Så er hende råbekællingen gået i gang inde ved siden af igen. Jeg orker ikke at høre på dem igen og siden de lige har ødelagt mine planer for at komme tidlig i seng (hvem prøver jeg at narre?) så udnytter jeg i stedet tiden på lidt blogskrivning. For at undgå at høre på deres rabalder har jeg taget hørebøffer på og hører nu Editors fantastiske plade The Back Room. Det må absolut være en af de bedste plader der udkom sidste år. Den holder uanset hvor mange gange jeg hører den. Og jeg har hørt dem rigtig mange gange. Men jeg havde ellers lidt af en weekend. Der var både filmklub, øl og settlers på menuen så jeg havde hænderne fulde.
Filmklubben løb af stablen fredag med min Ice Age 1+2 dobbelt feature der startede klokken 20.00. Nu ligger landet sådan at fredag også var den dag hvor de fleste gav los, slog sig løs siden at der nu var penge på kontoen, så risikoen forelå for endnu en aften med tomme sale og mig siddende alene med min squash og en pose popcorn. Hertil hører det at festen mine naboer startede torsdag aften faktisk ikke var en særlig voldsom affære. Den ebbede stille ud omkring klokken 23-24 og jeg fik min nattesøvn. Anna Marie mente dog at det kunne have noget at gøre med at folk på 14 dages løn først fik penge på kontoen om fredagen. Det kunne meget vel hænge sådan sammen, så derfor min frygt for ensomme timer i filmklubben. Og det så da også en smule skidt ud til at starte med. Min trofaste sidekick Karsten havde meldt fra. Han ville drikke et par øl i klubben, da han havde set Ice Age mange gange (han mumlede godt nok om at han gerne ville se 2’eren, men det blev ikke lige denne gang). Men klokken nærmede sig 20.00 og jeg havde fået sat udstyret op, og pludselig om ikke der kom folk. Der var 4-5 af mine normale atx elever og så kom der 3-4 elever fra procestekniker uddannelsen og de havde børn med. Det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Med animationsfilm kan man jo ramme et helt andet segment (… hmmm… måske en aften med cirkeline næste gang?). Vi endte i hvert fald med at være en 15-16 stykker til den første film og godt og vel 11-12 til nummer 2. I forhold til tidligere filmklubsaftener må det betegnes som en stor succes, og det var nu en gang nogle dejlige film. Vi sad i hvert fald og grinede højlydt alle sammen. I starten var jeg godt nok i tvivl om jeg skulle vise filmene med dansk tale men forældrene mente at børnene alligevel var så små at det forstod de ikke endnu. Og grønlandsk tale var der jo ikke ligesom. Så det blev på engelsk (phew… det er bare lidt sjovere på originalsproget).
Lørdag var jeg og alle de andre medlemmer af klubben (ja, undskyld, men jeg mangler stadig at skrive en blog dedikeret til klubben.. skal nok) inviteret til 10 års jubilæum. Det var Benny, ejeren af Hotel Maniitsoq, der fejrede at han nu havde været 10 år i Maniitsoq. Det skete i Klubbens lokaler på behørig maner med gule ærter, stegt flæsk, kogt medister og dertil hørende kogte kartofler. Nu har jeg aldrig været meget for gule ærter, men flæsk og medister er helt fint og når man så ved siden får gratis øl og snaps ad libitum går det hele lidt nemmere. Det var meningen jeg bare lige skulle ned en times tid, vise ansigtet, drikke en øl, råbe hurra og gå hjem igen, men sådan skulle det ikke være. Der skete jo det skrækkelige at da jeg endelig kom der ned, så havde jeg det faktisk sjovt. Der var masser af mennesker fra alle dele af vores lille samfund (men stadig kun medlemmer af vores lille loge agtige klub), og så et par enkle påhæng. For eksempel var den gamle forstander og min nuværende grønlandslære Ib der, med sin kone, byens præst(inde). Så nu er huset velsignet var der nogle der mente. Dertil var der slagteren, rørlæggere, elektrikere, lærere, murere, politi og mange andre folk, der et eller andet sted er rare at kende, når man nu bor i et så lille samfund og i hvert fald skal være her mindst 2½ år mere. Og det gjorde jeg så. Jeg fik snakket med folk jeg kendte og flere jeg ikke lige var sikker på hvem var og der gik op til adskillige øl i den, ud over de der seks syv snaps der var røget ned under spisning. Der blev spillet søm, billard, drukket godt med spiritus, diskuteret vidt og bredt og gerne om alle dem der ikke var der (i kan tro man lærer noget ved at holde sin kæft og lytte). Det endte med jeg stavrede hjemad ved ti tiden om aftenen, hønefuld. Men jeg skulle ikke ofre, til gengæld vågnede jeg klokken 7 med en ond ond ond tømmermandshovedpine. Den bankede hårdt. Noget væske, et par panodil og et par timer mere i sengen gjorde underværker og jeg var ved at være klar til det afgørende slag i settlers, der skulle være ved Per søndag aften.
Stillingen var efter en søndag og en torsdags spil at Per havde vundet to spil i træk (og guderne må vide hvor mange inden jeg kom med i forsamlingen) og vi var nu i gang med tredje spil, hvor han og Henrik stod stærkest, Michael nummer tre og jeg til sidst, da jeg var placeret af helvede til på kortet. Lidt min egen skyld, men sådan er der jo så meget. Så denne søndag skulle dette tredje spil afgøres (vi var begyndt på det sidste torsdag, men nåede ikke at blive færdig). Det var ret tydeligt at hvis jeg skulle vinde skulle der ske et mirakel, og det skete der så ikke. Nej jeg vandt ikke. Men det gjorde Per heller ikke! Yay. Det blev nemlig et glimrende, strategisk spillet spil, der heldigvis for alles ego (undtagen Pers) blev vundet af Michael. Han fik virkelig rykket i de sidste omgange og tog de to ”store” indenom, med en velplaceret vej (man får 2 point for den længste vej, det var det jeg mistede point på i første spil husker i vel nok), en metropol, nogle heldige kort kombinationer og et køligt strategisk overblik. Godt spillet. Det fik han også ros for efter kampen og den tronranede mester måtte anerkende overmagten. Og så kunne vi ellers nyde min medbragte nybagte drømmekage. Jeg kunne jo lige så godt få gjort en tradition ud af det (det med kagebagning altså), så jeg bagte en kage i min tømmermands efterdønninger. Den blev faktisk ret fin, med kokos snask på toppen, jepper. Selv er jeg mere vild med chokoladekage men sådan er der så meget. Den blev i hvert fald godt modtaget uanset.
Nu spiller naboen musik for fulde drøn. Ja musik er måske så meget sagt. Det er noget orgel helvede skråstregs spillemands musik med en knivspids dansktop på grønlandsk. Og lige under det kan man fra tid til anden høre dem råbe af hinanden. Den kærlighed… Suk. Det er dog den ynkeligste og mest dysfunktionelle udgave af et forhold jeg længe har været vidne til. Så skrid dog fra ham, så vi andre kan få lidt ro. Øv. Nå men godnat da, når jeg kommer så langt.
Filmklubben løb af stablen fredag med min Ice Age 1+2 dobbelt feature der startede klokken 20.00. Nu ligger landet sådan at fredag også var den dag hvor de fleste gav los, slog sig løs siden at der nu var penge på kontoen, så risikoen forelå for endnu en aften med tomme sale og mig siddende alene med min squash og en pose popcorn. Hertil hører det at festen mine naboer startede torsdag aften faktisk ikke var en særlig voldsom affære. Den ebbede stille ud omkring klokken 23-24 og jeg fik min nattesøvn. Anna Marie mente dog at det kunne have noget at gøre med at folk på 14 dages løn først fik penge på kontoen om fredagen. Det kunne meget vel hænge sådan sammen, så derfor min frygt for ensomme timer i filmklubben. Og det så da også en smule skidt ud til at starte med. Min trofaste sidekick Karsten havde meldt fra. Han ville drikke et par øl i klubben, da han havde set Ice Age mange gange (han mumlede godt nok om at han gerne ville se 2’eren, men det blev ikke lige denne gang). Men klokken nærmede sig 20.00 og jeg havde fået sat udstyret op, og pludselig om ikke der kom folk. Der var 4-5 af mine normale atx elever og så kom der 3-4 elever fra procestekniker uddannelsen og de havde børn med. Det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Med animationsfilm kan man jo ramme et helt andet segment (… hmmm… måske en aften med cirkeline næste gang?). Vi endte i hvert fald med at være en 15-16 stykker til den første film og godt og vel 11-12 til nummer 2. I forhold til tidligere filmklubsaftener må det betegnes som en stor succes, og det var nu en gang nogle dejlige film. Vi sad i hvert fald og grinede højlydt alle sammen. I starten var jeg godt nok i tvivl om jeg skulle vise filmene med dansk tale men forældrene mente at børnene alligevel var så små at det forstod de ikke endnu. Og grønlandsk tale var der jo ikke ligesom. Så det blev på engelsk (phew… det er bare lidt sjovere på originalsproget).
Lørdag var jeg og alle de andre medlemmer af klubben (ja, undskyld, men jeg mangler stadig at skrive en blog dedikeret til klubben.. skal nok) inviteret til 10 års jubilæum. Det var Benny, ejeren af Hotel Maniitsoq, der fejrede at han nu havde været 10 år i Maniitsoq. Det skete i Klubbens lokaler på behørig maner med gule ærter, stegt flæsk, kogt medister og dertil hørende kogte kartofler. Nu har jeg aldrig været meget for gule ærter, men flæsk og medister er helt fint og når man så ved siden får gratis øl og snaps ad libitum går det hele lidt nemmere. Det var meningen jeg bare lige skulle ned en times tid, vise ansigtet, drikke en øl, råbe hurra og gå hjem igen, men sådan skulle det ikke være. Der skete jo det skrækkelige at da jeg endelig kom der ned, så havde jeg det faktisk sjovt. Der var masser af mennesker fra alle dele af vores lille samfund (men stadig kun medlemmer af vores lille loge agtige klub), og så et par enkle påhæng. For eksempel var den gamle forstander og min nuværende grønlandslære Ib der, med sin kone, byens præst(inde). Så nu er huset velsignet var der nogle der mente. Dertil var der slagteren, rørlæggere, elektrikere, lærere, murere, politi og mange andre folk, der et eller andet sted er rare at kende, når man nu bor i et så lille samfund og i hvert fald skal være her mindst 2½ år mere. Og det gjorde jeg så. Jeg fik snakket med folk jeg kendte og flere jeg ikke lige var sikker på hvem var og der gik op til adskillige øl i den, ud over de der seks syv snaps der var røget ned under spisning. Der blev spillet søm, billard, drukket godt med spiritus, diskuteret vidt og bredt og gerne om alle dem der ikke var der (i kan tro man lærer noget ved at holde sin kæft og lytte). Det endte med jeg stavrede hjemad ved ti tiden om aftenen, hønefuld. Men jeg skulle ikke ofre, til gengæld vågnede jeg klokken 7 med en ond ond ond tømmermandshovedpine. Den bankede hårdt. Noget væske, et par panodil og et par timer mere i sengen gjorde underværker og jeg var ved at være klar til det afgørende slag i settlers, der skulle være ved Per søndag aften.
Stillingen var efter en søndag og en torsdags spil at Per havde vundet to spil i træk (og guderne må vide hvor mange inden jeg kom med i forsamlingen) og vi var nu i gang med tredje spil, hvor han og Henrik stod stærkest, Michael nummer tre og jeg til sidst, da jeg var placeret af helvede til på kortet. Lidt min egen skyld, men sådan er der jo så meget. Så denne søndag skulle dette tredje spil afgøres (vi var begyndt på det sidste torsdag, men nåede ikke at blive færdig). Det var ret tydeligt at hvis jeg skulle vinde skulle der ske et mirakel, og det skete der så ikke. Nej jeg vandt ikke. Men det gjorde Per heller ikke! Yay. Det blev nemlig et glimrende, strategisk spillet spil, der heldigvis for alles ego (undtagen Pers) blev vundet af Michael. Han fik virkelig rykket i de sidste omgange og tog de to ”store” indenom, med en velplaceret vej (man får 2 point for den længste vej, det var det jeg mistede point på i første spil husker i vel nok), en metropol, nogle heldige kort kombinationer og et køligt strategisk overblik. Godt spillet. Det fik han også ros for efter kampen og den tronranede mester måtte anerkende overmagten. Og så kunne vi ellers nyde min medbragte nybagte drømmekage. Jeg kunne jo lige så godt få gjort en tradition ud af det (det med kagebagning altså), så jeg bagte en kage i min tømmermands efterdønninger. Den blev faktisk ret fin, med kokos snask på toppen, jepper. Selv er jeg mere vild med chokoladekage men sådan er der så meget. Den blev i hvert fald godt modtaget uanset.
Nu spiller naboen musik for fulde drøn. Ja musik er måske så meget sagt. Det er noget orgel helvede skråstregs spillemands musik med en knivspids dansktop på grønlandsk. Og lige under det kan man fra tid til anden høre dem råbe af hinanden. Den kærlighed… Suk. Det er dog den ynkeligste og mest dysfunktionelle udgave af et forhold jeg længe har været vidne til. Så skrid dog fra ham, så vi andre kan få lidt ro. Øv. Nå men godnat da, når jeg kommer så langt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar