min legekammerat har forladt mig

At arbejde i Grønland er nogle gange en mærkelig oplevelse. For en dansker er det sjældent en stilling du har tænkt dig at besidde resten af dit liv, og som oftest kun en mellemstation på de godt 2 til tre år, ja for nogle kortere. Selv skrev jeg kontrakt for tre år da jeg startede og har endnu ikke bestemt mig om det bliver ved de tre eller jeg tager et år mere. Mere end de 4 bliver det nok ikke.

Men er man på en arbejdsplads hvor folk i gennemsnit er i tre år, så betyder det også at en del udskiftning er en uundgåelig del af det daglige liv. De sidste par år er der en del der er smuttet fra vores lille ATI familie og i fredags betød det at vi måtte sige farvel til Karsten. Det var nu ikke kun ATI der måtte sige farvel til vores matematik og kemi lærer, men også mig helt personligt der måtte sige farvel til min betroede ven og kammesjuk. Jeg kan ikke tælle alle de gange Karsten og jeg har nørde-snakket computerspil, drukket en velfortjent øl i klubben mens vi indædt diskuterede de finere aspekter af popmusikkens indflydelse på vores liv og hvad der var godt og skidt, eller blot debatterede elever, undervisning, pædagogikum eller det altid populært emne kvinder over en smøg eller pibe i skolens rygerum. Han introducerede mig til klubben, var altid klar på en snak eller netcafe (men gik som regel før tid hvis han blev for frustreret over at blive dræbt for mange gange i træk) eller fik en mand til mand snak privat over en flaske rødvin. Han har om nogen (foruden Camilla) været min fortrolige og jeg kommer helt sikkert til at savne ham. Og jeg ved at han kommer til at savne os, og med lidt held mig.

For at sige farvel til Karsten på en behørig manér arrangerede vi torsdag eftermiddag en tur til Kangerluassuq, en nedlagt bygd. Vi var 15 af sted fra personalet og Camilla, inklusiv engangs grill med dertilhørende rensdyrkød, kartoffelsalt, salat, chips, øl, vand, vin, jordbær og naturligvis gaver til Karsten. Det skortede ikke på noget og selv vejret viste sig fra sin bedste side. Ikke en vind rørte sig mens vi dragede af sted i fem både. Det var en skøn og afslappet eftermiddag med masser af hygge, grill, bærplukning og fodbold. Et eller andet sted var det bare også lidt bedrøvet. Når man er nået så tæt på at tage af sted som Karsten var (han skulle af sted næste morgen), så var han kommet til ”sidste gang” stadiet. Det er sidste gang du rejser i båd her i landskabet. Det er sidste gang du nyder denne udsigt. Det er sidste grillstegte rensdyr, Sidste skoledag, sidste aften, sidste tur i klubben, sidste alt muligt. Lidt ligesom jeg havde det da jeg forlod Aalborg for to år siden. Og jeg kunne se det på ham, mens vi sejlede hjem mod byen igen. Han nød det. Landskabet. En sidste gang.

Nu lyder det så voldsomt at sige sidste gang. For jeg har da for eksempel siden hen været i Aalborg, men det var på besøg. Epoken var ligesom færdig og man er mere på gennemrejse end noget andet. Man er tilskuer og ikke deltager. Så uanset om Karsten kommer igen, så vil det være på besøg. Hvilket han da naturligvis er så hjertens velkommen til. Han har varslet et muligt julebesøg, men det kommer nok til at afhænge lidt af hvilken økonomisk situation han sidder i på det tidspunkt. For transaktionen fra Grønland til Danmark har ikke været uden økonomisk slagside for den stakkels mand. For eksempel får vi at vide, når vi bliver ansat, at de betaler for vores rejse og flytning både frem og tilbage. Hvad de ikke fortæller, er så at de kun betaler for vores tilbagerejse hvis vi ikke har taget ferie. Forstået på den måde at det ferierejsetilskud vi hvert år modtager (ca. 8.000 efter skat) skal bruges til vores tilbagerejse. Noget Karsten ikke vidste da han tog til Danmark denne sommer, var til jobsamtale, fik jobbet og tog tilbage for at gøre sine affærer i orden. Pludselig skulle han selv betale sin hjemrejse. Øv. Og så er der hans nye lejlighed, der lige koster en husleje + tre måneders husleje forud + tre måneders husleje i depositum. Gud bedre det. Tror de man har et pengetræ i baghaven når man skal leje lejlighed eller hvad?

Men Karsten er nu ved godt mod. Han glæder sig til sit nye job som Adjunkt og eftersom banken har været samarbejdsvillig, kan han tage til DK med fornyet mod og en god oplevelse rigere fra os. Spørgsmålet er bare hvad jeg lige gør nu min lejekammerat er forsvundet?

nuuk seminar over and out

Puha. Det var så tre dages intensivt seminar holdning i grønlandsk hovedstad. I tæt parløb med Jens Thostrup har vi formidlet, eller i hvert fald forsøgt, at formidle kunsten at bruge det interaktive white board SmartBoard for undervisere fra adskillige forskellige undervisningsinstitutioner. Med Jens som primus motor indenfor den del af seminaret der havde med selve SmartBoardet at gøre – det vil sige alt hvad der hed brug af selve boardet, brug af software, undervisning og øvelser, og mig som praktiske gris der løb rundt bag kulissen og sørgede for at diverse rum var klar med tændte computere, at opgaverne var de rigtige steder, at der var logget ind, og de mest forudseelige ting så rent faktisk var forudset. Vores succes kriterier var at seminar deltagerne med det her seminar kunne blive fortrolige både med smartboardet og det software der hører sig til. Og at de efter seminaret var blevet så fortrolige med det at de havde lyst og mod på at tage Smartboardet i brug i undervisning og/eller til møder på deres respektive undervisningsinstitutioner. Og det tror jeg faktisk også vi nåede langt hen af vejen. Sådan da.

Seminaret var delt i to. Der var en dag et, man kunne nøjes med at deltage i, hvis man ikke havde tre dage af give af. På denne dag fik man alle værktøjerne. Man lærte gennem forskellige øvelser hvilke muligheder SmartBoardet rummede, men denne dag var om noget ment som en øjenåbner, og den reelle træning i brug af SmartBoardet faldt først på dag 2 og 3. Her fik de stillet mere åbne opgaver hvor de bl.a. skulle lave et undervisningsmateriale til SmartBoardet ud fra et visuelt indtryk (foto, maleri, film, symbol etc.), da der kan være en tendens hos lærere at basere sin undervisning på baggrund af tekst (jeg ved jeg i hvert fald godt kan falde i den fælde). Og så kan I tro der skete ting og sager ude i de små grupper. Der blev indspillet film, optaget lyd, lavet fotosafari, fundet billeder på nettet og udtænkt kreative løsninger, der mere end noget retfærdiggjorde seminarets eksistens berettigelse. Folk tog virkelig fat og begyndte at bruge de værktøjer de var blevet introduceret til dagen forinden.

Selv var jeg med i en gruppe sproglærere (læs modne kvinder) fra Sprogcenteret, der underviste på begynderniveau i henholdsvis engelsk, dansk og grønlandsk. Sammen med dem fik vi lavet et undervisnings materiale til grønlandsk om det at præsentere sig selv. Så vi indspillede på films et møde mellem mig og Nanna (grønlandsk læreren) hvor vi på grønlandsk havde en dialog der gik noget med ”goddag”, ”goddag, jeg hedder Nanna, hvad hedder du?”, ”Jeg hedder René”, ”Er det sandt? Hvordan har du det?”, ”Jeg har det fint, hvad med dig?”, ”jeg har det fint”. Meget basic, men ud fra den film tog vi så still billeder og lavede talebobler man kunne trykke på med de enkelte linjer udtalt langsom som vi havde indspillet via en mikrofon i computeren. Meningen var så at man som elev i en undervisningssituation skulle se filmen først, derefter gennemgå det der blev sagt via stillbillederne, hvor man kunne høre teksten gentaget langsommere. Herefter skal man så gå ud og gentage samtalen to og to. Enkelt og ret så genialt, hvis vi selv skal sige det. Og det tog ikke mere end et par timer, da vi først havde bestemt os for hvad det var vi ville. Og det virkede. Fantastisk. Fagre nye verden.

Men den fagre nye verden var ikke altid en team player. For det var altså ikke fuldstændigt uproblematisk at være på det flotte nye universitet. Det trådløse internet brillerede ved sit konstante fraværd, hvilket gjorde at kursisterne ikke kunne sidder ved deres egne bærbare (som vi havde bedte dem tage med) og samtidig være på nettet eller skolens netværk. Der måtte vi fortrække til noget af uuniversitetets stationære computere, der da virkede fint, men… vi havde ikke administrator rettigheder så vi kunne ikke installere programmer på dem som vi kunne have brug for (for eksempel kunne vi ikke installere Centra som var et af de værktøjer vi skulle bruge på tredje dagen, hvilket vi så måtte skyde en hvid pind efter). Vi kunne heller ikke installere noget på de computere der var tilsluttet de forskellige smartboard, hvilket var lettere irriterende. Men vi lærte at se det positive i det der virkede og arbejde uden om det der ikke virkede. Det er jo grønland og man udvikler lidt hård hud når det kommer til den slags. Og heldigvis var kursisterne ved godt mod hele vejen, hvilket også gjorde vores arbejde en hel del nemmere. Folk, inklusiv Jens og undertegnede, var dog blevet lidt matte på tredje dagen og oplæg om nye værktøjer til brug af kommunikation over nettet blev lidt for meget af det gode. De havde simpelthen nået smertegrænsen af hvor meget nyt man kan kapere og det var svært at kapere for de fleste. Og det hjalp jo ikke at man ikke kunne afprøve det, idet det ikke var installeret på de stationære computere.

Alt i alt var det faktisk et ret så vellykket seminar hvis jeg selv skal sige det. Og efter vores evaluering, er det også det indtryk jeg får at deltagerne sidder tilbage med. De har lært meget og fået tid og lov til at selv at prøve, og lege. At de ikke nødvendigvis alle løbet ud og bruger boardet i alt deres undervisning fra nu af, gør ikke så meget. Til det skal der en del mere træning til. Men som deltagerne udtrykte det, så har de fået et værktøj de kan tænke ind i undervisningen, der giver nogle muligheder for en hel anden åben og afvekslende form for undervisning.

For os som afviklere var det også godt og vi sidder til bage med en god fornemmelse. Der er ting der helt klart skal ændres, men i de store linjer lykkedes vores projekt. Planen er at vi gentager seminaret til januar i Sisimiut med nye deltagere, hvilket jeg da kun kan glæde mig til. Men da håber jeg så at vi i stedet for to personer, er tre, som det først var planlagt. Det har fra starten været et samarbejde mellem Jens, Barfuss Ruge fra Sprogcentreret og undertegnede, men Barfus kunne først ikke komme før mandag morgen, så blev det mandag aften og så blev hendes fly aflyst. Og det kunne man altså godt mærke. Det manglede lige fra vores (Jens og mig) side, det sidste overblik og indre ro, til at få styr på de små detaljer som navneskilte, at tage billeder og være det lille skridt foran og hele tiden at kunne være rundt til alle grupperne. Vi var ude ved grupperne så meget som muligt, men der var et par gange hvor man løb lidt hurtigt og egentlig godt kunne bruge en lille pause. Men siden næste (hvis det bliver til noget) seminar skal være i Sisimiut, så får Barfus nok ikke det store problem med at ankomme. Så må vi jo bare håbe at det ikke er mig eller Jens der står med det problem. Heroppe kan man jo aldrig vide. Og Sisimiut i januar er jo altid spændende.

Nu synes jeg i hvert fald jeg har fortjent en god lang weekend… men der er lige en hel del undervisning der skal forberede og fyres af, inden jeg kan holde weekend og sove længe. Men nej hvor bliver det dejligt. Uh, i mogrne kan jeg dog sove længe, eftersom vi første skal med flyveren klokken 11.55, og de har morgenmad på hotellet helt til klokken 10. Så gæt hvem der skal sove heeeeeelt til klokken 9?

Yay.

kosmisk humor når den er værst

Der er et eller andet ved Nuuk. Storbyen. Grønlands nerve. Der er helt sikkert et eller andet ved Nuuk. Provinshullet der har det hele i små mængder. Det vil sige den har næsten det hele. Men irritationsmomenter er der en masse.

Jeg ankom i dag med flyveren lidt i tre og tog direkte ud på universitetet hvor seminaret skal slå sine folder fra på søndag. Her fik jeg en snak med vores underviser, Jens Thostrup, den flinke mand jeg også var til møde med i Sisimiut. Vi fik os en snak med Klaus, universitetets IT-ansvarlige, en forholdsvis ung grønlænder der så ud til at have rimeligt styr på det, bortset fra at det trådløse net var meget ustabilt, men det er nu ikke nødvendigvis universitetets skyld. I tilfælde af tvivl, giv TELE Grønland skylden. Man tager som regel ikke helt fejl. Efter lidt snak frem og tilbage kunne vi godt se at det ikke blev helt problemfrit, men Jens og jeg er overbevidst om at det nok skal kunne lade sig gøre, men måske må vi gå lidt på kompromis her og der. Klip en hæl og hak en tå og alt det der.

Efter en time i universitetets bygninger, der for resten er helt nye og ret lækre (mere om det en anden gang), så tog jeg en taxa til hotellet. Og det var først nu mine problemer skulle til at begynde. Efter lidt powershopping (mest ting på Camillas indkøbsliste.. tsk) ville jeg sætte min computer til på hotelværelset og så var det det slog mig… ingen stikkontakter med jord. Til dem der kun taler blond (som min receptionist meget charmerende udtrykte) så er en stikkontakt med jord når den har tre huller. Det er gerne nødvendigt til de fleste strømstik til for eksempel en bærbar. Og siden jeg skal have forberedt en del seminar ting og sager inden vi starter på søndag så er det ret så vigtigt at jeg kan få noget strøm på min computer. Ja, jeg kunne bare have taget en stikdåse med, men det glemte jeg. Nu er skaden ikke større end man kan gå ned i receptionen og låne en stikdåse. Troede jeg. Jeg mener, det kunne da jeg var her sidst, hvilket vil sige marts eller noget. Men denne gang var der ingen hjælp at hente. Receptionisten undskyldte men det havde de ikke, og hun beklagede at værelserne ikke var udstyret med stik med jord, men det var ved at blive ændret, men krævede lidt mere tid og mange bestemmelser fra højere lag og bla bla bla. Det hjalp mig jo ikke her og nu. Ikke andet for end at gå ud og investere i en ny stikdåse – nu med jord. Brugsen, der har en står afdeling ovenpå med alskens køkkenudstyr, ledninger, og alt det den slags, virkede som et udmærket bud. Og her var der da også masser af forlængerledninger og stikdåser. Men var der en eneste med jord? Nej. Det vil sige at der stik med tre huller, der var bare ingen ledning på, så det var lidt ”du skal lave det selv for den slags bruger vi altså ikke her i byen” melding man fik ud af det. Jeg var nu ved at være ret så desperat. Jeg mener computeren kan måske køre to timer på batteriet, men det er altså ikke nok, når jeg havde tænkt mig at bruge det meste af lørdag på at arbejde med tekster til seminaret– foran computeren.

Og hvad gør man når man desperat efter et tre-stik? Man køber et to-stik med den skumle intention om at lave et tredje hul med en skrue eller hvad men nu ellers lige kan få fingrene. Teorien holder meget godt. Så længe stikket får strøm fra de to ”almindelige” stik, så behøver det tredje ”unormale” stik ikke at have kontakt med noget, bare så længe der er plads til det. Men for at der kan være plads i den normale plastik, skal man lige lave hul først. Ak og ve, jeg var ved at slide mine fingre til blods mens jeg ridsede i plastikket, mens jeg sad og ventede på at min pizza blev færdig på Cafe Prego. Stikkontakten blev da ridset, men jeg fik ikke lavet det overbevisende hul jeg håbede på. Pizzaen blev færdig og jeg gik slukøret tilbage på hotellet, med udsigt til ingen film på computeren, KNR på tv og timers blodig kamp en ridset stikdåse. Oh ak, hvor smerte altså rimer på hjerte en gang imellem. I en sidste desperat handling gennemrodede jeg værelset en sidste gang i håb om at jeg havde overset stikket. Nej, ikke der, heller ikke der, og nej, der var heller ikke noget, ups skulle jeg have hevet den ud af væggen? Nå, det ordner de nok. Nej heller ikke der.. men hvad er det? Og pludselige oplystes himlen af englesang og trompeter, der fik gardinet til at vibrere og der... ved vinduet, under vindueskarmen bag ved gardinet – en stikdåse med fire vidunderlige stik ALLE MED JORD! Halleluja! Så alt den frustration til ingen verdens nytte. Stikket havde været der hele tiden, det var der åbenbart bare ingen der vidste.

Nogen gange kan man godt føle at man er pointen i en eller anden kosmisk vittighed.

Konfliktens anatomi

I disse dage er jeg på kursus. Ikke ude af byen kursus, men derimod på kursus på skolen kursus. ATI har nemlig investeret i et par (fire for at det skal være helt rigtigt) konflikt pædagoger til at holde et kursus for alle elever og personale på skolen om konflikt håndtering. Jeg tvivler på deres titel er konflikt pædagoger, men det er lidt det de gør – formidler viden om konflikt på en pædagogisk måde og forsøger at få os til at blive bedre til at håndtere konflikt gennem øvelser, workshop, leg, spil og dans (!).

De ankom fredag eftermiddag og der gik ikke lang tid før at vi, hvilket vil sige det meste af lærerstaben, og de fire nyankomne (Steen, Kjeld, Susan og Lene) havde aftalt at søndag skulle vi ud og sejle. Der var bare lige et orienteringsløb vi skulle have overstået lørdag. For at skabe en god introduktion til ATI som, havde vi i lærergruppen arrangeret et orienteringsløb, der gav eleverne muligheden for at lærer Maniitsoq at kende lidt bedre. Eleverne blev delt ind 10 mindre grupper og skulle nu løbe rundt efter kort i jagt på diverse poster, både ubemandede og bemandede. Opgaverne var mange og ret så varierede: her var rejse telt på tid, gruppelængdespring, måle omkredsen af et hus med kun et halvanden meter målebånd, tælle trappetrin op til Eiffeltårnet (der er enten 229 eller 230), spørgsmål der kun kan besvares ved at finde statuer og så videre. Selv stod jeg for den store quiz. Det var 10 spørgsmål om Grønland, Maniitsoq og grønlandsk politik. Spørgsmål som hvad er navnet på landsstyrets formand, hvor mange procent af grønland der er dækket af is, hvad den nye Sisimiut-Maniitsoq storkommune skal hedde, krydret med sig de fem største grønlandske byer i den rigtige rækkefølge og andre små spidsfindigheder. Der var overraskende mange dygtige elever der kunne svare på rigtig mange, men overraskende få der kunne svare på den om de fem største byer.

Men det fik vi så lørdag eftermiddag til at gå med, eleverne der løb rundt i byen på jagt efter lærdom, de lovede præmier og den store håne ret, og os der sørgede for at posterne var bemandede uanset om det egentlig var lidt koldt derude i solen. Halv fem var vi færdige og dysten blev afløst af grill i skolegården. Grillstegt moskus med salat og kartoffelsalat er nu ikke det værste man kan komme ud for.

Søndag stod den så på en sejltur med noget der må betegnes som en vaskeægte ATI konvoj. Ikke to, ikke tre, ikke fire men fem både blev det til. Det orange lyn (Madicken), Jambo (Anna Marie og Chr’s båd), Ruby (Pers), Skolejollen, og til sidst Gorms båd skulle der til for at får plads til os alle (9 personale og de 4 danske konflikt pædagoger). Vi tog en tur op til Sermilinguaq også kendt som fuglefjeldet, eller fuglefjeldsfjorden. Og man skulle næsten tro at turen var bestemt på forhånd. Der var overskyet da vi tog af sted men humøret var højt og der gik heller ikke lang tid før de første hvaler var spottet. Og efter ankomst til selve fjorden klarede vejret op til et strålende solskin mens vi sad på en sammenbunden flåde af de fem både bundet sammen og nød nybagte boller med røget laks. Det blev så efterfulgt af en tur indtil isgletscheren i bunden af fjorden (vi var inde og klappe lidt på den), flere hvaler og til sidst en givtig omgang torskefiskeri. Hvis man kun skal have én tur til Grønland, så kan det næppe være den værste tur man kan få. Vores gæster var i hvert fald meeeeeegeeeet glade for turen.

Og Camilla og jeg sluttede aftenen af med friskfangede torsk stegt på pande… mmmm. Det var godt.

Mandag begyndte så selve kurset de var kommet herop for og jeg må sige at indtil videre tror jeg faktisk at det har været en god beslutning at få dem herop. Ikke at der er super mange åbenlyse konflikter i skoleregi, men der er vel altid noget. Og der er helt sikkert nogle konflikter der ikke er åbenlyse. Det her kursus er for at vi alle kan få nogle værktøjer til at spotte signalerne på konflikter både hos andre men også sig selv, så man kan reagere i tide før konflikten har gået op i en sådan spids at den kan være svær at udrede. Specielt har jeg jo en forkærlighed for teori, og selve teorien omkring hvordan en konflikt optrappes, og kan kategoriseres, synes jeg jo er enormt fascinerende. Min indre universitets nørd er blevet slået til og jeg nyder kategoriseringens klarhed og min nye forståelse for konfliktens anatomi.

Uh, det blev vidst lidt… prætentiøst ord gejl. Men det lød godt.

Spændende er det i hvert fald og de næste par dage bliver nok ikke mindre spændende. Fælles dans i gården er heller ikke helt at fornægte. Bare ærgerligt at kurset fylder al vores arbejdstid, da jeg egentlig også skal have lavet nogle ting til den store SmartBoard seminar i Nuuk der starter på søndag. Det bliver så aftensarbejde, og det sidste må så blive fredag/lørdag hvor jeg alligevel skal sidde på et hotel værelse i Nuuk og stirre ud af vinduet. Jeg skal med flyveren fredag eftermiddag for at være klar søndag morgen, bah.. Men så kan jeg da få arbejdet om ikke andet. Og måske shoppet lidt i den store storby. Eller grønlands svar på et mellemstort dansk provinshul. Men de har pizzaria.. slurp. Det skal nok blive helt okay.

Men jeg vender tilbage når jeg er ankommet.

Den store bloguge #7: Madicken flyver! (Ørredtur del 2)

Her følger nu anden del beretnigen om af René og co's fatastiske ørredtur.

Den første del af turen hjem forløb fint, men da vi kom ud til pynten blev vi klar over at havet ikke bare havde tænkt sig at lege lidt med os. Den havde taget vanterne af, boksehandskerne på og nu skulle vi have tæsk. Bølgerne var blevet de adskillige meter + lidt ekstra - det eneste jeg måler det efter er at dan fortalte at vi (Madicken) forsvandt i mellem bølgerne, så det lyder meget rigtigt, og så lige det faktum at Madicken fløj. Normalt når man er i bølger kan man nogen gange mærke hvordan forenden slipper kontakten med vandet og man få et lille bump. Det her var det samme bortset fra at vi over en bølgetop med for meget fart slap fuldstændigt. Hele båden var uden kontakt med vandet og hang frit i luften indtil tyngdekraften sørgede for at smadre os mod bølgerne igen, så hårdt at ryglænet på den ene stol knækkede og ting i kahytten blev kastet godt omkring. Pludselig var det hele ikke så pokkers sjovt længere. Og efter endnu en lufttur, blev Tea og jeg enige om at sætte farten så meget ned som vi kunne uden at det var bølgerne der styrede hvor vi skulle hen.

Efter 20 minutters kamp mod elementerne kom vi ud af bølgernes klamme hånd, drivvåde. Faktisk var min dragt drivvåd uden på af saltvand og inden i af koldsved. Det var noget af en tur. Lidt mere end godt var. Men hvad jeg ikke vidste, var at det værste stadig lod sig vente på.

Efter en tur på åbent hav var Tea og jeg ved godt mod. Glade fordi vi var i god behold, Madicken havde klaret testen til UG kryds og slange, og begyndte ret hurtigt at snakke om hele oplevelsen i muntre toner. Det var jo en oplevelse, blev vi enige om, alle andre oplevelser kan blive målt op imod. Er der lidt søgang og nogen siger ”det her er lige godt det værste jeg nogensinde har prøvet”, så kan vi se på dem med overbærende øjne, ryste sagte på hovedet og sige ”så skulle du have været med på den berømte ørred tur sommeren 2008, se det var søgang”. Og vi ville have haft ret. For det var en vild tur. Overbevist om at det værste var overstået kom farten igen op og turen gik fint lige indtil vi ramte farvandet foran Maniitsoq. Da dette farvand er forholdsvis åbent ud til havet, så kan det til tider være meget vind og bølger. Det var vi så ikke lige klar over at der var kommet siden vi havde taget turen den anden vej 13 timer tidligere. Jeg var dog godt klar over at det nogen gange kunne lidt slemt og skulle til at sætte farten lidt ned for en sikkerhedsskyld, men bølgerne kom mig i forkøbet. Med stor fart røg Madicken lige ind i en sidelæns bølge af de helt store. Den kom fra højre og fangede os i alt for stor fart og vippede os som om vi var dens nye legetøj. Båden væltede om så stejlt at hvis ikke Tea og jeg havde holdt fast i alt hvad der kunne holdes fast i, så var vi begge røget overbord. Bådens bagbord var nede og kysse vandet mens jeg kæmpede for at række op og nå speederen, hvilket jeg efter sekunders rædsel på siden og en alle stedsteds nærværende trussel om at vippe de sidste grader om, så en total kæntring var en realitet, fik gjort. Speederen gik i nul, bølgen lagde sig og situationen normaliserede sig. Eller så godt som. Vi var meget rystede. Hjertet bankede og skibets indhold i kahytten lå fuldstændigt hulter til bulter. Alt var kastet rundt, men intet manglede og intet havde tilsyneladende lidt overlast.

Lad os bare sige at turen hjem gik i et meget stille tempo og med en fornyet respekt for havet. Hjemme i havnen ventede de andre heldigvis med øl, og den var tiltrængt. Faktisk smagte den så godt at vi (Tea, Camilla og undertegnede) bestemte os for at gå i klubben om aftenen. Vi skulle lige hjem og rense fisk først. Dan havde været så flink at give os hans fisk (manden må jo være sindssyg), så i vores fryser ligger nu 11 lækre ørreder. Hurra!

Efter et hurtigt bad for at få det værste fiske ”duft” af, gik vi i klubben. Jeg havde lige en oplevelse der skulle behandles. Både den barske en af slagsen, men også den gode. Og det blev den så på behørig vis.

I daq står det på rigtig søndags afslapning. Cola, serier på tv og sofa. Ahh.. og i morgen må jeg lige ned til båden for at lave en skadesvurdering. Tingene blev jo smidt godt omkring. Men det må blive i morgen.

Nu vil stoppe fordi vi er løbet tør for cola, så den må hentes. Hej hej.

Den store bloguge #6: Mand versus naturen 1-0 (Ørredtur del 1)

I går var en oplevelse, set i alle ordets fineste facetter. Det var smukt, dejligt, lærerigt, indbringende, hyggeligt og farligt. Efter i går kan jeg nu krydse tre oplevelser af på ting jeg ikke længere behøver at prøve: fanget ørreder i en grønlandsk elv – tjek, sejlet i 3-4 meter høje bølger – tjek, ligget sidelæns i en kæmpebølge millimeter fra at kæntre - tjek.

Jeg må sige at jeg i adskillige dage havde set frem til den her tur. Jeg mener hvem ville ikke det? En hyggelig tur i godt selskab for at tage hen til en elv/sø for at fange store lækre ørreder? Nej, det lyder helt forfærdeligt, ikke sandt? Det eneste minus var at vi skulle af sted såååå tidligt. Overraskende nok kom vi da op til tiden alligevel. Vi stod op klokken 6, samlede vores ting, fik lidt morgenmad og tog ned til havnen. Vejret var dejligt, lyst og i det hele taget lovede det til at blive en tur af de rigtig dejlige. En af dem turister betaler formuer for, mens vi lokale stort set ikke betaler mere end den benzin vi bruger – og selv den er billig. En liter benzin koster 4 kroner og 27 ører, og det er efter at den er blevet sat op med 50 ører her i sommerferien, til stor forbarmelse for en del (der ikke har kigget på benzinpriser ude i den store verden).

Destinationen var Qorqut, en sø halvanden times sejlads og 45 minutters gåtur herfra (ja, man skal jo i land for at komme op til søen). Sejlturen var, som så mange sejlture heroppe, billedskøn med skyfri himmel, storslået natur og skær, man skal undgår. Så det gælder om at kende den rigtige rute og den havde Christian på sin kortplotter, så med ham i spidsen, med Anna Marie, Tea og Sine ombord, fulgte Camilla og jeg efter i Madicken, mens Dan og Gorm var bagerste båd i vores lille konvoj. Humlen i vores tur til Qorqut var at vi skulle ud forbi et stykke kyst der ligger lige ud til havet. Og havet er ikke nødvendigvis for småbørn. Her er der vind og bølger, hvis det lige er det havet har lyst til den dag. Og det havde det så. Bølgerne var meget store og vores lille konvoj fik hurtigt gyngende grund under os. Der var skumsprøjt, vind og meterhøje bølger der skulle rides, og at være i en åben båd, som Madicken betyder at du er helt sikker på at blive våd. Heldigvis var både Camilla og jeg iført vores flydedragter og det var mere sjovt en egentlig farligt. Vi havde i hvert fald ikke fornemmelsen af at det var direkte uansvarligt det vi gjorde. Men det var da betryggende at have 2 andre både i nærheden, hvis nu uheldet skulle være ude. Men efter at have rundet pynten normaliserede vandet sig nogenlunde og vi ankom snart til vores destination. Her fik vi en lille omgang morgenmad nummer to inden vi gik i land.

Turen op til søen gik langs elven, og det hele mindede aller mest om noget taget fra en turist reklame, og det blev kun bedre da vi efter at have fundet et godt sted hvor søen snævrede ind. For her var der fisk. Også i den grad. Christian var den første til at få bid. Og efter kort tid havde alle fået der første ørreder. Nu er jeg ikke den store fisker. Jeg mener det er ingen kunst at pilke torsk i et hav hvor de nærmest kæmper om at bide på, og det her med at bruge en fiskestang, virkede som om at det krævede lidt mere talent en at putte en line i noget vand og vente på bid. Men det er det egentlig ikke. Der er godt nok lidt kaste teknik for at få blinket ud, men det er også lidt det. For de skal nok bide på. Nå, ja, for de fiskeinteresserede så skal det siges at vores ørreder blev fanger med blink og en spinder, det vil sige en krog der faktisk er tre kroge i hver sin retning, så når fisken bider fat, så kan den i realiteten får bidt over tre kroge på en gang og derfor have super svært ved at smide krogen. Så, nej det var ikke fluefiskeri (som jeg dog tror er lidt sværere). Efter et par timer havde vi fanget en god omgang ørreder og besluttede at det var tid til lidt frokost. Mmmmmmm… frisk varmrøget ørred og dertil frisk grillet ørred med kartoffelsalat, bønnesalat, friskbagte boller med humus og oliven tapanade (den sidste er så ikke lige mig, men den slags er der jo andre der sætter pris på). Det var lækkert. Og efter frokost fangede vi så nogle flere ørreder. Jeg må lige blamere mig slev lidt her, for jeg fangede jo nok den ubestridt største og flotteste ørred overhovedet. Og det var så også den første ørred jeg fangede. Da jeg fik den på krogen var det hurtigt at mærke at det her var en fighter. Den gav absolut ikke op uden kamp og jeg skulle da gerne give den kamp, hvis det var det der skulle til. Så vi begav os ud i en evigtgyldig kamp om viljen til overlevelse – jægeren mod dyret, manden mod naturen, mano o mano, eller rettere mano o fisko. Det blev hevet og slidt, leet og grædt, bandet og svovlet, hevet ind og givet snor, og efter hvad som virkede som flere år, accepterede fisken endelig sit nederlag og jeg kunne holde min pris op til verden og råbe så højt jeg kunne ”MAND VERSUS NATUR 1-0!” At det så i løbet af dagen blev noget lignende mand versus natur 6-23, behøver jeg jo ikke at råbe nogen steder.

Efter et par timer meres kamp mod naturens udsendte, så bestemte vi os for at det var tide at vende snuden hjemad. Sammenlagt havde vi det der lignede 30 flotte ørreder og jeg var ret glad for de fem respektindgydende og blændende eksemplarer jeg personligt havde føjet til puljen. Siden Tea gerne ville prøve at sejle i en åben båd, fik hun flydedragten på i stedet for min kone og vi satte ad sted mod hvad vi troede var en nogenlunde gentagelse af turen herind. Det blev det ikke ligefrem.

Den store bloguge #5: Rubber Duck og de nye ord

Så er jeg atter tilbage i det Maniitsoqske. Kun med en lettere forsinkelse og en mathed der kan mærkes. Jeg fik vist ikke den søvn jeg behøvede i nat. Kom i seng lidt før et og op klokken halv syv, for jeg ville se solformørkelse. Det kom jeg så ikke til.

Før jeg fortsætter skal jeg lige fortælle at jeg har lært et nyt ord mens jeg har været i Sisimiut: Havgus. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er havgus ”en tåge over land nær en kyst. Bruges om en kold tåge, der bevæger sig fra havet ind over land.” Og det var så hvad der skete i Sisimiut. Så er det åbenbart ikke kun i Manitsoq vi døjer med den.

Da jeg vågnede op, og var total klar på at se solformørkelse, var hele byen indhyllet i tæt, klam og kold tåge der var kommet krybende ind fra havet. Først tænkte jeg øv, nu får jeg ikke se solformørkelse. Og så tænkte jeg damn, hvad nu hvis den ikke er forsvundet når jeg skal af sted med flyveren tilbage til Maniitsoq klokken 12? Doh. Heldigvis vendte vinden (den der havde bragt tågen med sig) hen ad formiddagen og tågen begyndte så småt at trække sig.
Og så kom jeg hjem. Lidt i tre for at være mere præcis. Jeg nåede lige en time på skolen hvor jeg fik gjort de sidste aftaler så vi er klar på morgendagens store udflugt. Så godt som hele lærerstablen skal på en større tur. Både Dan, Sine, Anna Marie, Christian, Gorm, Tea, Camilla og naturligvis undertegnede. Otte styks fordelt i tre både. En lille convoy – nogen der sagde ”Rubber Duck”? Vi skal ud for at se om vi kan fange ørreder et godt stykke herfra. Og det er en tur der skal times, eftersom stedet ligger lidt inde i en vig, så vi skal ramme det højvande (åbenbart ikke til at komme ind ved lavvande), hvilket igen betyder at vi skal af sted allerede klokken 7.00 om morgenen, da turen tager to timer og højvande rammer klokken 9.00. heldigvis er der ikke mere jeg skal nå i dag. Jeg har sørget for båden er klar med masser af benzin. Camilla har købt ind til turen og det eneste der mangler er at pakke det sidste.

Så er det bare at komme ud af fjerene i morgen tidligt… Bah, tidligt op på en lørdag. Men man må jo lide for de store oplevelser. Godt jeg har en åben båd, så bliver det i hvert fald ikke noget problem med at holde sig vågen.

Jeg må hellere begynde at tænke på at komme i seng.

Nat nat.