Puha som tiden flyver når man har pisse travlt. Så skrev jeg blog og vupti var der så gået 14 dage mere uden at man lige fik sat sig ned og skrevet et par linier. Men det må jeg så råde lidt bod på nu. For der er sket mangt og meget siden sidst.
Sidst skrev jeg ret så nedtrykt om mit manglende spil der aldrig kom med posten. Lad mig bare lige slå fast at det faktisk ankom. Og er en af de primære årsager til at jeg ikke har fået skrevet så meget som et komma siden sidst. For jeg er jo bagud i forhold til resten af min guild, så der skal arbejdes for det. Men jeg har indhentet meget, og er nu level 75. Så fem levels tilbage før at jeg når toppen (som flere af min guild jo naturligvis allerede er). Så de sidste to weekender, samt de fleste aftener har stået i world of warcrafts tegn. Også i den grad. Heldigvis har jeg en meeeegeeet forstående kone. Hun ved hvor meget jeg har ventet på det her spil, hvor meget jeg er bagud og i det hele taget acceptere mine store julelys i øjnene når jeg snakker om hvor fedt er et være level 75 hunter med sin gorilladin og være i instance med gutterne og smadre nogle mobs med noget seriøst veltilrettelagt dps. Men som hun så diplomatisk sagde den anden dag; ”det er fint at du spiller meget lige nu, men det skal du ikke blive ved med..”. Tja, der er vel altid en grænse.
Tingene har dog også ændret sig lidt siden fredags. Der skete nemlig det meget uheldige at Camilla faldt på den nådesløst glatte is, da vi var på vej i byen efter en hyggelig middag. Camilla er desværre samtidig så uheldigt indrettet at hendes bentøj er enormt skrøbeligt og det hjalp absolut ikke at hun landede på knæene. Og slog den ene knæskal af led. Det gjorde nas og vi tog en taxa hjem med det samme. Op på sofaen med ispose på knæet og sådan har det så været siden. Men i dag er hun da så småt begyndt at humpe rundt uden at det ser ud til at gøre fuldstændigt sindssygt ondt. Men siden hun ligger på sofaen og laver så lidt som overhovedet muligt, gæt hvem der så laver alt andet? Jep, mig. Opvask, madlavning, rengøring (kun det aller vigtigste, det der kan ses når man nu får gæster), og ellers almindelig tjener og sygeplejer 24 timer i døgnet for den stakkels patient. Pudsigt nok bliver Camilla ved at sige ”vi” hver gang hun kommer i tanke om noget der skal gøres, selvom hun udmærket godt ved hvem der kommer til at stå for faktisk at gøre det .. ”skat vi en skraldepose der skal ned, vi burde også lige tage kosten under bordet her inden Mads og Marie kommer, og vi trænger til at vande blomster…” Så VI er blevet er smule trætte af at rende rundt og hele tiden at blive afbrudt i VORES spil. Men den stakkels pige har det heller ikke nemt. Hun keder sig bravt og jeg forsøger så godt som jeg kan, samtidig med at tingene spidser en smule til på arbejdet. For jeg har travlt. Denne uge har jeg 26 timers undervisning, foruden to meeeegeeet lange møder, så hvornår jeg skal finde tid til også at forberede mig, kan jeg ikke helt se endnu. Heldigvis har jeg jo gjort mange af tingene før, så jeg håber det går på rutinen indtil at jeg når mit moratorium her til jul. Ahhh… Og så vi håber på snarlig bedring, for Camilla har lovet at stå for ALT næste uge. Så det glæder jeg mig til, eller rettere det glæder VI os til.
Men det skete jo mange andre ting i sidste uge. Vi (her taler jeg om Grønland og ikke om kun Camilla og undertegnede) havde, som den velinformerede læser nok allerede ved, valg sidste tirsdag. Og det forløb uden den store dramatik. 75-80% sagde ja og resten sagde nej. Det var aldrig hverjkenm farligt eller spændende. Politikerne fik som de gerne ville have det (undtagen Demokraterne der havde agiteret for et nej), og næsten alle var glade og stolte for nu kunne de kalde sig et anerkendt folk og være herre i eget hus og bare vente på at millionerne fra undergrunden begynder at rulle ind på bankkontoen. Hurra. Eller noget. Det er vel okay. Nu må vores dejlige folkevalgte politikere bare ikke falde i fælden og begynde at tage områder hjem de ikke økonomisk er klar til endnu. Men de kunne nu godt finde på det, for de har jo penge nok og lidt for stolte grønlændere (i den betydning at siden Grønland nu er så godt som selvstændigt så skal alt hvad der komme til Grønland af afdelinger etc. også til Grønland og det kan ikke gå hurtigt nok, for Grønland kan selv). Men jeg er da glad på deres vegne, dog afventende for resultatet på længere sigt.
Selv går jeg lidt for tiden og synger ”det sørme det sandt december” lidt for mig selv, for i dag er det jo gået hen og blevet december og dermed også sådan rigtig jul. Og det kan også mærkes på skolen. Vores rengørings damer tager julepyntningsritualet meget seriøst, så hele skolen er stille og roligt ved at blive omdannet til Gertrud Sands stue. Der er kravlenisser, julekort og guirlander overalt og naturligvis julestjerner med lys i i hvert et vindue (noget som grønlænderne gør meget i). Så bare vendt, om en uge er det betydeligt værre. Eller bedre. Alt efter hvordan man har det med mængden af julepynt. Men jeg har også lavet noget julepynt for onsdag stod i juleklipningens tegn på skolen. Vi havde huset fyldt med elever og familie der alle lavede julestjerne og skar uroer ud og tegnede og klippede og klistrede til den helt store guldmedalje. For der var faktisk præmier for den mindste julestjerne og den flotteste rose (af det dersens crepe papir) og så for længste guirlande på tid (konkurrence mellem klasserne). Men der var til min store skuffelse hverken præmier for den sejeste juleninja eller cooleste jule moskus, noget som jeg ellers havde brugt lang tid på (som billedet i al sin tydelighed viser). Heldigvis var der på æbleskiver, varm kakao, pebernødder og chokolade kage (den sidstnævnte havde jeg bagt), så jeg hyggede mig da også. Og i morgen skal ninja nissen op og hænge på kontor døren under overskriften ”Du må have en farlig jul og ninja nytår!”. Nemlig ja.
Sidst skrev jeg ret så nedtrykt om mit manglende spil der aldrig kom med posten. Lad mig bare lige slå fast at det faktisk ankom. Og er en af de primære årsager til at jeg ikke har fået skrevet så meget som et komma siden sidst. For jeg er jo bagud i forhold til resten af min guild, så der skal arbejdes for det. Men jeg har indhentet meget, og er nu level 75. Så fem levels tilbage før at jeg når toppen (som flere af min guild jo naturligvis allerede er). Så de sidste to weekender, samt de fleste aftener har stået i world of warcrafts tegn. Også i den grad. Heldigvis har jeg en meeeegeeet forstående kone. Hun ved hvor meget jeg har ventet på det her spil, hvor meget jeg er bagud og i det hele taget acceptere mine store julelys i øjnene når jeg snakker om hvor fedt er et være level 75 hunter med sin gorilladin og være i instance med gutterne og smadre nogle mobs med noget seriøst veltilrettelagt dps. Men som hun så diplomatisk sagde den anden dag; ”det er fint at du spiller meget lige nu, men det skal du ikke blive ved med..”. Tja, der er vel altid en grænse.
Tingene har dog også ændret sig lidt siden fredags. Der skete nemlig det meget uheldige at Camilla faldt på den nådesløst glatte is, da vi var på vej i byen efter en hyggelig middag. Camilla er desværre samtidig så uheldigt indrettet at hendes bentøj er enormt skrøbeligt og det hjalp absolut ikke at hun landede på knæene. Og slog den ene knæskal af led. Det gjorde nas og vi tog en taxa hjem med det samme. Op på sofaen med ispose på knæet og sådan har det så været siden. Men i dag er hun da så småt begyndt at humpe rundt uden at det ser ud til at gøre fuldstændigt sindssygt ondt. Men siden hun ligger på sofaen og laver så lidt som overhovedet muligt, gæt hvem der så laver alt andet? Jep, mig. Opvask, madlavning, rengøring (kun det aller vigtigste, det der kan ses når man nu får gæster), og ellers almindelig tjener og sygeplejer 24 timer i døgnet for den stakkels patient. Pudsigt nok bliver Camilla ved at sige ”vi” hver gang hun kommer i tanke om noget der skal gøres, selvom hun udmærket godt ved hvem der kommer til at stå for faktisk at gøre det .. ”skat vi en skraldepose der skal ned, vi burde også lige tage kosten under bordet her inden Mads og Marie kommer, og vi trænger til at vande blomster…” Så VI er blevet er smule trætte af at rende rundt og hele tiden at blive afbrudt i VORES spil. Men den stakkels pige har det heller ikke nemt. Hun keder sig bravt og jeg forsøger så godt som jeg kan, samtidig med at tingene spidser en smule til på arbejdet. For jeg har travlt. Denne uge har jeg 26 timers undervisning, foruden to meeeegeeet lange møder, så hvornår jeg skal finde tid til også at forberede mig, kan jeg ikke helt se endnu. Heldigvis har jeg jo gjort mange af tingene før, så jeg håber det går på rutinen indtil at jeg når mit moratorium her til jul. Ahhh… Og så vi håber på snarlig bedring, for Camilla har lovet at stå for ALT næste uge. Så det glæder jeg mig til, eller rettere det glæder VI os til.
Men det skete jo mange andre ting i sidste uge. Vi (her taler jeg om Grønland og ikke om kun Camilla og undertegnede) havde, som den velinformerede læser nok allerede ved, valg sidste tirsdag. Og det forløb uden den store dramatik. 75-80% sagde ja og resten sagde nej. Det var aldrig hverjkenm farligt eller spændende. Politikerne fik som de gerne ville have det (undtagen Demokraterne der havde agiteret for et nej), og næsten alle var glade og stolte for nu kunne de kalde sig et anerkendt folk og være herre i eget hus og bare vente på at millionerne fra undergrunden begynder at rulle ind på bankkontoen. Hurra. Eller noget. Det er vel okay. Nu må vores dejlige folkevalgte politikere bare ikke falde i fælden og begynde at tage områder hjem de ikke økonomisk er klar til endnu. Men de kunne nu godt finde på det, for de har jo penge nok og lidt for stolte grønlændere (i den betydning at siden Grønland nu er så godt som selvstændigt så skal alt hvad der komme til Grønland af afdelinger etc. også til Grønland og det kan ikke gå hurtigt nok, for Grønland kan selv). Men jeg er da glad på deres vegne, dog afventende for resultatet på længere sigt.
Selv går jeg lidt for tiden og synger ”det sørme det sandt december” lidt for mig selv, for i dag er det jo gået hen og blevet december og dermed også sådan rigtig jul. Og det kan også mærkes på skolen. Vores rengørings damer tager julepyntningsritualet meget seriøst, så hele skolen er stille og roligt ved at blive omdannet til Gertrud Sands stue. Der er kravlenisser, julekort og guirlander overalt og naturligvis julestjerner med lys i i hvert et vindue (noget som grønlænderne gør meget i). Så bare vendt, om en uge er det betydeligt værre. Eller bedre. Alt efter hvordan man har det med mængden af julepynt. Men jeg har også lavet noget julepynt for onsdag stod i juleklipningens tegn på skolen. Vi havde huset fyldt med elever og familie der alle lavede julestjerne og skar uroer ud og tegnede og klippede og klistrede til den helt store guldmedalje. For der var faktisk præmier for den mindste julestjerne og den flotteste rose (af det dersens crepe papir) og så for længste guirlande på tid (konkurrence mellem klasserne). Men der var til min store skuffelse hverken præmier for den sejeste juleninja eller cooleste jule moskus, noget som jeg ellers havde brugt lang tid på (som billedet i al sin tydelighed viser). Heldigvis var der på æbleskiver, varm kakao, pebernødder og chokolade kage (den sidstnævnte havde jeg bagt), så jeg hyggede mig da også. Og i morgen skal ninja nissen op og hænge på kontor døren under overskriften ”Du må have en farlig jul og ninja nytår!”. Nemlig ja.
2 kommentarer:
tillykke med føs'dagen!
Hi!
I came to your blog looking for info about Greenland, why don´t you upload some pics of that fantastic place!
Greetings!
Send en kommentar