I dag fik jeg lidt et chok. Ja chok er nok en større underdrivelse. Jeg blev lettere rystet. Det drejer sig om mit studielån. Det lån jeg ikke er begyndt at betale tilbage på endnu. Sidste år fik jeg nemlig udskudt første indbetaling endnu et år eftersom min økonomi ikke lige holder til månedlige afdrag på over 3000 kroner endnu. Der er så gået et år og det er på tide jeg får sendt en besked om at jeg egentlig godt vil have det udskudt endnu et år (man kan få det udskudt 4 år men kun et år af gangen). Og det glemte jeg så, og fik min første opkrævning i marts måned. Den glemte jeg så alt om. Den endte desværre i bunden af bunken og jeg skulle nok lige huske at kontakte dem og det blev så aldrig til noget. Og så hørte jeg ikke mere fra dem. Før i går.
I går fik jeg et brev og tænkte straks ”orv, dem skal jeg lige have ringet til og få udsat det dersens lån”, men desværre var klokken over Danmarks kontor tid, hvilket vil sige at det er omkring 12 i Grønland der så er 16.00 i DK. Så jeg tænkte den tager jeg i morgen og fik ikke engang åbnet brevet.
I dag modtog jeg så et nyt brev fra Økonomistyrelsen (det er dem der står for SU lånet). Underligt tænkte jeg da jeg jo havde fået et dagen før. Det viste sig så at det havde jeg ikke. Jeg havde modtaget et brev måneden før men det var bare først kommet frem nu, eftersom den gamle adresse stod på, og så var endt hos Masanti en måneds tid (hvorfor lige Masanti aner jeg ikke). Brevet fra sidste måned var 2. rykker for betaling af lån (har ikke set skyggen af første rykker) og understregning af at hvis ikke den blev betalt betragtede de lånet som opsagt og jeg skulle dermed betale HELE lånet på en gang. Det nye brev var så en bekræftelse af at de betragtede lånet som opsagt og et girokort på 189.337 kroner og 27 ører!!!!!! Snak lige om verdens dyreste brev.
Heldigvis er der visse forbehold, så som at man inden den 1. juni kan afkræfte sin opsigelse (just in case at det nu var en fejl), men hvis ikke det gøres skal beløbet betales inden 1. juni bliver det hele overdraget til inddrivelsescentret i Skat. Lyder ubehageligt.
Et eller andet sted kan jeg jo kun være MEGET glad for at brev nummer tre overhovedet nåede frem. Jeg mener, det første gjorde ikke, nummer to var en måned for sent og det sidste fandt herop på mindre end en uge. Hvis det nu var nået frem i næste uge skyldte jeg et inddrivelsescenter 189.337 kroner og 27 ører. Indtil videre skylder jeg godt nok stadig pengene, men heldigvis ikke til betaling lige med det samme.
Nu må man bare håbe at de tager telefonen.
tirsdag, maj 27, 2008
søndag, maj 25, 2008
jehova komplottet
I en lille by som Maniitsoq går rygterne hurtigt, når først der sker noget. Og egentlig også ret hurtigt hvis der ikke sker noget. En fjer kan hurtigt blive til fem høns. Lad mig demonstrere.
Torsdag var ude og sejle med Dan. Dan er jo en af mine kolleger fra ATI, og da klokken var omkring fyraften aftalte jeg med Dan at vi lige skulle ud og sejle i Madicken. Ikke nogen stor tur, bare en smuttur over i Ata (en lille fjord på øen der ligger dejligt i læ) for at se om vi kunne fange en torsk eller to, samtidig med vi fik en fyraftens bajer og nød lidt tobak. Vejret var skønt og det var dejligt at komme ud efter at have siddet en hel dag på kontoret og rettet engelsk projekter. Torsk var der ingen af, og det nærmeste jeg kom var en grim ulk, der røg lige så hurtigt ud som jeg kunne få den af krogen. Efter en lille times tid tog vi turen tilbage, desværre uden torsk, men de lader åbenbart lidt vente på sig.
Om fredagen var Camilla og jeg så inviteret middag hos Charles. Den lille amerikanske lærer er tre uger i byen og har til lejligheden lånt en.. lejlighed. Herligt, og så ligger den ca. 25 skridt fra vores. Så vi blev inviteret til mexicansk mad, og adskillige øl senere begav vi os ned mod klubben, eller som Charles har døbt den ”The Secret Handshake Club”. Allerede før vi kom ind kunne vi se at den her aften blev god. Døren stod på klem og lyden af musik rungede blandet med en livlig snak og leben.
Og nu er det så jungletrommerne kommer ind i billedet. Du troede vel ikke jeg havde glemt det?
Den første jeg mødte indenfor var Marcus der prompte spurgte mig ”har du solgt din båd til jehovaerne?” Jehovaerne er naturligvis jehovas Vidnerne der holder til her i byen. Jeg har hilst på et par stykker af dem, og de er da meget flinke, men som Camilla så smukt udtrykte det, så kan vores livsstil vidst ikke helt forenes med ”jehovaerne”. Men Marcus havde hørt at jeg havde solgt min båd til jehovaerne. Det var jo ikke sandt, men nysgerrig hvor sådan an information kom frem kom jeg længere ind i rummet. Her mødte jeg så Ib, der så spurgte om hvem det var jeg var ude at sejle med i torsdags? Jeg forklarede at det var da Dan. Var han Jehova og havde jeg solgt min båd til ham? Næh, dan var lærer på skolen og vi var bare ude og få os en fyraftensbajer. Ikke helt den gængse jehova opførsel. Nej det kunne han godt se. Han ku sgu heller ikke helt forså hvis jeg var blevet jehova.
Samme tur fik jeg så også af Jon fem minutter senere. Nej, ikke jehova, ikke solgt båd, Dan er kollega, vi drak øl. Ahhhh.. okay så. Men det bundede åbenbart i at en eller anden (tror ikke engang det hverken var Ib eller Jon) havde set mig og Dan sejle af sted på nye eventyr. Det var så blevet konkluderet at Dan åbenbart var Jehovas vidne og efterhånden som den nyhed gik rundt havde jeg fredag aften åbenbart også solgt min stakkels Madicken til dem. Gad vide hvad det var blevet til hvis jeg ikke var kommet i byen fredag aften. Om mandagen var jeg sikkert allerede blevet medlem af jehovaerne, forkastet mit medlemskab til klubben, og skænket mine jordiske besiddelser til det højere formål… ja, man kan jo aldrig vide.
Det var i hvert fald godt det blev manet til jorden. Aftenen var i hvert fald en af de sjovere. Ikke mindst fordi vi havde fået en gæst, vores nye museums inspektør Tea. Tea er 26, høj, tynd og så er hun ikke ret grim (en jyde vil sige ”jeg har set det der var værre”), hvilket den mandlige del af aftenens klientel så sandelig havde bemærket. Jeg havde jo mit på det tørre (er lykkelig gift, tak) så jeg kunne kun morer mig over den pludselig energi, gutterne de havde. De var (næsten) alle sammen helt fremme i skoene og oppe på dupperne. Men endnu bedre, så faldt hun i en god snak med Camilla. Jeg håber lidt at Camilla i Tea måske kan finde den veninde hun har savnet at have heroppe. De klikkede i hvert fald fint. De er begge vegetarer (men spiser fisk), kan lide at diskutere design ting (tøj og alt det andet), har god musik smag og de faldt i hvert fald hurtigt i snak. Charles hyggede sig også og endnu en vegetar åndsfælle gjorde jo heller ikke noget på den konto.
Vi holdt festen kørende ret så længe og Camilla og jeg var hjemme ved en tre tiden, men ikke før vi havde udvekslet telefonnumre med Tea og hun var inviteret til Grandprix finale lørdag aften. Nu er jeg jo ikke sååå meget for grand prix, og det cirkus der har været i år, gør det ikke helt så meget bedre (tværtom), men i godt selskab, hvor man rigtig kan blive enig om hvor dårligt det ene nummer er og hvor grimme de næste er, hvem der burde vinde, og ikke mindst hvor dem og dem slet ikke burde være der, så er det ikke så galt alligevel. Til det er der så nybagte småkager., chips, chokolade og sodavand og så gør det pludseligt slet ike så meget at der er grand prix alligevel. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt, også selvom det var Rusland der vandt. Blah. Så luk da den skjorte og gem det fuglebryst væk. Tsk. Næh, det burde have været Bosnien-Hertzegovina der skulle have vundet. Det var da en sang man kun kunne blive glad af. Sådan er verden så uretfærdig en gang imellem.
Egentlig havde jeg lyst til efter de indledende runder at skrive en lang og harcelerende blog over melodi grandprixen der var blevet til et stort cirkus, men jeg havde jo lovet ikke at være sur gammel mand, så jeg undlod. Jeg vil dog bare lige sige at det da var godt at hverken Estland (estisk udgave af Monrad og Rislund) eller Irland (en skræppende hånddukke der var en grip) gik videre. Utroligt at de overhovedet kom så langt.
Puha, sikke en smøre. Næste uge står den på eksamen med mine to klasser, så det skal nok blive spændende. Jeg lader hører fra mig hvordan det går.
Ha det.
Torsdag var ude og sejle med Dan. Dan er jo en af mine kolleger fra ATI, og da klokken var omkring fyraften aftalte jeg med Dan at vi lige skulle ud og sejle i Madicken. Ikke nogen stor tur, bare en smuttur over i Ata (en lille fjord på øen der ligger dejligt i læ) for at se om vi kunne fange en torsk eller to, samtidig med vi fik en fyraftens bajer og nød lidt tobak. Vejret var skønt og det var dejligt at komme ud efter at have siddet en hel dag på kontoret og rettet engelsk projekter. Torsk var der ingen af, og det nærmeste jeg kom var en grim ulk, der røg lige så hurtigt ud som jeg kunne få den af krogen. Efter en lille times tid tog vi turen tilbage, desværre uden torsk, men de lader åbenbart lidt vente på sig.
Om fredagen var Camilla og jeg så inviteret middag hos Charles. Den lille amerikanske lærer er tre uger i byen og har til lejligheden lånt en.. lejlighed. Herligt, og så ligger den ca. 25 skridt fra vores. Så vi blev inviteret til mexicansk mad, og adskillige øl senere begav vi os ned mod klubben, eller som Charles har døbt den ”The Secret Handshake Club”. Allerede før vi kom ind kunne vi se at den her aften blev god. Døren stod på klem og lyden af musik rungede blandet med en livlig snak og leben.
Og nu er det så jungletrommerne kommer ind i billedet. Du troede vel ikke jeg havde glemt det?
Den første jeg mødte indenfor var Marcus der prompte spurgte mig ”har du solgt din båd til jehovaerne?” Jehovaerne er naturligvis jehovas Vidnerne der holder til her i byen. Jeg har hilst på et par stykker af dem, og de er da meget flinke, men som Camilla så smukt udtrykte det, så kan vores livsstil vidst ikke helt forenes med ”jehovaerne”. Men Marcus havde hørt at jeg havde solgt min båd til jehovaerne. Det var jo ikke sandt, men nysgerrig hvor sådan an information kom frem kom jeg længere ind i rummet. Her mødte jeg så Ib, der så spurgte om hvem det var jeg var ude at sejle med i torsdags? Jeg forklarede at det var da Dan. Var han Jehova og havde jeg solgt min båd til ham? Næh, dan var lærer på skolen og vi var bare ude og få os en fyraftensbajer. Ikke helt den gængse jehova opførsel. Nej det kunne han godt se. Han ku sgu heller ikke helt forså hvis jeg var blevet jehova.
Samme tur fik jeg så også af Jon fem minutter senere. Nej, ikke jehova, ikke solgt båd, Dan er kollega, vi drak øl. Ahhhh.. okay så. Men det bundede åbenbart i at en eller anden (tror ikke engang det hverken var Ib eller Jon) havde set mig og Dan sejle af sted på nye eventyr. Det var så blevet konkluderet at Dan åbenbart var Jehovas vidne og efterhånden som den nyhed gik rundt havde jeg fredag aften åbenbart også solgt min stakkels Madicken til dem. Gad vide hvad det var blevet til hvis jeg ikke var kommet i byen fredag aften. Om mandagen var jeg sikkert allerede blevet medlem af jehovaerne, forkastet mit medlemskab til klubben, og skænket mine jordiske besiddelser til det højere formål… ja, man kan jo aldrig vide.
Det var i hvert fald godt det blev manet til jorden. Aftenen var i hvert fald en af de sjovere. Ikke mindst fordi vi havde fået en gæst, vores nye museums inspektør Tea. Tea er 26, høj, tynd og så er hun ikke ret grim (en jyde vil sige ”jeg har set det der var værre”), hvilket den mandlige del af aftenens klientel så sandelig havde bemærket. Jeg havde jo mit på det tørre (er lykkelig gift, tak) så jeg kunne kun morer mig over den pludselig energi, gutterne de havde. De var (næsten) alle sammen helt fremme i skoene og oppe på dupperne. Men endnu bedre, så faldt hun i en god snak med Camilla. Jeg håber lidt at Camilla i Tea måske kan finde den veninde hun har savnet at have heroppe. De klikkede i hvert fald fint. De er begge vegetarer (men spiser fisk), kan lide at diskutere design ting (tøj og alt det andet), har god musik smag og de faldt i hvert fald hurtigt i snak. Charles hyggede sig også og endnu en vegetar åndsfælle gjorde jo heller ikke noget på den konto.
Vi holdt festen kørende ret så længe og Camilla og jeg var hjemme ved en tre tiden, men ikke før vi havde udvekslet telefonnumre med Tea og hun var inviteret til Grandprix finale lørdag aften. Nu er jeg jo ikke sååå meget for grand prix, og det cirkus der har været i år, gør det ikke helt så meget bedre (tværtom), men i godt selskab, hvor man rigtig kan blive enig om hvor dårligt det ene nummer er og hvor grimme de næste er, hvem der burde vinde, og ikke mindst hvor dem og dem slet ikke burde være der, så er det ikke så galt alligevel. Til det er der så nybagte småkager., chips, chokolade og sodavand og så gør det pludseligt slet ike så meget at der er grand prix alligevel. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt, også selvom det var Rusland der vandt. Blah. Så luk da den skjorte og gem det fuglebryst væk. Tsk. Næh, det burde have været Bosnien-Hertzegovina der skulle have vundet. Det var da en sang man kun kunne blive glad af. Sådan er verden så uretfærdig en gang imellem.
Egentlig havde jeg lyst til efter de indledende runder at skrive en lang og harcelerende blog over melodi grandprixen der var blevet til et stort cirkus, men jeg havde jo lovet ikke at være sur gammel mand, så jeg undlod. Jeg vil dog bare lige sige at det da var godt at hverken Estland (estisk udgave af Monrad og Rislund) eller Irland (en skræppende hånddukke der var en grip) gik videre. Utroligt at de overhovedet kom så langt.
Puha, sikke en smøre. Næste uge står den på eksamen med mine to klasser, så det skal nok blive spændende. Jeg lader hører fra mig hvordan det går.
Ha det.
onsdag, maj 21, 2008
WE ARE THE WORLD!!!
Argh! Jeg kan ikke få den åndssvage sang ud af mit hoved! ”We aaaaarrree the wooooorld we aaaaarree the chiiiiildreeeeeen…”. Et forfærdeligt levn fra min ellers nogenlunde problemløse barndom har sneget sig op på mig og denne sang, der jo var et kæmpe hit den gang, men mest er kitch nu, har endnu engang taget plads i mit liv. Yrk.
Det hele kommer sig af at den lille Pisiffik er har fået ridser i pladen. Der er sådan set gået i hak. De sidste to dage jeg har været der inde for at købe en cola eller hvad det nu ellers er jeg skal have mig har ”WE ARE…” kørt i deres lidet agtværdige højtalere. I går nynnede jeg lidt med og tænkte hold da op, sikke et lille blast from the past der lige kom der, og mindedes min tid som bette knajt, der syntes det var en super sang og også synes at mine forældre godt kunne give nogle penge til de der afrikanere, når de rige og berømte nu sang at det var det man burde gøre.
I dag da jeg kom ind til frokosttid kørte den så igen, og jeg tænkte hodl da op sikke et sammentræf at radioen spiller den samme sang som i går lige på den tid hvor jeg kommer ind i forretningen. Det var da pudsigt, og handlede videre mens jeg kort men overfladisk skænkede min barndom en tanke og hurtigt kom fra det igen. Sidst på eftermiddagen på vej hjem fra arbejde svingede jeg så forbi selv samme forretning, og tænk om ikke den samme sang spillede igen! Nu er jeg ikke den der tror på en indgriben fra højere magter, så jeg køber ikke helt forklaringen med at det har været helt tilfældigt at radioen spillede den tre gange på to dage, præcist valgt når jeg kom ind i butikken. Nix, jeg tror simpelthen at radion har været en cd, og at de (de ansatte) har fået sat cd’en på repeat og nu er tvungen til at høre det ene nummer indtil der er en der tager sig sammen til at gå ind og skifte. Det har så åbenbart indtil videre taget halvanden dag. Jeg siger jer – hvis den stadig kører i baggrunden når jeg kommer forbi i morgen, så går jeg ind og skifter. Jeg mener det er en okay sang, men efterhånden er alt andet bedre end ”WEEE AAAAREEE THE WOOOOOOORLD!” Giv mig heavy metal med Skagerak! Giv mig Keld og Hilda, Jodle Birger, Kandis. Giv mig Nik og Jay, Backstreet Boys, new Kids on the Block! Giv mig new age, wienerwaltz, yesterday udført i den værste muzak instrumental trompet version! Giv mig noget andet! Puha.. der røg kæden vist af. Jeg undskylder.
Men mens jeg nu er i gang med at harcelere så er der noget jeg gerne har ville brokke mig over i en god rum tid. KNR - Kalaallit Nunaata Radioa. Magen til amatør kanal skal man lede længe efter. Det er som at se dansk fjernsyn i 70’erne – langsomt og kedeligt. Specielt mellem programmerne, der for det meste alligevel er taget fra dansk tv alligevel. I mellem programmerne trækker de så tiden ud i evigheder med stemningsbilleder, billedreklamer, oplysning til borgerne (for titusinde gang), gamle revy klip (igen igen) og sågar pausefisk.
Og så er de forfærdeligt inkonsekvente med deres tv programmer. For eksempel har de et kultur program der hedder Qaput! Der kommer to gange om ugen. Om torsdagen på grønlandsk og så tekstet på dansk om søndagen. Altså bortset fra at de op til flere gange har glemt at så sende den tekstede udgave om søndagen. Eller når de sender Viden Om, er det synkroniseret til grønlandsk. Det synes jeg er helt fin. Mere af den slags. Men så er det bare at de ikke altid gør det. Nogen gange sender de så en usynkroniseret udgave, så som seer er man fuldstændig i vildrede. Er man dansker kan man være heldig at se det en gang imellem (for den grønlandske udgave er ikke tekstet på dansk) og som grønlænder der ikke er så god til dansk kan man så ikke altid regne med at programmet er til at forstå, siden der ikke sendes undertekster på grønlandsk på nogen programmer overhovedet.
For ikke at taler om deres TV-køkken, der er en genudsendelse af et grønlandsk produceret tv køkken fra 1999 med skiftende kokke. Ja, ok, det er da fint nok. Men i dag skulle det så være med en Bibi et eller andet og hvad dukker så op? Frederik og Frede der laver en fiskeret i et program der blev sendt så sendt som for to uger siden. Så ikke nok med at det er en genudsendelse, men det her er så en genudsendelse af genudsendelsen. Og så tror jeg ikke engang at det var meningen. Helt ærligt så tror jeg bare at KNR er ret så inkompetente. Ja, det lyder hårdt at sige, men der har simpelthen været så mange åndssvage fejl fra deres side med programmer der ikke kommer, pludseligt skiftende sendetider, manglende synkronisering og undertekster og det bliver bare ved og ved. Nogen burde give dem en dummebøde, for det er simpelthen på stadie med en middelmådig lokal tv station. Hvis det altså er en af KNR’s gode dage. En løsning var at sende hele KNR staben på kompetence kursus. Eller låse dem inde i et rum hvor de kunne blive bombarderet med MTV i et par timer. Så var der da en chance for at KNR ikke var så dræbende langsomt. Man kan jo nå at falde i søvn mellem udsendelserne.
Av. Gamle mavesure mand. Hvad er det der sker med mig i dag? Jeg har det sådan set fint nok. Jeg er glad for tiden, min kone er dejlig. Jeg havde sidste undervisningsdag i fredags og torsdag og fredag næste uge skal jeg have mine elever til eksamen. Livet er godt. Bare ærgerligt at grønlandsk fjernsyn er lidt bagud. 30 år eller der omkring.
Nå, jeg lover at jeg snart skriver igen og det bliver alt andet end brok. For jeg er virkelig glad. Det lover jeg. Amar.
orv ja - hurra for AAB! Mere at være glad over :)
Det hele kommer sig af at den lille Pisiffik er har fået ridser i pladen. Der er sådan set gået i hak. De sidste to dage jeg har været der inde for at købe en cola eller hvad det nu ellers er jeg skal have mig har ”WE ARE…” kørt i deres lidet agtværdige højtalere. I går nynnede jeg lidt med og tænkte hold da op, sikke et lille blast from the past der lige kom der, og mindedes min tid som bette knajt, der syntes det var en super sang og også synes at mine forældre godt kunne give nogle penge til de der afrikanere, når de rige og berømte nu sang at det var det man burde gøre.
I dag da jeg kom ind til frokosttid kørte den så igen, og jeg tænkte hodl da op sikke et sammentræf at radioen spiller den samme sang som i går lige på den tid hvor jeg kommer ind i forretningen. Det var da pudsigt, og handlede videre mens jeg kort men overfladisk skænkede min barndom en tanke og hurtigt kom fra det igen. Sidst på eftermiddagen på vej hjem fra arbejde svingede jeg så forbi selv samme forretning, og tænk om ikke den samme sang spillede igen! Nu er jeg ikke den der tror på en indgriben fra højere magter, så jeg køber ikke helt forklaringen med at det har været helt tilfældigt at radioen spillede den tre gange på to dage, præcist valgt når jeg kom ind i butikken. Nix, jeg tror simpelthen at radion har været en cd, og at de (de ansatte) har fået sat cd’en på repeat og nu er tvungen til at høre det ene nummer indtil der er en der tager sig sammen til at gå ind og skifte. Det har så åbenbart indtil videre taget halvanden dag. Jeg siger jer – hvis den stadig kører i baggrunden når jeg kommer forbi i morgen, så går jeg ind og skifter. Jeg mener det er en okay sang, men efterhånden er alt andet bedre end ”WEEE AAAAREEE THE WOOOOOOORLD!” Giv mig heavy metal med Skagerak! Giv mig Keld og Hilda, Jodle Birger, Kandis. Giv mig Nik og Jay, Backstreet Boys, new Kids on the Block! Giv mig new age, wienerwaltz, yesterday udført i den værste muzak instrumental trompet version! Giv mig noget andet! Puha.. der røg kæden vist af. Jeg undskylder.
Men mens jeg nu er i gang med at harcelere så er der noget jeg gerne har ville brokke mig over i en god rum tid. KNR - Kalaallit Nunaata Radioa. Magen til amatør kanal skal man lede længe efter. Det er som at se dansk fjernsyn i 70’erne – langsomt og kedeligt. Specielt mellem programmerne, der for det meste alligevel er taget fra dansk tv alligevel. I mellem programmerne trækker de så tiden ud i evigheder med stemningsbilleder, billedreklamer, oplysning til borgerne (for titusinde gang), gamle revy klip (igen igen) og sågar pausefisk.
Og så er de forfærdeligt inkonsekvente med deres tv programmer. For eksempel har de et kultur program der hedder Qaput! Der kommer to gange om ugen. Om torsdagen på grønlandsk og så tekstet på dansk om søndagen. Altså bortset fra at de op til flere gange har glemt at så sende den tekstede udgave om søndagen. Eller når de sender Viden Om, er det synkroniseret til grønlandsk. Det synes jeg er helt fin. Mere af den slags. Men så er det bare at de ikke altid gør det. Nogen gange sender de så en usynkroniseret udgave, så som seer er man fuldstændig i vildrede. Er man dansker kan man være heldig at se det en gang imellem (for den grønlandske udgave er ikke tekstet på dansk) og som grønlænder der ikke er så god til dansk kan man så ikke altid regne med at programmet er til at forstå, siden der ikke sendes undertekster på grønlandsk på nogen programmer overhovedet.
For ikke at taler om deres TV-køkken, der er en genudsendelse af et grønlandsk produceret tv køkken fra 1999 med skiftende kokke. Ja, ok, det er da fint nok. Men i dag skulle det så være med en Bibi et eller andet og hvad dukker så op? Frederik og Frede der laver en fiskeret i et program der blev sendt så sendt som for to uger siden. Så ikke nok med at det er en genudsendelse, men det her er så en genudsendelse af genudsendelsen. Og så tror jeg ikke engang at det var meningen. Helt ærligt så tror jeg bare at KNR er ret så inkompetente. Ja, det lyder hårdt at sige, men der har simpelthen været så mange åndssvage fejl fra deres side med programmer der ikke kommer, pludseligt skiftende sendetider, manglende synkronisering og undertekster og det bliver bare ved og ved. Nogen burde give dem en dummebøde, for det er simpelthen på stadie med en middelmådig lokal tv station. Hvis det altså er en af KNR’s gode dage. En løsning var at sende hele KNR staben på kompetence kursus. Eller låse dem inde i et rum hvor de kunne blive bombarderet med MTV i et par timer. Så var der da en chance for at KNR ikke var så dræbende langsomt. Man kan jo nå at falde i søvn mellem udsendelserne.
Av. Gamle mavesure mand. Hvad er det der sker med mig i dag? Jeg har det sådan set fint nok. Jeg er glad for tiden, min kone er dejlig. Jeg havde sidste undervisningsdag i fredags og torsdag og fredag næste uge skal jeg have mine elever til eksamen. Livet er godt. Bare ærgerligt at grønlandsk fjernsyn er lidt bagud. 30 år eller der omkring.
Nå, jeg lover at jeg snart skriver igen og det bliver alt andet end brok. For jeg er virkelig glad. Det lover jeg. Amar.
orv ja - hurra for AAB! Mere at være glad over :)
søndag, maj 11, 2008
en forsmået kaptajn taler ud
Som tidligere nævnt er Camilla startet i børnehaven som støttepædagog for Ulrik og Merethes ældste søn Alexander Julius på fem år, der har dyspraksi. Og det går strygende. Faktisk så godt at hun er blevet et større hit hos både den ældste og den yngste søn. Så vi tænkte at hvorfor ikke tage dem med på en lille sejltur, nu båden alligevel var kommet i vandet. Som sagt så gjort.
Ulrik ville også gerne ud og sejle så vi blev fem ombord på den lille Madicken, hvilket gik fint, men lad os bare sige at der vist ikke skal være flere end fem ombord af gangen. Og helst kun når to af dem er så små som Alexander Julius og Jonathan. Jeg må sige at jeg var en smule bekymret til at starte med, for børn er jo en lidt sjov størrelse. Har de en god dag og synes noget er sjovt og interessant så går det hele legende let, men er det lidt halvkedeligt og de er småtrætte og irriterede så kan selv den mindste ting blive en større kamp. Så hvordan kunne det ikke ende ude på søen, to timer hjemmefra, med to energi bomber der ville være alle andre steder end lige her. Det behøvede jeg nu ikke at være så bekymret for. For det første fordi at vi slet ikke tog så lang en tur (det turde jeg ikke lige), og for det andet fordi at de havde jo Camilla. Og far. Og så til sidst ham der har båden. Forklaring følger.
Jeg har gennem mine mange år prydet mig med den sikre viden om at jeg er god til børn. Børn elsker mig. Vi connecter ret hurtigt, hygger os, leger og jeg bliver ret hurtigt deres aller bedste ven i hele verden. Men jeg må sige at jeg har fået kamp til stregen. Inklusiv en overhaling indenom at ingen ringere end min kone. For på den her tur, som faktisk var ret hyggelig, der var al opmærksomhed fra de to gutter på enten farmand Ulrik eller Camilla. Jeg var ret hurtigt degraderet til ham der, der styrede båden. Som om det var noget. Næh, du, fiske med støttepædagogen det var lige noget for gutterne. Eller far der rodede med sin nyindkøbte pilke tingeltangel eller stod på hovedet og tog billeder, det hittede. Ingen interesse overhovedet for den eneste ene der rent faktisk gjorde turen mulig. Mig. Kaptajnen. Det kan jo ikke passe at jeg bliver fuldstændigt ignoreret på min egen båd! Mytteri. Næh, der måtte nye boller på suppen og det i en fart, hvis ikke jeg skulle miste skuden til bløde værdier og amatørfotografer. Jeg måtte sætte mig selv respekt. Vinde ungernes tillid. Og jeg havde et trumfkort. Et farligt trumfkort vil nogen nok sige. Et dødsforagt trumfkort vil andre sige. Jeg lod Alexander Julius styrer båden!
Okay, der var visse problemer med at styre båden for den bette knægt. Kræfterne holdt ikke helt til at dreje rattet, men hives det blev der da. Derimod fandt han hurtigt ud af hvordan man gav den gas. Og helst rigtig meget på en gang. Så båden fik nogle ordentlige ryk i tide og utide mens jeg behændigt forsøgte at styre båden væk fra at sejle direkte ind i diverse stykker fjeld eller skær eller hvad der nu var derude. Det gik nu fint, og jeg tror faktisk Alexander Julius lærte noget i dag. Han spurgte i hvert fald nok for to. Jeg måtte forklare både hvad et kompas var, hvordan omdrejningstælleren virkede, gassen, tændingsnøglen og specielt knappen der fik motoren til at vippe op og ned, var ret sjov. Men nu er den slags ikke ligefrem legetøj, så jeg holdte pilfingermentaliteten nede på et minimum, og det gik. Og jeg var populær. Eller båden var i hvert fald. Og siden jeg er kaptajn på båden, tager jeg lige den på min kappe.
Jonathan derimod var ikke helt tryg ved alt det der sejle halløjsa (og derved også sværere at vinde over på min side). Mest irriterede det ham at han skulle have en redningsvest på. Men han forstod godt at havde han den ikke på, kunne han ikke være på dækket og måtte bliver i kahytten. Så der var han det meste af turen mens han fortærede kiks efter kiks og sad med Camila (grrrrrr…) og kiggede ud af vinduerne efter de andre både, isflager, tang i vandoverfladen og alle de andre ting man kan se ude på søen. Han hyggede sig, og fik da også fisket lidt den ene gang han overbærende og efter en længere diskussion fik vesten på.
Under alle omstændigheder var det en dejlig formiddag. Vi fangede godt nok ingen fisk, men det er stadigt tidligt på sæsonen og torskene gemmer sig stadig på dybt vand. Så længe jeg ikke hører om andre i omgangskredsen der fanger tusinder af torsk, så er jeg ikke så nervøs. Men vi fik sejlet og nydt det brandgode vejr. Så må vi bare håbe at ungerne næste gang forstår at sætte pris på den vigtigste på båden.
Mig.
Ulrik ville også gerne ud og sejle så vi blev fem ombord på den lille Madicken, hvilket gik fint, men lad os bare sige at der vist ikke skal være flere end fem ombord af gangen. Og helst kun når to af dem er så små som Alexander Julius og Jonathan. Jeg må sige at jeg var en smule bekymret til at starte med, for børn er jo en lidt sjov størrelse. Har de en god dag og synes noget er sjovt og interessant så går det hele legende let, men er det lidt halvkedeligt og de er småtrætte og irriterede så kan selv den mindste ting blive en større kamp. Så hvordan kunne det ikke ende ude på søen, to timer hjemmefra, med to energi bomber der ville være alle andre steder end lige her. Det behøvede jeg nu ikke at være så bekymret for. For det første fordi at vi slet ikke tog så lang en tur (det turde jeg ikke lige), og for det andet fordi at de havde jo Camilla. Og far. Og så til sidst ham der har båden. Forklaring følger.
Jeg har gennem mine mange år prydet mig med den sikre viden om at jeg er god til børn. Børn elsker mig. Vi connecter ret hurtigt, hygger os, leger og jeg bliver ret hurtigt deres aller bedste ven i hele verden. Men jeg må sige at jeg har fået kamp til stregen. Inklusiv en overhaling indenom at ingen ringere end min kone. For på den her tur, som faktisk var ret hyggelig, der var al opmærksomhed fra de to gutter på enten farmand Ulrik eller Camilla. Jeg var ret hurtigt degraderet til ham der, der styrede båden. Som om det var noget. Næh, du, fiske med støttepædagogen det var lige noget for gutterne. Eller far der rodede med sin nyindkøbte pilke tingeltangel eller stod på hovedet og tog billeder, det hittede. Ingen interesse overhovedet for den eneste ene der rent faktisk gjorde turen mulig. Mig. Kaptajnen. Det kan jo ikke passe at jeg bliver fuldstændigt ignoreret på min egen båd! Mytteri. Næh, der måtte nye boller på suppen og det i en fart, hvis ikke jeg skulle miste skuden til bløde værdier og amatørfotografer. Jeg måtte sætte mig selv respekt. Vinde ungernes tillid. Og jeg havde et trumfkort. Et farligt trumfkort vil nogen nok sige. Et dødsforagt trumfkort vil andre sige. Jeg lod Alexander Julius styrer båden!
Okay, der var visse problemer med at styre båden for den bette knægt. Kræfterne holdt ikke helt til at dreje rattet, men hives det blev der da. Derimod fandt han hurtigt ud af hvordan man gav den gas. Og helst rigtig meget på en gang. Så båden fik nogle ordentlige ryk i tide og utide mens jeg behændigt forsøgte at styre båden væk fra at sejle direkte ind i diverse stykker fjeld eller skær eller hvad der nu var derude. Det gik nu fint, og jeg tror faktisk Alexander Julius lærte noget i dag. Han spurgte i hvert fald nok for to. Jeg måtte forklare både hvad et kompas var, hvordan omdrejningstælleren virkede, gassen, tændingsnøglen og specielt knappen der fik motoren til at vippe op og ned, var ret sjov. Men nu er den slags ikke ligefrem legetøj, så jeg holdte pilfingermentaliteten nede på et minimum, og det gik. Og jeg var populær. Eller båden var i hvert fald. Og siden jeg er kaptajn på båden, tager jeg lige den på min kappe.
Jonathan derimod var ikke helt tryg ved alt det der sejle halløjsa (og derved også sværere at vinde over på min side). Mest irriterede det ham at han skulle have en redningsvest på. Men han forstod godt at havde han den ikke på, kunne han ikke være på dækket og måtte bliver i kahytten. Så der var han det meste af turen mens han fortærede kiks efter kiks og sad med Camila (grrrrrr…) og kiggede ud af vinduerne efter de andre både, isflager, tang i vandoverfladen og alle de andre ting man kan se ude på søen. Han hyggede sig, og fik da også fisket lidt den ene gang han overbærende og efter en længere diskussion fik vesten på.
Under alle omstændigheder var det en dejlig formiddag. Vi fangede godt nok ingen fisk, men det er stadigt tidligt på sæsonen og torskene gemmer sig stadig på dybt vand. Så længe jeg ikke hører om andre i omgangskredsen der fanger tusinder af torsk, så er jeg ikke så nervøs. Men vi fik sejlet og nydt det brandgode vejr. Så må vi bare håbe at ungerne næste gang forstår at sætte pris på den vigtigste på båden.
Mig.
tirsdag, maj 06, 2008
i går var det Camillas fødselsdag hurra hurra hurra…
Jepper, så oprandt dagen endelig hvor min udkårne rundede det skarpe hjørne af 26. Og det må siges at det var en dejlig (og dyr) dag/aften. Men lad os lige spole tide lidt tilbage, før vi når så langt.
Maniitsoq er ikke ligefrem en verdens største shopping mekka, og rent personligt er der ud over lidt elektronik, bådudstyr og dagligvarer ikke meget at bruge sin surt optjente penge på. Så når det kommer til fødselsdagsgaver bliver det knapt så spændende. Heldigvis er internettet opfundet og online shopping er alfa omega for mig der ynder at læse engelske bøger, obskure tegneserier eller se lettere forstyrrede film, der alle kan skaffes ofte til billige penge over nettet. Så hvorfor ikke købe noget online til Camilla? Og jeg vidste samtidig om en hel flok af design, hækle og stof bøger Camilla ønskede sig der for det meste kun lod sig skaffe via en online biks i England. Go internet! Så jeg bestilte tre fine bøger til hende (og to til mig nu jeg var i gang), og krydsede fingre for at det grønlandske postvæsen ikke fuckede leverancen op alt for meget. Men alt dette vidste Camilla jo intet om.
Camilla derimod havde kun bemærket at jeg ikke en eneste gang havde spurgt hende om hun havde fundet noget i byen hun kunne tænke sig, og begyndte stille og roligt at prikke til mig – nu havde jeg vel købt en gave, og sårn. Det lød virkelig som om hun ikke troede at jeg havde tænkt mig at købe noget til hende, så den bold tog jeg så op (jeg kunne ikke lade være.. hehe). Så jeg forklarede at det var der sgu snart ikke råd til, men 5.000 kroner til båden, 5.000 til ny vaskemaskine, 800 for et spejl i soveværelset (ja det er dyrt når det hele skal ordnes på samme tid), så det var sgu ikke så godt med økonomien. Camilla mente at gaver det burde der altså være råd til og den behøvede jo ikke at være så dyr, og det var også en dårlig tradition hvis vi begyndte ikke at give hinanden gaver på vores fødselsdag. Jo, hun var nervøs. Faktisk tror jeg hun var ved at blive lidt sur på mig over min økonomiske snusfornuft når det nu var hendes gave(r) det gik ud over. Jeg måtte mane til ro, ved at love at jeg nok skulle købe en gave til hende til mandag (ellers havde jeg sovet hele weekenden på sofaen) og hun synes desuden lige hun ville gøre opmærksom at forretningen under Brugsen havde en flot halskæde, hun godt kunne lide. Hint hint.
Jo jeg kæmpede en hårfin balancegang mellem at være den dumme gaveløse pengegnier og så være den underdanige ægtemand der nok skulle tage sig sammen til at købe den der gave som hun jo så gerne ville have – uden så at være nogen af delene. Det hele kun for at overraske hende på selve dagen. Jo det var højt spil. Og for at sætte yderligere pres på så var der kommet to pakker til hende fra hendes veninder i KBH DK og en fra hendes forældre, men siden de ankommer til skolen og ikke hjem til os, så beholdte jeg dem på skolen og bildte den stakkels Camilla ind at der ikke var kommet noget endnu, hvilket ikke heldigvis er ret så plausibelt heroppe. Så Camilla var dobbelt frustreret, ikke nok med at manden i hendes liv ikke rigtig orkede det der med gaver, så så det heller ikke ud til at der kom noget som helst fra hjemlandet. Stakkels pige.
Heldigvis blev hun i en del bedre humør da jeg mandag morgen meget tidlig vækkede hende med pakker fra Danmark, hele tre gaver fra mig og naturligvis skønsang (”i dai ær dæ kamiilaaaaas fødselsdaaiii huraaa hurraaa hurraaa”, meget yndigt). Derefter var der morgenmad for to, og af sted på arbejde for os begge. Omkring tre halv fire tog vi ned til båden, fik benzin på og kom ud på en skøn tur i det dejlige forårsvejr. Planen var at vi skulle om på den anden side af øen, fange nogle fisk og tage hjem og få friske fisk til aftensmad. Desværre var fiskene ikke med på den plan, så vi endte i stedet på hotellets restaurant og fik hver en kæmpe fisketallerken med torsk, hellefisk, rødfisk, havkat og rejer med dertil hørende tilbehør og et par glas hvidvin. Jo der blev ikke sparet på noget. Aftenen sluttede foran tv avisen helt udmattede af alt den alt alt for friske luft.
Og så tror jeg heller ikke jeg skal bruge penge i meget meget lang tid…
Maniitsoq er ikke ligefrem en verdens største shopping mekka, og rent personligt er der ud over lidt elektronik, bådudstyr og dagligvarer ikke meget at bruge sin surt optjente penge på. Så når det kommer til fødselsdagsgaver bliver det knapt så spændende. Heldigvis er internettet opfundet og online shopping er alfa omega for mig der ynder at læse engelske bøger, obskure tegneserier eller se lettere forstyrrede film, der alle kan skaffes ofte til billige penge over nettet. Så hvorfor ikke købe noget online til Camilla? Og jeg vidste samtidig om en hel flok af design, hækle og stof bøger Camilla ønskede sig der for det meste kun lod sig skaffe via en online biks i England. Go internet! Så jeg bestilte tre fine bøger til hende (og to til mig nu jeg var i gang), og krydsede fingre for at det grønlandske postvæsen ikke fuckede leverancen op alt for meget. Men alt dette vidste Camilla jo intet om.
Camilla derimod havde kun bemærket at jeg ikke en eneste gang havde spurgt hende om hun havde fundet noget i byen hun kunne tænke sig, og begyndte stille og roligt at prikke til mig – nu havde jeg vel købt en gave, og sårn. Det lød virkelig som om hun ikke troede at jeg havde tænkt mig at købe noget til hende, så den bold tog jeg så op (jeg kunne ikke lade være.. hehe). Så jeg forklarede at det var der sgu snart ikke råd til, men 5.000 kroner til båden, 5.000 til ny vaskemaskine, 800 for et spejl i soveværelset (ja det er dyrt når det hele skal ordnes på samme tid), så det var sgu ikke så godt med økonomien. Camilla mente at gaver det burde der altså være råd til og den behøvede jo ikke at være så dyr, og det var også en dårlig tradition hvis vi begyndte ikke at give hinanden gaver på vores fødselsdag. Jo, hun var nervøs. Faktisk tror jeg hun var ved at blive lidt sur på mig over min økonomiske snusfornuft når det nu var hendes gave(r) det gik ud over. Jeg måtte mane til ro, ved at love at jeg nok skulle købe en gave til hende til mandag (ellers havde jeg sovet hele weekenden på sofaen) og hun synes desuden lige hun ville gøre opmærksom at forretningen under Brugsen havde en flot halskæde, hun godt kunne lide. Hint hint.
Jo jeg kæmpede en hårfin balancegang mellem at være den dumme gaveløse pengegnier og så være den underdanige ægtemand der nok skulle tage sig sammen til at købe den der gave som hun jo så gerne ville have – uden så at være nogen af delene. Det hele kun for at overraske hende på selve dagen. Jo det var højt spil. Og for at sætte yderligere pres på så var der kommet to pakker til hende fra hendes veninder i KBH DK og en fra hendes forældre, men siden de ankommer til skolen og ikke hjem til os, så beholdte jeg dem på skolen og bildte den stakkels Camilla ind at der ikke var kommet noget endnu, hvilket ikke heldigvis er ret så plausibelt heroppe. Så Camilla var dobbelt frustreret, ikke nok med at manden i hendes liv ikke rigtig orkede det der med gaver, så så det heller ikke ud til at der kom noget som helst fra hjemlandet. Stakkels pige.
Heldigvis blev hun i en del bedre humør da jeg mandag morgen meget tidlig vækkede hende med pakker fra Danmark, hele tre gaver fra mig og naturligvis skønsang (”i dai ær dæ kamiilaaaaas fødselsdaaiii huraaa hurraaa hurraaa”, meget yndigt). Derefter var der morgenmad for to, og af sted på arbejde for os begge. Omkring tre halv fire tog vi ned til båden, fik benzin på og kom ud på en skøn tur i det dejlige forårsvejr. Planen var at vi skulle om på den anden side af øen, fange nogle fisk og tage hjem og få friske fisk til aftensmad. Desværre var fiskene ikke med på den plan, så vi endte i stedet på hotellets restaurant og fik hver en kæmpe fisketallerken med torsk, hellefisk, rødfisk, havkat og rejer med dertil hørende tilbehør og et par glas hvidvin. Jo der blev ikke sparet på noget. Aftenen sluttede foran tv avisen helt udmattede af alt den alt alt for friske luft.
Og så tror jeg heller ikke jeg skal bruge penge i meget meget lang tid…
søndag, maj 04, 2008
klub champs 2008!
I går havde vi klubmesterskaberne i alternative ”sportsgrene”, så i dag har jeg haft det rigtig skidt. Selvforskyldt naturligvis. Tømmermændene har banket om kap med min ekstrem dårlige sprit ånde, der bare ikke ville forsvinde selv efter 2 tandbørstninger og en halspastil.
Men aftenen (i går) var nu super hyggelig. Jeg er efter sidste generalforsamling blevet en del af aktivitetsudvalget og vi har den sidste måned haft et par møder og fik så stablet det hersens arrangement på benene. Først delte vi folk ind i fire grupper med fire i hver. Vi havde så forberedt fem forskellige korte discipliner: bowling, billard, søm på tid, bordfodbold og musikquiz. Bowling var noget med at vælte kegler på et billard bord, hvor hver man har 5 skud, billard var en turnering hvor alle havde 2 skud hver (efter tur), søm på tid var slå et kæmpe søm ned i en træstub (den slags adspredelse er allerede en fast del af inventaret i klubben alligevel). Bordfodbolden var at hele holdet skulle spille på en gang, hvilket altså betød at der stod otte mand og spillede bordfodbold på en gang. Ret så underholdende at se på. Og til sidst var der så en lang musikquiz hvor Jonas spillede 10 sekunder af en sang og så skulle man gætte kunstner og titel.
Vi var hold 1, og det bestod af undertegnede, Karsten (min ATI homey) og den garvede Bjørn. Jepper, et sandt dream team. Oprindeligt havde vi en fjerde mand, men han dukkede ikke op, så vi var istedet en dødbringende trio. I hvert fald i starten, hvor vi tæskede de andre i både bowling og billard (med lidt held og rimelig sikker Bjørn, samtidig med at jeg for en gang skyld ikke gav os minus point). Derefter gik det knap så godt. Søm på tid gik af helvede til, men hvad kan man forvente af to skolelærere versus en hel klub fuld af håndværkere? Jep, der er dømt nederlag. I bordfodbold fik vi skrabet en tredjeplads sammen, hvilket gjorde at vi lå lige hold 4 og kun et point bag hold 2 (point blev givet 5 for en sejr, 3 for en 2. plads, 2 for en 3. plads og sidste 1 for nederlag). Så der var spænding før sidste og afgørende disciplin – musik quiz. Her skulle det så også vise sig at vires hold måske var lidt bedre stillet end de fleste. Selv pryder jeg mig gerne af min store musikviden og Karsten og undertegnede har haft mange og lange diskussioner om musik (gerne under en eller anden form for alkohol påvirkning i klub regi, men alligevel.. utrolig kloge at høre på). Og bjørn vidste sig som en sand mester når det kom til old school jazz og det der lignede. Lad os bare sige at de andre hold lå tæt i den sidste kategori med henholdsvis 37, 37.5 og 38 point. Vi havde 67! WE ROCK(ed)! De fik på munden gjorde de. Så med den fantastiske opvisning af musikviden blev vi de store klubmestre anno 2008, vandt en flaske Blå Gajol og så gik det ligesom galt derfra. Øllene tog hinanden, de små blå blev hældt ned i en lind strøm og klokken halv to lå jeg på toilettet herhjemme og talte i den store telefon. Uh, jeg havde det skidt. Og stakkels Camilla, der skulle sove ved siden af den fulde stodder. Jeg var ikke et kønt syn.
Under alle omstændigheder så gjorde jeg et stærkt comeback lidt senere på dagen, efter morgenmad, hovedpinepiller, cola og bad var overstået. Vi har nemlig fået båden i vandet! YES! Båden har været på værft og bunden er nu flot, renset for ruger, ny malet og super duper klar til endnu en sæson. Så vi gik ned til havnen og tøffede en lille tur ud til Ata (en lille fjord i nærheden), pilkede lidt i det gode vejr og nød i det hele taget stilheden, naturen, solen og hinanden. Jo jeg fik lidt bonus point igen (havde også lidt jeg skulle indhente). Desværre bed ingen fisk på, men det kommer nok snart. Vi skal også på tur i morgen hvis vejret er til det, eftersom det er Camillas fødselsdag og så får hun lov at bestemme. Vi skal på en tur på den anden side af øen og se om ikke fiskemulighederne er lidt bedre der. Det tror jeg de er. Kunne lige passe andet at man ikke kan fange en fisk på sin fødselsdag.
Nu tror jeg at jeg vil i seng.. mit hoved er ikke hvad det har været og jeg skal jo helst være på toppen i morgen.
Men aftenen (i går) var nu super hyggelig. Jeg er efter sidste generalforsamling blevet en del af aktivitetsudvalget og vi har den sidste måned haft et par møder og fik så stablet det hersens arrangement på benene. Først delte vi folk ind i fire grupper med fire i hver. Vi havde så forberedt fem forskellige korte discipliner: bowling, billard, søm på tid, bordfodbold og musikquiz. Bowling var noget med at vælte kegler på et billard bord, hvor hver man har 5 skud, billard var en turnering hvor alle havde 2 skud hver (efter tur), søm på tid var slå et kæmpe søm ned i en træstub (den slags adspredelse er allerede en fast del af inventaret i klubben alligevel). Bordfodbolden var at hele holdet skulle spille på en gang, hvilket altså betød at der stod otte mand og spillede bordfodbold på en gang. Ret så underholdende at se på. Og til sidst var der så en lang musikquiz hvor Jonas spillede 10 sekunder af en sang og så skulle man gætte kunstner og titel.
Vi var hold 1, og det bestod af undertegnede, Karsten (min ATI homey) og den garvede Bjørn. Jepper, et sandt dream team. Oprindeligt havde vi en fjerde mand, men han dukkede ikke op, så vi var istedet en dødbringende trio. I hvert fald i starten, hvor vi tæskede de andre i både bowling og billard (med lidt held og rimelig sikker Bjørn, samtidig med at jeg for en gang skyld ikke gav os minus point). Derefter gik det knap så godt. Søm på tid gik af helvede til, men hvad kan man forvente af to skolelærere versus en hel klub fuld af håndværkere? Jep, der er dømt nederlag. I bordfodbold fik vi skrabet en tredjeplads sammen, hvilket gjorde at vi lå lige hold 4 og kun et point bag hold 2 (point blev givet 5 for en sejr, 3 for en 2. plads, 2 for en 3. plads og sidste 1 for nederlag). Så der var spænding før sidste og afgørende disciplin – musik quiz. Her skulle det så også vise sig at vires hold måske var lidt bedre stillet end de fleste. Selv pryder jeg mig gerne af min store musikviden og Karsten og undertegnede har haft mange og lange diskussioner om musik (gerne under en eller anden form for alkohol påvirkning i klub regi, men alligevel.. utrolig kloge at høre på). Og bjørn vidste sig som en sand mester når det kom til old school jazz og det der lignede. Lad os bare sige at de andre hold lå tæt i den sidste kategori med henholdsvis 37, 37.5 og 38 point. Vi havde 67! WE ROCK(ed)! De fik på munden gjorde de. Så med den fantastiske opvisning af musikviden blev vi de store klubmestre anno 2008, vandt en flaske Blå Gajol og så gik det ligesom galt derfra. Øllene tog hinanden, de små blå blev hældt ned i en lind strøm og klokken halv to lå jeg på toilettet herhjemme og talte i den store telefon. Uh, jeg havde det skidt. Og stakkels Camilla, der skulle sove ved siden af den fulde stodder. Jeg var ikke et kønt syn.
Under alle omstændigheder så gjorde jeg et stærkt comeback lidt senere på dagen, efter morgenmad, hovedpinepiller, cola og bad var overstået. Vi har nemlig fået båden i vandet! YES! Båden har været på værft og bunden er nu flot, renset for ruger, ny malet og super duper klar til endnu en sæson. Så vi gik ned til havnen og tøffede en lille tur ud til Ata (en lille fjord i nærheden), pilkede lidt i det gode vejr og nød i det hele taget stilheden, naturen, solen og hinanden. Jo jeg fik lidt bonus point igen (havde også lidt jeg skulle indhente). Desværre bed ingen fisk på, men det kommer nok snart. Vi skal også på tur i morgen hvis vejret er til det, eftersom det er Camillas fødselsdag og så får hun lov at bestemme. Vi skal på en tur på den anden side af øen og se om ikke fiskemulighederne er lidt bedre der. Det tror jeg de er. Kunne lige passe andet at man ikke kan fange en fisk på sin fødselsdag.
Nu tror jeg at jeg vil i seng.. mit hoved er ikke hvad det har været og jeg skal jo helst være på toppen i morgen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
