kartoffelhelvede

I dag skulle jeg lave mad. Bare rolig, det er ikke første gang i det her ægteskab at jeg har taget den tjans, men i dag bestemte jeg mig for at prøve noget nyt. Det sku jeg aldrig have gjort. Det er lidt forbandelsen ved at have de her tyve forskellige opskriftsbøger med kæmpe store delikate tænder-løber-i-vand billeder. Man får jo lyst til at lave den slags mad. Få det til at ligne billedet. Smage herlighederne. For det ser jo godt ud. Ser ud som noget man virkelig vil kunne lide. Og der står en fin opskrift, og siden mit dansk er rimelig okay, så kan jeg godt skabe mig et overblik over hvad det er der skal gøres for at vi ender ved det her billede af den perfekte mad. Men hvad der ikke vises på det billede eller står i opskriften er hvor sygeligt svært det er at lave den ret, få det til at ligne noget fra en tre michelin stjernet restaurant i Paris. Der burde være advarsel på de opskrifter, sådan noget som ”Skal kun laves af en ekspert”, ”Er du ikke uddannet kok, vil din ret IKKE ligne den på billedet”, eller ”Amatører frarådes denne opskrift, da den for den uøvede vil svine uhensigtsmæssigt meget og give et middelmådigt resultat”. Velkommen til mit dilettant helvede.

Retten jeg skulle lave i dag var gnocchi. På papiret ser den ellers nem nok ud. 1) Du skal koge kartofler (kan ovnbages med skræl i en time), 2) lade dem køle lidt af, 3) mose dem med mel, smør, ost (nogen opskrifter har også æg), 4) trille dem til små ovale figurer med en teske og lave et lille tryk med bagsiden af en gaffel midt på så den ligner lidt en musling og 5) så koge den i saltet vand i 3 til 5 minutter. Nemt nok *host host*. Til sidst skal disse så serveres med en eller anden form for pasta sovs (for gnocchi er en form for hjemmelavet pasta, at I ved det). Ingen problem… en time senere lignede vores køkken jerusalems ødelæggelse. Der var mel og kartoffelsmat overalt på køkkenbordet, på gulvet, på ovnen, på skabene og generelt på alt hvad jeg havde rørt ved (hvilket vil sige gaffel, vandhane, briller, gryder, paletknive, køkkenrulle, køkkenrulleholder og hvad der ellers hører til en god dag i køkkenet). Yay. Det var simpelthen ligesom at en kartoffeldejsbombe var sprunget i køkkenet og jeg havde glemt at dukke mig. Men jeg kæmpede. Jeg rullede små kartoffel muslinger med mine kartoffelinficerede fingre til den store guldmedalje, trykkede med gaffel, kogte så kogende vand sprøjtede op om ørerne på mig, hver gang et nyt hold gnocchier skulle lynkoges, og forsøgte at holde liv i min pastasovs der var blevet færdig en halv time for tidligt. Ak ak ak.

Til gengæld kom det lidt til at ligne som på billedet. Bortset fra at mine muslinger mest lignede små fortabte albino mini frikadeller, og smagte lidt af kartoffelmos blandet med mel og kogt i vand i tre minutter, men det er jo sikkert sårn de skal smage. Man bliver i hvert fald mæt af det. Og så er der stadig halvdelen tilbage. Potionen var jo aaaaalt for stor. Ved ikke om jeg orker at se på dem mere. Fik lidt nok af at se på kartoffelrester da jeg gjorde rent på køkkenbordet, skabet, gulvet, ovnen…

Så hvis nogen tænker på at lave gnocchi, så husk advarslerne fra tidligere! Det smager okay, men, men, men... husk at gøre op med dig selv om det virkelig virkelig virkelig er det værd! Kom ikke og sig at du ikke er advaret.

colarelaterede tvangstanker om utopisk perfektion

Jeg er offer for tvangstanker. Små neurotisk kan man jo altid være. Tvangstanker kan handle om mangt og meget, og min handler pudsigt nok (eller nogen vil sige logisk nok) om cola. Nærmere bestemt cola flasker. I mange mange år har jeg været meget meget glad for cola og det er gennem tiderne blevet til uhyggeligt mange flakser, store som små, glas som plastik. Og de er som oftest genbrugt. Glas har den fordel at den som regel ser ny ud. Er der slået noget af dem ryger de ud af produktionen og bliver erstattet af en ny. Plastik derimod har ikke denne fordel. Plastik flaskerne er i 99% af alle tilfælde ridsede, fulde af rifter, eller blot mærket af slitage og genfyldning på genfyldning. Selv nye flasker har et par skrammer fra transporten til den butik den nu står og forsøger at se så indbydende ud som overhovedet muligt. Ridset, brugt, ikke perfekt. Og det er her min tvangstanke sætter ind.

Det startede egentlig tror jeg med en reklame jeg så. En fyr skal købe cola (eller var det pepsi) og han tjekker samtlige colaer for hvilken en der har mest i. Stylet og med trendy musik i baggrunden gennemgår han flaske for flaske indtil han finder flasken. Den med mest i. Han køber den og da han kommer udenfor står der en lastbil fyldt med cola og den stakkels fyr kan starte forfra. For han skal have dén. Den med mest. Sød reklame, men den startede noget i mig. Det var okay at bruge tid på at gennemgå flaskerne. Det havde jeg jo set. Så spørgsmålet jeg så brændende havde ønsket at få besvaret var kun et smut i den lokale brugs fra at blive besvaret – for er det muligt at finde den perfekte, nye, uridsede, æstetisk tilfredsstillende plastik cola flaske?

Og sådan startede så den lille indkøbsleg jeg har kørende med mig selv, når jeg handlede ind i Brugsen, Netto, Pissifik eller hvor end det nu handler ind. Den cola der får æren af at blive købt af mig, er den der med et hurtigt skim af samtlige flasker ser bedst og nyest ud. Gang på gang er man blevet skuffet eftersom der var en flaske der så ud som om den havde potentialet, men så.. skuffelsen. På bagsiden var ridsen, eller matheden blev tydelig når flasken kom ud i lyset eller… Der var aldrig nogen der så perfekt ud. Der sneg sig altid en mindre perfektion ind, men jo flere ridser, des mindre havde jeg lyst til at købe den. Indtil i torsdags.

På vej hjem fra skolen tog jeg lige forbi Brugseneeraq for at købe et par sodavand til weekenden, og der var den! Min hellige gral. Den perfekte cola. En halv liters perfektion. Ingen unødige ridser, mathed eller rifter. Ny, fuld af energi der springer i øjnene så snart lyset får lov at spille i den mørke væske. Men hvad er det? Der er ikke kun 1 men HELE TO! Min perfekte cola havde en tvilling. Jeg var ved at græde af glæde mens jeg med handskerne på lagde dem i mit køleskab herhjemme, efter en meget stille cykeltur hjem (skulle jo nødigt ridse dem så tæt på mål).

Hjemme ventede så den normale verden i kraft af Camilla, der bare slet ikke har set lyset med hensyn til æstetisk tiltalende perfekte colaflasker. Faktisk synes hun lidt det er noget pjat at jeg ved hvert indkøb er ved at gå i stå ved sodavands skabet. Men hun var da glad på mine vegne. Jeg havde fundet svaret på mit spørgsmål, men var der udover ret ligeglad med flasken, og i øvrigt ret tørstig… Så nu her lørdag er der ikke flere perfekte colaer, men heldigvis nåede jeg da at tage et par billeder af mit Utopia.

Er til Camillas ærgrelse nok ikke færdig med at stille spørgsmålet næste gang jeg er på indkøb. For der kan jo godt være flere perfekte flasker derude der blot venter på at jeg finder dem og sætter den æstetiske pris på dem ingen andre gør. Ja, for deres skyld, må jeg fortsætte min søgen.

mmmmm.. Cola.

jordskredssejr og bryllupsprinsesser

Yrk. Jeg har haft en af de der dage, hvor det meste af dagen har gået med at være træt, øm og uoplagt. Mest af alt har jeg haft lyst til at lægge mig ind over keyboardet og tage mig en skraver på arbejdet, men er ikke sikker på at det er så velset. Plus at jeg lige skulle undervise fire timer og sørge for at forberede mig til min grande PG eksamen på fredag. Synes ligesom det var lidt sværere at koncentrere sig, når man hele tiden skulle sørge for at holde sig vågen. Men bare rolig, sådan er jeg altså ikke når jeg underviser. Det er kun når jeg sidder nede på det halvlumre kontor og stirrer ind i skærmen og … zzzzzz… men så er det at man tager overtøjet på og vandrer over i pisiffik, køber et par ævler og en cola. Energi. Så kan man da lidt igen.

Og dagen blev ikke meget bedre da jeg kom hjem. Jeg var vist lidt ond i sulet mens jeg luskede rundt i køkkenet og forsøgte at bruge mine sidste rester af energi på at lave en æggekage. Heldigvis var Camilla i sådan ca. 100 gange bedre humør end mig, og vidste godt hvornår hun skulle slippe alt hvad hun havde i hænderne, kysse mig på kinden hjælpe mig med opvasken. Og som aftenen skred frem er mit humør blevet bedre, min hovedpine gået væk og mit energi niveau steget til et nogenlunde acceptabelt niveau for et almindeligt velfungerende menneske. Nu er det så bare Camilla der sidder og surmuler, eftersom flickr.com (siden hvor hun lægger billeder op) driller noget så ubarmhjertigt. Og jeg har jo ikke timer at hjælpe hende i, eftersom jeg skal have skrevet den her blog. For der er vist på tide.

Heroppe er der sket lidt af hvert siden sidst. I går havde vi det store kommunalvalg. Vi har en forestående kommunesammenlægning, der betyder at vi ender med at have 4 storkommuner, så det var jo spændende at se om det var de samme røvh.. øh jeg mener flinke politikere der kommer til at sidde ved magten igen igen. Og eftersom jeg har boet i landet mere en 6 måneder kan jeg jo stemme. Ikke at jeg har fulgt særlig meget med i de tv transmitterede debatter. Jeg har for længst bestemt mig på at stemme på grønlands pendant til SF (ja, jeg er lettere rød) partiet IA, så valget var ligesom truffet på forhånd. Faktisk var jeg inde og give en personlig stemme på Maniitsoqs 1. vice-borgmester Mimi Karlsen, både fordi hun var fra IA, og fordi hun er fra byen, men så sandelig også fordi hun var den der viede Camilla og mig. Så det er bonus i min bog.

Valg i grønland er lidt en sjov forestilling. I Danmark ville man have set valgplakater i månedsvis før selve valgdagen. Så kan man rigtig gå og blive træt af at se på dem, og med sprittuschen i baglommen overveje om ikke Pia K. plakaten mangler et lille Hitler overskæg eller Anders Fjogh måske lige skal have briller og et par manglende fortænder. Det eksisterer ikke i Grønland. Her kommer plakaterne nemlig op samme dag som selve valget og de er nede igen dagen efter. Sådan. Ikke så meget pis. Ville det ikke være skønt hvis julen kunne være ligesådan derhjemme? Julepynt op midt i december måned og væk 2. juledag? Nå, det var vist et sidespring. Men under alle omstændigheder så gør den korte plakat tid ikke festen mindre, når så dagen oprinder. I kan tro der var plakater, bannere, flag og parti farver repræsenteret i byen, og tættere man kom forsamlingshuset som var byens valgsted, jo tættere blev plakaterne.

I Grønland får man heller ikke tilsendt et valgkort. Man dukker bare op på valgstedet og stiller sig i den kø der passer til din fødselsdag (1-7, 8-16 etc.), de finder dig på listen, giver dig en stemmeseddel off you go. Og apropos stemmer, så er det altså lidt sjovt at læse i avisen bagefter at AI har vundet en jordskredssejr i Nuuk, når de reelt fik 2000 stemmer. Ja, det er lidt andre forhold heroppe. Men nok om valget.

I fredags havde Camilla og jeg vores bryllupsdag. Yay os. Vi har nu officielt været gift i et år (et år og fem dag), og det kom egentlig bag på mig hvor hurtig det år var gået. Ja, jeg burde nok have skrevet en lang blog om den store dag, men på den anden side set så havde jeg egentlig mere lyst til at nyde min kone den dag end at hænge ud foran computeren. Men det forstår i jo nok. Jo det blev en dejlig aften med lækker mad, rødvin, romantiske stearinlys og alt det der gejl der nu en gang skal være der sådan en aften. Og så fik vi endelig åbnet den boks med beskeder fra alle gæsterne til vores surprise bryllups fest i sommers. Der var rigtig mange søde beskeder, nogle mere kloge end andre, nogle havde sprunget ud som digter, mens andre blot havde tegnet brudeprinsesser og mange af dem (Toras bidrag). Vi arbejder pt. på at få dem i en ramme af en eller anden slags, men udvalget af rammer heroppe er lidt spartansk, så vi må vente til vi er i tømmerhandelen igen. Aftenen var i hvert fald hyggelig.

Nå man jeg vil til at se dyner, så jeg kan blive lidt mere frisk i morgen end jeg var i dag.