En meget stor dag (og alt det andet)

Så skete det! Endelig! Og nej, jeg taler ikke nu om min fødselsdag som jeg havde her for lidt over en uge siden. Nej nej, det er meget vigtigere. Jeg er blevet level 80 i World of Warcraft i dag!!! Hurraaaa for mig! Endelig er jeg nået op på niveau med de andre og endelig kan jeg få sjælefred. Ja ja, jeg er ikke færdig med spillet (meeeeeegeeet langt fra), men nu har jeg da i det mindste ikke mere det at tænke på.

Til mit forsvar skal jeg lige sige at jeg faktisk har lavet andet end at spille computer de sidste 14 dage. På skolen har jeg nærmest lagt vandret i luften med op til 26 timers undervisning på en uge samt lange møder ved siden af. Yrk. Det er heldigvis ovre nu. Nu er der lige en arbejdsdag eller to tilbage og så er det juleferie. Ah.. herligt. Jeg er så småt begyndt at holde juleferie allerede. Eleverne er taget af sted og jeg tager nu på arbejde kun lige for at få ordnet nogle projekter der er blevet negligeret de sidste par uger.

Men som sagt har vi haft travlt. Faktisk så travlt at jeg heller ikke har kunne slappe af i weekenderne. I hvert fald ikke weekenden omkring min fødselsdag. Fredag havde ATI julefrokost på Hotellet, lørdag havde vi julefrokost med den nærmeste omgangskreds hos Markus og søndag havde Camilla og undertegnede kaffemik (åbent hus) i forbindelse med min fødselsdag. Puha. Julefrokosten på hotellet på som sådan fin nok, men jeg var fuldstændig ødelagt (læs: træt) og aldrig har drukket så lidt til en julefrokost - og så var der oven i købet fri bar (så længe vi holdt os til øl, vand og snaps). Men det var da hyggeligt. Det var bare svært at være intime siden at hele restauranten var fyldt med gæster.

Bedre blev det dagen efter da vi skulle have julefrokost hos Markus. Jeg havde fået sovet det meste af trætheden væk og var ved at være klar igen. Før vi skulle samles blev vi dog nødt til at få forberedt os lidt til vores kaffemik, så vi fik lavet lagkage, æblekage og købt det sidste ind og sådan. Omkring de seks var vi så på vej til Markus (vi blev kørt, eftersom Camilla stadig humper rundt, den stakkel), med øl og gaver til pakkespil. Det vil sige at jeg faktisk havde glemt min pakke derhjemme og måtte tilbage igen. Typisk. Jeg lavede samme nummer året før. Men alt gik godt. Det var en rigtig julefrokost med alt for meget mad, god snaps, for mange øl, høj musik og ét kamera. Bjarke, en af de nye fra Masanti, havde taget sit super kamera med og så kan i tro der blev taget billeder. 800 styks for at være mere præcis. Nogle mere flatterende en andre men sådan er det jo med billeder og fest. Da klokken slog omkring de tre tog Camilla og jeg hjem, eftersom vi havde et åbent hus dagen efter og det ville være lidt ærgerligt hvis vi lugtede af sprut og ikke have nået det vi skulle. Som sagt så gjort. Vi tog hjem og festen fortsatte. Hvor lang tid den fortsatte er der lidt blandede meldinger om, men efter vi gik døde den lidt ud for så at live op igen omkring de fem stykker og fortsætte til et sted mellem halv otte og ni. Cirka. Godt vi tog hjem. Og så havde jeg fødselsdag!

Hele ugen før min fødselsdag havde jeg nærmest ikke snakket om andet. Fødselsdag, gaver og det uomtvistelige problem at min kone altid sover længere end mig. Når det er ens fødselsdag så skal man vækkes med gaver og sang. Det burde ikke være nødvendigt at skubbe sin bedre halvdel ud af sengen, før der sker noget. Det var dog ikke så slemt som jeg havde forudset. Jeg tror jeg vågnede fem ti minutter før Camilla gik op af sengen og fandt det hele frem. Så indtil hun kom tilbage sov jeg min indøvede rævesøvn.

René 'sover': ”ZZZZZZZZ…”,
Camilla kommer syngende ind: ”I dag er det Renés fødselsdag..”,
René 'vågner' og er 'totalt' overrasket: ”Nej, sørme om du ikke vækkede mig der. Det var vel nok en overraskelse.”

Hun fattede overhovedet ikke mistanke. Hæh. Men gaver, det var der. T-shirts, sokker, cd’er, dvd’er, spil, bøger og sågar en lommelærke blev det til. Nice!

Vi kom op og fik bagt og kokkereret til den helt store guldmedalje. Nogle gange er det bare dejligt at være gift, thi Camilla virkelig gik op i den her. Friskbagte boller, æblekage, brunsviger, lagkage, samt alverdens godter, tilbehør og kaffe, the og varm kakao. Jo, der var det hele. Ikke fordi hun lavede det hele selv, jeg hjalp hvor jeg kunne, men hun var da absolut hjernen bag den kaffemik. Ingen tvivl om det. Og folk var skam også meget glade når de kom. Udenfor var det nemlig blevet snestorm og er der noget bedre at komme ind til i en snestorm end friskbagte boller og varm kakao? Nej, vel.

Nu ved jeg godt at flere af jer tænker ”snestorm, hva? Så har han sgu nok ikke været så god i år alligevel”, men der tager I fejl. På Grønland siger man nemlig ikke at du har været dum/uartig/uduelig etc. hvis vejret er dårligt. Nej, hvis der er dårligt vejr, så er det fordi vejret er misundelig på at du har fødselsdag. Så vejret var åbenbart meget misundelig. Men det forstår jeg også godt, for det var dæleme hyggeligt. En anden tradition der er lidt ud over det sædvanlige når det kommer til fødselsdage er at dagen før man har fødselsdag, så kommer folk og holder sig for næsen og siger ”puhh, hvor her lugter”. Jeg har ikke helt genneskuet hvorfor, men det er noget med at man lugter gammel eller noget. Lugten stopper i hvert fald på selve fødselsdagen. For så er man frisk igen (eller noget).

Ugen efter var det buisness as usual, med undervisning, undervisning, undervisning og så.. fri! Vi havde fælles morgenmad fredag og så var det halve år forbi. Vupti. Så jeg tog lidt tidligere fri og nød vejret, der nu er blevet ret så meget bedre. Koldt, men dejligt. Om aftenen havde vi Mikael og Markus ovre til biograf i stuen, hvor jeg havde lånt (og har stadig væk) en projektor fra skolen. Så kan i godt nok tro vi fik set noget films. Jeg må nok sige at den nye Batman virkelig levede op til forventningerne. Herligt. Resten af weekenden har så gået med afslapning, se lidt tv med fruen og en intensivering af min World of Warcraft indsats der så kulminerede i min store milepæl der kom i dag. Yay mig.

Den her uge står så på de sidste arbejdsdage, skrive lidt, spille lidt Warcraft, planlægeg julen som vi skal holde med Mads og Marie, og så har vi inviteret til Nintendo Wii aften på fredag. Hvilket vil sige virtuel bowling og tennis en masse. Julen er over os og jeg nyder det i fulde drag.

Pas godt på jer selv.

Det sørme det sandt december...

Puha som tiden flyver når man har pisse travlt. Så skrev jeg blog og vupti var der så gået 14 dage mere uden at man lige fik sat sig ned og skrevet et par linier. Men det må jeg så råde lidt bod på nu. For der er sket mangt og meget siden sidst.

Sidst skrev jeg ret så nedtrykt om mit manglende spil der aldrig kom med posten. Lad mig bare lige slå fast at det faktisk ankom. Og er en af de primære årsager til at jeg ikke har fået skrevet så meget som et komma siden sidst. For jeg er jo bagud i forhold til resten af min guild, så der skal arbejdes for det. Men jeg har indhentet meget, og er nu level 75. Så fem levels tilbage før at jeg når toppen (som flere af min guild jo naturligvis allerede er). Så de sidste to weekender, samt de fleste aftener har stået i world of warcrafts tegn. Også i den grad. Heldigvis har jeg en meeeegeeet forstående kone. Hun ved hvor meget jeg har ventet på det her spil, hvor meget jeg er bagud og i det hele taget acceptere mine store julelys i øjnene når jeg snakker om hvor fedt er et være level 75 hunter med sin gorilladin og være i instance med gutterne og smadre nogle mobs med noget seriøst veltilrettelagt dps. Men som hun så diplomatisk sagde den anden dag; ”det er fint at du spiller meget lige nu, men det skal du ikke blive ved med..”. Tja, der er vel altid en grænse.

Tingene har dog også ændret sig lidt siden fredags. Der skete nemlig det meget uheldige at Camilla faldt på den nådesløst glatte is, da vi var på vej i byen efter en hyggelig middag. Camilla er desværre samtidig så uheldigt indrettet at hendes bentøj er enormt skrøbeligt og det hjalp absolut ikke at hun landede på knæene. Og slog den ene knæskal af led. Det gjorde nas og vi tog en taxa hjem med det samme. Op på sofaen med ispose på knæet og sådan har det så været siden. Men i dag er hun da så småt begyndt at humpe rundt uden at det ser ud til at gøre fuldstændigt sindssygt ondt. Men siden hun ligger på sofaen og laver så lidt som overhovedet muligt, gæt hvem der så laver alt andet? Jep, mig. Opvask, madlavning, rengøring (kun det aller vigtigste, det der kan ses når man nu får gæster), og ellers almindelig tjener og sygeplejer 24 timer i døgnet for den stakkels patient. Pudsigt nok bliver Camilla ved at sige ”vi” hver gang hun kommer i tanke om noget der skal gøres, selvom hun udmærket godt ved hvem der kommer til at stå for faktisk at gøre det .. ”skat vi en skraldepose der skal ned, vi burde også lige tage kosten under bordet her inden Mads og Marie kommer, og vi trænger til at vande blomster…” Så VI er blevet er smule trætte af at rende rundt og hele tiden at blive afbrudt i VORES spil. Men den stakkels pige har det heller ikke nemt. Hun keder sig bravt og jeg forsøger så godt som jeg kan, samtidig med at tingene spidser en smule til på arbejdet. For jeg har travlt. Denne uge har jeg 26 timers undervisning, foruden to meeeegeeet lange møder, så hvornår jeg skal finde tid til også at forberede mig, kan jeg ikke helt se endnu. Heldigvis har jeg jo gjort mange af tingene før, så jeg håber det går på rutinen indtil at jeg når mit moratorium her til jul. Ahhh… Og så vi håber på snarlig bedring, for Camilla har lovet at stå for ALT næste uge. Så det glæder jeg mig til, eller rettere det glæder VI os til.

Men det skete jo mange andre ting i sidste uge. Vi (her taler jeg om Grønland og ikke om kun Camilla og undertegnede) havde, som den velinformerede læser nok allerede ved, valg sidste tirsdag. Og det forløb uden den store dramatik. 75-80% sagde ja og resten sagde nej. Det var aldrig hverjkenm farligt eller spændende. Politikerne fik som de gerne ville have det (undtagen Demokraterne der havde agiteret for et nej), og næsten alle var glade og stolte for nu kunne de kalde sig et anerkendt folk og være herre i eget hus og bare vente på at millionerne fra undergrunden begynder at rulle ind på bankkontoen. Hurra. Eller noget. Det er vel okay. Nu må vores dejlige folkevalgte politikere bare ikke falde i fælden og begynde at tage områder hjem de ikke økonomisk er klar til endnu. Men de kunne nu godt finde på det, for de har jo penge nok og lidt for stolte grønlændere (i den betydning at siden Grønland nu er så godt som selvstændigt så skal alt hvad der komme til Grønland af afdelinger etc. også til Grønland og det kan ikke gå hurtigt nok, for Grønland kan selv). Men jeg er da glad på deres vegne, dog afventende for resultatet på længere sigt.

Selv går jeg lidt for tiden og synger ”det sørme det sandt december” lidt for mig selv, for i dag er det jo gået hen og blevet december og dermed også sådan rigtig jul. Og det kan også mærkes på skolen. Vores rengørings damer tager julepyntningsritualet meget seriøst, så hele skolen er stille og roligt ved at blive omdannet til Gertrud Sands stue. Der er kravlenisser, julekort og guirlander overalt og naturligvis julestjerner med lys i i hvert et vindue (noget som grønlænderne gør meget i). Så bare vendt, om en uge er det betydeligt værre. Eller bedre. Alt efter hvordan man har det med mængden af julepynt. Men jeg har også lavet noget julepynt for onsdag stod i juleklipningens tegn på skolen. Vi havde huset fyldt med elever og familie der alle lavede julestjerne og skar uroer ud og tegnede og klippede og klistrede til den helt store guldmedalje. For der var faktisk præmier for den mindste julestjerne og den flotteste rose (af det dersens crepe papir) og så for længste guirlande på tid (konkurrence mellem klasserne). Men der var til min store skuffelse hverken præmier for den sejeste juleninja eller cooleste jule moskus, noget som jeg ellers havde brugt lang tid på (som billedet i al sin tydelighed viser). Heldigvis var der på æbleskiver, varm kakao, pebernødder og chokolade kage (den sidstnævnte havde jeg bagt), så jeg hyggede mig da også. Og i morgen skal ninja nissen op og hænge på kontor døren under overskriften ”Du må have en farlig jul og ninja nytår!”. Nemlig ja.