tirsdag, december 11, 2007

Tak for lort.. og glædelig jul

I dag har været lidt en blandet fornøjelse. Dagen har som sådan været fin nok. Arbejdet var overkommeligt og fint, vejret har været acceptabelt og selv internettet har virket i dag. Så det virkede som en rigtig lovende dag. Jeg havde bestemt mig for at i dag skulle være dagen hvor jeg fik ordnet en masse af alt det jeg ikke rigtig får ordnet, såsom vasketøj, referater fra møder fra sidste uge og så papirarbejde. Jeg har længe haft et hængeparti med mine feriepenge jeg havde opsparet i Danmark. Dem fra sidste år havde jeg glemt at få inkasseret og dem fra i år, havde jeg ikke fået bestilt en ferie til endnu. Fra sidste år var det et par tusind og fra i år var der så tale om det helt og aldeles anstændige sum af 10.000 bobs. Jo, jeg måtte hellere få det ordnet mens tid var. De 2 kilo var fra feriepenge fonden eller hvad den nu hedder så dem ringede jeg til. De var ikke så vilde med at udbetale dem, eftersom det ferie år jo var gået, men siden jeg jo havde holdt ferien (det havde jeg faktisk, eftersom jeg ikke havde opsparet feriedage på ATI før nu), så ville de godt. Jeg skulle udfylde en seddel og få arbejdsgiver til at skrive under, sende den, og så på et eller andet tidspunkt får jeg så de penge, også selvom de faktisk var overført til en eller anden ferie fond. Det ville bare tage lidt længere tid end normalt. No problem, one down, one to go.

De 10.000 kroner var så penge jeg havde opsparet under magistrenes A-kasse som ledig mens jeg sad i Aalborg og lavede så lidt som muligt (eftersom jobbene ikke lige hang på træerne). Det skulle jo ikke være det store problem. På mit papir stod der jo at de holdt indtil ferieåret sluttede 30. april 2008. Jeg var jo egentlig i god tid, alt taget i betragtning. Men sådan skulle det jo ikke gå. Jeg ringede til dem, og så var det at man virkelig fik at føle bureaukratiets klamme hånd og den dansk/grønlandske forbindelse i fuld vigør – for kunne jeg få mine penge udbetalt? Mine egne hårdt optjente 10.000 kroner? Nix. Eftersom jeg ikke længere var bosiddende i Danmark. Så havde jeg intet krav på mine egne penge! WHAT!?! Jo, det kunne jeg jo bare læse i reglerne og bla bla bla. Det var ingenting at gøre. De kunne heller ikke overføres til min kone der er bosiddende i Danmark. Så med mindre jeg bosætter mig i Danmark inden den 30. april, så mister jeg 10.000 lige ud af vinduet. Sygt! Tak for lort siger man så. Og glædelig jul. Om ikke andet så er det da et ganske tydeligt bevis på at Grønland IKKE hører under Danmark, så alle de grønlandske politikere kan godt stoppe deres tudeprinsesse trip. Hver gang der er noget galt heroppe, så er det danskens skyld, for det er jo dem der har ansvaret og så videre. Ikke en skid. Når man ikke engang kan få sine feriepenge udbetalt så har vi i hvert fald ikke meget at sige. For DK er grønland udlandet, så der bliver godt nok ikke råd til de store gaver i år. Ærgerligt ærgerligt (bemærk den snedigt indlagt undskyldning for små billige gaver til ingen penge).

Derudover har den sidste uge jo faktisk været helt okay. Jeg havde jo fødselsdag i fredags (tak for alle hilsnerne), så jeg bagte kage, gav fyraftens øl. Var i klubben og endte på en af mine halvårlige ture på Ajo i deres zebraskinds helvede med den samme inerverende dumdum musik. Heldigvis var selskabet da okay. Og så mødte jeg en hel sofafuld af mine elever der skrålede ”Happy birthday to you” for mig. Awww… det varmer en stakkels gammel mands hjerte. Hehe. Nej, jeg føler mig ikke specielt super gammel eller noget, emn jeg gik alligevel hjem da musikken skiftede til techno helvede og klokken slog de 2-3 stykker. Jeg tog en taxa hjem og sjovt nok endte jeg hos den samme taxachauffør som sidste uge, ham med ”racistiske slyngelklubber” og ”de knepper vores damer”. Han havde denne gang heller ikke skruet ned for charmen, så klubben var denne aften en skamplet for byen, og her drak de sig alle fulde og kørte spritkørsel hjem og den eneste grund til at de aldrig blev stoppet var fordi at politiet var danske. Right. Tror ikke jeg har hørt om en eneste person i byen der nogensinde er blevet stoppet for spritkørsel, men det argument holder nok ikke. Jeg bestemte mig for at det ikke var det værd og holdte min kæft, men min ellers stoiske ro orkede heller ikke at høre mere på det fjols.

Lørdag holdte Rajesh julefrokost for venner og familie på hotellet, med alt betalt undtagen drikkevarer. De fleste var lidt brugte fra dagen før, så det blev en fantastisk dejlig stille og rolig aften i venners selskab, med god traditionel julemad, og jeg holdte mig til cola det meste af aftenen, der var jo ingen grund til at udfordre skæbnen alt for meget. Jo, jeg var lidt mat i koderne, men heller ikke mere end at vi tog i klubben ved en 22-23 tiden og blev der til klokken 3 om natten med lidt øl, god musik, hyggelig selskab og lange snakke om verdenssituationen, lokalt sladder (du kan tro jeg fik nogle ting at vide), kongefamilien (frede rules), fremtiden og alt det andet som man kan gøre sig klog på en god aften i klubben. Skønt og lige hvad jeg havde brug for.

Søndag formiddag stod i båd-vinter-klargøringens tegn. Jeg mødtes med Per lidt over 10 og vi skulle rense motor, renset tændrør, skrue vindskærm og paneler af min båd, og ellers sørge for at begge vores både blev ordentligt pakket ind i presenning nu da sneen for alvor har gjort sit indtog. Det gik dog ikke helt som planlagt. Motorerne var for kolde til at vandet kunne løbe igennem så de kunne ikke renses, vi kunne ikke komme ind til tændrørene, vi kunne ikke få rattet af min båd der sad på træpanelet, så den kunne vi heller ikke få det af, og for at gøre ondt være så var det så hunde koldt og glat at jeg skvattede af båden, slog mit knæ og faldt de meter halvanden ned i sneen. Av for sulen da. Men vindskærmen blev da skruet af. Og bådene blev da også pakket ind, så de er da klar til vinter. Sådan da.

Derudover kom Charles til Maniitsoq i dag, og vi har fået en god snak, og fik her til aften en god omgang vegetar aftensmad lavet af undertegnede. Heldigvis virker han ved betydelig bedre humør end sidst jeg så ham. Men vi fik snakket grønlandske oplevelser, shop talk og alt det andet man skal som den ene engelsk lærer til den anden. For ikke at tale om alt det politiske trummerum han dagligt skal igennem. Ret sjovt, hvis det ikke var så tilpas grotesk.

Og i morgen formiddag (onsdag) er min kone så til den afgørende eksamen. Det bliver lidt spændende hvordan det går. Ikke at jeg er i tvivl om at hun nok skal klare sig fremragende (hun er faktisk utrolig dygtig til det der design halløjsa), håber bare ikke hun er for nervøs. Hun arbejde stadig på sit oplæg da jeg snakkede med hende klokken 23 (dansk tid), eftersom slutningen drillede og der var vist heller ikke tid nok til alt det hun gerne ville perspektivere på. Men hun skal nok klare det. Hun er jo fantastisk. Og hun er min. Yay. Så giv hende lige et klam hvis I ser hende og ønske hende held og lykke eller tillykke (alt efter hvornår I ser hende).

Held og lykke skat.

tirsdag, december 04, 2007

Lyseslukker, nul service og racistiske slyngelklubber

I dag da jeg kom hjem fra arbejde fik jeg mig noget af en overraskelse. Jeg havde ingen elektricitet. Overhovedet. Jeg tjekkede relæet, men kunne ikke se noget der var slået fra, nogen sikring der var gået eller noget der bare lignede den slags. Mystificeret ringede jeg til den første jeg kunne komme i tanke om der måske vidste mere om den slags end stakkels uhandy mig. Jeg ringede til Per. Han kunne heller ikke lige forstår hvad der kunne være galt og foreslog at jeg ringede til viceværten. Jeg fandt en nummer og greb knoglen. Han sagde at han var på vej. 2 minutter senere ringede han så igen og sagde at det var fordi jeg ikke havde betalt min regning, og de derfor havde slukket for strømmen. WHAT? Hvad dælen er det der sker? Han gav mig nummeret på elselskabet og selvfølgelig var de lukket for i dag, så der var telefonsvarer på.

Nu var det jeg begyndte at få sved på anden. En ting er at stå uden strøm, en anden er at se frem til en hel nat uden strøm, med mad i køleskabet og fryseren fuld af moskus og fisk. Fuck. Jeg ringede til Per igen og han fandt hurtigt et nummer på en kaldevagt fra selskabet. Ham fik jeg så fat i. Han kunne så bekræfte at der var blevet lukket, og jeg skulle kontakte kontoret i morgen. Som om… jeg tog min mest diplomatiske men MEGET bestemte tonefald og sagde at jeg jo altså havde brug for strøm LIGE NU! Han spurgte om jeg havde kvittering på min regning, som jeg bekræftede at det havde jeg. Så gav han mig et nummer til deres maskinmester (eller hvad det nu var han kaldte ham), der hed Palle. Palle kunne godt se problemet og sendte en mand, der så efter han havde set min kvittering genåbnede min strøm. Hmm.. Ikke lige den bedste måde at starte min aften på. Men det skal så siges at hele ikke var helt uforskyldt. Jeg havde fået en rykker, der blev betalt et par dage for sent (i fredags), og den havde de så åbenbart ikke lige fået, så de bestemte sig for at lukke. Det er da fint nok at de er konsekvente overfor dårlige betalere, men så vil jeg fanme have en skriftlig advarsel og ikke bare en rykker. Der skal stå at hvis der ikke er betalt så kapper de lortet. Men nej nej. Det skal man åbenbart lærer på den hårde måde.

Og apropos service, så er jeg snart klar til at gå i åben krig med Tele Grønland. Det konstant
ustadige internet fortsætter. Den ene dag virker det fint og det næste dag er det væk. Det er til at blive sindssyg af. Jeg ved godt at jeg burde tage det med et smil og tænke ”haha, det griner vi af i morgen, eller næste år er det bare en sjov anekdote”, men det har efterhånden stået på så længe at min tid som rolig hindu ko, for længst er opbrugt. Som eksempel kan det siges at mit net ikke har virket en eneste søndag den sidste måned. Og søndag er jo slet ikke en dag hvor man godt lige kunne have tid til at spille lidt computer eller snakke med konen over skype? Nej, vel… for helvede da. Jeg spurgte en af deres supportere om hvad man skulle gøre for at få en eller anden form for refusion, og han svarede at virkede det ikke i mere end 5 dage så kunne man søge refusion ved at udfylde en blanket på posthuset. Som sagt så gjort. Jeg skrev på sedlen at mit net kun havde virket 10 dage ud af 30, og regnede med at så var det lige som om til dem at finde ud af hvilken form for kompensation de ønskede at komme af med. Mandag blev jeg så kontaktet af tele kontoret, der vile sende mig en fax. Jeg gav dem et nummer og så var det at jeg fik… en opgørelse over mit forbrug for november måned. Det skal lige fortælles at mit abonnement hos tele grønland er det store abonnement, hvor man månedligt betaler 600 kroner hvor der så følger 2 gb forbrug med. Alt der over koster så 0,5 kroner per mb. På opgørelsen kunne jeg så se at jeg i de ti dage havde været tæt på de 2 gb, og der stod så en kommentar fra kvinden fra kontoret. Hun skrev ”jeg tror du har været i nettet fra den 1.11 til den 28.11.07”. Sig mig lige en gang – hvad fanden har de gang i?

Det fik mig så til at prompte skrive et brev tilbage til dem. Det gik som følger:

"Jeg har sendt en klage til jer over mit internet, med ønske om en delvis refusion for den sidste måned. Sagen er den at mit internet har være mere nede end det har været oppe den sidste måned til min store irritation. Kort fortalt har den været nede ca. 2/3 af tiden, altså 20 dage ud af de sidste 30, hvilket jo ikke kan siges at være en optimal løsning for nogen parter.

Svaret fra jeres side (som jeg lige har modtaget) har så været at sende en opgørelse over mit forbrug for denne måned, hvilket holder sig lige under de 2GB, med kommentaren "Jeg mener du har været i nettet 01.11 til 28.11.07".

Så er det jeg spørger - hvordan er det lige jeg skal tolke det? For jo, jeg har været på nettet, det har jeg jo aldrig påstået andet. Men jeg har kun været på nettet i de 10 dage ud af 30 dage det var muligt. Så mit forbrug ville have været en del højere hvis ellers jeg havde fået lov.

Men skal det tolkes som at det kan I ikke tage jer af, siden at jeg jo allerede har fået mine 2 GB, så jeg skal da bare være glad for at jeg har brugt min kvote? For det kan jeg da roligt sige - at det er jeg ikke. Jeg har måtte aflyse den ene online aftale efter den anden pga. jeres net, og det har ikke være nemt når man for det første er supporter for landets e-lærings forum "eforum", har en kone i Danmark, og derudover ynder at spille spil over nettet (en fritidsaktivitet jeg har dyrket seriøst de sidste 3 år).

Jeg vil bare høre om det kan passe at I regner med at så længe jeg tilnærmelsesvis får mine 2 GB om måneden, uanset stabilt net eller ej, så har I overholdt jeres del af aftalen? For så tror jeg at der er noget jeg har misforstået.

Med venlig hilsen
René Toft"


Jeg har ikke hørt fra dem endnu. Men gør jeg det ikke, med en eller anden form forklaring, så tror jeg sgu jeg skriver et læserbrev til Sermitsiaq. Jeg mener hvor meget skal man finde sig i? Kan det virkelig passe at bare fordi alt heroppe er baseret på et hjemmestyre monopol, så er service en by i Rusland? Jeg fatter det ikke.

Nå, ja, så har jeg også lettere indirekte fået prædikatet ”racist”. Jeg tog i fredags en taxa hjem fra billard klubben, og da jeg steg ind lagde taxa chaufføren ud med at sige at han var ked af at han var den taxa der var tættest på, for var det op til ham så kørte han ikke for folk fra dansker klubben. Og i de fem minutter turen tog fik jeg godt nok en svada lige fra hans indestængte sideben. Ikke at han var ubehagelig, eller højtråbende. Han var utrolig sympatisk, men han var af den overbevisning at klubben kun var for danskere der ikke ønskede at integrere sig, og generelt var fuld af håndværkere der ville bolle grønlandske piger og ellers holde sig for sig selv. Nu er jeg jo hverken håndværker, eller har den store lyst til at bolle andre end min kone, så jeg var ikke helt tilfreds med den udlægning af mit eneste udholdelige gå-i-byen-sted. Flere af medlemmerne har været her i oppe i mere end 20 år og er grønlandsk gift. Jo, men grønlændere kan jo ikke blive medlemmer, så det var et gemmested for danskere, en racistisk slyngelklub. Tag den. Men det er åbenbart holdningen hos flere grønlændere. Men det er rigtigt at der ikke er grønlandske medlemmer, hvilket jo kan debatteres om det er holdbart, men så vidt jeg har fået af vide er det prøvet før, med et ikke positivt resultat. For mit vedkommende ser jeg det bare som en herreklub (vi har heller ingen kvindelige medlemmer, hvor kommer feministerne og ligestillingsrådet efter os?), hvor man kan være sig selv, høre lidt gasolin, drikke en øl, uden at skulle tænke på at man befinder sig i et fremmed land. Måske et gemmested, men måske nærmere et hvilerum. Personligt kan jeg ikke se noget galt i at en minoritet har et sted hvor de kan være sig selv. Kunne da forestille mig at der også findes klubber i Danmark, hvor grønlændere kan være grønlændere og tale grønlandsk uden at skulle tage hensyn til danskerne. Men måske tager jeg fejl?

Dog kunne jeg også bare vælge at sige angreb er det bedste forsvar at gøre opmærksom på at det er en underlig til at beskylde os for racisme i et land, hvor politikerne har gjort racisme overfor alt hvad der hedder dansk stuerent, alt under parolen grønlandisering. Men det gjorde jeg ikke over for den fortørnede men sympatiske taxachauffør. Jeg sagde blot at jeg da vist ikke passede til hans generalisering af et standard medlem, og vi endte med at snakke om det ikke snart var tid til at man skulle stå på ski. Sådan er der så meget.

torsdag, november 29, 2007

Har du skor?

I dag var jeg nede og undervise procesteknikerne, hvilket der i sig selv ikke er noget mærkeligt i. Det mærkelige opstod da der pludselig midt i timen stod en af viceværterne fra INI (boligselskabet i byen, jeg lejer lejlighed hos) og ville snakke med mig.

Faktisk havde de forsøgt at få fat i mig dagen før, men jeg havde undervisning og kontoret havde så taget imod en besked, hvor der stod jeg skulle ringe tilbage på det og det nummer. Det gjorde jeg så. Desværre var der så ingen i den anden ende der anede hvorfor de ville snakke med mig og om hvad, og mest af alt lød det som om jeg havde fået forkert nummer. Lettere mystificeret ringede jeg så til hovedkontoret for at høre om de vidste noget, men det gjorde de så heller ikke. Men de kunne se at det nummer jeg skulle ringe tilbage på var et nummer på viceværternes fælles mobil telefon. Jeg ringede tilbage til det første nummer for nu var jeg jo sikker på at det faktisk var dem der havde ringet og at de jo åbenbart ville snakke med mig om et eller andet. Stadig ingen held. Jeg fik snakket med to forskellige og de vidste lige lidt om noget som helst. Jeg bad dem ringe tilbage når de vidste hvad de skulle snakke med mig om (for der måtte jo være et eller andet).

Klip til i dag, hvor jeg så står overfor en vicevært midt i undervisning der ville snakke med mig. Øh, ok, det kunne vi da godt, heldigvis var vi også ved at være i nærheden af frikvarter. Vi gik ind ved siden af og han spurgte så meget alvorligt ”Har du skor?”. Øhh.. kom igen? ”Du boede i Annertusoq 990?”, ja, det er rigtigt, ”har du skor” gentog han. Jeg var virkelig på bar bund her. Det var tydeligt at mandens dansk var lettere mangelfuldt, men det må jo være mit problem (og ikke hans) eftersom jeg er gæst i hans land og ikke omvendt. Så min hjerne knagede mens jeg forsøgte at dechifrere ”skor”. Hvad snakkede han om? Havde jeg glemt at aflevere skruer fra den gamle lejlighed, var jeg skør, skulle jeg have scoret en eller et eller andet (tøs, penge, you name it)? Virkelig ikke nemt. Heldigvis var en af eleverne, Sine, i nærheden så hende kidnappede jeg til tolk og så var det fyren løsnede op og plaprede løs på grønlandsk. Sine kunne nu fortælle at det han talte om var et skur. Og ja, jeg havde da haft et skur til den gamle lejlighed. ”Den er låst, de nye lejere kan ikke komme ind”. Mærkeligt for jeg var da overbevist om at jeg havde tømt skuret og efterladt det piv åbent. Men jeg kunne jo tage fejl. Han foreslog sågar at de brød låsen op, hvilket han da gerne måtte gøre, hvis der var en, men jeg havde nøglen med min hængelås, så vi kunne da lige gøre på den mindre voldsomme måde først. Det var han med på og jeg kunne bare køre med. Jeg gav mine elever besked på at der nu helt automatisk var pause og at jeg straks var tilbage (forhåbentligt). Jeg gik med ud og så til min forundring en lille varevogn fyldt med INI viceværter (der var fire så der var kun liiige plads til mig). Man følte sig lidt som ham den stikkeren i en mafia film der sidder midt i bilen blandt alle bossens gorillaer, der lige så straks der er en ”pause” udmærket ved at så skal han have cementsko på, eller hvad de nu plejer at gøre. Men viceværterne var nu søde nok og da bilen stoppede, var vi hos min gamle lejlighed og ikke nede ved havnen… pyyha.

De stoppede godt nok ikke ved mit skur, men derimod på den anden side af min (ex)blok. Jeg gik det sidste stykke over på den anden side af blokken og traskede over til mit eks skur og ganske rigtigt. Det stod piv åbent og tomt, på nær at det var ved at have samlet en pæn lille samling sne som en ekstra bonus til de nye indflyttere. Viceværterne stødte til og jeg pegede på mit skur og sagde at det var vist ikke låst. Ja det kunne de da godt se. De begyndte at pege ned på de skure på den anden side af blokken og jeg opfangede noget med at nogen havde taget fejl, om det så var dem eller den nye ejer, fik jeg ikke rigtig fat i. Men det var da godt jeg var dernede og låse op for ellers havde de da brudt en eller anden stakkels lejers skur op og sat hans ting på gaden. Men sådan kan det jo gå når man låser sit skor.

tirsdag, november 20, 2007

Back to basic

Ja, så er jeg kommet hjem fra Nuuk. Det skete fredag morgen og nu er alt så tilbage i den gamle trummerum, dog uden al den stress der har været her på set seneste. Nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg siger. Ugen er jo ung endnu...

I dag skulle jeg undervise en flok anlægsbestyrer fra AGF (Arctic Green Food) i basis brug af nogle programmer til computeren. Det var Word, Excel og så lige Outlook, og når jeg siger basis, så mener jeg basis. Det var helt ned til ”sådan starter du en computer”, så selv min mor ville have kunne være med.

Fra starten havde jeg fået at vide at de skulle være 14 stykker på holdet, jeg skulle undervise fra 8 til 11.30 og at jeg ikke skulle regne med at de kunne særlig meget. Overhovedet. Det er også fair nok. Vi kan jo ikke alle være født med et memorystick i r****, og man skal jo lærer det på en eller anden måde. Så jeg fandt nogle helt basis øvelser frem, nogle vejledninger, kopiere i timevis til de 14 sæt, satte computere op mandag eftermiddag og var rimelig klar da tirsdags morgen så oprandt.

Nu er der bare sådan at vejret her for tiden er helt umuligt. I hvert fald når man taler flyvevejret. Der sner næsten hele tiden, overskyet og I det hele taget ikke ligefrem et cykel vejr. Men det skal da ikke afholde mig fra at cykle i det. Og det går da også hurtigere at cykle rundt stadig væk, men man føler sig lidt som en unødvendig vovehals når vejen så ofte er spejlglat og vinden ond som Pia K overfor en asylansøger. Nix, det er ikke lige i de her dage man skal forvente alle når frem til noget som helst kursus. Så det gjorde de så heller ikke. Der kom 6. De vidste sig så at der var ’kun’ 10 der skulle være kommet fra AGF, og de var 6. De sidste 4 skulle være kommet fra et andet firma, men så skulle de vist ikke være kommet alligevel og hvad ved jeg. Sådan noget kunne jo være rart at vide før man kopiere 14 x 80 sider og finder kæmpe mapper og huller papirer og… nå, men lad nu det ligge.

Så de 14 var altså blevet til 10 der var blevet til 6. Af de 6 var der så 2 der absolut ikke havde brug for et basis kursus. De var fint vant til at bruge både word, excel og outlook. Så tilbage var der reelt 4 som skulle have den undervisning jeg havde forberedt. Og en af dem kunne så ikke tale dansk. Slet ikke. Danm. Mit grønlandske er ikke lige til at skulle oversætte brug af computer for viderekomne - det rækker mest til ’tak’, ’hvordan går det’, ’den lille brugs’, ’på beløbet’, ’ja, det er min kone’ og ’nej jeg står ikke på ski’. Så heldigvis trådte den ene af de computerkyndige til og oversatte løbende noget af det jeg fablede om og fyldte selv på.

3½ timer virker måske for nogen som lang tid at være på skolebænken, men du bliver forbavset over hvor hurtigt 3½ timer kan gå. Og det er da slet slet ikke nok tid til at se på tre programmer. Deres chef mødte lige op om morgenen og fortalte at kurset stort set ville være en succes hvis de kunne tænde en computer og finde ud at sende en mail, når vi nåede frokost. Det kunne være godt his de kunne word og excel, men det vigtigste var mail programmet, så de kunne sende en mail fra bygderne. Men den melding downgradede jeg mit word/excel program en smule og bestemte mig for at bruge mere tid på outlook en planlagt. Og det var vist også meget fornuftigt eftersom det første 15 minutter gik med ”sådan logger du ind”, ”dette er skrivebordet”, ”dette er et vindue og her en mappe og sørme her er en fil” og den slags basal viden. Det var faktisk ret sjovt at skulle undervise i noget så basis at man selv for længst er holdt op med at tænke på det.

Efter den lille introduktion, kiggede vi på word, de skrev lidt, slettede, gemte, åbnede igen og de der ting man lige skal prøve. Mere nåede vi heller ikke før den første time halvanden var gået. Så kom tiden til emails. De fik en introduktion og fik så lov at sende emails til hinanden. De skulle lære at sende til en enkelt, til flere, sende med vedhæftning, at besvare en mail, tjekke kalender, kontaktmappe og meget mere. Tror faktisk de fik fat i det.

Under omstændighederne synes jeg i hvert fald at det gik helt godt og at de kom da i gang. Men der er da ingen tvivl om at det hele glemt om en uge, hvis ikke det er de holder det ved lige. Går det helt galt så har de stadig min mappe med vejledninger til samtlige programmer... desværre kan man så sige at det hele står på dansk. Det er der i hvert fald en der ikke kan læse. Håber det går alligevel.

Nå, men jeg må se dyner. Nat nat.

tirsdag, november 13, 2007

båd kaos og lorte valg

Nå. Det var så det skod valg. Fire år mere med det fjols ved magten. Hvis så bare en stemme på Fogh var en stemme på Fogh, men desværre så er en stemme på Fogh blevet en stemme på Pia K. og hendes menneskehadske syn (alle andre end danske i hvert fald), og en stemme på en pro bush idioti der aldrig er at se en ende på. Jo det er der så, for Bush kan man da heldigvis ikke stemme på igen. Gid man havde den regel i DK.

Og ja forresten så fik jeg faktisk også stemt. Men eftersom jeg ikke længere er bosat i Danmark, er jeg nødsaget til at kun at stemme på en af de grønlandske politikere der kommer til folketinget. Øv. Men jeg var på kommunen og brevstemme i fredags, eftersom jeg jo er her i Nuuk på selv valgdagen. En anden der stemte var Rajesh fra klubben, hvilket så gav ham en artikel i Sermitsiaq. Sådan. Den er her.

Derudover sidder jeg nu i Nuuk og skal forestille at forberede mig til morgendagens strabadser. Bom bom bom.. skal nok. Gider bare ikke lige nu. Er lidt tvær over valget, og savner min kone. Det var nu vi skulle have en times samtale om hvor dum Pia K var og alle de vælgere der ikke lige stemte på den anden fløj. Men nej, sådan kan det ikke blive, for når man rejser så skal man jo altid glemme en ting. Bare en ting. Og den her gang var det så min oplader til min telefon, så den er ved at løbe tør for strøm. Great… Ikke lige min dag, Og nå ja – de andre gange jeg har været på byens bedste hoteller hvor det har været fjong og fint… og hvad bor jeg på nu? Sømandshjemmet. Alt andet var åbenbart optaget med valg og jeg skal gi dig skal jeg. Det er fanme røv. Fire overnatninger i en nedslidt seng, mens det eneste selskab er verdens mindste fjernsyn. Heldigvis har jeg så fået et af de rum med bad og toilet. Fra starten havde jeg fået uden, men det skyndte jeg mig ned og fik byttet. Som om jeg gad at overnatte fire nætter i et skod værelse med bad på gangen. Nej tak. Der tror jeg nok jeg sætter grænsen. Men personalet her er da meget søde. Ikke ligefrem det man kalder et ungt, uddannet personale, men måske mere lettere slidt som interiøret. Tror det er det man kalder det grå guld.

Nå ja. Båd sæsonen er ved at være slut. Bådebroerne bliver taget op den 15. november, hvilket vil sige at båden skal være oppe inden da. Så jeg fik lidt travlt her i fredags. En ting var at jeg havde seks timers undervisning hvilket vel var som det skulle være, men samtidig skulle jeg også finde et stativ til min båd, eftersom det oprindelige stativ var gået hen og blevet hugget. Det var i hvert fald forsvundet. Og hvis jeg skulle af sted mandag til Nuuk, så skule jeg jo gerne have båden op fredag. Og det er jo ikke særlig smart at få den op, hvis ikke man har noget at stille den på. Jeg har fået Pias båd plads der er lige uden for skolen hvilket er super. Pia har lige solgt sin båd, da hun jo flytter til Qaanaq, og hendes båd skal så til Ilulisat eller noget. Vi havde så håbet lidt på at siden han (ham der købte båden) sikkert skal sejle derop med den, så var han ikke interesseret i at skulle slæbe stativet derop også, men sådan skulle det ikke være. Fredag meddelte han at han kom og hentede stativet. Pis. Der var jeg så ved at gå lidt i panik. Hvor fanden skulle man få et båd stativ fra med nul timers varsel? Heldigvis havde Tobias nogle stykker i sin bådbiks. Så det blev lige 700 bobs for stort set fire stykker træ sat lidt på tværs af hinanden og så med lidt forstærkning og noget. Men det var der og det virker. Men at få båden op fredag nåede jeg ikke. Heldigvis skulle Per også have sin båd op mandag, så han lovede at tage min båd med op når han nu var i gang. Flink mand må man sige. Så jeg kunne ånde lettet på resten af weekenden. Jeg behøvede ikke længere at tænke på at min båd var var endt sine dage på åbent hav, efter ophaling af bådebroerne.

Lørdag havde jeg så aftalt med Marcus og søsteren han har besøg af at vi skulle ud en lille tur. En sidste tur med Madicken inden vinterens kolde klamme hånd endelig får bugt med vores skipper instinkt. Det var i hvert fald planen. Vi kom ned, fik motoren tændt, kom i tøjet (de store varme dragter), fik fjernet sne fra båden, og fik lagt fra kajen… nu var der bare lige det lille problem – rattet kunne ikke dreje. Overhovedet. Det vil sige at vi kun kunne komme en vej, lige ud. Ikke til højre eller venstre. Kun lige ud. Heldigvis for os var lige ud ind i en båd (jaja, vi havde jo ikke fart på) så vi kunne komme tilbage til kajen. Vi måtte konkludere at der var gået frost i styrekablet og derfor give op. Jeg forsøgte at ringe til Per for at vide om der var et top hemmeligt sejler trick, der kunne redde vores tur, men han var desværre ikke hjemme. Øv. For dagen efter fik jeg så talt med ham – og jo, der var et tophemmeligt sejlertrick, der faktisk kunne have reddet vores tur. Det er nemlig ikke selve styrekablet der fryser fast, men derimod jernstangen for enden af styrekablet der fryser fast i det jernrør den holdes af. Så når frosten melder sig skal man altså lige sørge for at have en termokande med kogende vand med, så hælder man det over og vupti, så har man en 100% funktionsdygtig Madicken igen. Ærgerligt at han ikke lige fortalte mig den lille detalje da jeg købte båden, men dengang stod solen højt på himlen med 15 grader i skyggen. Ikke lige der man tænker på frostklemte styrekabler og den slags. Oh well. Til gengæld fik vi (Marcus og søster Matilde og jeg) spillet brætspil og spist frokost i min fine lejlighed. Super hyggeligt. Og jeg vandt – yay mig (jeg bliver aldrig nogen god vært…). Lørdag aften var vi i klubben og det var også her lørdag aften at Charles kom ind med båden fra Napasoq. Han tog så lige en nat på sofaen før han kunne indkvartere sig på Hotel Heilman Lyberth, eftersom receptionen vist lukker ret tidligt om lørdagen. Det endte med at vi sag og snakkede til klokken halv fem om morgenen. Søndag prøvede jeg så at lave lidt arbejde om eftermiddagen men det gik lidt op i hat og briller. Jeg sad mest af alt bare og kiggede lidt på internettet på arbejdet (det virkede ikke derhjemme) og om aftenen kom Charles til middag. Han insisterede på at lave aftensmad, hvilket jeg jo godt kunne forlige mig med. Og manden er jo vegetar så jeg havde købt en masse grønsager til middagen. Men hvad gør fjolset så? Jo, han er så høflig at han ikke vil bruge alle mine grøntsager så det ender med at vi får en lasagne uden rigtig andet i en hvidløg. Der er intet i vejen med hvidløg, men nu havde jeg jo altså købt gulerødder og perberfrugter, og der var linser og bønner i skabet, for bare at nævne lidt. Sådan går det når man er lidt for høflig og man so vært ikke lige for sagt det helt rigtigt – ”HER! Brug det hele. DET HELE!”. Det må blive en anden gang. Til gengæld fik vi så en lille pizza bagefter, så jeg gik da ikke sulten i seng. Det var nu hyggeligt og man kunne godt mærke på ham at han var glad for at få lov til at snakke med engelsktalende mennesker igen.

Og nu er jeg så i Nuuk, og jo, nu må jeg vist hellere til at få lavet den præsentation til i morgen. I må have det.

fredag, november 09, 2007

(mere) stress, brok og... Heidi?

Jeg ved ikke helt hvad det er for tiden, men et eller andet er i hvert flad helt ved siden af. Jeg er stresset, træt, hovedpinen er ved at være mere reglen end undtagelsen, synes ikke jeg har tid til noget, men skal lave mere og mere og i det hele taget er det hele en smule uoverskueligt og træls, for nu at bruge et godt fortærsket jysk udtryk.

Det hele for tiden går op i arbejd, arbejd, og hvad der sidste uge så ud som en passerende lille hændelse er nu ved at blive en langstrakt pinefuld oplevelse. Og det hjælper ikke at mit internet er mere offline end online de seneste dage. Og nej, det var ikke online da jeg skulle have møde klokken 8 om morgenen i mandags, så jeg måtte smide mig ud i en taxa, for at tage op på skolen, for at have mødet der. Der skulle jeg så lige vente 15 minutter på at min computer fik startet op ordentligt eftersom den også er helt af helvede til efter nogle forpulede windowsopdateringer har spoleret alt hvad der hedder hurtighed. Man skulle tro en opdatering var lige med at ting skulle gå bedre, men nej nej. Windows virker bare værre end før (kørte faktisk fint før, så løsningen bliver nok at geninstallere hele lortet en gang til. Yay… (ja det var sarkasme..). Og da jeg så fik mødet i gang omkring klokken 8.30 så fik jeg snakket næsten en time uden problemer over skype hvorefter der skete det der skete sidste gang jeg havde møde – pludselig kan man ikke høre noget den anden siger ud over ”jeg.. uk.. sn.. *hak hak hak* me.. de.. fi..”, men hun kunne godt høre mig. Fanme irriterende og det gør det lidt sværere at planlægge noget som helst. Sidste gang havde vi samme problem hvor vi holdt en times møde hvor jeg snakkede og hun skrev. DET ER BARE IKKE OPTIMALT! Forbandede internet! Der er kraftædderme ikke noget der virker! Er det virkelig det man får af et monopol? Ingenting virker og ingen ved hvorfor? Servicen er under lavmålet men til gengæld er priserne skyhøje? Hvem vil du klage til? Hvis du ikke er tilfreds kan du jo bare skifte til…? Det er jo til at blive sindssyg af.

Og når jeg så er i et sådant humør som jeg er nu, ergo en meget gnaven gammel mand, så er den eneste der kan få mig ned på jorden igen min fantastiske dejlige kone, men hende har jeg ikke tid til at snakke med, og hvis jeg havde virkede mit internet nok alligevel ikke. Og hun har det heller ikke bedre. Hun er ved at skrive sin afgangsopgave på hendes uddannelse og den er hun ved at falde helt fra hinanden på. Hun synes ikke hun har nået noget, skrevet noget, ingenting virker, og hun kan ikke snakke med mig så jeg kan få hende til at falde til ro igen. Så hvis der er nogen af jer der læser det her, der er i nærheden af hende, så stop lige op og giv hende et stort kram, og sig til hende at det går nok alt sammen. Jeg tror hun har brug for det.

Selv har jeg efterhånden også brug for et godt stort kram. Om ikke andet så for at holde mig vågen. Jeg er simpelthen så træt for tiden. Og jeg får en syv otte timers søvn hver nat, men alligevel er jeg super ikke-udhvilet når jeg vågner. I dag sov jeg for eksempel over mig for første gang i min tid her oppe. Jeg vågende klokken 7.50 og skulle have undervisning klokken 8 for procesteknikerne. Det var ikke andet at gøre end at smide tøj på kroppen og kaste mig ind i en taxa (kan i se et mønster?), og rent faktisk nåede jeg det til klokken 8.00, så teknisk set sov jeg ikke over mig. Men jeg var uden morgenbad og morgenmad. Havde da heldigvis opdaget deodoranten på vej ud af døren så det gik. Og sådan gik resten af dagen så… fire timers undervisning, forberedelse til morgendagens 6 timers undervisning, lærerrådsmøde i 3 stive timer (mødet ville bare aldrig slutte), hjem og spise og lige få en halv time for mig selv før det var ud af døren igen for så lige at tage lektie cafe igen fra 19 til 21. Lad os bare konstatere at det var en lang dag.

Weekenden bliver nok ikke meget bedre. Jeg har stadig foredrag til seminaret i Nuuk jeg endnu ikke er begyndt ordentlig på. Ja, Nuuk. Ak. Hold kæft hvor jeg ikke gider. Normalt vil man siger jubi og hurra for en uge i hovedstaden, men lige nu har jeg altså mere lyst til bare at krybe under dynen med en god bog, lave min egen mad, snakke lidt med konen, se en film på flimmerkassen og bare have det der kunne minde om en normal uge. Men nej nej. Jeg har undervisning mandag fire timer før jeg skal med flyveren til Nuuk. Så er der seminar tirsdag, onsdag, torsdag (med to foredrag jeg stadig skal have kigget på), og så hjem igen fredag til… ja du gættede det.. fire timers undervisning igen. Men Charles kommer den her weekend, så det skal nok blive hyggeligt, hvis jeg da bare kan finde tid til en øl eller to (kan være jeg trænger til mere en to).

Nå jeg vil stoppe med at brokke mig nu. For det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide mit arbejde. Nej, det er faktisk dejligt og fedt at man får lov til så mange ting, men behøver det lige at være på en gang? Og hvis så der bare var noget der virkede computermæssigt ville det også være ret fedt og hjælpe på humøret. Og det hjælper jo heller ikke at vejret er som det er. Overskyet, slud, sjap, lige omkring nul punktet så det er dødbringende glat og vådt over alt. Men thats leif.

Håber næste uge igen igen bliver bedre.

--

Jeg skrev dette indlæg torsdag aften (træt og i et rigtigt brokkehumør), men siden mit (ja du gættede det) internet ikke virkede, så er det først lagt op nu i dag fredag. Til gengæld er jeg lidt mere afslappet nu, efter lige at være vågnet og ikke helt har nået at blive stresset endnu.

En pudsig ting dog – i nat rømte jeg at Camilla og jeg havde fået en lille baby, en datter. Det er jo en dejlig ting og vi var glade og så videre, men gud hjælpeme om ikke Camilla ville kalde den stakkels pige for Heidi? Hvor dælen kom det fra? Jeg skal altså ikke have en datter der hedder Heidi, det lyder bare helt forkert (ja jeg undskylder til alle i Heidi’er derude, men navnet hitter ikke helt hos mig). Men Camilla var allerede begyndt at bruge navnet i flæng da den lille blev introduceret for mine forældre og så var skaden sket.. det er lidt ligesom min båd. Jeg har et hyr med at få folk til at indse at den altså hedder Madicken og ikke Ruth, men folk ved den hedder Ruth og så bliver det ikke anderledes. Men dælme om min datter skal hedde Heidi. Jeg gør det ikke! Men hun var nu en rigtig charmetrold den lille He.. arrgg...

mandag, november 05, 2007

stress og jag, internettrylleri og 17 igen...

Ok, nu er jeg vist over det værste. Sidste uge var en dræber arbejdsmæssigt af de helt hårde slags. Den startede elers stille og roligt med lidt undervisning, lidt flyttefri og sårn. Jeg havde ikke de store ting på skemaet men så skal jeg ellers love for at jeg fik ting at bestille. Pludselig skulle jeg være censor til fire eksamener torsdag og fredag, lave en folder for procesteknikeruddannelsen til Anna Marie da hun skal til uddannelsesmesse noget i Sisimiut, og så kom der også lige et foredrag til jeg skal lave sammen med Barfuss (ja det hedder hun til fornavn) til når jeg skal til elærings seminar i Nuuk her i uge 46. Så jeg har været møg stresset hele ugen. For at sige det pænt. Masser af aftenarbejde, masser af ingen tid til ordentlig madlavning, masser af ekstra opgaver, ting der ikke virker, hovsa løsninger (der til gengæld virkede), harry potter (er kommet i gang med den sidste nu), og så selvfølgelig det fantastiske internet.

Mit internet er ligeså trofast som en skødehund i løbetid. Det er fuldstændig ligesom en tryllekunstner ”nu ser du det – nu er det væk” bortset fra at tryllekunstneren tryller det tilbage væsentlig hurtigere end hvad tele greenland gør. Jeg har nu boet her lidt over en uge og nettet har været nede godt fire dage. Ikke fire dage i træk, men mere to dage her, to dage der og så et par timer hist og pist. Nettet har for eksempel været nede begge søndage jeg har boet her fra klokken 18 til 20. Det gir jo ingen mening. Det gør det også væsentlig sværere at spille world of warcraft. I min guild (de folk jeg spiller med) er det ved at være en stående joke med eksimonettet… ”er du online nu? Hvad så nu? Nå ikk.. hvad så nu?”. Fanme ikke nemt at overholde aftaler på den måde. Jeg har også et online møde i morgen klokken 8 med Barfuss, spændende om det bliver til noget. Men lige nu virker det. Indtil videre altså.

Derudover har der jo været en større tumult i grønland over det danske dokumentarprogram ”Flugten fra Grønland”. Til jer der ikke så det, så var det en visning af den side af grønland vi alle godt ved er der, men de fleste vælger at ignorere som en af aviserne så smukt sagde det. Jo, vist var den lidt entydigt negativ i forhold til de områder den talte om, men jeg er ikke sikker på at det ville hjælpe på filmen hvis man begyndte også at fokusere på alle succeshistorierne heroppe. Dokumentaren ville fokusere på skyggesiderne og det gjorde den sådan set fin nok med incest, druk, en forfalden folkeskole uden disciplin og elever der sparng rundt som det passer dem, korrupte politikere, nepotisme og hvad der nu ellers er heroppe.

Og modtagelsen af udsendelsen har også været ligeså forudsigelig som amen i kirken. Politikerne (specielt dem den handlede om) raser op og siger at det er typisk danskerne, de lyver og de blander sig og alt det der. Og så hjælper det jo ikke at Dansk Folkeparti er så hjernedøde at de melder ud efter udsendelsen at de vil have hjemmestyret under administration. Hvis der er en ting der er sikker på at fjerne fokus fra de problemer udsendelsen netop forsøgte at sætte fokus på, så er det sgu da at de danske politikere råber vagt i gevær – og specielt hvis det er et så menneskefjendsk parti (i hvert fald hvis ikke du er dansk) som DF. For det er jo lige netop vand på de grønlandske politikeres mølle. Nu kan de snakke om hvor dumme danskerne er, i stedet for at se problemerne i øjnene. Tak for den DF. Fanme for dumt.

Der ud over var jeg fuld i weekenden. Jeps. Jeg var til ophaler fest på hotellet. En ophaler fest er en fest for medlemmerne af bådforeningen, der holdes sidst på sæsonen for at ’fejre’ at man nu har fået sin båd op på land igen. Festen blev holdt på hotellet og der var godt med mad. Desværre var Marcus (den dejlige knægt) i et værre fest humør, så han købte en halv falske snaps og så var stilen ligesom lagt. Der røg mad ind, øl ad libitum, snaps en masse, drinks etc… ikke en god idé når man hedder René og er lidt en svagpisser når det kommer til det med at blande. Noget jeg febrilsk har forsøgt at undgå siden mine gymnasiedage hvor man drak alt bare det var tilnærmelsesvis vådt og lugtede af procenter. Omkring klokken 24.00 begyndte mine indre alarmklokker at ringe rimelig højt (de sagde noget med at ”hvis du vil huske hvordan du kommer hjem, så er det nu makker”), så jeg tog en taxa, og ti minutter senere havde jeg ofret for de større magter i den store telefon, og var derefter på hovedet i seng. Tror lige jeg bliver nødt til at minde mig selv om at jeg altså ikke er 17 år længere. Men søndag blev i hvert fald hård at komme igennem, men det lykkedes da sidst på aftenen at få lavet lidt arbejde. Bare lidt. Havde lovet Anna Marie at være færdig med folderen. Og det blev jeg så.

Nå, jeg tror jeg vil til at arbejde lidt mere. Har det der online møde i morgen og jeg er lidt bagud for at sige det pænt. Ha det godt.

søndag, oktober 28, 2007

opsigelse, inkompetence, flytning og lidt kultursnobberi

Sikke en uge. Eller rettere på slutning ugen. Der har været kursus, opsigelse, flytning, inkompetence, druk og rengøring. I den rækkefølge. Men en ting af gangen.

Torsdag var sidste dag for vores tredje modul af Pædagogikum. Ja før man fik set sig om var der altså gået ti dage og det ”eneste” jeg nu mangler for at kalde mig færdig uddannet lærer (eller sådan et eller andet, har i hvert fald lov til at undervise på erhvervsskoler og handelsskoler også i DK) er at skrive min modul 3 opgave (20 sider), gå til mundtlig eksamen i opgaven og klare en praktisk prøve, der består i at vejleder og censor observere 2 undervisningstimer. Så det skal nok gå alt sammen. Kurset der blev holdt her i Maniitsoq var i hvert fald rigtig hyggeligt, og det gør jo ikke noget at man har kendt de andre kursusdeltagere i godt et år nu. Og så var det faktisk også en udmærket måde at komme til at lære personalet på Hotellet lidt bedre – Benny, Mark, Søren og Torben. Jeg har snakket med dem før, specielt Benny, men de andre kun lidt henkastet nede i klubben. Nu har jeg lært dem lidt bedre at kende og de er fanme nogle søde gutter.

Torsdag var så også dagen hvor Pia, vores allestedsnærværende og superseje souschef, bestemte sig for at smide bomben – hun siger op med udgangen af november. What? Det kan hun da ikke bare! Det er dælme lidt et nederlag for ATI. Pia var ligesom limen der sørgede for at alt hæng sammen og skemaerne var lavet og møder blev holdt og det hele bare kørte lidt nemmere. Nu har hun så bestemt at søge nye græsgange. Græsgange er måske så meget sagt siden hun har fået et job på Thule basen! Ja, hun er ikke bange af sig. Men jeg har ikke helt fundet ud af hvorfor hun rejser endnu. Først troede vi det var fordi hun var overbelastet arbejdsmæssigt (hun arbejder meeeegeeet), men det afviste hun. Måske er det med at være souschef bare ikke lige hende (selv om hun er skide god til det), hvem ved. Hun var jo engelsklæren på stedet før mig, så hun har jo ”kun” været en del af ledelsen nu i lidt over et år. Bare synd hun ikke lige tog et år mere. Og så synes jeg godt nok det er med kort varsel. En måned? Det kan selvfølgelig godt være at Per har vidst det længere. Men træls i hvert fald.

Fredag underviste jeg om dagen og hen af eftermiddag tog jeg fri for at komme hjem og pakke det sidste. Så fredag blev en mærkelig blanding af pakke pakke pakke, læse harry potter, pakke, pakke, spise lidt rester, harry potter, pakke, harry, pakke, harry, gå i seng. Lørdag fik jeg så hjælp af Karsten, Per, Anna Marie og Christian til at flytte. Det var fanme skønt. Vi havde lånt skolens bil samt Christian havde lånt firmabilen, så pludselig havde vi to pickup trucks til fem mennesker og så var det ellers bare at tage fat. Vi flyttede fra klokken 12 til 15, hvor vi var alles og aldeles færdig. Skønt. Men ting er også lidt nemmere når der er nogen der godt tør at tage fra.

Apropos flytning, så viste Tele grønland sig fra en yderst inkompetent side i forbindelse med min flytning. Jeg var nede den 17. og melde min flytning den 27. Jeg fortalte damen dernede at den 27. ville jeg gerne have flyttet mit internet og fastnet telefon til den nye adresse. ”Ingen problem” sagde den unge dame og jeg tog hjem velvidende at ”ingen problem” heroppe ikke altid betyder ingen problem. Og ganske rigtig. Da jeg kom hjem var min fastnet telefon slået fra! Det skulle jo først ske den 27, ikke den 17. for pokker da. Men det var nu efter kontor tid (klokken 16) og jeg sku på kursus igen. Det gik et par dag før jeg kunne ringe og klage, hvilket så blev lørdag. Det hjælp så ikke siden at der ikke er nogen til at ordne det hvis ikke det er en hverdag og fra 8 til 16. Men til gengæld er der en levende person i den anden ende af røret til at tage imod besked. Det er sgu da for dumt. Tele grønland har altså ansat en telefon dame til at sidde uden for den normale arbejdstid kun for at tage imod beskeder. Det er det eneste hun gør. Hun kan ikke hjælpe nogen med noget som helst. Det er sådanne ting der kan få mig til at undre sig over hvordan det her land nogle gange kan fungere.

Nå men tilbage til damen. Hun lovede at give beskeden videre om at min fastnet gerne skulle tilbage (inden den så skulle ”tilbage” til den nye lejlighed). Det skete så ikke (ikke engang det at give en besked videre kunne hun finde ud af..grrrr). Jeg ringede igen mandag eller tirsdag og gentog samme besked. De skulle føre min fastnettelefon tilbage til den gamle lejlighed og så føre den til den nye lejlighed om fredagen (de kunne ikke gøre det lørdag den 27, siden det var uden for åbningstid, så vi aftalte fredag den 26). Jeg ville gerne have mit fastnet tilbage så jeg kunne ringe igen. Det er jo ret dyrt at ringe til DK fra en mobil f.eks. og jeg skyldte min stakkels farmor et ring. Det skulle de nok ordne lovede de. Der skete stadig ikke noget. Det gjorde der til gengæld fredag, hvor min fastnet telefon kom tilbage til den gamle lejlighed. FOR HELVEDE DA! Det var jo den dag den skulle flyttes til den nye lejlighed, ikke omvendt. På det her tisdpunkt var jeg så ved at gå ud af mit skind af bar arrigskab – jeg ringede og bad dem endnu en gang om at flytte telefon og internet til den nye lejlighed. Damen sagde at det skulle de nok gøre, og vips var telefonen flyttet. Yay. Problemet var bare at internettet ikke var flyttet (selvom hun sagde at det var gjort), så det betød selvfølgelig at det nok ikke virkede i den nye lejlighed. Ganske rigtigt. Så nu er der ikke andet at gøre end at vente til mandag, med at ringe IGEN, siden hende telefondamen ikke kunne gøre noget… (igen).

Efter den omgang (både flytning og ren arrigskab) trængte jeg til at drikke mig en kæp i øret. Klog af skade fra sidste uge, aftalte jeg med Karsten af vi to tog i klubben. Og godt det samme, for vi havde hele klubben for os selv. Det holdt os dog ikke tilbage. Vi hørte musik, drak øl og diskuterede elever, livet og endte med en meget lang diskussion om kultursnobberi (jeg indrømmer jeg er lidt af en kultursnob). Karsten var meget fortørnet over at jeg ikke kunne lide Pink Floyd, eftersom jeg aldrig har givet det en ærlig chance fordi alt for mange andre høre det. Han var rystet i sin grundvold kunne jeg mærke. Ikke lide Pink Floyd? Skandale. Jeg prøvede at forklare ham at jeg da ikke hadede dem, men bare ikke synes de var noget helt fantastisk og specielt. Det forstod han ikke. Tror han så mig mere som kulturforræder end kultursnob efter den snak. Manden kan åbenbart godt lide Pink Floyd. Diskussionen endte omkring de halv tre, da weekendens flytning efterhånden var ved at indhente mig søvnmæssigt. På trods af den ophedede diskussion, skiltes vi som venner og jeg cyklede hjem i gennem det sneklædte landskab.. orv ja, har glemt at fortælle at der kom sne i starten af ugen og det ser denne gang ud til at det bliver her.

I dag søndag gik med lidt mere harry potter, rengøring i den gamle lejlighed og så hen på skolen for at forberede mig til i morgen. Og så lige skrive blog. For det kan jeg jo ikke gøre derhjemme…

søndag, oktober 21, 2007

Den falske drukweekend

Hvor bliver folk af? Denne weekend har været en underlig affolket en af slagsen. I hvert fald af hvad drikkefolket angår. Eller rettere de drikkefolk jeg kender. Vi havde fri fra kurset her lørdag og det betød jo at jeg kunne gå i klubben fredag aften med god samvittighed. Og for at sige det som det var, så trængte jeg lidt til at drikke mig en kæp i øret. Efter vi havde spist de obligatoriske to retter aftensmad på hotellet (vi bliver forkælet i den grad), så svingede jeg omkring klubben for lige at se om der var ankommet nogen. Klokken var godt de 20.00 stykker, men der var ikke en sjæl. Det er ret nemt at spotte udefra, for så er døren låst med en hængelås. Er der folk, sidder hængelåsen ikke på døren. Rimelig simpelt system. Men hængelåsen sad på døren så jeg tænkte at jeg også lige kunne tage hjem en halvanden times tid og slappe lidt af før vi sku give dem gas, hvem så end ”vi” var. Jeg fik snakket lidt med min kone over skype og fik gjort mig klar. Jo jeg var i stødet.

Klokken 21.30 befandt jeg mig igen foran klubben og jep, den var god nok. Hængelåsen sad ikke længere på døren. Succes. Nu skulle der være fest. Troede jeg. Da jeg kom ind sad der en. Kun en. Ingen musik, ingen funky belysning, ingen velkomstkomite med tilråb ”HEY RENÈ”. Næh, der var en og det var samtidig nok også klubbens ældste medlem, Evald. Evald er 76 og kommer oprindeligt fra Færøerne, men har efterhånden boet i Maniitsoq i 41 år. 41 ÅR! Det er dælme et stykke tid. Og planen var fra starten kun at han skulle arbejde heroppe i 4 måneder, men så fik han et andet job og så gik tiden. Alt det her ved jeg jo kun fordi at det endte med at vi blev hængende en halvanden times tid, drikkende et par pilsnere, småsnakkende, lyttende til Frank Sinatra og evigt håbende på at der ville komme nogle flere medlemmer, som der ellers altid plejer. Men plejer var og blev død denne weekend. Vi sluttede den store fest ved 23 tiden og på vej ud mødte jeg så (endelig) Jeppe, der ville tjekke klubben. Jeg kunne så fortælle ham at den var død, så vi gik på Hotellet. Han fortalte samtidig at der vist var flere der havde holdt lille weekend (torsdagsdruk) så de var vist ikke lige i stødet i dag. Men vi kom på hotellet, fik en øl og så tog jeg hjem, lettere skuffet over den gennemsnitlige klubmedlems manglende stamina.

Og lørdag var så ikke meget bedre. Vi skal først møde søndag klokken 10.30 på kursus, så man skulle jo være et skarn hvis man ikke kunne nå et par øl i klubben her til aftenstid. Klog af skade tog jeg først ned i klubben ved en 23 tiden denne gang. Så måtte der dog være lidt mere gang i den. Jeg kom derned og ganske rigtig – hængelåsen var af og jo, jeg kunne høre høj musik. Jeg trådte ind, og ak og ve – alt lys var tændt (hvilket vil sige at hyggebelysningen manglede siden lysstofrørene kørte). Første fejl. Og der var to tøser der sad ved et bord. Anden fejl, siden tøser kun sjældent er velkommen (hej det er en mandeklub og de her to tøser havde jeg aldrig set før, hvilket vil sige at de i hvert fald ikke var kæreste med nogen klubmedlem). Og så var der de andre gæster (fejl fejl fejl). Se her kan man snakke om et noget amputeret reservehold. En af klubbens nyeste medlemmer Skævbider og tre af hans arbejdskammerater. Grunden til at han hedder Skævbider er at hans kæbe mildest talt sidder lidt skæv, så han har konstant et lettere forvredent udtryk i ansigtet. Hvis han så var en fin fyr, gjorde det ikke så meget. Men han er altså lidt .. belastende. Lidt for meget på, lidt for meget insisterende, postulerende.. irriterende. Men han har en nøgle og så kan han jo komme og gå når det passer ham. Og de tre andre var så nogle nyankomne arbejdere, der skal være her et halv års tid. De to virkede fine nok, mens den sidste måske lige var smart nok til den her by, men vi får se hvordan det går dem i deres videre færd.

Nå men jeg kom ind til en større diskussion om hvordan anlægget virkede eller rettere om hvordan det ikke virkede. For det kunne de ikke få til at du. Skævbider trykkede på alle knapper og råbte om det lort ikke virkede og det var utroligt og det var også fordi alle folk rente og pillede ved det og ih og åh og fanden og hans pumpestok. Nu er det sådan med vores anlæg at jo, det er måske lidt specielt, og måske endda lidt indviklet hvis man er lidt teknokratisk udfordret, men har man først gennemskuet det, så er det altså ret simpelt (som alt andet her i livet). Og noget af det første jeg lærte mig i klubben var anlægget (den eneste måde at bryde Big Fat Snake monopolet). Så mig hen til anlægget, få Skævbider væk da jeg havde en snigende mistanke om at hvis ikke jeg gjorde noget ville der ikke være noget anlæg i morgen. Mellem videre beklagelser over anlæggets beskaffenhed fra før omtalte ikke-yndlings klubmedlem fangede jeg at det de gerne ville høre var Gasolin. Men de kunne ikke finde det på computeren og de kunne ikke få cd’en til at spille og egentlig var de over anlægget endt med lyden fra fjernsynet. Flot gået gutter. Jeg skrev ”Gasolin” i den dertil indrettede søgefelt i windows media player hvorefter der kom de første 50 gasolin numre, trykkede anlægget på DAT og voila – der var gasolin på anlægget. I skulle have set deres ansigter. Derefter slukkede jeg lysstofrørene så klubben faktisk lignede den hyggelige bar det faktisk er. Men nu var folk i hvert fald glæde og snakken gik nu hurtigt om at det her – det var musik - jo Kim Larsen han var en rigtig guttermand og der var ikke noget der kom om på siden af det og bla bla bla. Tror nok jeg har hørt den diskussion før.

Men for ikke at det skulle blive en helt spildt aften og for nu at prøve at mingle lidt, forsøgte jeg mig med lidt smalltalk med den ene nyankomne. Han var så kommet for en uge siden og mente ”hold da op sikke et hul”. Han havde lidt haft lyst til at vende næsen om, men ville alligevel give det en chance. Han har sikkert ment det fint og fra en guttermand til den anden og alt det der, men han skal fanme ikke kalde min by et hul. Ja ok, det kan da godt være det er et hul en gang imellem, men det er skal han ikke sidde og sige som udefrakommende. Det har han ikke ret til endnu. Det er lidt lige som familie. Jeg kan da godt sige til andre at min storebror er pisse irriterende (siger ikke han er det, men lad os nu lige tage den her hypotetiske situation), men hvis en anden siger til mig at min storebror er en nar, så ryger han rundt. Eller også skælder jeg ham ud alt efter hvor stor han nu er. Så jeg blev faktisk lidt stødt over den her idiot der sad og svinede min by til og bestemte mig for at det her ikke lige var mit selskab. Jeg drak min øl færdig og tog mit overtøj på igen og mindede lige Skævbider om klubreglerne om at man rydder op efter sig. Det skulle han nok, så det håber jeg så han gør, ellers bliver det reprimande fra oven. Tror nu nok han skal holde sig på måtten hvad det angår, men nu får vi jo at se.

Jeg tog hjem og det er så her jeg er nu. Rimelig ædru, rimelig irriteret og lidt med følelsen af at jeg måske skal have en fast aftale næste gang jeg får lyst til en øl.

tirsdag, oktober 16, 2007

Grønland blogger

Wow. Der er gået blog i den heroppe på grønland. Efterhånden som tiden går er flere og flere bekendte begyndt at blogge, ikke nødvendigvis foranlediget af undertegnede, mens andre blot er folk jeg har lært at kende som allerede har blog. Jeg har dem sat i links så i kan se dem, men jeg vil lige bruge et par linier på at præsentere dem:

Anna Maries blog
Anna Marie er som I nok ved lærer her på ATI skolen hvor jeg arbejder. Hun er sej. Mere er der vist ikke at sige til hende. Respekt.

Charles' blog
Charles er den gale, meget underholdende, amerikanske vegetar og diplomatiske lærer der for tiden forsøger at bringe det engelske sprog til bygderne i og omkring maniitsoq. Vær beredt – han skriver meget og ofte.

Dorthe Ivalo blog
Dorthe er en ganske underholdende grønlandsk dame fra Sisimiut, mest underholdende er måske nok hendes brokkeblog hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Stof til eftertanke. Kender hende ikke personligt men det kunne uden tvivl være et spændende bekendtskab.

Christines blog
Christine er eller rettere var lærer i Sisimiut, og hende og hendes fantastisk smittende energi stiftede jeg bekendtskab med I vores tværinstitutionelle engelsk projekt i måske husker fra sidste år. Nu er hun ansat af INI og løber halvmartoner og har slædehunde og alt muligt andet (ikke at det er noget man skal når man bliver ansat hos INI).

Arnarullunguaqs blog
Arnarulunnguaq er en tidligere elev og senere lærer (var lærer hos os hele sidste år), der nu er taget til Tromsø for at videreuddanne sig. Hun skriver ret så underholdende om hendes oplevelser i Norge, der jo taler helt uforståeligt.

Michaels blog
Michael er sygeplejerske på Maniitsoq hospital og jeg mødte ham under mit Skipper kursus. Han er kun for nylig (august) begyndt at blogge og han har en ganske underholdende udgave af den samme cirkus forestilling som jeg ”anmeldte” tidligere.

God læselyst!

Farvel og velkommen

Øv. Så er min kone taget tilbage til Danmark her til morgen. Ærgerligt, vi gik ellers og håbede på rigtig skidt vejr, så når vi kom til lufthavnen ville de kigge meget brødbetyngede på os og sige ”desværre, vi har sne, regn og hård kuling resten af ugen, du bliver desværre nødt til at blive her en hel uge til”. Sådan sku det bare ikke være. Høj sol fra en kold himmel og en flyvemaskine der landede provokerende let og elegant. Så nu er hun her ikke mere. Jo jo hun kommer tilbage til februar, men der er dælme lang tid til.

Det er faktisk lidt mærkeligt at hver gang vi har to til tre uger sammen, så skal jeg altid bruge den første uge på at vænne mig til at være sammen med hende overhovedet. Jeg er jo vant til at være konge under eget tag, og pludselig er der lige en person mere at tage hensyn til. Og den første uge der er man jo sammen HELE tiden, hvilket til sidst også er ved at gå mig så meget på nerverne at jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Men når så den første uge i skiftene glædesudbrud over endelig at være sammen og lettere irritation over ikke at være alene er over, så sker der en underlig mentalt klik – og så kan jeg overhovedet ikke undvære tøsen. Pludselig kan jeg slappe helt og aldeles af og nyde tosomheden i al dens vælde. Og så går der en uge og så skal vi væk fra hinanden igen. Møg.

Men vi havde nu en dejlig tid. I weekenden var vi i klubben til det store kolde bord (med lidt varmt også) og derefter fodbold. Kampen skal jeg lade stå ukommenteret, men lad os bare lige indskyde at vi heller ikke var tilfredse med resultatet her oppe i Grønland. Men festes det skulle der, nederlag eller ej. Så ni timer, rigtig mange snaps, øl, drinks etc., adskillige himmelhunde, rullestene og andre danske slagere senere var Camilla og jeg ved at være lettere visne og tog hjem. Og det var da vist også kun på et hængende hår, eftersom vi begge var ude lidt på skift og snakke lidt i den store telefon. Og søndag foregik i et fantastisk stille pyjamas tempo, med cola, chips og films. Ingen pludselige bevægelser tak. Hyggeligt og meget meget fredeligt.

Orv ja, jeg har fået nøglerne til min (vores) nye lejlighed i dag. Var lige oppe og beskue den og den er altså bare lige i øjet. Først var jeg nede hos INI og underskrive papirerne, hvor den venlige dame ønskede mig tillykke med mine nye rigtig lækre lejlighed, hvorefter hun så også lige fik fortalt at det da vist var en fejl fra deres side at jeg overhovedet havde fået den lejlighed. Der er jo en masse ventelister og ting og sager man skal igennem for at komme til at bo hvor jeg nu skal bo (byens bedste udsigt, samt et behageligt roligt kvarter), og deroppe er der altså en laaaang venteliste. Jeg var på en anden kort venteliste, der kom efter alle de andre, men den skulle de have ryddet op på (spørg mig ikke hvorfor eller hvordan), men der gik så åbenbart koks i det og vi to på listen endte så foran alle de andre. En gang imellem kan man godt have lov til at være lidt heldig. Og den lejlighed – den råks! Yay mig og mit nye hjem. Nu skal jeg så bare lige få en flytning passet ind i det hele, efter som jeg nu har 14 dage til få flyttet mit lort og ryddet op i den gamle lejlighed. Samtidig med at jeg lige i dag (samme dag som Camilla er smuttet) er startet på 3. modul af PG, heldigvis i Maniitsoq kan man så sige. Men PG er ikke noget afslapningskursus. Vi har 80 timers kursus på 10 dage samt en hulens masse læsning ved siden af. Det gode er dog at vi har fuld forplejning på Hotellet… mmmmm…

Derudover er nettet helt af helvede til fortiden i Maniitsoq. De sidste par dage har det været end ligeså meget som det har været oppe, og det samme med dankort terminalerne. Om det kun er her i området eller det gælder resten af grønland aner jeg ikke, men træls er det da. Håber det kommer op igen så jeg kan lægge den her blog ud inden jeg går til køjs.

P.S. Det gjorde det så ikke før nu tirsdag morgen... sådan kan det jo gå. Håber jeg i det mindste kan hæve nogle penge nu.

mandag, oktober 08, 2007

Bjørnen sover bjørnen sover....

Der er få ting der kan slå mig ud. Mangel på pop corn, intet internet, folk med dårlig med musiksmag og andre kulturelle analfabeter... og så tandpine. En bidende smerte i en tand, der bare ikke vil holde op og breder sig langsomt til en alt overdøvende hovedpine er noget af det mest forfærdelige overhovedet. Og det fik jeg i går. Arrrgghhhh.. Oh smerte. Min tand havde vist tænder so to speak lidt tidligere på ugen, men smerten var lettere sporadisk og holdt altid op igen. Men i går nat overgik det sporadiske princip til det permanente princip.

Det startede da vi gik i seng. Jeg lå først og læste lidt, eftersom jeg er startet på Harry Potter bøgerne igen (er i gang med nummer to). Jeg kunne godt mærke lidt irritation men intet at bide mærke i. Efter et kapitel slukkede jeg lyset, lagde mit hoved på hovedpuden og … smeeeerteeee. Det gjorde pludselig forbandet ondt. Som om tanden vidste at jeg nu skulle jeg til at sove og så skulle den have på alle tangenterne. Av for satan. Jeg vred mig i sengen i ti minutter (stakkels Camilla) før jeg gav op. Jeg indså at jeg ikke kunne falde i søvn med det samme så jeg satte mig ved computeren og tyede til et ældgammelt trick der altid virker på næsten alle dårligdomme – is! Jep. Ikke fordi det smager fantastisk (selv om det gør det), men fordi kulden har en lindrende effekt. En lindrende effekt der desværre ikke varede længere end 30 sekunder efter isen var smeltet, så jeg blev jo desværre nødt til at blive ved med at spise is i en lind strøm. Efter halvanden time var jeg ved at blive ret godt træt af is og bestemte mig for at prøve at sove igen. Kombinationen af min længerevarende isbedøvelse og de to Panodil jeg tog tidligere sørgede for at det lykkedes at falde i søvn og få en nogenlunde søvn.

Næste morgen var det dog galt igen og sjældent har verden set en mere morgen sur og gnaven René. Camilla var ved at gå ud af hendes gode skind eftersom mine svar for det meste blev afleveret i grynt og snerren der var en vækket bjørn værdig (stakkels stakkels Camilla). Bedre blev det ikke da jeg skulle undervise B klassen i første time. Sidste uge fortalte de at de gerne ville have flere lektier. Jeg har fortalt dem, at grunden til de ikke får særlig mange lektier, er at de aldrig laver dem alligevel og så ender det med at det tager tid fra timen at de skal lave det, hvor så der måske er tre, der faktisk har lavet det, og som så ikke ved hvad de nu skal lave, mens de andre laver det de burde have lavet. Men de skulle have chancen, så jeg gav dem lektier for til i dag. Ud af klassen den morgen (tror vi var 10) var der én eneste der havde lavet lektierne. BRØØØØØØL! Lad os bare sige de fik en opsang de ikke lige havde regnet med. Normalt er jeg den hyggelige buddy buddy lærer, men nok er nok, og jeg tror et eller andet sted at det kan være meget sundt lige at sætte sig i respekt en gang i blandt.

Men bjørnen faldt lidt ned igen og efter en time med atx A (der var søde og gjorde som man bad dem om) var det på tide at tage til tandlæge (endelig…). Mandag, onsdag og fredag eftermiddag er der nemlig krise konsultation, eller hvad de også kalder akut konsultation. Desværre var der ingen tandlæge i byen denne uge efter som han er på besøg i bygderne der jo også skal have kigget på deres tænder en gang i blandt. Til gengæld fik jeg kigget på bisserne af en tandlæge assistent eller hvad det nu var, der lavede en midlertidig lappeløsning på det hul der havde forsaget al min svie og smerte, og blev bedt om at komme tilbage næste mandag, da tandlægen da ville være tilbage i byen. Hun kunne have fyldt min mund med levertran eller rådne fisk, så længe smerten forsvandt, er jeg sådan set ligeglad. Og det virkede. Smerten er væk (indtil videre) og humøret har fået en gevaldig boost opad. Jeg er igen en glad bamse og ikke en gnaven og farlig bjørn. Nu håber jeg bare lappeløsningen også holder når jeg skal i seng.

lørdag, oktober 06, 2007

Cirkus i byen!!!

I går var der cirkus i byen. Jo du læste rigtigt. Cirkus i Grønland. Og det var heller ikke første gang (og desværre nok heller ikke sidste gang). Jepper Cirkus Arena har med deres årlige Grønlands turné sat nye standarter for hvad man kan slippe af sted for 120 kroner.

Det kan godt ske at Cirkus Arena blamere sig med titlen Nordens Største Cirkus, men det tror jeg nok Cirkus Benneweis har lidt at sige til. Det er lidt som at en bager siger at han laver Danmarks bedste boller, eller en jeg siger jeg er verdens bedste lærer. Det skal nok tages med et gran salt og i Cirkus Arenas tilfælde nok med en bøtte salt. For det var i hvert fald ikke det helt STORE cirkus de diskede op med her i Maniitsoq. Nu er Grønland nok heller ikke det første sted man tænker på når man tænker cirkus. Så de skal da have kudos for initiativ om ikke andet. Men ingen telt (det foregik i sportshallen), ingen dyr (lidt svært at få en tiger og en elefant med i flyet), intet band (en mand med en computer og et lille keyboard bag scenen), ingen arena (blot pladsen dannet af rundkredsen af stolene) og heller ingen ordentlig lys udstyr (to spots i siden og ellers lidt mere end de midterste rækker af neonlys i loftet af hallen). I det hele taget virkede det lidt som en lidt discount udgave af et cirkus de fik serveret her oppe i det høje nord. Og så var der de fantastiske numre...

Okay før I tror at jeg gik i bare skam over cirkus verdenens ve og vel, så skal det siges at jeg blev under hele showet. Og det hele var ikke skidt. Det hele var så godt som set før, men skidt var det ikke. Det hele altså. Deres mimer, mr. Chap, f.eks. var fantastisk. For engang skyld en mand der ikke siger noget og som faktisk var sjov. Selv Camilla syntes han var god og hun HADER mimere. Han kunne få publikum med og lavede nogle ret sjove happenings der som regel talte op til flere mere eller mindre uvildige publikummer til hele salens store morskab. Det samme kan ikke siges for cirkussets anden klovn/ ”sjove” tryllekunstner. Magen til latterlig gennemskuelig fyld skal man lede længe efter. Det var trylleri i laveste potens. Pizza bager mig i røven. Et eksempel – han viser en skål og råber op om at den er tom og han nu vil trylle en kage frem og hvad gør han så? Han lægger et låg på, tager låget af og vupti så er der en kage! Ja, for den var jo ikke i låget. Nix, overhovedet. Det var bare så tacky, træt og uoplagt gennemført. Desværre var det også aftenens første nummer så der havde jeg faktisk lyst til at gå min vej.

Heldigvis kom der lidt mere gang i den senere hen. Der var en jonglør (han var ok, men vi var mere fascineret af hans afsindige jakkesæt), et par akrobater (de var dygtige men set før) og Bugtaler Preben (der ikke har fornyet sig de sidste 20 år) men som faktisk lykkedes at lave et okay nummer til aller aller sidst. På det tidspunkt (under anden afdeling) var der dog så uroligt i hallen at det kunne være svært at følge med. 25% af alle børnene løb rundt som det passede dem og cirkus direktøren var på nippet til at eksplodere. Og så var der den store udbryder konge Alxander et eller andet, hvis store show bestod i at blive iført en halvlløs spændetrøj og blive hængt op i et reb med hovedet ned af og så komme ud af den på under 2 MINUTTER!!! DUN DUN DUUUUN! For så slog han jo Houdinis rekord. Yeah right. Til det nummer skulle de faktisk bruge nogle stærke mænd der kunne holde i rebet og gæt hvem? Jo, den er god nok, jeg var en af de fem. Så jeg er nu en af byens STÆRKE mænd at i bare ved det.

Alt i alt var det en noget blandet aften. Det bedste var helt klar mimeren. Han råks. Resten må komme under kategorien ”Cirkus under lavmålet”, hvis I spørger mig. Cirque du Soleil det var det sgu ikke. Men siden der sker så forbandet lidt i den her by i hvert fald på underholdningsfronten var der noget lignende fuldt hus.

Apropos at have en aften. I torsdags var det den 4. oktober, hvilket betød at Camilla og jeg havde været gift i et halvt år. Og det havde vi så nær glemt. Før hun kom herop havde vi snakket om at vi skulle fejre det med lækker mad og sådan noget romantisk pjat. Og hvad sker der så på dagen. Vi glemmer det (heldigvis begge to) så da vi sidder med vores fiskefilet og kartoffelbåde og ved et tilfælde har åbnet en flaske rødvin siger Camilla pludselig ”gud, det er den 4, i dag er det ikke?”. Sådan kan det jo gå. Heldigvis havde vi da rødvin og et levende lys. Men det helt store må så vente til vores et års dag. Tror det hedder papirbryllup. Halv års dag hedder ikke rigtig noget så vi har døbt det fnug bryllup.

I dag, lørdag, havde DMI så lovet overskyet og træls vejr hele dagen og Camilla og undertegnede havde i den forbindelse aftalt at holde pyjamasparty hele dagen. Hvad sker der så? Sol fra en skyfri himmel hele dagen. Røv. Det endte med at vi tog en tur i båden i stedet for, for når der er vejr til det, bliver man altså nødt til at gøre noget ved det, pyjamas party eller ej. Det første vi gjorde efter vi kom hjem var så også at hoppe lige tilbage i pyjamasen igen. Denne gang med god samvittighed. Nå ja, så bagte vi pizza fra bunden. Og jeg kan godt love at den var ti gange bedre en ham pizza klovnens. På den anden side så kunne den jo heller ikke blive meget værre...

mandag, oktober 01, 2007

VI HAR FÅET EN NY LEJLIGHED!

Yes sir! Som overskriften antyder så er vi (Camilla og undertegnede) nu indehavere af en ny lejlighed, der er vores antal værdige. Ikke dermed sagt at vi er overvægtige (det er ikke antal kilo), men derimod at vi sammen giver to personer og for at få en tre værelses heroppe så skal man være mindst to personer. Ene og alene kan man kun få en en- eller en to-værelses lejlighed ligesom jeg har nu.

Det hele startede i onsdags hvor jeg fik et brev fra boligselskabet INI, der tilbød mig en lejlighed i forbindelse med den ønskeflytning jeg skrev Camilla og mig selv op til for et par måneder siden. Nu er det bare sådan med ønskeflytninger at du ikke er den eneste der får tilbudt lejligheden. Der er altid flere på listen og selv om du siger ja, kan du ikke regne med du får den med mindre du står øverst på ventelisten. Da jeg skrev mig op til en ønskeflytning havde jeg kun to krav (jep, man kan stille krav) 1) det skulle være en tre værelses lejlighed og 2) Den skulle have en hav udsigt. Ja okay, lidt primadonna har man altså lov til at være en gang i mellem, men det var nu også for min kones skyld, da hun ææælsker en god hav udsigt (og alt for hende ikke sandt). Så jeg var jo lidt spændt da jeg fik brevet fra INI om de nu også have levet op til begge krav eller om de bare havde sendt mig den første den bedste ter værelseslejlighed fra helvede. Men min tvivl blev gjort til skamme. Også i den grad.

Torsdag var jeg oppe og kigge på lejligheden og jeg siger jer – den RÅKS! Der er alt det der skal være – to rum i mellem størrelse (en til kontor og et til soveværelse), køkken (ligner det jeg har bare lidt større), badeværelse (så okay ud), vindfang, pulterkammer og sidst men absolut ikke mindst – en KÆMPE stue med TRE store vinduer lige ud til havet med bjergkæder i baggrunden. Strandvejen go home! Hvis man skulle betale sig fra den udsigt var man hurtigt ruineret. Seriøst, i Danmark ville den altså ikke kunne slippes for de 5000 jeg skal betale i husleje om måneden. Jeg burde have anet at det forholdt sig sådan, siden adressen er Annertusoq 1065, det er nemlig helt oppe i toppen af samme vej jeg allerede bor på. Det bliver kaldt Hesteskoen eller rigmandskvarteret. Ikke fordi det nødvendigvis er rige folk, der bor her, men ventelisten er lang og området er nok lidt mere stille end hernede blandt ”pøbelen”. Det er også her byens bedste udsigt er. Så hvordan jeg kom i besiddelse af en lejlighed her er mig stadig et mysterium.

Men tilbage til ventelisten. For der var nemlig et andet par på ventelisten foran os. Verdamt! Jeg var ellers klar til at opsøge det føromtalte par og give dem et tilbud de ikke kunne sige nej til (Corleone style), men allerede torsdag efter mit besøg i lejligheden fik jeg at vide at det ikke blev nødvendigt. Der er nemlig kommet nye regler i grønland sidste år om hvem der må og ikke må have hunde. Og hos INI betyder det at man skal have en lejlighed/hus med egen indgang. Altså ikke noget med en indgang på en gang ved siden en anden lejlighed (som i min kommende lejlighed), og siden det andet par har hund og ikke lige har tænkt sig at aflive det stakkels kræ, måtte de sige nej. Så behøver jeg ikke putte sælhoveder i deres seng eller noget.

Lejligheden er allerede indflytningsklar fra den 15. oktober, så jeg har lidt travlt. For at undgå en måneds ekstra husleje skulle jeg nå ned på INIs kontor fredag og underskrive en opsigelseskontrakt for min nuværende lejlighed siden det jo var den 28. og den 1. var en mandag. Og det skulle gøres inden klokken 12 hvor kontoret lukkede. Og jeg havde undervisning til klokken 11.30 og vejledningsmøde klokken 12. Lad os bare sige at jeg havde travlt. Men jeg nåede det hele. Så halvvejs i denne nye dejlige måned er jeg i gang med at flytte. Bare ærgerligt at det lige præcis er samme tidspunkt at jeg skal i gang med mit tredje PG kursus, så tid til at flytte er ikke ligefrem det jeg har mest af. Men flyttes skal der.

Nå men derudover er Camilla jo kommet! Og det nyder jeg i fulde drag (og det håber jeg da også hun gør). Hun skal med op og se lejligheden i morgen, men har sagt god for den ud fra de billeder jeg sendte fra mit første besøg i min nye.. undskyld.. vores nye penthouse lejlighed blandt byens jetset. Hun glæder sig.

Weekenden gik med at sejle lange ture i det fantastiske vejr. Jo, min vegetarkone har sågar fanget en fisk. Det var en fin og stor torsk jeg dog som den flinke mand, sørgede for at tage krogen ud af, slår ihjel og sprætte op og rense og alt det andet ækle noget de der trækrammere ikke bryder sig om. Lørdag var vi ude ved en hytte med Anna Marie, Marianne og hendes søn og samle muslinger i stor stil. Og om det ikke også var min vegetar kone der kogte dem hele aftenen mens jeg sad og lagde sidste hånd på mit PG projekt for andet modul. Gud hvor jeg dog elsker den pige. Det er rart at hun begyndte at spise fisk. Eller var hun da vist også sultet lidt unødvendigt heroppe.

Nå, sørme om ikke klokken er mange. Ha det godt. Og drøm sødt og fine udsigter. Det vil jeg i hvert fald.

tirsdag, september 25, 2007

Den Grønlandske Forbindelse

Øv. Det ser pt. ikke ud som om at den amerikanske drøm bliver til noget... Røv. Det viser sig nemlig at, jo selv om Fulbright programmet er world wide, køres det af flere lande som selvstændige, binationale kommissioner, og ifølge Marie Mønsted er det sådan med Den dansk-amerikanske Fulbright Kommission. Marie Mønsted er en af de dem der leder og fordeler den danske afdeling, og en ganske hjælpsom dame. Det var hende jeg kontaktede som et led i Charles’ Operation Red Verden ved at Sende René til Amerika (eller ORVSRA). Det var også hende der fortalte mig de dårlige nyheder. For siden at den danske afdeling er en selvstændig binational kommission er den også mere skrøbelig overfor nedskæringer, og netop dette er sket tidligere (blev skåret 20% i 1995 og aldrig siden kommet op igen), hvilket har resulteret i at de har skåret lærerudvekslingen fra. De sender stadig studerende til USA i et år ad gangen, samt folk i praktik derovre, men det er jo ikke lige frem det jeg som uddannet og fastansat er på kig efter. Så indtil videre er ORVSRA sat på pause. Ærgerligt ellers. Jeg var lige blevet helt varm på tanken. Måske hvis Charles presser den amerikanske regering til at sende ekstraordinær økonomisk krisehjælp til den danske Fulbright afdeling.. dun dun duunn.. ”Den Grønlandske Forbindelse” - En ny politisk storthriller af Leif Davidsen. En spændende krimi om hvordan CIA hvidvasker deres dirty money gennem en stakkels skolelærer fra Grønland under hans besøg i staterne. I hælene på ham er… nahh.. tror det næppe.

Derudover har jeg ellers rigeligt at se til i de her dage. Jeg har dobbelt op på undervisning, eftersom jeg de kommende uger har adskillige seminare etc. jeg skal til og eleverne skal jo have et vist antal engelsk timer. Så denne uge har de engelsk hver eneste dag. Det vil sige at det nu ikke var så meget ATX A havde af undervisning i dag. Jeg havde nemlig en hel og aldeles teknologisk nedbruds dag. Vi skulle se film og jeg installerede i sidste uge et dvd softwareprogram på samtlige bærbare maskiner for at være sikker på at det var lige meget hvilken en man tog, så kunne man stadig vise film. Det program kunne jeg så ikke få til at vise film, da vi endelig skulle til det. Den hakkede og gik i stå og var i det hele taget ret uhøflig, når jeg nu stod der foran hele klassen og svedte. Jeg fandt så ud af at det var fordi den per automatik havde installeret sig som en region 1 (USA) dvd fremviser, hvilket ikke går med dvd’er købt i europa, der er regionskode 2. Og den kunne kun skiftes hvis jeg geninstallerede programmet. Det skulle så først findes, så geninstalleres, så geninstalleres igen, da jeg kom til at installere det det forkerte sted, og så kunne vi endelig se film. På dette tidspunkt havde eleverne så ca. haft en uortodoks pause på 30-45 minutter. Men vi fik da startet på filmen. Sådan da.

Men ikke nok med at jeg skal undervise hele tiden, jeg har også en PG rapport eller projekt, jeg skal aflevere senest på mandag. Det skal være 12 sider af 1350 anslag pr. side og handle om noget pædagogisk halløjsa jeg ikke helt orker at komme ind på (noget med fagplaner og hvordan man skal forholde sig til dem som lærer). Men sandheden er at jeg ikke har til mandag, men nok nærmere torsdag (hviklet vil sige lettere panik), eftersom min dejlige kone kommer på besøg i fjorten dage begyndende fredag (hurraaaaaa!!!!). Og det glæder jeg mig til. Og jeg har så sandelig ikke tænkt mig at sidde og pukle hele weekenden med en opgave mens hun er her. Niks. Vi skal ud og sejle, gå ture, holde pyjamas party, sove længe, besøge alle mulige og lave alt muligt. Men ikke skrive opgave. Så hellere knokle røven ud af bukserne nu.

Så jeg må hellere tilbage til min pind.. mangler kun 2 sider og en masse rettelser. Ønsk mig god arbejdslyst.

søndag, september 23, 2007

mediedarlingssidekick

Jeg sagde vist noget usædvanlig sludder i sidste blog, som jeg da også nu er blevet gjort opmærksom på. Jeg snakkede nemlig sort snak om aluminiumsminer der muligvis kommer til at lægge i området. En anonym læser har venlig kommenteret på det og har dette at sige:

”Alcoa, de kære amerikanere, vil gerne bygge en smelter her, men selve aluminaen brydes i Sydamerika. Materialet findes faktisk ikke engang i Grønland, så det hele skal sejles hertil og herfra igen. Fidusen er adgangen til masser af energi via vandkraft.”

Så det er for det første slet ikke en mine der (måske) kommer til området, men der imod et smelteværk og for det andet bliver det der skal smeltes sejlet her til fra Sydamerika.. Lyder lidt som en forfærdelig lang vej for at få noget smeltet, men de må jo vide hvad de gør for ifølge http://www.aluminium.gl/ sættes årlig eksportværdi af aluminium fra smelter til 5 milliarder kroner. Ikke så lidt. Men det er også lidt langtidsplanlægning eftersom selve smelteværket først starter med at blive bygget i 2012. Der skal først bygges et vandværk så smelteværket kan få de usandsynlige mængder strøm den skal bruge.

Mens vi taler om millioner og ufattelige mængder. Hvis i læser politiken så har en ny undersøgelse givet et kvalificeret gæt på mængden af olie i den grønlandske undergrund – 31 milliarder tønder olie til en pris af 10.000 milliarder kroner. Det er altså 10.000.000.000.000 kroner. Eller 10 billioner. Eller hvad der svare til Danmarks blok tilskud i 3000 år.

Nå men nok om nyhederne. Weekenden synger på sidste vers og jeg skal også selv til snart at lægge mig. Håber bare jeg kan falde i søvn. Jeg er de sidste dage blevet plaget af min ene tand (ja, jeg har altså flere en den ene), der gør ondt. Tror jeg har fået et hul, og det giver irriterende sporadiske smerter. Jeg må se om jeg kan få en tid til tandlægen hurtigst muligt, men det skal også passe med min undervisning, der kommer til at fylde lidt rigeligt næste uge. Sagen er den at jeg skal til eforums seminar/kongres/komsammen i uge 46 og for at undgå at mine elever skal få underskud af engelsk timer (siden jeg også skal på PG modul 3 i uge 42 og 43) får jeg en dobbelt dosis denne uge. Så om der bliver tid til at snige et tandlæge besøg ind er ikke godt at vide. Træls er det i hvert fald.

Derudover er weekenden gået med at spendere noget tid Charles. Det startede faktisk fredag hvor han var på besøg i klasserne. Det blev til to ret så hyggelige timer, med en masse spørgsmål, snak om vidt og bredt, politik, familie, kultur, rejser, Grønland og selvfølgelig Amerika. En ting jeg lagde mærke til var at Charles havde en utrolig behagelig og helt naturlig måde at inddrage eleverne på. Efter at være blevet stiller nogle spørgsmål begyndte han at stille kontraspørgsmål. Hvis de spurgte om han havde søskende, svarede han og spurgte så personen der havde spurgt om de havde nogle søskende. Det kom lidt tydeligvis lidt bag på dem, men det gjorde samtidig at det ikke bare blev til en ”skyd på læren” men derimod en dialog. Ja, jeg ved det ikke lyder som nogen større åbenbaring, men hvis I vidste hvor svært det kan være at få eleverne til at være så meget på, som de var i de timer, så vil I være lige så begejstrede som jeg var. Anne Marie havde inviteret til middag om aftenen, men da vi så vejrudsigten, blev vi alle enige om at vi hellere ville ud og sejle og det kunne kun gå for langsomt. Klokken 15 var vi alle ved kajen og med Anna Marie og Christian i den ene båd, og Charles og mig i min båd, var kimen lagt til en rigtig dejlig tur. Vejret var smukt, ikke en sky på himlen, stille vind, solrigt, og med en behagelig kulde i luften iført mine to store varme flydedragter (en til Charles og en til mig) tog vi ud over bølgerne.

Et eller andet sted fik jeg flashback til da Per tog mig med på min første tur i båden. Per styrede og jeg gloede og gloede på det kæmpestore, episke, ufattelig smukke landskab. Nu var det bare mig der styrede mens Charles var helt stille, blot iagtagende af det storslåede sceneri. Det var endnu et af de tidspunkter hvor han igen begyndte at takke mig, Takke mig for at tage ham med, for at møde mig, for at svare på hans mail i første omgang. Han har de sidste fire dage takket mig så mange gange og lovprist mig både på sin blog og mens vi har snakket at jeg er ved at være bekymret for mit ego. Som nordjyde er jeg jo vokset op under jantelovens klamme hånd og selv om vi alle ved den er helt hen i vejret, så er den alligevel et eller andet sted i baghovedet. Men ifølge Charles skulle man næsten tro jeg er svaret på hele verdens trængsler. Han har det meget med at holde de der ”be all you can be” taler og idealistiske taler om at gøre noget for verden eller i det mindste gøre en forskel. Det fik vi hurtigt fik døbt ”miss America” taler. I ved hende der den fejlfrie dulle uiden et gram fedt på kroppen der står på scenen i badedragt med blomster i hænderne, diadem i håret og siger ting som ”jeg vil gerne hvis jeg vinder afskaffe sult i verden, stoppe alle krige og så synes jeg at vi alle skal give femogtyve øre til kattenes værn”. Så når Charles blev færdig med en tale slutter jeg med ”said miss America”. Og så griner vi begge to. Men han har jo ret. Det er rart at vide at man gøre en forskel. Eller at man i det mindste forsøger at gøre en forskel. Og det er vel dybest set det man forsøger når man er lærer. Man har vel et håb om at den elev der starter i begyndelsen af skoleåret er forskellig fra den elev der stopper når skoleåret er slut. At den person har fået noget med sig. Mere viden, selvsikkerhed, evner, færdigheder, eller måske bare et større overblik, ro i livet, modenhed. Det tæller alt sammen.

Så jeg har meldt mig under fanerne i Charles red verden plan, og har nu taget første skridt i et forsøg på at erhverve mig et Fulbright lærerudvekslingslegat (eller hvad det nu hedder). Det var det program jeg skrev om i sidste blog. Det viser sig så at være et noget prestigefyldt program, og det er kun virkelig hampre folk der kommer med. De (fulbright) skriver vist noget med at forsøger at finde ”the future leaders” inden for de forskellige fag. Fremtidens ledere? Mig? Tvivler lidt på jeg bliver leder for noget som helst, men det skal da ikke afholde mig fra at prøve at komme med på programmet.

Derudover skal jeg skrive en artikel med Charles til et lærerblad, og bruge nogle af hans us state department penge (dirty money) på et ret fedt projekt som kort går ud på at mine elever får 500$ som de kan låne videre til folk der virkelig har brug for det for at åbne en forretning forskellige steder i verden. En afrikansk kone der gerne vil starte som syerske, men mangler 200$ til materialer eller en fyr der vil starte en genbrugstøjs forretning i Mexico eller … Det hele er at finde på http://www.kiva.org/. Fantastiks sted. Og det gode er at der efter sigende er 100% betalingsrate. Det er små lån, som de folk der låner sætter en ære i at få betalt tilbage. Mine elever skal så bibeholde en kontakt med disse mennesker verden over, som de bestemmer sig for at støtte. Masser af engelsk for lånte penge. Det skal nok blive sjovt.

Ak nu kom jeg helt væk fra vores fredags tur. Og klokken er lort. Men summa summarum er at turen var både fin og dejlig og om aftenen endte vi til en ordentlig tur i klubben. Det blev både sent og vådt, og jeg havde tømmermænd langt ind i lørdag. Det skulle dog ikke afholde mig fra tage på skolen for at ordne lidt arbejde (hvilket jeg faktisk også gjorde i dag), hvilket passede Charles fint, da han så kunne sidde og blogge og besvare alle de der mange mærkelige mails og kommentarer han får som resultat af hans nylige status som grønlandsk mediedarling. Ret sjovt at høre om. Føler mig lidt trukket ind idet, siden han nu har linket til min blog, hvilket gør at sermitsiaq læsere, eller bare charles læsere generelt nu måske slår en smut omkring min blog. Jeg klarer det nok. Er ikke blevet erklæret mediedarling endnu (aller højest mediedarlingssidekick), hvilket passer mig fint. Mit ego kan slet ike klare alt den opmærksomhed alligevel.

Jeg må hellere komme i seng, hvis ellers min tand vil tillade det.

torsdag, september 20, 2007

En amerikaner på afveje

Vi har fået besøg af en amerikaner. Ikke at det er ATI alene der har sådan et fornemt besøg. Nej, amerikaneren, eller Charles som han hedder, skal være en rejsende engelsk lærer mellem bygderne her i området. Med start på mandag. Og så er det man spørger hvorfor lige her og hvorfor lige en amerikaner. Men lad mig starte fra starten af.

For godt en måned siden blev jeg kontaktet via min blog af Charles (eller Chuck som han ynder at bruge). Han havde fundet min blog og skønt han ikke lige forstod så meget af hvad jeg skrev, var han meget interesseret i at skabe så mange kontakter i området, eftersom han kommer til at bruge ret meget tid heroppe. Og jeg har jo ikke noget mod at skabe nogle oversøiske kontakter, så vi fik hurtig en korrespondance i gang. Det viste sig at Chuck var ansat under US State Department i samarbejde med den danske stat og det grønlandske hjemmestyre. Forvirret? Det bliver meget værre.

Hele projektet omkring han skal rejse rundt i bygderne omkring Maniitsoq er blevet en større politisk tango og der er snart ikke den embedsmand han ikke har snakket med før han endelig ankom til Maniitsoq i går. Grønland er jo lidt ved en skillevej som det er lige nu. De vil gerne være selvstændige, men har ikke midlerne til det. De har potentiale for kæmpe olie og andre mineral fund, men intet er fundet endnu. Og så er de ikke særlig glade for dansken som sådan. Den danske stat vil gerne give Grønland uafhængighed men ikke på bekostning af at få en bid af kagen når først milliarderne ruller ind, og USA har også i stigende grad meldt sig ved bordet når det gælder at få lov til at grave i undergrunden. For eksempel afventer Maniitsoq pt. spændt en afgørelse om den næste store mine (aluminium) kommer til at ligge i enten Nuuk, Sisimiut eller Maniitsoq. Det er et stort amerikansk firma (kan ikke huske navnet) der skal bedømme de indkomne forslag og undersøgelser om beliggenhed etc. Hvis det bliver her vil byen i løbet af meget kort tid fordoble sit indbygger tal (eller i hvert fald vokse med godt 30%) og bliver det i en af de andre byer vil byen miste ufattelige mængder arbejdskraft, da de vil flytte derhen hvor minen skal være. Så på mange måder er det knald eller fald for byens videre ve og vel, men også en udvikling der er uundgåelig. Der er mange penge på spil både lokalt, nationalt og internationalt.

Og midt i det hele står Chuck. Med alt for mange chefer. Han er ansat under det amerikanske, men også under dansk og grønlandsk flag. Og alle med hver deres agenda. For det er jo ikke uden grund at USA pludselig ud ag ingenting stiller lærerkræfter i en lille bygd in the middle of nowhere. Det er et spil, og Chuck ved det godt. Men på den anden side har han også muligheden for at få en fantastisk oplevelse, samt rent faktisk hjælpe nogle børn. Han forsøger at gøre alle tilfredse men vil helst blot kigge på udefra uden at blande sig – være en cultural observer, som han kalder det. Der er faktisk en lille artikel om ham i den ene af de to landsdækkende grønlandske aviser, Sermitsiaq - den kan i forkortet version læses her.

Uanset så landede han i går og vi fik ringet sammen, og fik aftalt at vi skulle mødes over en øl. Og der er jo ikke myriader af steder man kan tage hen, hvis man skal ud en aften her i den store stad. Der var den lokale (der har jeg ikke lyst til at tage hen) og så klubben. Vi tog en tur i klubben. Karsten var med og det blev faktisk en rigtig underholdende og interessant aften. For Chuck er en rigtig sjov fætter. Han er utrolig rar og imødekommende, utrolig observant, har et flair for sprog, ikke særlig høj, 40 år gammel og så er han … vegetar og bøsse. Og specielt det sidste synes jeg jo helt personlig er den sjoveste kombination for en mand der skal tilbringe 3 måneder alene i bygder på størrelse med ingenting. Han kommer fra et job på Seattle University med 35.000 elever til rejsende lærer for 10 elever i f.eks. Attamik. Det er sgu da lidt en omvæltning. Men han havde brug for en udfordring, og det tror jeg nu han roligt kan regne med at få. Han skal vist være heldig hvis eleverne overhovedet kan et ord engelsk til at begynde med. Det bliver i hvert fald spændende at høre om hvordan det kommer til at gå ham. Men han var dybt dybt taknemmelig for at have mødt mig. Både fordi at det er en del af hans jobbeskrivelse at skabe kontakter, men så sandelig også fordi at han jo ikke kender nogen i miles omkreds og hvis han skal undgå at miste forstanden, vil han gerne tage en tur til Maniitsoq en gang i blandt. Ind til en engelsktalende folk igen. Hehe. Jeg vil gerne se ham om en måned.

I dag var han så på skolen (jeg havde inviteret) og vi fik en snak med Per forstander og Anna Marie og det blev en god og informativ om forskellige projekter han kunne hjælpe os med at få effektueret. Mest spændende lød det dog at få en udvekslingslærer. Han mente at jeg ville være en perfekt kandidat til et sådanne udvekslingsprogram, og jeg lige så godt kunne gå i gang med papirarbejdet, for bureaukratiet ville nok tage et år at få i orden. Så det kan være at om et år sidder jeg i USA i en måneds tid og arbejder, mens en eller anden amerikaner underviser mine elever. Se det kunne være cool. Så må jeg bare finde en måde at få min kone med :)

Chuck er i hvert fald en flink fyr uden blår i øjnene. Han har gennemskuet det politiske spil, og er så småt ved at se de kulturelle faldgrupper. Og jeg forsøger at guide ham så godt som jeg nu kan, men min begrænsede erfaring. En ting er sikkert – jeg har fået mig en god ven og en rigtig god kontakt. Og så er han meget flink til at skrive pæne ting om folk. På sin blog (du kan finde her) har han i dag skrevet følgende om mig:

I met Rene Toft from ATI, the English teacher at the vocational academy in Maniitsoq. He's a Dane and possibly one of the nicest people I've ever met. He's also as smart as a whip, culturally hip and very funny.

Yay, jeg er populær.

onsdag, september 12, 2007

Mand versus hængelås

Jeg har jo fået mig en cykel. Ja, fået er nu så meget sagt. Jeg har købt mig en cykel for min hårdt tjente og til dels lånte penge. Men jeg har mig i hvert fald anskaffet en splinter ny cykel, med masser af gear, sort som natten, brede dæk til det hårde terræn, og med en duft af gummi som kun en ny sej cykel kan have det. For sej det er den. Faktisk så sej at jeg er lidt bekymret for at have den i det hersens nabolag med natlige fester (naboernes), legende unger (potentielle bøller), og mulige drukkenbolte på vej forbi der kunne fristes til at lige lave et strint i et mørkt hjørne (hvor min cykel så der jo er camoufleret som en panter i natten kan komme til at stå helt uskyldigt og lugte mindre godt). Men så er det jo godt at jeg har mig et skur hvor der er plads til den slags nyerhvervelser. Hvis man altså bare kunne komme ind i det…

Det er ret sjældent at jeg bruger mit skur. Sidst var før vinter hvor jeg puttede nogle papkasser ind. Selv om det ikke var kronjuvelerne der var i skuret bestemte jeg mig for at putte en hængelås på, både for at mine tomme flyttekasser ikke blev stjålet eller endte sine dage spredt ud over hele gården, men også for at der ikke endte alt muligt lort inde i skuret, som ikke tilhørte mig. Som da jeg åbnede det første gang. Det var fyldt med gammel lort. Men tilbage til skuret her efter vinter. Jeg fandt nøglen frem, og travede ned til skuret, satte nøglen i og … ingenting. Lortet ville ikke åbne. Jo, det var det rigtige skur og nøglen passede. Desværre var hængelåsen ikke rustfri og vinterens ugæstfri vejr havde sørget for at hængelåsen simpelthen var rustet sammen, så nu var der slet ingen der kunne komme ind. Overhovedet. Og her stod jeg så med en ny cykel der ikke skulle ende sine dage som områdets nye urinale skydeskive. Det eneste der var at gøre indtil videre var at lade den overnatte i mit soveværelse.

Dagen efter købte jeg en lille nedstryger, for nu sku jeg dæleme vise den lås hvem der bestemte. Jeg savede og savede og tænderne på saven fløj rundt til alle sider. Jeg havde åbenbart investeret i en lidt mere holdbar lås end jeg regnede med. Mig i tænkeboks og endnu en overnatning for min cykel i soveværelset.

Næste dag på arbejdet fik jeg snakket med pedellen, der nok mente han havde løsningen på mit dilemma – en endnu større nedstryger med en frisk klinge af de gode slags. Med nyt mod kastede jeg mig ud i endnu en kamp – mand versus hængelås - anden runde. Men selv med en professionel nedstryger med frisk klinge var hængelåsen hverken til at bide eller stikke i. Jeg kunne sagtens skære i selve den nederste jernboks, men selve den bøjede stål del var som lavet af adamantium, eller hvad nu det der superstærke stål nu hedder. Der var simpelthen ikke en rids at se på den. Fåk. Tænkeboks og endnu en overnatning.

Morgenen efter var jeg ikke kommet særlig meget nærmere en løsning. Jeg havde haft en del planer som jeg havde skrottet, ja alt fra saltsyre (de har nok noget på skolens laboratorium) til boltsakse (politiet har måske en der kan den slags)... Løsningen præsenterede sig dog selv, da jeg afleverede nedstrygeren tilbage til pedellen. Han forstod ikke at det ikke havde virket – ja han tog det faktisk som en udfordring. Nu skulle den hængelås ned med nakken. Vi aftalte at han kom forbi efter arbejdstid, og det gjorde han så. Ustyret med nye skyts. Han havde en hammer og så sådan en bred syl agtig en der sikkert har et navn rigtige handymænd kender. Den satte han imod låsen og gav sig så til at banke på den med sin hammer. Og så skete der noget. Ikke i et slag, men efter en 5-10 gav hængelåsen endeligt op. TAG DEN MODBYDELIGE HÆNGELÅS! Sejrens sødme fyldte mig og velvidende at mennesket endnu engang har sejret over maskinen satte jeg min cykel i skuret og satte en ny hængelås på. Det eneste problem er bare at den nye hængelås heller ikke er rustfri, så jeg skal nok hele møllen igennem igen næste år…