en forsmået kaptajn taler ud

Som tidligere nævnt er Camilla startet i børnehaven som støttepædagog for Ulrik og Merethes ældste søn Alexander Julius på fem år, der har dyspraksi. Og det går strygende. Faktisk så godt at hun er blevet et større hit hos både den ældste og den yngste søn. Så vi tænkte at hvorfor ikke tage dem med på en lille sejltur, nu båden alligevel var kommet i vandet. Som sagt så gjort.

Ulrik ville også gerne ud og sejle så vi blev fem ombord på den lille Madicken, hvilket gik fint, men lad os bare sige at der vist ikke skal være flere end fem ombord af gangen. Og helst kun når to af dem er så små som Alexander Julius og Jonathan. Jeg må sige at jeg var en smule bekymret til at starte med, for børn er jo en lidt sjov størrelse. Har de en god dag og synes noget er sjovt og interessant så går det hele legende let, men er det lidt halvkedeligt og de er småtrætte og irriterede så kan selv den mindste ting blive en større kamp. Så hvordan kunne det ikke ende ude på søen, to timer hjemmefra, med to energi bomber der ville være alle andre steder end lige her. Det behøvede jeg nu ikke at være så bekymret for. For det første fordi at vi slet ikke tog så lang en tur (det turde jeg ikke lige), og for det andet fordi at de havde jo Camilla. Og far. Og så til sidst ham der har båden. Forklaring følger.

Jeg har gennem mine mange år prydet mig med den sikre viden om at jeg er god til børn. Børn elsker mig. Vi connecter ret hurtigt, hygger os, leger og jeg bliver ret hurtigt deres aller bedste ven i hele verden. Men jeg må sige at jeg har fået kamp til stregen. Inklusiv en overhaling indenom at ingen ringere end min kone. For på den her tur, som faktisk var ret hyggelig, der var al opmærksomhed fra de to gutter på enten farmand Ulrik eller Camilla. Jeg var ret hurtigt degraderet til ham der, der styrede båden. Som om det var noget. Næh, du, fiske med støttepædagogen det var lige noget for gutterne. Eller far der rodede med sin nyindkøbte pilke tingeltangel eller stod på hovedet og tog billeder, det hittede. Ingen interesse overhovedet for den eneste ene der rent faktisk gjorde turen mulig. Mig. Kaptajnen. Det kan jo ikke passe at jeg bliver fuldstændigt ignoreret på min egen båd! Mytteri. Næh, der måtte nye boller på suppen og det i en fart, hvis ikke jeg skulle miste skuden til bløde værdier og amatørfotografer. Jeg måtte sætte mig selv respekt. Vinde ungernes tillid. Og jeg havde et trumfkort. Et farligt trumfkort vil nogen nok sige. Et dødsforagt trumfkort vil andre sige. Jeg lod Alexander Julius styrer båden!

Okay, der var visse problemer med at styre båden for den bette knægt. Kræfterne holdt ikke helt til at dreje rattet, men hives det blev der da. Derimod fandt han hurtigt ud af hvordan man gav den gas. Og helst rigtig meget på en gang. Så båden fik nogle ordentlige ryk i tide og utide mens jeg behændigt forsøgte at styre båden væk fra at sejle direkte ind i diverse stykker fjeld eller skær eller hvad der nu var derude. Det gik nu fint, og jeg tror faktisk Alexander Julius lærte noget i dag. Han spurgte i hvert fald nok for to. Jeg måtte forklare både hvad et kompas var, hvordan omdrejningstælleren virkede, gassen, tændingsnøglen og specielt knappen der fik motoren til at vippe op og ned, var ret sjov. Men nu er den slags ikke ligefrem legetøj, så jeg holdte pilfingermentaliteten nede på et minimum, og det gik. Og jeg var populær. Eller båden var i hvert fald. Og siden jeg er kaptajn på båden, tager jeg lige den på min kappe.

Jonathan derimod var ikke helt tryg ved alt det der sejle halløjsa (og derved også sværere at vinde over på min side). Mest irriterede det ham at han skulle have en redningsvest på. Men han forstod godt at havde han den ikke på, kunne han ikke være på dækket og måtte bliver i kahytten. Så der var han det meste af turen mens han fortærede kiks efter kiks og sad med Camila (grrrrrr…) og kiggede ud af vinduerne efter de andre både, isflager, tang i vandoverfladen og alle de andre ting man kan se ude på søen. Han hyggede sig, og fik da også fisket lidt den ene gang han overbærende og efter en længere diskussion fik vesten på.

Under alle omstændigheder var det en dejlig formiddag. Vi fangede godt nok ingen fisk, men det er stadigt tidligt på sæsonen og torskene gemmer sig stadig på dybt vand. Så længe jeg ikke hører om andre i omgangskredsen der fanger tusinder af torsk, så er jeg ikke så nervøs. Men vi fik sejlet og nydt det brandgode vejr. Så må vi bare håbe at ungerne næste gang forstår at sætte pris på den vigtigste på båden.

Mig.