tirsdag, juli 29, 2008

Den store bloguge #2: min kones melon trick

Min kone mener ikke jeg fortalte hele sandheden i min blog i går. Jo bevares myggene hidser mig i en sådan en grad op at jeg føler mig som en tyr på Mars (rød planet, get it?), men hvad jeg manglede at fortælle var historien om hendes heroiske selvopofrelse.

I går da vi gik hjem og jeg viftede som en vanvittig mens jeg forbandede den dag myggene kom til verden, forbarmede Camilla sig over mig (eller også var hun bare usandsynlig fælt træt af at høre på mit brok) og gav mig hendes myggenet, som jeg så kunne tage på. Mit eget lå trygt og godt hjemme i lejligheden. Det tog jeg så på. Jeg ved godt at det måske ikke var den mest gentlemanagtige ting at gøre, men for husfredens og mit sinds stabilitet tog jeg altså imod og lod mit livs kærlighed kaste sig selv for løverne for min skyld. Personligt tror jeg nu at myggene er mere vild med mig end med hende. Hun er i hvert fald ikke så tydeligt irriteret som jeg er, når der er myg i nærheden. Måske fordi jeg brokker mig nok for to.

Men sådan er det jo i et ægteskab. Man tager lidt og man giver lidt. Nogen gange tager man uden at spørge først. Nå Camilla tager uden at spørge hedder det melon-tricket. Det har jeg døbt det, efter hun perfektionerede det under en togtur den her sommer. Jeg må hellere forklare.

Camilla og jeg sidder i toget fra Roskilde til Hobro ved siden af hinanden. Hun inderst, jeg yderst. Som madpakke har vi nogle madder, lidt drikkelse og nogle saftige stykker melon i en lille plastikæske. Da det er ved at blive tid til lidt mad tager Camilla melonstykkerne frem og jeg minder hende om at hun nok skal have nogle servietter til de der meloner, for det kan man da ikke undgå at få fedtede fingre af. ”Nå”, siger hun og går i gang med den store spise melon tur. Jeg ryster sagte på hovedet velvidende om hvad der er på vej. Da hun er færdig med sit melonorgie, kigger hun på mig med dådyrøjne og fedtede våre fingre – ”kan du ikke hente nogle servietter?”grrrrrr… jeg sagde det jo til hende, før hun gik i gang og nu forventer hun så at jeg bare per automatik løber ud for at finde servietter hun burde have fundet selv først? Selvfølgelig gør jeg det, men altså. Hun er ikke så lidt fræk.

Og samme nummer lavede hun så da vi kom hjem i går efter vores myggehelvedestur. Hun forberedte et fodbad til sig selv, tog det hele vejen ind til stuen, og lige som hun sætter fødderne i, ser jeg flashback til melontogturen. Der er nemlig intet håndklæde. Så det må jeg så ud efter. Tror lidt hun gør det med vilje, for hun glemte også håndklædet sidste gang hun lavede fodbad. Så sidder hun der med våde fødder og kan slet slet ikke komme nogen vegne. Stakkel pige. Dådyrøjne og mig af sted igen.

Men det er nu helt okay. For hun låner mig sit myggenet.

1 kommentar:

Charles sagde ...

hey! are you back in gronland?

what's the name of that bag company (the recycled bike thing?)? claudio wants to get one. miss you, hola to fabu cam/kamilla