Iskæmper og breve der aldrig blev læst

Klokken er 9 om morgenen denne højhellige lørdag og jeg er lige blevet vækket af høj dum dum musik fra naboen. Så er alt jo ved det gamle. Men jeg er ellers kommet hjem til Maniitsoq efter godt en uge i Nuuk, og jeg må sige det er altså ret dejligt at komme hjem igen. Nuuk er en fin by, bevares, men Maniitsoq har et lidt mere behageligt tempo og forsøger ikke desperat at ligne en storby på trods af at den reelt kun er et mellemstort provinshul (Nuuk er på størrelse med Hobro). Udvalget er dog en del større i Nuuk, så det er jo okay og hotel værelset havde Discovery så det var jo ikke helt spildt, når man kunne ligge på værelset og se Mythbusters og American Choppers. Nice.

En ting jeg helt glemte at fortælle om Nuuk var at der er fantastisk meget drivis i den gamle havn. Kæmpe store stykke is i alskens former, størrelser og nuancer af hvid og blå. Jeg tog en tur derned på den gamle havn allerede mandag (efter jeg havde fortæret en hjemmelavet cheeseburger på brasseriet mums) hen ved aftenstid med mit kamera. Det var fanme flot. Disse iskæmper der bare drev forbi i deres eget adstadige tempo, mens folk bare stod på kajen og gloede, som kun mennesker kan det når de ser enten en ulykke eller noget der er så utroligt smukt og naturligt at det bare går lige henover hovedet på dem.

På vej hjem kom jeg forbi julemandens kontor. Jeg kan ikke huske det præcist men jeg er ret overbevist om at det blev lukket sidste år, da landstyret ikke ville støtte det længere med penge, så folk kunne svar på deres stakkels lille Oles enormt spændte brev til Julemanden. Det er jo lidt synd, men i den kæmpe store postkasse der står uden julemandens (tidligere) kontor, så jeg noget jeg synes der var endnu mere ærgerligt og decideret synd. I postkassen var der et glas panel og gennem det kunne man se at der var masser af breve derinde, uåbnede breve. Jeg tænkte straks ”nej, det er alle de breve fra sidste år der ikke fik svar, nej hvor er det synd”. Men det var det ikke. Det var derimod breve helt tilbage fra 1996-1998 så vidt jeg kunne se på poststemplerne. Flere hundrede breve fra hele verden julemanden aldrig fik læst. For dårligt hvis jeg selv må sige det. Måske skulle man ansøge om at få julemanden privatiseret så service niveauet kunne komme op på et anstændigt niveau. Jeg citere lige fra et af brevene der havde siden mod vinduet: ”Hej Julemand. Jeg håber jeg får et brev fra dig i år for sidste år fik jeg ikke.” Det gør jo ondt helt ind i hjertet. Der sidder en eller anden lille tøs nu på tiende år og venter svar fra julemanden. Suk. Man burde sende en klage. Måske til kulturforvaltningen i Nuuk kommune, men de siger nok bare at det er der taget hånd om - de har fyret Julemanden. Glædelig jul.

Hjemme i Maniitsoq er alt ved det gamle. Den største nyhed er at bådbroerne er kommet i vandet, hvilket betyder at foråret står for døren. Selv er jeg i forhandlinger med min bank om at låne en god sjat penge så jeg kan købe Per forstanders gammel båd, da han jo har købt en ny stor skrummel (flot nyt skrummel) af en båd. Det betyder jo at hans gamle båd er til salg. Med ny motor (den skal lige skiftes) kommer det op på en 60-65.000, og dertil skal der så lægges alskens ekstra materiale som GPS, bamsedragter, pulverslukker (6 liter), brandtæppe, nødraketter, søkort, fiskegrej, redningsveste, bådshage, køleboks, vandtæt container, nødblus, kompas, masser af tov og så bliver jeg nødt til at købe det gevær og den kummefryser, nu jeg skal fiske og skyde til højre og venstre, når tid er. Men alt det her koster jo penge og hvis banken siger nej, så bliver det jo ikke til det store. Jeg regner med svar fra dem i starten af næsten uge (de skulle lige beregne lidt på mit budget jeg sendte dem). Hel personligt vil jeg ærgre mig gul og blå hvis ikke får lov, for det fjerner en kæmpe mulighed for de specifik grønlandske oplevelser man kan få heroppe. Og så glæder jeg mig til at have båden sammen med Camilla når hun flytter herop. Og til den nysgerrige læser kan det siges at jo, hun har sagt god for indkøb af båd. Ellers ville jeg ikke drømme om det. Nu er vi jo to, så det…

Men dagen i dag skal gå med lidt World of Warcraft, så skal jeg have snakket et par timer med mind dejlige kone, nu jeg endelig er i nærheden af Skype, og så skal jeg (måske) spille Settlers hos Per i aften. Så alt i alt er der lagt op til en dejlig afslappet lørdag.

Kram.

så er seminaret i gang...

Så er det blevet tirsdag aften. Klokken er omkring de lidt i syv, og om en lille halvtime skal jeg mødes med de andre seminar deltagere på Brasseriet. Det skal nok blive hyggeligt.

De første par dage på seminar har gået slag i slag. Vi diskutere og debattere vores grønlandske elærings platform, hvordan vi optimere det, hvilke projekter der er i gang, hvem der supporter dem og en hel masse andet i den dur. Nu er det jo sådan at jeg ikke er supporter i ordets almindelige forstand, da jeg ikke skal være til rådighed for projekter som mange af de andre supportere skal. Peter Rømer og jeg er jo derimod supportere for to stykker software vi er ved at implementere i de grønlandske undervisnings institutioner. Det har været lidt trægt på den konto (jeg har ikke haft en skid at lave), men nu lyder det til at vi får vind i sejlene og måske endda også får lidt for travlt. Jeg har jo undervisning ved siden af, så jeg skal jo passe lidt på at det ikke også går ud over mine stakkels elever. Planen er i hvert fald at vi skal uf til de enkle skoler for at udbrede brugen af disse programmer. Og som der blev sagt ”Peter tager Sydgrønland og René tager Nordgrønland”, hvilket nok skal tolkes som om at jeg tager Nuuk og alt nord for der. Og så bliver det jo pludselig ret spændende. Jeg havde jo ikke noget mod ture til Sisimiut og Ilulissat, men mere nordligt bliver det nok heller ikke til. Men bare det at komme af sted, bliver rart nu jeg blev snydt for Ilulissat af Pædagogikum. Indtil videre slår jeg lidt koldt vand i blodet. Det kan jo være det ender med to ture til Nuuk, og så er det det. Dog mener Peter at når først folk får øjnene op for det vi skal præsentere, så bliver vi de to supportere der får aller mest travlt.

Vi arbejder i hvert fald med det på det her seminar og arbedjstiden er som regel 9 til 17-18 stykker. Så det er ikke fordi vi feder den. Dog blev der tid til at handle lidt ind i storbyen i går. Vi skulle først starte mandag klokken 13.00 så jeg fik købt følgende:

• et vækkeur - har brugt min mobiltelefon til det det sidste år, men glemte den i maniitsoq


• en ny pung - Alfons Åberg er ved at have udtjent sin værnepligt


• en deodorant -min kone kan så godt lide når jeg dufter af ultraviolet så nu har jeg også deodoranten

hehe.. ”min kone”. Har ikke vænnet mig til at hverken sige eller skrive det endnu. Og vi er heller ikke helt over diskussionen om jeg skal kalde hende min kone, min hustru, viv, bedre halvdel eller hvad. Det kan være vi ender på nuajara (er næsten sikker på det er det det hedder), der er ”min kone” på grønlandsk.

Apropos kone, så er det dælme træls at være mobilfri lige netop nu, da jeg jo ikke kan ringe til min kone fra et hotel hvor telefonerne ikke kan ringe ud. Det er lidt røv når man er vant til at høre hendes stemme mindst en fire-fem gange om ugen. I desperation gik jeg over på Hotel Hans Egede (vi er stadig under HHE selvom vi bor på Hotel Nuuk), og bad om at låne en telefon der. Jeg havde håbet på en lang snak med Camilla lige indtil jeg hørte taksten. 7,5 krone i minuttet for at ringe til en fastnettelefon og 12 kroner for at ringe til en mobiltelefon! Der er jo røveri ved højlys dag. Men jeg skulle altså snakke med tøsepigebarnet for at forblive nogenlunde ligevægtig, så jeg ringede og aftalte med hende at det altså blev kort. Det forstod hun godt da hun hørte prisen. Men fik snakket lidt og efter fem et halvt minut sluttede samtalen. Det var øv, men min økonomi var ikke lige til en time eller to på den konto. Til gengæld blev jeg glædeligt overrasket da jeg fik regningen. Hotellet havde nemlig glemt at slå en eller anden tæller ordentligt til så det blev først 27 kroner (5,5x12=66), men han lod mig så derefter gå uden regning, da han lidt opgav systemet. Yay – 1-0 til kærligheden.

Nu skal jeg til middag og i må hygge jer alt det i kan.

i nuuk igen igen (og lidt siden sidst)

Ups. Det var så den uge og lidt mere til. Ja, Camilla tog hjem for godt en uge siden og nu sidder jeg på et hotelværelse i Nuuk og skriver blog. Og min computer er enten dum eller bare langsom. Den opfører sig i hvert fald mærkeligt. Og langsomt. Men der er jo sket lidt af hver. Det gør der jo som regel på en uge. Men lad mig starte fra begyndelsen (det virker som sådan et godt sted at starte).

Camilla tog hjem mandag morgen med flyet klokken 8.30, hvilket jo var træls. Der var lidt overskyet og begyndende dårligt vejr, så jeg håbede jo lige til det sidste at flyveren gav op og fløj Maniitsoq hus forbi, så Camilla ”desværre” blev nødt til at spendere en nat eller to mere i byen hos mig. Men så heldig skulle man ikke være. Alt forløb planmæssigt, så det var jo skod. Så hende af sted og mig tilbage til undervisning klokken 10 til 14.10. Mine timer fra 8.00 til 9.40 havde jeg fået flyttet til tirsdag, så jeg kunne sige farvel til min kone, hvilket jo var rart og en god gestus fra skolens side, hvis jeg så bare havde husket denne ændring dagen efter. Nix, jeg var så distræt og ved siden af mig selv pga. af min pludselige ensomme tilværelse, at jeg fuldstændig havde glemt det. Så jeg sad i ATX B klassen og observerede Karsten undervise i kemi (til pædagogikum skal vi have et vis antal observationstimer), mens ATX A rendte rundt og ledte efter mig og ikke kunne forstå hvor jeg blev af. Pia kom til sidst i tanke om at jeg da vist havde mumlet noget om observation, og valgte så at tage min undervisning. Pinligt. Ikke kun overfor Pia, men så sandelig også for ATX A klassen, der lidt havde dådyrøjne og ”hvordan kunne du dog glemme os?” skrevet i panden bagefter. Så da jeg skulle undervise dem om onsdagen havde jeg så bagt en kage til dem som undskyldning. Og undskyldningen blev modtaget med stor begejstring.

Men alt i alt var det en skod uge. Rigtig rigtig træls det meste af tiden. Jeg var uoplagt, træt, distræt og manglede min Camilla når jeg kom hjem. Jeg havde lige vænnet mig til at hun var der og så var hun væk. Det var så dejligt at have nogen at komme hjem til og snakke med og bare det at se lidt fjernsyn blev jo en oplevelse af helt nye dimensioner. Noget man gjorde sammen. For slet ikke at tale om maden. Den pige kan jo altså forvandle mærkelige bønner og grønt til lækre retter. Efter hun er forsvundet er lidt som at komme på vand og brød. Kedeligt. Men vi kæmpede begge to for at komme i bedre humør, ikke mindst ved at snakke sammen over skype, hvilket bare gjorde det hele meget værre. Camilla var meget ked af det og jeg var også lidt skidt ved hele det her at være alt for langt fra hinanden ting, så vi kunne bare være i elendigt humør sammen. Øv. Og sådan gik der så en tre fire dage med at være distræt og i øv humør, men så gik jeg tidligt i seng onsdag eller torsdag, fik sovet helt ud og var mere eller mindre klar til at se verden i øjnene der hen mod slutningen af ugen. Og for lige at gøre mig i ekstra godt humør fik jeg en lille pakke forsendelse fra min altid fantastiske filmpusher Shurjeel. Han sendte mig 3 fyldte dvd med godter samt et af de dejligste og mest livsbekræftende breve jeg har fået i nyere tid. Det var lige hvad der skulle til. Skønt. Og så gjorde det jo ikke mig noget at jeg kunne sidde fredag aften og se 300 i god kvalitet på min storskærn. Yay.

Lørdag tog jeg så flyet til Nuuk. Jeg skal være til seminar fra mandag til onsdag (var oprindeligt til torsdag, men som jeg hører nu lyder det til at det allerede stopper onsdag). Her søndag skulle Peter Rømer og jeg så lige have lavet lidt forberedende arbejde, som vi så kunne præsentere på seminaret. Peter Rømer og jeg er suppportere på to programmer (coursegenie og viscon centra) der bruges til online møder mm., men det er jo ikke så tit vi lige støder ind i hinanden da han bor i Qaqotoq (Sydgrønland). Så vi aftalte at mødes en dag tidligere i Nuuk, så vi lige kunne få det af vejen. Preben fra Eforum support teamet sluttede sig også lige på vores forberedelse, så vi sad alle tre på Nuuk handelskole og arbejde fra klokken 10.00 til 16.00. De tog dog lige et par kunstgreb af komme ind på skolen, da vores forespørgsel om nøglekort og login (Peters forstander sendte forespørgslen til Nuuk Handelsskoles forstander) åbenbart ikke rigtig var kommet videre i systemet. Men vi fandt et mobil nummer så vi fik åbnet op, og fik login af en anden vi kendte over telefonen, så mere ugennemsigtigt var det hele nu heller ikke.
Jeg havde næsten glemt – lørdag aften havde jeg jo for mig selv, så jeg tænkte at jeg ville prøve Nuuks store biograf (ikke at der er en lille biograf i Nuuk, men det at der i det hele taget er en biograf er ret stort) i kulturhuset Katuaq. Og nu viste de også en film jeg gerne ville se, så hvorfor ikke. Så jeg købte billet til Danny Boyles episke sfi-fi Sunshine. 60 kroner var ok at give, da salen faktisk var ok, stor rummelig, god skærm, nogenlunde lyd anlæg, men kunne godt bruge lige 10-20% mere benplads. Men der var en kopholder! Det er ret vigtigt i min bog. Ja sågar næsten vigtigere en benplads. Og man kunne købe nylavede popcorn i foyeren, så jeg var sgu i helt okay humør, da filmen første startede, selvom de godt kunne få endnu større popcornposer for min skyld, men jeg er jo også lidt grådig når det kommer til popcorn… Og filmen var flot, episk, langsom på en fed måde for så at rigtig tage fat halvvejs inde. Lidt 2001 møder Alien (den første) uden de små og store rumvæsner. Aftenen blev sluttet af med en pizza på hotelværelset og så ellers discovery og filmkanal. Ikke dårligt.

Ja angående hotelværelset, så plejer vi jo at bo på Hotel Hans Egede (HHE), men det var åbenbart fyldt op, så vi er kommet på Hotel Nuuk. Værelserne er fine, lyse og meget standard. Ikke ulig HHE, men servicen er lettere bekymrende til tider. Eksempel – da jeg kom var der ikke sæbe på mit toilet (bøtten var tom) og det har jeg nu sagt til to forskellige receptionister. Det er stadig ikke ordnet. Og værelset er altså blevet gjort rent en gang i mellemtiden. Suk. Og telefonen er et helt kapitel for sig. Den er vist mest til pynt. For ifølge vejledningen skal man trykke på 9 for at blive stillet om til receptionen – det virker ikke. På telefonen er der en knap der hedder ’receptionen’ – den virker ikke. Og man kan ikke ringe til de andre værelser ved at trykke værelsesnummer. Og de ved ikke i receptionen hvad man skal, når man spørger. ”Jamen der sidder sådan en knap der hedder ’reception’… ja, smarte, hvis så bare den virkede. Og så glemte de at vække mig i morges. Jeg skulle vækkes klokken 8.00 da jeg skulle med de andre til morgen mad klokken 9.00. Jeg blev vækket klokken fem i ni af de andre der lige bankede på min dør. Og to minutter senere blev jeg så ringet op af receptionen der lige ville sige undskyld fordi de havde glemt min vækning... Suk.

Uhh.. jeg var ellers lidt nervøs for at jeg skulle mangle mit world of warcraft fix nu jeg er kommet så langt fra min dejlige computer, men hej – det her er jo Nuuk, det er hovedstaden! Det er jo her det sner (det gør der faktisk) så de har jo selvfølgelig netcafe. Så den var jeg lige et par timer på besøg hos i dag og jeg må sige at det gjorde de sgu meget godt. Gode nye maskiner, okay læderstole. Det eneste minus var bare de der 20-30 bebumsede teenagere der råbte og skreg ”jeg smadrer dig”, ”årrhh.. så du lige det? Fik dig”; ”du camper for vildt” og alt det der de nu råber når de spiller counterstrike. Faktisk råbte de ikke så meget alle sammen, men der var en tåbe af en knægt der absolut skulle kommentere alt hvad han gjorde og alle andre gjorde mod ham meget højt og meget dumt. Og selvfølgelig sad jeg ikke særligt langt fra ham (men heller ikke tæt nok til at vappe ham et par på siden). Men det gik og jeg fik leget trold i et par timer.

Angående counterstrike, så er det et spil jeg egentlig gerne har villet være god til, men min koordinationsevner og sigte er så krop elendigt at jeg altid var en af dem der døde flest gange og havde mindst kills (lige med at jeg havde skudt de andre meget få gange). Og andre gik så meget op i at være ufattelig sej i det, at jeg følte mig nødsaget til at starte en modbevægelse. Så jeg startede klanen ”Sitting Ducks” hvor vi havde mottoer som ”Join us and die” og ”altid god for et nederlag”. Men vi hyggede os for en stund med at få bøllebank, indtil folk blev træt af det (både os der fik bank og dem der gav dem). Overvejede at starte en ny klan der hed ”guys with glasses” under parolen ”you wouldnt hit a guy with glasses, would you?”, men det fik jeg aldrig kørt i stilling. Nå, det var vist også et sidespor.

Nu skal jeg til at se lidt discovery eller en af min filmpushers gaver, mens jeg spiser lidt chips og drikker lidt cola. Desværre kan jeg ikke oplade min blog endnu, da hotellet ikke har trådløst net (heller ikke net via ledning for den sags skyld), så det må vente til at jeg kommer i nærheden af noget andet. Det bliver nok først i morgen eftermiddag når selve seminaret begynder klokken 13.00. Med mindre jeg lige tager en time eller to på webcafeen inden… hmm… måske.

Ses.

Ski, grønlandsk og gæster

Så er det nu. Den sidste time. I morgen er hun væk og 16 dages intensiv hygge og muchos kærlighed er med et sat på pause. Røv.

Lidt har vi da nået de sidste par dage, men vi vil ikke helt gå i dybden med det, da vi hellere vil bruge lidt tid på hinanden end at skrive blog lige nu (det er ved at være pyjamastid). Men hvis I virkelig vil vide så har vi siden sidst bl.a. været på Maniitsoqs museum, hvilet i sig selv er lidt en bedrift. Det var kun fordi Anna Marie skulle derned med eleverne at vi også kom derned. Ved museet står der at der er åbent fra 9 til 16 men det er der ikke. Der er faktisk overhovedet ikke åbent på noget tidspunkt. Så Anna Marie ringede til turistkontoret, den tidligere forvalter, til kommunen og endte til sidst ved kulturforvaltningen, der så lovede at finde ham der skulle have været på arbejde – altså være nede og holde Museet åbent. Men vi kom derned og så deres lettere spøjse samling af alt muligt; malerier, billeder, rustne ting og sager, benværktøj, klæder, ting af træ man ikke vidste hvad var og hvad man ellers lige syntes havde en historisk værdi (f.eks. trampeorgler, skrivemaskiner og gamle royale billeder).

Derudover har Camilla været med til grønlandsk (sammen med mig altså). Hun tog flere notater end mig, fattede lidt af det, men overlod udtalen til os andre ”rutinerede”… Heldigvis havde jeg en af mine gode dage, så hun var ikke helt uimponeret. Under alle omstændigheder endte vi i klubben bagefter med Ib (vores lærer) og Hanne (den anden elev) og lidt faste medlemmer fra Klubben. Hyggeligt med et par fyraftensbajere.

Og og og… Camilla har været ud og stå på ski for første gang nogensinde!!! Og jeg for første gang i 20 år!!! Jepper, vi lånte 2 sæt langrends ski og tog et smut ud i blomsterdalen, for at dumme os foran alle de andre mennesker der også ville nyde det dejlige lørdags vejr med et par ski under fusserne. Og dem var der et par stykker af (vejret var også usandsynligt godt). Men vi klarede det faktisk overraskende godt. Vi faldt kun 2 gange hver og til Camillas undskyldning skal det siges at hun havde fået én defekt ski. Den sad ikke ordentlig fast (bindingen var lidt i udu) så hun havde lidt problemer. Jeg havde til gengæld fået verdens længste glatteste ski, så når jeg forsøgte mig ned af bakke, fik jeg så meget fart på og væltede da jeg ikke kunne styre mine ski. Men vi overlevede og har ingen brækkede ben. Camilla har dog et blåt mærke på knæet, men det var fra da hun faldt efter hun endelig havde fået skiene af. Så et nul til os.

Lørdag aften havde vi huset fuldt af gæster, eftersom vi havde inviteret til Maniitsoq mesterskaberne i Matador. Så Per, Karsten, Pia, Anne Marie og Christian kom lidt i otte og så gik spillet ellers i gang. Vi inddelte os på fire hold og begyndte så den benhårde kapitalistiske kamp for hotelkæder i det indre København. Nu er det jo sådan at man ikke kan have held både i spil og i kærlighed, hvilket Camilla og jeg hurtigt måtte sande. Vi var de første der røg håbløst på røven og ud af spillet da vi landede på Grønningen og måtte betale 22.000 kroner for et hotel ophold. Det var mere end vores budget kunne klare, så vi måtte trække os tilbage og i stedet se på de andre stakkels spillere blive tværet ud af en voldsom overlegen Per. Han kan bare det der med spil. Men vi hyggede os og de tusind forskellige snacks vi havde købt faldt i absolut god jord. Vi sluttede aftenen af med en røget laks på et stykke ristet franskbrød og lidt mere rødvin. Dejligt.

Og nu er det så søndag og flyet går i morgen tidlig. Øv. Så vi vil stoppe nu og bruge den sidste time inden vi skal i seng på lidt hygge i sofaen med en kop Chai te iført pyjamas (yay).

Godnat…

ris, reaktioner og ugen derpå

Camilla har lært at sige Kangerlussuaq som en rigtig indfødt! Hvilket vil sige at man udtaler det nogenlunde som gang-er-slus-su-ak, sådan ca. Jepper, Camilla er blevet en rigtig indfødt og har nu to gange været med til min sejladsundervisning, der i dag tog os et besøg ombord på byens politibåd, eller politikutter om man vil. Den var stor, det var koldt og havde voldsom meget udstyr ombord.

Men siden vi blev gift en hin onsdag er der sket lidt. Vores hvedebrødsdage har mest af alt gået på at holde indendørs pyjamas party og vente i frygt og spænding på omverdenens reaktion på vores (forhåbentlig) uventede giftermål. Det hyppigst stillede spørgsmål vi har fået er om det var noget vi bare lige fandt på efter Camilla var kommet her op. Og til det kan vi lige indskyde det vi før har nævnt - nix, det var ikke en pludselig indskydelse at ”hey, lad os lige svinge omkring kommunen og blive smedet sammen”. For nej, desværre det er ikke Las Vegas, og nej Elvis er der ikke lige til at spørge ”Do you promise to not step on his blue suede shoes?”. Det kan man bare ikke i Kongeriget Danmark. Og slet ikke hvis man ikke bor i samme kommune, og slet slet slet ikke når den ene bor i Danmark og den anden bor i Grønland. Overhovedet ikke. Næh.. det var et noget så kedeligt som et nøje planlagt impulsivt superhemmeligt bryllup.

Men reaktionerne har været mange. Lige fra min kære mors et minuts stilhed i telefonen (hun var i chok) indtil hun fik sundet sig og skreg ”BRIAN KOM HER! RENÉ ER BLEVET GIFT!” hvor efter de begge knækkede sammen af grin og ønskede os et stort tillykke, til min storebrors reaktion der mest af alt gik ud på at han var overbevist om at jeg kom i BAD STANDING med mine svigerforældre, eftersom jeg havde tyvstjålet deres eneste datter uden nogen form for advarsel (hvilket morede ham rigtig meget). Det kom jeg dog ikke. Min farmor hører ikke så godt efterhånden, så hun troede først jeg havde taget gift, indtil hun fattede hvad det var jeg sagde og derefter mest af alt var ked af vi ikke lige var i nærheden så hun kunne give os et knus og et ordentligt tillykke. Camillas familie fik sig også lidt af en overraskelse, men ønskede os et stort tillykke og drak en skål for os. Hendes lillebror brød sammen af grin. Fra venner og bekendte har vi fået alt fra ”Tillykke med det, selvom jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der til at kyle frossen ris på jer”, ”hvad sker der?... nå men tillykke”, ”HOLD DA HELT KÆFT....og et stort tillykke fra mig” (Thomas der svarede efter 37 minutter, hvor han både havde nået at læst mailen, snakket med Claus og Anders og skrive en mail tilbage, respekt) og fået en fantastisk flot collage med postordre brudepiger inklusiv pingviner, isbjørne, blomster og Nik og Jay fra Stina og Siiid, Camillas aller bedsteste veninder hele verden.

Og så er jo det store spørgsmål vi har fået fra vores forældre – hvad ønsker vi? Åh gud. For at være helt ærlig så aner vi det ikke. Det var ikke for de store gaver vi blev gift. Jeg ved godt at det jo er nu vi burde presse citronen, men der er bare ikke de helt ønsker. Vi har snakket lidt om et godt helbred, fred på jorden og evig kærlighed men… Det må vente lidt.

Derudover har der jo været super godt vejr her i påsken. Desværre er bådene dog ikke kommet i vandet endnu, så det har mest af alt stået på et par gode traveture på Maniitsoq ø. Først i adskillige timer i fjeldene heromkring og så i søndags op til Eiffeltårnet, hvilket egentlig blot er en radiosender på toppen af et fjeld, men der er ret langt oppe og der en trappe hele vejen op, så det er et yndet mål, hvis man skal have en killer udsigt udover byen. Så der var vi oppe. Og der var koldt på toppen. Der er rigtig skidt vejr nu, men jeg håber vejret bliver bedre i løbet af et par dage så vi kan låne et par ski af skolen og komme en tur ud. Men det vil tiden vise.

Vi har været til middag hos Anne Marie, der havde inviteret Per, Karsten, og de nygifte på middag. Hun serverede super lækker mix af snack grøntsager med dip, humus, soltørret tomat tappernade, cremet spinat noget med detilhørende æg, lækkert hjemmebagt brød, kikærter i noget sennep/honning dressing marinade agtigt (som Camilla lige vil kidnappe opskriften på), andesylte med æble og sveskekompot, indian curry gryde, røget ørred, røget rensdyrkød og til sidst en lammekølle… og til aller aller sidst en indisk version af klatkager stegt som æbleskiver (lavet af ris og kokosmælk) – en klatskive? Vi behøver vist ikke at sige at vi var MEGET mætte da vi trillede hjem. Og vi kan da lige sige at vi på vej hjem så et flot grønt dansende nordlys. Ahh.. det var en dejlig aften.

I dag er der så gået seks dage siden at vi blev gift og vi var ret overbeviste om at alle dem der nu havde en mening om den slags havde givet sig til kende. Aldrig kunne vi have taget mere fejl. For jeg skulle jo starte på arbejde igen. Da jeg kom til kontoret var der et papirstykke spor op til min stol hvor der lå ris og pasta. Allerede nu begyndte min spejdersans at skrige og med god grund for i løbet af 2 sekudner var hele kontoret fyldt med folk der smed ris efter mig og ellers prøvede at ramme alt på hele kontoret og ønskede mig tillykke. Derefter tog de store stærke fyre mig ellers under armen og løftede mig og hev mine sko af og ja.. du har gættet det.. klippede mine strømper. Og derudover havde de også puttet ris i bøger på skrive bordet, pasta i skufferne og toiletpapir i min ekstra trøje. Jo de havde haft travlt. Der var absolut liv og glæde dage. Men de ærgrede sig over at Camilla ikke også var der. Hun skulle altså også komme derned, og jeg fik strenge ordrer på at sige til når hun kom. Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem lokkede Camilla til skolen, men jeg ringede da og aftalte at vi skulle ses til frokost. Egentlig regnede jeg med at festivitasen var forbi på det tidspunkt, men der undervurderede jeg grønlændernes næse for traditioner og et godt grin. Det skal lige siges at jeg havde fejet efter første angreb. Det skulle jeg jo ikke have gjort. For klokken lidt over tolv dukkede Camilla op og kom ind til mig på mit kontor, og vips så stod der kæmpe flok mennesker igen og smed ris og konfetti over hele en gang til. Efter det store ris inferno havde vi begge fået ris indenfor trøjen og selv i mine underbukser var der forvildet sig et par riskorn hvortil Charlottes (vores ene rengøringsdame) svarede ”YES!”. Det er åbenbart et af de helt store succeskriterier.

Men vi overlevede og har som sagt været til sejlads i dag. Og det var så den dag. Nu skal vi også til at i seng. Knus fra Maniitsoq.

P.S. vi har fået en efterspøgsel på et bedre link til flickr, et der var en direkte link til mine billeder, så her er det ---> link

Surprise!!!

Så klappede fælden. Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg ret godt kan li Camilla og det er så heldigvis gengældt. Og så er det jo sådan at folk der godt kan lide hinanden, de af og til flytter sammen, bliver forlovede og går hen og bliver gift. Sådan gør vi ikke. Vi har taget det hele lidt baglæns. Så…. Vi er blevet gift! Så. Nu er det blevet sagt. Puha. Nu mangler vi bare at flytte sammen og blive forlovede, men det må vente lidt endnu. Jo, den er god nok. Vi har givet hinanden et endegyldigt ja, i går på rådhuset i Maniitsoq.

Og nej, der er faktisk en grund til at du ikke har hørt om det før nu. Og nej du er ikke den eneste, der først læser om det nu. For vi har nemlig været enormt hemmelighedsfulde og spionagtige omkring det hele. Faktisk var der ingen på nær Karsten fra mit arbejde, der vidste om det indtil for en lille uge siden. Camilla nåede lige at fortælle et par af hendes veninder det inden hun drog nordenfjords, men ellers har vores munde været lukket med syv segl. Og det har ikke været helt nemt. Specielt ikke når vi sådan set har været forlovede siden jeg var hjemme sidst, det vil sige til jul. Så prøv I lige at holde en hemmelighed som det for alt og alle, venner, familie, kolleger, samtidig med at du skal rende frem og tilbage til kommuner, sende officielle papirer, modtage telefonopkald på kontoret fra kommunen mens andre er i rummet og stadig ikke give nogen en idé om hvad der foregår. Jo det har ikke været helt nemt. Hele den bureaukratiske mølle er et helt kapitel for sig, så det tror jeg vi skriver om lidt senere, for det var helt godnat, men summa summarum kan det siges at det ca. tog os to måneder at få papirarbejdet i orden, så en uge før Camilla kom herop, var det endelig faldet på plads. Til det kommer så køb af vielsesring, når man er flere tusind kilometer fra hinanden. Ikke nemt, men man kan meget med internettet, og nu sidder vi hver med vores 8 karat guld ring på venstre ringfinger.

Men vi mødte klokken 12.45 op på rådhuset, hvor borgmesterens sekretær, Birthe, stod og ventede på os. Birthe har virkelig været en medsammensvoren i hele vores lille vielseskomplot. Hun har trukket i trådene, ringet til alle mulige for at forhøre sig om bureaukratiske spidsfindigheder om papirer fra Danmark til Grønland og omvendt og om hvorvidt navneforandringer var muligt eller ikke. For der er loven anderledes i Grønland, men mere om det i en anden blog. Men Birthe har i hvert fald været en allieret, så det var kun naturligt at hun skulle være vores ene af to vidner. Det andet vidne var naturligvis Karsten, der var den eneste anden person i Maniitsoq der vidste om vores skumle planer. Så han dukkede også op klokken 12.45 i voldsomt pænt tøj, med kameraet klar.

Det hele skulle løbe af stablen i byrådssalen, og der var gjort klar med stearinlys, kaffe, the, småkager, sodavand og en lille skarp, som det (fik vi at vide) var kutyme når man blev gift på rådhuset. Det var dog ikke borgmesteren der skulle vie os (han kunne ikke), men derimod viceborgmesteren Mimi Karlsen, og jeg er ved at tro at hun var mindst lige så nervøs som os, da det var hendes første vielse alene. Men hun havde sit papir hun kunne holde sig til, så hun klarede det fint og både Camilla og jeg fik sagt hvert vores lavmælte men meget følte ja. Jeg havde egentlig forventet at Mimi nu ville sige ”har du ringene” og ”så må du kysse bruden” eller noget, men det gør de åbenbart ikke på rådhuset. Men vi fandt da ud af det alligevel. Så vi fandt ringene frem, fik en på hver vores venstre ringfinger og så kysset… mmmmm… det ku vi i hvert fald finde ud af. Alt i mens Karsten knipsede billeder af som en gal. I de 20 minutter eller mere vi var på rådhuset nåede han at tage 62 billeder. Skønt med en privat fotograf. Til sidst underskrivning af et par dokumenter, samt kaffe, te og en lille sherry eller bailey agtig ting og tilhørende småkager. Ikke dårligt.

Derefter tog Camilla og jeg hjem et par timer og slappede af, men havde aftalt med Karsten af han lige skulle advare ATI om at jeg altså ville give fyraftens øl, da der lige var noget Camilla og jeg ville fejre med dem. Så klokken halv fire dukkede vi op med øl, lidt mundgodt og en Asti (en eller anden faktisk glimrende sprüdelwasser) og fortalte at nu var vi altså blevet gift. Så blev der ønsket tillykke. Hyggeligt blev det i hvert fald. Efter et par timer på ATI tog vi så på Hotel Maniitsoq hvor byens fine restaurant er. Her havde vi dagen i forvejen ringet for at bestille bord og så lige høre om de overhovedet kunne lave noget vegetar mad. Det mente kokken ”da godt han kunne bikse sammen”, så der tog vi så op klokken seks. Det var en lettere spartansk anretning med båndpasta og forskellige grøntsager til. Absolut spiseligt og når der til hører sig en flaske rødvin og dejligt selskab går det hele jo straks ret okay. Et par timer senere var vi hjemme igen og lavede lidt dessert til os selv iført ens pyjamas hvor vi så så Dødbringende Våben 2 på flimmeren for derefter at gå i seng og sove, fuldstændig drænet for energi… Det var en lang dag, men skøn.

Nu har vi så også fået fortalt den glade nyhed til familien, både hendes og min, og det var ret sjovt. Lad os bare sige at kommentaren som ”der tog I sgu røven på os” er lydt mere end en gang. Men det kan være at vi får berettet mere fyldigt om en anden gang. Nu ligger der i hvert fald billeder fra vielsen på flick, så I kan se det ved selvsyn.

Pyjamas par(ty)

Så er hun kommet! Yay! Ja, hun er altså ikke først lige kommet i dag, men derimod i fredags, så godt som planmæssigt. Kun 35 minutter forsinket, hvilket er hvad Immaqa Airlines går for en planmæssig ankomst (se Sæl sæl sæl og mere sæl, hvis du lige har glemt hvad Immaqa betyder… hehe).

Men hun ankom fredag, efter jeg havde gået rundt hele dagen og stresset rundt om mig selv, for hvad nu hvis hun ikke ankom? Hvad nu hvis hun strandede i Kangerlussuaq pga. råddent vejr? Så ku vi jo lige spilde en 3 dage på den konto, eller mere. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. For hun sidder lige nu lige ved siden af mig og gaber. Og retter min dårlige stavning.

Og hvad har vi så fået tiden til at går med? Mangt og meget. Man kan sågar sige at vi har haft lidt travlt. Sådan da. Indtil videre har vi været til Kaffemik hos Ulrik og Merethe da deres yngste søn fyldte 2 år. Og pædagoiske som vi er købte vi et overdimensioneret kinder æg, der frarådes til børn under 3 år… Camilla var dog ikke helt enig i at det var den bedste gave, men vis mig et barn der ikke synes kinder æg er verdens bedste. Men der var kager, 3 styk forskellige, frikadeller, pølsehorn, pitabrød, salat, og masser af rød saftevand. Og så selvfølgelig masser af folk, som der hør og bør til en god kaffemik. Sådan ca. i rationen 50% voksne - 50% børn. Hyggeligt.

Efter kaffemik tog vi en tur i klubben, hvor den hårde kerne havde slået sig ned, ås der var masser af kolde øl og mandehørm, hvilket ikke så ud til at genere Camilla alt for meget, til gutternes overraskelse. De forsøgte dog til tider at lægge en dæmper på deres snak ”nej nu skal vi os.. og der er jo kvinder til stede” men de kunne aldrig holde det mere end et par minutter før snakken gik ufortrødent om det mænd nu brager ud om, når kvinder ikke er til stede. Og klokken var altså ikke mere end 16.30. Der var vi så en times tid eller mere.

Resten af weekenden tilbragte vi inden døre (da vejret alligevel var lort) med at være enormt meget par agtige ved at gå rundt i næsten matchende pyjamasser (den ene er grå den anden er blå, men ellers same same), lave lækker vegetar mad (lasagne, wokhelvede med noget ris noget), se films, og ellers varmet hinanden under dynen (ligget i ske med hænderne OVER dynen forstås). Nå ja, så har Camilla forsøgt at slå mit øje ud på et tidspunkt. Hun mener selv det ikke var helt med vilje, men jeg har min tvivl. Hun ramte i hvert fald rimelig klokkeklart, så jeg var lidt nervøs for at få et blåt øje. Men så galt gik det heldigvis ikke.

I dag har Camilla så været med på arbejde. Det vil sige hun dukkede op klokken 12 (lidt over, eftersom hun kom sent ud af døren.. tsk.. kvinder) og så fik vi frokost og hun hang ud indtil jeg holdt fri lidt i fire. Aftenen er så gået med at lave nogle vanvittige kikærtefrikadeller eller hvad man nu kalder dem med tilhørende kartoffelbåde, grønne bønner og bernaise sovs. Vores frikadeller var ikke helt 100 % men jeg er da hverken død eller syg så det er vel endnu en vegetarisk sejr i casa del Toft. Camilla bander lidt ved siden af mig.. hun ser så sød ud når hun er sur.. eller prøver at være det. Til gengæld kysser hun godt.

Men nu gider vi ikke længere. Vi er lidt trætte og der er endnu en arbejdsdag i morgen. Så kan det jo være jeg kan få Camilla til at overtage bloggen på et senere tidspunkt. For vi har en del vi skal nå. Jeg vil se om jeg kan få hende overtalt til at tage med til sejladsundervisning i morgen. Derudover er der en vaskeægte seljtur på programmet, filmklub på ATI, vi skal besøge Anna Marie og måske stå på ski hvis vejret vil det og ATI har vores størrelser i sko. Og sårn noget.

Kram fra os.