den første scanning

Han vinkede. Den lille vinkede til os.

Vi spoler lige tiden lidt tilbage. For cirka en måned siden fik Camilla en tid til scanning den 3. marts og dagen oprandt så i dag. Jeg havde fået flyttet lidt rundt på mit skema så jeg kunne komme med (tak Anna Marie), for det var noget jeg overhovedet ikke havde lyst til at gå glip af. Det første billede af den lille. Det første glimt af vores fælles fremtid. Jeg bliver helt blank i øjnene bare af at tænke på det.

Men som sagt så oprandt dagen og vi indfandt os på hospitalet klokken 10 som vi havde fået at vide. Vi kom ind til lidt samtale med en sygeplejerske og fødselshjælper, der spurgte Camilla hvordan det gik og forsøgte at regne lidt frem og tilbage på hvor langt hun mon var henne. 13 uger mente de. Og terminen blev sat til den 5. september. Om de havde ret kunne kun en scanning afklare, hvilket de ville gøre lidt senere. Først skulle de lytte efter hjertelyd. Camilla kom op på briksen og fødselshjælperen (kan desværre ikke huske hvad hun hed, men hun var en ældre grønlandsk kvinde der så ud som om hun vidste hvad hun gjorde og foruden havde gjort det tusind gange før) tog en slags minimikrofon til maven på Camilla. Først var der ikke rigtig noget. Så var der ”Dun .. Dun… Dun… Dun” en tung langsom hjerterytme. Det var Camilla fortalte hun. Hun kørte mikrofonen lidt rundt og pludselig fandt hun den: ”dundundundundundundundun”. Et lille hjerte der hamrede derudaf. Uafbrudt. Og så forsvandt det igen. Mikrofonen havde ændret stilling og lyden var væk. Men den havde været der. Og den var stærk.

Jeg kunne ikke lade være med at smile og være… ja, stolt. Jeg skal være far. Pludselig er det hele ikke så uvirkeligt og uhåndgribeligt. Jeg kunne høre ham. Han er der.

Okay, nu er det altså ikke fordi at vi ved om det bliver en dreng eller en pige endnu. Overhovedet. Og vi fik heller ikke noget at vide i dag der kan afklare det spørgsmål hverken den ene eller den anden vej. Men. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men der er bare en eller anden konsensus om at det bliver en dreng. Jeg har det bare på fornemmelsen og er allerede ved et par lejligheder kommet til at omtale den kommende baby som ham. Andre har det lidt på samme måde. Og så er der jo min semisynske bedsteven Shurjeel, der har et eller andet med død og graviditeter. Det lyder voldsomt, men han ved når de kommer. Ved dem han kender vel og mærket. Han vidste da jeg ringede at Camilla var gravid før jeg fortalte det (kan selvfølgelig være et tilfælde, men jeg stoler lidt på hans ”evne”) og han har så sagt at det bliver en dreng. Om han har ret kan kun tiden vise. Uanset om det bliver en pige eller dreng så var lyden ikke til at tage fejl af. Der er et lille hjerte inde i Camillas mave der banker på højtryk for at vokse sig stor og stærk.

En ting er at høre det, en anden ting er at se det. Og det fik vi også lov til. Vi flyttede lokale og nu lå Camilla på endnu en briks og fik det der slimede creme på maven man altid ser gravide får på films. Scanneren blev lagt på maven og efter lidt køren rundt var han der. Eller hun. Babyen. Lille bitte med et stort hoved en krop, arme, ben. Ikke at vi kunne se det hele på en gang. Alt efter hvordan fødselshjælperen vendte scanningsapparatet så man mere eller mindre af den lille. Det første vi så hovedet fra oven, så skiftede vi stilling og pludselig så vi den lille fra siden. Og der var en lille arm og en lille hånd. Og den bevægede sig, Som om den lille skulle vinke til os. Højst sandsynligt knyttede den bette bare næven, men jeg tog det som en klar hilsen til mor og far, et ”so long, vi ses snart du gamle”.

Det. var. overvældende.

Fødselshjælperen fandt nogle vinkler hvor hun kunne måle den lilles hoved og krop og på den måde se hvor langt Camilla var henne. Og de havde åbenbart regnet rigtigt. For størrelsen, sagde de, stemte godt overens med 13 uger.

Da vi kom ud sagde Camilla at det var rart at se at der faktisk var noget derinde i maven. Og det kan hun da have så evigt ret i. En ting er at man har taget test og tøsen har morgenkvalme og er evigt sulten, men at faktisk se og høre det, er en helt anden ting. Pludselig har man noget konkret at kunne forholde sig til. Vi ved at hjertet køre på fuldt tryk, at den lille er 7 cm fra rumpen til hovedet (man måler ikke benene med endnu, siden de er krøllet sammen foran – fosterstilling du ved) og at han kan vinke. Det kan kun gå godt.

Gud hvor jeg dog glæder mig til at blive far.


P.S. Det er så nu at jeg rigtig gerne ville have lagt det billede vi fik med hjem fra scanningen, men desværre er den scanning af scanningen jeg gjorde på skolen gået i skvadder, så jeg må lave en ny i morgen. Jeg lover at lægge den på så hurtigt jeg kan i morgen. Jeg undskylder mange gange, men det kunne desværre ikke være anderledes.