Den store bloguge #1: dræbermyg fra helvede og kunsten at lave så lidt som muligt

Ak, jeg skal ind i den her skrivetrummerumsmode igen big time. Jeg simpelthen er en sløv padde til at skrive. Ja, enten det eller også er det bare fordi der ikke sker pokkers meget her i Maniitsoq, Grønland, at skrive om. Uanset, så har jeg givet mig selv en udfordring. Jep, det er den tid på året – blog uge! Jeg vil i den kommende uge skrive en blog om dagen - vist alt går vel. Jeg kan jo ikke gøre ved at tele grønland fucker mit internet op, jeg falder og brækker samtlige fingre eller hvad der nu kan ske af uforudsete hændelser, der kunne gøre mit blog liv et helvede. Men det sker forhåbentlig ikke. Overhovedet. I hvert fald ikke det med fingrene. Det med internettet sker højst sandsynligt. Men til dagens blog.

Som jeg lagde ud med at sige, så sker der ikke pokkers meget for tiden. Alle er stadig på ferie og jeg forsøger at lave så lidt som muligt men få det til at være så længe som overhovedet muligt. En svær balance, jo tak. Nej, det er da ikke fordi jeg laver nada, men det er altså svær at være en sprudlende energi bombe der laver alt på en gang, når der ingen er at spare med og det ”eneste” der at lave er at forberede sig til det kommende år. Men hvis jeg forbereder mig nu, hvad skal jeg så lave med de timer jeg har til forberedelse når undervisningen begynder? Heldigvis er Karsten der til at hive mig væk fra skrivebordet en gang i blandt (han har heller ikke meget at lave), og i morgen kommer Anna Marie tilbage efter en god lang ferie til DK. Det bliver godt at se hende igen og vi har det med at inspirere hinanden. Jeg har også fået en tværfaglig idé jeg håber hun er med på – grønland under 2. verdenskrig. Jeg har fundet nogle gode tekster og hvis man så laver et samarbejde med hendes historiehold, så kan man nå endnu mere.

Og historien om grønland under 2. verdenskrig er faktisk ret spændende. Ikke at der var de store blodige slag, men der var da sammenstød mellem forløberen for Sirius Patruljen og tyskerne. Desuden havde den amerikanske kystvagt adskillige skibe til at patruljere østkysten, og det er altså før de Pearl Habour. Og selv samme amerikanere tog nordmænd til fange der arbejdede for tyskerne i Østgrønland. Jeps, de blev ikke taget som krigsfangere, siden de ikke teknisk var en del af krigen endnu, så de blev taget for ulovligt indtrængende et eller andet. Kan ikke huske det på stående fod. Og siden DK var overrendt af tyskerne gik den danske konsul til storebror USA som tog Grønland under vingerne, hvilket er grunden til at vi har Kangerlussuaq. Blandt andet. Jo, der er nok at tage af. Det skal nok blive sjovt. Håber bare eleverne også synes det.

Ellers kan den største kile til mit humørs yderst svingende natur siges med et et-stavelsesord – myg! For i alverden hvor er de da MØGHAMRENDE SØNDERRIVENDE PISSE IRRITERENDE! Ikke så meget myggestikkene. Jo de klør og en mindre gene, men det der virkelig er irriterende er selve myggene. Der er mange – rigtigt mange. Og de er specielt på turen fra havnen og hjem. De gemmer sig i skyggerne og kaster sig nådesløst over mig så straks de ser mig. Men de stikker ikke lige med det samme. Nej nej. De skal lige flyve ind i ørerne, bag brillerne, i munden, i næsen, mens jeg febrilsk forsøger at vifte dem væk og bare mærker hvordan mit blodtryk stiger. Lad os bare sige at myggenet er en god opfindelse. Desværre er det bare ikke hver gang man har sådan et med. Og det er lige med en René på selvmordets rand. Jeg mener bare at når man er fuldstændig indhyllet i dødirriterende dræbermyg fra helvede, så har man lidt lyst til at kaste sig ud fra en klippeafsats, hvis man bare kan få en eller sikkerhed for at myggene falder i døden med dig. Men de snu rad kan jo flyve, så jeg bliver ved med at patetisk viftning og ser frem til et liv med forhøjet blodtryk. Grrrrrr…

Nå, det må være nok for i dag. Vi ses i morgen.