endnu et (skoleår) er gået + pæne billeder til vores nekrolog

Mens resten af verden følger med i bombede ambassader på kukkassen, så sidder jeg med i grønland og vil undlade at komme med en politisk kommentar. Denne gang. For heroppe går livet sin vante gang med eller uden bomber. Weekenden kom og gik og den blev nydt i fulde drag, eftersom torsdag og fredag var meget lange og fulde af engelsk eksamen med mine 29 elever.

En mundtlig engelsk eksamen på ATI består udover at trække en tekst af tre ting: fremlæggelse af deres større skriftlige projekt, en oplæsning af en passage fra den tekst de har trukket, og besvarelse af spørgsmål til teksten.

Teksten de trækker er en kendt tekst, det vil sige at de har haft den på et eller andet tidspunkt i løbet af året. Jo længere det er siden, des sværere er det nok at huske, men det er jo derfor man skal terpe (men prøv at fortælle en teenager det…).

Deres projekt er et skriftligt projekt de bruger de sidste tre uger af skoletiden på at få skrevet (altså i engelsktimerne kun og så de sparsomme minutter de bruger i deres fritid). Projektet skal handle om et selvvalgt emne, der dog indskrænkes så meget at det enten skal handle om en tekst vi har læst eller om et emne som en af vores tekster har været inde over. I år var de tre store emner Johnny Cash, Calvin and Hobbes (Steen og Stoffer) og Freedom Writers Diary. Derudover var der projekter om grønlandske tegneserier (jo de eksisterer), nazisme (meget interessante historiske gennemgange), Superman, narko, dukkefilmen The Dark Crystal, Monty Python og amerikanske gadebander.. ja hvem sagde det behøvede at være kedelige emner?

Det store skriftlige projekt er i stedet for en skriftlig eksamen og for at afspejle dette tæller den samtidig også 20% af den mundtlige karakter. Ikke så meget at den har en kæmpe indflydelse på karakteren af den mundtlige præstation, medmindre at projektet udebliver eller afleveret men ikke består. Så går eleven nemlig 20% ned i karakter. Et 11 tal bliver til 9; 9 bliver til 7; 7 til 6, og så videre. Og dem var der nogle stykker af. 13 ud af 29 for at være hel præcis. Nogle var alt for korte (jeg krævede 3 til 5 sider), nogle var kopieret fra wikipedia, og andre var der bare ikke. Så det var ret mange, og jeg var faktisk lidt nervøs for at der var mange elever der skulle dumpe i år. Sidste år dumpede fem ud af 24, så i år så ikke så godt ud. På papiret. For da det kom til stykket kæmpede eleverne en fantastisk brag kamp mod nerver, sprogproblemer, flere nerver, forståelsesproblemer, udtale besvær, eksamensangst, overvældende mængder af tekster at skulle forberede sig på, forventninger fra venner, familie og bekendte og selvfølgelig endnu flere nerver. Og da røgen havde lagt sig var der 26 bestået ud af 29, hvilket jeg syntes var rigtig godt gået. Og endnu bedre end sidste år!

Og man kan heller aldrig forudse en elevs reaktion over deres karakter. Nogen trækker på skulderen over et 9 tal mens andre jubler så højt over et 6 tal at det kan høres over hele skolen. Jeg havde sågar en puge der smilede da hun fik 5. hun var overbevist om at hun havde fået 03 så det var jo bedre end forventet, mente hun. Og det kan hun vel også have nok så ret i. Alt afhænger jo af øjnene der ser.

Alt i alt gik det godt. Et 11 tal, et par 10 taller, tre 5 taller og blandet alndhandel for resten, masser af glade elever, ikke alt for mange sure miner, ingen dødstrusler, kun en meget træt mig og censor. Min censor igen i år var Linda Milne, den amerikanske dame fra Nuuk, der underviser engelsk på Jern og Metal skolen der. Om aftenen var hun og Charles inviteret på middag i privaten og det blev en rigtig hyggelig stund. Camillas patenterede reje risotto, humus, gulerodssalat, hvidvin, lidt øl og masser af snak. Jeg har simpelthen snakket sååååå meget engelsk de sidste par uger at jeg er ved at slå over i det per automatik. Hyggeligt i hvert fald.

Lørdag aften tog Camilla og undertegnede en aftenstur i båden, der nær var endt galt. Jeg havde eksperimenteret lidt med min GPS og lagt en rute på computeren, der lidt uheldigt bragte os midt mellem skær og kyst. Ikke at det er et problem. Der var plads nok, men på et kort kan man jo ikke lige se at på den og den kyst ligger der altså fiskenet i vandet. Det var nær gået galt. Heldigvis var det kun snoren der holdt nettet ude vi sejlede ind i (det eneste man kan se nettene på er en bøje i vandet eller som i dette tilfælde en gammel vanddunk). Vi fik basket den af, sejlede videre nu længere ude fra kysten for ikke at sejle i flere net, men dermed også tættere på skærene, alt imens vinden tog til. Jeg var ikke alt for glad for situationen. Til gengæld syntes Camilla at de tidspunkter hvor jeg var mest nervøs var glimrende tidspunkter at bede mig om at slukke motoren fordi hun lige ville tage et billede. Grrrrr… Her forsøger man at holde båden i balancegang mellem skær og kyst med en fralandsvind og så skal jeg SLUKKE motoren? Hun tog det ikke så pænt da jeg bad hende om at pakke kameraet langt væk. Og det værste var at hun ikke havde lært lektion da vi endelig nåede til havnen. Min bådplads er bag (endnu) et skær så det er ikke så sjovt når der er lavvande, og lavvande det var der lørdag aften. Også i den grad. Og mens jeg forsøger at gøre stakkels Madicken til præcisionen selv ved at styre mod de få meter mellem skær, bådebro og både, hvad gør Camilla? Trækker kameraet frem! Grrrr… Hun tog det ikke så pænt da jeg meget bestemt bad hende om at koncentrerer sig om at vi overlevede indsejling i stedet for at tage et billede til vores nekrolog.

Som I nok har gættet så overlevede vi også denne gang. Men næste gang laver jeg ikke en rute så tæt på kysten. Lidt har man da lært.


P.S. Jeg nåede at få fat i Økonomistyrelsen angående min SU gæld, så jeg behøver ikke længere at betale det frygtede girokort. Tror jeg vil sætte det i en ramme... hehe.