Jeg tror ikke jeg nogensinde bliver håndværker. Jeg er simpelthen ikke bygget til det. Men det er sjovt nok som man altid er overbevist om at ”nå den der ting, den kan jeg sku hurtigt samle.. no problem!” og fem minutter senere har man savet sig selv i benene, tømrerlus over alt, man har væltet den forkerte væg (selv om det var et bord man sku samle), og alt ens værktøj er enten bøjet eller gået i brand. Jep, nogenlunde sådan er det for mig. Jeg fik nemlig den smarte idé at jeg sku have sat en hylde op herhjemme. Her gjorde jeg allerede min første fejl – idéen var at jeg sku sætte den op. Dumt dumt dumt.
Det hele blev lidt sat i gang af at jeg havde det lidt rodet herhjemme, samtidig med at jeg stadig mangler at tømme et par flyttekasser. Og hvad er den bedste og sikreste måde du får ryddet op på? Det er jo som bekendt ved at invitere gæster. Så jeg inviterede Karsten og Susanne (2 af mine kolleger) til en hyggelige tag-dine-gamle-plader-med-aften hos mig og så sku jeg nok stå for maden (den kommer jeg til). Men for at få lidt mere plads til inholdet af alle de kasser mangler jeg en smule hyldeplads for at sige det pænt. Så jeg tog i onsdags hen til tømmerhandelen for at se om de havde noget. Og ganske rigtigt, de havde både hylde og de der ophængsting man fæstner til væggen og sætter hylden på… ak, hvad er det de hedder. Men jeg fik desuden nogle skruer, et lille bor til træet som jeg ku bruge med skolens boremaskine jeg allerede havde lånt, en måtte til mit vindfang og desuden en .. fåk, jeg kan ikke huske navne nu. Sådan en der måler om noget nu er lige. Mand jeg er håbløs.
Men jeg kom hjem og begyndte min store bore-løs-overalt fase, en handymand som mig jo skal igennem. Jeg fik sat skruer så mit trådløse net og mine andre internetbokse kunne komme op på væggen istedet for at at lægge på gulvet. Nu mangler jeg bare nogle kortere ledninger til dem. Derefter kom turen til skruer så jeg ku sætte nogle billeder op. Jeg vil sige de blev lige.. sådan da. Det er også unfair når et billede er så stort at det skal bruge to skruer og ikke kan nøjes med en lige i midten. Som sagt.. næsten lige. Godt nok til rock i hvert fald. men billederne kom op, nu var der kun hylden tilbage. jeg blev enig med mig selv om at væggene af gips ikke nødvendigvis kunne holde vægten af en hylde med en masse mærkelig bøger på, så jeg gik med en kenders mine efter ydervæggen, der tydeligvis var af beton. Først skulle der markeres hvor jeg skulle bore og disse blev så tjekket efter med mit nyerhvervede vaterpas (se jeg kom i tanke om det). Efter jeg havde gjort det var det ”bare” at begynde at bore. Hold nu kæft det er noget man kan få ondt i armen af og specielt i beton. Og specielt når det øverste hul jeg skal bore i begge sider (der er jo to af de der holder-tingerster) lige præcis er blevet placeret der hvor der løber en af de der store jernstænger man altså IKKE kan bore i. Røv røv røv. Og fra da af gik det lettere ned af bakke. Et sted var skruen for lang i forhold til mit hul, og jeg ku ikke få den ud, da jeg havde smadret gevindet. Et andet sted var mit hul ikke vater alligevel, så jeg måtte bore et nyt ved siden af. Og så var de skruer jeg havde fået af damen i tømmerhandelen forlange til hylden, så jeg havde nær skruet en af dem helt gennem, men gennemskuede heldigvis hurtigt hendes fejl (ik min) så jeg skiftede om til nogle andre skruer jeg havde haft med fra DK. Alt i alt så kom hylden op tro det eller ej. Det tog langt længere tid end jeg regnede med, den er kun støttet af 4 ud af 6 skruer i væggen og den ene skrue kommer aldrig, gentager aldrig, ud igen. Men ser man bort fra det, så er det nu blevet et meget pænt resultat ud af det. Mine eneste kommentar lige nu er, at jeg er glad for at jeg ikke købte to som jeg havde planer om fra starten af…
Men jeg blev i hvert fald færdig med at være handy og fik ryddet op indtil gæsterne kom, hvilket så viste sig at blive gæst. Susanne kunne ikke alligevel da det kom til stykket. Det var jo bare synd for hende, for så gik hun glip af grønlands bedste og absolut dyreste lasagne. Når det er jeg laver lasagne så er mine 2 hovedingredienser altid chili og rødvin. Der skal et enkelt chili i (uden kerner, vi er jo ikke umenneskelige) og så skal sovsen i være baseret på rødvin, der får lov til at koge alkoholen af en times tid. Men hvad er det lige der er super dyrt heroppe? Alkohol og grønsager.. og så smøger, men dem skal der ikke lige bruges nogen af i min lasagne. En ting er at jeg skal bruge grøntsager, de er tilpas dyre, men det er bare ikke er muligt at få dem i de rigtige mængder. Jeg skal bruge ét chili, ikke to, ikke tre, men ét. Og hvad kan man ikke få enkeltvis? chilier naturligvis. Jeg blev nødt til at købe en pakke med 8 styks til 32 kroner, derudover så også købe en ”billig” flaske rødvin til 75 kr (tro mig det er omkring det billigste du kan få heroppe, der bare er nogenlunde drikkelig), 250g champignon for 25kr. og en masse andre ting, der alt i alt løb op til de omkring 250 kroner. Mindst. Men det er jo ikke den slags man skal hænge sig i når man invitere gæster.. gæst. Den blev i hvert fald god og vi havde en hyggelig aften med masser vinylplader, rødvin, senere hen øl og en tur i klubben. Men det varer nok lidt før jeg lavet en lasagne igen.
lørdag, september 30, 2006
tirsdag, september 26, 2006
Maniitsoq big city guide
Det er på tide du, kære læser, lærer lidt om byen maniitsoq, siden du åbenbart følger med i hvad det er jeg laver heroppe i det kolde nord. Men lad mig forsøge at beskrive Maniitsoq efter bedste evne.
Maniitsoq betyder den ujævne, hvilket passer meget godt siden byens huse ligger spredt lidt over fjeldene her. Der er lidt som om at man tænkte; ”næh sikke en fin lille fjord, den snupper vi”.. ”undskyld boss, men hvad med alle fjeldene?”, ”dem bygger vi bare på og så giver vi det et eller andet navn som giver det lidt lokal kolorit, så synes alle det er charmerende i stedet for irriterende”, ”mand, du er smart boss”. Og sådan blev det til at maniitsoq ligger hvor den gør. Eller noget lignende. Der er i hvert fald mange trapper rundt omkring, men de også nødvendige hvad man skal op til de huse øverst oppe. I gamle dage blev Maniitsoq kaldt Grønlands Venedig eftersom der var meget vand mellem bygningerne, kanaler, fjorde etc. men de fleste af dem er nu fyldt med sten, så der ku blive bygget bygninger som vores kære kommune kontor, hallen og så fremdeles, alt i fremskridtets navn. Så ingen Venedig mere, kun en lille sukkertop. Nårh nej, det er der heller ikke. På dansk hedder Maniitsoq Sukkertoppen, men det er faktisk lidt en fejl, eller man kan i hvert fald sige at navnet har mistet sin historiske lokalitets relevans, efter at Sukkertoppen er toppen af de bjerge man kan se hvor maniitsoq lå i ’gamle’ dage. Jep, de flyttede byen. Kan ikke lige huske hvornår, men nu er der stadig bygden, Kangaamiut, hvor den ’gamle’ maniitsoq lå.
Ifølge kommunens hjemmeside bor der i selve maniitsoq by 2.884 indbyggere, hvilket gør Maniitsoq til Grønlands fjerde største by (Nuuk nummer 1, Sissimiut nummer 2 og så er jeg ikke helt klar over nummer 3). Tager man Maniitsoq kommunens tre bygder Kangaamiut (401 indbyggere), Napasoq (98 indbyggere) og Atammik (239 indbyggere) med, så kommer vi helt op på 3.622 indbyggere alt i alt. Så kom ikke her. Arealmæssigt ligger kommunen heller ikke på den lade side. Kommunen er på 79.500 km2, hvor der til sammenligning kan fortælles at Danmarks samlede areal tæller 43.090 km2. Desværre kan man sige det lidt er falsk varebetegnelse eftersom der ”kun” er 17.000 km2 (lidt over to gange sjælland), der ikke er dækket af is.
Men på trods af den ringe størrelse (i hvert fald efter dansk standard, og nu tænker jeg indbyggermæssigt) så har Maniitsoq (næsten) alle morderne bekvemligheder; der er videoforretning, pizzaria (endnu en ting jeg mangler at få prøvet), en computerforretning/arkitektfirma, en grillbar og 2 cafeterier der også sælger grillmad, en sportsforretning, 4 brugser hvoraf to har åbent til kl 21-22, en tøjforretning, et autoværksted, en bank, fiskefabrikker, to skoler, to erhvervsskoler (det er her jeg arbejder, altså på den ene), 2 hoteller (og vist en lowbudget en også jeg ikke har set endnu), en hal med masser af muligheder for sport, et museum, en herre klub (det er den hemmelige klub jeg lover at vende tilbage til), brættet (fiskemarkedet) og endnu flere ting jeg ikke lige kan komme i tanke om på stående fod. Det væsentligste ved disse forretninger er, at ved flere af dem skal man vide hvor de ligger, ellers finder man dem aldrig. Grønlændere har nemlig en tendens til ikke at bruge tid på store butiksvinduer med fantastiske udstillinger og lækre overdimensionerede neonskilte, der fortæller at her ligger bennys videobiks altså. Nix, en forretning ligger ofte i en bygning der ligner alle de andre bygninger man kan bo i, og så er det lidt man skal vide at derinde bag døren er byens pizzaria altså. Nu har Pizzariaet faktisk været så flinke at sætte et lille håndmalet skilt op så man kan se det er her det sner. Det har byens videobiks til gengæld ikke. Og heller ikke grillbaren.. det tog mig over en uge før jeg regnede ud at det var her jeg kunne får en fransk hotdog til 15 kr.
Maniitsoq har også et par berømtheder. For det første bor her grønlands ældste kvinde. Hun hedder Charlotte Petersen, er 99 og fylder 100 år den 18. juli 2007. Derudover arbejder der på skolen en flink gut der hedder Ulrik. Han er pedel og kollegieansvarlig. Derudover er han keyboardmand i grønlands svar på Pink Floyd, bandet Naneruaq. De blev dannet i 1982 og nåede at lave to plader før de gik i opløsning. Nu er de efter 19 år samlet igen og ved at indspille deres 3. plade. Spændende.
Derudover er der jo selve fjorden, eller fjordene tror jeg måske det er nemmere at sige. Der er fjord og skærgård for alle pengene her i området, men en beskrivelse må blive en anden gang, eller måske bare en løbende ting jeg får gjort efterhånden som jeg får set den. Og så er der også Apussuit, der er grønlands bedste skisted og åbenbart så fantastisk at de kongelige har været der, samt norges landshold i langrend osv. også lige har været på studieophold. Men siden det for det første er en tre timers sejlads herfra, samt sikkert heller ikke er gratis, så må det lige vare en lille stund før jeg får besøgt stedet og derefter kan få fortalt dig kære læser om det. Men kommer tid kommer råd, for det er helt sikkert et besøg værd. Men jeg lover at vende tilbage om at dette og mere. Jeg har jo kun lige skrabet overfladen. Giv mig nu en chance.
Alt i alt er det en dejlig by på godt og ondt. Alting går en smule langsommere end derhjemme, men kan man først overkomme temposkiftet og omgivelsernes og landskabet mere barske og ofte episke karakter, så klarer man det nok.
Maniitsoq betyder den ujævne, hvilket passer meget godt siden byens huse ligger spredt lidt over fjeldene her. Der er lidt som om at man tænkte; ”næh sikke en fin lille fjord, den snupper vi”.. ”undskyld boss, men hvad med alle fjeldene?”, ”dem bygger vi bare på og så giver vi det et eller andet navn som giver det lidt lokal kolorit, så synes alle det er charmerende i stedet for irriterende”, ”mand, du er smart boss”. Og sådan blev det til at maniitsoq ligger hvor den gør. Eller noget lignende. Der er i hvert fald mange trapper rundt omkring, men de også nødvendige hvad man skal op til de huse øverst oppe. I gamle dage blev Maniitsoq kaldt Grønlands Venedig eftersom der var meget vand mellem bygningerne, kanaler, fjorde etc. men de fleste af dem er nu fyldt med sten, så der ku blive bygget bygninger som vores kære kommune kontor, hallen og så fremdeles, alt i fremskridtets navn. Så ingen Venedig mere, kun en lille sukkertop. Nårh nej, det er der heller ikke. På dansk hedder Maniitsoq Sukkertoppen, men det er faktisk lidt en fejl, eller man kan i hvert fald sige at navnet har mistet sin historiske lokalitets relevans, efter at Sukkertoppen er toppen af de bjerge man kan se hvor maniitsoq lå i ’gamle’ dage. Jep, de flyttede byen. Kan ikke lige huske hvornår, men nu er der stadig bygden, Kangaamiut, hvor den ’gamle’ maniitsoq lå.
Ifølge kommunens hjemmeside bor der i selve maniitsoq by 2.884 indbyggere, hvilket gør Maniitsoq til Grønlands fjerde største by (Nuuk nummer 1, Sissimiut nummer 2 og så er jeg ikke helt klar over nummer 3). Tager man Maniitsoq kommunens tre bygder Kangaamiut (401 indbyggere), Napasoq (98 indbyggere) og Atammik (239 indbyggere) med, så kommer vi helt op på 3.622 indbyggere alt i alt. Så kom ikke her. Arealmæssigt ligger kommunen heller ikke på den lade side. Kommunen er på 79.500 km2, hvor der til sammenligning kan fortælles at Danmarks samlede areal tæller 43.090 km2. Desværre kan man sige det lidt er falsk varebetegnelse eftersom der ”kun” er 17.000 km2 (lidt over to gange sjælland), der ikke er dækket af is.
Men på trods af den ringe størrelse (i hvert fald efter dansk standard, og nu tænker jeg indbyggermæssigt) så har Maniitsoq (næsten) alle morderne bekvemligheder; der er videoforretning, pizzaria (endnu en ting jeg mangler at få prøvet), en computerforretning/arkitektfirma, en grillbar og 2 cafeterier der også sælger grillmad, en sportsforretning, 4 brugser hvoraf to har åbent til kl 21-22, en tøjforretning, et autoværksted, en bank, fiskefabrikker, to skoler, to erhvervsskoler (det er her jeg arbejder, altså på den ene), 2 hoteller (og vist en lowbudget en også jeg ikke har set endnu), en hal med masser af muligheder for sport, et museum, en herre klub (det er den hemmelige klub jeg lover at vende tilbage til), brættet (fiskemarkedet) og endnu flere ting jeg ikke lige kan komme i tanke om på stående fod. Det væsentligste ved disse forretninger er, at ved flere af dem skal man vide hvor de ligger, ellers finder man dem aldrig. Grønlændere har nemlig en tendens til ikke at bruge tid på store butiksvinduer med fantastiske udstillinger og lækre overdimensionerede neonskilte, der fortæller at her ligger bennys videobiks altså. Nix, en forretning ligger ofte i en bygning der ligner alle de andre bygninger man kan bo i, og så er det lidt man skal vide at derinde bag døren er byens pizzaria altså. Nu har Pizzariaet faktisk været så flinke at sætte et lille håndmalet skilt op så man kan se det er her det sner. Det har byens videobiks til gengæld ikke. Og heller ikke grillbaren.. det tog mig over en uge før jeg regnede ud at det var her jeg kunne får en fransk hotdog til 15 kr.
Maniitsoq har også et par berømtheder. For det første bor her grønlands ældste kvinde. Hun hedder Charlotte Petersen, er 99 og fylder 100 år den 18. juli 2007. Derudover arbejder der på skolen en flink gut der hedder Ulrik. Han er pedel og kollegieansvarlig. Derudover er han keyboardmand i grønlands svar på Pink Floyd, bandet Naneruaq. De blev dannet i 1982 og nåede at lave to plader før de gik i opløsning. Nu er de efter 19 år samlet igen og ved at indspille deres 3. plade. Spændende.
Derudover er der jo selve fjorden, eller fjordene tror jeg måske det er nemmere at sige. Der er fjord og skærgård for alle pengene her i området, men en beskrivelse må blive en anden gang, eller måske bare en løbende ting jeg får gjort efterhånden som jeg får set den. Og så er der også Apussuit, der er grønlands bedste skisted og åbenbart så fantastisk at de kongelige har været der, samt norges landshold i langrend osv. også lige har været på studieophold. Men siden det for det første er en tre timers sejlads herfra, samt sikkert heller ikke er gratis, så må det lige vare en lille stund før jeg får besøgt stedet og derefter kan få fortalt dig kære læser om det. Men kommer tid kommer råd, for det er helt sikkert et besøg værd. Men jeg lover at vende tilbage om at dette og mere. Jeg har jo kun lige skrabet overfladen. Giv mig nu en chance.
Alt i alt er det en dejlig by på godt og ondt. Alting går en smule langsommere end derhjemme, men kan man først overkomme temposkiftet og omgivelsernes og landskabet mere barske og ofte episke karakter, så klarer man det nok.
lørdag, september 23, 2006
grønlands største dræbermaskine
Noget af det første nogle af mine kolleger spurgte mig om var, om jeg gik på jagt. Og hvis jeg ikke gjorde, kom jeg til det, sagde de. Og så var det jeg tænkte... 3 år? tjaaa.. man kan jo ligeså godt hyle som de ulve man er blandt eller hvordan det ellers er det gamle ordsprog siger. Og når jeg nu ikke personligt har noget imod jagt og måske mere ser det som et spændende alternativ til at glo tv en hel weekend, end en forbrydelse mod moder natur. Men hvor er det man starter, hvis man skal blive den fødte jæger? Skal man have våbentilladelse? Jagttegn?
Her oppe kan de ikke rigtig se nødvendigheden i en våbentilladelse, så det eneste du skal gøre for at få lov til at plaffe løs, er at få dig et jagttegn. Og det indebærer blot at du skal gå ned på kommunen for at udfylde en lille blanket med navn og adresse hvorefter de sender den videre til Nuuk, der så sender dig et jagttegn og et lille administrativt gebyr på en 30 kr eller noget. Ikke ligefrem de store formalier, men det skal være i orden før du kravler i jagttøjet. Et jagttegn giver så tilladelse til de mindre dyr som fugle, harer etc. For at skyde rensdyr og moskusokser og lignende skal man først have et jagttegn og så få sig en separat tilladelse (en licitation) til den slags. Det er dog vist noget med at moskusokser kan du først få lov til at skyde, når du har boet heroppe et par år. Det plejede at være sådan med rensdyr også, men efter der nu er aaaalt for mange af dem, ødelægger det livsbetingelserne for dem i det lange løb, hvilket jo er lidt ironisk. Men jeg læste lidt tidligere at der i 2004 var 30.000 rensdyr for meget! Og det er jo immervæk noget der kan spolere status quo for racen, når det kommer til at finde mad, for gør de ikke det, dør der for mange af vinterkulden, da de ikke har fået den nødvendige mad til at overleve, eller noget. Det er lidt uklart for mig hvordan det nu er det hænger sammen, men summa summarum er at man vist kan skyde dem fra day one (hvis ellers man indhenter licitationen, selvsagt).
Så jeg har været nede på kommunen for at hente mig et jagttegn. Det er jo ikke fordi at jeg nu bestemt mig for at være grønlands største dræbermaskine, men det er bedre at få formalier i orden, i tilfælde af jeg sku gå hen og blive inviteret på jagt. Men ud over jagttegnet og tilladelserne så er der to andre meget vigtige man som jæger må erhverve sig: et gevær og en kummefryser. Et gevær er jo lidt essentielt på disse egne, eftersom dyrene her ikke ligger sig ned og dør fordi jeg peger på dem og siger bang (selv om det ville være lidt smart, men så sku man huske ikke pege sine fingre mod andre mennesker og så ku det hurtigt blive noget rod). Men det er som sagt ret vigtigt med en riffel (åh åh, er der forskel på en riffel og et gevær? dammit jeg er en novice, det må uudersøges), da rensdyr sæsonen så småt er ved at gå i gang. Men sådan en lille sag er jo dyr (fra 1.000 til 10.000 koster de man kan købe her i byen), så det må blive en gang når jeg har fået løn, hvis der stadig er penge på kontoen med dobbelt husleje og mærkelige engangsbeløb for oprettelse af det ene og det andet. Og så hvis jeg endelig får skudt noget, så er det vigtigt at have en kummefryser. Det er immervæk lidt svært at få proppet et halvt rensdyr i den lille gnalling af en frysetop, der er på mit køleskab, så investeres det skal der.
Ja, ja jeg når det nok, det hele. indtil videre må jeg jo blot vente på mit jagttegn og indtil videre kan jeg så fiske, hvis det er nogen forbarmer sig over mig og tager mig med ud. Men jeg skal også have lært at sejle den båd… jeg når det nok jeg når det nok…
Her oppe kan de ikke rigtig se nødvendigheden i en våbentilladelse, så det eneste du skal gøre for at få lov til at plaffe løs, er at få dig et jagttegn. Og det indebærer blot at du skal gå ned på kommunen for at udfylde en lille blanket med navn og adresse hvorefter de sender den videre til Nuuk, der så sender dig et jagttegn og et lille administrativt gebyr på en 30 kr eller noget. Ikke ligefrem de store formalier, men det skal være i orden før du kravler i jagttøjet. Et jagttegn giver så tilladelse til de mindre dyr som fugle, harer etc. For at skyde rensdyr og moskusokser og lignende skal man først have et jagttegn og så få sig en separat tilladelse (en licitation) til den slags. Det er dog vist noget med at moskusokser kan du først få lov til at skyde, når du har boet heroppe et par år. Det plejede at være sådan med rensdyr også, men efter der nu er aaaalt for mange af dem, ødelægger det livsbetingelserne for dem i det lange løb, hvilket jo er lidt ironisk. Men jeg læste lidt tidligere at der i 2004 var 30.000 rensdyr for meget! Og det er jo immervæk noget der kan spolere status quo for racen, når det kommer til at finde mad, for gør de ikke det, dør der for mange af vinterkulden, da de ikke har fået den nødvendige mad til at overleve, eller noget. Det er lidt uklart for mig hvordan det nu er det hænger sammen, men summa summarum er at man vist kan skyde dem fra day one (hvis ellers man indhenter licitationen, selvsagt).
Så jeg har været nede på kommunen for at hente mig et jagttegn. Det er jo ikke fordi at jeg nu bestemt mig for at være grønlands største dræbermaskine, men det er bedre at få formalier i orden, i tilfælde af jeg sku gå hen og blive inviteret på jagt. Men ud over jagttegnet og tilladelserne så er der to andre meget vigtige man som jæger må erhverve sig: et gevær og en kummefryser. Et gevær er jo lidt essentielt på disse egne, eftersom dyrene her ikke ligger sig ned og dør fordi jeg peger på dem og siger bang (selv om det ville være lidt smart, men så sku man huske ikke pege sine fingre mod andre mennesker og så ku det hurtigt blive noget rod). Men det er som sagt ret vigtigt med en riffel (åh åh, er der forskel på en riffel og et gevær? dammit jeg er en novice, det må uudersøges), da rensdyr sæsonen så småt er ved at gå i gang. Men sådan en lille sag er jo dyr (fra 1.000 til 10.000 koster de man kan købe her i byen), så det må blive en gang når jeg har fået løn, hvis der stadig er penge på kontoen med dobbelt husleje og mærkelige engangsbeløb for oprettelse af det ene og det andet. Og så hvis jeg endelig får skudt noget, så er det vigtigt at have en kummefryser. Det er immervæk lidt svært at få proppet et halvt rensdyr i den lille gnalling af en frysetop, der er på mit køleskab, så investeres det skal der.
Ja, ja jeg når det nok, det hele. indtil videre må jeg jo blot vente på mit jagttegn og indtil videre kan jeg så fiske, hvis det er nogen forbarmer sig over mig og tager mig med ud. Men jeg skal også have lært at sejle den båd… jeg når det nok jeg når det nok…
tirsdag, september 19, 2006
ud med snøren
Hold da kæft. Er lige kommet hjem for en time siden fra en helt fantastisk dejlig aften sejltur, hvor Per (forstanderen) og undertegnede tog ud for at fange os nogle rødfisk. Det hele startede med at han hen over middag sagde at hvis vejret holdt (det var rigtig godt vejr, skal det siges) så ville han ud ved fem tiden og se om han kunne finde stedet for rødfisk, og.. ja hvis jeg havde lyst kunne jeg da bare tage med. Nu er det sådan at jeg de sidste par dage har rettet opgaver i vildskab og forberedt mig som et besat dyr (også i min såkaldte fritid) så hvis der var noget jeg trængte til, så var det en tur væk fra min computer og mit skrivebord, men undervisningen til i morgen skulle jo også forberedes. Heldigvis havde jeg kun undervisning fra kl. 8 til 12.30 så resten af dagen kløede jeg på for at forberede mig så meget som overhovedet muligt til de kommende dage, så jeg kunne tage på fisketur med god samvittighed. Og da jeg fik fri klokken 16.00 var jeg masser af forberedt på de kommende dages og måske lidt af næste uges undervisning. Jeg stormede hjem, fik lige en enkelt rugbrød i munden fik gjort mig lidt klar, skiftet tøj og så ellers ud af døren igen, eftersom vi skulle mødes på havnen klokken 17.00.
Vejret holdt. Lad os bare sige det sådan. Der var eminent godt vejr og bølgerne var forholdsvis rolige, så i havde en dejlig tur ud til det sted, hvor der efter sigende skulle være rødfisk. Det er sådan med det at fiske i fjordene heroppe, at man kan sidde forgæves i timevis, hvis ikke man lige ved præcis hvor de er. Hvis man så ved det, kan man til gengæld hive dem i land en efter en. Det var sådan et sted vi fandt til torsk sidste weekend igen, men nu var det rødfisk det galt. Han vidste at der var et inde i en fjord et lille stykke fra maniitsoq, men i stedet for at tage direkte til det gps noterede sted ville han lige prøve lykken lidt i nærheden. Og gud ske tak og lov for det. Knapt havde vi smidt snøren i vandet og ramt bunden de der 60 meter nede før at vi fik bid (jeg fik bid først.. hehe). Og ganske rigtig – det var rødfisk. Der gik ikke mange sekunder efter jeg havde fået min første ombord på båden før per havde sin første med oppe også. Vi forsøgte en gang til og igen var der bid øjeblikkeligt. per var ikke langsom til at notere stedet på sin gps som ”rødfisk 3”, da det nu var det tredje sted han havde fundet med rødfisk, og efter havd jeg forstod klart det bedste. Fiskene bed på med det samme og de var store og lækre. Faktisk havde jeg to bid på en gang, men desværre mistede jeg den ene i min iver for at hive dem ombord. En anden ting du kære læser skal vide er at hiver man en fisk op til vandoverfladen fra 50+ meter dybt vand og gør man det hurtigt nok, så får fisken dykkersyge. Dens øjne bugner udaf og dens mave kommer ud af munden på den. Det er nemlig lidt smart, for mister man en fisk (hopper den af krogen) lige før vandoverfladen så i stedet for at svømme nedaf, så flyder den lidt op til vandoverfladen, før den kommer sig og tager af sted. Så er man hurtig nok, så kan man fange en fisk igen selv om den er hoppet af krogen. Men det var jeg jo ikke. Jeg havde ikke lige teknikken på at få en åleglat fisk op af vandet med de bare næver og per var i gang med at filme min kamp mod de røde fisk fra det store dyb. Så den forsvandt. Og det skete to gange at jeg mistede en fisk. Øv. Men det gør nu ikke så meget, for der var nok af dem og jeg hev dem ind uanset i et hidsigt tempo. Det eneste vi skulle gøre var at justere vores position, efter som vi drev lidt, og så ellers smide linen i, ramme bunden, hive lidt op, trække i snoren, og havde fisken ikke bidt på efter vi havde pilket max 5 gange, var vi det forkerte sted. Så træfsikkert var det.
Til sidst begyndte solen af gå ned og vi måtte også hellere vende snuden hjemad mens vi endnu kunne se noget. Vi havde et mindre væddemål i gang, mens vi sejlede hjemad, om hvor mange fisk vi havde fanget. Mit bud var 14-15 og Per mente alligevel at vi lå på 19-20 stykker. Og det vidste sig at han fik (mest) ret. 18 super lækre store (nogen større end andre) rødfisk havde vi fanget, da vi fik talt op hjemme på kajen. Heldigvis havde Per sprættet fiskene op og fjernet indvolde ude ved det hotte fiskested, så der var ikke andet at gøre end fordele aftenens fangst. Jeg nøjedes med en 6 stykker til at starte med, da jeg lige skulle se hvor meget plads der var en min lille fryser. per ville så en gang i morgen fileterer et par af de andre til mig, og så skulle jeg sige til når og hvis jeg havde plads. Det fandt jeg så ud af, da jeg kom hjem, at det har jeg snildt plads til. Efter jeg fik hakket hovederne af mine seks fisk, fyldte de jo ikke mere end at der sagtens er plads til 6 til hvis det skulle være. Så nu er der 5 lækre fisk i min fryser og en i mit køleskab, for gæt lige hvad jeg skal have at spise i morgen aften…
Vejret holdt. Lad os bare sige det sådan. Der var eminent godt vejr og bølgerne var forholdsvis rolige, så i havde en dejlig tur ud til det sted, hvor der efter sigende skulle være rødfisk. Det er sådan med det at fiske i fjordene heroppe, at man kan sidde forgæves i timevis, hvis ikke man lige ved præcis hvor de er. Hvis man så ved det, kan man til gengæld hive dem i land en efter en. Det var sådan et sted vi fandt til torsk sidste weekend igen, men nu var det rødfisk det galt. Han vidste at der var et inde i en fjord et lille stykke fra maniitsoq, men i stedet for at tage direkte til det gps noterede sted ville han lige prøve lykken lidt i nærheden. Og gud ske tak og lov for det. Knapt havde vi smidt snøren i vandet og ramt bunden de der 60 meter nede før at vi fik bid (jeg fik bid først.. hehe). Og ganske rigtig – det var rødfisk. Der gik ikke mange sekunder efter jeg havde fået min første ombord på båden før per havde sin første med oppe også. Vi forsøgte en gang til og igen var der bid øjeblikkeligt. per var ikke langsom til at notere stedet på sin gps som ”rødfisk 3”, da det nu var det tredje sted han havde fundet med rødfisk, og efter havd jeg forstod klart det bedste. Fiskene bed på med det samme og de var store og lækre. Faktisk havde jeg to bid på en gang, men desværre mistede jeg den ene i min iver for at hive dem ombord. En anden ting du kære læser skal vide er at hiver man en fisk op til vandoverfladen fra 50+ meter dybt vand og gør man det hurtigt nok, så får fisken dykkersyge. Dens øjne bugner udaf og dens mave kommer ud af munden på den. Det er nemlig lidt smart, for mister man en fisk (hopper den af krogen) lige før vandoverfladen så i stedet for at svømme nedaf, så flyder den lidt op til vandoverfladen, før den kommer sig og tager af sted. Så er man hurtig nok, så kan man fange en fisk igen selv om den er hoppet af krogen. Men det var jeg jo ikke. Jeg havde ikke lige teknikken på at få en åleglat fisk op af vandet med de bare næver og per var i gang med at filme min kamp mod de røde fisk fra det store dyb. Så den forsvandt. Og det skete to gange at jeg mistede en fisk. Øv. Men det gør nu ikke så meget, for der var nok af dem og jeg hev dem ind uanset i et hidsigt tempo. Det eneste vi skulle gøre var at justere vores position, efter som vi drev lidt, og så ellers smide linen i, ramme bunden, hive lidt op, trække i snoren, og havde fisken ikke bidt på efter vi havde pilket max 5 gange, var vi det forkerte sted. Så træfsikkert var det.
Til sidst begyndte solen af gå ned og vi måtte også hellere vende snuden hjemad mens vi endnu kunne se noget. Vi havde et mindre væddemål i gang, mens vi sejlede hjemad, om hvor mange fisk vi havde fanget. Mit bud var 14-15 og Per mente alligevel at vi lå på 19-20 stykker. Og det vidste sig at han fik (mest) ret. 18 super lækre store (nogen større end andre) rødfisk havde vi fanget, da vi fik talt op hjemme på kajen. Heldigvis havde Per sprættet fiskene op og fjernet indvolde ude ved det hotte fiskested, så der var ikke andet at gøre end fordele aftenens fangst. Jeg nøjedes med en 6 stykker til at starte med, da jeg lige skulle se hvor meget plads der var en min lille fryser. per ville så en gang i morgen fileterer et par af de andre til mig, og så skulle jeg sige til når og hvis jeg havde plads. Det fandt jeg så ud af, da jeg kom hjem, at det har jeg snildt plads til. Efter jeg fik hakket hovederne af mine seks fisk, fyldte de jo ikke mere end at der sagtens er plads til 6 til hvis det skulle være. Så nu er der 5 lækre fisk i min fryser og en i mit køleskab, for gæt lige hvad jeg skal have at spise i morgen aften…
fredag, september 15, 2006
flyttehelvede
Nu er jeg næsten helt færdig.. og så også kun næsten. Her taler jeg naturligvis om min sidste dages ret så omfattende indflytning i min nye lejlighed (den er i hvert fald ny for mig). Vi startede tirsdag med at flytte det hele ind og når jeg siger det hele, så taler jeg om ret store mængder af ting jeg har fået skrabet sammen de sidste mange år. Der var ca 24 flyttekasser fyldt med cd’er, dvd’er, tøj, bøger, ledninger, køkkenudstyr, dippedutter, dingenoter og andre mere eller mindre nødvendige og unødvendige himstergimster. Det er meget nemt når man pakker det hele; ”ja klart den skal jeg da have med”, man tænker bare ikke lige på at man også finde plads til det når man kommer frem i den anden ende. Derudover var der stuebord, sofamøbler, skrive bord, reoler, seng, tvbord, natbord, højtalere, anlæg, puder, lamper og naturligvis mit fjernsyn. Og sikkert nogle flere ting jeg har glemt.
Men selve indflytningen gik smertefrit, set efter grønlands standard. Flyttemændene havde dog sagt at de ville kontakte mig mandag når de var klar til at kaste mine ting ind i lejligheden (tingene ankom med skib søndag), men da de ikke havde ringet klokken 15, ringede jeg til dem. Og så var det først pludselig tirsdag… suk. Men tirsdag klokken 10 kunne de, hvilket betød at jeg lige skulle bytte en time med susanne, før jeg kunne komme og lukke op. Men de kom og i løbet af en lille halv time, var mine ting indlogeret i deres nye bo. Dejligt. Så var det bare at gå amok i åbningshelvede, og det gjorde jeg så. Første dag fik jeg pakket alle møbler ud, samlet natbord og tv bord (jeg skulle lige finde mit værktøj først i en af kasserne), samle en enkel lampe så jeg havde lidt lys og lige tømme 10 kasser med noget køkkenstads, sko etc. Onsdag kom turen til den anden lampe, reolerne, cd og dvd’erne, min nye skrivebordsstol og ellers en all round tømning af kasser. Torsdag gik jeg i elektronisk mode, hvor det at få min printer til at virke tog en hel del tid. Den gad jo naturligvis ikke virke hvis man fulgte brugsanvisningen, så efter jeg indså det (det tog et par timer) afinstallerede jeg det jeg havde installeret og startede forfra ved kuu at bruge windows. Og så virkede det. Mærkeligt når brugsanvisningen er til for at modarbejde dig… tsk. Lidt det samme problem har jeg med det trådløse net jeg har investeret i. Brugsanvisningen er så såre simpel at man jo burde tænke ”det her kan jo ikke gå galt”, men os der ved en smule bedre tænker i stedet straks ”årh pis, der står jo ikke en skid om hvad man skal gøre hvis det nu går galt”. Og så går det galt. Men jeg tager den ned i butikken om en lille times tid. Har ringet derned oo aftalt det, ikke fordi jeg tror maskinen fejler noget, men det er jo bare ikke så nemt at sætte det op som producenterne åbenbart gerne vil en til at tro.
Derudover står menuen i aften på stereoanlæg og nintendo opsætning, samt lidt spaghetti bolognese. Efter jeg prøvede en hvalbøf i går, trænger jeg til noget, der er en smule mere hjemligt… ikke at hval smagte dårligt, jeg brød mig bare ikke specielt meget om det. En lille smule sejt, en lille smule mærkelig konsistens, en lettere irriterende bismag.. jeg ved det ikke. Jeg tror faktisk det vil være glimrende, hvis det blev marieneret en dag eller to. Sådan i godt med oliven olie, løg, lidt citron måske. Så kødet blev lidt mere medgørligt.
Under alle omstændigheder går det fint heroppe. Des mere jeg underviser, des mere føler jeg en spirende sympati for alle de lærere der havde mig i gymnasiet (ja og folkeskolen for den sags skyld). Stakkels mennesker. Men derudover så regner det her og gør det på anden dagen. Torsdag væltede det ned hele dagen, men i dag er det mere moderat møgvejr. Nå ja, jeg har en fridag i dag, den såkaldte ”flyttefri”-dag man kan påkalde sig som tilflytter. Og nej mor, jeg var ikke længe oppe og står mega sent op fordi jeg ikke skulle noget. Torsdag gik jeg i seng klokken 23 og stod op klokken 7 (måske trak jeg den lidt, men ikke længere end 7.30), så jeg kunne få noget ud af dagen. Så jeg havde allerede været nede i byen og tilbage igen før klokken 11. Dejligt. Nu skal jeg derned igen, så jeg kan få fikset det trådløse net.
ses
Men selve indflytningen gik smertefrit, set efter grønlands standard. Flyttemændene havde dog sagt at de ville kontakte mig mandag når de var klar til at kaste mine ting ind i lejligheden (tingene ankom med skib søndag), men da de ikke havde ringet klokken 15, ringede jeg til dem. Og så var det først pludselig tirsdag… suk. Men tirsdag klokken 10 kunne de, hvilket betød at jeg lige skulle bytte en time med susanne, før jeg kunne komme og lukke op. Men de kom og i løbet af en lille halv time, var mine ting indlogeret i deres nye bo. Dejligt. Så var det bare at gå amok i åbningshelvede, og det gjorde jeg så. Første dag fik jeg pakket alle møbler ud, samlet natbord og tv bord (jeg skulle lige finde mit værktøj først i en af kasserne), samle en enkel lampe så jeg havde lidt lys og lige tømme 10 kasser med noget køkkenstads, sko etc. Onsdag kom turen til den anden lampe, reolerne, cd og dvd’erne, min nye skrivebordsstol og ellers en all round tømning af kasser. Torsdag gik jeg i elektronisk mode, hvor det at få min printer til at virke tog en hel del tid. Den gad jo naturligvis ikke virke hvis man fulgte brugsanvisningen, så efter jeg indså det (det tog et par timer) afinstallerede jeg det jeg havde installeret og startede forfra ved kuu at bruge windows. Og så virkede det. Mærkeligt når brugsanvisningen er til for at modarbejde dig… tsk. Lidt det samme problem har jeg med det trådløse net jeg har investeret i. Brugsanvisningen er så såre simpel at man jo burde tænke ”det her kan jo ikke gå galt”, men os der ved en smule bedre tænker i stedet straks ”årh pis, der står jo ikke en skid om hvad man skal gøre hvis det nu går galt”. Og så går det galt. Men jeg tager den ned i butikken om en lille times tid. Har ringet derned oo aftalt det, ikke fordi jeg tror maskinen fejler noget, men det er jo bare ikke så nemt at sætte det op som producenterne åbenbart gerne vil en til at tro.
Derudover står menuen i aften på stereoanlæg og nintendo opsætning, samt lidt spaghetti bolognese. Efter jeg prøvede en hvalbøf i går, trænger jeg til noget, der er en smule mere hjemligt… ikke at hval smagte dårligt, jeg brød mig bare ikke specielt meget om det. En lille smule sejt, en lille smule mærkelig konsistens, en lettere irriterende bismag.. jeg ved det ikke. Jeg tror faktisk det vil være glimrende, hvis det blev marieneret en dag eller to. Sådan i godt med oliven olie, løg, lidt citron måske. Så kødet blev lidt mere medgørligt.
Under alle omstændigheder går det fint heroppe. Des mere jeg underviser, des mere føler jeg en spirende sympati for alle de lærere der havde mig i gymnasiet (ja og folkeskolen for den sags skyld). Stakkels mennesker. Men derudover så regner det her og gør det på anden dagen. Torsdag væltede det ned hele dagen, men i dag er det mere moderat møgvejr. Nå ja, jeg har en fridag i dag, den såkaldte ”flyttefri”-dag man kan påkalde sig som tilflytter. Og nej mor, jeg var ikke længe oppe og står mega sent op fordi jeg ikke skulle noget. Torsdag gik jeg i seng klokken 23 og stod op klokken 7 (måske trak jeg den lidt, men ikke længere end 7.30), så jeg kunne få noget ud af dagen. Så jeg havde allerede været nede i byen og tilbage igen før klokken 11. Dejligt. Nu skal jeg derned igen, så jeg kan få fikset det trådløse net.
ses
mandag, september 11, 2006
på gyngende grund
Ak jeg er fuldstændig smadret efter en lang, hård og helt igennem fantastisk weekend. Jeg sidder nu her i postkassen og gynger lidt for meget for mig selv, efter to dage på vandet og har en hovedpine fordi jeg har fået for meget sol og ikke rigtig haft noget solcreme til hovedet. Men ser man bort fra det…
Fredag havde eleverne arrangeret en intro fest hvor lærerne også var velkomne, så der troppede jeg jo også op. Det var en dejlig fest, men jeg tror jeg skriver om den lidt senere i forbindelse med nogle andre tanker jeg har gjort mig om det at være lærer, for i denne omgang er det nemlig det der skete lørdag og søndag der er lidt vigtigt.
Lørdag var fantastisk, intet mindre. Vi skulle nogle stykker fra arbejdet af sted på en bærtur ude i skærgården (ikke at man nødvendigvis kalder den det, men fjorden minder lidt om sådan en svensk skærgård). Vi var 7 afsted; Christian og Anne Marie, Kathrine, Jim, Marianne og hendes 6 årige søn og så mig, og sejlede derfor i to både. ATI har deres lille båd med en kraftig påhængsmotor og så har Christian og anne marie en dejlig stor båd med kahyt. På ATIs båd var Marianne skipper og der tog jeg med hende og hendes søn, mens de andre hensank i luksus på ’store’. Men af sted kom vi mod Mariannes families sommerhytte. Det lå i dejlige idylliske omgivelser og var det bær vi ville have, var vi absolut kommet til det rigtige sted. Op af fjeldet var de kilovis af sortebær der bare ventede på at blive plukket. Efter vi havde gjort det et stykke tid var det gået hen og blevet lavvande hvilket betød at tangen på kysten var kommet til syne og her gemmer der sig nogen gange muslinger, mente anne marie og nej hvor fik hun ret. Fire mand høj ’plukkede’ vi muslinger ud af tang og mudder i en lille halvtime og havde hurtig 4 spandefulde og der var MANGE flere hvor de kom fra….vi ku bare ikke bære flere.
Da vandet begyndte lidt at stige igen (der er 4 timer mellem højvande og lavvande har jeg lært), pakkede vi sammen og tog ud i bådene igen. Nu sku vi ud og fiske, eller rettere pilke. Efter små 20 minutter fandt vi det perfekte sted. Nu er det jo bare sådan at jeg jo lidt er en bydreng, og sådan noget som at fiske, gå på jagt samle blåbær er omtrent lige så fremmed som smagen af gris for en overbevist muslim. Men jeg tænkte alligevel at ’nu vi var her…’ så jeg kastede mig ud i det. Jim var den der var først med biddene. Han nåede at hive to torsk i land før at vi andre kom på banen. Efter lidt begynder besvær slog jeg dog igen og hev en beauty af en torsk ind. Det var ikke den største der blev fanget den dag, men det var garanteret den bedste. i alt tror jeg at vi fik fanget en 10 torsk (mest fordi christian lige sluttede af med at fange en på hver krog, hvilket vil sige 5 styks på en gang og flere af dem store flotte fisk). Men vi tog hjem af igen lidt i syv og var godt kvæstede, men jim og undertegnede gik alligevel i gang med at koge muslinger da vi kom hjem, da det er sådan noget man vist skal gøre så hurtig som muligt. Så den aften fik vi muslinger med hvidløg i smør, lidt brød til og lidt rester jim havde af røget laks og ørred. Hvad kan jeg sige? ’Ren luksus’ tror jeg nok dækker meget godt. Og efter middagen kogte vi resten af muslingerne, og derefter frøs vi dem ned, så nu har jeg lækre muslinger til fiskesuppe mm. Om aftenen tog vi i ’klubben’ med Karsten og før vi vidste det var klokken halv tre og vi tog hjem ad.
Næste morgen tog Jim ned på brættet for at tage prøver af fisk som de kom ind om morgenen, og der mødte han Anne Marie (eller Mie som Christian kalder hende) og Christian der proklamerede at de ville af sted igen og hvis vi ville med, så havde vi en lille time inden afgang. Så vi samlede vores gear en gang til og drog af sted, denne gang med kurs mod indlandsisen helt i bunden af fjorden. Hold nu kæft det var flot. Helt fantastisk natur, fjeld på begge sider, isflager i vandet og for enden af fjorden flere tusind år gammel is, der bare lå og buldrede. Jep, indlandsis buldrer nøjagtig ligesom torden. Jeg forventede hele tiden at der skulle trække op til storm og lynene slå ned om ørerne på mig. Men sådan larmer de altså.
Men helt inde i fjorden så vi også en sæl der solbadede på et isstykke, hvilket er et noget usædvanligt syn, siden de som regel kun lige kigger op for at få luft for derefter at skynde sig at dykke ned igen. Det var en chance Christian ikke ville lade gå fra sig, så frem med riffelen og POOOOOOWWWW… mand det var højt. Han ramte dog ikke og sælen gled hurtigt ned i vandet igen. Fem minutter senere så vi en ny sæl, der åbenbart ikke mente høje brag sku afholde den fra at solbade. POOOOWWW… igen et miss, til gengæld fik jeg et knaldgodt billede af vandet der står op, da kuglen rammer vandet lige foran sælen. ’Desværre’ tog jeg det med Mies kamera, så billedet må i vente lidt med at se (hvis jeg er heldig har jeg det i morgen, så skal jeg nok lige opdatere bloggen med det). Men igen ramte vi ikke noget og havde nærmest opgivet foretaget, da vi tredje gang så endnu en sæl lige som vi var ved at sejle ud af det isfyldte område. POOOOOOWWW… og denne gang ramte christian. Først var vi i tvivl, da sælen som de andre gange dykkede ned, men da vi nærmede os isflagen hvor den havde ligget var der blodspor, så vi begyndte at spejde. Vi så den hurtigt komme til overfladen et stykke derfra, hvor den med de sidste kræfter forsøgte af komme op og få luft. vi kom hen til og forsøgte med krog at trække den op, men den vred sig fri og gik ned endnu engang. Kort efter kom den op igen et stykke væk og for at undgå en lang dødskamp, lagde christian an og gav den nådestødet (hvilket fjernede det meste af baghovedet). Vi fik den endelig fanget ind og surret fast til båden.
Derefter sejlede hjem men halvvejs gav vi os til at pilke igen, samme sted vi havde været så heldige med dagen før. Vi fik fanget et par fisk hist og her (jeg fangede endnu en torsk, hep for mig), men dagens store overraskelse kom, da Jim pludselig annoncerede at han havde noget rigtig stort på krogen. Og det kan man vist roligt sige at han havde. Da han efter megen møje og besvær fik trukket sin fangst ombord på båden, viste det sig at være en 9 kilos motherfucker af an torsk. DEN VAR KÆMPE! jeg siger dig, det var sådan en torsk de andre torsk brugte til at skræmme de små torsk med; ”hvis ikke du spiser dine plankton kommer gamle Killer efter dig og sluger dig i en mundfuld!” (faktisk havde han en torsk i maven da vi sprættede ham op på størrelse med den jeg havde fanget). Jeg har aldrig set noget lignende.
Efter en fantastisk dag på vandet tog vi hjem igen og trætte som vi var orkede ingen af skulle til at sprætte sæl op nu. Christian mente dog at grønlænderne bandt en sæl til båden og lod den blive i vandet natten over, hvis de ikke havde tid til ordne den med det samme. Det skulle vi komme til at lære, at det gjorde de så ikke. For næste dag, da jeg kom på arbejde aftalte mie med Kathrine at hun skulle gå ned til båden og hente sælen for derefter at flænse den og der så hun så at vi jo ikke havde sprættet den op, som man åbenbart skal gøre, hvis det er man lader den blive i vand. Hvis ikke man gør det svulmer den op og kødet er ødelagt, for ikke at sige skindet hvis heller ikke er så godt længere. Faktisk er det sådan at spiser man kødet alligevel bliver man syg og mister håret (og så er det ikke engang løgn). Det er det man mener der skete med borgmesteren, der åbenbart mistede alt håret over en nat. Stakkels mand. Men det var ærgerligt for så var det jo alt i alt lidt spild af sæl og stakkels den at blive offer for dumme danskere, der ikke helt ved hvad de har med at gøre. Den fejl kommer vi ikke til at begå en gang til.
På trods af spildt sæl (det har jeg det trods alt lidt dårligt med), gyngende ben der ikke helt kan finde ud af de er kommet på land og et solstegt snudeskaft, så var det alt i alt en helt igennem fantastisk weekend. Absolut fantastisk.
p.s. endnu engang undskylder jeg på internettets vegne at jeg ikke har kunne brilliere med billeder i denne blog, men den her *beeeep* *beeeep* hjemmeside har pludselige enormt svært ved at uploade billeder, selv om den sagtens kunne for en uge side. Sådan noget *beeeeep*. I kan dog få en hurtig teaser her http://img178.imageshack.us/img178/2120/grnland275fq8.jpg
fortvivlede knus herfra.
Fredag havde eleverne arrangeret en intro fest hvor lærerne også var velkomne, så der troppede jeg jo også op. Det var en dejlig fest, men jeg tror jeg skriver om den lidt senere i forbindelse med nogle andre tanker jeg har gjort mig om det at være lærer, for i denne omgang er det nemlig det der skete lørdag og søndag der er lidt vigtigt.
Lørdag var fantastisk, intet mindre. Vi skulle nogle stykker fra arbejdet af sted på en bærtur ude i skærgården (ikke at man nødvendigvis kalder den det, men fjorden minder lidt om sådan en svensk skærgård). Vi var 7 afsted; Christian og Anne Marie, Kathrine, Jim, Marianne og hendes 6 årige søn og så mig, og sejlede derfor i to både. ATI har deres lille båd med en kraftig påhængsmotor og så har Christian og anne marie en dejlig stor båd med kahyt. På ATIs båd var Marianne skipper og der tog jeg med hende og hendes søn, mens de andre hensank i luksus på ’store’. Men af sted kom vi mod Mariannes families sommerhytte. Det lå i dejlige idylliske omgivelser og var det bær vi ville have, var vi absolut kommet til det rigtige sted. Op af fjeldet var de kilovis af sortebær der bare ventede på at blive plukket. Efter vi havde gjort det et stykke tid var det gået hen og blevet lavvande hvilket betød at tangen på kysten var kommet til syne og her gemmer der sig nogen gange muslinger, mente anne marie og nej hvor fik hun ret. Fire mand høj ’plukkede’ vi muslinger ud af tang og mudder i en lille halvtime og havde hurtig 4 spandefulde og der var MANGE flere hvor de kom fra….vi ku bare ikke bære flere.
Da vandet begyndte lidt at stige igen (der er 4 timer mellem højvande og lavvande har jeg lært), pakkede vi sammen og tog ud i bådene igen. Nu sku vi ud og fiske, eller rettere pilke. Efter små 20 minutter fandt vi det perfekte sted. Nu er det jo bare sådan at jeg jo lidt er en bydreng, og sådan noget som at fiske, gå på jagt samle blåbær er omtrent lige så fremmed som smagen af gris for en overbevist muslim. Men jeg tænkte alligevel at ’nu vi var her…’ så jeg kastede mig ud i det. Jim var den der var først med biddene. Han nåede at hive to torsk i land før at vi andre kom på banen. Efter lidt begynder besvær slog jeg dog igen og hev en beauty af en torsk ind. Det var ikke den største der blev fanget den dag, men det var garanteret den bedste. i alt tror jeg at vi fik fanget en 10 torsk (mest fordi christian lige sluttede af med at fange en på hver krog, hvilket vil sige 5 styks på en gang og flere af dem store flotte fisk). Men vi tog hjem af igen lidt i syv og var godt kvæstede, men jim og undertegnede gik alligevel i gang med at koge muslinger da vi kom hjem, da det er sådan noget man vist skal gøre så hurtig som muligt. Så den aften fik vi muslinger med hvidløg i smør, lidt brød til og lidt rester jim havde af røget laks og ørred. Hvad kan jeg sige? ’Ren luksus’ tror jeg nok dækker meget godt. Og efter middagen kogte vi resten af muslingerne, og derefter frøs vi dem ned, så nu har jeg lækre muslinger til fiskesuppe mm. Om aftenen tog vi i ’klubben’ med Karsten og før vi vidste det var klokken halv tre og vi tog hjem ad.
Næste morgen tog Jim ned på brættet for at tage prøver af fisk som de kom ind om morgenen, og der mødte han Anne Marie (eller Mie som Christian kalder hende) og Christian der proklamerede at de ville af sted igen og hvis vi ville med, så havde vi en lille time inden afgang. Så vi samlede vores gear en gang til og drog af sted, denne gang med kurs mod indlandsisen helt i bunden af fjorden. Hold nu kæft det var flot. Helt fantastisk natur, fjeld på begge sider, isflager i vandet og for enden af fjorden flere tusind år gammel is, der bare lå og buldrede. Jep, indlandsis buldrer nøjagtig ligesom torden. Jeg forventede hele tiden at der skulle trække op til storm og lynene slå ned om ørerne på mig. Men sådan larmer de altså.
Men helt inde i fjorden så vi også en sæl der solbadede på et isstykke, hvilket er et noget usædvanligt syn, siden de som regel kun lige kigger op for at få luft for derefter at skynde sig at dykke ned igen. Det var en chance Christian ikke ville lade gå fra sig, så frem med riffelen og POOOOOOWWWW… mand det var højt. Han ramte dog ikke og sælen gled hurtigt ned i vandet igen. Fem minutter senere så vi en ny sæl, der åbenbart ikke mente høje brag sku afholde den fra at solbade. POOOOWWW… igen et miss, til gengæld fik jeg et knaldgodt billede af vandet der står op, da kuglen rammer vandet lige foran sælen. ’Desværre’ tog jeg det med Mies kamera, så billedet må i vente lidt med at se (hvis jeg er heldig har jeg det i morgen, så skal jeg nok lige opdatere bloggen med det). Men igen ramte vi ikke noget og havde nærmest opgivet foretaget, da vi tredje gang så endnu en sæl lige som vi var ved at sejle ud af det isfyldte område. POOOOOOWWW… og denne gang ramte christian. Først var vi i tvivl, da sælen som de andre gange dykkede ned, men da vi nærmede os isflagen hvor den havde ligget var der blodspor, så vi begyndte at spejde. Vi så den hurtigt komme til overfladen et stykke derfra, hvor den med de sidste kræfter forsøgte af komme op og få luft. vi kom hen til og forsøgte med krog at trække den op, men den vred sig fri og gik ned endnu engang. Kort efter kom den op igen et stykke væk og for at undgå en lang dødskamp, lagde christian an og gav den nådestødet (hvilket fjernede det meste af baghovedet). Vi fik den endelig fanget ind og surret fast til båden.
Derefter sejlede hjem men halvvejs gav vi os til at pilke igen, samme sted vi havde været så heldige med dagen før. Vi fik fanget et par fisk hist og her (jeg fangede endnu en torsk, hep for mig), men dagens store overraskelse kom, da Jim pludselig annoncerede at han havde noget rigtig stort på krogen. Og det kan man vist roligt sige at han havde. Da han efter megen møje og besvær fik trukket sin fangst ombord på båden, viste det sig at være en 9 kilos motherfucker af an torsk. DEN VAR KÆMPE! jeg siger dig, det var sådan en torsk de andre torsk brugte til at skræmme de små torsk med; ”hvis ikke du spiser dine plankton kommer gamle Killer efter dig og sluger dig i en mundfuld!” (faktisk havde han en torsk i maven da vi sprættede ham op på størrelse med den jeg havde fanget). Jeg har aldrig set noget lignende.
Efter en fantastisk dag på vandet tog vi hjem igen og trætte som vi var orkede ingen af skulle til at sprætte sæl op nu. Christian mente dog at grønlænderne bandt en sæl til båden og lod den blive i vandet natten over, hvis de ikke havde tid til ordne den med det samme. Det skulle vi komme til at lære, at det gjorde de så ikke. For næste dag, da jeg kom på arbejde aftalte mie med Kathrine at hun skulle gå ned til båden og hente sælen for derefter at flænse den og der så hun så at vi jo ikke havde sprættet den op, som man åbenbart skal gøre, hvis det er man lader den blive i vand. Hvis ikke man gør det svulmer den op og kødet er ødelagt, for ikke at sige skindet hvis heller ikke er så godt længere. Faktisk er det sådan at spiser man kødet alligevel bliver man syg og mister håret (og så er det ikke engang løgn). Det er det man mener der skete med borgmesteren, der åbenbart mistede alt håret over en nat. Stakkels mand. Men det var ærgerligt for så var det jo alt i alt lidt spild af sæl og stakkels den at blive offer for dumme danskere, der ikke helt ved hvad de har med at gøre. Den fejl kommer vi ikke til at begå en gang til.
På trods af spildt sæl (det har jeg det trods alt lidt dårligt med), gyngende ben der ikke helt kan finde ud af de er kommet på land og et solstegt snudeskaft, så var det alt i alt en helt igennem fantastisk weekend. Absolut fantastisk.
p.s. endnu engang undskylder jeg på internettets vegne at jeg ikke har kunne brilliere med billeder i denne blog, men den her *beeeep* *beeeep* hjemmeside har pludselige enormt svært ved at uploade billeder, selv om den sagtens kunne for en uge side. Sådan noget *beeeeep*. I kan dog få en hurtig teaser her http://img178.imageshack.us/img178/2120/grnland275fq8.jpg
fortvivlede knus herfra.
torsdag, september 07, 2006
lidt om sælkød, middag, diktat og livet
Så er det gået et par dage mere og jeg er stadig i live og ved godt mod. Jeg er ellers ved at blive klogere på hvad det vil sige at være lærer på ati med alt hvad det indebærer af undervisningsmetoder, møder, og det med at sige for meget (jeg er et par dyrekøbte erfaringer rigere på den konto men det vender jeg tilbage til).
I dag har jeg smagt tørret sæl. Kim (en af lærerne) havde noget med, og det mente han at jeg skulle smage. Det vil sige han viste mig noget tørret sort snusk jeg ikke kunne se hoved og hale på og sagde at det skulle jeg smage. Og det gjorde jeg så. Ikke at jeg er en sippe, men det smagte faktisk ikke overraskende godt. Den bedste måde at beskrive det på er vel noget meget røget kød der smager lidt af lever. Nu er jeg jo hverken fan af røget kød (jo måske fisk bare ikke ål) og da slet ikke af lever, men jeg smagte på det og spiste hele min bid uden at blinke, hvilket er lidt af en personlig sejr. Men til alle jer der undrer jer, så er der ikke lever i tørret sæl (den får bare den smag når den ikke bliver tørret fuldtændig i bund) og nej den er heller ikke røget, men jeg synes bare der var en lettere røget et eller andet over det. Under alle omstændigheder ikke nødvendigvis noget jeg vil gentage. Nu kan jeg i det mindste udtale mig om det, siden jeg jo faktisk har smagt det.
Derudover var jeg til en super hyggelig middag i går hos Anne Marie og Christian. De er et ældre ægtepar der begge er lærere på skolen og de havde dejlige som de er inviteret Jim (min skotske havbiolog og roomate her i postkassen), karsten (en anden flink lærer på stedet) og undertegnede til middag. Og hvilken middag. Det skal dog lige siges at før vi ankom gjorde jim og jeg er skrækkelig opdagelse. Som de gode og velopdragne gæster vi er ville vi jo gerne have en flaske rødvin med til vore værter, men selv om butikken faktisk er åben, må de ikke sælge alkohol efter klokken 18, og det overholder de faktisk. Bugger. Så vi måtte købe noget chokolade istedet, og undskylde mange gange da vi ankom. Så ved vi i hvert fald det til en anden gang. Men tilbage til middagen. Vi startede med røget laks med lidt salat og noget... muuuuums siger jeg bare. Til hovedret fik vi lammekølle med kartofler og alskens tilbehør... mere mums. Det lam var så mørt at ja.. jeg mangler ord, men tro mig det var godt. Anne Marie fortalte også at hun havde været hjemme i frokostfritimen for at sætte den i ovnen, hvilket betyder at den har fået noget nær 7-8 timer i ovnen. Ak hvor var det godt. Men for ikke kun at dvæle ved maden, så fejlede selskabet heller ikke noget. Der blev diskuteret om løst og fast om alt mellem himmel og jord, men ret så meget om fisk, dyr, fauna og den slags. Det er vel hvad man kan forvente når man har en havbiolog til bords :) Det var i hvert fald en brandhyggelig aften der endte med en rigtig godt røget whiskey kaldet Laphroaig fra Skotland.. serveret med lidt vand (det SKAL den, trust me) og så chokolade... skønt.
Men jeg har i hvert fald lige overlevet min tredje undervisningsdag og denne gang en ordentlig en af slagsen. Jeg havde 3 timer (hvilket jo er 3 x 1time og 30 reel undervisningstid), hvor jeg blandt andet fandt ud af at en diktat godt kan have sine fordele. Egentlig havde jeg den mest for at give dem et ordforråd til min næsteopgave hvor de skal lave en turist folder om maniitsoq på engelsk. Det vil give dem en mulighed for at lære lidt om byen, da en hel del af eleverne jo faktisk ikke kommer herfra. Mand, jeg er udspekuleret. Min næste store plan er at pudse Jim på dem hvor han agere lidt dum (daft) og intetanende turist der spørger om alt mellem himmel og jord i henhold til maniitsoq, mest for at se om det ikke kan få dem til at tænke lidt mere over hvad der kunne være relevant for en turist (og så også lidt fordi jeg kan.. hehe). Jeg glæder mig allerede til at pudse den gale skotte på dem og han er heldigvis helt med på den.
Nå ja, jeg har været til lærerrådsmøde i dag. Det er et møde der den første torsdag i måneden og det tog intet mindre end 3 timer. Og det var vist godt klaret for en af de møder. Kan næsten ikke vente til første torsdag i næste måned... nej det var ikke så galt. Og så har jeg lært en hård lektie. Du skal virkelig passe på hvad du siger. Ikke at jeg har jokket io spinaten og gjort folk sure, tværtom. Men man skal bare ikke begynde at sige at man kan et eller andet, som foreksempel da jeg begyndte at give pia på kontoret et mindre lynkursus i billedbehandling på computeren og forklare hvorfor det billedet på computer og det på papir ikke altid gør som man tror, og vupti, så er jeg mere eller mindre shanghaiet til at holde et kursus for resten af lærerne om det... Jepper man skal vare sin mund, men på den anden side set så er det jo multimedie jeg er uddannet indenfor, så det burde ikke være en umulig opgave. men det blev stadfæstet til mødet og så kom jeg (igen uvidende som jeg er) til at nævne ati's tilbagevendende filmklubben (havde høre lidt om den fra andre lærere) og vupti, nu er jeg den stolte formand eller sikkert eneste torvholder i ATI filmklub.. ja, jeg kunne jo have trukket et kortere strå en end filmklub, nu er jeg bare mere bange for at jeg kommer til at bruge for meget tid på den :) Den bliver i hvert fald god at have i de mørke vintermåneder.
Ellers har jeg det fint, men jeg må sige at jeg med sorg måtte læse at vi har mistet nogle gode mennesker denne her uge. Først Steve Irwin mr. crododile hunter himself der blev dræbt af en pilrokke under en film optagelse og nu onsdag mr. news Steen Bostrup. Det er jo den ene gæve kæmpe efter den anden, og så endda før deres tid. Ærgeligt.
Men det er jo den vej livet går en gang imellem.
knus herfra
I dag har jeg smagt tørret sæl. Kim (en af lærerne) havde noget med, og det mente han at jeg skulle smage. Det vil sige han viste mig noget tørret sort snusk jeg ikke kunne se hoved og hale på og sagde at det skulle jeg smage. Og det gjorde jeg så. Ikke at jeg er en sippe, men det smagte faktisk ikke overraskende godt. Den bedste måde at beskrive det på er vel noget meget røget kød der smager lidt af lever. Nu er jeg jo hverken fan af røget kød (jo måske fisk bare ikke ål) og da slet ikke af lever, men jeg smagte på det og spiste hele min bid uden at blinke, hvilket er lidt af en personlig sejr. Men til alle jer der undrer jer, så er der ikke lever i tørret sæl (den får bare den smag når den ikke bliver tørret fuldtændig i bund) og nej den er heller ikke røget, men jeg synes bare der var en lettere røget et eller andet over det. Under alle omstændigheder ikke nødvendigvis noget jeg vil gentage. Nu kan jeg i det mindste udtale mig om det, siden jeg jo faktisk har smagt det.
Derudover var jeg til en super hyggelig middag i går hos Anne Marie og Christian. De er et ældre ægtepar der begge er lærere på skolen og de havde dejlige som de er inviteret Jim (min skotske havbiolog og roomate her i postkassen), karsten (en anden flink lærer på stedet) og undertegnede til middag. Og hvilken middag. Det skal dog lige siges at før vi ankom gjorde jim og jeg er skrækkelig opdagelse. Som de gode og velopdragne gæster vi er ville vi jo gerne have en flaske rødvin med til vore værter, men selv om butikken faktisk er åben, må de ikke sælge alkohol efter klokken 18, og det overholder de faktisk. Bugger. Så vi måtte købe noget chokolade istedet, og undskylde mange gange da vi ankom. Så ved vi i hvert fald det til en anden gang. Men tilbage til middagen. Vi startede med røget laks med lidt salat og noget... muuuuums siger jeg bare. Til hovedret fik vi lammekølle med kartofler og alskens tilbehør... mere mums. Det lam var så mørt at ja.. jeg mangler ord, men tro mig det var godt. Anne Marie fortalte også at hun havde været hjemme i frokostfritimen for at sætte den i ovnen, hvilket betyder at den har fået noget nær 7-8 timer i ovnen. Ak hvor var det godt. Men for ikke kun at dvæle ved maden, så fejlede selskabet heller ikke noget. Der blev diskuteret om løst og fast om alt mellem himmel og jord, men ret så meget om fisk, dyr, fauna og den slags. Det er vel hvad man kan forvente når man har en havbiolog til bords :) Det var i hvert fald en brandhyggelig aften der endte med en rigtig godt røget whiskey kaldet Laphroaig fra Skotland.. serveret med lidt vand (det SKAL den, trust me) og så chokolade... skønt.
Men jeg har i hvert fald lige overlevet min tredje undervisningsdag og denne gang en ordentlig en af slagsen. Jeg havde 3 timer (hvilket jo er 3 x 1time og 30 reel undervisningstid), hvor jeg blandt andet fandt ud af at en diktat godt kan have sine fordele. Egentlig havde jeg den mest for at give dem et ordforråd til min næsteopgave hvor de skal lave en turist folder om maniitsoq på engelsk. Det vil give dem en mulighed for at lære lidt om byen, da en hel del af eleverne jo faktisk ikke kommer herfra. Mand, jeg er udspekuleret. Min næste store plan er at pudse Jim på dem hvor han agere lidt dum (daft) og intetanende turist der spørger om alt mellem himmel og jord i henhold til maniitsoq, mest for at se om det ikke kan få dem til at tænke lidt mere over hvad der kunne være relevant for en turist (og så også lidt fordi jeg kan.. hehe). Jeg glæder mig allerede til at pudse den gale skotte på dem og han er heldigvis helt med på den.
Nå ja, jeg har været til lærerrådsmøde i dag. Det er et møde der den første torsdag i måneden og det tog intet mindre end 3 timer. Og det var vist godt klaret for en af de møder. Kan næsten ikke vente til første torsdag i næste måned... nej det var ikke så galt. Og så har jeg lært en hård lektie. Du skal virkelig passe på hvad du siger. Ikke at jeg har jokket io spinaten og gjort folk sure, tværtom. Men man skal bare ikke begynde at sige at man kan et eller andet, som foreksempel da jeg begyndte at give pia på kontoret et mindre lynkursus i billedbehandling på computeren og forklare hvorfor det billedet på computer og det på papir ikke altid gør som man tror, og vupti, så er jeg mere eller mindre shanghaiet til at holde et kursus for resten af lærerne om det... Jepper man skal vare sin mund, men på den anden side set så er det jo multimedie jeg er uddannet indenfor, så det burde ikke være en umulig opgave. men det blev stadfæstet til mødet og så kom jeg (igen uvidende som jeg er) til at nævne ati's tilbagevendende filmklubben (havde høre lidt om den fra andre lærere) og vupti, nu er jeg den stolte formand eller sikkert eneste torvholder i ATI filmklub.. ja, jeg kunne jo have trukket et kortere strå en end filmklub, nu er jeg bare mere bange for at jeg kommer til at bruge for meget tid på den :) Den bliver i hvert fald god at have i de mørke vintermåneder.
Ellers har jeg det fint, men jeg må sige at jeg med sorg måtte læse at vi har mistet nogle gode mennesker denne her uge. Først Steve Irwin mr. crododile hunter himself der blev dræbt af en pilrokke under en film optagelse og nu onsdag mr. news Steen Bostrup. Det er jo den ene gæve kæmpe efter den anden, og så endda før deres tid. Ærgeligt.
Men det er jo den vej livet går en gang imellem.
knus herfra
tirsdag, september 05, 2006
Snydt... men gode nyheder
Nå, det skal man åbenbart vende sig til her i Grønland. Når noget er aftalt og man har fået beskeden så er der alligevel overhovedet ikke sikkert at tingene forholder sig som man troede de gjorde. Suk. Så derfor… mine ting er IKKE ankommet til byen med skibet i søndags, så jeg skal IKKE flytte hele dagen i dag og i morgen. Til gengæld kommer de så på søndag (den sku så være god nok, men man kan jo aldrig vide), så jeg må bo en uge mere i postkassen.
Til gengæld har jeg gode nyheder til alle der bare havde en snært af en idé om at besøge mig på grønland men straks gav op, da jeg sagde 10-12.000 for en retur. Jeg var lige inde og tjekke air greenlands hjemmeside (www.airgreenland.gl) og en for sjov skyld tastede jeg en rejse ind for marts næste år fra kbh til maniitsoq med 14 dage mellem oprejse og hjemrejse. Det løb op i alt til 6.500 kroner. Så det er åbenbart ikke helt forfærdeligt, men man skal nok være lidt i god tid eller noget. Håber i hvert fald at det får et par af jer til at spare sammen.
Til gengæld har jeg gode nyheder til alle der bare havde en snært af en idé om at besøge mig på grønland men straks gav op, da jeg sagde 10-12.000 for en retur. Jeg var lige inde og tjekke air greenlands hjemmeside (www.airgreenland.gl) og en for sjov skyld tastede jeg en rejse ind for marts næste år fra kbh til maniitsoq med 14 dage mellem oprejse og hjemrejse. Det løb op i alt til 6.500 kroner. Så det er åbenbart ikke helt forfærdeligt, men man skal nok være lidt i god tid eller noget. Håber i hvert fald at det får et par af jer til at spare sammen.
mandag, september 04, 2006
hr. Blomme kommer til byen
Så er det sket. Jeg er nu officielt blevet en lærer. I dag har jeg haft mine første to undervisningstimer (en undervisningstime varer 1 timer og 40 minutter), fået min ilddåb og har desperat forsøgt at lære nogle hormonfyldte unge grønlændere det engelske sprog. Det er naturligvis ikke noget man lige lærer på 2 timer, men jeg kom da nogenlunde fra start.
Min første time var klasse ATX B (der er A, B og C) klokken 10.00. Jeg havde forberedt mig ved at dele de halvanden time op i to ”almindelige” timer af 45 minutter med en pause på 10 minutter i mellem, hvilket de lærer også gør. Så hvis jeg fjernede den vil jeg nok blive korsfæstet. Første time skulle så gå med at snakke lidt om det engelske sprog og hvordan de bruger det hver dag uden nødvendigvis at være klar over det gennem musik, film, spil, internettet etc. Og hvis de havde spørgsmål til mig og hvem jeg nu var kunne vi også lige tage det. Til sidst i første time sku vi hører Johnny Cash’s Folsom Prison Blues og gennemgå teksten til den (lade dem oversætte den og snakke lidt om den)… Anden time sku så gå med gruppe arbejde over en tekst om det engelske sprog med dertil hørende opgaver. Alt i alt rimeligt godt planlagt hvis jeg selv må sige det.
Fuld af tiltro til at jeg da havde fat i den lange ende, trådte jeg ind til min første time, med gloriefyldte drømme om at få platten for Årets Lærer i Grønland anno 2006 efter første time, men sådan sku det ikke lige gå. For der var lige en ting jeg ikke havde taget med i mine kalkulationer… nemlig at elverne ikke siger et ord overhovedet, hvis de kan blive fri. Så der røg lige halvdelen af den første undervisningstime, eftersom den jo var baseret på diskussion og ikke rigtig monolog. I stedet for at være færdig med johnny cash efter 45 minutter var jeg løbet tør for materiale allerede efter 27 minutter. Som en panikløsning indførte jeg pause efter de 30, hvilket kom lidt bag på eleverne, men under påskud af et vi lige efter pausen skulle i gang med en ekstra lang omgang gruppearbejde jokkede jeg lettere panikslagen ned til mit kontor. Jeg fik en hurtig snak med Pia, min souschef, der fortalte mig et tricks of the trade var at trække tiden ud ved bogudlevering, og da jeg lige skulle have afleveret 36 styks ordbøger til klassen gik den første stykke tid (5-10 minutter) efter pausen med det. Nu var vi næsten tilbage på tidsplanen, så jeg var mere rolig og satte dem i grupper. Det så ud som om det passede dem bedre, og de nåede at blive færdig med opgaverne så vi lige ku nå at gennemgå dem inden min første undervisningstime udrandt.
Efter de timer inklusiv feberredninger og tidsudtræk, var der ikke meget der ku slå mig ud af kurs. Da anden undervisningstime gik i gang, denne gang med ATX C, var jeg forberedt og fik faktisk tiden til at passe selv på første time. Alt i alt gik dagen måske lidt værre end jeg havde håbet, men bedre end man ku forvente. Går faktisk lidt og glæder mig til at undervise ATX A i morgen, da det jo naturligvis ikke kan gå galt (right…) og årest platte igen er min.
Men en anden ting er at efter min undervisning i morgen skal jeg til at flytte. Jeg fik nøglerne i dag og var lige en lille smuttur henne for at se lejligheden (uden kamera desværre) og den er faktisk rigtig fin. Den er på 50,9 m2 fordelt på toilet, gang, soveværelse og køkken der går ud i stuen. Og så så den velholdt ud, hvilket man ikke lige kunne sige om opgangen udenfor. Den så da herrens ud, men lejligheden fejler ikke noget. Internet har jeg også fået bestilt, så i løbet af denne her eller næste uge sku jeg være faldet helt til ro i min nye dejlige lejlighed. Og så kan i jo bare kigge forbi :)
Min første time var klasse ATX B (der er A, B og C) klokken 10.00. Jeg havde forberedt mig ved at dele de halvanden time op i to ”almindelige” timer af 45 minutter med en pause på 10 minutter i mellem, hvilket de lærer også gør. Så hvis jeg fjernede den vil jeg nok blive korsfæstet. Første time skulle så gå med at snakke lidt om det engelske sprog og hvordan de bruger det hver dag uden nødvendigvis at være klar over det gennem musik, film, spil, internettet etc. Og hvis de havde spørgsmål til mig og hvem jeg nu var kunne vi også lige tage det. Til sidst i første time sku vi hører Johnny Cash’s Folsom Prison Blues og gennemgå teksten til den (lade dem oversætte den og snakke lidt om den)… Anden time sku så gå med gruppe arbejde over en tekst om det engelske sprog med dertil hørende opgaver. Alt i alt rimeligt godt planlagt hvis jeg selv må sige det.
Fuld af tiltro til at jeg da havde fat i den lange ende, trådte jeg ind til min første time, med gloriefyldte drømme om at få platten for Årets Lærer i Grønland anno 2006 efter første time, men sådan sku det ikke lige gå. For der var lige en ting jeg ikke havde taget med i mine kalkulationer… nemlig at elverne ikke siger et ord overhovedet, hvis de kan blive fri. Så der røg lige halvdelen af den første undervisningstime, eftersom den jo var baseret på diskussion og ikke rigtig monolog. I stedet for at være færdig med johnny cash efter 45 minutter var jeg løbet tør for materiale allerede efter 27 minutter. Som en panikløsning indførte jeg pause efter de 30, hvilket kom lidt bag på eleverne, men under påskud af et vi lige efter pausen skulle i gang med en ekstra lang omgang gruppearbejde jokkede jeg lettere panikslagen ned til mit kontor. Jeg fik en hurtig snak med Pia, min souschef, der fortalte mig et tricks of the trade var at trække tiden ud ved bogudlevering, og da jeg lige skulle have afleveret 36 styks ordbøger til klassen gik den første stykke tid (5-10 minutter) efter pausen med det. Nu var vi næsten tilbage på tidsplanen, så jeg var mere rolig og satte dem i grupper. Det så ud som om det passede dem bedre, og de nåede at blive færdig med opgaverne så vi lige ku nå at gennemgå dem inden min første undervisningstime udrandt.
Efter de timer inklusiv feberredninger og tidsudtræk, var der ikke meget der ku slå mig ud af kurs. Da anden undervisningstime gik i gang, denne gang med ATX C, var jeg forberedt og fik faktisk tiden til at passe selv på første time. Alt i alt gik dagen måske lidt værre end jeg havde håbet, men bedre end man ku forvente. Går faktisk lidt og glæder mig til at undervise ATX A i morgen, da det jo naturligvis ikke kan gå galt (right…) og årest platte igen er min.
Men en anden ting er at efter min undervisning i morgen skal jeg til at flytte. Jeg fik nøglerne i dag og var lige en lille smuttur henne for at se lejligheden (uden kamera desværre) og den er faktisk rigtig fin. Den er på 50,9 m2 fordelt på toilet, gang, soveværelse og køkken der går ud i stuen. Og så så den velholdt ud, hvilket man ikke lige kunne sige om opgangen udenfor. Den så da herrens ud, men lejligheden fejler ikke noget. Internet har jeg også fået bestilt, så i løbet af denne her eller næste uge sku jeg være faldet helt til ro i min nye dejlige lejlighed. Og så kan i jo bare kigge forbi :)
lørdag, september 02, 2006
Morten Korch go home
Jeg bor i Postkassen. Det er i hvert fald hvad den kaldes af lærerne, men det er nu mest fordi den er rød. Ikke helt postkasserød men ret rød uanset. Det er en bygning der hører under ATI og har et par lejligheder, der er ved at blive lavet om til grupperum for de studerende. Og her har jeg så en seng, sofaer, køkken, internet indtil min egen lejlighed bliver klar.
Apropos min egen lejlighed så var det jo meningen jeg først skulle have den fra og med den 15. september, hvilket også var en af grundene til at jeg først fik flyttet alle mine ting den 21. august, da det ca. tager 4 uger før de her oppe i det høje nord. Men noget af det første jeg fik af vide da jeg endelig ankom var at min lejlighed mere eller mindre var klar til indflytning, hvilket jo lidt sux når jeg nu ikke har mine ting at flytte ind. En hel tom lejlighed er ikke verdens fedeste, men så var det at vi lige tjekkede hvornår mine ting ville ankomme i det hele taget og det viser sig at de ankommer i morgen… jeg har åbenbart været ret heldig med at sende mine ting af sted og ramt en afgang med det samme, for skibet tager åbenbart kuu 12 dage om at sejle fra aalborg (eller hvor den ellers lige tog af sted fra) til maniitsoq. Det tager nok lige et par dage før at de finder frem til mine ting og sårn, men det gør ikke så meget da jeg alligevel ikke får nøglen til lejligheden før mandag. Og så holder jeg (flytte)fri onsdag så jeg kan finde lidt til rette i min nye lejlighed, som jeg også glæder mig lidt til at se.
Udover det så havde jeg en dejlig første dag i maniitsoq i går. Jeg blev hentet i lufthavnen af forstander Per og vi tog en lille rundtur rundt i byen for til sidst at ende ved ATI skolen. Her mødte jeg resten af lærerne, fik mit eget kontorbord med fancy computer, reolplads og plads i køleskabet til lidt frokost der spises ca. 12.30. Jeg blev introduceret til fotokopimaskinen, det pædagogiske værksted (minidepotet), biblioteket hvor lærerbøgerne står (fik en kæmpe bunke med mig), lærerværelset og alle de andre steder på skolen. Men skolen har så vidt jeg er foreløbig orienteret indtil videre tre afdelinger i byen; der er selve skolen, så er der postkassen med grupperum og til sidst skolefabrikken der ligger på havnen hvor de kan skære og hvad de ellers gør i fisk og andre dyr. Derudover er der kollegiet, hvor alle eleverne bor og så har skolen desuden en jolle jeg ikke lige har fået prøvet endnu, men det kommer nok snart.
Resten af dagen gik med at sætte mig lidt ind i computersystemet, hvor alting var, hvem alle var, få en fredags fyraftens øl med lærerne, blive introduceret for den hemmelige klub (den vender jeg snart tilbage til i en mere fydlestgørende blog), og til sidst havde jeg en usandsynlig dejlig 3 retter middag med forstander Per og souschef Pia på byens hotel. Fik laks til forret, det møreste lam til hovedret og belgisk vaffel til dessert. Jeg var meget træt og meget mæt da jeg endelig kastede mig i seng klokken 22.30.
Men jeg må nu sige at det nu er lidt mærkeligt at være den nye lærer i det lille samfund. Før min første dag var omme havde jeg blevet tiltalt René 2 gange af folk jeg ellers aldrig havde mødt før, den ene vores pedel og den anden af en elev. De vidste hvem jeg var, hvilket er lidt mærkeligt, når jeg ikke kender en sjæl. Men jeg er jo ventet og siden det jo er et lille samfund bliver meeeegeeeet svært (læs: umuligt) at være anonym. Jeg føler mig lidt som i en gammel morten korch film…
- ”Halløj unge mand, nå så De er den nye Lærer, hr. Toft”
- ”Jamen det er dog rigtigt. Hvordan kunne De dog vide det min gode mand?”
- ”De er jo det eneste nye ansigt på disse kanter i ualmindelige tider, unge mand.”
- ”Åh, det er også rigtigt, hahaha, der kan dog man bare se. Der var Jeg da vist en fjollerik”
Det kræver lidt tilvænning men det skal nok gå alt sammen…
Til sidst vil jeg lige sige undskyld fordi der ikke er noget billede med dagens blog, men det ville ikke lige virke i dag. Men det er ikke første gang jeg har haft problemer men denher hjemmeside, når jeg skal oplade. Det må blive en anden gang. Jeg havde ellers et rigtig godt billede af det meste af byen taget fra et af de omkringliggende fjelde jeg lige havde en kravletur (sku også lige lige op af en hulens masse trapper først) op på.
kram herfra.
Apropos min egen lejlighed så var det jo meningen jeg først skulle have den fra og med den 15. september, hvilket også var en af grundene til at jeg først fik flyttet alle mine ting den 21. august, da det ca. tager 4 uger før de her oppe i det høje nord. Men noget af det første jeg fik af vide da jeg endelig ankom var at min lejlighed mere eller mindre var klar til indflytning, hvilket jo lidt sux når jeg nu ikke har mine ting at flytte ind. En hel tom lejlighed er ikke verdens fedeste, men så var det at vi lige tjekkede hvornår mine ting ville ankomme i det hele taget og det viser sig at de ankommer i morgen… jeg har åbenbart været ret heldig med at sende mine ting af sted og ramt en afgang med det samme, for skibet tager åbenbart kuu 12 dage om at sejle fra aalborg (eller hvor den ellers lige tog af sted fra) til maniitsoq. Det tager nok lige et par dage før at de finder frem til mine ting og sårn, men det gør ikke så meget da jeg alligevel ikke får nøglen til lejligheden før mandag. Og så holder jeg (flytte)fri onsdag så jeg kan finde lidt til rette i min nye lejlighed, som jeg også glæder mig lidt til at se.
Udover det så havde jeg en dejlig første dag i maniitsoq i går. Jeg blev hentet i lufthavnen af forstander Per og vi tog en lille rundtur rundt i byen for til sidst at ende ved ATI skolen. Her mødte jeg resten af lærerne, fik mit eget kontorbord med fancy computer, reolplads og plads i køleskabet til lidt frokost der spises ca. 12.30. Jeg blev introduceret til fotokopimaskinen, det pædagogiske værksted (minidepotet), biblioteket hvor lærerbøgerne står (fik en kæmpe bunke med mig), lærerværelset og alle de andre steder på skolen. Men skolen har så vidt jeg er foreløbig orienteret indtil videre tre afdelinger i byen; der er selve skolen, så er der postkassen med grupperum og til sidst skolefabrikken der ligger på havnen hvor de kan skære og hvad de ellers gør i fisk og andre dyr. Derudover er der kollegiet, hvor alle eleverne bor og så har skolen desuden en jolle jeg ikke lige har fået prøvet endnu, men det kommer nok snart.
Resten af dagen gik med at sætte mig lidt ind i computersystemet, hvor alting var, hvem alle var, få en fredags fyraftens øl med lærerne, blive introduceret for den hemmelige klub (den vender jeg snart tilbage til i en mere fydlestgørende blog), og til sidst havde jeg en usandsynlig dejlig 3 retter middag med forstander Per og souschef Pia på byens hotel. Fik laks til forret, det møreste lam til hovedret og belgisk vaffel til dessert. Jeg var meget træt og meget mæt da jeg endelig kastede mig i seng klokken 22.30.
Men jeg må nu sige at det nu er lidt mærkeligt at være den nye lærer i det lille samfund. Før min første dag var omme havde jeg blevet tiltalt René 2 gange af folk jeg ellers aldrig havde mødt før, den ene vores pedel og den anden af en elev. De vidste hvem jeg var, hvilket er lidt mærkeligt, når jeg ikke kender en sjæl. Men jeg er jo ventet og siden det jo er et lille samfund bliver meeeegeeeet svært (læs: umuligt) at være anonym. Jeg føler mig lidt som i en gammel morten korch film…
- ”Halløj unge mand, nå så De er den nye Lærer, hr. Toft”
- ”Jamen det er dog rigtigt. Hvordan kunne De dog vide det min gode mand?”
- ”De er jo det eneste nye ansigt på disse kanter i ualmindelige tider, unge mand.”
- ”Åh, det er også rigtigt, hahaha, der kan dog man bare se. Der var Jeg da vist en fjollerik”
Det kræver lidt tilvænning men det skal nok gå alt sammen…
Til sidst vil jeg lige sige undskyld fordi der ikke er noget billede med dagens blog, men det ville ikke lige virke i dag. Men det er ikke første gang jeg har haft problemer men denher hjemmeside, når jeg skal oplade. Det må blive en anden gang. Jeg havde ellers et rigtig godt billede af det meste af byen taget fra et af de omkringliggende fjelde jeg lige havde en kravletur (sku også lige lige op af en hulens masse trapper først) op på.
kram herfra.
Abonner på:
Opslag (Atom)
