Det er nu mandag formiddag og jeg sidder i kangerlussuaq og venter på mit fly til kbh, der desværre er forsinket. Så længe det kommer og flyver igen med mig ombord, så går det nok det hele. Jeg var godt nok lidt bange for at det ikke skulle lykkedes at komme fra Maniitsoq her i dag. Der var god vind, sne og overskyet, ikke lige frem ideelt for en indflyvning. Men ca. 20 minutter forsinket ankom flyet og lettelsen var til at mærke for de ventende passagere, mig selv inklusiv. Vi skulle så lige omkring Sisimiut før ankomsten til Kangerlussuaq, men det kunne vi ikke. Der var simpelthen alt for dårligt vejr i Sisimiut til vi fik lov til at lande. Vind med hastighed op til 45 knob var lige i overkanten, så der er nogen der ikke kommer hjem derfra i dag. Surt. Men det er jo slet ikke det, den her blog skal handle om. Der var jo noget med en julefrokost, jeg lovede at skrive noget om. Faktisk lovede jeg vist at jeg skulle skrive den allerede i lørdags, og jeg fik da også begyndt, men det at lave ingen ting overhovedet fik alligevel top prioritet og jeg blev ikke færdig. I kan da lige læse mit lørdags skriblen.
”Av… mit… hoved. Ja jeg er stadig ikke helt kommet mig over mine tømmermænd, men jeg har ikke længere kvalme og det er faktisk lykkedes mig at spise noget (frysepizzaer igen igen yay). Jeg skal dog ikke bevæge mig for hurtigt for så få man den der hammer banket ind lige mellem øjnene igen, og det selv om jeg allerede har taget to hovedpinspiller.
Dagen er gået med at lave absolut så lidt som overhovedet muligt. Så Pikmin på nintendoen og scrubs på dvd’en har været i høj kurs. Jeg har dog været uden for, da jeg var løbet tør for sodavand. Ja jeg ved det, dårlig planlægning. Man tager ikke til julefrokost uden at have ”dagen derpå back up” klar.”
Sådan var ordene i lørdags. Ja, jeg havde det faktisk ret elendigt. Det bunder nok i bund og grund i det faktum at jeg er blevet en svagpisser. Så er det sagt. Der var en gang man kunne drikke uanede mængder af alkohol uden at lige skulle drikke en cola for lidt ligevægt, drak lidt mere og så lidt til og derefter cyklede hjem langs togskinnerne plørestiv, væltede på cyklen og stod op næste morgen for at skulle øve fyrkatspil på et eller andet ukristeligt tidspunkt. Det kan jeg bare ikke mere. Hverken drikke meget, cykle i beruset tilstand eller stå op næste morgen som om intet var hændt. Jeg er kommet til det stadie i mit liv hvor der ikke skal så pokkers meget til før mit overjeg kicker ind og begynder at beklage sig ”nu har du da vist lige fået rigeligt indenbords” og det krydres så med et mindre psykosomatisk kompleks der hedder ”hvor jeg nu mener jeg har fået for meget må det betyde at jeg så også skal have kvalme… nå men så her, nu har du kvalme” og siger overjeg’et ”der kan du selv se, du har kvalme, du er jo alt for fuld, gå dog hjem”. Og det gør jeg så. Som regel. Under alle omstændigheder vågner jeg altid op næste morgen og har det rigtig skidt.
Crap. Har lige fået at vide over intercommen at flyveren ikke kan lande endnu pga. glat landingsbane, men at vi vil få yderligere oplysninger om 20 minutter. De har bare at lande ordentligt og få mig med.
Selv Julefrokosten var fin og rigtig hyggelig og dejlig.
----
Ok det var vildt. Jeg havde lige skrevet overstående sætning og hvem støder jeg på her i lufthavnen? Mikkel. En af min helt gamle legekammerater fra Fjordparken og en jeg gik i parallel klasse med. Det er eddermanme syret. Så ham har jeg lge fået en god snak med. Han bor i Nuuk og har gjort det i halvandet år sammen med kæresten og deres lille søn, Anton, der er 2 år. Og lad os bare sige at Anton har godt ild i røven, men sød er han. Mikkel og familie skal til Hobro og fejre jul, så mon ikke jeg ser ham der lidt senere.
Udover det er flyet endelig landet, så det ser ud til at jeg kommer af sted i dag. Forsinket, men det er da bedre end slet ikke at komme af sted. Tilbage til julefrokosten.
Festen var som sagt fin, selv om der ikke lige var så mange man havde regnet med. Der var dækket op til 24 men som dagen fremskred fandt vi ud af at vi nok nærmere blev 12, så vi amputere bordet lidt så det ikke så helt ud som om at ingen gad være der. Selv om vi ”kun” var 12 betød det ikke at vi lavede mindre mad. Nix. Mad havde vi nok af. Omkring klokken 17.30 satte vi os til bords og begyndte i det helt umenneskelige fråseri og nej hvor var det godt. Fiskeret, frikadeller, flæskesteg, medister, flødekartofler, grønkål og så videre og så videre. Det skal siges at vi gjorde en indsats, men vi fik altså ikke bugt med den anseelige mængde mad. udover maden var der naturligvis øl, sodavand, rødvin, hvidvin, vodka og til sidst snaps, masser af snaps. Der var både rød aalborg, porse, dild snaps, juleakvavit og export snapsen. Jo, snaps var ikke det vi manglede. Og igen må det siges… vi gjorde en indsats. Men jeg forsøgte ikke blande alt for meget, så øl og snaps bestod min væske balance af det meste af aftenen, kun lige suppleret med en enkelt cola lidt sent på aftenen.
Efter mad var der gaver først fra ATI til os. Vi fik hver en kurv med en snild blanding af slik, frugt, en lommekniv (den er ret sej) og en lille papirlap med et billede af en 1gb memorystick. Masanti havde dem ikke lige hjemme, men så snart de kommer hjem, så får hver af lærerne en, så det er jo ikke særlig ringe endda. Derefter fik vi gaver fra vores nisseven. Hende jeg skulle give en gave kom ikke til festen, hvilket da er lidt ærgerligt, men så længe der var en gave til mig, var jeg glad. Og det var der. Jeg fik en drinks shaker, så nu kan jeg lave en ond white russian, men i må komme til grønland for at smage den… Og så fik jeg en julet vin holder. Sådan en nissemand der holder vinflasken i en skæv vinkel på ryggen. Han fik så lov til at holde min flaske rød aalborg resten af aftenen. Derudover var der spæde forsøg på at lære grønlandsk folkedans, lange diskussioner om musik, Hobro det viser sig at min forstander er fra Onsild og har gået på nordre skole ligesom mig, ja verden er lille nogen gange), indianer/egyptisk dans om juletræet og mere snaps. Og øl. Og snaps.
---
Nå nu er klokken 14.00 og vi har stadig ikke forladt Kangerlussuaq. Vi kom godt nok ud i flyveren lidt over time forsinket, men så ventede vi der en times tid, før kaptajnen meddelte at vi ikke kom af sted lige med det samme pga. af vejret. Der sner meget lige nu og siden temperaturen er på mellem -2 og -6 er det er tung tøsne agtig konsistens, der ikke godt for hverken startbanen eller flyet. Og den bliver bare ved med at falde. Vi gik af flyet med en melding om at vi gør et forsøg igen om fem timer, hvilket nu vil sige 4 en halv. Hvis det så lykkedes der, ankommer jeg en gang klokken 2 i nat i kbh. eller lignende. Og det er kun hvis vi kommer af sted. Ellers hedder det overnatning i Kangerlussuaq og et forsøg igen i morgen tidlig. Man jeg håber jeg ankommer i nat, eftersom planen hed at tilbringe hele dagen og natten med Camilla i morgen. Det er jo noget jeg sådan set helst ikke vil gå glip af nu jeg ikke har set hende i 4 måneder… suk. Men igen, det er jo ikke noget man kan hidse sig op over. Det er Grønland og vejret er bare noget man må affinde sig med. Ærgerligt, men shit happens. Nu har jeg da i det mindste fundet ud af at der er trådløst net (som man selvfølgelig skal betale dyre domme for) så nu kan jeg da opdatere bloggen og ellers lige skrive mail og advare nogen om den forsinkede ankomst.
Det bliver en lang dag.
mandag, december 18, 2006
fredag, december 15, 2006
Julefrokost part 1: forventningens glæde
Så er det lige ved at være den store årlige julefrokost her på ATI. Traditioner skal holdes i hævd og nye skal indledes. Og midt i det hele står jeg og forsøger at passe ind i hele den her storm af aktivitet (og stortrives naturligvis).
Ja vi har haft sidste skoledag for eleverne, hvilket i sin simpelhed betød at vi havde et morgenmads arrangement klokken 9.00 til 11.00 (selv om det kun varede til 10.00). Her fik vi lige en bid morgenbrød, sang en julesang på grønlands der gik så langsomt at selv jeg kunne følge med, forstanderen holdt en tale og Anna Marie uddelte præmier i en tegneseriekonkurrence hun havde holdt. Det handlede om at eleverne i dansk skulle lave en tegneserie over ”ondskaben” den svenske roman (og film) og den bedste vandt 300 kroner, næstbedst 200 og 3. bedst 100 (tror jeg nok). Næste alle eleverne var med i konkurrencen og både elever og ansatte på ATI havde stemt på deres favorit. Og det var med slet skjult stolthed at Ujuunnguaq (en af mine elever fra B) modtog førsteprisen. Men han er nu også ret god til det der med at tegne. Efter mødet skulle jeg ordne forskellige ting før jeg skulle på Brættet for at tage billeder til noget interview af gamle elever som vi er ved at køre i stilling, og siden bestyren dernede er en gammel elev, skulle der lige ordnes inden jul. Derefter var der online møde for supportere på www.eforum.gl, hvilket jeg jo er. Så det var fra klokken 12.00 og halvanden time frem. Og så skulle der også til at forberedes julefrokost.
Nu spurgte kontoret/ledelsen til sidste personalemøde efter frivillige der kunne lave noget mad hist og her og langt de fleste er gode til at hoppe ind og lave hint og meget. Selv havde jeg ikke lige meldt mig indtil jeg hørte at de stadigvæk manglede en til at lave frikadeller. Og jeg kan jo lave en meeeeaaaaan frikadelle (tak mor), så den meldte jeg mig på. Kontoret købrte jo alt ind, det eneste jeg skulle gøre var at lave skidtet og så stege det. Og det er så gjort nu. Vi har nemlig et køkken ovenpå og der har der været gang i kødgryderne de sidste mange timer. Og damn det er hyggeligt at stå fem mennesker i et lille rum, men mados over det hele og en god julebajer i hånden. Så er livet altså hver at leve. Og frikadellerne er blevet rigtig gode, Anna Marie er ved at lave hendes (har jeg ladet mig fortælle) legendariske og meget traditionsrige fiskeret, hvilket er lidt alt godt fra havet lettere stegt og derefter i fad med lidt fløde i ovnen. Lad os bare sige det så rigtig godt ud. Derudover er der flæskesteg og lammesteg i ovnen og en anden anretning med noget fisk i krabbeskjold… mmmmm…. Lad os bare konstatere at jeg ikke komme til at gå sulten i seng (med mindre jeg bliver for længe oppe). Nej, jeg tror ikke vi kommer til at mangle noget heroppe i det kolde nord. Og der er rigtig koldt for tiden, ca en minus 11-14 grader plus lidt vind.. prrrrhh..
Andre ting inden jeg må op og se hvordan det går i køkkenet (der er en time inden vi starter festen)… Søren er ankommet til Maniitsoq. Søren er Anna Marie og Christians søn, de har snakket meget om. Nu er han ankommet til en 3 ugers juleferie heroppe. Det er jo rart at se giraffen som man siger. Han virker i hvert fald rigtig rar, men nu har han jo også nogle dejlige forældre.
Derudover er min påklædning i aften lidt casual cool, med almindelige cowboybukser, min fine vinrøde skjorte og min grønne velour jakke. Hvis ikke det er julet så ved jeg ikke hvad.
Orv ja, vi har jo op til det her julefrokost haft en juleven vi skulle købe en gave til og lægge under træet. Min juleven er Susanne (ja hun læser nok ikke det her inden pakkerne uddeles så det tør jeg godt skrive), hende læreren der er sygemeldt. Håber hun kommer i aften, men regner med det gør hun siden hun kom kort til afslutningsmorgenmaden. Jeg har købt et rødt blinklys til hende, sådan et der ligner lidt en ambulance eller politi noget. Mest fordi hun før har klaget over nogen af eleverne ikke opførte sig ordentligt. Indlagt i pakken har jeg så skrevet en brugsansvisning der siger nogenlunde:
1) Indsæt batterier
2) Skal tændes hvis elever bliver dumme, larmer, trælse.
3) Nyd stilheden
Tænkte sådan lidt blink blink kunne hjælpe hende lidt. Men hun kan heller ikke få at vide at det er fra mig (med mindre jeg siger det selvfølgelig) for på pakkerne skal man skrive ”til [indsæt navn her] fra Julemanden”. Så det er total hemmeligt. Glæder mig lidt til at se hvad jeg får.
Obs obs obs. Har glemt at sige at jeg faktisk har bestemt mig for at starte på pædagogikum. Så samme dag jeg kommer fra DK igen (den 4,. Januar) skal jeg direkte til Sisimiut. Og der kender jeg allerede 2 der har egne hundespand så mon ikke jeg endelig for en tur på hundeslæden? Skriver lidt mere om det senere.
Nå men det er vist nok fra mig for nu. Må hellere til at gøre mig lidt mere klar. Jeg skriver engang igen i morgen, når jeg er kommet mig over de værste tømmermænd.
Knus.
Ja vi har haft sidste skoledag for eleverne, hvilket i sin simpelhed betød at vi havde et morgenmads arrangement klokken 9.00 til 11.00 (selv om det kun varede til 10.00). Her fik vi lige en bid morgenbrød, sang en julesang på grønlands der gik så langsomt at selv jeg kunne følge med, forstanderen holdt en tale og Anna Marie uddelte præmier i en tegneseriekonkurrence hun havde holdt. Det handlede om at eleverne i dansk skulle lave en tegneserie over ”ondskaben” den svenske roman (og film) og den bedste vandt 300 kroner, næstbedst 200 og 3. bedst 100 (tror jeg nok). Næste alle eleverne var med i konkurrencen og både elever og ansatte på ATI havde stemt på deres favorit. Og det var med slet skjult stolthed at Ujuunnguaq (en af mine elever fra B) modtog førsteprisen. Men han er nu også ret god til det der med at tegne. Efter mødet skulle jeg ordne forskellige ting før jeg skulle på Brættet for at tage billeder til noget interview af gamle elever som vi er ved at køre i stilling, og siden bestyren dernede er en gammel elev, skulle der lige ordnes inden jul. Derefter var der online møde for supportere på www.eforum.gl, hvilket jeg jo er. Så det var fra klokken 12.00 og halvanden time frem. Og så skulle der også til at forberedes julefrokost.
Nu spurgte kontoret/ledelsen til sidste personalemøde efter frivillige der kunne lave noget mad hist og her og langt de fleste er gode til at hoppe ind og lave hint og meget. Selv havde jeg ikke lige meldt mig indtil jeg hørte at de stadigvæk manglede en til at lave frikadeller. Og jeg kan jo lave en meeeeaaaaan frikadelle (tak mor), så den meldte jeg mig på. Kontoret købrte jo alt ind, det eneste jeg skulle gøre var at lave skidtet og så stege det. Og det er så gjort nu. Vi har nemlig et køkken ovenpå og der har der været gang i kødgryderne de sidste mange timer. Og damn det er hyggeligt at stå fem mennesker i et lille rum, men mados over det hele og en god julebajer i hånden. Så er livet altså hver at leve. Og frikadellerne er blevet rigtig gode, Anna Marie er ved at lave hendes (har jeg ladet mig fortælle) legendariske og meget traditionsrige fiskeret, hvilket er lidt alt godt fra havet lettere stegt og derefter i fad med lidt fløde i ovnen. Lad os bare sige det så rigtig godt ud. Derudover er der flæskesteg og lammesteg i ovnen og en anden anretning med noget fisk i krabbeskjold… mmmmm…. Lad os bare konstatere at jeg ikke komme til at gå sulten i seng (med mindre jeg bliver for længe oppe). Nej, jeg tror ikke vi kommer til at mangle noget heroppe i det kolde nord. Og der er rigtig koldt for tiden, ca en minus 11-14 grader plus lidt vind.. prrrrhh..
Andre ting inden jeg må op og se hvordan det går i køkkenet (der er en time inden vi starter festen)… Søren er ankommet til Maniitsoq. Søren er Anna Marie og Christians søn, de har snakket meget om. Nu er han ankommet til en 3 ugers juleferie heroppe. Det er jo rart at se giraffen som man siger. Han virker i hvert fald rigtig rar, men nu har han jo også nogle dejlige forældre.
Derudover er min påklædning i aften lidt casual cool, med almindelige cowboybukser, min fine vinrøde skjorte og min grønne velour jakke. Hvis ikke det er julet så ved jeg ikke hvad.
Orv ja, vi har jo op til det her julefrokost haft en juleven vi skulle købe en gave til og lægge under træet. Min juleven er Susanne (ja hun læser nok ikke det her inden pakkerne uddeles så det tør jeg godt skrive), hende læreren der er sygemeldt. Håber hun kommer i aften, men regner med det gør hun siden hun kom kort til afslutningsmorgenmaden. Jeg har købt et rødt blinklys til hende, sådan et der ligner lidt en ambulance eller politi noget. Mest fordi hun før har klaget over nogen af eleverne ikke opførte sig ordentligt. Indlagt i pakken har jeg så skrevet en brugsansvisning der siger nogenlunde:
1) Indsæt batterier
2) Skal tændes hvis elever bliver dumme, larmer, trælse.
3) Nyd stilheden
Tænkte sådan lidt blink blink kunne hjælpe hende lidt. Men hun kan heller ikke få at vide at det er fra mig (med mindre jeg siger det selvfølgelig) for på pakkerne skal man skrive ”til [indsæt navn her] fra Julemanden”. Så det er total hemmeligt. Glæder mig lidt til at se hvad jeg får.
Obs obs obs. Har glemt at sige at jeg faktisk har bestemt mig for at starte på pædagogikum. Så samme dag jeg kommer fra DK igen (den 4,. Januar) skal jeg direkte til Sisimiut. Og der kender jeg allerede 2 der har egne hundespand så mon ikke jeg endelig for en tur på hundeslæden? Skriver lidt mere om det senere.
Nå men det er vist nok fra mig for nu. Må hellere til at gøre mig lidt mere klar. Jeg skriver engang igen i morgen, når jeg er kommet mig over de værste tømmermænd.
Knus.
tirsdag, december 12, 2006
seje halstørklæder, (for) søde frysepizzaer og duelighedstegn i kamelæon
Nå men nu kommer der en af de her ”nøj hvor er det egentlig sket meget siden sidst” blogge. For når man begynder at tage de små ting, så hober de sig lidt op efterhånden som man glemmer at skrive dem ned, og når man så gør, fylder de lidt. Nok snak, skriv for sulan.
Jeg har været til MUS i dag. MUS står for Medarbejder Udviklings Samtale, hvilket vil sige at det er et møde mellem medarbejderen (mig) og ledelsen (Per og Pia) hvor vi eller rettere sagt jeg fortæller hvordan jeg synes det går i forhold til en masse spørgsmål de har stillet på forhånd (fik dem på papir sidste uge). Det er spørgsmål om hvordan indeklimaet er, om ens ”værdisæt” stemmer overens med elevernes, hvordan det går internt med lærerne, om ens arbejdsopgaver (for mig er det f.eks. både lærer, it-trainie for skolen, supporter for e-forum, film klub mand, netspils entusiast, og designer af power point og håndbøger) og det svarer til ens ønsker/tid. Det kan også være hvis man ønsker noget for fremtiden, kurser og alt muligt andet. Plus at man også for en feedback fra ledelsen om hvordan de nu lige synes man klarer sig i det store hele. Nu er jeg jo ikke den der stod bagerst i køen når de uddelte snakketøjet så vores møde tog omkring 3 timer. Jepper. Men ved endt møde havde vi vist også dækket det der skulle dækkes, og jeg havde fået tilbudt at begynde mit pædagogikum allerede her til januar. Det er et halvandet års kursus i undervisnings teknik mm arbejdsgiver skal tilbyde undervisere inden 4 år efter ansættelse. Så i princippet behøvede de ikke at tilbyde mig det, da jeg er på en 3 årig kontrakt, men siden jeg selv udtrykte en lettere bekymring for min manglende teoretiske ballast på undervisningsfronten, synes de at det var måske en god idé. Problemet er bare at jeg skal bestemme mig hurtigt. Kurset starter en gang om året og det er altid i januar, så egentlig er jeg sent ude. Og det er vist oven i købet den 4. januar, der selvfølgelig er den samme dag jeg kommer hjem fra DK, så måske bliver det lidt forjabbet denne gang. Jeg vil lige kigge lidt på den i morgen og så bestemme mig. Det kan jo være jeg slet ikke kan nå at være der, så giver det ligesom sig selv.
For at tale om noget helt andet… frysepizzaer..mmmmmm… Har lige fortæret min nummer to på to dage. De har været væk fra fryseboksene i de to brugser jeg frekventerer jævnligt, så min søndags-nu-orker-jeg-ikke-at-lave-mad-fryse-pizza har været helt ude af billedet, til min store skuffelse. Nu var der ankommet nye forsyninger til den lille pissifik, så der blev fluks indkøbt 3 hvor der nu kun er en tilbage. Ja ja, jeg ved godt hverken i dag eller i går var søndag, men jeg blev bare så … glad og havde så meget lyst til pizza. Men deres udgave af hawaii (skinke + ananas for ikke kendere) var ikke helt til UG+, lidt for sød.
Nå ja, jeg er begyndt at gå til noget. Udover grønlands altså. Jeg er begyndt at gå til Duelighedstegn i Sejlads!!! Føler mig tilbage til spejderne hvor man skulle tage duelighedstegn i bål og knob og hvordan man snildest undgår at hakke fingrene af når man hugger brænde. Så fik man sådan en fin lille stof satan man så skulle sy på sin spejder dragt (jeg var naturligvis blå spejder). Men jeg er begyndt på det hersens kursus, og damn, det er altså ikke for småbørn. Der er eddermanme meget at huske på. En ting er hvordan man håndtere et kompas (har duelighedstegnet fra spejder så det kan jeg), men lægge en kurs, tyde sytten tusind forskellige afmærkninger på kortet, modregne afdrift fra søndenvind og strøm og alt muligt andet… puha. Men det er lidt sejt at kunne fyre noget af alt det her af, ”ja det er helt klart en isoleret fareafmærkning der er der bagbord, men husk nu at når retning for indgående altid er fra søen ind mod havnen vil den i realiteten lægge styrbord for dig, om du kommer fra land”, for bare at tage et eksempel. Og jo jeg har styr på styrbord og bagbord. Men der er vist også de to eneste maritime udtryk jeg har under bæltet indtil videre. Derudover har jeg investeret i bøger som ”Afmærkninger af danske farvande” og købt en sej enhåndspasser og sådan noget cool udstyr så man kan få det til at se ud som om man har forstand på det der sejlads noget. Jup. Kamelæonen René slår til igen. Det gælder bare om at have de rigtige rekvisitter.
Så har jeg fået pakker i dag. Hurra, endelig. Men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om det grønlandske postvæsen. For det der skete var lige som sidst at jeg efterhånden mister tålmodigheden når jeg ved at der er pakker på vej og de burde være der sidste uge. Jeg går ned på posthuset (efter at have tjekker postkassen for sedler om at der er ankommet noget, hvilket der ikke er) og siger ”halløj, er der rigtigt at der ikke er kommet noget til mig?” og så går de bagved og kigger og kommer ud med en hel favnfuld. Det kan godt ske de først er kommet med flyet lige i dag og at de så ikke er kommet videre i systemet, men det kan også godt være de var kommet fredag og ikke kommet videre i systemet. Jeg ved det ikke, men imponeret er jeg ikke endnu. Postvæsenet er dog heller ikke under de bedste vilkår. På flyveren har passagerer prioritet over postsække, og først efter postsække kommer pakker. Så har du en pakke og der er mange passagerer, så ryger pakken først på næste fly. Det er da godt at folk kommer frem, men det er eddermanme ikke fedt at vente på en pakke fordi flyselskabet har lavet overbooking eller noget. Når det kommer til mine pakker, er jeg ret utålmodig, men der kan jo være jeg en dag værdsætter deres prioritet når mit fly ikke kunne lande et eller andet sted, og jeg alligevel for lov at komme med flyet næste morgen på trods af overbooking. Ja, hindu køerne bræger lidt af mig lige nu. Ak, nu kom jeg til at brokke mig igen. Brok brok brok. Så stop mig dog. Tsk. For det var en god dag. Jeg fik jo mine pakker (det vil sige mangler stadig to), masser af dvd’er der var en fødseldagsgave til mig selv, samt et halstørklæde fra min mor (og far, men jeg tvivler på han var med på indkøb, den travle stakkel). Og det må jeg sige. Imponerende. Jeg sagde til min mor at jeg ønskede mig et halstørklæde der ”var langt som et ondt år og i lige så mange farver som regnbuen”. Og det fik jeg så. Halstørklædet er godt og vel 2 meter langt og i farverne gul, lilla, lyseblå, brun og mørkeblå. Perfekt. Elsker lange halstørklæder man kan jokke i eller få til at sidde i en dør. Se det er nemlig vinterkluns med stil.
Så er jeg også ved at være ved vejs ende. Der er mindre end en uge til at jeg drager mod DK, julegaverne er så godt som købt alle sammen og klokken er ved at være lidt for sent til noget som helt lige nu. Ak, ja, jeg glæder mig til at se jer alle sammen og tusind tak for al opmærksomheden ved min fødselsdag med lange mails, telefon opringninger, kommentarer på siden og så videre. Damn… Kommer lige i tanke om at jeg har glemt en. Tillykke med fødseldagen Sine. Den smuttede. Det var i går. Til gengæld glemte hun også min, så det går nok lige op et eller andet sted ;)
I hvert fald god jul alle sammen og håber vi ses når jeg nu betræder dansk jord igen.
knus.
P.S. Angående feedback fra ledelsen til MUS mødet... lad os bare sige jeg i hvert fald ikke bliver fyret denne gang (ja, det ku faktisk vældigt godt li mig).
Jeg har været til MUS i dag. MUS står for Medarbejder Udviklings Samtale, hvilket vil sige at det er et møde mellem medarbejderen (mig) og ledelsen (Per og Pia) hvor vi eller rettere sagt jeg fortæller hvordan jeg synes det går i forhold til en masse spørgsmål de har stillet på forhånd (fik dem på papir sidste uge). Det er spørgsmål om hvordan indeklimaet er, om ens ”værdisæt” stemmer overens med elevernes, hvordan det går internt med lærerne, om ens arbejdsopgaver (for mig er det f.eks. både lærer, it-trainie for skolen, supporter for e-forum, film klub mand, netspils entusiast, og designer af power point og håndbøger) og det svarer til ens ønsker/tid. Det kan også være hvis man ønsker noget for fremtiden, kurser og alt muligt andet. Plus at man også for en feedback fra ledelsen om hvordan de nu lige synes man klarer sig i det store hele. Nu er jeg jo ikke den der stod bagerst i køen når de uddelte snakketøjet så vores møde tog omkring 3 timer. Jepper. Men ved endt møde havde vi vist også dækket det der skulle dækkes, og jeg havde fået tilbudt at begynde mit pædagogikum allerede her til januar. Det er et halvandet års kursus i undervisnings teknik mm arbejdsgiver skal tilbyde undervisere inden 4 år efter ansættelse. Så i princippet behøvede de ikke at tilbyde mig det, da jeg er på en 3 årig kontrakt, men siden jeg selv udtrykte en lettere bekymring for min manglende teoretiske ballast på undervisningsfronten, synes de at det var måske en god idé. Problemet er bare at jeg skal bestemme mig hurtigt. Kurset starter en gang om året og det er altid i januar, så egentlig er jeg sent ude. Og det er vist oven i købet den 4. januar, der selvfølgelig er den samme dag jeg kommer hjem fra DK, så måske bliver det lidt forjabbet denne gang. Jeg vil lige kigge lidt på den i morgen og så bestemme mig. Det kan jo være jeg slet ikke kan nå at være der, så giver det ligesom sig selv.
For at tale om noget helt andet… frysepizzaer..mmmmmm… Har lige fortæret min nummer to på to dage. De har været væk fra fryseboksene i de to brugser jeg frekventerer jævnligt, så min søndags-nu-orker-jeg-ikke-at-lave-mad-fryse-pizza har været helt ude af billedet, til min store skuffelse. Nu var der ankommet nye forsyninger til den lille pissifik, så der blev fluks indkøbt 3 hvor der nu kun er en tilbage. Ja ja, jeg ved godt hverken i dag eller i går var søndag, men jeg blev bare så … glad og havde så meget lyst til pizza. Men deres udgave af hawaii (skinke + ananas for ikke kendere) var ikke helt til UG+, lidt for sød.
Nå ja, jeg er begyndt at gå til noget. Udover grønlands altså. Jeg er begyndt at gå til Duelighedstegn i Sejlads!!! Føler mig tilbage til spejderne hvor man skulle tage duelighedstegn i bål og knob og hvordan man snildest undgår at hakke fingrene af når man hugger brænde. Så fik man sådan en fin lille stof satan man så skulle sy på sin spejder dragt (jeg var naturligvis blå spejder). Men jeg er begyndt på det hersens kursus, og damn, det er altså ikke for småbørn. Der er eddermanme meget at huske på. En ting er hvordan man håndtere et kompas (har duelighedstegnet fra spejder så det kan jeg), men lægge en kurs, tyde sytten tusind forskellige afmærkninger på kortet, modregne afdrift fra søndenvind og strøm og alt muligt andet… puha. Men det er lidt sejt at kunne fyre noget af alt det her af, ”ja det er helt klart en isoleret fareafmærkning der er der bagbord, men husk nu at når retning for indgående altid er fra søen ind mod havnen vil den i realiteten lægge styrbord for dig, om du kommer fra land”, for bare at tage et eksempel. Og jo jeg har styr på styrbord og bagbord. Men der er vist også de to eneste maritime udtryk jeg har under bæltet indtil videre. Derudover har jeg investeret i bøger som ”Afmærkninger af danske farvande” og købt en sej enhåndspasser og sådan noget cool udstyr så man kan få det til at se ud som om man har forstand på det der sejlads noget. Jup. Kamelæonen René slår til igen. Det gælder bare om at have de rigtige rekvisitter.
Så har jeg fået pakker i dag. Hurra, endelig. Men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om det grønlandske postvæsen. For det der skete var lige som sidst at jeg efterhånden mister tålmodigheden når jeg ved at der er pakker på vej og de burde være der sidste uge. Jeg går ned på posthuset (efter at have tjekker postkassen for sedler om at der er ankommet noget, hvilket der ikke er) og siger ”halløj, er der rigtigt at der ikke er kommet noget til mig?” og så går de bagved og kigger og kommer ud med en hel favnfuld. Det kan godt ske de først er kommet med flyet lige i dag og at de så ikke er kommet videre i systemet, men det kan også godt være de var kommet fredag og ikke kommet videre i systemet. Jeg ved det ikke, men imponeret er jeg ikke endnu. Postvæsenet er dog heller ikke under de bedste vilkår. På flyveren har passagerer prioritet over postsække, og først efter postsække kommer pakker. Så har du en pakke og der er mange passagerer, så ryger pakken først på næste fly. Det er da godt at folk kommer frem, men det er eddermanme ikke fedt at vente på en pakke fordi flyselskabet har lavet overbooking eller noget. Når det kommer til mine pakker, er jeg ret utålmodig, men der kan jo være jeg en dag værdsætter deres prioritet når mit fly ikke kunne lande et eller andet sted, og jeg alligevel for lov at komme med flyet næste morgen på trods af overbooking. Ja, hindu køerne bræger lidt af mig lige nu. Ak, nu kom jeg til at brokke mig igen. Brok brok brok. Så stop mig dog. Tsk. For det var en god dag. Jeg fik jo mine pakker (det vil sige mangler stadig to), masser af dvd’er der var en fødseldagsgave til mig selv, samt et halstørklæde fra min mor (og far, men jeg tvivler på han var med på indkøb, den travle stakkel). Og det må jeg sige. Imponerende. Jeg sagde til min mor at jeg ønskede mig et halstørklæde der ”var langt som et ondt år og i lige så mange farver som regnbuen”. Og det fik jeg så. Halstørklædet er godt og vel 2 meter langt og i farverne gul, lilla, lyseblå, brun og mørkeblå. Perfekt. Elsker lange halstørklæder man kan jokke i eller få til at sidde i en dør. Se det er nemlig vinterkluns med stil.
Så er jeg også ved at være ved vejs ende. Der er mindre end en uge til at jeg drager mod DK, julegaverne er så godt som købt alle sammen og klokken er ved at være lidt for sent til noget som helt lige nu. Ak, ja, jeg glæder mig til at se jer alle sammen og tusind tak for al opmærksomheden ved min fødselsdag med lange mails, telefon opringninger, kommentarer på siden og så videre. Damn… Kommer lige i tanke om at jeg har glemt en. Tillykke med fødseldagen Sine. Den smuttede. Det var i går. Til gengæld glemte hun også min, så det går nok lige op et eller andet sted ;)
I hvert fald god jul alle sammen og håber vi ses når jeg nu betræder dansk jord igen.
knus.
P.S. Angående feedback fra ledelsen til MUS mødet... lad os bare sige jeg i hvert fald ikke bliver fyret denne gang (ja, det ku faktisk vældigt godt li mig).
søndag, december 10, 2006
Ringenes hvad for noget?
Filmaften! Yay. Hurra. Endelig. Yes sir. Hvornår var det nu det var? Er det nu? Nå, den film. Jeg vil helt vildt gerne men.. Det er super fedt du gør det, men jeg kan bare ikke lige. Lige meget. Nevermind. Var det i går? Ejj, hvor ærgerligt… Suk.
Nå, så brugte jeg endnu en weekend på filmklubben. Nu det er jul skal man jo se Ringenes Herre (ja det er ikke noget jeg har opfundet, det skal man bare) og det skal de da også have lov til heroppe. Og siden jeg jo er eneherskende diktator for livstid i ATIs Filmklub skal de så sandelig have det på stort lærred og med høj musik. Ja tak. Men det er jo en 12 timers forestilling, så hvordan kringler man lige den, siden det ikke er mange der orker 12 timer i træk, mig værende en undtagelse naturligvis.
Jeg bestemte mig for at fredag klokken 20.00 kunne man se ”Fellowship of the Ring” (nummer 1), og så lørdag henholdsvis ”Two Towers” (nummer 2) klokken 16.00 og ”Return of the King” (3’eren) klokken 20.00. Stadig lidt optimistisk eller i hvert fald ambitiøst med 8 timer lørdag, men på en god dag og i medvind og alt det der. Jeg var bare klar over med mig selv at jeg ikke gad at bruge 3 dage på at se dem. Søndag vil jeg gerne have for mig selv. Om søndagen går jeg rundt for mig selv og er søndags grim i pyjamas, spiller World of Warcraft og snakker med kæresten. Det er min dag og skal jeg se film, bliver det alene.
Fredagen kom og der kom faktisk lidt folk. Karsten naturligvis, men også Signe, René og Ulrik fra Masanti og Ulrik havde sågar konen med. Derudover var der også et par elever, så vi sad og hyggede os indtil lidt i 24.00 da filmen blev færdig. Fuld af fortrøstning tog jeg hjem og gik og glædede mig til at se næste film i godt selskab næste dag. Sådan skulle det naturligvis ikke gå. Langt fra.
Næste dag dukkede Karsten, René (fra Masanti) og Elisabeth (den ene elev fra dagen før) op til klokken 16.00 og ”The Two Towers”. Signe vidste jeg godt ikke kom, men jeg havde forventet Ulrik og konen, der da havde glædet sig til det dagen før. De har dog børn og sådan nogen tager tid og sårn, men René sagde at de ville komme til klokken 20.00 eller at Ulrik ville, da han vidst havde snakket noget om at gå lidt i byen. Vi fik da set filmen og var færdig lidt før 20.00, hvor Elisabeth måtte gå, da hun skulle lave mad og hun ikke lige havde fået fat i (før vi fortalte hende det) at vi skulle se nummer 3 med det samme. Karsten smuttede også, da han ville hjem og kigge på sin computer. Den mand har haft flere problemer med sin computer den sidste måned, end jeg har haft de sidste 3 år. Stakkel. Tilbage var så René og René (Dupont og Dupond), da Ulrik alligevel ikke kom og ingen andre fandt vej.
Så meget for julefilmen alle skal se og kunsten at gøre noget for nogen. Det er i hvert fald svært når der ingen er at gøre det for. For man skal ikke altid gå ud fra at ting arter sig som man nu går og håber. Som René sagde til mig da vi havde netspils dag ”Assumption is the mother of all fuck ups”. Og det kan han da have noget så grueligt ret i. Her oppe kan man godt føle at man ikke skal forvente at man gør en forskel. Nej, det er måske forkert. Måske mere at man ikke skal forvente, at hvis man gør noget, at folk så lige synes det er fedt. Eller også skal man bare ikke forvente noget. Hvis du ikke forventer noget, så bliver du ikke skuffet. Er det ikke det man plejer at sige?
Nå ja, brok brok brok. Nu skal i jo ikke tro jeg sidder med vinterdepression og er halv vejs på vej ud af vinduet med løkken om halsen. Jeg er egentlig ved ganske godt mod, bare lidt muggen over at når man gør noget for nogen at der så ikke lige er 10 personer der synes det er fedt. Det virker bare sådan lidt… ligegyldigt. Og man vil jo gerne betyde noget for nogen. Gøre en forskel og alt det der. Men, om ikke andet så var det da en god film. Og så har jeg hugget projektoren med hjem så gæt lige hvem der skal spille world of warcraft og nintendo på væggen i morgen?
Nå, så brugte jeg endnu en weekend på filmklubben. Nu det er jul skal man jo se Ringenes Herre (ja det er ikke noget jeg har opfundet, det skal man bare) og det skal de da også have lov til heroppe. Og siden jeg jo er eneherskende diktator for livstid i ATIs Filmklub skal de så sandelig have det på stort lærred og med høj musik. Ja tak. Men det er jo en 12 timers forestilling, så hvordan kringler man lige den, siden det ikke er mange der orker 12 timer i træk, mig værende en undtagelse naturligvis.
Jeg bestemte mig for at fredag klokken 20.00 kunne man se ”Fellowship of the Ring” (nummer 1), og så lørdag henholdsvis ”Two Towers” (nummer 2) klokken 16.00 og ”Return of the King” (3’eren) klokken 20.00. Stadig lidt optimistisk eller i hvert fald ambitiøst med 8 timer lørdag, men på en god dag og i medvind og alt det der. Jeg var bare klar over med mig selv at jeg ikke gad at bruge 3 dage på at se dem. Søndag vil jeg gerne have for mig selv. Om søndagen går jeg rundt for mig selv og er søndags grim i pyjamas, spiller World of Warcraft og snakker med kæresten. Det er min dag og skal jeg se film, bliver det alene.
Fredagen kom og der kom faktisk lidt folk. Karsten naturligvis, men også Signe, René og Ulrik fra Masanti og Ulrik havde sågar konen med. Derudover var der også et par elever, så vi sad og hyggede os indtil lidt i 24.00 da filmen blev færdig. Fuld af fortrøstning tog jeg hjem og gik og glædede mig til at se næste film i godt selskab næste dag. Sådan skulle det naturligvis ikke gå. Langt fra.
Næste dag dukkede Karsten, René (fra Masanti) og Elisabeth (den ene elev fra dagen før) op til klokken 16.00 og ”The Two Towers”. Signe vidste jeg godt ikke kom, men jeg havde forventet Ulrik og konen, der da havde glædet sig til det dagen før. De har dog børn og sådan nogen tager tid og sårn, men René sagde at de ville komme til klokken 20.00 eller at Ulrik ville, da han vidst havde snakket noget om at gå lidt i byen. Vi fik da set filmen og var færdig lidt før 20.00, hvor Elisabeth måtte gå, da hun skulle lave mad og hun ikke lige havde fået fat i (før vi fortalte hende det) at vi skulle se nummer 3 med det samme. Karsten smuttede også, da han ville hjem og kigge på sin computer. Den mand har haft flere problemer med sin computer den sidste måned, end jeg har haft de sidste 3 år. Stakkel. Tilbage var så René og René (Dupont og Dupond), da Ulrik alligevel ikke kom og ingen andre fandt vej.
Så meget for julefilmen alle skal se og kunsten at gøre noget for nogen. Det er i hvert fald svært når der ingen er at gøre det for. For man skal ikke altid gå ud fra at ting arter sig som man nu går og håber. Som René sagde til mig da vi havde netspils dag ”Assumption is the mother of all fuck ups”. Og det kan han da have noget så grueligt ret i. Her oppe kan man godt føle at man ikke skal forvente at man gør en forskel. Nej, det er måske forkert. Måske mere at man ikke skal forvente, at hvis man gør noget, at folk så lige synes det er fedt. Eller også skal man bare ikke forvente noget. Hvis du ikke forventer noget, så bliver du ikke skuffet. Er det ikke det man plejer at sige?
Nå ja, brok brok brok. Nu skal i jo ikke tro jeg sidder med vinterdepression og er halv vejs på vej ud af vinduet med løkken om halsen. Jeg er egentlig ved ganske godt mod, bare lidt muggen over at når man gør noget for nogen at der så ikke lige er 10 personer der synes det er fedt. Det virker bare sådan lidt… ligegyldigt. Og man vil jo gerne betyde noget for nogen. Gøre en forskel og alt det der. Men, om ikke andet så var det da en god film. Og så har jeg hugget projektoren med hjem så gæt lige hvem der skal spille world of warcraft og nintendo på væggen i morgen?
onsdag, december 06, 2006
I dag er minses fødselsdag HURRA HURRA HURRA!
Ja så er klokken efterhånden ved at være langt over 24.00 dansk tid så det må jo officielt være min fødselsdag. 31 år gammel. Tsk. Og så sidder man heroppe og kan ikke rigtig lige sige hej til sine venner og gi dem et kraftigt hint om at den øl der, den køber jo ikke sig selv, mens man nonchalant tømmer sin fadbamse. Men jeg har da alle intentioner om lige at få mig en fyraftens bajer i morgen, men først er der lige møde… Vi har jo vores månedlige lærerrådsmøde den første torsdag i måneden, og den falder så lige denne gang på min fødselsdag. Suk, 2 til 3 timer snak, snak og så lige mere snak. Men der er ok. Det meste er jo ret relevant for os som lærere, der er bare nogle gange kæden hopper af og det bliver lidt ligesom studenterhusets generalforsamlinger som de var før Spiff blev ordstyrer (og det var galt). Mødet er dog først klokken 14.30 og faktisk har jeg undervisningsfri i morgen, så det bliver ikke meget jeg får lavet før klokken mødetid. Dog har jeg lovet (jeg har i hvert fald lovet mig selv) at jeg vil bage til i morgen. Så det er jeg ved. Lige nu.
Kunne ikke rigtig komme til tidligere, da jeg var på som lærer til lektiehjælp her fra klokken 19 til 21. Jeg er som regel lidt til overs til de her lektiehjælps halløjsaer, da eleverne som regel vil have hjælp til matematik, kemi og fysik. Kemi og fysik kan jeg overhovedet ikke finde ud af. Kunne ikke greje det i hverken folkeskolen eller gymnasiet, og det er ikke blevet bedre siden. Matematik havde jeg på højt niveau i gymnasiet, men jeg var for at sige det mildt ret dårlig (årskarakter på 6 og 6, men til eksamen fik jeg 7 og 7, sådan!), og nu er gymnasiet også ved at være 12 år siden, så…. Det ender som regel med at jeg er ham alle børnene altid vælger til sidst, da jeg ikke altid lige har styr på det der med formler og sådan. Lidt til overs er jeg, men jeg er ved at komme efter det. Kan i hvert fald huske mere og mere per gang, så det ender jo med at jeg måske kan trække mig op på et 8 tal?
Men det var den bage kage ting jeg kom fra. I morgen tidlig vil jeg bage boller, men jeg syntes stadig der manglede noget, så jeg bestemte mig for at en chokolade kage måske var på sin plads, men siden det var noget jeg blev enig med mig selv om her til aften og den sidste brugs (den lige i nærheden) lukker klokken 22 havde jeg ikke lige til at finde opskrift, købe 20 ingredienser og derefter gå i gang. Så det blev den supernemme løsning (nej, jeg har ikke købt en færdigbagt, så langt er jeg alligevel ikke sunket). AMO pakken hvor man bare skal tilsætte vand og olie/margarine eller andet fedtet stads, røre rundt og putte i en bradepande og ind i ovnen, blev det jeg orkede her klokken halv ti om aftenen. Og jeg fik pakken købt på hjemvejen, kom hjem og gik i gang. I kan tro det gik fint, fik rørt rundt, bradepanden frem, bagepapir i, og hæld. Da jeg havde hældt dejen i syntes jeg godt nok der var lidt lidt. Så var det lige jeg kiggede en ekstra gang på opskriften, hvor der så stod at ”bradepanden” skulle være 25x30 cm. Altså ikke meget mere en et A4 ark, hvorefter jeg kiggede på min A3+ bradepande (se det er jo en rigtig bradepande, ikke det der dværgeskidt). Nu var det at jeg fik lidt sved på panden. Skulle jeg A) lave grønlands fladeste chokolade kage, B) droppe min chokolade kage idé helt og spise al dejen selv eller C) storme ned i Brugseneeraq og købe en ekstra pakke her 5 minutter i lukketid? Jeg tog løsning C og med bare tæer i snestøvler og dynejakke løb/halv skøjtede jeg ned til butikken, købte min pulver kage og stormede hjem igen. 5 minutter senere var den nye dej færdig og blev tilføjet ovenpå den ”gamle”, der nu så ud af lidt mere og var klar til at komme i ovnen, hvor den er færdig lige om lidt… uhhh, det dufter. Nu må vi håbe den smager af utrolig meget hjemmebag, så jeg virkelig scorer bonus point i morgen, og når de så på deres grædende knæ ydmygt tigger om at få denne fantastiske opskrift, må jeg henkastet sige, nej det går ikke, det er en hemmelig familieopskrift. Og sådan nogle holder man for sig selv.
Apropos hemmelig og så lige lidt om min fødselsdag igen. Jeg har købt gaver til mig selv. Nogen må jo gøre det. For det første har jeg bestilt nogle dvd’er over play.com jeg ret meget rammer mig i morgen, men jeg har efterhånden lært ikke at sætte min lid til det grønlandske postvæsen. Men det er en dejlig blanding af mine yndlingsfilm, jeg lige fik lyst til at eje, og så se igen, plus et par løse dark horses, jeg er ret overbevist om jeg vil elske. Men men men, det er ikke det eneste jeg har købt. I dag fandt jeg nemlig den bedsteste gave jeg har givet mig selv i rigtig lang tid – Dinosaurus krus!!! Hvor fedt er det ikke? Kæmpe store dejlige tekrus med en dinosaurus på, fire forskellige, som jeg selvfølgelig måtte have alle sammen af. De kostede den gigantiske formue af 20 kroner stykket. Så jeg gravede dybt i pungen og mindede mig tilbage til gymnasium tiden hvor jeg havde en dinosaurus klub med Sinepigen, Anne Bøgh og Bugge. Vi havde tilmed dinosaurus navne. jeg hed Renerex, sine var Brontosine, bugge hed Buggesaurus og Anne nåede vi aldrig helt at finde et passende navn til. Jep, det var den gang min dinosaurus refleks var i høj kurs. Tror jeg har den endnu et eller andet sted. Damn det var tider.
Nå, men det må være nok for nu. Mit vækkeur har lige gjort mig opmærksom på at min kage måske er færdig, så det må så hedde farvel for nu. Men i skal endelig ikke holde jer tilbage med lige at sende en hilsen og en lykønskning :)
Maniitsoq over and out.
Kunne ikke rigtig komme til tidligere, da jeg var på som lærer til lektiehjælp her fra klokken 19 til 21. Jeg er som regel lidt til overs til de her lektiehjælps halløjsaer, da eleverne som regel vil have hjælp til matematik, kemi og fysik. Kemi og fysik kan jeg overhovedet ikke finde ud af. Kunne ikke greje det i hverken folkeskolen eller gymnasiet, og det er ikke blevet bedre siden. Matematik havde jeg på højt niveau i gymnasiet, men jeg var for at sige det mildt ret dårlig (årskarakter på 6 og 6, men til eksamen fik jeg 7 og 7, sådan!), og nu er gymnasiet også ved at være 12 år siden, så…. Det ender som regel med at jeg er ham alle børnene altid vælger til sidst, da jeg ikke altid lige har styr på det der med formler og sådan. Lidt til overs er jeg, men jeg er ved at komme efter det. Kan i hvert fald huske mere og mere per gang, så det ender jo med at jeg måske kan trække mig op på et 8 tal?
Men det var den bage kage ting jeg kom fra. I morgen tidlig vil jeg bage boller, men jeg syntes stadig der manglede noget, så jeg bestemte mig for at en chokolade kage måske var på sin plads, men siden det var noget jeg blev enig med mig selv om her til aften og den sidste brugs (den lige i nærheden) lukker klokken 22 havde jeg ikke lige til at finde opskrift, købe 20 ingredienser og derefter gå i gang. Så det blev den supernemme løsning (nej, jeg har ikke købt en færdigbagt, så langt er jeg alligevel ikke sunket). AMO pakken hvor man bare skal tilsætte vand og olie/margarine eller andet fedtet stads, røre rundt og putte i en bradepande og ind i ovnen, blev det jeg orkede her klokken halv ti om aftenen. Og jeg fik pakken købt på hjemvejen, kom hjem og gik i gang. I kan tro det gik fint, fik rørt rundt, bradepanden frem, bagepapir i, og hæld. Da jeg havde hældt dejen i syntes jeg godt nok der var lidt lidt. Så var det lige jeg kiggede en ekstra gang på opskriften, hvor der så stod at ”bradepanden” skulle være 25x30 cm. Altså ikke meget mere en et A4 ark, hvorefter jeg kiggede på min A3+ bradepande (se det er jo en rigtig bradepande, ikke det der dværgeskidt). Nu var det at jeg fik lidt sved på panden. Skulle jeg A) lave grønlands fladeste chokolade kage, B) droppe min chokolade kage idé helt og spise al dejen selv eller C) storme ned i Brugseneeraq og købe en ekstra pakke her 5 minutter i lukketid? Jeg tog løsning C og med bare tæer i snestøvler og dynejakke løb/halv skøjtede jeg ned til butikken, købte min pulver kage og stormede hjem igen. 5 minutter senere var den nye dej færdig og blev tilføjet ovenpå den ”gamle”, der nu så ud af lidt mere og var klar til at komme i ovnen, hvor den er færdig lige om lidt… uhhh, det dufter. Nu må vi håbe den smager af utrolig meget hjemmebag, så jeg virkelig scorer bonus point i morgen, og når de så på deres grædende knæ ydmygt tigger om at få denne fantastiske opskrift, må jeg henkastet sige, nej det går ikke, det er en hemmelig familieopskrift. Og sådan nogle holder man for sig selv.
Apropos hemmelig og så lige lidt om min fødselsdag igen. Jeg har købt gaver til mig selv. Nogen må jo gøre det. For det første har jeg bestilt nogle dvd’er over play.com jeg ret meget rammer mig i morgen, men jeg har efterhånden lært ikke at sætte min lid til det grønlandske postvæsen. Men det er en dejlig blanding af mine yndlingsfilm, jeg lige fik lyst til at eje, og så se igen, plus et par løse dark horses, jeg er ret overbevist om jeg vil elske. Men men men, det er ikke det eneste jeg har købt. I dag fandt jeg nemlig den bedsteste gave jeg har givet mig selv i rigtig lang tid – Dinosaurus krus!!! Hvor fedt er det ikke? Kæmpe store dejlige tekrus med en dinosaurus på, fire forskellige, som jeg selvfølgelig måtte have alle sammen af. De kostede den gigantiske formue af 20 kroner stykket. Så jeg gravede dybt i pungen og mindede mig tilbage til gymnasium tiden hvor jeg havde en dinosaurus klub med Sinepigen, Anne Bøgh og Bugge. Vi havde tilmed dinosaurus navne. jeg hed Renerex, sine var Brontosine, bugge hed Buggesaurus og Anne nåede vi aldrig helt at finde et passende navn til. Jep, det var den gang min dinosaurus refleks var i høj kurs. Tror jeg har den endnu et eller andet sted. Damn det var tider.
Nå, men det må være nok for nu. Mit vækkeur har lige gjort mig opmærksom på at min kage måske er færdig, så det må så hedde farvel for nu. Men i skal endelig ikke holde jer tilbage med lige at sende en hilsen og en lykønskning :)
Maniitsoq over and out.
mandag, december 04, 2006
syntax error, virus og håneret
Det er altså ikke særligt smart at når vi nu lige skal i gang med sidste uge af vores store e-lærings projekt med samtlige ATX klasser, at så bestemmer skolens server sig for at ligge sig syg med virus. Der er intet der virker. Overhovedet. Jo jeg kan logge ind på min egen computer på arbejdet, men det er også ligesom der det slutter. Der er ingen forbindelse til alt det jeg har liggende på serveren og der er ingen forbindelse til nettet, hvor alt vores materiale ligger. Lidt surt.
Det hele startede for at par uger siden da en af computerne begyndte at opføre sig underligt. Lukke ned og så ikke ville genstarte ordentligt. Den var kort sagt rigtig tvær. Karsten, vores kemilærer er også skolens it-supporter, så han tog konsekvensen og geninstallerede computeren (det er noget teknisk noget med at genskabe et mirror, jeg ikke er helt på den rene med, men det betyder i praksis at hvis mirror’et er nyt, så mister du ikke særligt meget data). For at undgå at glitchen skulle sprede sig begyndte han at geninstallere skolens andre computere, da de godt kan have brug for det en gang imellem. Problemet var bare at det ikke rigtig hjalp. Det gjorde det næsten værre. Vi fandt så ud ad at det mirror han havde brugt også havde sine fejl, siden der vist havde gemt sig en gammel virus på den. Så der blev skabt en ny mirror og på den igen. Og nu virkede det lidt bedre, men for en sikkerhedsskyld blev vores teknikere fra Masanti kaldt ind. De fandt så ud at der lå ca. 10 virusser på skolens servere og mæskede sig. De skulle naturligvis væk og det i en fart. Der blev over den sidste uge fjernet 9 af dem og så lørdag efter vores lan party ville Ulrik fra Masanti så lige fjerne den sidste. Det skulle han nok ikke lige have gjort…. Lortet gad ikke at virke igen. Så nu har han bakset med den server hele weekenden og i dag.
Efter mine 4 timers undervisning i dag tog jeg hjem, da jeg alligevel ikke kunne komme videre uden internet, så jeg ved faktisk ikke om det er oppe i morgen tirsdag. Lidt spændende. For vores undervisning står lidt og afhænger af om vore elever kan komme på det forbandede net. Eddermanme dårlig timing. Ikke at jeg klandre Ulrik for noget, næ du, alle de små fedtede nørder der sidder og programmerer ondartede virusser og sender dem af sted til alle og enhver… De skulle simpelthen have et nakkeskud samtlige af dem. Gud hvor har jeg mistet megen data på den konto, pga man ikke lige huskede at gemme hver tredje måned…. På den anden side kan det ikke undre nogen at skolens computere er inficeret med alverdens vira, da eleverne konstant downloade små dumme filmklip af folk der opfører sig åndssvagt, ”sjove” powerpoint slides eller musik, der kan drive selv den mest tålmodige hindu ko til vanvid. De er jo lige i målgruppen for spam og rundesending af irriterende mails. Ak. Håber i hvert fald det snart går i orden.
Derudover havde vi jo lan party i lørdags. Meget party var der jo ikke over det. Vi var rent faktisk mindre en første gang vi holdte det. Hvis der er noget jeg ikke kan klare er det folk der plager en i to uger om vi ikke snart skal spille igen, og så når vi gør det har de tømmermænd og ikke lige orker det. Det er fanme for ynkeligt. Vi havde ellers til 10 mennesker vi havde hørt fra, men vi endte med at være 6. Vi seks havde det så også ret sjovt skal så siges. Vi fik da spillet både Battlefield 2 og Halo, og gud hvor kan den helikopter altså bare tage livet af mig (i bogstaveligste forstand). Jeg har bare ikke motorik til at flyve den djævelske anordning. Jeg sætter mig som regel ind, letter, flyver lidt, vender på siden, styrter ned, dør. Det er bare ikke godt nok til rock. Men buggy bilen er jeg ret ferm til, desværre kan den lidt nemt skydes af de helikoptere de andre jo selvfølgelig er super seje til at flyve. Suk. Ikke mit spil. Men i Halo fik jeg revanche til deres store utilfredshed og min (naturligvis velfortjente) glæde, der selvfølgelig udmøntede sig en sejrsdans mens jeg sang ”in your face, in your face…” Tab og vind med samme sind? No way, den tåbe der sagde det, har vist kun prøvet at vinde. Næ du, håne-retten lever i bedste velgående.
Nå men det var nok nørderi for i dag.
/format C:
Det hele startede for at par uger siden da en af computerne begyndte at opføre sig underligt. Lukke ned og så ikke ville genstarte ordentligt. Den var kort sagt rigtig tvær. Karsten, vores kemilærer er også skolens it-supporter, så han tog konsekvensen og geninstallerede computeren (det er noget teknisk noget med at genskabe et mirror, jeg ikke er helt på den rene med, men det betyder i praksis at hvis mirror’et er nyt, så mister du ikke særligt meget data). For at undgå at glitchen skulle sprede sig begyndte han at geninstallere skolens andre computere, da de godt kan have brug for det en gang imellem. Problemet var bare at det ikke rigtig hjalp. Det gjorde det næsten værre. Vi fandt så ud ad at det mirror han havde brugt også havde sine fejl, siden der vist havde gemt sig en gammel virus på den. Så der blev skabt en ny mirror og på den igen. Og nu virkede det lidt bedre, men for en sikkerhedsskyld blev vores teknikere fra Masanti kaldt ind. De fandt så ud at der lå ca. 10 virusser på skolens servere og mæskede sig. De skulle naturligvis væk og det i en fart. Der blev over den sidste uge fjernet 9 af dem og så lørdag efter vores lan party ville Ulrik fra Masanti så lige fjerne den sidste. Det skulle han nok ikke lige have gjort…. Lortet gad ikke at virke igen. Så nu har han bakset med den server hele weekenden og i dag.
Efter mine 4 timers undervisning i dag tog jeg hjem, da jeg alligevel ikke kunne komme videre uden internet, så jeg ved faktisk ikke om det er oppe i morgen tirsdag. Lidt spændende. For vores undervisning står lidt og afhænger af om vore elever kan komme på det forbandede net. Eddermanme dårlig timing. Ikke at jeg klandre Ulrik for noget, næ du, alle de små fedtede nørder der sidder og programmerer ondartede virusser og sender dem af sted til alle og enhver… De skulle simpelthen have et nakkeskud samtlige af dem. Gud hvor har jeg mistet megen data på den konto, pga man ikke lige huskede at gemme hver tredje måned…. På den anden side kan det ikke undre nogen at skolens computere er inficeret med alverdens vira, da eleverne konstant downloade små dumme filmklip af folk der opfører sig åndssvagt, ”sjove” powerpoint slides eller musik, der kan drive selv den mest tålmodige hindu ko til vanvid. De er jo lige i målgruppen for spam og rundesending af irriterende mails. Ak. Håber i hvert fald det snart går i orden.
Derudover havde vi jo lan party i lørdags. Meget party var der jo ikke over det. Vi var rent faktisk mindre en første gang vi holdte det. Hvis der er noget jeg ikke kan klare er det folk der plager en i to uger om vi ikke snart skal spille igen, og så når vi gør det har de tømmermænd og ikke lige orker det. Det er fanme for ynkeligt. Vi havde ellers til 10 mennesker vi havde hørt fra, men vi endte med at være 6. Vi seks havde det så også ret sjovt skal så siges. Vi fik da spillet både Battlefield 2 og Halo, og gud hvor kan den helikopter altså bare tage livet af mig (i bogstaveligste forstand). Jeg har bare ikke motorik til at flyve den djævelske anordning. Jeg sætter mig som regel ind, letter, flyver lidt, vender på siden, styrter ned, dør. Det er bare ikke godt nok til rock. Men buggy bilen er jeg ret ferm til, desværre kan den lidt nemt skydes af de helikoptere de andre jo selvfølgelig er super seje til at flyve. Suk. Ikke mit spil. Men i Halo fik jeg revanche til deres store utilfredshed og min (naturligvis velfortjente) glæde, der selvfølgelig udmøntede sig en sejrsdans mens jeg sang ”in your face, in your face…” Tab og vind med samme sind? No way, den tåbe der sagde det, har vist kun prøvet at vinde. Næ du, håne-retten lever i bedste velgående.
Nå men det var nok nørderi for i dag.
/format C:
torsdag, november 30, 2006
juleklip amok, børne paparazier og total yndlings job
Damn tiden den går altså hurtigt. Har lidt svært ved at fatte at sidst jeg opdatere min blog var i søndags og at det allerede er torsdag/fredag nu. Ja, ugerne går altså hurtigt her oppe. Også selvom der ikke er sket de store revolutioner, men små ting er der da sket hele ugen.
Tirsdag var jeg til juleklip på skolen. Det var arrangeret af et par af de ansatte og var sat til at starte klokken 19.00. Nu har jeg jo aldrig været den store juleklips ekspert, hvis man ser bort fra at jeg laver en ond musetrappe. Min storebror derimod var på et tidspunkt ret ferm til at lave de der stjerner man laver af 117 strimler man bøjer ind i hinanden. Det ku jeg aldrig få til at lykkedes (men jeg stadig lave et skib ud af et stykke papir, noget min farmor lærte mig da jeg var 5 år eller noget). Jeg var ikke helt klar over om jeg egentlig gad at tage derhen, men på den anden side fik jeg at vide at man sagtens bare kunne dukke op når det passede én (og nu burde man jo også støtte den slags arrangementer når der endelig er nogen der vil stå for den slags). Se det var jo toner der passede mig. Så efter lidt computerspil, aftensmaden og en lille snak med Camilla over Skype, daffede jeg omkring klokken 20.00 ned til skolen. Jeg havde vitterligt ikke regnet med at se andet en 2 lærere og måske 10 elever (hvis det var en god dag), så det syn der mødte mig kom sgu lidt bag på mig. Der var mennesker overalt og vores store lokale (der til dagligt er to klasselokaler delt af en skydevæg) var fyldt af ét stort langbord hvor der sad mennesker hele vejen ned. Der var unge som gamle, små børn, lærere, elever, gløg, varm kakao, æbleskiver med flormelis og syltetøj, karton i alle farver, glimmer, lim, sakse, skabeloner, hobbyknive, vejledninger, grønlandske julesange på anlægget og et leben uden lige. Folk havde taget familien med og det var svært ikke at få et smil på læben og bare komme lidt i det gode gamle julehumør. Det varede da heller ikke længe inden jeg havde konsumeret 4 (blev 5 og 6 senere) æbleskiver drukket to kopper kakao og klippet og samlet yderst nøjsommeligt et voldsomt fint julehjerte. Min indsats blegnede dog lidt når man så de overdådige opgaver de andre havde kastet sig over, så jeg gemte mit julehjerte lidt væk og bestemte mig for at tage nogle billeder i stedet, nu jeg var det og nu jeg havde husket mit kamera. Inden længe havde jeg taget det der skulle tages, og endte ved nogle børn ude i gangen der var ret så interesserede i hvordan sådan noget kamera halløjsa virker. Og de var også ret vilde da jeg bestemte mig for at ”nåja hvorfor ikke lade dem låne kameraet for en stund”. De… gik….. AMOK! Det var altså sjovt at se. De tog billeder af alt, men viste sig hurtigt at have en forkærlighed for at tage billeder af de andre børn der lavede grimasser. Men alle ungerne fik lov at prøve (en af gangen) og jeg holdt mig pænt i nærheden for lige at holde bare en lille smule øje med hvor mange fedtede fingre der kom på linsen. Men ellers havde de carte blanche hvilket der kom nogle ret sjove billeder ud af (de kommer op lidt senere, skal lige sortere da de tog ca 70). Og jeg kom hjem godt brugt men med et smil over hele fem øren.
Andre nyheder… Jeg blevet klasselærer for ATX A. I hvert fald midlertidigt. Deres lærer er desværre blevet sygemeldt indtil jul, så nu er jeg så deres fungerende klasselærer hvilket er lidt.. hyggeligt. De er lidt nogle høns når de først går lidt i selvsving med 12 piger og en dreng, men de er søde og dejlige alle sammen. Så det glæder jeg mig lidt til at snakke med dem om i morgen når jeg skal have dem igen (er først lige blevet det i dag).
Derudover står min lørdag i netspillets tegn. Vi skal nemlig have vores anden netcafe på skolen nogensinde. Vi havde en for et par uger siden (ups… det glemte jeg vist at skrive noget om, gjorde jeg ikke?), og vil nu gentage succesen. Sidst var der 6 elever, 2 lærere og så 3 ansatte fra den lokale computerforretning Masanti. Jo en lille drengerøv gemmer der sig i os alle. Vi håber selvfølgelig at der kommer endnu flere denne gang og at Karstens nye grafikkort når at komme med posten inden på lørdag, da det lidt er afgørende om han kan være med eller ej.
Nogen gange er det altså dejligt at være lærer, for for at det ikke skal være løgn så får jeg jo løn for at være med til disse arrangementer. Det gælder jo for os at skabe nogle arrangementer for eleverne, så de går og hygger sig og film klub og spil er ikke noget jeg har noget imod at bruge tid på uanset – så det er stort set for mig en win win situaiton. Det var nok lidt noget andet hvis jeg skulle være ansvarlig for en tøse-strikke klub, eller en frimærke klub hvis det nu var et hit heroppe. Men sådan er det ikke. Nix, smadre hinanden over nettet og spise popcorn til gode film… puha det er sørme hårdt nogle gange :)
Det var alt fra denne lille hurtige opdate. Skal nok skrive hvordan det går på lørdag selvom jeg har en anelse om at jeg får så mange bøllebank. Det er også bare fordi jeg ikke kan finde ud af at flyve den forbandede helikopter. Nå men nok om det senere.
Nat nat.
Tirsdag var jeg til juleklip på skolen. Det var arrangeret af et par af de ansatte og var sat til at starte klokken 19.00. Nu har jeg jo aldrig været den store juleklips ekspert, hvis man ser bort fra at jeg laver en ond musetrappe. Min storebror derimod var på et tidspunkt ret ferm til at lave de der stjerner man laver af 117 strimler man bøjer ind i hinanden. Det ku jeg aldrig få til at lykkedes (men jeg stadig lave et skib ud af et stykke papir, noget min farmor lærte mig da jeg var 5 år eller noget). Jeg var ikke helt klar over om jeg egentlig gad at tage derhen, men på den anden side fik jeg at vide at man sagtens bare kunne dukke op når det passede én (og nu burde man jo også støtte den slags arrangementer når der endelig er nogen der vil stå for den slags). Se det var jo toner der passede mig. Så efter lidt computerspil, aftensmaden og en lille snak med Camilla over Skype, daffede jeg omkring klokken 20.00 ned til skolen. Jeg havde vitterligt ikke regnet med at se andet en 2 lærere og måske 10 elever (hvis det var en god dag), så det syn der mødte mig kom sgu lidt bag på mig. Der var mennesker overalt og vores store lokale (der til dagligt er to klasselokaler delt af en skydevæg) var fyldt af ét stort langbord hvor der sad mennesker hele vejen ned. Der var unge som gamle, små børn, lærere, elever, gløg, varm kakao, æbleskiver med flormelis og syltetøj, karton i alle farver, glimmer, lim, sakse, skabeloner, hobbyknive, vejledninger, grønlandske julesange på anlægget og et leben uden lige. Folk havde taget familien med og det var svært ikke at få et smil på læben og bare komme lidt i det gode gamle julehumør. Det varede da heller ikke længe inden jeg havde konsumeret 4 (blev 5 og 6 senere) æbleskiver drukket to kopper kakao og klippet og samlet yderst nøjsommeligt et voldsomt fint julehjerte. Min indsats blegnede dog lidt når man så de overdådige opgaver de andre havde kastet sig over, så jeg gemte mit julehjerte lidt væk og bestemte mig for at tage nogle billeder i stedet, nu jeg var det og nu jeg havde husket mit kamera. Inden længe havde jeg taget det der skulle tages, og endte ved nogle børn ude i gangen der var ret så interesserede i hvordan sådan noget kamera halløjsa virker. Og de var også ret vilde da jeg bestemte mig for at ”nåja hvorfor ikke lade dem låne kameraet for en stund”. De… gik….. AMOK! Det var altså sjovt at se. De tog billeder af alt, men viste sig hurtigt at have en forkærlighed for at tage billeder af de andre børn der lavede grimasser. Men alle ungerne fik lov at prøve (en af gangen) og jeg holdt mig pænt i nærheden for lige at holde bare en lille smule øje med hvor mange fedtede fingre der kom på linsen. Men ellers havde de carte blanche hvilket der kom nogle ret sjove billeder ud af (de kommer op lidt senere, skal lige sortere da de tog ca 70). Og jeg kom hjem godt brugt men med et smil over hele fem øren.
Andre nyheder… Jeg blevet klasselærer for ATX A. I hvert fald midlertidigt. Deres lærer er desværre blevet sygemeldt indtil jul, så nu er jeg så deres fungerende klasselærer hvilket er lidt.. hyggeligt. De er lidt nogle høns når de først går lidt i selvsving med 12 piger og en dreng, men de er søde og dejlige alle sammen. Så det glæder jeg mig lidt til at snakke med dem om i morgen når jeg skal have dem igen (er først lige blevet det i dag).
Derudover står min lørdag i netspillets tegn. Vi skal nemlig have vores anden netcafe på skolen nogensinde. Vi havde en for et par uger siden (ups… det glemte jeg vist at skrive noget om, gjorde jeg ikke?), og vil nu gentage succesen. Sidst var der 6 elever, 2 lærere og så 3 ansatte fra den lokale computerforretning Masanti. Jo en lille drengerøv gemmer der sig i os alle. Vi håber selvfølgelig at der kommer endnu flere denne gang og at Karstens nye grafikkort når at komme med posten inden på lørdag, da det lidt er afgørende om han kan være med eller ej.
Nogen gange er det altså dejligt at være lærer, for for at det ikke skal være løgn så får jeg jo løn for at være med til disse arrangementer. Det gælder jo for os at skabe nogle arrangementer for eleverne, så de går og hygger sig og film klub og spil er ikke noget jeg har noget imod at bruge tid på uanset – så det er stort set for mig en win win situaiton. Det var nok lidt noget andet hvis jeg skulle være ansvarlig for en tøse-strikke klub, eller en frimærke klub hvis det nu var et hit heroppe. Men sådan er det ikke. Nix, smadre hinanden over nettet og spise popcorn til gode film… puha det er sørme hårdt nogle gange :)
Det var alt fra denne lille hurtige opdate. Skal nok skrive hvordan det går på lørdag selvom jeg har en anelse om at jeg får så mange bøllebank. Det er også bare fordi jeg ikke kan finde ud af at flyve den forbandede helikopter. Nå men nok om det senere.
Nat nat.
søndag, november 26, 2006
Ugen der gik
Ja, det var så den uge. Det er en anden ting jeg har lagt mærke. Ugerne går forfærdeligt hurtigt heroppe. Ikke måneder eller dage eller timerne, men ugerne. Først er det mandag og før jeg for set mig om, så er det blevet fredag og man skal holde weekend. Hurra tænker man, men så blinker man lige med øjnene to gange og så sidder man søndag og tænker gud, skal jeg allerede på arbejde igen i morgen?
Under alle omstændigheder så er ugen forløbet godt, alt taget i betragtning. Jeg fik fortalt mine forældre at jeg rent faktisk havde en kæreste - ja lige en dag før jeg bestemt mig for at skrive om det. Det ville ikke være helt fair overfor dem et eller andet sted, hvis de skulle læse om det her. Derudover køre vores elæringsprojekt fint på trods af visse fodfejl, ting vi simpelthen ikke lige havde gennemskuet før vi satte projektet i gang. Vi forsøger dog at få det til at køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt og indtil videre går det.
Fredag havde vi endnu en gang ATIs fantastiske filmklub, hvor vi denne gang så en ny film til en afveksling. Vi så den nye SUPERMAN RETURNS og den var der en del der gerne ville se, så vi var da mellem 15-20 stykker der så superman flyve rundt med underbukserne udenpå bukserne og redde verden igen igen. Ikke videre fantastisk synes jeg, men nu har Superman heller aldrig sagt mig noget. Han er bare for pæn og han gør jo altid det rigtige, er flink og pæn og står for truth, justice and the american way. Suk. Næh du, giv mig hellere en mørk ond batman, der banker skurkene sønder og sammen. Det holder. Men vi set filmen og det var fint nok. Bagefter tog Karsten, Per og undertegnede lige et lille smut i klubben, hvor vi fik et par øl og et par spil billiard. Mand, hvor er jeg elendig til det spil. Når det endelig går godt er det mere held end forstand og når det går skidt (som det som oftest gør) så går det rigtig galt med 4 væltede kegler, rødt og den røde i hul… Det er åbenbart bare ikke mit spil, men hyggeligt det var det.
Lørdag var en dejlig dag. Slappede af foran computeren det meste af dagen og om aftenen var vi (Karsten, Pia, Anna Marie og Christian) inviteret til middag og brætspil hos Signe. Hvilket brætspil var hun ikke klar over men de havde før spillet alt fra Trivial Pursuit til tegn og gæt. Så det var de mere ”almindelige” spil. Eftersom jeg jo har et par mere eksotiske spil af slagsens bestemte jeg mig for at tage nogle med, så vi kunne se om der var noget de andre havde lyst til. Faktisk havde jeg min sportstaske fyldt (Matador, Roborally, Fuldrigger, Scotland Yard og Zombies) og efter en super lækker middag og lidt rødvin begyndte vi med fuldrigger, da det var noget vi alle sammen kunne relatere til (handel og magt og sørøvere og sårn). Det skal dog lige noteres at det var meningen at jeg også skulle have en flaske rødvin med, men jeg lavede igen finten med at komme for sent til spiritus salget. Ja, jeg var jo ikke klar over at det lukkede klokken 13.00 på en lørdag, kun at det lukkede klokken 18.00 alle andre dage. Men for at kompensere købte jeg noget slik og chips og chokolade, bare så vi havde lidt vi kunne gufle på, og det blev da også hurtigt spist.
Jeg vil lige lave en anden indskudt bemærkning her om spiritus salg. For vinflaskerne står nemlig i alle butikker (undtagen den store af pisifikkerne) bar salgsdisken. det vil sige man ikke kan komme til at læse på flasken, hvilket altså ikke gør det nemmere at vælge en flaske når man nu endelig er kommet til, og der står fem andre bag én, der bare skal have en pose øl. Ja, øl sælges i poser af 12 styk, eller i en kasse a 24 og koster ca. 14-15 kroner stykket, med mindre det er speciel brug som julebryg, påskebryg eller noget eksotisk som guld og deslige. Så kan de godt nå op på 22 kr. og det altså i en butik. Så i kan vel nok forstå det ikke lige er der mine penge falder. Det er simpelthen norske priser. Men tilbage til vinen. En ting er at man skal stå og pege og sige ”den der over, kan jeg lige se den.. er den go?”, men den stakkels ekspedient er total spejlblank når det kommer til kundeservice og aner absolut intet om vine og i stedet for at række én sin vin er hun nærmest ved at slå vinflasken ind før man har læst på den. Det er sgu lidt noget rod. Jeg vil stå med vinflasken i hånden, læse på flasken, tage mig god tid, se ud som om jeg har forstand på det bare lidt, og ikke blive stresset i en kø ved en disk fordi ekspedienten intet fatter. Ja ja.. ved det godt .. brok brok brok. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne bruge lidt tid på et ordentlig vin køb.
Men tilbage til spilaftenen. Da fuldrigger er for 2 til 4 deltagere og vi var 6 mennesker, valgte vi at inddele os på 3 hold, Karsten og jeg, Pia og Signe, Anna Marie og Christian. Nogle mennesker er bare hamrende asociale når det kommer til spil og i den kategori finder vi Anna Marie og Christian. Selv om jeg allerede før spillet havde startet havde deklareret ”Helle for at vinde” så vandt de alligevel. Det er simpelthen for dårligt. Nu skal det så også sige at vi ikke var for heldige med vores slag. Allerede i anden omgang kæntrede et af vores skibe med last ved Sydamerikas sydligste pynt og vi tabte et ræs til Lima fordi vi slog 9 hvor vi skulle have slået 10 (med 3 terninger). Nej, så det ku måske være os selv der saboterede det lidt, men det var heller ikke nemt at spille mod folk hvor alt lykkedes for dem ”nå skal vi den vej hvor der er tre storme, et isbjerg, modvind og skær? nej se, jeg slog rigtig godt på alle sammen”. Suk. Det kræver naturligvis revanche senere hen. Vi kan jo ikke have sådan en skamplet siddende på os. Næste gang omdanner vi alle vores skibe til piratskibe og erklærer alle de andre krig. Så kan de lærer det.
Søndag har været stille og rolig og har gået lidt med world of warcraft, hvor serveren nu er gået ned, hvilket betyder jeg påludselig har aftenen fri.. føles helt rart. Og så kunne jeg jo lige opdatere bloggen. Hep.
Og nu er der kun 22 dage til den 18.
Under alle omstændigheder så er ugen forløbet godt, alt taget i betragtning. Jeg fik fortalt mine forældre at jeg rent faktisk havde en kæreste - ja lige en dag før jeg bestemt mig for at skrive om det. Det ville ikke være helt fair overfor dem et eller andet sted, hvis de skulle læse om det her. Derudover køre vores elæringsprojekt fint på trods af visse fodfejl, ting vi simpelthen ikke lige havde gennemskuet før vi satte projektet i gang. Vi forsøger dog at få det til at køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt og indtil videre går det.
Fredag havde vi endnu en gang ATIs fantastiske filmklub, hvor vi denne gang så en ny film til en afveksling. Vi så den nye SUPERMAN RETURNS og den var der en del der gerne ville se, så vi var da mellem 15-20 stykker der så superman flyve rundt med underbukserne udenpå bukserne og redde verden igen igen. Ikke videre fantastisk synes jeg, men nu har Superman heller aldrig sagt mig noget. Han er bare for pæn og han gør jo altid det rigtige, er flink og pæn og står for truth, justice and the american way. Suk. Næh du, giv mig hellere en mørk ond batman, der banker skurkene sønder og sammen. Det holder. Men vi set filmen og det var fint nok. Bagefter tog Karsten, Per og undertegnede lige et lille smut i klubben, hvor vi fik et par øl og et par spil billiard. Mand, hvor er jeg elendig til det spil. Når det endelig går godt er det mere held end forstand og når det går skidt (som det som oftest gør) så går det rigtig galt med 4 væltede kegler, rødt og den røde i hul… Det er åbenbart bare ikke mit spil, men hyggeligt det var det.
Lørdag var en dejlig dag. Slappede af foran computeren det meste af dagen og om aftenen var vi (Karsten, Pia, Anna Marie og Christian) inviteret til middag og brætspil hos Signe. Hvilket brætspil var hun ikke klar over men de havde før spillet alt fra Trivial Pursuit til tegn og gæt. Så det var de mere ”almindelige” spil. Eftersom jeg jo har et par mere eksotiske spil af slagsens bestemte jeg mig for at tage nogle med, så vi kunne se om der var noget de andre havde lyst til. Faktisk havde jeg min sportstaske fyldt (Matador, Roborally, Fuldrigger, Scotland Yard og Zombies) og efter en super lækker middag og lidt rødvin begyndte vi med fuldrigger, da det var noget vi alle sammen kunne relatere til (handel og magt og sørøvere og sårn). Det skal dog lige noteres at det var meningen at jeg også skulle have en flaske rødvin med, men jeg lavede igen finten med at komme for sent til spiritus salget. Ja, jeg var jo ikke klar over at det lukkede klokken 13.00 på en lørdag, kun at det lukkede klokken 18.00 alle andre dage. Men for at kompensere købte jeg noget slik og chips og chokolade, bare så vi havde lidt vi kunne gufle på, og det blev da også hurtigt spist.
Jeg vil lige lave en anden indskudt bemærkning her om spiritus salg. For vinflaskerne står nemlig i alle butikker (undtagen den store af pisifikkerne) bar salgsdisken. det vil sige man ikke kan komme til at læse på flasken, hvilket altså ikke gør det nemmere at vælge en flaske når man nu endelig er kommet til, og der står fem andre bag én, der bare skal have en pose øl. Ja, øl sælges i poser af 12 styk, eller i en kasse a 24 og koster ca. 14-15 kroner stykket, med mindre det er speciel brug som julebryg, påskebryg eller noget eksotisk som guld og deslige. Så kan de godt nå op på 22 kr. og det altså i en butik. Så i kan vel nok forstå det ikke lige er der mine penge falder. Det er simpelthen norske priser. Men tilbage til vinen. En ting er at man skal stå og pege og sige ”den der over, kan jeg lige se den.. er den go?”, men den stakkels ekspedient er total spejlblank når det kommer til kundeservice og aner absolut intet om vine og i stedet for at række én sin vin er hun nærmest ved at slå vinflasken ind før man har læst på den. Det er sgu lidt noget rod. Jeg vil stå med vinflasken i hånden, læse på flasken, tage mig god tid, se ud som om jeg har forstand på det bare lidt, og ikke blive stresset i en kø ved en disk fordi ekspedienten intet fatter. Ja ja.. ved det godt .. brok brok brok. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne bruge lidt tid på et ordentlig vin køb.
Men tilbage til spilaftenen. Da fuldrigger er for 2 til 4 deltagere og vi var 6 mennesker, valgte vi at inddele os på 3 hold, Karsten og jeg, Pia og Signe, Anna Marie og Christian. Nogle mennesker er bare hamrende asociale når det kommer til spil og i den kategori finder vi Anna Marie og Christian. Selv om jeg allerede før spillet havde startet havde deklareret ”Helle for at vinde” så vandt de alligevel. Det er simpelthen for dårligt. Nu skal det så også sige at vi ikke var for heldige med vores slag. Allerede i anden omgang kæntrede et af vores skibe med last ved Sydamerikas sydligste pynt og vi tabte et ræs til Lima fordi vi slog 9 hvor vi skulle have slået 10 (med 3 terninger). Nej, så det ku måske være os selv der saboterede det lidt, men det var heller ikke nemt at spille mod folk hvor alt lykkedes for dem ”nå skal vi den vej hvor der er tre storme, et isbjerg, modvind og skær? nej se, jeg slog rigtig godt på alle sammen”. Suk. Det kræver naturligvis revanche senere hen. Vi kan jo ikke have sådan en skamplet siddende på os. Næste gang omdanner vi alle vores skibe til piratskibe og erklærer alle de andre krig. Så kan de lærer det.
Søndag har været stille og rolig og har gået lidt med world of warcraft, hvor serveren nu er gået ned, hvilket betyder jeg påludselig har aftenen fri.. føles helt rart. Og så kunne jeg jo lige opdatere bloggen. Hep.
Og nu er der kun 22 dage til den 18.
torsdag, november 23, 2006
AKTION PACKED PEEWEEEE!!!!
Nå, det må i altså undskylde. Den sidste blog jeg skrev var da vist lige lovlig røvkedelig. Helt drænet for energi, entusiasme og action. Som min far sagde så kan man jo ikke være lige fantastisk hver gang (eller noget). Men det skal der laves om på. jeg kan jo ikke have at folk begynder at mure i krogene.. ”Renés blog? Nej den er jeg holdt op med at læse. Røvkedelig siger jeg dig. Total tysk socialrealisme, tsk… ” Nix, det går ikke. Så denne gang skal der action på bordet: Underholdning. Jeg vil lefle for den laveste fællesnævner og sende brød og skuespil til folket. Der skal være løgn, bedrag og blod på bordet (eller papiret.. ja ok, skærmen). Nu skal det være ACTION PACKED PEEWEEEE!
Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).
Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.
Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.
Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).
Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.
Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.
Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).
Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.
Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.
Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).
Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.
Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.
tirsdag, november 21, 2006
kedelig nørdeblog (så er i advaret)
Det er vist en af de der dage hvor alt bare går lidt langsommere. Nettet i dag har været ret dårligt, ikke at det er utroligt særligt i Grønland hvor vi jo specielt er kendt for vores hurtige internet, men alligevel. Det kan have sine gode dage, sine dårlige dage og så sine lousy dage. og i dag var lidt en af de sidste. Eller også er det bare min computer der brokker sig. Den er jo også ved at have et par år bagen, men jeg må sige den klarer sig stadig bemærkelsesværdigt godt alt taget i betragtning. Dog er jeg begyndt at drømme om den perfekte stationære computer med 19” fladskærm og et super grafik kort og en processor, ram, etc der bare sparker r…. Der er bare ikke de store muligheder for at købe sådan en heroppe. Der er jo kun en computerbutik i byen og udvalget er lidt spinkelt. Man kan også købe i Nuuk, og der har da også været en eller to computere der har set ok ud, men det er aldrig liiiigeee det man leder efter og så vil jeg hellere lige vente lidt endnu.
Apropos computere, så er vi nu startet med vores e-lærings forløb de fire skoler imellem. Hvis i husker så var det et samarbejde mellem ATI Maniitsoq, GU Nuuk, Handelsskolen Sisimiut (kan ikke huske det hele lange grønlandske navn), og VUC Bornholm (!) Jepper, så vi laver lige noget mellembys læring og interkontinental samarbejde. Der er så seks klasser involveret, hvoraf tre er mine, så jeg har hænderne fulde. Heldigvis hjælper Pia mig i undervisningen, da der er nok at spørgsmål at svare på vedrørende adgang til nettet, besvarelse af opgaver, grammatik, skrivning på engelsk etc. Men idéen er at vi har den her internetside hvor vi har lagt nogle opgaver op, der er et forum, der kan skrive deres profil og alt den slags gejl, og så skal de så arbejde i grupper på tværs af klasserne (og landene) for at løse de der opgaver vi så har lagt ud. Der er fem i hver gruppe og de må skrive til hinanden på forum, da de ikke nødvendigvis er online på samme tid. Det er jo en arbejdsform de skal vende sig til, men de klarer det sgu nok.
Vi startede mandag med de to første klasser og havde tredje her tirsdag. Og det gik egentlig godt. De loggede sig ind fandt med lidt besvær og lidt hjælp de forskellige ting så de kunne komme i gang. Det sværeste for dem bliver nok hele det her gruppe-uden-at-være-fysisk-i-gruppe-koncept. Men øvelse gør mester som man siger, og det virker begge veje. Hele forløbet er kun prøvet en gang før for nogen af lærerne og resten af os er ret grønne. Så vi skal jo også lige lære hvordan man bedst kan lære fra sig når man skal bruge det digitale medie.
Uanset så må i undskylde jeg ikke har opdateret bloggen så meget, men forklaringen er ret simpel. Arbejde og så at der rent faktisk ikke er sket særligt meget heroppe, med mindre i regner World of Warcraft (det der online spil jeg spiller) med i billedet. Så er der nemlig sket meget. Jeg er nemlig trådt tilbage som guildleader. Som nogen af jer ved så var jeg i spillet leder af ca 140 spillere fra hele europa, men jeg blev simpelthen træt af at gå online og så IKKE spille spillet, men derimod skulle afklare alle mulige mærkelige spørgsmål fra medlemmer og være sindssyg diplomatisk når alt jeg egentlig ville var at hygge mig lidt og slappe af. Men nix, syv hundrede beskeder senere så gad jeg altså ikke mere. I stedet for at stoppe med at spille (spillet fejler jo ikke noget) så trådte jeg tilbage som guildleader efter ca. et halvt år på posten. Så kan man vist også sige min værnepligt var udtjent. Og pludselig er det sjovt at spille igen. Endelig kan jeg slappe af og nyde spillet, hvilket er lidt farligt, da jeg jo har andre ting her i livet end at sidde og spille wow.
Bare rolig, jeg husker at komme i seng i ordentlig tid, at få noget at spise at være 110% på arbejde. Faktisk har jeg sidste måned haft så mange overarbejdstimer at jeg nu har fem dage jeg kan afspadsere i julen, eftersom jeg jo ikke har opsparet feriedage endnu. Så kom ikke her.
Hvilket minder mig om at jeg glæder mig helt afsindigt til jul. Nøj hvor bliver det godt at komme hjem til jer alle sammen. og der er faktisk kun 26 dage til at jeg står i Kbh’s lufthavn og siger ”Hep”. Og så er det jo at I skal svare ”Hey” lige efter, så det bliver lidt en ”Hep Hey” agtig ting… nå, man sku nok have været der. I hvert er der gruelig kort tid til, så begynd at glæde jer til den hjemvendte danske eskimo.
Men jeg lover at næste blog nok skal være mere actionpacked peeweee...
knus
Apropos computere, så er vi nu startet med vores e-lærings forløb de fire skoler imellem. Hvis i husker så var det et samarbejde mellem ATI Maniitsoq, GU Nuuk, Handelsskolen Sisimiut (kan ikke huske det hele lange grønlandske navn), og VUC Bornholm (!) Jepper, så vi laver lige noget mellembys læring og interkontinental samarbejde. Der er så seks klasser involveret, hvoraf tre er mine, så jeg har hænderne fulde. Heldigvis hjælper Pia mig i undervisningen, da der er nok at spørgsmål at svare på vedrørende adgang til nettet, besvarelse af opgaver, grammatik, skrivning på engelsk etc. Men idéen er at vi har den her internetside hvor vi har lagt nogle opgaver op, der er et forum, der kan skrive deres profil og alt den slags gejl, og så skal de så arbejde i grupper på tværs af klasserne (og landene) for at løse de der opgaver vi så har lagt ud. Der er fem i hver gruppe og de må skrive til hinanden på forum, da de ikke nødvendigvis er online på samme tid. Det er jo en arbejdsform de skal vende sig til, men de klarer det sgu nok.
Vi startede mandag med de to første klasser og havde tredje her tirsdag. Og det gik egentlig godt. De loggede sig ind fandt med lidt besvær og lidt hjælp de forskellige ting så de kunne komme i gang. Det sværeste for dem bliver nok hele det her gruppe-uden-at-være-fysisk-i-gruppe-koncept. Men øvelse gør mester som man siger, og det virker begge veje. Hele forløbet er kun prøvet en gang før for nogen af lærerne og resten af os er ret grønne. Så vi skal jo også lige lære hvordan man bedst kan lære fra sig når man skal bruge det digitale medie.
Uanset så må i undskylde jeg ikke har opdateret bloggen så meget, men forklaringen er ret simpel. Arbejde og så at der rent faktisk ikke er sket særligt meget heroppe, med mindre i regner World of Warcraft (det der online spil jeg spiller) med i billedet. Så er der nemlig sket meget. Jeg er nemlig trådt tilbage som guildleader. Som nogen af jer ved så var jeg i spillet leder af ca 140 spillere fra hele europa, men jeg blev simpelthen træt af at gå online og så IKKE spille spillet, men derimod skulle afklare alle mulige mærkelige spørgsmål fra medlemmer og være sindssyg diplomatisk når alt jeg egentlig ville var at hygge mig lidt og slappe af. Men nix, syv hundrede beskeder senere så gad jeg altså ikke mere. I stedet for at stoppe med at spille (spillet fejler jo ikke noget) så trådte jeg tilbage som guildleader efter ca. et halvt år på posten. Så kan man vist også sige min værnepligt var udtjent. Og pludselig er det sjovt at spille igen. Endelig kan jeg slappe af og nyde spillet, hvilket er lidt farligt, da jeg jo har andre ting her i livet end at sidde og spille wow.
Bare rolig, jeg husker at komme i seng i ordentlig tid, at få noget at spise at være 110% på arbejde. Faktisk har jeg sidste måned haft så mange overarbejdstimer at jeg nu har fem dage jeg kan afspadsere i julen, eftersom jeg jo ikke har opsparet feriedage endnu. Så kom ikke her.
Hvilket minder mig om at jeg glæder mig helt afsindigt til jul. Nøj hvor bliver det godt at komme hjem til jer alle sammen. og der er faktisk kun 26 dage til at jeg står i Kbh’s lufthavn og siger ”Hep”. Og så er det jo at I skal svare ”Hey” lige efter, så det bliver lidt en ”Hep Hey” agtig ting… nå, man sku nok have været der. I hvert er der gruelig kort tid til, så begynd at glæde jer til den hjemvendte danske eskimo.
Men jeg lover at næste blog nok skal være mere actionpacked peeweee...
knus
onsdag, november 15, 2006
De små forskelle
Som dansker i Grønland er der mange ting man som tiden går begynder at lægge mærke til. Små ting der bare ikke er helt som i Danmark. Faktisk ret mange når man begynder at tænke efter. Nogen ubetydelige, nogen mærkelig, nogen irriterende og så er der nogen der bare er hamrende charmerende.
For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”
En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.
Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.
Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.
Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.
1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.
2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.
Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.
Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.
En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.
Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.
Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.
For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”
En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.
Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.
Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.
Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.
1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.
2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.
Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.
Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.
En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.
Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.
Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.
torsdag, november 09, 2006
Bond og pakkeløsninger
Jeg ved godt jeg ingen penge har, og dem bruger jeg så. Flere gange. Det kan jo heller ikke passe at bare fordi jeg skal betale to gange husleje (heldigvis sidste gang) og fordi hjemmestyret fucker min løn op, at jeg skal leve et liv uden luksus. Nej vel? Hell no. For den læser der er ubekendt med min familie kan jeg så fortælle at det er nu min far siger ”hvabehar?”. Men det kan være han falder lidt til ro, når han hører hvad det er jeg har købt og så ryster lidt på hovedet over hvad det kostede.
Jo ser i, jeg var for det første lige et smut nede i pissifik forledern (den ene af de to brugskæder, remember?) og overpå har de lidt forskelligt cd, anlæg, dyner, køleskaber etc etc. Og lige der stod der en lille boks med 007 logoet, og så et lille tilbudsskilt på. Nu er jeg jo lidt en sucker for gode tilbud og specielt hvis det er film, og endnu mere hvis det er gode film, og James Bond bliver vist ikke mere klassisk. Samtlige James Bond film, fra ny naturligvis, for 750 kr. Jeg ved godt 750 kr er mange penge og specielt når man ingen har, men folkens… 750 kroner for 20 styks James Bond fra ny? Det giver en stykpris pr dvd på 37,5!!! Stik lige den. Men jeg blev jo lige nødt til at tjekke nettet for at se om den kunne fås billigere andre steder (ville bare lige tjekke at jeg ikke blev røvrendt), og over play.com som plejer at have priserne i orden kostede samtlige James Bond i en lille kuffert på tilbud 209 pund, hvilket nærmer sig de 2500. Så kom ikke her :)
Tjaa.. i kan jo godt regne ud hvordan den historie ender. Jeg er nu den meeeeegeeeet stolte ejer af samtlige James Bond film der er lavet, lige undtagen den nye naturligvis, der først kommer i biffen her til november (har vi en biograf date når jeg kommer hjem til jul, far?).
Jeg har retfærdiggjort det over for mig selv (det skal man jo når man ingen penge har) med at det bliver godt at have dem når der nu bliver mørkt her til vinter. Da mit tv ikke rigtig modtager noget signal, så er det jo rart man lige kan sætte en actionpacked film på af de helt store. Actionpacked er måske et stort ord at bruge om de første par stykker. Har indtil videre set Dr. No og From Russia With Love. Jeg må sige jeg var noget kun skuffet over Dr. No. Den var jo ret kedelig, for nu at sige det som det er. Bond, i skikkelse af Sean Connery, var naturligvis cool som bare pokker, men historien var lidt forvirrende og andre gange lidt for gennemskuelig og slåskampene noget kun halvhjertede og teatralske. Men den havde elementerne; den super onde skurk med det mærkelige handicap (hans hænder var lavet til jernkløer efter en uheldig strålingsulykke), de lækre babes (ursula Andress der kommer op på strandkanten iført bikini, ja tak), skurke der dør for at godt ord og en kæmpe underjordisk base, der bliver sprunget i luften til sidst. Men det er bare lidt bedre udført mange gange senere. Nu skal tiden den er lavet og alt det der jo tages i betragtning, og det er jo DEN første. Så alt senere er plagiat, men alligevel. Sad efter filmen med lidt en fornemmelse af at ”øv er de første 10 film sådan her alle sammen”, men det var de heldigvis. Allerede ved nummer to From Russia With Love, var James Bond blevet meget bedre. Her er det igen den onde organisation S.P.E.C.T.R.E.R. der forsøger sig med at føre russerne og briterne ud mod hinanden og gøre den kolde krig lidt varmere. Super film, med hotte babes, bedre kampscener, eksplosioner og en mere fortættet fortælling, hvor man virkelig sad og nød det gode håndværk og skuespilspræstationer, der faktisk holdt. Jeg glæder mig allerede til at se resten af serien. Og så måske lige snuppe en vodka martini, rystet ikke omrørt naturligvis.
Deruover har det jo også være den helt store pakkedag i dag. Jeg fik ikke mindre end 3 pakker med posten – HURRAAA.. 2 jeg selv havde betalt (igen med pengene etc.) og så en fra min allestedsnærværende sugardaddy og seriepusher Shurjeel (kaster lige et par håndtegn din vej). Ahhh… endelig fik jeg mine fantastiske bøger om zombier jeg skal bruge til mit kommende scenarie jeg skal skrive. Og så naturligvis femte del af den zombie tegneserie jeg følger med i (kan I begynde at se et mønster der begynder med Z?). Derudover fik jeg adskillige bøger jeg skal bruge i undervisningen, navnlig Fight Club, Trainspotting og en Stephen King bog hvor novellen til baggrund for ”En verden udenfor” (den hedder Rita Hayworth and The Shawshank Redemtion) er i. Derudover var der lige en bog mere med Chuck Palahniuk, ham der har skrevet Fight Club, og Trainspotting filmen, jeg glæder mig til at se med mine elever. Mest fordi de ikke kommer til at fatte en dyt af hvad de siger eftersom de hele er på meget tykt skotsk. Hehehe… små hjerner små fornøjelser.. eller noget.
Og så fik jeg jo en lille pakke med ikke mindre end 3 dvd fra min sugardaddy, nice! Adskillige film og nye afsnit af serier jeg ikke kan se heroppe… det bliver ikke meget bedre. Jeg for jo ikke tid til at tage på arbejde med alt det jeg skal se og læse. Gad vide hvor mange gange man kan melde sig syg uden de fatter mistanke? Shhhh…. det hørte I ikke. Host host.. ja, den er god nok.. kan mærke sygdommen langsomt få sit tag i mig … host host… jep, en hel dag på sofaen here i come :)
Jo ser i, jeg var for det første lige et smut nede i pissifik forledern (den ene af de to brugskæder, remember?) og overpå har de lidt forskelligt cd, anlæg, dyner, køleskaber etc etc. Og lige der stod der en lille boks med 007 logoet, og så et lille tilbudsskilt på. Nu er jeg jo lidt en sucker for gode tilbud og specielt hvis det er film, og endnu mere hvis det er gode film, og James Bond bliver vist ikke mere klassisk. Samtlige James Bond film, fra ny naturligvis, for 750 kr. Jeg ved godt 750 kr er mange penge og specielt når man ingen har, men folkens… 750 kroner for 20 styks James Bond fra ny? Det giver en stykpris pr dvd på 37,5!!! Stik lige den. Men jeg blev jo lige nødt til at tjekke nettet for at se om den kunne fås billigere andre steder (ville bare lige tjekke at jeg ikke blev røvrendt), og over play.com som plejer at have priserne i orden kostede samtlige James Bond i en lille kuffert på tilbud 209 pund, hvilket nærmer sig de 2500. Så kom ikke her :)
Tjaa.. i kan jo godt regne ud hvordan den historie ender. Jeg er nu den meeeeegeeeet stolte ejer af samtlige James Bond film der er lavet, lige undtagen den nye naturligvis, der først kommer i biffen her til november (har vi en biograf date når jeg kommer hjem til jul, far?).
Jeg har retfærdiggjort det over for mig selv (det skal man jo når man ingen penge har) med at det bliver godt at have dem når der nu bliver mørkt her til vinter. Da mit tv ikke rigtig modtager noget signal, så er det jo rart man lige kan sætte en actionpacked film på af de helt store. Actionpacked er måske et stort ord at bruge om de første par stykker. Har indtil videre set Dr. No og From Russia With Love. Jeg må sige jeg var noget kun skuffet over Dr. No. Den var jo ret kedelig, for nu at sige det som det er. Bond, i skikkelse af Sean Connery, var naturligvis cool som bare pokker, men historien var lidt forvirrende og andre gange lidt for gennemskuelig og slåskampene noget kun halvhjertede og teatralske. Men den havde elementerne; den super onde skurk med det mærkelige handicap (hans hænder var lavet til jernkløer efter en uheldig strålingsulykke), de lækre babes (ursula Andress der kommer op på strandkanten iført bikini, ja tak), skurke der dør for at godt ord og en kæmpe underjordisk base, der bliver sprunget i luften til sidst. Men det er bare lidt bedre udført mange gange senere. Nu skal tiden den er lavet og alt det der jo tages i betragtning, og det er jo DEN første. Så alt senere er plagiat, men alligevel. Sad efter filmen med lidt en fornemmelse af at ”øv er de første 10 film sådan her alle sammen”, men det var de heldigvis. Allerede ved nummer to From Russia With Love, var James Bond blevet meget bedre. Her er det igen den onde organisation S.P.E.C.T.R.E.R. der forsøger sig med at føre russerne og briterne ud mod hinanden og gøre den kolde krig lidt varmere. Super film, med hotte babes, bedre kampscener, eksplosioner og en mere fortættet fortælling, hvor man virkelig sad og nød det gode håndværk og skuespilspræstationer, der faktisk holdt. Jeg glæder mig allerede til at se resten af serien. Og så måske lige snuppe en vodka martini, rystet ikke omrørt naturligvis.
Deruover har det jo også være den helt store pakkedag i dag. Jeg fik ikke mindre end 3 pakker med posten – HURRAAA.. 2 jeg selv havde betalt (igen med pengene etc.) og så en fra min allestedsnærværende sugardaddy og seriepusher Shurjeel (kaster lige et par håndtegn din vej). Ahhh… endelig fik jeg mine fantastiske bøger om zombier jeg skal bruge til mit kommende scenarie jeg skal skrive. Og så naturligvis femte del af den zombie tegneserie jeg følger med i (kan I begynde at se et mønster der begynder med Z?). Derudover fik jeg adskillige bøger jeg skal bruge i undervisningen, navnlig Fight Club, Trainspotting og en Stephen King bog hvor novellen til baggrund for ”En verden udenfor” (den hedder Rita Hayworth and The Shawshank Redemtion) er i. Derudover var der lige en bog mere med Chuck Palahniuk, ham der har skrevet Fight Club, og Trainspotting filmen, jeg glæder mig til at se med mine elever. Mest fordi de ikke kommer til at fatte en dyt af hvad de siger eftersom de hele er på meget tykt skotsk. Hehehe… små hjerner små fornøjelser.. eller noget.
Og så fik jeg jo en lille pakke med ikke mindre end 3 dvd fra min sugardaddy, nice! Adskillige film og nye afsnit af serier jeg ikke kan se heroppe… det bliver ikke meget bedre. Jeg for jo ikke tid til at tage på arbejde med alt det jeg skal se og læse. Gad vide hvor mange gange man kan melde sig syg uden de fatter mistanke? Shhhh…. det hørte I ikke. Host host.. ja, den er god nok.. kan mærke sygdommen langsomt få sit tag i mig … host host… jep, en hel dag på sofaen here i come :)
mandag, november 06, 2006
Super Ekspres Pakkepost Greenlandic style
Ahh.. jeg har fået pakkepost i dag fra mine forældre. Yay. 2,5 kilos godter, og det var dyrt. At sende altså. For dem. Det kostede mine forældre 350 kroner, men så skulle det også være det tætteste man kunne komme en ekspres levering. Den blev så sendt sidste mandag, så en uge tog det. Hurra… super ekspres aldrig set hurtigere… suk. Nogle gange kan man altså man er langt fra lands lov og ret. Som da jeg fik min sidste telefon regning for min mobil telefon. 2500 kroner, og det er egentlig ikke fordi jeg har ringet særligt meget, men folk har ringet til mig, hvilket åbenbart er noget telefonselskabet synes jeg skal betale for, og gerne flere gange på en gang.
Men tilbage til min pakkepost, for der var så sandelig godter i det monster af en kasse. For det første var der lange underbukser og en langærmet undertrøje af sådan noget smart super stof der sikkert kan holde mig varm på nordpolen og kold i sahara. Derudover var der på stof fronten (nej ikke den slags stoffer, rigtig stof… til tøj og sårn) en kortærmet blå skjorte fra australien, hvor mine forældre jo lige har været. Så kan jeg jo sidde og tænke på kænguruer mens jeg fisker blandt hvalerne heroppe. Mine dejlige forældre havde advaret mig om at de ville sende lidt godter så jeg kunne godt nå at sende en lille ønske seddel med, hvis der lige var noget jeg stod og manglede heroppe i det kolde nord. Det gjorde jeg så. Så for det første var der nye strenge til den gamle spanske guitar , for jeg er jo helt vild god til at spille på sådan en. Eller også skulle jeg bare sige at det kan jeg da blive. Et eller andet skal jeg jo bruge de næste 3 år på. under alle omstændigheder kan mit guitarspil da kun gå fremad (det bliver nok ikke meget værre i hvert fald). For det andet sendte de Rhonda Harris’ nye cd herop ”Tell the world we tried”… ahh… endelig noget ordentlig musik. Lækkert lækkert. Specielt nummeret ”Lungs” kunne godt komme til at køre ret så meget på repeat heroppe. Måske skulle jeg lære at spille det.. right. Nå men til sidst havde jeg bestilt nogle mikrobølge popcorn da jeg ikke finde nogen som helt heroppe. ”Desværre” har jeg så i mellemtiden fundet den eneste butik i Maniitsoq der har dem. Ikke at det gør noget. Nu har jeg nemlig de bedste af slagsen. 12 pakker fra Netto, yes sir, det holder.
Og som kronen på værket så varmede det mit hjerte da jeg i pakken fandt en dvd med de første 4 afsnit af den nyeste omgang med Ørnen. YES! Det skal lige at den faktisk går heroppe på KNR, men min forbindelse er så irriterende dårlig at jeg helt er holdt op med at se fjernsyn. Det er ikke engang løgn. René Toft ser ikke mere fjernsyn. Den er god nok. Men det afholder mig jo ikke at se dvd. Så jeg har jo indtil videre fået set to sæsoner af Futurama, en sæson af ”Scrubs”, første sæson af ”Dead like me”, og er gået i gang med samtlige James Bond (men mere om det senere).
Nu kan jeg bare gå og glæde mig til de næste par pakker. Har nogle bøger på vej fra Amazon både til mig selv og nogle til undervisning, samt at Shurjeel har varslet at der måske var et par godter på vej… nam. Shurjeel har rent faktisk sendt mig en dvd tidligere, så han er officielt fået status som min serie pusher og sugardaddy. Respekt :)
Det var vist alt for nu, for jeg skal lige se lidt ørnen inden jeg går i seng. Nat nat.
Men tilbage til min pakkepost, for der var så sandelig godter i det monster af en kasse. For det første var der lange underbukser og en langærmet undertrøje af sådan noget smart super stof der sikkert kan holde mig varm på nordpolen og kold i sahara. Derudover var der på stof fronten (nej ikke den slags stoffer, rigtig stof… til tøj og sårn) en kortærmet blå skjorte fra australien, hvor mine forældre jo lige har været. Så kan jeg jo sidde og tænke på kænguruer mens jeg fisker blandt hvalerne heroppe. Mine dejlige forældre havde advaret mig om at de ville sende lidt godter så jeg kunne godt nå at sende en lille ønske seddel med, hvis der lige var noget jeg stod og manglede heroppe i det kolde nord. Det gjorde jeg så. Så for det første var der nye strenge til den gamle spanske guitar , for jeg er jo helt vild god til at spille på sådan en. Eller også skulle jeg bare sige at det kan jeg da blive. Et eller andet skal jeg jo bruge de næste 3 år på. under alle omstændigheder kan mit guitarspil da kun gå fremad (det bliver nok ikke meget værre i hvert fald). For det andet sendte de Rhonda Harris’ nye cd herop ”Tell the world we tried”… ahh… endelig noget ordentlig musik. Lækkert lækkert. Specielt nummeret ”Lungs” kunne godt komme til at køre ret så meget på repeat heroppe. Måske skulle jeg lære at spille det.. right. Nå men til sidst havde jeg bestilt nogle mikrobølge popcorn da jeg ikke finde nogen som helt heroppe. ”Desværre” har jeg så i mellemtiden fundet den eneste butik i Maniitsoq der har dem. Ikke at det gør noget. Nu har jeg nemlig de bedste af slagsen. 12 pakker fra Netto, yes sir, det holder.
Og som kronen på værket så varmede det mit hjerte da jeg i pakken fandt en dvd med de første 4 afsnit af den nyeste omgang med Ørnen. YES! Det skal lige at den faktisk går heroppe på KNR, men min forbindelse er så irriterende dårlig at jeg helt er holdt op med at se fjernsyn. Det er ikke engang løgn. René Toft ser ikke mere fjernsyn. Den er god nok. Men det afholder mig jo ikke at se dvd. Så jeg har jo indtil videre fået set to sæsoner af Futurama, en sæson af ”Scrubs”, første sæson af ”Dead like me”, og er gået i gang med samtlige James Bond (men mere om det senere).
Nu kan jeg bare gå og glæde mig til de næste par pakker. Har nogle bøger på vej fra Amazon både til mig selv og nogle til undervisning, samt at Shurjeel har varslet at der måske var et par godter på vej… nam. Shurjeel har rent faktisk sendt mig en dvd tidligere, så han er officielt fået status som min serie pusher og sugardaddy. Respekt :)
Det var vist alt for nu, for jeg skal lige se lidt ørnen inden jeg går i seng. Nat nat.
søndag, november 05, 2006
Længe leve røvballe… suk
Nu har jeg altid været lidt sart i forhold til hvad det er jeg udsætter mine øregange for af musikalske input. Der er en nogle ting er helt vild med, nogle stykker jeg sagtens kan høre uden at få direkte kvalme, adskillige ting jeg kan tolerere og så er der bare nogle ting jeg over hovedet ikke orker. Og slet ikke i længere tid af gangen. Under denne kategori hører dansktoppen, heavy metal (og herunder alt det der bare lugter af fisk som dødsmetal, emo etc), hiphop og så lige min for tiden yndlings aversion nemlig røvballe, også kendt under termen suppe-steg-og-is-musik. Egentlig er røvballe musik i sin strikseste form ikke en musikgenre, men mere et sammensurium af bløde pop og rock hits fra de sidste 20-30 år som regel fremført af et såkaldt røvballe orkekster, af middelmådige ”kunstnere”, der har spillet disse numre i så mange år at de fuldstændig har drænet dem for al den liv, saft og kraft de en gang besad. Jeg må vidst lige sende en venlig tanke til min gode ven Thomas og så lige min egen fader, der jo i mange år har haft den lidet anerkendende titel ”røvballemusiker”. Stakler.
Men hvorfor i det hele taget snakke om røvballe når jeg er helt heroppe i Grønland, hvor de jo sikkert har deres helt egen særegen og enormt charmerende måde at udtrykke sig musikalsk, ikke sandt? NOOOOT! Her går man og tror man har det hårdt musikalsk i DK fordi at the voice eksisterer i det hele taget, eller fordi Kandis tjener styrtende med penge eller fordi man får en på lampen i en hvilken som helst pub på vestkysten hvis ikke man kan teksten til Himmehunden. Så skal i prøve at være her oppe.
For det første er der radioen. Suk. Radio. Hvis i forestiller sådan en rigtig dejlig charmerende lokalradio (nu er jeg altså lettere sarkastisk) hvor lyden aldrig er helt 100%, værterne overhovedet ikke det der tilnærmelsesvis hedder trænet og musikken konstant er en skøn blanding af grønlands svar på tre hvide duer, kære lille mormor, dansk pop anno 1983 og så en gang i blandt bare en god sang (hvilket som regel redder min dag) der både kan være jazz som forleden eller et nyere hit med white stripes (de skiftede så også ret hurtigt igen). Og hvorfor hører jeg det så, når jeg ikke kan fordrage det? Nu har jeg ikke rigtig noget valg, da der er en radio inde på lærerværelset, der af en eller anden grund kører konstant. Og den har kun to (måske tre, men har kun hørt to) indstillinger, nemlig lokalradioen fra Maniitsoq og så kanal 2 fra Kbh, der naturligvis KUN spiller sødsuppe 80’er hit fra den danske sangskat som Sig du kan li mig etc, og så de blødeste ækleste pophit. Pest eller kolera siger jeg bare. Så når jeg kan komme af sted med det, så bliver den slukket, men man skal jo heller ikke gøre sig uvenner med nogen, så…
Derudover var jeg til fest i fredags, der var en fest eleverne havde arrangeret. Den slags skal man jo støtte op om, og siden den eneste måde de kan tjene lidt penge til deres fælleskasse er ved ølsalg, er man jo forpligtiget som den gode lærer man er, at købe mindst et par øl i hvert fald. Man kan sågar argumentere for at jo flere øl du køber des bedre er du… Nah, jeg endte da med at købe nogen øl hos dem, men det sidste jeg gider er at farer pisse fuld og på rulleskøjter rundt blandt mine eleverer. Det må jeg nøjes med at pine mine venner med. Men til denne fest havde de så også skaffet et band, der vidst bare hedder Unos Band, da det er Uno der lidt er bandleder og de er lidt de lokale helte og sårn. Og hurra for det, men det er lidt typisk for folk uden indgående erfaring med koncerter at de for det første spiller for højt, der er ikke helt stemt i forhold til hinanden, og så er der altid en der er lidt dårligere end de andre. Deres rytmeguitarist var lidt en prøvelse for mine sarte ører. Han var da ok, men der ABSOLUT ingen variation, hverken i rytme eller lyd. Og når lyden er den velkendte highpitch skærende efterskole rytme lyd, bliver det eddermanme innerverende efter mere en 5 minutter. Og så når bandet bestemmer sig for at spille de samme grønlandske hits, der svarer til det vi på dansk vil kalde røvballe HELE aftenen, så går det hele bare op i en højere enhed. Det skal så siges at de spillede et par engelsk sprogede slagere som Radioheads ”Creep” (desværre drænet for den energi og pondus sangen fortjener og som jeg faktisk hørte bandet spille den med for lidt over en måned siden), Hotel California (der bare ikke gør det for mig sunget med en tyk grønlands accent), og vist noget Credence Clearwater Revival. Men jo jeg ved det, jeg er sart. For de var jo et hit til festen. Der blev danset og hoppet og hujet. Og det er da dejligt, men aftenen for mig og Karsten endte med at vi søgte tilflugt i Klubben, hvor vi kunne drikke os fulde i fred og høre den musik vi selv gerne ville. Så det blev bl.a. til raveonettes, rammstein og nirvana, men højdepunktet var dog da vi skrålede med på hele Klichés anden plade Okay Okay Boys. Det viste sig at den kunne vi begge to på rygraden, så der blev skrålet ”BAAAAG DE RØØØØDE BJEEEERGE” for fuld skrue, og jeg tror det var en god ting at det kun var os i klubben. I hvert fald var det en behagelig afslutning, om ikke andet så for mine øres skyld.
Men hvorfor i det hele taget snakke om røvballe når jeg er helt heroppe i Grønland, hvor de jo sikkert har deres helt egen særegen og enormt charmerende måde at udtrykke sig musikalsk, ikke sandt? NOOOOT! Her går man og tror man har det hårdt musikalsk i DK fordi at the voice eksisterer i det hele taget, eller fordi Kandis tjener styrtende med penge eller fordi man får en på lampen i en hvilken som helst pub på vestkysten hvis ikke man kan teksten til Himmehunden. Så skal i prøve at være her oppe.
For det første er der radioen. Suk. Radio. Hvis i forestiller sådan en rigtig dejlig charmerende lokalradio (nu er jeg altså lettere sarkastisk) hvor lyden aldrig er helt 100%, værterne overhovedet ikke det der tilnærmelsesvis hedder trænet og musikken konstant er en skøn blanding af grønlands svar på tre hvide duer, kære lille mormor, dansk pop anno 1983 og så en gang i blandt bare en god sang (hvilket som regel redder min dag) der både kan være jazz som forleden eller et nyere hit med white stripes (de skiftede så også ret hurtigt igen). Og hvorfor hører jeg det så, når jeg ikke kan fordrage det? Nu har jeg ikke rigtig noget valg, da der er en radio inde på lærerværelset, der af en eller anden grund kører konstant. Og den har kun to (måske tre, men har kun hørt to) indstillinger, nemlig lokalradioen fra Maniitsoq og så kanal 2 fra Kbh, der naturligvis KUN spiller sødsuppe 80’er hit fra den danske sangskat som Sig du kan li mig etc, og så de blødeste ækleste pophit. Pest eller kolera siger jeg bare. Så når jeg kan komme af sted med det, så bliver den slukket, men man skal jo heller ikke gøre sig uvenner med nogen, så…
Derudover var jeg til fest i fredags, der var en fest eleverne havde arrangeret. Den slags skal man jo støtte op om, og siden den eneste måde de kan tjene lidt penge til deres fælleskasse er ved ølsalg, er man jo forpligtiget som den gode lærer man er, at købe mindst et par øl i hvert fald. Man kan sågar argumentere for at jo flere øl du køber des bedre er du… Nah, jeg endte da med at købe nogen øl hos dem, men det sidste jeg gider er at farer pisse fuld og på rulleskøjter rundt blandt mine eleverer. Det må jeg nøjes med at pine mine venner med. Men til denne fest havde de så også skaffet et band, der vidst bare hedder Unos Band, da det er Uno der lidt er bandleder og de er lidt de lokale helte og sårn. Og hurra for det, men det er lidt typisk for folk uden indgående erfaring med koncerter at de for det første spiller for højt, der er ikke helt stemt i forhold til hinanden, og så er der altid en der er lidt dårligere end de andre. Deres rytmeguitarist var lidt en prøvelse for mine sarte ører. Han var da ok, men der ABSOLUT ingen variation, hverken i rytme eller lyd. Og når lyden er den velkendte highpitch skærende efterskole rytme lyd, bliver det eddermanme innerverende efter mere en 5 minutter. Og så når bandet bestemmer sig for at spille de samme grønlandske hits, der svarer til det vi på dansk vil kalde røvballe HELE aftenen, så går det hele bare op i en højere enhed. Det skal så siges at de spillede et par engelsk sprogede slagere som Radioheads ”Creep” (desværre drænet for den energi og pondus sangen fortjener og som jeg faktisk hørte bandet spille den med for lidt over en måned siden), Hotel California (der bare ikke gør det for mig sunget med en tyk grønlands accent), og vist noget Credence Clearwater Revival. Men jo jeg ved det, jeg er sart. For de var jo et hit til festen. Der blev danset og hoppet og hujet. Og det er da dejligt, men aftenen for mig og Karsten endte med at vi søgte tilflugt i Klubben, hvor vi kunne drikke os fulde i fred og høre den musik vi selv gerne ville. Så det blev bl.a. til raveonettes, rammstein og nirvana, men højdepunktet var dog da vi skrålede med på hele Klichés anden plade Okay Okay Boys. Det viste sig at den kunne vi begge to på rygraden, så der blev skrålet ”BAAAAG DE RØØØØDE BJEEEERGE” for fuld skrue, og jeg tror det var en god ting at det kun var os i klubben. I hvert fald var det en behagelig afslutning, om ikke andet så for mine øres skyld.
onsdag, november 01, 2006
resten af ugen (altså sidste uge)
Ok ok undskyld. Så er det sagt. Jeg ved det godt, jeg er bagud. Men jeg har altså haft bare en anelse travlt, så det her med at skrive blog er bare ligesom ikke blevet gjort. Men den skriver jo ikke sig selv, så jeg må jo til det. Jeg kan jo lige starte med at fortælle hvordan sidste uge gik efter tirsdag.
Onsdag var en lidt mærkelig dag, da den stod på workshop uden work. Først var jeg til en tilsyneladende workshop om materiale fremstilling, men det var egentlig mere en enkelt kvinde der stod og forklarede hvordan de i DK havde gjort det. Ikke at der er noget i vejen med det, da det både var lærerigt og inspirerende, men workshop var det dæleme ikke. Den næste workshop var om et online konference program og med det sparsomt virkende trådløse net på Katuag fik flere af os logget os ind på det møde foredrags holderen ahvde oprettet og som vi så kunne se på storskærmen samtidig. Meget svar, men da jeg havde prøvet at bruge det før, var der heller ikke det helt nye under solen. Alt i alt en nogenlunde dag, men lidt for lidt work. Var efterhånden træt af at høre på foredragsholdere.
Aftenen blev dog lidt anderledes, da jeg faldt godt i snak med en fyr der hed Lasse og som boede på Sisimiut, hvor han underviste på en eller anden skole jeg lige har glemt nu. Derudover havde han fået anskaffet sig 19 hunde og selv lavet en hundeslæde. Handyman, det tror jeg nok man kan sige. Og det er sgu sjovt som verden nogen gange er forfærdelig lille. Da jeg fortalte at jeg kommer fra Hobro ringede han til sin kone, der også kommer fra Hobro og spurgte om hun kendte en René Toft. Og hun svarede så ”Kim Tofts lillebror?” Damn, siger jeg bare. Hun, tror hun hed Jeanette, havde oveni købet være over hos os i gamle dage. Tsk. Der kan man bare se. Men i hvert fald endte Lasse og jeg på en dejlig thailandsk restaurant hvor vi hver konsumerede 5 retter. Spørg lige om jeg var mæt bagefter.
Torsdag blev også lidt en pudsig dag. En god ting var at der denne gang rent faktisk var workshops med work. Lærte basis værktøjerne ved et program der gør det nemmere at lave word dokumenter til html. Smart og nemt. Efter frokostpausen var der så mere, men der var lige en ting jeg hellere ville nå end at skulle få mere info in i skallen. Jeg havde nemlig en hemmelig plan (ikke mere hemmelig end jeg fortalte alle de andre om den) om at tage til Nussuaq og besøge min gamle skole, Nussuup Artuafia. Som sagt så gjort. Og det var sgu lidt mærkeligt at se den igen. Selv om den så nok så stor og imponerende ud på afstand, så kunne man godt se den var slidt når man kom nærmere på den. Nu skal i jo huske på at den var helt ny da jeg gik på den, så alt det der slemme graffiti, det var jo slet ikke opfundet den gang. Men ikke nok med at den så slidt ud, da jeg først kom ind var den også pludselig meget mindre end jeg husker den. Tror nok det egentlig er mig der er blevet større, men det er lidt sjovt som barndomsminder kan snyde en. Under alle omstændigheder så tog jeg en tur på kontoret for lige at melde min ankomst, da jeg havde tænkt mig at tage lidt billeder af stedet. Det kunne jo være de ville undre sig lidt om hvorfor en eller anden dum dansker rendte rundt og tog billeder af deres skole. Det endte i hvert fald med at jeg fik en god snak med sekretæren på skolen, da sågar fandt mine gamle papirer frem fra fjernarkivet. Det var lidt pudsigt at se mine gamle karakterer og de få udtalelser der var. Blandt andet udtalelsen fra min gamle skole, da jeg skulle skifte til Nussuup. Det skal lige sige sjeg skulle skifte skole fordi de endelig havde bygget en skole der hvor jeg boede, og ikke fordi jeg lavede ballade (ja ok, det kan da godt være jeg lavede ballade men i hvert fald ikke nok til at blive smidt ud af skolen for). I den udtalelse står der blandt andet (fik en kopi); ”Meget svingende opførsel, sød og positiv eller sur og uoplagt. Noget snaksom og højrøstet”. Man skulle tro de snakkede om mine elever… De skriver også; ”René har let ved dansk og klarer sig fint når han selv vil, men det kniber lidt med at koncentrere sig om arbejdet”. Tjaaa.. sådan tror jeg nok jeg havde det hele skoletiden. Men det var sikkert deres undervisning der var røvkedelig. Det siger vi lige i hvert fald. det var i hvert fald sjovt at læse og se skolen igen, men der var ingen af de gamle lærere tilbage overhovedet, hvilket var lidt ærgerligt.
Om aftenen var der så afskedsmiddag for de forskellige deltagere af seminaret. Dette skete på Værftet, en hyggeligt restaurant nede i kolonihavnen. Der var der linet op til selskab og hold nu op det var lækker mad. Først en eller anden form for fiskeanretning, der smagte usandsynligt godt men bagefter… mmmmmm… det møreste lam og det aller aller aller møreste rensdyrsmedaljon. Det kan slet ikke forklares hvor mørt og lækkert det stykke kød det var. Det tætteste er vel det min far han plejer at sige når han får et godt stykke dejlig mørt kød – det er så mørt at man kan tygge det med øjenbrynene og så smelter det på tungen. Ikke helt forkert i det her tilfælde. Til sidst var der noget citron frobe eller hvad det nu er det der fancy stads hedder. Det smagte i hvert fald fint. Og så var det jo godt selskab.
Jeg tog dog forholdsvis tidligt hjem (var på hotellet kl.23), da jeg skulle yderst tidligt op. Vi skulle med flyveren klokken 7.00 hvilket betyder at man skal tjekke ind klokken 6.00 (en time før og sårn), hvilket igen betød at vi fik morgenmad klokken 5.15 og tog taxa lidt efter 5.30. Man, hvis ikke det er før fanden får sko på, så ved jeg ikke rigtig. Men vi kom op og kom af sted og landede fint i Maniitsoq igen, hvor jeg lige skulle igennem 6 timers undervisning – yay..huraaa.. årh pis. Nå ja, og så havde jeg smarte også sat det op så jeg skulle stå for filmklub om aftenen. Suk. Hvor når er det lige jeg lærer ikke at tage munden for fuld. Men men men det blev faktisk en filmklub hvor der rent faktisk kom nogen. Succes. Vi var vel en 10-15 stykker der så Goldeneye (James Bond i ved). Og efter det tog jeg lige i klubben, fik et par øl, men så tog jeg også hjem og fik et velfortjent nats søvn.
Onsdag var en lidt mærkelig dag, da den stod på workshop uden work. Først var jeg til en tilsyneladende workshop om materiale fremstilling, men det var egentlig mere en enkelt kvinde der stod og forklarede hvordan de i DK havde gjort det. Ikke at der er noget i vejen med det, da det både var lærerigt og inspirerende, men workshop var det dæleme ikke. Den næste workshop var om et online konference program og med det sparsomt virkende trådløse net på Katuag fik flere af os logget os ind på det møde foredrags holderen ahvde oprettet og som vi så kunne se på storskærmen samtidig. Meget svar, men da jeg havde prøvet at bruge det før, var der heller ikke det helt nye under solen. Alt i alt en nogenlunde dag, men lidt for lidt work. Var efterhånden træt af at høre på foredragsholdere.
Aftenen blev dog lidt anderledes, da jeg faldt godt i snak med en fyr der hed Lasse og som boede på Sisimiut, hvor han underviste på en eller anden skole jeg lige har glemt nu. Derudover havde han fået anskaffet sig 19 hunde og selv lavet en hundeslæde. Handyman, det tror jeg nok man kan sige. Og det er sgu sjovt som verden nogen gange er forfærdelig lille. Da jeg fortalte at jeg kommer fra Hobro ringede han til sin kone, der også kommer fra Hobro og spurgte om hun kendte en René Toft. Og hun svarede så ”Kim Tofts lillebror?” Damn, siger jeg bare. Hun, tror hun hed Jeanette, havde oveni købet være over hos os i gamle dage. Tsk. Der kan man bare se. Men i hvert fald endte Lasse og jeg på en dejlig thailandsk restaurant hvor vi hver konsumerede 5 retter. Spørg lige om jeg var mæt bagefter.
Torsdag blev også lidt en pudsig dag. En god ting var at der denne gang rent faktisk var workshops med work. Lærte basis værktøjerne ved et program der gør det nemmere at lave word dokumenter til html. Smart og nemt. Efter frokostpausen var der så mere, men der var lige en ting jeg hellere ville nå end at skulle få mere info in i skallen. Jeg havde nemlig en hemmelig plan (ikke mere hemmelig end jeg fortalte alle de andre om den) om at tage til Nussuaq og besøge min gamle skole, Nussuup Artuafia. Som sagt så gjort. Og det var sgu lidt mærkeligt at se den igen. Selv om den så nok så stor og imponerende ud på afstand, så kunne man godt se den var slidt når man kom nærmere på den. Nu skal i jo huske på at den var helt ny da jeg gik på den, så alt det der slemme graffiti, det var jo slet ikke opfundet den gang. Men ikke nok med at den så slidt ud, da jeg først kom ind var den også pludselig meget mindre end jeg husker den. Tror nok det egentlig er mig der er blevet større, men det er lidt sjovt som barndomsminder kan snyde en. Under alle omstændigheder så tog jeg en tur på kontoret for lige at melde min ankomst, da jeg havde tænkt mig at tage lidt billeder af stedet. Det kunne jo være de ville undre sig lidt om hvorfor en eller anden dum dansker rendte rundt og tog billeder af deres skole. Det endte i hvert fald med at jeg fik en god snak med sekretæren på skolen, da sågar fandt mine gamle papirer frem fra fjernarkivet. Det var lidt pudsigt at se mine gamle karakterer og de få udtalelser der var. Blandt andet udtalelsen fra min gamle skole, da jeg skulle skifte til Nussuup. Det skal lige sige sjeg skulle skifte skole fordi de endelig havde bygget en skole der hvor jeg boede, og ikke fordi jeg lavede ballade (ja ok, det kan da godt være jeg lavede ballade men i hvert fald ikke nok til at blive smidt ud af skolen for). I den udtalelse står der blandt andet (fik en kopi); ”Meget svingende opførsel, sød og positiv eller sur og uoplagt. Noget snaksom og højrøstet”. Man skulle tro de snakkede om mine elever… De skriver også; ”René har let ved dansk og klarer sig fint når han selv vil, men det kniber lidt med at koncentrere sig om arbejdet”. Tjaaa.. sådan tror jeg nok jeg havde det hele skoletiden. Men det var sikkert deres undervisning der var røvkedelig. Det siger vi lige i hvert fald. det var i hvert fald sjovt at læse og se skolen igen, men der var ingen af de gamle lærere tilbage overhovedet, hvilket var lidt ærgerligt.
Om aftenen var der så afskedsmiddag for de forskellige deltagere af seminaret. Dette skete på Værftet, en hyggeligt restaurant nede i kolonihavnen. Der var der linet op til selskab og hold nu op det var lækker mad. Først en eller anden form for fiskeanretning, der smagte usandsynligt godt men bagefter… mmmmmm… det møreste lam og det aller aller aller møreste rensdyrsmedaljon. Det kan slet ikke forklares hvor mørt og lækkert det stykke kød det var. Det tætteste er vel det min far han plejer at sige når han får et godt stykke dejlig mørt kød – det er så mørt at man kan tygge det med øjenbrynene og så smelter det på tungen. Ikke helt forkert i det her tilfælde. Til sidst var der noget citron frobe eller hvad det nu er det der fancy stads hedder. Det smagte i hvert fald fint. Og så var det jo godt selskab.
Jeg tog dog forholdsvis tidligt hjem (var på hotellet kl.23), da jeg skulle yderst tidligt op. Vi skulle med flyveren klokken 7.00 hvilket betyder at man skal tjekke ind klokken 6.00 (en time før og sårn), hvilket igen betød at vi fik morgenmad klokken 5.15 og tog taxa lidt efter 5.30. Man, hvis ikke det er før fanden får sko på, så ved jeg ikke rigtig. Men vi kom op og kom af sted og landede fint i Maniitsoq igen, hvor jeg lige skulle igennem 6 timers undervisning – yay..huraaa.. årh pis. Nå ja, og så havde jeg smarte også sat det op så jeg skulle stå for filmklub om aftenen. Suk. Hvor når er det lige jeg lærer ikke at tage munden for fuld. Men men men det blev faktisk en filmklub hvor der rent faktisk kom nogen. Succes. Vi var vel en 10-15 stykker der så Goldeneye (James Bond i ved). Og efter det tog jeg lige i klubben, fik et par øl, men så tog jeg også hjem og fik et velfortjent nats søvn.
onsdag, oktober 25, 2006
Tirsdags seminar, snak og pizza
Tjaa.. tirsdag har været en del mindre actionpacked end mandag. ja altså ud over selve seminaret, der hele tirsdag her har bestået af det ene oplæg efter det andet om e-læring, forskellige organisationers brug eller manglende brug af e-læring, et foredrag om hvordan internettet hænger sammen i Grønland (ret spændende faktisk på trods af en øretæveindbydende oplægsholder). faktisk var der oplæg fra klokken 9.00 til 16.00 med små indlagte pauser så det er ikke uden grund jeg er lidt træt i skallen her til aften.
Men selv om ikke alle foredrag var lige relevante (specielt et omkring grønlandsk fly et eller andet med en noget påståelig kvindemenneske), var der alligevel bonuser og alt i alt var det en god dag. Jeg har fået snakket med en del mennesker. Først og fremmest de jeg skal lave forkskellige projekter med, samt et par ekstra flinke mennesker fra skoler og steder jeg endnu ikke kan udtale. Men en anden bonus var internet. Tak gud og skaber for det trådløse internet der fra organisators side er sat til rådighed når mens vi befinder os på Katuaq. For den uindviede er Katuaq Nuuks ”nye” kulturhus (den her i hvert fald kommet efter jeg boede der sidst) hvor taget er bølget og højt, inspireret af nordlyset. Fantastisk flot sted faktisk. Her er byens biograf, en god cafe og en hel del kultur arrangementer, og så lige denne her konference med alt hvad der dertil hører af frokostanretninger, kaffe og kage og alt det andet pamper happengut, der gør det hele lidt sjovere.
Da jeg ikke rigtig orkede den store restaurant tur bestemte Pia og undertegnede sig for at hente Pizza på den lokale pizza og sidde på værelset for først at se ”Langt fra Las Vegas” på tv2 zulu og derefter ”Myth Busters” på Discovery. SKØNT! Det er jo som at være hjemme igen med alle de (5) kanaler Hotel Hans Egede kan diske op med. Det var i hvert fald dejlig afslappende. Må også hellere være klar til i morgen, da det kræver en hel del mere nærvær i morgen da hele dagen består af workshops. Jeg skal til workshop om materialefremstilling tille-læring, samt netbaseret videokonference. Onsdag handler det så om programmerne Course Genie og Viscon Centra, der ligeledes er programmer man kan bruge i sin e-lærings implementering i undervisningen. Det skal nok blive sjovt alt sammen.
Orv, jeg glemte vist at fortælle at vi i går var inde i byens boghandel. Fin forretning og fanme om de ikke havde den bog jeg ledte forgæves efter i Kbh for to måneder siden, nemlig Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Den er der åbenbart ikke så meget rift om heroppe. Men den fik jeg i hvert fald købt så nu har jeg noget dejlig lækker godnatlæsning om de døde der vandrer… og spiser lidt af de levende… og sårn. Hmmm.. Gad egentlig vide hvorfor jeg ikke synes jeg sov særligt godt i nat?
Men selv om ikke alle foredrag var lige relevante (specielt et omkring grønlandsk fly et eller andet med en noget påståelig kvindemenneske), var der alligevel bonuser og alt i alt var det en god dag. Jeg har fået snakket med en del mennesker. Først og fremmest de jeg skal lave forkskellige projekter med, samt et par ekstra flinke mennesker fra skoler og steder jeg endnu ikke kan udtale. Men en anden bonus var internet. Tak gud og skaber for det trådløse internet der fra organisators side er sat til rådighed når mens vi befinder os på Katuaq. For den uindviede er Katuaq Nuuks ”nye” kulturhus (den her i hvert fald kommet efter jeg boede der sidst) hvor taget er bølget og højt, inspireret af nordlyset. Fantastisk flot sted faktisk. Her er byens biograf, en god cafe og en hel del kultur arrangementer, og så lige denne her konference med alt hvad der dertil hører af frokostanretninger, kaffe og kage og alt det andet pamper happengut, der gør det hele lidt sjovere.
Da jeg ikke rigtig orkede den store restaurant tur bestemte Pia og undertegnede sig for at hente Pizza på den lokale pizza og sidde på værelset for først at se ”Langt fra Las Vegas” på tv2 zulu og derefter ”Myth Busters” på Discovery. SKØNT! Det er jo som at være hjemme igen med alle de (5) kanaler Hotel Hans Egede kan diske op med. Det var i hvert fald dejlig afslappende. Må også hellere være klar til i morgen, da det kræver en hel del mere nærvær i morgen da hele dagen består af workshops. Jeg skal til workshop om materialefremstilling tille-læring, samt netbaseret videokonference. Onsdag handler det så om programmerne Course Genie og Viscon Centra, der ligeledes er programmer man kan bruge i sin e-lærings implementering i undervisningen. Det skal nok blive sjovt alt sammen.
Orv, jeg glemte vist at fortælle at vi i går var inde i byens boghandel. Fin forretning og fanme om de ikke havde den bog jeg ledte forgæves efter i Kbh for to måneder siden, nemlig Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Den er der åbenbart ikke så meget rift om heroppe. Men den fik jeg i hvert fald købt så nu har jeg noget dejlig lækker godnatlæsning om de døde der vandrer… og spiser lidt af de levende… og sårn. Hmmm.. Gad egentlig vide hvorfor jeg ikke synes jeg sov særligt godt i nat?
tirsdag, oktober 24, 2006
Seminar in the BIG CITY, mandag
mandag: bønder på bytur … eller noget
Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.
Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.
Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.
Vender tilbage lidt senere. Hep.
Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig
Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.
Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.
Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.
Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.
Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.
Vender tilbage lidt senere. Hep.
Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig
Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.
Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.
lørdag, oktober 21, 2006
Jeg lugter lidt af gnu
Hold nu op mine ben er smadret nu og jeg tør slet ikke tænke på hvordan de har det i morgen. Ak. Jep jeg har lige fået første lektion i livet som jæger – væn dig til at gå langt og meget.
Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.
I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.
Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.
Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.
Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…
Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.
I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.
Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.
Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.
Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…
tirsdag, oktober 17, 2006
tudeprinsesse
Jeg tørrer lige tårerne væk så jeg kan komme til at skrive lidt her. Nå, du troede lige? Nej sagen er den at jeg lige har hakket et kæmpe løg og det kom jeg eddermanme til at tude over og det svier stadig i øjnene. Jeg er i gang med at lave min legendariske fiskesuppe, da jeg trænger til noget stærkt her mens jeg stadig skranter. I kan da lige få opskriften:
Fiskesuppe/gryde agtigt lækkert noget
Fisk (lidt lige meget hvad, bare det er fra havet)
1 dåse kokosmælk
Olivenolie
Løg
Hvidløg
Chili er ikke obligatorisk, men uhhhh hvor det varmer.
Gulerødder
Squash
(Andre grøntsager?)
To håndfulde basmati ris
Tre glas vand
En lemon/citrus agtig sur ting
Krydderi og /eller krydderurter
1. Hak grøntsager og del fisken i nogle lunser.
2. Olie i gryden, løg i ned sammen med hvidløg. Ikke svitse. Masser af krydderi.
3. Hakkede grøntsager i gryden, dernæst ris og vand. Dernæst kokosmælk.
4. Når det koger, skru lidt ned, læg fisk på toppen af suppen og hæld saft fra lemon i og læg låg på.
5. Lad simre i 15 minutter med låg på.
6. TADAAA! Spis og vær glad.
Opskriften har jeg tyvstjålet en gang i tidernes morgen fra et eller program med jamie oliver og har bare lige gjort den lidt mere menneskevenlig hvad ingredienser angår.
Nå men tilbage til bloggen, der i dag bliver lidt en brok blog. For det er faktisk lidt hårdt at være mig heroppe. Som i ved går jeg lidt og skranter. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive syg, men jeg bliver bare ikke syg. Det vil sige jeg egentlig bare går og bliver mere træt, eftersom jeg sover dårligere (ikke hjulpet af mine overboer men det vender jeg tilbage til), og bliver mere og mere irritabel. Nej jeg er ikke en veritabel overskuds duracel kanin lige for tiden. Og når man ikke er det, så hjælper det jo ikke at hjemmestyret bliver ved med at klokke i ens løn. Lad mig forklare.
Det er sådan at jeg er offentlig ansat. ATI er en erhvervsskole, der et eller andet sted hører under hjemmestyret (den grønlandske version af regeringen) hvilket vil sige at de ordner eller i hvert fald udbetaler min løn fra Nuuk. Omkring den 30 var jeg så den heldige vinder af mi første løn udbetaling, men hov.. manglede der ikke noget? De havde ikke indregnet mit fuldt lovlige og må jeg sige obligatoriske fradrag, der rundt regnet giver mig 2-3.000 mere udbetalt om måneden. Vi ringer til dem og får så den melding at den er så sandelig min egen skyld, da jeg jo ikke har været på kommunekontorets skatteafdeling, hvor jeg skal have mit skattekort og sende det til dem før de kan gøre noget som helst, men for jeg gjort det så skal de sørge for at det er i orden fra næste måned af. ’Dumme mig’ tænker jeg og begiver mig på kommunens skatte kontoret for at gøre det man åbenbart skal gøre når man ankommer til en ny kommune. Det vil sige, jeg har jo været nede og melde mig på kommunen, glemte bare skattekontoret i samme ombæring. Næh, hov det gjorde jeg ikke, for på skattekontoret fortæller de mig at de har alt hvad de skal bruge, eftersom det er blevet tilsendt fra grønlands repræsentation i danmark udfra alle de papirer jeg udfyldte til dem (og der var mange). Og de papirer, fortæller de yderligere, skulle også være sendt til hjemmestyret i Nuuk. Nu er spørgsmålet så bare om de er det, for ingen i Nuuk har set dem og kontordamerne på ATI har lagt vandret i luften for at være bindeled for kommunen i Maniitsog og hjemmestyret i Nuuk. Sikke noget rod. Det har nu stået på lidt over en uge… ikke lige en bonus til ens humør.
Og så lige en anden nedtursting nu vi er i gang. Mine overboer, eller måske mine overboers overboer, er nogle råbehoveder af en anden verden. Jeg gik i seng i går onkring klokken 22.00 og sov som et lille barn lige indtil jeg blev vækket af et meget højt skænderi som jeg umiddelbart vil regne med kom ovenoverfra, men måske skråt overfor eller længere oppe, eftersom de råbte ret højt. Det var det klassiske råbe kælling, råbe (fuld) mand sure på hinanden scenarie. Men hvis de så bare ville få det overstået. Næh.. hver gang der var blevet ro og man tænkte ’endelig’ så var en af dem dumme nok til at tage diskussionen op igen og så råbte de jo i løbet af nul komma fem begge to. Og så ligger man der i seng, egentlig ikke bare for om nogen af dem kommer noget til, som man burde være, men egentlig bare møgirriteret over at to voksne mennesker står og råber af hinanden som små børn klokken 24.00 om natten. Kunne de ikke have råbt af hinanden klokken 21.00 i stedet for, så jeg kunne få noget søvn? Og hvad skal der dog til for at lukke kæften på dem? Skal jeg troppe op i min pyjamas og banke på ovenpå eller vil manden bare åbne op med et haglgevær? Skal man ringe til politiet og anmelde husspektakel og hvad er i det hele taget politiets nummer heroppe? Ikke lige de tanker jeg ønsker at have når jeg burde ligge og sove. Men jeg har bestemt mig for at sker det igen, bliver jeg nødt til at gå ud på opgangen for at blive sikker på hvor det kommer fra. Derefter vil jeg skrive et klagebrev til dem hvor jeg frabeder mig husspektakel efter klokken 22.00. Så kan de lære det…
Orv ja, ja var også til middag fredag hos Karsten der have 2 veninder på besøg, en fra DK og en fra Nuuk. De var begge meget københavnske (eller i hvert fald sjællandske og ja, jeg ved godt det ikke nødvendigvis er det samme) og når nu Karsten også er fra den halvsvenske djævleø, var jeg lidt i undertal og debatter om nødvendigheden af jyske motorveje mellem undertegnede og Malene, jurist i Nuuk, blev ret ophedet. Mest fordi hun mente at jyder generelt ikke havde brug for motorveje og det var nok på sjælland. Og så måske fordi hun debatterede på samme måde som Claus når han får lidt at drikke, nemlig mest for at provokere. Ikke på en ond måde, men for at få dig op af stolen. Men en underholdende aften med masser af vin, øl, rejer, krabber, ovnbagte fisk, en lille tur i klubben og så endelig for at ende på Aju, det lokale diskotek, hvor jeg til sidst måtte give op og tage hjem for at se om jeg kunne kaste op. Det lykkedes (heldigvis) ikke. Og så søndag blev jeg ringet op af Anne Marie og Kristian om jeg ville med ud og sejle. Jeg må helt ærligt sige at jeg havde mine betænkeligheder eftersom mit hoved kunne have haft det bedre, men efter jeg overlevede den første halve time på vandet uden alt for meget kvalme, ja så gik det fint. Det endte faktisk med at blive en helt dejlig tur. Afslappende hvor jeg fik taget en masse gode naturbilleder, men dem kan i se på www.flickr.com. Husk at lede efter billeder af ’toft.inc’ der er mit ”kunstnernavn’, dog mest fordi René Toft var optaget.
Og nu sidder den kloge læser (ja, mor) og siger.. ”ej men så er han da også selv ude om at han bliver syg, sådan som han drikker øl og sejler ud og alting”, men det er netop pointen… Jeg ville gerne blive lidt syg så jeg ku få det overstået, men lykkedes det? Nix. Jeg skranter stadig ”kun”. Heldigvis har ja det lidt fiskesuppe at blive varm på. Mmmmmmm… chili og hvidløg….
Fiskesuppe/gryde agtigt lækkert noget
Fisk (lidt lige meget hvad, bare det er fra havet)
1 dåse kokosmælk
Olivenolie
Løg
Hvidløg
Chili er ikke obligatorisk, men uhhhh hvor det varmer.
Gulerødder
Squash
(Andre grøntsager?)
To håndfulde basmati ris
Tre glas vand
En lemon/citrus agtig sur ting
Krydderi og /eller krydderurter
1. Hak grøntsager og del fisken i nogle lunser.
2. Olie i gryden, løg i ned sammen med hvidløg. Ikke svitse. Masser af krydderi.
3. Hakkede grøntsager i gryden, dernæst ris og vand. Dernæst kokosmælk.
4. Når det koger, skru lidt ned, læg fisk på toppen af suppen og hæld saft fra lemon i og læg låg på.
5. Lad simre i 15 minutter med låg på.
6. TADAAA! Spis og vær glad.
Opskriften har jeg tyvstjålet en gang i tidernes morgen fra et eller program med jamie oliver og har bare lige gjort den lidt mere menneskevenlig hvad ingredienser angår.
Nå men tilbage til bloggen, der i dag bliver lidt en brok blog. For det er faktisk lidt hårdt at være mig heroppe. Som i ved går jeg lidt og skranter. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive syg, men jeg bliver bare ikke syg. Det vil sige jeg egentlig bare går og bliver mere træt, eftersom jeg sover dårligere (ikke hjulpet af mine overboer men det vender jeg tilbage til), og bliver mere og mere irritabel. Nej jeg er ikke en veritabel overskuds duracel kanin lige for tiden. Og når man ikke er det, så hjælper det jo ikke at hjemmestyret bliver ved med at klokke i ens løn. Lad mig forklare.
Det er sådan at jeg er offentlig ansat. ATI er en erhvervsskole, der et eller andet sted hører under hjemmestyret (den grønlandske version af regeringen) hvilket vil sige at de ordner eller i hvert fald udbetaler min løn fra Nuuk. Omkring den 30 var jeg så den heldige vinder af mi første løn udbetaling, men hov.. manglede der ikke noget? De havde ikke indregnet mit fuldt lovlige og må jeg sige obligatoriske fradrag, der rundt regnet giver mig 2-3.000 mere udbetalt om måneden. Vi ringer til dem og får så den melding at den er så sandelig min egen skyld, da jeg jo ikke har været på kommunekontorets skatteafdeling, hvor jeg skal have mit skattekort og sende det til dem før de kan gøre noget som helst, men for jeg gjort det så skal de sørge for at det er i orden fra næste måned af. ’Dumme mig’ tænker jeg og begiver mig på kommunens skatte kontoret for at gøre det man åbenbart skal gøre når man ankommer til en ny kommune. Det vil sige, jeg har jo været nede og melde mig på kommunen, glemte bare skattekontoret i samme ombæring. Næh, hov det gjorde jeg ikke, for på skattekontoret fortæller de mig at de har alt hvad de skal bruge, eftersom det er blevet tilsendt fra grønlands repræsentation i danmark udfra alle de papirer jeg udfyldte til dem (og der var mange). Og de papirer, fortæller de yderligere, skulle også være sendt til hjemmestyret i Nuuk. Nu er spørgsmålet så bare om de er det, for ingen i Nuuk har set dem og kontordamerne på ATI har lagt vandret i luften for at være bindeled for kommunen i Maniitsog og hjemmestyret i Nuuk. Sikke noget rod. Det har nu stået på lidt over en uge… ikke lige en bonus til ens humør.
Og så lige en anden nedtursting nu vi er i gang. Mine overboer, eller måske mine overboers overboer, er nogle råbehoveder af en anden verden. Jeg gik i seng i går onkring klokken 22.00 og sov som et lille barn lige indtil jeg blev vækket af et meget højt skænderi som jeg umiddelbart vil regne med kom ovenoverfra, men måske skråt overfor eller længere oppe, eftersom de råbte ret højt. Det var det klassiske råbe kælling, råbe (fuld) mand sure på hinanden scenarie. Men hvis de så bare ville få det overstået. Næh.. hver gang der var blevet ro og man tænkte ’endelig’ så var en af dem dumme nok til at tage diskussionen op igen og så råbte de jo i løbet af nul komma fem begge to. Og så ligger man der i seng, egentlig ikke bare for om nogen af dem kommer noget til, som man burde være, men egentlig bare møgirriteret over at to voksne mennesker står og råber af hinanden som små børn klokken 24.00 om natten. Kunne de ikke have råbt af hinanden klokken 21.00 i stedet for, så jeg kunne få noget søvn? Og hvad skal der dog til for at lukke kæften på dem? Skal jeg troppe op i min pyjamas og banke på ovenpå eller vil manden bare åbne op med et haglgevær? Skal man ringe til politiet og anmelde husspektakel og hvad er i det hele taget politiets nummer heroppe? Ikke lige de tanker jeg ønsker at have når jeg burde ligge og sove. Men jeg har bestemt mig for at sker det igen, bliver jeg nødt til at gå ud på opgangen for at blive sikker på hvor det kommer fra. Derefter vil jeg skrive et klagebrev til dem hvor jeg frabeder mig husspektakel efter klokken 22.00. Så kan de lære det…
Orv ja, ja var også til middag fredag hos Karsten der have 2 veninder på besøg, en fra DK og en fra Nuuk. De var begge meget københavnske (eller i hvert fald sjællandske og ja, jeg ved godt det ikke nødvendigvis er det samme) og når nu Karsten også er fra den halvsvenske djævleø, var jeg lidt i undertal og debatter om nødvendigheden af jyske motorveje mellem undertegnede og Malene, jurist i Nuuk, blev ret ophedet. Mest fordi hun mente at jyder generelt ikke havde brug for motorveje og det var nok på sjælland. Og så måske fordi hun debatterede på samme måde som Claus når han får lidt at drikke, nemlig mest for at provokere. Ikke på en ond måde, men for at få dig op af stolen. Men en underholdende aften med masser af vin, øl, rejer, krabber, ovnbagte fisk, en lille tur i klubben og så endelig for at ende på Aju, det lokale diskotek, hvor jeg til sidst måtte give op og tage hjem for at se om jeg kunne kaste op. Det lykkedes (heldigvis) ikke. Og så søndag blev jeg ringet op af Anne Marie og Kristian om jeg ville med ud og sejle. Jeg må helt ærligt sige at jeg havde mine betænkeligheder eftersom mit hoved kunne have haft det bedre, men efter jeg overlevede den første halve time på vandet uden alt for meget kvalme, ja så gik det fint. Det endte faktisk med at blive en helt dejlig tur. Afslappende hvor jeg fik taget en masse gode naturbilleder, men dem kan i se på www.flickr.com. Husk at lede efter billeder af ’toft.inc’ der er mit ”kunstnernavn’, dog mest fordi René Toft var optaget.
Og nu sidder den kloge læser (ja, mor) og siger.. ”ej men så er han da også selv ude om at han bliver syg, sådan som han drikker øl og sejler ud og alting”, men det er netop pointen… Jeg ville gerne blive lidt syg så jeg ku få det overstået, men lykkedes det? Nix. Jeg skranter stadig ”kun”. Heldigvis har ja det lidt fiskesuppe at blive varm på. Mmmmmmm… chili og hvidløg….
Abonner på:
Opslag (Atom)
