge til henholdsvis supper og sushi. Mere gjorde jeg ikke. Nårh jo. Jakob og mig tog på en spiritus opsamlings heat lidt hen af eftermiddagen, eftersom man (til vores store overraskelse) i Grønland ikke kan købe spiritus i forretningerne på selve nytårsaftensdag. Så der stod vi så, 8 voksne mennesker nytårsaften uden øl og vin. Spiritus havde vi, men ikke noget drikkelse til selve middagen. Heldigvis var det ikke et større problem end vi tog ned i klubben og købte det der. Det er sgu rart at have forbindelserne i orden, når lokumet brænder.

Angående sushi, så må jeg med sorg konstatere at jeg ikke er overbevidst. Det smagte ikke forfærdeligt på nogen måde, men det var for mig bare heller ikke den der fantastiske kulinariske oplevelse, de andre gav udtryk for. Men jeg blev da mæt og siden hen også lidt fuld. Og fik igen ondt i benet.

Ja, det er noget andet jeg har glemt at forklare. Isen har krævet endnu et offer – mig. Jeg faldt et par dage før juleaften og har siden da humpet rundt. Ved ikke helt hvad der egentlig er galt, men det er ikke lige så galt som da Camilla faldt. Langt fra. Men der gør ondt når jeg går ned i knæ eller på anden måde lægger for meget vægt på knæet. Eller når det beslutter sig for at være træls, hvilket sker en gang imellem. Men jeg kan sagtens gå uden at ligne en idiot, bare jeg ikke går for meget i knæ, altså.

Men mit ben drillede lidt igen nytårsaften, men det skulle ikke afholde os fra at tage op på byens bedste udsigtssted, den gamle nu nedlagte heliport, da klokken nærmede sig de 24.00. Der stod vi så en god flok med cubaner cigar, champagne, udsigt over hele byen der bare eksploderede i farver omkring os. 'Fantastisk' yder ikke helt oplevelsen retfærdighed, men det nærmer sig. Under alle omstændigheder var det en utrolig dejlig aften og det samme kan siges om hele juleferien som sådan. Den har gjort underværker for mit stressniveau (helt og aldeles nulstillet), i stedet for når man nogen gange kommer hjem fra ferie i Danmark med følelsen af at du trænger til ferie. Det behøver du ikke her. Det kan varmt anbefales.

Tror det var alt for nu. Men godt nytår da for hulen.

Hyg jer.

P.S. Må lige huske at minde jer om at min dejlige kone jo løbende læghger sine billeder op på flickr. og juleferien er ingen undtagelse. De kan ses her. Det er en af hendes billeder jeg har tyvstjålet til denne blog. Enjoy :)