jehova komplottet

I en lille by som Maniitsoq går rygterne hurtigt, når først der sker noget. Og egentlig også ret hurtigt hvis der ikke sker noget. En fjer kan hurtigt blive til fem høns. Lad mig demonstrere.

Torsdag var ude og sejle med Dan. Dan er jo en af mine kolleger fra ATI, og da klokken var omkring fyraften aftalte jeg med Dan at vi lige skulle ud og sejle i Madicken. Ikke nogen stor tur, bare en smuttur over i Ata (en lille fjord på øen der ligger dejligt i læ) for at se om vi kunne fange en torsk eller to, samtidig med vi fik en fyraftens bajer og nød lidt tobak. Vejret var skønt og det var dejligt at komme ud efter at have siddet en hel dag på kontoret og rettet engelsk projekter. Torsk var der ingen af, og det nærmeste jeg kom var en grim ulk, der røg lige så hurtigt ud som jeg kunne få den af krogen. Efter en lille times tid tog vi turen tilbage, desværre uden torsk, men de lader åbenbart lidt vente på sig.

Om fredagen var Camilla og jeg så inviteret middag hos Charles. Den lille amerikanske lærer er tre uger i byen og har til lejligheden lånt en.. lejlighed. Herligt, og så ligger den ca. 25 skridt fra vores. Så vi blev inviteret til mexicansk mad, og adskillige øl senere begav vi os ned mod klubben, eller som Charles har døbt den ”The Secret Handshake Club”. Allerede før vi kom ind kunne vi se at den her aften blev god. Døren stod på klem og lyden af musik rungede blandet med en livlig snak og leben.

Og nu er det så jungletrommerne kommer ind i billedet. Du troede vel ikke jeg havde glemt det?

Den første jeg mødte indenfor var Marcus der prompte spurgte mig ”har du solgt din båd til jehovaerne?” Jehovaerne er naturligvis jehovas Vidnerne der holder til her i byen. Jeg har hilst på et par stykker af dem, og de er da meget flinke, men som Camilla så smukt udtrykte det, så kan vores livsstil vidst ikke helt forenes med ”jehovaerne”. Men Marcus havde hørt at jeg havde solgt min båd til jehovaerne. Det var jo ikke sandt, men nysgerrig hvor sådan an information kom frem kom jeg længere ind i rummet. Her mødte jeg så Ib, der så spurgte om hvem det var jeg var ude at sejle med i torsdags? Jeg forklarede at det var da Dan. Var han Jehova og havde jeg solgt min båd til ham? Næh, dan var lærer på skolen og vi var bare ude og få os en fyraftensbajer. Ikke helt den gængse jehova opførsel. Nej det kunne han godt se. Han ku sgu heller ikke helt forså hvis jeg var blevet jehova.

Samme tur fik jeg så også af Jon fem minutter senere. Nej, ikke jehova, ikke solgt båd, Dan er kollega, vi drak øl. Ahhhh.. okay så. Men det bundede åbenbart i at en eller anden (tror ikke engang det hverken var Ib eller Jon) havde set mig og Dan sejle af sted på nye eventyr. Det var så blevet konkluderet at Dan åbenbart var Jehovas vidne og efterhånden som den nyhed gik rundt havde jeg fredag aften åbenbart også solgt min stakkels Madicken til dem. Gad vide hvad det var blevet til hvis jeg ikke var kommet i byen fredag aften. Om mandagen var jeg sikkert allerede blevet medlem af jehovaerne, forkastet mit medlemskab til klubben, og skænket mine jordiske besiddelser til det højere formål… ja, man kan jo aldrig vide.

Det var i hvert fald godt det blev manet til jorden. Aftenen var i hvert fald en af de sjovere. Ikke mindst fordi vi havde fået en gæst, vores nye museums inspektør Tea. Tea er 26, høj, tynd og så er hun ikke ret grim (en jyde vil sige ”jeg har set det der var værre”), hvilket den mandlige del af aftenens klientel så sandelig havde bemærket. Jeg havde jo mit på det tørre (er lykkelig gift, tak) så jeg kunne kun morer mig over den pludselig energi, gutterne de havde. De var (næsten) alle sammen helt fremme i skoene og oppe på dupperne. Men endnu bedre, så faldt hun i en god snak med Camilla. Jeg håber lidt at Camilla i Tea måske kan finde den veninde hun har savnet at have heroppe. De klikkede i hvert fald fint. De er begge vegetarer (men spiser fisk), kan lide at diskutere design ting (tøj og alt det andet), har god musik smag og de faldt i hvert fald hurtigt i snak. Charles hyggede sig også og endnu en vegetar åndsfælle gjorde jo heller ikke noget på den konto.

Vi holdt festen kørende ret så længe og Camilla og jeg var hjemme ved en tre tiden, men ikke før vi havde udvekslet telefonnumre med Tea og hun var inviteret til Grandprix finale lørdag aften. Nu er jeg jo ikke sååå meget for grand prix, og det cirkus der har været i år, gør det ikke helt så meget bedre (tværtom), men i godt selskab, hvor man rigtig kan blive enig om hvor dårligt det ene nummer er og hvor grimme de næste er, hvem der burde vinde, og ikke mindst hvor dem og dem slet ikke burde være der, så er det ikke så galt alligevel. Til det er der så nybagte småkager., chips, chokolade og sodavand og så gør det pludseligt slet ike så meget at der er grand prix alligevel. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt, også selvom det var Rusland der vandt. Blah. Så luk da den skjorte og gem det fuglebryst væk. Tsk. Næh, det burde have været Bosnien-Hertzegovina der skulle have vundet. Det var da en sang man kun kunne blive glad af. Sådan er verden så uretfærdig en gang imellem.

Egentlig havde jeg lyst til efter de indledende runder at skrive en lang og harcelerende blog over melodi grandprixen der var blevet til et stort cirkus, men jeg havde jo lovet ikke at være sur gammel mand, så jeg undlod. Jeg vil dog bare lige sige at det da var godt at hverken Estland (estisk udgave af Monrad og Rislund) eller Irland (en skræppende hånddukke der var en grip) gik videre. Utroligt at de overhovedet kom så langt.

Puha, sikke en smøre. Næste uge står den på eksamen med mine to klasser, så det skal nok blive spændende. Jeg lader hører fra mig hvordan det går.

Ha det.