Maniitsup Bussii here I come!

Endelig! Endelig fik jeg brug for et lift lige på samme tidspunkt som bussen så endelig kom. Fantastik. Nå ja.. lad mig hellere begynde ved begyndelsen.

Jeg har været på indkøb i dag. Sådan for alvor. Camilla kommer jo i morgen og det er ikke sådan at få gæst i 14 dage. Og så en vegetar. Og så en kæreste oveni. Så skal man jo vise sig fra sin alle raller bedste side. Så jeg gik på indkøb. Der blev købt masser af dåser (tomater, bønner, bønnespire), linser (røde og grønne), bønner (flere denne gang tørre), frugt og grønt (både friske og frosne) - løg, hvidløg, porrer, grøn og rød peberfrugt, honningmelon, 2 pærer, 2 æbler, 2 kiwier, 2 appelsiner, 8 mandariner/klementiner (hvad er forskellen på de to?), soltørrede tomater, almindelige tomater og så diverse frosne grøntsager, her var der også nogle bønner), ost både revet og pålæg, to nye tandbørster, en dejskraber (en pludselige indskydelse), sodavand, chips.. og en stavblender.

Nu har jeg jo aldrig før haft brug for en stavblender, men det er åbenbart et yderst essentielt værktøj i et hvert vegetar køkken med respekt for sig selv. Camilla var nær faldet bagover, da jeg fortalte ”at sådan en ejede jeg altså ikke”. Så jeg har været ude at investere. Ikke overvældende summer, men alligevel. Den kostede 100 kroner og er sikkert noget billigt lort, men så længe den holder mens Camilla er her, er jeg sådan set glad nok. Det er altså ikke fordi jeg er en fedterøv, at jeg ikke købte en dyrere model, men der var altså ikke andre modeller. Det er jo ikke Dalle Valle det her. Man må købe hvad der er. Sådan er det.

Men jeg kom altså stavrende ud af Brugsen med mine tre proppede poser og tænkte ”nej, det får jeg aldrig trasket hjem med, jeg snupper sgu en taxa”. Så på vej over til taxapladsen, kommer jeg jo forbi busstoppestedet, og gud hjælpeme – DER HOLDER BUSSEN!

Jeg må vist hellere forklare hvorfor det er ret så fantastisk. Bussen i Maniitsoq har nemlig ingen tidsplan. Der er ingen der ved præcis hvornår den kører, ud over chaufføren. Man stiger på når den kommer (hvis man altså vil med), hvilket er lidt når du mindst venter det. Der er faste busstoppesteder rundt i byen, men der er altså ingen busplaner sat op ved dem. Så man kan stå og vente i alt fra timer til minutter, da man ingen mulighed har for at vide om den lige har været, om buschaufføren holder fri i dag, eller om den bare ikke lige kører om torsdagen efter klokken 16.00. Ikke til at vide. Så jeg har lidt jagtet denne bus i det her halve år og et par måneder jeg nu har været heroppe (jo den er god nok, der er gået så lang tid). Jeg har set den kører forbi men aldrig når jeg havde tid til at tage en tur og aldrig i den rigtige retning. Og som jeg vist har forklaret tidligere, så ser den ret sjov ud. Det ligner en miniudgave af de der amerikanske fangebusser, blot helt i sort. Det lykkedes mig (endelig) at tage et billede af den for en lille måned siden, så i kan jo få syn for sagen, eller hvad det nu er man siger.

Men jeg løb så godt jeg nu kunne med tre store indkøbsposer over til bussen og fik betalt de 13 kroner der koster for en voksen (et barn koster 8 kroner – det kan I lærer lidt af Nordjyske trafikselskab!!). Men vi kørte af sted og jeg tænkte ”yes sir, nu er jeg jo hjemme på ingen tid”, da jeg allerede vidste at bussen lægger sin rute kun 20 meter fra min opgang. Men kender man mig og mit forhold til alt hvad der er grønlandsk, så skulle det jo ikke gå sådan. For hvad jeg ikke vidste var, at bussen altså også skulle ud til den modsatte ende af byen, og det var altså det den skulle lige nu. Først. Så den kørte altså i helt modsatte retning. Ikke helt ud til lufthavnen men tæt på. Men bussen kørte til den falske ende af byen, vendte om og kørte glad og fro tilbage til mit udgangspunkt igen, brugsen, hvor den så ventede lidt og kørte af sted igen – nu mod den rigtige ende af byen. På vejen blev den pænt fyldt op af ældre lidt svære og gangbesværede damer, der alle kendte hinanden. Ret hyggeligt når alle de andre sagde ”bai” når en stod af.

Så jeg fik da en hyggelig tur i byens fantastiske, bedste, billigste og eneste bybus. Men har man travlt er det altså ikke lige den man skal satse på. For godt nok er den billig, men den kører altså også godt ud i kringelkrogene for helst at få alle folk helt hjem. Så en masse omveje. Ingen lige linje her. Og de der busskilte er selvfølgelig kun vejledende. Skal man af et sted hvor man ikke lige kan se et skilt, siger man det bare og han stopper. Det tager de ikke så tungt heroppe. Men det betyder selvfølgelig også at jeg kom af nærmest ved trappeopgangen. Herligt. Det var da en oplevelse.

fødselsdagsfest, firmafodbold, ticks og dåsemad

Tsk, så er der jo nærmest gået en uge siden sidste siden sidste blog. Tiden går uhyggeligt hurtigt heroppe. Og vejret er lidt en prøvelse for tiden. Den ene dag er det snestorm, den næste høj solskin fra en skyfri himmel og i dag er der så snestorm igen med træls tung sne, da vi nærmer os frysepunktet. Vejret re 100% træls, men man kan jo glæde sig over at det vender hurtigt heroppe. De lover høj solskin igen i morgen, men skidt igen fredag, dog ikke så skidt som i dag. Det håber jeg dæleme heller ikke, for det er jo på fredag Camilla kommer herop. Så kan det lige passe at hun sidder fast i Kangerlussuaq eller noget andet råddent. Hun skal være her. Men det var egentlig ikke vejret jeg ville snakke om, for der er faktisk sket et par ting i løbet af ugen, der er værd at nævne.

Lørdag var der en 30 års fødselsdagsfest i klubben. Anders, en af medlemmerne holdte fest på behørig maner. Den startede klokken 13.30, med de første par øl, gave aflevering og hyggeligt samvær (som man siger) og en time senere var der mad. Endnu engang en middag hentet fra det klassiske danske køkken – stegt flæsk med kartofler og persillesovs.. mmmmmm. Det var dæleme gur (godt). Til det var der øl og snaps...og sodavand hvis man var til den slags (men det var der ike mange der var). Der var masser af gæster, en dejlig afslappet stemning (sådan er det jo når der er gratis mad og drikke), Ib fortalte vittigheder (jeg har et par med hjem far), og vi fik da også gang i en billard turnering. Man skulle trække en makker og jeg fik Marcus. Vi var så omtrent lige dårlige, hvilket ikke siger så lidt, så vi røg ret hurtigt ud af den turnering. Jo, vi lavede en del flere minus point end positive. Det var som om heldet bare ikke var med mig. Hver gang jeg fik kegler og det hele var fedt, så røg den røde i hul. Bare ikke mit spil. Men jeg tror også jeg og Thomas (guitar thomas) er de eneste der kan ”prale” med at vi engang har fået 100 kroner for at holde op med at spille billard. Vi spillede en gang mod hinanden og vi var begge så dårlige at det trak ret meget ud. Til sidst kom der en op og sagde at vi ku få 100 kroner hvis vi stoppede nu, for nu ville de altså godt til at spille. Men lad nu det ligge. Her i klubben blev klokken 18.00 og vi startede den store landskamp mellem Danmark og Spanien på storskærm (væggen) og det var jo en fadæse, så da vi nåede halvlegen tænkte jeg at den fik vi da vist ikke hevet hjem igen. Så jeg ville lige bruge tiden i anden halvleg på at tage hjem og vende en tur. Lige få kontaktlinserne ud og sårn. Desværre blev jeg så træt da jeg kom hjem at jeg aldrig kom af sted igen. Jeg endte aftenen på sofaen med en god film, popcorn og lidt sodavand. Og så faldt jeg i søvn og vågnede på sofaen igen klokken et om natten. Det var så mit que til at gå i seng.

Søndag blev heller ikke uden spænding. Jeg er jo så småt ved at gøre lidt rent, så der ser nogenlunde ordentligt ud når Camilla kommer herop. Og søndag stod den på støvsugning, hvilket betød at i stuen skulle jeg lige rydde lamper og andre løse artefakter ud først. Det gik også fint og jeg fik støvsuget hele hytten i løbet af dagen. Lige før jeg skal i seng en gang ved klokken halv tolv om aftenen kommer jeg så i tanke om at jeg egentlig lige skal have tingene ind i stuen igen. Så ind med mikrobølgeovn, men da turen kommer til lampen.. går det frygteligt galt. Af en eller anden grund har designeren af denne formidable stuelampe (standerlampe) bestemt sig for at den øverste glas lampeskærm, bare skal være der løst, ikke fastsat med skruer, klemmer eller noget. Den skal hvile derpå, så at sige. Det er så fint nok at den hviler, det holder bare ikke når jeg flytter den og rammer det øverste af dørkarmen og lampeskærmen ryger af, rammer gulvet og smadrer i TUSIND STYKKER! Så er det man sætter sig ned i 2 sekunder og siger lidt for sig selv ”…fåk…” mens man bider sig i underlæben, mens man får et lille tick ved det ene øje. Jeg siger jer, det var ikke sjovt. En ting er at jeg har smadret en del af min lampe, det overlever jeg nok. Det var mere irriterende at skulle til at samle glasstykker op klokken lort om natten nar man allerhelst blot vil sove. Og når de store stykker så er fjernet skal man så lige støvsuge igen. Så spildt formiddags arbejde. Dobbelt røv. Jeg var ikke helt tilfreds med tilværelsen da jeg gik i seng. Og jeg var ret bombet næste dag da jeg skulle have 6 undervisningstimer.

Mandag var der arrangeret byens officielle indendørs firmafodbolds turnering. Og jeg havde optimist som jeg var, skrevet mig på til ATIs herrehold, der på papiret bestod af ATX eleverne David, Ture, Mika, vores pedel Nuka, procestekniker eleven Uno, og fra lærerstaben mig og Karsten. Det var altså på papiret. Men Nuka havde været syg samme dag, og derfor ikke været på arbejde, Karsten meldte fra i ellevte time da han ikke lige kunne overskue det, så allerede her, så det skidt ud. Fra 7 til 5. Det var klassisk 4 mands indendørs, så en udskifter var lidt til at overkomme. Men da man så kom ned i hallen dukkede Ture selvfølgelig ikke op, til gengæld havde Nuka prioriteret sine kræfter fint, så hans formiddag og eftermiddag under dynen havde gjort ham klar igen. Heldigvis, da han hurtigt viste sig at være vores bedste spiller. Så vi var endnu engang på 5 spillere, hvilket til min rædsel betød at jeg nok desværre måtte se i øjnene at jeg rent faktisk kom til at spille. Yrk. Første kamp lovede ellers godt. Vi vandt den 2-1, dog ikke pga. af min overvældende indsats. Jeg blev smidt ud på et tidspunkt, da man ikke må skyde bolden direkte uden for banen (der er bander). Men ved et målspark ramte jeg helt ved siden af og bolden fløj ud, hvilket dommerne så også mente jeg skulle. Man skal så være ude indtil at der bliver scoret igen. De andre fik heldigvis også en ud, og da status qou blev opnået kunne vi score igen og vinde kampen. Yay. Desværre gik de resterende kampe ikke lige så godt. Anden kamp var en uafgjort, tredje kamp tabte vi med et eller to mål og i fjerde kamp blev vi fuldstændig ydmyget. 1-9 var slutresultatet. Der var ikke andet at gøre end at smile af det og da jeg var på sidelininen under den kamp kom jeg med til råb som ”Ja, gutter nu har i dem, det er alt sammen en del af taktikken”, da vi var bagud 0-7, ”De er gået i vores fælde, nu vinde vi!” da vi fik udlignet til 1-8 og der var 30 sekunder tilbage ud af en 6 minutters kamp. Tja.. lad os bare sige at folk fik noget at grine af og vi ikke ligefrem gik videre til semifinalerne. Sådan er der så meget.

I dag er jeg så blevet hjemme fra arbejde. Sagde til kontoret at jeg arbejde hjemme, men arbejde er det nu ikke blevet så meget til. Jeg har ondt i halsen og kan mærke antydningen af influenza, så jeg har været under dynen det meste af dagen. Godt nok siddet ved computeren, men under dynen. Og så har jeg skippet sejlads i dag. Synes bare ikke jeg ville ud i det der frygtelige vejr. Af samme grund blev jeg nødt til at kigge dybt i skabene for at finde noget til noget aftensmad. Og det blev så til alt godt på dåse i dag. Opskriften er simpel:

1. Du tager 1 dåse hakkede tomater og putter i en kasserolle (åben den først kloge åge).
2. Så tager du 1 dåse chilibønner. Husk at hæld overskydende sovs fra, da det klamt sødt og slet ikke chiliagtigt.
3. Dernæst tager du 1 dåse cocktailpølser. Du kan bruge noget af væsken i sovsen og hælde resten fra. Cocktailpølser var lidt en fejl, da jeg kom til at åbne den forkerte dåse, men tænkte så ”tjaaa.. hvorfor ikke”.
4. For at neutralisere den lettere klamme chilisovsesmag, der aldrig haft noget med chili at gøre tager du 1 dåse kokosmælk, en lad være med at bruge en hel dåse som jeg gjorde. Det bliver for meget og du skal nu til at neutralisere den lidt for søde kokos smag.
5. Masser af ketchup for at udligne for meget kokos og hvad der ellers måtte være tilbage af den lidt klamme smag af ”chilisovs”
6. Tilsæt dertil noget pasta af en eller anden slags.
7. Put pasta i en dyb tallerken og tag bønne/cocktail sovsen op med en hulske (eller hedder det hulsi?), da du på denne måde for så lidt sovs med som muligt. Sovsen fejler som sådan ikke noget, men den kan blive for meget, hvis man ikke passer på.

Tjaa.. retten blev faktisk spiselig, selv om det så skidt ud på et tidspunkt. Jeg er da mæt og hverken syg (mere end før) eller død endnu, så et eller andet har jeg da gjort rigtigt.

Jeg tror dog at jeg vil til at sige godnat for denne gang. Måske lige med en henkastet bemærkning om at jeg er i de indledende runder i et muligt bådkøb. Tjaa, så kan I tænke lidt over det.

Sæl sæl sæl og så lige sæl

I dag har jeg fået sæl. Ikke fået en kæledyrssæl, men altså smagt på sælkød. Igen. Første gang med tørret sælkød var ikke nogen større succes, så jeg var lidt spændt (læs: skrækslagen) da jeg sku prøve igen idag. Men lad mig starte ved begyndelsen.

Der er fødevareseminar i byen. Det er noget med forskellige fødevarerproducenter der samles og snakker om muligheder indenfor produktudvikling af grønlandsk produkter. Tror jeg nok. Ikke noget jeg skal være med til, det er der andre der skal fra skolen. Jeg var bare dernede en times tid for at tage nogle billeder for skolen. Så jeg kom ned efter endt undervisning (jeg underviste fra 8 til 14) og klipsede løs.

Der var faktisk en del folk, og en del udefra. Man havde ellers frygtet at det var umuligt at komme til byen, da der har været jætte dårligt vejr de sidste mange dage. Der har været alt fra regnvejr uafbrudt i et døgn til snestorm der så har raseret i 2 dage. Jeg tror det var mandag politiet anbefalede beboere i Nuuk ikke gå udenfor da der var vindstød af orkanstyrke… det blev det da heldigvis ikke her. Men de sidste par dage har hovedbeklædningen været min kosak hat godt ned om ørerne og så ellers et halstørklæde viklet omkring helt op over næsen så man kun lige kan se mine øjne. Det var også godt jeg ikke skulle af sted til Sisimiut alligevel. Pia skulle derop og mandag kunne hun ikke komme af sted. Tirsdag kom hun så af sted, men endte så med at sidde fast i Kangerlussuaq, da de skulle mellemlande der i stedet. Nu forsøger hun bare at komme hjem igen. Ja, vejret er en hård medspiller heroppe. Heldigvis har vi nu fået ordnet Camillas billet, så hun ikke længere skal frem og tilbage til Sisimiut før hun kan komme fra Kangerlussuaq til Maniitsoq. Så det er da altid noget. Nå, men det var vist et sidespor.

Udover alle de fornemme gæster (aner ikke hvem de er) var der fra ATI selvfølgelig vores forstander Per, men også elever fra vores procesteknikeruddannelse der lavede en bod, hvor man kunne smagsprøve deres produkter. De har nemlig produktudviklet på sælkød. Normalt er sælkød serveret som en grå masse der smager af indmad… yrk. Grunder til det smager lidt af indmad er at det er meget blodholdigt for de kan holde varmen eller noget, men sådan er det åbenbart at være sæl. Og så lugter det heller ikke særligt godt. Det har procesteknikerne så forsøgt at lave om på. At gøre det spiseligt for den hvide mand, så at sige. Så de har så forsøgt sig med forskellige produkter, så der var chilipate, hvidløgspate, pikantpate alle af sælkød, ribs med bbq, honning, og andre varianter, røget sælspæk, og forskellige variationer af tørret sælkød.

Jeg fik prøvet de forskellige pateer, og blev overrasket for de var faktisk var ret gode. Husk lige på at jeg er ret kræsen, specielt når jeg ved hvad det er jeg propper i munden. Derudover forsøgte jeg mig med bbq ribs, der var ok, og så også en honning variant, der var lidt vandet og lidt for sød. Men ved den traditionelle sælspæk og den røgede variant, der satte jeg altså grænsen for min eventyrløst inden for det grønlandske køkken. Det må blive en anden god gang.

Derudover havde Klubbens egen inder, Radesh, fra 4. semester stået for en gryderet med sælkød han er ved at eksperimentere sig frem til. Og den var faktisk spiselig denne gang, men jeg sætter pris på lidt flere grøntsager, da kødet alene er lige sæl nok. Men jeg fik smagt og jeg overlevede. Og så fik jeg da også taget nogle billeder.

Men apropos så har jeg lidt ondt af stakkels Camilla. Hun er jo i den ulykkelige situation, at hun er vegetar. Altså ikke at de er en ulykkelig situation, men det er at hun skal være det på Grønland, kan meget hurtigt blive det. For eksempel er det umuligt at finde skyggen af kikærter, bønner og linser… indtil nu. For jeg har ledt og ledt de sidste par måneder og ikke fundet noget der bare ligner. I den store Pisiffik sagde det at det var noget de bestilte hjem en gang imellem, men det var ikke noget fast og man skulle bare tjekke en gang i mellem. Det har jeg så gjort – nada. Og de andre har heller ikke haft noget. Det har jeg jo så fortalt Camilla, der så for at være på den sikre side lige har sendt en pake herop med to pakker linser, bønner, vegetar postej og andre godbidder, for ca. 200 kroner i porto. Hvad finder jeg så i den store Brugs dagen efter? Jep, Linser. Både Grønne og røde, hvilket vil sige at hun kunne havde sparet ca. et kilo af forsendelsen (da de kommer i ½ kilos pakker). Øv. Stakkels pige. Men så må vi jo bare nyde dem, når de kommer herop. Hvis de altså når at ankomme til tiden. Det er er jo ikke sikkert. Jeg fik at vide at Air Greenland også bliver kaldt Immaqa Airlines – immaqa betyder ’måske’ på grønlandsk, hvilket er en glimrende betegnelse for et flyselskab hvor flyene ’måske’ afgår… men de har også lidt vejret i mod dem, i hvert fald lige for tiden. Posten kommer frem.. en gang…

Nå, men det var vist alt for nu. Masser af mad af den ene og den anden slags. Selv sluttede jeg aftenen med at lave mig selv en god æggekage med knasende sprød bacon… mmmmm..

Bon appetit.

danskerfest aflyst... (søndags update)

Hvad er det der sker? Jeg bliver vækket klokken 8.25 af festen fra i går, der fortsætter på uformindsket styrke. En mand mand en guitar og en 5-10 mennesker der skråler med på ”SÅÅÅ LÆÆÆÆNGE JAJ LEEVEER…” Ikke lige den aller fedeste måde at blive vækket på. Men mellem deres skråleri snakkede de også en hel del (meget højt) og jeg må nu konstatere at det IKKE er en dansker fest. Overhovedet. De snakker meget grønlandsk. Så det vil altså sige at grønlændere faktisk godt kan have en hel aften hvor de ikke hører grønlandsk version af dansktoppen, hvilket jo i og for sig er en god nyhed. Men hvorfor de skal fortsætte festen fra morgenstunden med høj snak, masser af grin og skrål (det er da bedre en skænderi) og fællessang har jeg ikke lige fattet. Men måske er det en masser venner der har samlet sig en weekend for at fejer noget, eller en familiefest eller noget i den stil. Den er i hvert fald hjertelig. De griner hele tiden og har det vist ret sjovt. Så fred være med det. En ting er i hvert fald sikkert – jeg kommer til at trænge til en eftermiddagslur i dag.

JAJ ÆLSKER KÅN DAJ!

Klokken er 1.57 og der er fest. Ikke hos mig velsagtens, men et eller andet sted i bygningen. Der er stemning kan jeg høre og høj musik og der bliver skrålet endnu højere. Der er bare en forskel i forhold til de andre fester jeg har måttet lægge øre til, efter som jeg faktisk tror det her er en dansker fest. Det er, kan jeg høre, en meget syngende flok, og repertoiret byder på nogle dansker klassikere som for eksempel ”Kom tilbage til mig” med back to back (i en forfærdelig lang version hvor de blev ved med at skråle ”KÅM TÆLBAJE TÆL MAJ JAJ ÆLSKER KÅN DAJ” i en uendelighed). De har også været omkring Queen, Credence Clearwater Revival og andre fortærskede klassikere. Og det er lige præcis højt nok til at jeg ikke rigtig orker at gå i seng. Men det kan jeg jo snart blive nødt til.

Indtil videre har jeg dog underholdt mig selv med et mindre projekt, jeg kom til at starte på før jeg tog til Settlers aften hos Per i dag (som jeg tabte, suk). Jeg er nemmerlig begyndt at sætte mine cd’er i alfabetisk rækkefølge. Damn, det er lang tid siden jeg gjorde det sidst. Når jeg skulle høre en cd, kunne jeg jo ikke finde noget som helst, efter som de stod fuldstændig hulter til bulter. Det måtte gøres noget. NU! Så nu er alle mine cd’er lagt i bunker efter bogstaverne i vores kære alfabet ud over hele stuebordet. Sjovt sådan at kigge alle sine cd’er igennem igen. Der var faktisk mange jeg havde glemt, nogle jeg burde høre oftere, nogle der er en skandale jeg ikke hører oftere og andre der fortjener at blive hørt bare i ny og næ. Lige nu hører jeg på en cd med den norske kunstner Anja Gabarek, jeg helt havde glemt. Kan huske at jeg købte den da jeg boede i Oslo tilbage i 1996. Overraskende god plade og helt sikkert en af dem der skal høres en del gange før man fatter den. Den holder stadig, selv om den er lidt out there. Og så er der alle de cd’er det var bedst at de blev glemt. Jeg nævner i flæng Army of Lovers, Funk Star Deluxe, De Nattergale… der er uden tvivl mange andre tvivlsomme cd’er i bunkerne. Det ku være jeg sku luge lidt ud, nu jeg er ved det. Pakke dem væk, så man ikke får fordømmende blikke, når man får venner over og de lige skimmer samlingen. På den anden side, så er det ikke så pokkers tit jeg får besøg.. i hvert fald ikke af de venner, der rent faktisk har en viden om musik der er stor nok til at komme med et fordømmende blik jeg skal tage alvorligt.

Men man finder ud af nogle interessante ting om sin samling, når man sådan sætter den ”i orden”. For eksempel har jeg foruroligende mange cd’er med bands der starter med enten S (Suede, Slowdive, Mikael Simpson, Speaker Bite Me, The Smiths, The Sundays etc.) eller M (My Bloody Valentine, Morcheeba, Moon Gringo, Morrissey, Miranda Sex garden osv.). Antalsmæssigt er der ca. 83 der starter med S og 54 med M, hvorimod jeg kun har 7 cd’er der starter med J (Joy Division, Je’mapelle Mads, James, Jane’s Addiction og et par stykker mere). Det er åbenbart ikke særlig trendy og hipt at hedde noget med J. Nå ja, så har jeg 49 cd’er med The Cure (til det kommer så lp’er og bånd, jeg ikke lige har tal på).

Nå, man skal åbenbart bare give sig til at skrive blog, så holder festen op. Klokken er 2.41, der er nogenlunde roligt og jeg må også hellere se dyner. Er ret træt og jeg skal jo op så jeg kan blive færdig med mit store projekt. Det er jo meningen at cd’erne skal op på hylden igen.

Natter.

Allahs Sidste Ønske!

Ok den bliver kort i dag. Vejret er gået helt bananas heroppe. Der er sne, sne, sne og så lige lidt mere sne. Det sneede vild og tovligt da jeg gik på arbejde og så sandelig om det ikke stadig sneede vildt og tovligt da jeg gik hjem fra arbejde igen. Jepper, non stop sne, hele dagen – og aftenen. Herligt. Jeg kan ikke lade være med at synes at det er ret fedt. Det er jo det her Grønland man forestiller sig, når man sidder i Danmark og regnvejr i december måned. Snehvide landskaber, sneen der fyger om ørerne på dig og vinden der rusker i din jakke, mens du forsøger at holde halstørklædet over næsen (nej det er ikke længere frivilligt med halstørklæde). Det er det det handler om. Og det er i hvert fald en million gange federe en regnvejr, som jeg aldrig har haft meget til overs for.

Derudover må jeg lige fortælle kort om den spændende mail jeg modtog i morges. Det skal siges at den flot nok havde sneget sig uden om mit spamfilter og var adresseret til mig fra en hvis Mr. Walid Mohammed. Han skrev en meget lang og rørende mail om at han var 72 år, muslim og fra Dubai. Han lå nu for døden, havde tre måneder tilbage, da han havde lungekræft og havde mistet talens brug og var for øvrigt blevet lam. Jo, den fik ikke for lidt, og han kunne da også kun skrive dette brev med hjælp af sin personlige sygeplejerske. For manden havde penge, masser af penge. Selv var han forældreløs, men hårdt arbejde havde båret frugt og nu ville Allah altså at han skulle overdrage sine penge til en vildt fremmed, som så skulle bygge et hjem for forældreløse i det land man nu er i. Så det han fortæller er at han vil give mig (tjek lige det her) 12 millioner dollars (!!!) til at bygge det her hjem.. tja.. i Grønland. Navnet skal så være Mohammed Orphanage Home. Det eneste jeg skal for at blive forvalter for alle disse penge er at sende mit navn, adresse, telefon og faxnummer, samt navnet på mit firma (?). Jeg må nok hellere skynde mig inden den gamle muslim dør.. NOT!

Hold nu kæft en forestilling mand. Stakkels mand, der ligger på sit dødslejre og hører Allahs sidste befaling om at bygge et hjem på grønland? Tror ikke lige det sker. Egentlig tror jeg kun jeg har fået spammailen fordi han (eller de der har lavet det her stunt) har troet at Toft.inc (der er i min mailadresse) rent faktisk står for Toft Incorporated, som så betyder penge man kan snydes for. Eller hvad ved jeg. Håber i hvert fald ikke, at der er nogen der falder for sådan et latterligt nummer. Og det er jo også at tage pis på Allah og misbruge hans navn (og det ved vi jo godt at det skal man passe på med i disse tider). Synes bare den var grotesk nok til at jeg lige ville nævne den, for hold da op hvor violinerne kører på højtryk – dødsleje, sidste ønske, forældreløs, mistet talens brug og lam.. come on.

Men det var vist det. Lovede at gøre det kort i dag.

mandefald på ATI

Sikke en start på ugen. Knap var jeg færdig med at forklare om føn vind mig her og føn vind mig der og bortforklare det grønlands vintervejr som en myte opfundet af de varme lande for at få flere kunder, før at vejret heroppe bliver godt træls og grønlandsk. Nej, træls er måske så meget sagt. Koldere og mere sne, og så gråt og overskyet (hvilket er lidt træls). Og hvad sker der når vejret vender? Folk bliver syge. Ikke mig (endnu) heldigvis.

Men der var mandefald på ATI, da jeg kom på arbejde i dag. Karsten, Susanne og Jane, to lærere og en fra kontoret var alle blevet syge. Derudover sad Per og Sine, der havde været til møde i Nuuk i sidste uge, fast i Sisimiut, hvor de af en eller anden grund skulle mellemlande (Sisimiut ligger nord for både Nuuk og Maniitsoq). Så vi var fem mand i undertal og te af dem lærere, hvilket gjorde at Pias logistiske evner blev sat lidt på en prøve. Hun skulle jo gerne have skemaerne til at passe, så eleverne ikke fik alt for mange huller, samt heller ikke mistede timer pga. manglende lærere. Det er noget med at flytte timer frem og tilbage mellem dem der er på skolen og dem der falder til senere (når de bliver raske og lander og sårn). For mig betød det ikke det helt store. Jeg skulle undervise hele dagen alligevel. Jeg fik flyttet to timer rundt i dag, men det gjorde ikke noget. Der ud over blev jeg spurgt om jeg havde noget at underholde ATX A med i en time (mens de skulle have haft matematik), noget de kunne arbejde med selv, hvilket jeg tilfældigvis havde. Selv skulle jeg undervise andet sted. I morgen ser dog unægtelig anderledes ud. Tirsdag er normalt undervisningsfri, det er den så ikke længere. Indtil videre skal jeg have 4 timer som så enten er flyttet fra onsdag eller (hvis folk ikke dukker om til onsdag) fra næste uge. Ja, det er logistik.. lad være med at spørge.

Apropos mærkelige mellemlandinger. Min dejlige kæreste Camilla skal jo besøge mig den 30. marts og så være her et par uger frem. Men hendes tur herop er ret opskur, i hvert fald ifølge den mail hun ahr fået fra Air Greenland. Hun skal fra København til Maniitsoq med et flyskift i Kangerlussuaq (som altid) og fra starten fik hun at vide, at hun efter Kangerlussuaq skulle mellemlande i Sisimiut i et par timer, før hun så skulle med en flyver direkte fra Sisimiut til Maniitsoq. Nu har hun så fået en ny besked, nemlig at hun skal til Sisimiut fra Kangerlussuaq, vente et par timer, for derefter at tage på et fly fra Sisimiut til Maniitsoq, der så mellemlander i Kangerlussuaq! Det er jo ikke særligt hensigtsmæssigt, for at sige det mildt. For det første fordi hun ikke har nogen grund til at tage til Sisimiut, hvis hun alligevel skal tilbage til Kangerlussuaq igen. For det andet fordi det at mellemlande i Sisimiut altid er lidt for spændende. Det er svært at lande der pga. af den der vind ting, de glemte at tage højde for da de byggede lufthavnen, men har man først landet, er det ikke så stort et problem at lette. Camilla skal bare af flyveren i Sisimiut og vendte på at den kommer tilbage igen efter hende, og kan den ikke lande, ja, så er hun stuck i Sisimiut weekenden over… uden mig. Så jeg mægler lidt frem og tilbage med Air Greenland, der indtil videre ikke helt har fundet fejlen i deres mellemlandingsberegninger. Men jeg kæmper videre.

Derudover er der ikke sket det store. Jo jeg har fået vasket lidt tøj, hvilket er lidt af en bedrift. Det hørte til under kategorien ”ting der skulle være gjort i weekenden men blev syltet pga. WoW”. I samme kategori er rette stile, støvsuge, købe bord og stole på tilbud, ringe til min storebror, skrevet mere blog, uploade billeder til flickr, og skrive PG projekt færdigt. Det eneste jeg nåede var at flytte alt jeg havde på min bærbare over til min stationære, hvilket var lidt en bedrift i sig selv. Og så lige kigge lidt mere på PG rapporten (er næsten færdig)... Jeg når det nok. Ajuunngilaq.

Det var vist alt for nu. Hyg jer.

lidt om vind og vejr

Endelig en hel friweekend. Kun mig og min dejlige computer og World of Warcraft. Det er ved at være lang tid siden jeg har brugt så meget tid på det spil, og det er vist også fint. For tiden går hurtigt når man stener rundt og laver den ene mission efter den anden. Rigtig hurtigt. Men det er da lykkedes mig at stige to levels over weekenden (lvl 67 til 69!), så kom ikke her. Normalt tager det mig uger at stige bare en level, så det siger vil lidt om for det første hvor meget jeg har spillet denne weekend, og to - hvor lidt jeg spiller i hverdagene. Derfor har jeg ikke alt for dårlig samvittighed. Ja, jeg ved godt – få dig et liv, gå dog en tur, se naturen… jeg havde også aftalt med Anna Marie og Christian at vi skulle ud og spadsere i dag søndag, hvis vejret var til det, men det var det ikke. Overskyet og sne. Ikke ligefrem det ideelle ”gå en tur og nyd det dejlige vejr” vejr. Så vi aflyste indtil der kom bedre vejr, hvilket der så ikke gjorde.

Men det grønlandske vejr er vist også lidt en misforstået størrelse. For nej, der er ikke minus en milliard grader hele tiden og der render ikke isbjørne rundt i gaderne. Det tror de fleste af jer sikkert heller ikke, men det kunne jo være at der var en ubegavet amerikaner eller to, der fulgte med i min blog fra tid til anden (og nej, jeg snakker ikke om dig Jennifer). Faktisk har denne vinter været meget mild (det er i hvert fald det jeg har fået at vide). Irriterende mild til tider, for det har gået ud over sikkerheden.. der har simpelthen været pisseglat pga. af fænomenet føn (kan ikke huske om jeg har fortalt om det før, men i får den lige igen så):

"Føn er det tyske ord for et vejrfænomen som er almindeligt i bjergområder og andre højtliggende områder som f.eks. Grøndlands indlandsis. En föhnvind er en luft fra højtliggende områder som blæser ned i lavlandet. Ligesom luften bliver kold når man kommer op, så bliver föhn'en varm når den falder ned. På Grønland kan föhn om vinteren få sneen til at smelte for derefter når vejret bliver normalt igen, få sjappet til at fryse til en hård skorpe"
(Citatet er tyvstjålet fra www.goetze.dk, der er ulriks hjemmeside.. han har så hugget det et andet sted fra).

Men den her føn, er altså rimelig udtalt for tiden. Så er der varmt om formiddagen, eftermiddagen, lige de der plusgrader, der gør at ting begynder at smelte.. lidt. Om aften er der så koldt igen og alt bliver dejligt glat.. eller bare mere glat.

En anden ting angående vejret er at da jeg tog herop, troede jeg at der ville blive super mørkt om vinteren og depressionerne ville kaste sig over mig i takt med at der blev mørkere og mørkere. Det blev der bare aldrig rigtigt. Jo bevares, der var da en overgang hvor der var mørkt når jeg gik på arbejde og mørkt når jeg gik hjem, men så lang tid varede den periode heller ikke. Eller også var det bare fordi at jeg befandt mig hele julen i Danmark at jeg gik glip af den. I hvert fald er der ikke mørkt længere (jo om aftenen, men du ved hvad jeg mener). Til gengæld har jeg hørt at der bliv træls lyst til sommer. Ulrik fortalte at forældre opgiver at holde deres børns sovetider i ferien så der leger børn ude klokken halv fire om morgenen, siden der alligevel er lyst. Nedern. Jeg gider dæleme ikke at høre på barneråb og leg hele natten. Nå, men man skal jo ikke tage sorgerne på forskud og alt det der.

Lige nu er vejret fint og meget åbent for føn (desværre), og jeg kan nøjes med at have lange underbukser på indenunder mine bukser, i mordsætning til når der er rigtig koldt, hvor jeg har overtræksbukserne på når jeg er ude (plus lange underhyler når det virkelig går hårdt for sig). Derudover er der altid trøje, vinterjakke, hue og handsker. Det slipper jeg dog ikke for lige med det samme. Halstørklædet er dog frivilligt.

Tjaa, jeg må vist også til at se lidt dyner. Undskyld den lidt fattige blog, men der er vitterligt ikke sket meget denne weekend. Men det må da være betryggende at vide at vinterdepressionen er på et minimum… så det bliver ikke i denne omgang at jeg gør drastiske forsøg på at skære halspulsåren over med en neglesaks (eller noget). Jeg overlevede. Jeg har det fint. Det kunne måske også have noget at gøre med at jeg har haft Camilla hele tiden (og har hende stadig altså). Kommer faktisk lige i tanke om at da jeg spurgte indtil alt det her med den lange vinter og depression og sårn, der sagde Per forstander (tror jeg nok det var) at den nok var nemmere at komme igennem hvis ikke var single. Eller også var det noget jeg læste et sted om hvordan det er at leve heroppe. Jeg kommer i tvivl. Under alle omstændigheder, så tror jeg det har været et kæmpe plus for mig at have Camilla, som jeg kunne snakke med. For snakket det har vi.

Ej, jeg må slutte nu. Nu skal det være. Nat.

Den Store Sportsdag (av det gjorde nas...)

Jeg har ikke lyst til at tænke på i morgen. Den bliver hård. Min ryg knager, mine ben værker, min hænder er godt brugte og forstrukne, er lidt øm over højre øje, mine boller har haft det bedre og jeg skal passe på min venstre fod jeg har vredet om på i kampens hede. Jepper, der har været sportsdag på ATI med stil.

Louise havde sørget for at vi kunne låne byens hal fra klokken 9 til 15 i dag, så efter et lille pittstop på ATI begav jeg mig ned i Hallen med min sportstaske men mit fantastiske sportstøj, for sådan noget har jeg jo forfærdeligt meget af *host host*. Sandt at sige tog det mig et stykke tid at finde noget tøj i det hele taget. Havde håbet på at jeg havde et par nyere shorts en mine skotsternede Bermuda shorts der efterhånden må have en 15 år på bagen. Men hvis det var stilen, så måtte jeg hellere finde en trøje der var ligeså gammel, så jeg fandt min blå, hullede og meget forvaskede ”I got totally pissed in London in 1995” t-shirt frem. Jep, der var ikke et øje tørt. Meget retro.

Men klokken 9 havde de fleste indfundet sig og vi opvarmede lidt ved at løbe lidt og skyde til et par bolde, og jeg kunne ret hurtigt mærke at min varslede superform vist for længst havde forladt mig. I stedet frygtede jeg nu allerede fra morgenstunden sidestik, krampe, vejrtrækningsbesvær og andre dårligdomme. For vi havde et hårdt program vi skulle igennem; trillebør, æg på ske, tovtrækning, fodbold med handicap (se senere), håndbold og så den store ATI cup i indendørs fodbold. Der var rigeligt med muligheder for at komme galt af sted.

Den første event var klassikeren trillebør. Vi blev delt i 4 hold, med ca. 8 på hvert hold, der hver i sær så skulle to og to efter tur løbe af sted med hinanden som trillebør og når man kom ned til bunden af hallen byttede man. I kan godt huske det ikke sandt? Det der med en holder dine fødder mens du møver dig af sted med dine arme som drivkraft. Desværre tøserne på holdet ikke så dygtige til denne klassiske disciplin, og vi blev kun nummer to på trods af min fantastiske præstation. Jeg var faktisk ret hurtig, og jeg fik da også respekt fra forstanderen, der beundrede min teknik. Tror det mest af alt lignende en bulldog, der farer frem.

Dernæst var det æg på ske, eller i dette tilfælde haggysack (eller hvad den nu hedder) på ske. Denne gang tre hold, hver med en ske og bold, og samme strækning – ned til den anden ende af hallen og tilbage igen. Mistede man bolden skulle man starte forfra, med mindre man var kommet ned til den anden ende, så skulle man starte derfra hvis man tabte. Mit hold startede rigtig godt, og så længe ud til at være en klar vinder, blandt andet på grund af min fejlfri præstation naturligvis, men desværre var en af vores holddeltagere ligeså forsigtig som en gal elefant i en glasbutik og havde en balancenerve der mest af alt mindede om en vejrhane i en skypumpe, så det… igen måtte vi nøjes med en anden plads.

Nu var det så at det blev lidt mærkeligt. For nu skulle vi spille fodbold, eller hvad man nu kan kalde denne mystiske afart. For reglerne var de samme. To hold, to mål, en bold, scor hos de andre og alt det der, men før kampen går i gang skal alle der er med have et par briller på lavet af to plastikkrus med små huller i bunden, der gør at du kan stort se 5% af hvad du plejer og dit synsfelt er fordelt i to forskellige retninger. Ja det vil lige ferm være en fordel at være skeløjet i den her sportsgren. En ting er at man ikke kan se noget, og har et dybdesyn som en enøjet, men nu skal man så spille fodbold samtidig. Det er altså så godt som umuligt, men meget morsomt. Og specielt hvis man kigger på. Så der bliver grinet højt. Selv var jeg på banen i første halvleg, og jeg stank til det. Havde en hovedkollision med en af mine elever (der gik ud over mig skal det siges) og jeg rørte knap bolden, for man kunne selvfølgelig ikke se den, når den kom tæt på en. Nej, det havde for mig en lidt større underholdningsværdi at sidde på bænken og at kigge på hvordan folk løb forvildede rundt (gerne forbi bolden), stødte ind i hinanden, skød forbi bolden og ellers farede rundt som hovedløse høns. Det så ret sjovt ud, men jeg tror næppe det er en fodbold variant der bliver optaget som en olympisk sportsgren. Efter dette sportsafbræk fandt vi endnu en klassiker frem – tovtrækning. Først var det lærerne mod eleverne, som vi vandt. Og derefter var det kvinderne mod mændene som vi også vandt. Et dejligt lille ego boost på trods af ens håndflader bagefter var røde som bare pokker og godt brugte. Men vi vandt.

Før middagspausen var der så håndbold, hvor der var tre hold der spillede i to gange ti minutter mod hinanden på kryds og tværs. Håndbolden hoppede jeg let og elefant over, da det ikke lige er mig. I hvert fald ikke med den kondi jeg holder mig, og jeg sku også gemme min energi til den store ATI kup i indendørsfodbold. Men de gik til den og klokken 11.30 var der frokost, sponsoreret af ATI. Så jeg fik mig en lækker sandwich med æg, rejer og tomat og drak en sådan juice firkant ting. Og så var det tid til opgørets time.

Reglerne for indendørsfodbold er simple. Du har fire spillere på hvert hold (det er de gamle regler, ifølge nye regler må man vist have 5), målmanden må ikke røre bolden med hænderne overhovedet og du kan bruge banderne lige så tosset du vil. Vores kampe havde kun en varighed af fem minutter per kamp, men det var mest grundet at vi havde en hulens masse kampe vi skulle igennem. I den store turnering var der nemlig seks hold; ATX A, B, C, procesteknikerne, kontor + personale og til sidst lærerne. På grund af mandefald fra lærernes side havde vi erhvervet os vores forstander, Per, på vores hold, der nu bestod af Karsten, den dødsensfarlige midtbanespiller, Per, den utrættelige overalt spiller, Louise, den aggressive angriber, og mig, den kondiløse men determinerede målmand. Et blændende hold, der noks skulle nå langt. Nu er det bare sådan at denne sportsdag et eller andet sted er for eleverne, så det var ikke meningen at hverken kontoret eller os lærere skulle løbe af med sejren. Vi ville i hvert fald på vores hold forsøge at vinde lidt, men tabe nok til at vi ikke gik videre, eller aller højest i hvert fald skulle komme til at kæmpe om en tredje plads (vi så ville tabe). Det var i hvert fald planen. Alle hold skulle fem kampe (så havde de kæmpet mod alle de andre hold) og til sidst skulle nummer fem og seks i kamp om femte pladsen, nummer tre og fire om tredje pladsen, og til sidst nummer et og to om første pladsen. Når man vil tabe med vilje, skal man jo ikke bare give op og lade folk komme til. De må jo gerne gøre en indsats. Desværre kom vi til at gøre en lidt fro stor indsats selv. Jeg tror vi blev lidt grebet af hvor godt det gik, så den første kamp (mod kontoret) vandt vi 4-0. Lidt skidt begyndelse for et hold der gerne ville tabe. Anden kamp (mod procesteknikerne) blev 2-0 til os, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Heldigvis tabte vi til ATX C 0-1. At Mika gav mig en hæl i bollerne kan have noget med det at gøre. Jeg havde det i hvert fald ikke så godt resten af kampen. Men det var et uheld trods alt. Jeg løb lige bag ham da han fyrede en bold af og da han er en af de der, der opererer med høje benløft så fik jeg hans hæl i bollerne. Det gjorde nas. Heldigvis ramte han ikke kronjuvelerne klokkerent, for så havde jeg overhovedet ikke kunne gennemføre resten af dagen. Det var nok mere hvad man kalde et ondt snit. Nas. Nå men tilbage til kampene.

Den store overraskelse kom da vi spillede mod ATX B, der tidligere havde vist formidabel form og angrebsstyrke. Vi startede med at score et mål, for ligesom ikke bare at lægge os ned, men at give dem, noget at indhente, men det skete bare ikke. De store kæmper var simpelthen blevet trætte. Så vi kom til at vinde kampen vist oven i købet 2-0. Ups. Nu blev vi nødt til at have et nederlag hvis ikke vi skulle ende i finalen. Vi skulle nu spille mod ATX A, og vi gjorde vores for ikke at presse alt for meget. Kampen endte da også 0-1 til dem, men ikke fordi vi havde foræret dem sejren. Nej, tøserne havde et godt to mod en angreb, der fik mig udplaceret. Og så var der mål. Nu var vi jo overbevist om at finalen stod mellem ATX B og ATX C, men ak, vi havde talt forkert. C klassen havde ikke vundet 3 men derimod vundet to og spillet en uafgjort, hvilket betød at vi alligevel var i finalen mod ATX B, vi allerede tidligere havde slået. Damn. Kampene om femte og tredje pladsen blev afgjort det var nu tid til le grande finale. Jeg havde et par kampe forinden vredet om på foden, hvilket gjorde lidt nas, men siden vi var underbemandede, altså ikke havde nogen udskiftere, måtte jeg bide smerten i mig og humpe lidt rundt. Heldigvis stod jeg jo på mål, så det gik. Godt nok havde Karsten og jeg lidt bagerste mand kørende, men jeg passede lidt på, så jeg håber at det ikke tager revanche i morgen tidlig. Men kampen blev fløjet i gang, og vi gjorde som før, det vil sige vi ville jo ikke bare lægge os ned. Jeg ville holde buret rent så længe jeg kunne og vi ville holde lidt igen med målene i den anden ende. Heldigvis havde ATX B fået lidt flere kræfter og stillede med et stærkt hold der pressede os fra starten af. I løbet af et par minutter havde de fået et mål, hvilket nu gav os ”lov” til at gå ned og score. Vi måtte jo godt bevare spændingen lidt. Det gjorde vi så. Problemet var bare at der nu stod 1-1 og de fem minutter køb stille og roligt ud. Vi blev enige om at vi så skulle spille til første mål. Bolden blev givet op og kampen rasede med fornyet energi. Per havde en stor chance i modstanderens ende, men ”brændte” den så spændingen blev opholdt indtil det endeligt lykkedes ATXerne at score mod os. Et godt mål i en svær vinkel. Respekt for den. Karsten der stod på mål havde ikke en chance. Så de vandt den store cup, vi tabte med æren i behold og kunne se eleverne i øjnene bagefter.

Til sidst var der præmie overrækkelse hvor vi fik vores sølv (farvede) trofæ og lovning om nogle materielle goder, der stadig befandt sig på ATI. Lige præcis hvad det er fik jeg ikke fat på, da det blev fortalt på grønlandsk, men Per mumlede noget om noget kaffe. Så det bliver nok ikke lige mig, der gør krav på det.

generalforsamling i Klubben

VVVRRROOOOOOMMMMMMM…. Og det var så den weekend. Hold nu op det gik pænt stærkt. Synes lige der var fredag, men nu er mandagen snart færdig. Hvor er det lige det hele forsvinder hen. Nå, man jeg har da ikke kedet mig her i weekenden.

Fredag foregik sådan nogenlunde fredeligt med mig, en god bøf, pommes fritter og en rigtig læskefed bearnaise sovs (nej den var for fed til at være sauce)..mmmmmmm. Tilsæt dertil lidt computerspil, nogle afsnit af serien Lost som Ulrik fra Masanti lige har gjort mig afhængig af, og så lidt telefoneri med kæresten ”hjemme” i Danmark, så er det nok et meget godt billede af min fredag. Dejlig afslappende.

Lørdag startede lidt på samme måde. Computerspil med den gamle garde på world of warcraft, lidt snak med kæresten, og så ellers ud af fjerene og ned til Klubben til den årlige generalforsamling. Den startede klokken 16.00 og der var lovet mad til os efter mødet, og hvilket møde. Der var ca. en 15-20 stykker ud af de 30 medlemmer klubben har der havde mødt op på denne høj hellige lørdag, for at have lidt indflydelse på klubbens fremtid. Selv var jeg lidt mødt op for at se hvad det nu var for en fisk. Lidt for at mænge mig måske. Det er jo ikke alle medlemmer jeg har set. Jeg havde i hvert fald ikke helt tænkt mig at lave nogle revolutioner den dag. Man skal jo lige lære stedet, folkene, kutymerne at kende før man begynder at råbe op. Ellers for man nok bare en over næbbet. Men det var nu ikke fordi var så farligt. Det skal lige nævnes at der kun er mandlige medlemmer i klubben, så stemningen var ret.. lummer. Ikke at der ikke må være kvindelige medlemmer ifølge vores vedtægter, men det har bare ikke rigtig været på tale (som en af medlemmerne sagde ”ja de kan jo ikke være med lem, høhø..” jo stemningen var lagt). Der var sågar forslag om at få kvinder forbudt på stedet inden klokken blev 23, men det blev afvist som ”kvindefjendsk”, de var jo søde nok når de var der. Ellers var de store diskussioner om hvorvidt ølpriserne skulle sættes op (blankt afvist), om kontingentet skulle sættes op (en del diskussion men dog afvist) og om åbningstiden skulle udvides (afvist midlertidigt, da det var et for sent indkommet forslag og at det var ok at stedet lukker klokken 24 i hverdage, så folk kan komme op på arbejde dagen efter). Ellers så økonomien ok ud, på trods af et lån i huset. Som en sagde så er det jo en sund forening, hvortil en svarede ”ja økonomisk, dæleme ikke sundhedsmæssigt” hvortil vi grinede alle sammen. Det skal så lidt ses i lyset af at vi alle sad med en god kold øl og at de fleste medlemmer nok vejer en god del over idealvægten. I det hele tiden var der en sjov stemning, der nok kun kan komme når mænd er samlet sammen med udsigt til et par øl og en gratis middag på en afslappet lørdag. Selve generalforsamlingen var overstået på godt en times tid og så var det tid til en fornuftig omgang kartoffelmos med noget kød (lidt labskovsagtigt, smagte ret godt hvis man er til den slags, og det var jeg lidt den dag), persille, rødbeder, samt en skive rugbrød der fik en af medlemmerne til at spørge om det var hestens fødselsdag. De var pænt tykke. Og så ellers øl. Jeg hang ud i et par timer, drak et par øl, men bestemte mig så for at tage hjem i et par timer for lige at få briller på (havde haft kontaktlinser på om eftermiddagen), drikke en sodavand og så ellers forsøge at tage et par billeder af den der famøse måneformørkelse. Desværre var den jo nok lige så fotogen som Pia Kjærsgaard på en god dag, så det fik jeg ikke meget ud af. Til gengæld fik jag taget med ned i klubben, da jeg vendte tilbage ved en otte tiden. Og så drak vi flere øl. Og flere øl. Og….

Søndag vågnede jeg så op med ondt i hovedet. Sjovt nok. Og så var den weekend ved at være forbi.

baggårdspuma, tennissko og minus handy

Ak, verden er af lave. Otto Brandenburg, Baggårdspumaen er død. Så skide være med at Nørrebro på nuværende tidspunkt ligner en krigszone som vi kender fra films, og den tur jeg havde mulighed for til Sisimiut nok ikke bliver til noget. Otto er død. Nu er det ikke fordi jeg har noget voldsomt personligt forhold til manden, men han var bare så… sej. Hans rå stemme. Og så virkede han bare som en utrolig sympatisk mand. Øv.

Tjaa, ud over det er der ikke sket det helt store heroppe. Det var meningen at jeg måske skulle til Sisimiut i uge 12 til et eforums kursus, men de har lidt svært ved at tage en beslutning om jeg skal med, for det er åbenbart kun for ”nye” supportere af eforum og siden at jeg jo har været supporter siden november, så er jeg jo helt klart og logisk nok sat i kategorien ”gammel” supporter. Der kan man bare se. Det går hurtigt heroppe. Jeg har jo heller ikke lyst til at tage af sted.. op til hundeslædeturer og astma. Hvem har dog lyst til det? (astmaen kan jeg da godt være foruden, men hundeslæde.. suk).

Ellers går livet sin vante gang heroppe. Ugerne går rigtig hurtige (som de plejer), hvilket er ret dejligt. Ikke fordi jeg har travlt med at få det her Grønlandsophold overstået i en fart, men det betyder nemlig at jeg nu kan begynde at tælle dage til Camilla ankommer i det grønlandske, i modsætning til før, hvor det vi altid talte i hele måneder.. suk. Men nu er der 29 dage til hun står i Maniitsoq lufthavn og skal tilbringe påske plus lidt ekstra i armene på mig. Ahhh.. det bliver dejligt. Ja skønt lige frem. Vidunderligt tilmed.

Nå ja, jeg har købt indendørs tennis sko. Så nogen man skal have hvis man skal dyrke indendørs sport. Jeg kan allerede mærke at jeg er blevet meget sundere og har tabt tre kilo bare ved at købe dem. Det lover godt. Nej, det var nu ikke fordi jeg har de store planer om at blive den nye store helse/sports guru, men lidt motion skader jo ikke. Og på tirsdag har skolen lege/sports dag fra klokken 9 til 15, der kommer til at foregå i hallen, så man må jo hellere være forberedt på det værste. Jeg slipper jo nok ikke for at røre mig. Men det bliver der nok en hel blog ud af på tirsdag. Sikkert noget om hvor dårlig kondi jeg var i og hvor dårlig taber jeg i virkeligheden er…

Apropos ting jeg er inviteret til, jeg skal til generalforsamling i ”Klubben” på lørdag. Det starter klokken 16.00 og efter mødet er der middag. Så ved vi jo godt hvordan det ender. Men jeg skal lige se i min brandert om jeg ikke kan huske at tage et par billeder af måneformørkelsen mellem klokken 20.00 og 22.00. Det kunne godt gå hen og blive ret flot.

Og så er jeg eller lidt i gang med et projekt med at hænge rullegardiner op. En simpel opgave skulle man tro, men skruerne skal desværre bores ind i selve vinduesrammen for at kunne være der, og nu er jeg jo ca ligeså meget handy man som en våd avis er god til at tænde ild med, så jeg gør hvis mere skade end gavn. Indtil videre har jeg lånt skolens boremaskine og fået en ud af tre op. Men jeg stoppede ved nummer 2, da skruen ligesom gik i stå.. og så var jeg også ved at flække noget træ i rammen, hvilket jeg efterhånden har lært at det er skidt ting. Så jeg skal lige på skolen og hente et nyt (læs: mindre) bor, så jeg kan komme videre.

Nå den var kort i dag, men det blev også så djævelsk lang sidste gang, så det er nok godt nok.

Ha det godt.