Yay! Masser af gode nyheder her fra det kolde nord denne gang. Faktisk hele tre af slagsen!
For det første lyder det til af uofficielle kanaler at både Camilla og undertegnede begge bestod vores VHF prøve vi var oppe i torsdag. Vi mødte Marianne, vi går på kurset med, nede i brugsen, og Mariannes nabo havde haft vores VHF lærer på besøg og fortalt resultatet, som naboen så sagde videre til Marianne der så fortalte det til os. Ja, sådan går det når jungletrommerne buldrer og byen er lille. Herligt. I hvert fald så længe det er gode nyheder. Faktisk var jeg lidt nervøs før prøven torsdag, da jeg havde bøffet vores test prøve om tirsdagen. Der havde jeg én sølle fejl for meget i den ene kategori til at jeg officielt kunne bestå. Så onsdag blev der terpet og terpet og terpet. Og det hjalp åbenbart.
Og så har Camilla haft sin første dag på arbejdet i dag! Hurra! Jo, i dag var Camilla med i børnehaven som støttepædagog for Alexander Julius, og det gik eftersigende glimrende. Alexander Julius viste hende i hvert fald rundt i hele børnehaven mens han fabulerede om dynamit (noget med en plakat om arbejdssikkerhed hvor der er noget der ryger i luften), så det lyder til at hun er i kridthuset. Og hun blev desuden kapret af ungerne til at spille uanede mængder af forskellige spil, men der var vist bare ingen der rigtig kendte nogen af reglerne og alle mente hele tiden det var deres tur. Hehe. Det var vist ikke så mærkeligt at hun var lidt bombet da hun kom hjem. Også selvom det kun var en halv dag. Det skal nok blive sjovt. Hvad der er mindre sjovt er dog lønnen. I hvert fald hvis de seriøst mener hun skal være ansat som ufaglært. En ufaglært tjener kun godt og vel 80 kroner i timen (det er medregnet tillæg!), hvilket må siges at være en anelse usselt. Så vi er ved at se om hun ikke kan blive anset som faglært, også selvom det ikke er børnehavepædagog hun er uddannet som. Hun har trods alt en erhvervs bachelor fra et seminar. Det må sgu da tælle for noget. Så vi krydser fingrer. 80 kroner.. tsk.
Og så til den sidste glædelige nyhed.. vi har endelig taget os sammen til at investere i en NINTENDO WII!!!!! Til den udenforstående så er det en spillekonsol til fjernsynet med den forskel at du rent faktisk skal bevæge dig når du spiler. Så vi (skygge) bokser løs på hinanden, spiller tennis (jeg får tæsk af min kone i begge), bowler (det er jeg lidt bedre til), og svinger imaginære baseball bats i baseball, hvor vi skal holde afstand da jeg svinger som en fuld mand på rulleskøjter. Lad os bare sige at Camilla har fået de første knubs.
I anledning af at vi havde fået indrettet vores lejlighed (og købt en nintendo wii) bestemte vi os for at holde en housewarming her i lørdags. Det var en ”kom en gang efter aftensmad” ting, men det betød dog ikke at vi danderede den før gæsterne kom. Næh du. Vi fik bagt chiabata brød serveret med selvrøget laks (det vil sige det var Anna Marie og Christian der selv havde røget fiskene), fik lavet guacamole (staves det sårn?), humus, salsa, lavet grøntsags tagselvbordshalløjsa man så kunne bruge i de før nævnte dip ting (sammen med tortilla chips selvfølgelig). Og så masser af rødvin. Ren luksus. Men vi (gæsterne, Camilla og mig) skulle ikke sidde og være casual hyggelige hele aftenen, nix. Jeg havde lånt projektor på skolen, fået sat stereo anlægget til den nye wii, og så kan du ellers tro at hele aftenen gik med bowling turnering blæst op på hele den ene væg. Alle var med (vi var 8, der alle fik spillet 2 kampe), og det var virkelig hyggeligt. Der var ingen der sad over og alle gik op i det med liv og sjæl. Turneringen endte med at Christian som en anden dark horse lige fik tiltusket sig sejren, eftersom han klart var den mest stabile spiller. Vi andre spillede som vinden blæste, men havde det nu sjovt alligevel. Vi nåede også lidt boksning og tennis. Specielt var det sjovt at se Anna Marie nærmest hoppe rundt på stedet for at fange den ene bold efter den anden, og når den så endte uden for i den ene eller anden ende spørge ”hvad skete der?”. Det var åbenbart ike meget hun havde set mens hun hoppede rundt. Hehe. Og så var det også en lejlighed til endelig at møde Karstens bedre halvdel Ellen. Virker sød, og så var hun rent faktisk ikke helt ueffen til bowling. Tror det hjælper at være mor til to på den konto.
Til sidst kan jeg meddele som en bonus information at jeg har været ude og investere 545 kroner i en ny træningsdragt (som om jeg nogensinde har haft en før), for nu skal Camilla og jeg nemlig til at gå i motionscenter. Vores tirsdag er nu, efter bestået VHF kursus, atter en gang ledig, så vi har bestemt os for at kigge lidt på hvad byens motionscenter har at byde på. Så Adidas træningsdragten er købt, hvilket jo betyder at uanset hvor tumpet jeg klarer mig med maskinerne, så ser jeg i det mindste brandgodt ud mens jeg dummer mig. Nemlig.
Ha det.
mandag, marts 31, 2008
mandag, marts 24, 2008
"Vores" nye lejlighed
Så er det sket. Jeg er blevet gift og lever nu endelig sammen med min kone. Ja, det kan da godt lyde lidt mærkeligt taget i betragtning af at vi snart har et års bryllups dag og Camilla har boet hos mig i snart to måneder. Men det er netop lige det – hun har boet hos mig, i en lejlighed fuld af mine ting, mine møbler, min seng, mit rod, mine køkkensager osv. Der var ingen af hendes ting og der var intet der rigtig var vores. Og så skete det endelig her onsdag før påske – Camillas ting ankom endelig til vores lejlighed. Ja, endelig. Så kom hendes 25 kasser, hendes reol, hendes seng der heldigvis er lidt større end min (så min ryger ud), hendes skrivebord, stol, symaskine, lamper, billeder, alt det køkkenudstyr vi fik i gave til vores overraskelse bryllupsfest, hendes tøj, stof, mapper, cd’er, og alle de andre ting man får skrabet sammen og synes man skal have med. Og gudskelov for det.
Hele påsken har stort set gået med at tømme flyttekasser, debattere hvor ting skulle stå, malerier og lamper hænge, indrette køkken, frasortere alt mit gamle lort vi ikke mere havde brug for, omarrangere stuen, flytte den tilbage igen, flytte sengen, se film, sove længe, lave god mad, slappe af og nyde hinandens selskab. Det har både været hårdt og masser af dejligt. Mest hårdt for Camilla tror jeg. Hun havde et par dage hvor hun var på grænsen (faretruende tæt) på at blive hys over alt det her indflytning, for hvor skulle det hele stå, hvad var bedst, hvad skulle ud, hvad skule blive, i hvilken kasse havde hun gemt lige præcis den ting hun nu stod og gerne ville have placeret på reolen, var noget gået i stykker og det hele var vist en anelse uoverskueligt for den stakkels pige. Så var der ikke andet at gøre end at give hende et ordentligt bjørnekrammer, sige hun skulle tage pyjamas på, hente dynen og så sidde og slappe af med hende på sofaen, eller være den der havde overskuddet til at lave mad, eller hente cola selv om vejret udenfor var lort. Og det hjælp. Hun er god igen og lejligheden er så godt som indrettet.
I dag er det så bare mig der har været lidt hys. Det var så over en printer der bare ikke vil længere. Sådan noget lort. Ja, det er ikke engang noget gammelt lort, da det var en printer jeg købte lige før jeg tog til grønland, men nu gider det billige lort ikke mere. HP garanti for kvalitet mig et vist sted. Bah. Så det var jeg ret sur over. Og hendes printer er ikke meget bedre. Den laver streger og klatter med blækket. Ærgerligt, for vi skulle jo have printet billeder ud som vi skal sætte i rammer til vores køkken væg. Men det må så vente til vi a) enten får en ny printer, b) printer det ud et andet sted, eller c) køber en ny printer. Det må tiden så vise.
Orv, jeg må hellere lige sende en venlig tanke til skolens pedel Karl Bertil der brugte et par time hos os her søndag som handymand sendt fra himlen. Jer som kender mig vil vide at en handymand, det er ikke en betegnelse jeg kan tage på mig uden at få en meget lang Pinocchio næse. Jeg kan bare ikke sætte et søm i en væg uden at vælte væggen. Eller knække hammeren. Eller få sømmet i øjet. Så jeg aftalte med Karl at han kiggede forbi og vupti i løbet af et par timer var der sat tre hylder og lamper op på kontoret, billeder i stuen og lamper i soveværelset, noget der ville have taget mig sådan ca.... et års tid, hvis jeg var heldig. Og så havde det nok ikke engang blevet gjort særligt pænt. Så tak for det Karl. Tusind tak.
Og så må jeg lige blære mig lidt på min fars vegne. Min far er som nogle ved, bankdirektør i Eik Bank, der ligger i Kbh., og det gør han efter sigende rigtig godt. Under alle omstændigheder var han i TV2 news her for nogle dage siden (klik for læse indlsag og se klippet). Det var i forbindelse med den der online bank Northern Rock der lukkede og slukkede og bad deres kunder om at hæve deres penge inden udgangen af april. Som den første bank tilbød Eik Bank nemlig kunderne at de kunne overføre deres penge til Eik bank, med samme favorable vilkår som de havde hos Northern Rock. Og desuden tilbød han også de 9 ansatte i Northern Rock job hos Eik bank. Ret sjovt at se sin far på tv, helt alvorlig og meget tænksom og det så i det hele taget ud som at han virkelig tænkte over det han sagde, måske mest for ikke at sige noget lort på national tv. Det ville være lidt ærgerligt. Men det gik i hvert fald godt. Så kudos farmand. En (tv)stjerne er født. Yay. Minder mig om den eneste gang jeg har været på nationalt tv. Det var dengang der var popstarz eller hvad nu programmet hed den gang. Nej, jeg stillede ikke op. Men det gjorde en fyr der havde hovedrollen i et vikingespil i Aalborg og han klarede sig ret godt i det indledende udskilningsløb, så det var ikke sikkert at han kunne spille alle forestillingerne. Så jeg blev bragt ind som ekstra backup just in case at han faktisk gik videre. Men dagen oprandt så da han skulle have at vide om han gik videre eller ej. Vi stod i kostumer på en mark i udkanten af Aalborg, midt i en øver, da tv holdet (som aftalt) rendte rundt og filmede. Han fik så stukket en telefon i hånden og skulle så havde ”samtalen”, med kamera på og et par af os i baggrunden. Samtalen gik ikke helt som han havde håbet. Det var et nej, hvilket han fortalte os. Til det sagde jeg så ”Røv”, ”Sikke noget pis” og ”Fåk det, det går nok”. På nationalt tv (trust me, det blev sendt). Jo, den store ord ekvilibrist har jeg altid været. Og så undrer jeg mig over at jeg ikke har været mere på tv. Hmmm.
Tror jeg vil slutte nu. I dag er der endnu en dag. Desværre ikke længere med ferie, men derimod arbejde og op tidligt om morgenen og alt det der. Jep, tilbage i trædemøllen. Ja, jeg er vel ikke den eneste. Det var så den påske. Heldigvis er min kone glad over hendes.. øh.. vores nye lejlighed, så det går nok alt sammen.
Hele påsken har stort set gået med at tømme flyttekasser, debattere hvor ting skulle stå, malerier og lamper hænge, indrette køkken, frasortere alt mit gamle lort vi ikke mere havde brug for, omarrangere stuen, flytte den tilbage igen, flytte sengen, se film, sove længe, lave god mad, slappe af og nyde hinandens selskab. Det har både været hårdt og masser af dejligt. Mest hårdt for Camilla tror jeg. Hun havde et par dage hvor hun var på grænsen (faretruende tæt) på at blive hys over alt det her indflytning, for hvor skulle det hele stå, hvad var bedst, hvad skulle ud, hvad skule blive, i hvilken kasse havde hun gemt lige præcis den ting hun nu stod og gerne ville have placeret på reolen, var noget gået i stykker og det hele var vist en anelse uoverskueligt for den stakkels pige. Så var der ikke andet at gøre end at give hende et ordentligt bjørnekrammer, sige hun skulle tage pyjamas på, hente dynen og så sidde og slappe af med hende på sofaen, eller være den der havde overskuddet til at lave mad, eller hente cola selv om vejret udenfor var lort. Og det hjælp. Hun er god igen og lejligheden er så godt som indrettet.
I dag er det så bare mig der har været lidt hys. Det var så over en printer der bare ikke vil længere. Sådan noget lort. Ja, det er ikke engang noget gammelt lort, da det var en printer jeg købte lige før jeg tog til grønland, men nu gider det billige lort ikke mere. HP garanti for kvalitet mig et vist sted. Bah. Så det var jeg ret sur over. Og hendes printer er ikke meget bedre. Den laver streger og klatter med blækket. Ærgerligt, for vi skulle jo have printet billeder ud som vi skal sætte i rammer til vores køkken væg. Men det må så vente til vi a) enten får en ny printer, b) printer det ud et andet sted, eller c) køber en ny printer. Det må tiden så vise.
Orv, jeg må hellere lige sende en venlig tanke til skolens pedel Karl Bertil der brugte et par time hos os her søndag som handymand sendt fra himlen. Jer som kender mig vil vide at en handymand, det er ikke en betegnelse jeg kan tage på mig uden at få en meget lang Pinocchio næse. Jeg kan bare ikke sætte et søm i en væg uden at vælte væggen. Eller knække hammeren. Eller få sømmet i øjet. Så jeg aftalte med Karl at han kiggede forbi og vupti i løbet af et par timer var der sat tre hylder og lamper op på kontoret, billeder i stuen og lamper i soveværelset, noget der ville have taget mig sådan ca.... et års tid, hvis jeg var heldig. Og så havde det nok ikke engang blevet gjort særligt pænt. Så tak for det Karl. Tusind tak.
Og så må jeg lige blære mig lidt på min fars vegne. Min far er som nogle ved, bankdirektør i Eik Bank, der ligger i Kbh., og det gør han efter sigende rigtig godt. Under alle omstændigheder var han i TV2 news her for nogle dage siden (klik for læse indlsag og se klippet). Det var i forbindelse med den der online bank Northern Rock der lukkede og slukkede og bad deres kunder om at hæve deres penge inden udgangen af april. Som den første bank tilbød Eik Bank nemlig kunderne at de kunne overføre deres penge til Eik bank, med samme favorable vilkår som de havde hos Northern Rock. Og desuden tilbød han også de 9 ansatte i Northern Rock job hos Eik bank. Ret sjovt at se sin far på tv, helt alvorlig og meget tænksom og det så i det hele taget ud som at han virkelig tænkte over det han sagde, måske mest for ikke at sige noget lort på national tv. Det ville være lidt ærgerligt. Men det gik i hvert fald godt. Så kudos farmand. En (tv)stjerne er født. Yay. Minder mig om den eneste gang jeg har været på nationalt tv. Det var dengang der var popstarz eller hvad nu programmet hed den gang. Nej, jeg stillede ikke op. Men det gjorde en fyr der havde hovedrollen i et vikingespil i Aalborg og han klarede sig ret godt i det indledende udskilningsløb, så det var ikke sikkert at han kunne spille alle forestillingerne. Så jeg blev bragt ind som ekstra backup just in case at han faktisk gik videre. Men dagen oprandt så da han skulle have at vide om han gik videre eller ej. Vi stod i kostumer på en mark i udkanten af Aalborg, midt i en øver, da tv holdet (som aftalt) rendte rundt og filmede. Han fik så stukket en telefon i hånden og skulle så havde ”samtalen”, med kamera på og et par af os i baggrunden. Samtalen gik ikke helt som han havde håbet. Det var et nej, hvilket han fortalte os. Til det sagde jeg så ”Røv”, ”Sikke noget pis” og ”Fåk det, det går nok”. På nationalt tv (trust me, det blev sendt). Jo, den store ord ekvilibrist har jeg altid været. Og så undrer jeg mig over at jeg ikke har været mere på tv. Hmmm.
Tror jeg vil slutte nu. I dag er der endnu en dag. Desværre ikke længere med ferie, men derimod arbejde og op tidligt om morgenen og alt det der. Jep, tilbage i trædemøllen. Ja, jeg er vel ikke den eneste. Det var så den påske. Heldigvis er min kone glad over hendes.. øh.. vores nye lejlighed, så det går nok alt sammen.
søndag, marts 16, 2008
den store blog uge #7: Søndag med stort S
I dag har Camilla og jeg holdt søndag med stort S. Det vil sige sove rigtig længe (tror vi vågnede lidt i 11), gå i pyjamas den halve dag, spise kold pizza fra i går til frokost, spille computer (dvs. jeg spillede computer mens hun chattede med veninderne), se masser af afsnit af amerikanske serier (vi nåede vist en 3-4 stykker i dag og blev færdig med 3. sæson af ’The 4400’) og ellers bare hygge og lave så lidt som overhovedet muligt. Men vi fik da lavet en interessant makaroni pesto ret med svampe (kantareller og champignon), løg og paprika til aftensmad. Og jeg må sige det smagte meget bedre end jeg regnede med. Jo, er ved at blive lidt hooked på det der vegetar halløjsa.
En fast regel når man holder ’Søndag’ er at man ikke bevæger sig uden for døren ud til den store verden under nogen omstændigheder. Så ikke noget med lige at stikke ned til købmanden hvis man mangler noget. Så må man bare kompensere med noget andet. Det forhindrer dog ikke verden i en gang i blandt at komme til dig. Så omkring klokken 15 mens jeg stadig gik i pyjamas og slåbrok ringede det pludselig på døren. Nå, tænkte jeg, og regnede egentlig med at det var naboen der endnu en gang havde låst sig ude. Min nabo er en flink fyr, men jeg har endnu ikke mødt manden ædru, hvilket er lidt trættende i længden. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og angående hans låsen sig ude, så var det ikke fordi han havde tabt nøglen, men derimod at cylinderen i døren var gået i udu. Så det var vitterligt ikke hans skyld. I hvert fald troede jeg at det nu var ham der stod halv snalret ude foran min dør og skulle bruge et nummer på vores vicevært igen. Jeg bandt min slåbrok, tog min mest tålmodige mine på og åbnede døren, og der stod så… 2 nydeligt klædte unge mænd. Faktisk så nydeligt klædte at det skreg Jehovas Vidner. Man kan se det på dem lang tid før de overhovedet åbner munden. Det er den slags folk der altid er upåklageligt (og så godt som ens klædt), velsoigneret, høflige og altid smilende som om at i dag simpelthen er den bedste dag i hele verden, fordi Gud er til og han kan lide dem. Helt vildt meget. Pisse irriterende. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og på den anden side set har jeg heller ikke det store behov for at indlede en samtale med medlemmer af Jehovas Vidner.
De to fyre var rigtig nok fra Jehovas Vidner. Og ret overraskede over at se en voksen mand i morgenkåbe klokken tre om eftermiddagen, og undskyldte hurtigt i tilfælde af at de havde vækket mig. Næh, jeg holdt så men bare søndag sagde jeg, og de faldt lidt til ro. Der er vist noget i bibelen om at man skal hvile om søndagen så jeg tror det faldt i meget god jord. De ville i hvert fald invitere til et foredrag på lørdag om jesus opstandelse og det var da fint nok. Jeg nikkede, tog imod deres papir og lod dem gå videre til næste stakkel, der skulle reddes. Jeg kunne ikke helt lade være med at tænke på en sang af Superjeg, hvor Peter Sommer synger ”jo mere du nikker, jo mere får du fred”. Sjældent er der ytret klogere ord…
I morgen skal jeg starte på et førstehjælps kursus sammen med resten af lærerstaben. Det kommer til at foregå mandag til onsdag og så lige afslutning torsdag næste uge. Vi har jo påskeferie heroppe, hvilket vi sige at eleverne har påskeferie og os andre arbejdende folkefærd først får ferie torsdag. Så for at bruge tiden på noget fornuftigt (nu eleverne er væk) er det blevet bestemt at vi skal have et førstehjælps kursus. God idé. Sidste gang jeg tog sådan et var da i 1991. Ouch. Det er.. sørme.. et par år siden. Der var jeg 15, hvilket vil sige at jeg nu er.. hmmm. LALALALA… vi skifter lige emne. Der er kursus og Camilla skal med, så det skal nok blive sjovt.
Hvis vi er rigtig heldige så kommer Camillas ting i morgen. Endelig. Så de kommer nok på onsdag. Glæder mig allermest til det nye køkken. Til vores bryllups fest i DK fik vi simpelthen så meget nyt køkkenudstyr i tror det er løgn, og siden det jeg/vi har i brug lige nu er noget gammelt lort, så bliver der intet mindre end vidunderligt at skifte hele molevitten ud. Nye gryder, nye maskiner (el-kedel, blender), nyt service, nye knive, nye alt muligt! Det bliver jo som at lave mad i tv-køkkenet ”ja vi har snydt lidt…”. Glæder mig som et lille barn. Så er der så hendes 20 andre papkasser med alle hendes ting. Det bliver jo også ”spændende”. Og en ny seng (YES!), reol, skrivebord og en masse andre ting, så mit hjem endelig kan blive vores hjem. Håber bare vi kan have det hele.
Til sidst vil jeg bare lige sige tak for god ro og orden ovenpå en hel uge med blog. Det kan jo være jeg gør det igen en anden gang. Det var egentlig lidt rart at man vidste at man skulle skrive. For så fandt man tiden uanset om man nu synes man havde overskuddet eller ej. Håber ikke det har været for meget, eller for kedeligt for jer, kære læsere. Uanset så ses vi snart igen.
Nå, men jeg vil lige klemme det sidste ud af søndagen. Hygge.
En fast regel når man holder ’Søndag’ er at man ikke bevæger sig uden for døren ud til den store verden under nogen omstændigheder. Så ikke noget med lige at stikke ned til købmanden hvis man mangler noget. Så må man bare kompensere med noget andet. Det forhindrer dog ikke verden i en gang i blandt at komme til dig. Så omkring klokken 15 mens jeg stadig gik i pyjamas og slåbrok ringede det pludselig på døren. Nå, tænkte jeg, og regnede egentlig med at det var naboen der endnu en gang havde låst sig ude. Min nabo er en flink fyr, men jeg har endnu ikke mødt manden ædru, hvilket er lidt trættende i længden. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og angående hans låsen sig ude, så var det ikke fordi han havde tabt nøglen, men derimod at cylinderen i døren var gået i udu. Så det var vitterligt ikke hans skyld. I hvert fald troede jeg at det nu var ham der stod halv snalret ude foran min dør og skulle bruge et nummer på vores vicevært igen. Jeg bandt min slåbrok, tog min mest tålmodige mine på og åbnede døren, og der stod så… 2 nydeligt klædte unge mænd. Faktisk så nydeligt klædte at det skreg Jehovas Vidner. Man kan se det på dem lang tid før de overhovedet åbner munden. Det er den slags folk der altid er upåklageligt (og så godt som ens klædt), velsoigneret, høflige og altid smilende som om at i dag simpelthen er den bedste dag i hele verden, fordi Gud er til og han kan lide dem. Helt vildt meget. Pisse irriterende. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og på den anden side set har jeg heller ikke det store behov for at indlede en samtale med medlemmer af Jehovas Vidner.
De to fyre var rigtig nok fra Jehovas Vidner. Og ret overraskede over at se en voksen mand i morgenkåbe klokken tre om eftermiddagen, og undskyldte hurtigt i tilfælde af at de havde vækket mig. Næh, jeg holdt så men bare søndag sagde jeg, og de faldt lidt til ro. Der er vist noget i bibelen om at man skal hvile om søndagen så jeg tror det faldt i meget god jord. De ville i hvert fald invitere til et foredrag på lørdag om jesus opstandelse og det var da fint nok. Jeg nikkede, tog imod deres papir og lod dem gå videre til næste stakkel, der skulle reddes. Jeg kunne ikke helt lade være med at tænke på en sang af Superjeg, hvor Peter Sommer synger ”jo mere du nikker, jo mere får du fred”. Sjældent er der ytret klogere ord…
I morgen skal jeg starte på et førstehjælps kursus sammen med resten af lærerstaben. Det kommer til at foregå mandag til onsdag og så lige afslutning torsdag næste uge. Vi har jo påskeferie heroppe, hvilket vi sige at eleverne har påskeferie og os andre arbejdende folkefærd først får ferie torsdag. Så for at bruge tiden på noget fornuftigt (nu eleverne er væk) er det blevet bestemt at vi skal have et førstehjælps kursus. God idé. Sidste gang jeg tog sådan et var da i 1991. Ouch. Det er.. sørme.. et par år siden. Der var jeg 15, hvilket vil sige at jeg nu er.. hmmm. LALALALA… vi skifter lige emne. Der er kursus og Camilla skal med, så det skal nok blive sjovt.
Hvis vi er rigtig heldige så kommer Camillas ting i morgen. Endelig. Så de kommer nok på onsdag. Glæder mig allermest til det nye køkken. Til vores bryllups fest i DK fik vi simpelthen så meget nyt køkkenudstyr i tror det er løgn, og siden det jeg/vi har i brug lige nu er noget gammelt lort, så bliver der intet mindre end vidunderligt at skifte hele molevitten ud. Nye gryder, nye maskiner (el-kedel, blender), nyt service, nye knive, nye alt muligt! Det bliver jo som at lave mad i tv-køkkenet ”ja vi har snydt lidt…”. Glæder mig som et lille barn. Så er der så hendes 20 andre papkasser med alle hendes ting. Det bliver jo også ”spændende”. Og en ny seng (YES!), reol, skrivebord og en masse andre ting, så mit hjem endelig kan blive vores hjem. Håber bare vi kan have det hele.
Til sidst vil jeg bare lige sige tak for god ro og orden ovenpå en hel uge med blog. Det kan jo være jeg gør det igen en anden gang. Det var egentlig lidt rart at man vidste at man skulle skrive. For så fandt man tiden uanset om man nu synes man havde overskuddet eller ej. Håber ikke det har været for meget, eller for kedeligt for jer, kære læsere. Uanset så ses vi snart igen.
Nå, men jeg vil lige klemme det sidste ud af søndagen. Hygge.
den store blog uge #6: samlebåndsdød og job i sigte
Så er der netspil igen. 8 nørder der sidder ved hver sin computer og skyder hinanden i smadder. Og jeg dør igen. Mange gange. Lige som jeg tror jeg havde skovlen under de andre så bliver man pløkket i ryggen. Igen. Men det er alligevel ikke uden underholdningsværdi.
Vi startede klokken 7 her til aften, men som sædvanlig kom vi ikke rigtig i gang før omkring klokken 22. Vi skulle lige forsøge forskellige spil før vi blev enige om et vi alle gad, og det vi så gad det var så det der tog 20 minutter og installere. Og min første installation gik så af helvede til, så det tog to gange 20 minutter før jeg var klar til at dø. Og dø. Og dø og dø.. Jeg sød også lidt nogle andre men rationen er omkring tre gange død før jeg nakker en af dem.
Ellers har dagen været en dejlig afslappende og hyggelig lørdag. Klokken 14 var vi ude med Ulrik og Merethe og deres to unger, Jonathan og Alexander Julius, og kælke. Der er en fin kælkebakke lige bag ved politistationen og efter en lille times faren frem og tilbage op og ned, tog vi hjem til Ulrik og Merethe til nybagte boller og varm kakao. Ren hygge og drengene var virkelig i sit es. Der skulle drikkes kakao og spises boller til de var stopmætte (de nåede ikke så mange boller som os andre), vises legetøj frem og leges gemme til den helt store guldmedalje. Der skulle også tælles og Alxander Julius fik fint demonstreret fra et til ti, men efter ti kneb det lidt. ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-7-3-2” kom det fra ham med et smil i hele hovedet.
Det var sjov og ballade, men der var en mere alvorlig bagtanke med besøget. Deres ældste søn, Alexander Julius, lider nemlig af dyspraxi, hvilket er lidelse der hos børn hæmmer deres motorik. Hos Alexander Julius kommer det så til udtryk specielt i hans tale, hvor han har svært ved konsonanter. Og så er han hans grovmotorik lidt klodset til tider. Men hans hoved fejler ikke noget og hans energi niveau er.. lad os bare sige at han ikke behøver mere sukker end alle andre børn. Men ”lidelsen”, som er medfødt er noget der kan trænes op til at blive bedre og for at det skal ske, har kommunen nu tildelt ham 20 timer med en støttepædagog om ugen. Og så er spørgsmålet lige, hvem det er der hver uge skal træne 20 timer med den lille 5 årige charmetrold. Måske er det nemlig Camilla.
Jobbet består i at lave øvelser bl.a. gennem leg med Alexander Julius, og med jobbet følger også en oplæring i hvilket program man skal følge og hvordan man gør det bedst muligt. Så ebsøget i dag gik mest på om Alexander Julius i det hele taget kunne lide Camilla, eftersom de kommer til at spendere en hel del tid sammen. Og kunne han det, så ville Merethe og Ulrik skrive en ansøgning til kommunen og/eller Alexander Julius’ ergoterapeut, om at de synes det skal være Camilla. Og ’besøget’ gik fint. Han havde absolut intet imod Camilla, og Camilla synes også han var en dejlig dreng, så nu har hun sagt ja til at ansøge om jobbet. Og så kan vi kun vente på resultatet. Det vil være dejligt hvis hun får det må jeg sige, også selvom det kun er halv tids.
Derudover har Camilla også søgt job hos turistkontoret her i byen og på tirsdag skal hun ud og besøge Inuit Pels, for at høre om der er muligheder for nogle timer der. Så det kan jo ende med et par halv dages job giver en hel. Dejligt er det i hvert fald at der endelig sker noget på jobfronten. Tror det har været lidt hårdt for Camilla den sidste måned at sidde hjemme og ikke rigtig vide om der overhovedet er job til en som ikke taler grønlandsk. Så vi krydser fingre og håber på det bedste.
Nå jeg må tilbage og skyde.. jeg mener dø noget mere.
Vi startede klokken 7 her til aften, men som sædvanlig kom vi ikke rigtig i gang før omkring klokken 22. Vi skulle lige forsøge forskellige spil før vi blev enige om et vi alle gad, og det vi så gad det var så det der tog 20 minutter og installere. Og min første installation gik så af helvede til, så det tog to gange 20 minutter før jeg var klar til at dø. Og dø. Og dø og dø.. Jeg sød også lidt nogle andre men rationen er omkring tre gange død før jeg nakker en af dem.
Ellers har dagen været en dejlig afslappende og hyggelig lørdag. Klokken 14 var vi ude med Ulrik og Merethe og deres to unger, Jonathan og Alexander Julius, og kælke. Der er en fin kælkebakke lige bag ved politistationen og efter en lille times faren frem og tilbage op og ned, tog vi hjem til Ulrik og Merethe til nybagte boller og varm kakao. Ren hygge og drengene var virkelig i sit es. Der skulle drikkes kakao og spises boller til de var stopmætte (de nåede ikke så mange boller som os andre), vises legetøj frem og leges gemme til den helt store guldmedalje. Der skulle også tælles og Alxander Julius fik fint demonstreret fra et til ti, men efter ti kneb det lidt. ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-7-3-2” kom det fra ham med et smil i hele hovedet.
Det var sjov og ballade, men der var en mere alvorlig bagtanke med besøget. Deres ældste søn, Alexander Julius, lider nemlig af dyspraxi, hvilket er lidelse der hos børn hæmmer deres motorik. Hos Alexander Julius kommer det så til udtryk specielt i hans tale, hvor han har svært ved konsonanter. Og så er han hans grovmotorik lidt klodset til tider. Men hans hoved fejler ikke noget og hans energi niveau er.. lad os bare sige at han ikke behøver mere sukker end alle andre børn. Men ”lidelsen”, som er medfødt er noget der kan trænes op til at blive bedre og for at det skal ske, har kommunen nu tildelt ham 20 timer med en støttepædagog om ugen. Og så er spørgsmålet lige, hvem det er der hver uge skal træne 20 timer med den lille 5 årige charmetrold. Måske er det nemlig Camilla.
Jobbet består i at lave øvelser bl.a. gennem leg med Alexander Julius, og med jobbet følger også en oplæring i hvilket program man skal følge og hvordan man gør det bedst muligt. Så ebsøget i dag gik mest på om Alexander Julius i det hele taget kunne lide Camilla, eftersom de kommer til at spendere en hel del tid sammen. Og kunne han det, så ville Merethe og Ulrik skrive en ansøgning til kommunen og/eller Alexander Julius’ ergoterapeut, om at de synes det skal være Camilla. Og ’besøget’ gik fint. Han havde absolut intet imod Camilla, og Camilla synes også han var en dejlig dreng, så nu har hun sagt ja til at ansøge om jobbet. Og så kan vi kun vente på resultatet. Det vil være dejligt hvis hun får det må jeg sige, også selvom det kun er halv tids.
Derudover har Camilla også søgt job hos turistkontoret her i byen og på tirsdag skal hun ud og besøge Inuit Pels, for at høre om der er muligheder for nogle timer der. Så det kan jo ende med et par halv dages job giver en hel. Dejligt er det i hvert fald at der endelig sker noget på jobfronten. Tror det har været lidt hårdt for Camilla den sidste måned at sidde hjemme og ikke rigtig vide om der overhovedet er job til en som ikke taler grønlandsk. Så vi krydser fingre og håber på det bedste.
Nå jeg må tilbage og skyde.. jeg mener dø noget mere.
fredag, marts 14, 2008
den store blog uge #5: dementi!
Jeg har lovet at bringe en dementi. Det viser sig at gårdsdagens blog ikke var bragt på et fuldstændig sagligt grundlag, og det undskylder jeg selvfølge mange gang til mine mange læsere der helt og aldeles mener at min ydmyge blog er den skinbarlige sandhed. For min kone er hverken tvangsneurotisk (ikke særligt meget i hvert fald) eller inficeret af rengøringsvanvid. Så det har jeg lovet at sige. Fra Camilla. For bloggen i går fremlagde ikke alle fakta, og kom derfor til at give sandheden en uheldig drejning. Og hvis der er en ting jeg ikke vil have siddende på mig, så er det at jeg er manipulativ (med mindre det nu er fordi jeg ved at jeg har ret).
Hvad er så de skandaløse fakta jeg belejligt ’glemte’ i gårsdagens skrivelse? Jo det drejer sig specielt om vasketøjet. Grunden til at Camilla meget imod min vilje tvang mig til at cykle frem og tilbage med en million kilo vasketøj i stiv kuling, sne om ørerne op af bakke, var ganske simpelt at hun ikke havde mere rent undertøj. Her skal det altså til hendes forsvar siges at hun den sidste måned (altså siden hun ankom) kun har haft det tøj hun havde med sig i sin kuffert, hvilket igen vil sige ikke pokkers meget. Alle hendes ejendele, herunder alt det andet tøj hun har, er simpelthen ikke kommet op endnu. Først havde vi håbet på en hurtig ekspedition, da det ikke lykkedes (det danske flyttefirma tog sig VIRKELIG god tid med at sende det af sted), så skulle skibet komme i starten af ugen, men så var det pludselig et helt andet skib, det var på og nu ser det ud til at det ankommer lørdag. Så ved vi i det mindste hvad vi skal lave i påsken. Det vil altså sige at tøsen ret hurtigt kan løbe tør for tøj. Så ved i altså det. Og undskyld. Det var selvfølgelig unfair af mig at skrive at hun tvinger mig til at cykle i pendul fart mellem skolen for at vaske tøj, når hun kun tvinger mig til at cykle vasketøj i pendul fart af ren og skær nødvendighed. Og så fordi hun elsker at se mig bestille noget. Eller. Shhh.. Dementi!
Og så mente hun heller ikke det var helt fair med min beskrivelse af opvaske situationen. For "opvaske må jo altså tages når man løber tør for f.eks. bestik" (hendes ord). Og det er det da noget om, men her er det jo så min erfaring fra mange år som ungkarl kommer til sin ret – man vasker selvfølgelig kun det op man skal bruge! Så behøver man ikke vaske op så tit, og man får meget mere tid til at de vigtige ting her i livet som f.eks. spille computer. Eller se film. Eller begge dele på en gang. Men prøv du at forklare hende det.. tal om at smide perler for svin. Den tid er åbenbart slet og ret over. Jeg må se det i øjnene.
Til sidst må jeg dog lige forklare at min kone ikke er en sippe. Tværtom. Men der er åbenbart kun så meget en gift kvinde vil finde sig i. Og opvask og manglende undertøj står højt på listen. Så det ved jeg nu. Nu vil jeg så ind og se anden del af X-faktor med min kone. For det gør man når man er gift.
Hvad er så de skandaløse fakta jeg belejligt ’glemte’ i gårsdagens skrivelse? Jo det drejer sig specielt om vasketøjet. Grunden til at Camilla meget imod min vilje tvang mig til at cykle frem og tilbage med en million kilo vasketøj i stiv kuling, sne om ørerne op af bakke, var ganske simpelt at hun ikke havde mere rent undertøj. Her skal det altså til hendes forsvar siges at hun den sidste måned (altså siden hun ankom) kun har haft det tøj hun havde med sig i sin kuffert, hvilket igen vil sige ikke pokkers meget. Alle hendes ejendele, herunder alt det andet tøj hun har, er simpelthen ikke kommet op endnu. Først havde vi håbet på en hurtig ekspedition, da det ikke lykkedes (det danske flyttefirma tog sig VIRKELIG god tid med at sende det af sted), så skulle skibet komme i starten af ugen, men så var det pludselig et helt andet skib, det var på og nu ser det ud til at det ankommer lørdag. Så ved vi i det mindste hvad vi skal lave i påsken. Det vil altså sige at tøsen ret hurtigt kan løbe tør for tøj. Så ved i altså det. Og undskyld. Det var selvfølgelig unfair af mig at skrive at hun tvinger mig til at cykle i pendul fart mellem skolen for at vaske tøj, når hun kun tvinger mig til at cykle vasketøj i pendul fart af ren og skær nødvendighed. Og så fordi hun elsker at se mig bestille noget. Eller. Shhh.. Dementi!
Og så mente hun heller ikke det var helt fair med min beskrivelse af opvaske situationen. For "opvaske må jo altså tages når man løber tør for f.eks. bestik" (hendes ord). Og det er det da noget om, men her er det jo så min erfaring fra mange år som ungkarl kommer til sin ret – man vasker selvfølgelig kun det op man skal bruge! Så behøver man ikke vaske op så tit, og man får meget mere tid til at de vigtige ting her i livet som f.eks. spille computer. Eller se film. Eller begge dele på en gang. Men prøv du at forklare hende det.. tal om at smide perler for svin. Den tid er åbenbart slet og ret over. Jeg må se det i øjnene.
Til sidst må jeg dog lige forklare at min kone ikke er en sippe. Tværtom. Men der er åbenbart kun så meget en gift kvinde vil finde sig i. Og opvask og manglende undertøj står højt på listen. Så det ved jeg nu. Nu vil jeg så ind og se anden del af X-faktor med min kone. For det gør man når man er gift.
torsdag, marts 13, 2008
den store blog uge #4: Kunsten at bo sammen med sin kone
Nu har jeg snart været gift et helt år, men Camilla og jeg har immervæk kun boet sammen lidt over en måned, så det kræver en smule tilvænning. For os begge to. Jeg mener, jeg er jo den lettere tilvante drengerøv med computerspil, lidt for meget cola, serie kigning, hurtig madlavning og gerne rester op til flere dage i træk eftersom jeg laver STORE portioner og generelt lidt af en forkælet singlefyrs tilværelse uden den del der hedder gå i byen og score damer. ’Byen’ nøjes med at være sporadiske besøg i klubben, aftener til skolens netcafe, eller settlers aftener hos Per. Men det kan jeg jo ikke helt længere. I hvert fald ikke bare sådan uden lige. Der er jo kommet et kvindemenneske man skal tage hensyn til. Og heldigvis for det.
Forstå mig ret. Jeg elsker Camilla over alt på jorden, men det her bo sammen noget, det kræver altså en hvis tilvænning. For eksempel skal der laves varm mad hver dag. Og det skal være vegetarisk, dog med fisk en gang i blandt. Så ingen saftige bøffer eller frikadeller (med mindre de er lavet af blendede bønner blandet med blendede grøntsager og ris, linser og den slags), og heller ingen store blodige steaks (medmindre vi altså taler tun steaks, der så heller ikke er blodige). Nu er situationen dog ikke så grel at jeg ikke må få kød hvis jeg gerne vil have det, men jeg synes bare det vil være lidt mærkeligt at vi ikke spiser det samme, når vi nu skal lave mad sammen. Så jeg forsøger så vidt muligt at spise det samme som tøsen. Og jeg klager altså heller ikke. Det smager fremragende, også selvom det er sundt. Hun kan jo nogle tricks, men ingen tvivl om at det ville være mere spændende sådan rent grønsagsmæssigt at bo alle andre steder end i Grønland, her hvor udvalget er småt og prisen høj. Men vi er ved at lære at leve med det. Dog nægter vi at købe bakken med champignon til 40 kroner, og agurken til 25 kroner hører til ren luksus. Vi købte en sidste weekend da Camilla bestemte sig for at vi skulle have burger (jeg havde sukket efter en burger et stykke tid). Så vi bagte selv burger boller, gjorde fyld klar og hvor hun som bøf brugte stegt knold selleri, brugte jeg så en sydende lækker bøf af hakket moskus kød… mmmmm… jeg siger jer det var gode sager. Så kød kommer der da på bordet en gang i blandt.
En anden ting er opvasken. Alene i lejligheden kunne jeg sagtens ignorere en opvask i meeeegeeet lang tid (flere uger hvis den var specielt ondskabsfuld), men det går ikke i Camillas verden. Der skal der i stedet for være pænt og nydeligt i køkkenet og opvasken klares hver eneste dag. Se, det er der jo ikke noget i vejen for, men desværre forventer hun jo så også at jeg tager del i denne tvangsneurose. Jeg forsøgte at snige mig uden om med undskyldninger om PG rapporter, vigtige ting på computeren (”jamen jeg er næææsten færdig skat”) og tusind andre dårlige undskyldninger. Det gik også fint indtil for et par dage siden hvor jeg fik en ordentlig overhaling. Jo jeg havde røde ører og må slå mig til tåls med at det nu er ’vores’ tvangsneurose.
Og så er der vasketøjet. Vi har som bekendt ikke selv en vaskemaskine, så al tøjvask foregår på skolen, hvilket jeg da jeg var alene sørgede for at skete så sjældent som overhovedet muligt eftersom det indebære at tage en kæmpe sportstaske på nakken, taget hen på skolen, vaske og så tage en kæmpe sportstaske fuld af halv vådt/klamt (ergo meget tungt) vasketøj tilbage igen. Det er bare ikke lige det jeg glæder mig til den ene eller to gange om måneden det blev til. Men nu er vi to. Og da hun har det med vasketøj som hun har det med opvask så ved vi jo godt hvad klokken er slået. Ak. Jeg siger dig jeg er allerede træt af at cykle vasketøj frem og tilbage. Hele TO (jeg gentager TO!!!) gange er det blevet til bare denne uge! (måske fordi vi ikke vaskede sidste uge, men det er jo historien fuldstændig irrelevant). Så nu har Camilla fået jobbet at finde en vaskemaskine i en fart. For en gang skyld har vi økonomien til det, og hvis ikke vi havde pengene, så skulle jeg nok finde dem, om det så betød at jeg ikke kom hjem til sommer. Tanken om mig i pendulfart med vasketøj på ryggen hujer mig bare lige så lidt som Pia K. som statsminister.
Men det hele er altså ikke lutter selvopofrelse. Der er så absolut også fordele ved at have sin kone i huset. Der er rent og pænt. Der er altid nogle at snakke med, nogle at komme hjem til, nogen at se middelmådige amerikanske serie med. Der er god mad hver dag (ikke at det kun er hende der laver mad altså, for eksempel skal jeg lave pizza på lørdag, så kom ikke her). Man kan sove i ske. Og så er det lidt sjovere at holde pyjamas weekend når man er to.
Jo, det er sgu nok ikke så tosset alligevel.
Forstå mig ret. Jeg elsker Camilla over alt på jorden, men det her bo sammen noget, det kræver altså en hvis tilvænning. For eksempel skal der laves varm mad hver dag. Og det skal være vegetarisk, dog med fisk en gang i blandt. Så ingen saftige bøffer eller frikadeller (med mindre de er lavet af blendede bønner blandet med blendede grøntsager og ris, linser og den slags), og heller ingen store blodige steaks (medmindre vi altså taler tun steaks, der så heller ikke er blodige). Nu er situationen dog ikke så grel at jeg ikke må få kød hvis jeg gerne vil have det, men jeg synes bare det vil være lidt mærkeligt at vi ikke spiser det samme, når vi nu skal lave mad sammen. Så jeg forsøger så vidt muligt at spise det samme som tøsen. Og jeg klager altså heller ikke. Det smager fremragende, også selvom det er sundt. Hun kan jo nogle tricks, men ingen tvivl om at det ville være mere spændende sådan rent grønsagsmæssigt at bo alle andre steder end i Grønland, her hvor udvalget er småt og prisen høj. Men vi er ved at lære at leve med det. Dog nægter vi at købe bakken med champignon til 40 kroner, og agurken til 25 kroner hører til ren luksus. Vi købte en sidste weekend da Camilla bestemte sig for at vi skulle have burger (jeg havde sukket efter en burger et stykke tid). Så vi bagte selv burger boller, gjorde fyld klar og hvor hun som bøf brugte stegt knold selleri, brugte jeg så en sydende lækker bøf af hakket moskus kød… mmmmm… jeg siger jer det var gode sager. Så kød kommer der da på bordet en gang i blandt.
En anden ting er opvasken. Alene i lejligheden kunne jeg sagtens ignorere en opvask i meeeegeeet lang tid (flere uger hvis den var specielt ondskabsfuld), men det går ikke i Camillas verden. Der skal der i stedet for være pænt og nydeligt i køkkenet og opvasken klares hver eneste dag. Se, det er der jo ikke noget i vejen for, men desværre forventer hun jo så også at jeg tager del i denne tvangsneurose. Jeg forsøgte at snige mig uden om med undskyldninger om PG rapporter, vigtige ting på computeren (”jamen jeg er næææsten færdig skat”) og tusind andre dårlige undskyldninger. Det gik også fint indtil for et par dage siden hvor jeg fik en ordentlig overhaling. Jo jeg havde røde ører og må slå mig til tåls med at det nu er ’vores’ tvangsneurose.
Og så er der vasketøjet. Vi har som bekendt ikke selv en vaskemaskine, så al tøjvask foregår på skolen, hvilket jeg da jeg var alene sørgede for at skete så sjældent som overhovedet muligt eftersom det indebære at tage en kæmpe sportstaske på nakken, taget hen på skolen, vaske og så tage en kæmpe sportstaske fuld af halv vådt/klamt (ergo meget tungt) vasketøj tilbage igen. Det er bare ikke lige det jeg glæder mig til den ene eller to gange om måneden det blev til. Men nu er vi to. Og da hun har det med vasketøj som hun har det med opvask så ved vi jo godt hvad klokken er slået. Ak. Jeg siger dig jeg er allerede træt af at cykle vasketøj frem og tilbage. Hele TO (jeg gentager TO!!!) gange er det blevet til bare denne uge! (måske fordi vi ikke vaskede sidste uge, men det er jo historien fuldstændig irrelevant). Så nu har Camilla fået jobbet at finde en vaskemaskine i en fart. For en gang skyld har vi økonomien til det, og hvis ikke vi havde pengene, så skulle jeg nok finde dem, om det så betød at jeg ikke kom hjem til sommer. Tanken om mig i pendulfart med vasketøj på ryggen hujer mig bare lige så lidt som Pia K. som statsminister.
Men det hele er altså ikke lutter selvopofrelse. Der er så absolut også fordele ved at have sin kone i huset. Der er rent og pænt. Der er altid nogle at snakke med, nogle at komme hjem til, nogen at se middelmådige amerikanske serie med. Der er god mad hver dag (ikke at det kun er hende der laver mad altså, for eksempel skal jeg lave pizza på lørdag, så kom ikke her). Man kan sove i ske. Og så er det lidt sjovere at holde pyjamas weekend når man er to.
Jo, det er sgu nok ikke så tosset alligevel.
onsdag, marts 12, 2008
den store blog uge #3: en begrebsverden på vrangen
Uanset hvor smuk og dejlig grønland den nu en gang er, så har den nogle helt uforståelig og altoverskyggende dunkle sider, som jeg hverken kan eller vil forliges med. Og et af de aller værste er selvmord.
I dag fik jeg at vide at en knægt forsøgte at begå selvmord i mandags ved at skyde sig selv med et gevær. Han overlevede, ligger nu på sygehus i Danmark, men kommer ikke til at tale eller se normalt igen. Kuglen tog halvdelen af kæben, røg gennem tungen og det ene øje. Og her kommer så det værste. Knægten er kun 11 år.
Hvad er det der sker i et land hvor selvmord bliver en del af en 11 årigs begrebsverden og ikke nok med det, men også set som en acceptabel løsning på de problemer, der nu end måtte være. Jeg forstår det ikke. Og mit gæt er at der er der sikkert en hel del andre der heller ikke gør. Både grønlændere og danskere zuzammen. Det er simpelthen for sørgeligt og alle mine tanker går til den stakkels familie der nu sidder tilbage og tænker på hvad fanden der gik galt. For det er et problem heroppe.
Det første år jeg var heroppe skete der 55 selvmord. Det er rundt regnet et selvmord om ugen. Og med et så lille land, hvor alle kender alle eller kender en der kender en, så kommer et selvmord hurtigt til at ramme rigtig mange mennesker. Og det er måske også der man skal finde kimen til hvorfor en 11 årig dreng kender til begrebet ”selvmord”. Det er nemlig alt for synligt heroppe. Alle kender en der har begået eller forsøgt selvmord.
Sidste år havde vi en ung knægt der skød hovedet af sig selv nede i en båd i lystbådehavnen. Det var den 11 åriges fætter. Måske har det, at fætteren skød sig selv, et eller andet sted legaliseret selvmord som en mulighed for at løse problemet for den stakkels knægt, der nu ligger på hospitalet med ar for livet. Selvmord smitter. Kort og godt. Ja det er sikkert desværre hverken første eller sidste gang den slags sker heroppe. Uforståeligt og alt alt for sørgeligt.
Sorry, jeg slutter nu. Det var et lidt hårdere emne at skrive om end jeg regnede med. Et eller andet sted bliver jeg både utrolig trist til mode, men samtidig så edderbrodereme rasende. Ikke på nogen bestemt. På det hele. For der er fanme noget galt når en 11 årig forsøger selvmord. Det skal ikke kunne ske. Punktum. Det giver ikke mening.
Uforståeligt.
Sort.
Sørgeligt.
I dag fik jeg at vide at en knægt forsøgte at begå selvmord i mandags ved at skyde sig selv med et gevær. Han overlevede, ligger nu på sygehus i Danmark, men kommer ikke til at tale eller se normalt igen. Kuglen tog halvdelen af kæben, røg gennem tungen og det ene øje. Og her kommer så det værste. Knægten er kun 11 år.
Hvad er det der sker i et land hvor selvmord bliver en del af en 11 årigs begrebsverden og ikke nok med det, men også set som en acceptabel løsning på de problemer, der nu end måtte være. Jeg forstår det ikke. Og mit gæt er at der er der sikkert en hel del andre der heller ikke gør. Både grønlændere og danskere zuzammen. Det er simpelthen for sørgeligt og alle mine tanker går til den stakkels familie der nu sidder tilbage og tænker på hvad fanden der gik galt. For det er et problem heroppe.
Det første år jeg var heroppe skete der 55 selvmord. Det er rundt regnet et selvmord om ugen. Og med et så lille land, hvor alle kender alle eller kender en der kender en, så kommer et selvmord hurtigt til at ramme rigtig mange mennesker. Og det er måske også der man skal finde kimen til hvorfor en 11 årig dreng kender til begrebet ”selvmord”. Det er nemlig alt for synligt heroppe. Alle kender en der har begået eller forsøgt selvmord.
Sidste år havde vi en ung knægt der skød hovedet af sig selv nede i en båd i lystbådehavnen. Det var den 11 åriges fætter. Måske har det, at fætteren skød sig selv, et eller andet sted legaliseret selvmord som en mulighed for at løse problemet for den stakkels knægt, der nu ligger på hospitalet med ar for livet. Selvmord smitter. Kort og godt. Ja det er sikkert desværre hverken første eller sidste gang den slags sker heroppe. Uforståeligt og alt alt for sørgeligt.
Sorry, jeg slutter nu. Det var et lidt hårdere emne at skrive om end jeg regnede med. Et eller andet sted bliver jeg både utrolig trist til mode, men samtidig så edderbrodereme rasende. Ikke på nogen bestemt. På det hele. For der er fanme noget galt når en 11 årig forsøger selvmord. Det skal ikke kunne ske. Punktum. Det giver ikke mening.
Uforståeligt.
Sort.
Sørgeligt.
tirsdag, marts 11, 2008
den store blog uge #2: Very High Frequency
Så blev det igen tirsdag, hvilket betyder hjem fra arbejde, afslapning i kun en times tid, så madlavning, slå mave sammen med konen og så af sted igen (dog sammen med konen). Camilla og jeg har nemlig i den sidste lange stykke tid gået på VHF kursus, hvilket i bund og grund er et kursus hvor du lærer at bruge de høj frekvens radioer de fleste har med i deres båd. Og lad os bare slå fast at det ikke er ligesom at ringe på en telefon. Man slår ikke bare et nummer ind, ringer op og siger ”Hej Bent”. Man skal vide en masse om radio jargon, hvornår man må kalde op, hvad man skal sige, hvad man skal gøre i nødsituationer, hvad der i det hele taget kvalificeres som ’nødsituation’ osv.
Jo der er dømt familiehygge hver tirsdag aften når vi tager ned til den lokale skole og får undervisning af Kuunnunnguaq, på hans egen underfundige og afslappede måde at undervise på. I dag handlede det om DSC (Digital Selective Calling), GMDSS (Global Maritime Distress and Safety System) og bestilling af radiosamtaler. Vi lærer om hvilke kanaler der hører sig til i hvilke situationer, tidspunkter for trafiklister, frekvenser for special udstyr som Navtex, EPIRB (Emergency Position-Indication Radio-Beacon), og alle mulige og umulige ting man skal huske til eksamen der efter sigende er sat til den 27. marts. Her skal vi kunne svare på de ovenstående mystifystiske ting (heldigvis giver det lidt mere mening jo mere tid man bruger på det), men også huske opkaldsprocedure for nød-, il-, sikkerheds- og almindelige opkald. Nød (opkaldet starter med 3 x MAYDAY) er når der er overhængende fare for dig eller din båd og du behøver hjælp lige nu. Il (her startes med 3x PAN PAN) er når du er i vanskeligheder men ikke i overhængende fare for liv og lemmer lige nu. Men il-situationen kan udvikle sig til nød, hvis ikke man får hjælp. Det er jo ikke helt ufarligt for eksempel at drive rundt uden benzin på båden, hvis vejret trækker op til storm. Sikkerhedsmeldingen (det er 3 x SECURITE) er hvis man finder objekter i vandet (containere, skibsvrag eller lignende) der kan være til fare for andre. Så melder man det til alle stationer (herunder kystradioen, der så sender det videre).
Men jo, vi forsøger at lære noget, og jeg må sige at Camilla næsten går mere op i det end mig. Hun læser en del i bogen (jeg har kun lige skimmet den), tager tests på nettet og det er jo rart at vide at man har en belæst co-pilot med sig, når man er ude og sejle. I det hele taget er det rart at have noget sammen. Nu kunne hun jo desværre ikke tage skipper beviset med mig sidste år, men radiokurset her ender ud et VHF bevis, der betyder at man har lov til at have en VHF radio. Og når vi begge to tager kurset så har vi da dobbelt chance for at bestå… det går nu nok. Uanset så har vi allerede en VHF radio. Man skal jo ikke have bevis for at købe end, heller ikke for at bruge den. Men har du ikke beviset så har du ikke et MMSI (Maritime Mobile Service Identity) nummer, der gør det nemmere at tilkendegive hvem du er hvis du er i nød, da du og din båd så er registreret i et eller andet register Søfartsstyrelsen har.
At den bliver registreret bliver også en enestående chance for endelig at få officielt at få ændret bådens navn til Madicken. Folk kender kun det lille orange lyn som ”Ruth”, til gengæld kender alle så Ruth. Hvis jeg siger ”ja, jeg har købt Pers gamle båd”, så siger de ”nå Ruth, ja den kan vel også selv finde vej efterhånden”. Ikke nemt at skulle sige, ”Nej Madicken”. Måske er det nemmere bare at lade den hedde Ruth. Så ved folk i hvert fald hvad man snakker om. Hvis folk bare kunne deres Astrid Lindgren, så var det hele bare lidt nemmere.
Mig: ”Mayday mayday mayday, kalder alle stationer, Her er Madicken Madicken Madicken.”
Ternen: ”Mayday Madicken her er Ternen. Er du sikker på at du hedder Madicken, jeg kender ikke noget skib af det navn”.
Mig: ”Madicken er den der lille coole orange lyn”
Ternen: "Siger mig ikke noget"
Mig: "Pers gamle båd?"
Ternen: ”Nårhh, Ruth”
Mig: ”Glem det, jeg vil reddes af nogle andre”.
Nå, men jeg vil i seng og drømme om VHF, DSC, MMSI, NAVAREA, EPIRB, MAYDAY, SECURITE, PAN PAN, frekvenser, opkaldsprocedure og hvad det ellers alt sammen hedder… og Madicken.
Jo der er dømt familiehygge hver tirsdag aften når vi tager ned til den lokale skole og får undervisning af Kuunnunnguaq, på hans egen underfundige og afslappede måde at undervise på. I dag handlede det om DSC (Digital Selective Calling), GMDSS (Global Maritime Distress and Safety System) og bestilling af radiosamtaler. Vi lærer om hvilke kanaler der hører sig til i hvilke situationer, tidspunkter for trafiklister, frekvenser for special udstyr som Navtex, EPIRB (Emergency Position-Indication Radio-Beacon), og alle mulige og umulige ting man skal huske til eksamen der efter sigende er sat til den 27. marts. Her skal vi kunne svare på de ovenstående mystifystiske ting (heldigvis giver det lidt mere mening jo mere tid man bruger på det), men også huske opkaldsprocedure for nød-, il-, sikkerheds- og almindelige opkald. Nød (opkaldet starter med 3 x MAYDAY) er når der er overhængende fare for dig eller din båd og du behøver hjælp lige nu. Il (her startes med 3x PAN PAN) er når du er i vanskeligheder men ikke i overhængende fare for liv og lemmer lige nu. Men il-situationen kan udvikle sig til nød, hvis ikke man får hjælp. Det er jo ikke helt ufarligt for eksempel at drive rundt uden benzin på båden, hvis vejret trækker op til storm. Sikkerhedsmeldingen (det er 3 x SECURITE) er hvis man finder objekter i vandet (containere, skibsvrag eller lignende) der kan være til fare for andre. Så melder man det til alle stationer (herunder kystradioen, der så sender det videre).
Men jo, vi forsøger at lære noget, og jeg må sige at Camilla næsten går mere op i det end mig. Hun læser en del i bogen (jeg har kun lige skimmet den), tager tests på nettet og det er jo rart at vide at man har en belæst co-pilot med sig, når man er ude og sejle. I det hele taget er det rart at have noget sammen. Nu kunne hun jo desværre ikke tage skipper beviset med mig sidste år, men radiokurset her ender ud et VHF bevis, der betyder at man har lov til at have en VHF radio. Og når vi begge to tager kurset så har vi da dobbelt chance for at bestå… det går nu nok. Uanset så har vi allerede en VHF radio. Man skal jo ikke have bevis for at købe end, heller ikke for at bruge den. Men har du ikke beviset så har du ikke et MMSI (Maritime Mobile Service Identity) nummer, der gør det nemmere at tilkendegive hvem du er hvis du er i nød, da du og din båd så er registreret i et eller andet register Søfartsstyrelsen har.
At den bliver registreret bliver også en enestående chance for endelig at få officielt at få ændret bådens navn til Madicken. Folk kender kun det lille orange lyn som ”Ruth”, til gengæld kender alle så Ruth. Hvis jeg siger ”ja, jeg har købt Pers gamle båd”, så siger de ”nå Ruth, ja den kan vel også selv finde vej efterhånden”. Ikke nemt at skulle sige, ”Nej Madicken”. Måske er det nemmere bare at lade den hedde Ruth. Så ved folk i hvert fald hvad man snakker om. Hvis folk bare kunne deres Astrid Lindgren, så var det hele bare lidt nemmere.
Mig: ”Mayday mayday mayday, kalder alle stationer, Her er Madicken Madicken Madicken.”
Ternen: ”Mayday Madicken her er Ternen. Er du sikker på at du hedder Madicken, jeg kender ikke noget skib af det navn”.
Mig: ”Madicken er den der lille coole orange lyn”
Ternen: "Siger mig ikke noget"
Mig: "Pers gamle båd?"
Ternen: ”Nårhh, Ruth”
Mig: ”Glem det, jeg vil reddes af nogle andre”.
Nå, men jeg vil i seng og drømme om VHF, DSC, MMSI, NAVAREA, EPIRB, MAYDAY, SECURITE, PAN PAN, frekvenser, opkaldsprocedure og hvad det ellers alt sammen hedder… og Madicken.
mandag, marts 10, 2008
den store blog uge #1: hvor har du været?
Puha, det er godt nok ved at være lang tid siden sidst. Over to uger for at det ikke skal være løgn. Så kan det være så som så med gode intentioner og høje løfter om hyppigere skriveri, når jeg bare lader jeg i stikken i to stive uger. Sikke da an tølper. Men det er nu heller ikke fordi jeg har lagt på den lade side. Jeg har forberedt den teoretiske PG eksamen, været i Nuuk til selve eksamen, spillet firmafodbold, undervist, vejledt, vænnet mig til at bo sammen med min kone (og ved samme lejlighed brugt en masse tid sammen med hende), fejret alcoa placering (det blev Maniitsoq), været til generalforsamling i klubben, spillet world of warcraft (det skal jo også passes), hjulpet med Karstens flytning (nej, jeg var ikke syg), været til tandlæge igen igen (ingen rodbehandling denne gang), været til VHF kursus indtil flere gange, besøgt gamle venner, været stand in IT mand på skolen og sikkert alt muligt andet jeg ikke lige kan huske pt. Men alt det har jeg jo ikke skrevet en eneste linie om, hvilket egentlig er ret så for dårligt. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring - denne uge skal jeg skrive et nyt blog indlæg hver dag. Jeg lover ikke det bliver en roman per dag, men planen er at komme i gang. Der er en masse jeg ikke lige har fået fortalt, så hvorfor ikke tage sig lidt sammen, når man nu har chancen. Og så det også som om at man har lidt mere overskud nu denne her PG eksamen er ovre. Og det er vel også et godt sted at starte.
Karsten og jeg tog til Nuuk her i torsdags, da vi skulle ned og forsvare hvert vores afgangs projekt. Vejret var lidt ustadigt, men med en to timers forsinkelse nåede vi da frem. Så alt var ajunngilaq. Vi ankom til hotellet og siden det var Hotel Hans Egede var der jo ikke noget at klage over. Rummet var fint, med en fantastisk udsigt over til Blok Y eller hvad den ellers hed. Grim, grå og sørgelig. Og man følte lidt sig lidt beluret når man var i værelset med gardinerne trukket fra. Det kunne man så bare lade være med. Men der befandt jeg mig så i Nuuk, med udsigt til en faldefærdig blog og med en eksamen næste dag hængende over hovedet. Jeg kunne kaste mig over bøgerne og håbe på det bedste eller jeg kunne gøre noget der kunne får mig til at tænke på noget andet. Så det gjorde jeg så. Det sidste altså.
Landet ligger nemlig sådan at for en lille måned tid siden rejste et par, Mikael og Maja, sammen med deres lille datter Silje til Nuuk. De er de dejligste mennesker jeg kender fra min tid på Studenterhuset i Aalborg, og selvfølgelig skulle jeg da benytte lejligheden nu jeg var i Nuuk til at besøge dem. De bor i Nussuaq, og det viste sig at de kun boede omkring 100 meter fra hvor jeg selv boede som barn i fire år. Det var hyggeligt at se dem igen. Tro jeg sidst så dem for lidt over et år siden, men de lignede sig selv, bortset fra at Mikael havde ladet løvemanken falde. Han har lige så længe jeg har kendt ham (og det er efterhånden ved at være et par år) haft det største, længste, krøllede hår, men et dertil hørende on/off gedeskæg. Men det var der ikke noget af. Lidt skæg var der, men ikke som før. Han så jo helt… voksen ud.. Ak, det går jo den vej. Men under alle omstændigheder så gik der ikke lang tid før snakken faldt på hvordan det gik derhjemme i Aalborg, hvem der var hvor og hvem der havde gjort hvad, fået job, stadig var på huset, var kommet videre eller blot gået i stå. Altid godt med en update om gamle hoveder. Efter en god aftensmad og et par øl (kun 2, jeg skulle jo til eksamen næste morgen), lidt mere diskussion, denne gang om Grønland, politik og den slags opløftende emner (jo, det var sarkastisk) tog jeg hjem til hotellet. Klokken var omkring halv ti, og efter at have læst lidt gik jeg i baren med Karsten. Der var på tide at få et par night caps mens vi snakkede lidt om morgendagens store udfordring. Men det blev kun til to øl (jeg skulle jo op næste morgen.. hov, havde jeg ikke sagt det før?). Til de nervøse læsere der sidder og tror det endte i ren øl maraton, så kan det siges at det gjorde det ikke. Vi kom i seng i ordentlig tid, men havde før det en glimrende diskussion om pædagogik, undervisning, teori, vores oplæg og forsøgte at støtte hinanden. Specielt Karsten var lettere nervøs, da han ikke havde haft tid til at forberede kæmpe oplæg med storslået power point præsentation. Men det havde jeg. Jo, jeg havde snydt lidt og havde hjemmefra forberedt et længere powerpoint præsentation, læst op på noget teori, der u begyndte at rumstere som en vanvittig inde i mit hoved. Som små puslespilsbrikker tørnede de rundt i mit hoved og jeg forsøgte febrilsk at få lagt de sidste brikker inden min eksamen fredag formiddag.
Hele fredag formiddag (jeg skulle til eksamen klokken 10.30) gik med ikke at spise særlig meget morgenmad, diskutere med mig selv på mit hotelværelse, perfektionere power point showet, der ikke helt ville som jeg ville, være nervøs, overbevise sig selv om at det ikke rigtig betød noget så længe jeg bare bestod, være lidt mere nervøs fordi jeg egentlig godt ville have en god karakter, og så endelig klokken lidt over 10 tage elevatoren til 5 etage hvor eksamen skulle tage sted i et af hotellets konferencelokaler.
Heldigvis var der gode nyheder da jeg kom op – Karsten havde bestået med bravur. Han havde fået et flot 10 tal, så kimen var lagt til noget godt. Håbede jeg. Tidligere var der så, fandt jeg ud af, givet både 8, 9 og et enkelt 11 tal, så det så da ikke ud til at de dumpede folk på stribe. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind i løvens hule, til mine eksaminander Ib og Bo, samt censor (tror nok hun hed) Lisbeth. Men det gik stort set som planlagt. Jeg fik i hvert fald snakket en forfærdelig masse, brugt eksempler fra mine egen undervisning, bragt alt mulig teori ind i billedet, jeg ikke havde med i projektet, fik tegnet og fortalt, skrevet og forklaret og pludselig var der gået 30 minutter. Så kunne jeg spændt gå ud og vente på dommen.
Dun dun duuuuuuun… JEG FIK 11!!!! Yay mig. Følte mig lidt god da jeg fik det at vide. Det hjælper selvfølgelig alt sammen at jeg har taget 6 år på uni, og elsker at fordybe mig i teori, hvilket også var ordene fra censor. Hun fortalte at efter hun havde læst mit projekt, havde sagt ”hold da op, det var godt nok teoretisk” og havde virkelig håbet på at jeg kunne demonstrere en mere praktisk tilgang til undervisning til eksamen. Og siden det var nøjagtig hvad jeg gjorde, så var hun glad.
Resten af opholdet i Nuuk gik med at købe lidt gaver til fruen derhjemme, være til meget fin afskedsmiddag om aftenen, drikke lidt mere rødvin og øl og ellers vågne op næste morgen fuldstændig rundt på gulvet. Ikke fordi jeg var bagstiv eller havde misset mit fly eller noget så tåbeligt. Nej, mine briller var pist væk. Jeg lægger dem altid på natbordet ved siden af, og der lå de ikke. Jeg kiggede på gulvet men med mit begrænsede syn kunne jeg ikke se noget som helst. Heller ikke på skrivebordet, på toilettet, i mine sko (man ved jo aldrig), i jakken, under dynen, i sofaen eller… det var bare VÆK!!! Og det hjalp ingenting at tage kontaktlinser på. Mine briller var og blev væk. Jeg begyndte at tænke tilbage. Nej, jeg havde haft dem på mens jeg sad og drak det sidste glas rødvin på mit eget værelse mens jeg så en eller anden tåbelig serie på flimmer kassen. Så enten var de virkelig godt gemt eller også havde nogen fjernet dem. Og det sidste var lige lidt for paranoidt til at være sandt) så jeg tog en ekstra ekstra runde. Denne gang tog jeg sengen ud fra væggen og volia. Det vidste sig at der var en bred liste lige bag ved listen mine briller kunne ligge på, præcis så man ikke kunne se dem når man kiggede på gulvet. Hurra. Det kan godt ske de er vold gamle, men det er stadig de bedste briller jeg nogensinde har haft. Har forsøgt at finde et par nye, sidst jeg ar hjemme, men der var bare ikke lige ”dem” jeg havde lyst til at bruge en milliard på. Så det hjorde jeg så ikke.
Men jeg kom hjem lørdag formiddag til en dejlig kone og weekendhygge. Nogen gange er det ikke helt tosset at være mig.
Karsten og jeg tog til Nuuk her i torsdags, da vi skulle ned og forsvare hvert vores afgangs projekt. Vejret var lidt ustadigt, men med en to timers forsinkelse nåede vi da frem. Så alt var ajunngilaq. Vi ankom til hotellet og siden det var Hotel Hans Egede var der jo ikke noget at klage over. Rummet var fint, med en fantastisk udsigt over til Blok Y eller hvad den ellers hed. Grim, grå og sørgelig. Og man følte lidt sig lidt beluret når man var i værelset med gardinerne trukket fra. Det kunne man så bare lade være med. Men der befandt jeg mig så i Nuuk, med udsigt til en faldefærdig blog og med en eksamen næste dag hængende over hovedet. Jeg kunne kaste mig over bøgerne og håbe på det bedste eller jeg kunne gøre noget der kunne får mig til at tænke på noget andet. Så det gjorde jeg så. Det sidste altså.
Landet ligger nemlig sådan at for en lille måned tid siden rejste et par, Mikael og Maja, sammen med deres lille datter Silje til Nuuk. De er de dejligste mennesker jeg kender fra min tid på Studenterhuset i Aalborg, og selvfølgelig skulle jeg da benytte lejligheden nu jeg var i Nuuk til at besøge dem. De bor i Nussuaq, og det viste sig at de kun boede omkring 100 meter fra hvor jeg selv boede som barn i fire år. Det var hyggeligt at se dem igen. Tro jeg sidst så dem for lidt over et år siden, men de lignede sig selv, bortset fra at Mikael havde ladet løvemanken falde. Han har lige så længe jeg har kendt ham (og det er efterhånden ved at være et par år) haft det største, længste, krøllede hår, men et dertil hørende on/off gedeskæg. Men det var der ikke noget af. Lidt skæg var der, men ikke som før. Han så jo helt… voksen ud.. Ak, det går jo den vej. Men under alle omstændigheder så gik der ikke lang tid før snakken faldt på hvordan det gik derhjemme i Aalborg, hvem der var hvor og hvem der havde gjort hvad, fået job, stadig var på huset, var kommet videre eller blot gået i stå. Altid godt med en update om gamle hoveder. Efter en god aftensmad og et par øl (kun 2, jeg skulle jo til eksamen næste morgen), lidt mere diskussion, denne gang om Grønland, politik og den slags opløftende emner (jo, det var sarkastisk) tog jeg hjem til hotellet. Klokken var omkring halv ti, og efter at have læst lidt gik jeg i baren med Karsten. Der var på tide at få et par night caps mens vi snakkede lidt om morgendagens store udfordring. Men det blev kun til to øl (jeg skulle jo op næste morgen.. hov, havde jeg ikke sagt det før?). Til de nervøse læsere der sidder og tror det endte i ren øl maraton, så kan det siges at det gjorde det ikke. Vi kom i seng i ordentlig tid, men havde før det en glimrende diskussion om pædagogik, undervisning, teori, vores oplæg og forsøgte at støtte hinanden. Specielt Karsten var lettere nervøs, da han ikke havde haft tid til at forberede kæmpe oplæg med storslået power point præsentation. Men det havde jeg. Jo, jeg havde snydt lidt og havde hjemmefra forberedt et længere powerpoint præsentation, læst op på noget teori, der u begyndte at rumstere som en vanvittig inde i mit hoved. Som små puslespilsbrikker tørnede de rundt i mit hoved og jeg forsøgte febrilsk at få lagt de sidste brikker inden min eksamen fredag formiddag.
Hele fredag formiddag (jeg skulle til eksamen klokken 10.30) gik med ikke at spise særlig meget morgenmad, diskutere med mig selv på mit hotelværelse, perfektionere power point showet, der ikke helt ville som jeg ville, være nervøs, overbevise sig selv om at det ikke rigtig betød noget så længe jeg bare bestod, være lidt mere nervøs fordi jeg egentlig godt ville have en god karakter, og så endelig klokken lidt over 10 tage elevatoren til 5 etage hvor eksamen skulle tage sted i et af hotellets konferencelokaler.
Heldigvis var der gode nyheder da jeg kom op – Karsten havde bestået med bravur. Han havde fået et flot 10 tal, så kimen var lagt til noget godt. Håbede jeg. Tidligere var der så, fandt jeg ud af, givet både 8, 9 og et enkelt 11 tal, så det så da ikke ud til at de dumpede folk på stribe. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind i løvens hule, til mine eksaminander Ib og Bo, samt censor (tror nok hun hed) Lisbeth. Men det gik stort set som planlagt. Jeg fik i hvert fald snakket en forfærdelig masse, brugt eksempler fra mine egen undervisning, bragt alt mulig teori ind i billedet, jeg ikke havde med i projektet, fik tegnet og fortalt, skrevet og forklaret og pludselig var der gået 30 minutter. Så kunne jeg spændt gå ud og vente på dommen.
Dun dun duuuuuuun… JEG FIK 11!!!! Yay mig. Følte mig lidt god da jeg fik det at vide. Det hjælper selvfølgelig alt sammen at jeg har taget 6 år på uni, og elsker at fordybe mig i teori, hvilket også var ordene fra censor. Hun fortalte at efter hun havde læst mit projekt, havde sagt ”hold da op, det var godt nok teoretisk” og havde virkelig håbet på at jeg kunne demonstrere en mere praktisk tilgang til undervisning til eksamen. Og siden det var nøjagtig hvad jeg gjorde, så var hun glad.
Resten af opholdet i Nuuk gik med at købe lidt gaver til fruen derhjemme, være til meget fin afskedsmiddag om aftenen, drikke lidt mere rødvin og øl og ellers vågne op næste morgen fuldstændig rundt på gulvet. Ikke fordi jeg var bagstiv eller havde misset mit fly eller noget så tåbeligt. Nej, mine briller var pist væk. Jeg lægger dem altid på natbordet ved siden af, og der lå de ikke. Jeg kiggede på gulvet men med mit begrænsede syn kunne jeg ikke se noget som helst. Heller ikke på skrivebordet, på toilettet, i mine sko (man ved jo aldrig), i jakken, under dynen, i sofaen eller… det var bare VÆK!!! Og det hjalp ingenting at tage kontaktlinser på. Mine briller var og blev væk. Jeg begyndte at tænke tilbage. Nej, jeg havde haft dem på mens jeg sad og drak det sidste glas rødvin på mit eget værelse mens jeg så en eller anden tåbelig serie på flimmer kassen. Så enten var de virkelig godt gemt eller også havde nogen fjernet dem. Og det sidste var lige lidt for paranoidt til at være sandt) så jeg tog en ekstra ekstra runde. Denne gang tog jeg sengen ud fra væggen og volia. Det vidste sig at der var en bred liste lige bag ved listen mine briller kunne ligge på, præcis så man ikke kunne se dem når man kiggede på gulvet. Hurra. Det kan godt ske de er vold gamle, men det er stadig de bedste briller jeg nogensinde har haft. Har forsøgt at finde et par nye, sidst jeg ar hjemme, men der var bare ikke lige ”dem” jeg havde lyst til at bruge en milliard på. Så det hjorde jeg så ikke.
Men jeg kom hjem lørdag formiddag til en dejlig kone og weekendhygge. Nogen gange er det ikke helt tosset at være mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)
