en længere svada om det hele og lidt til

Min far skrev for et par dage siden en sms til mig med teksten ”er der noget nyt? Hilsen far”. Ikke noget underligt i det som sådan, udover min far nu ikke plejer at sende mig sms i tide og utide. Så jeg tænkte lidt over om der var noget bestemt han tænkte på, indtil det slog mig at jeg ikke havde snakket med mine forældre i et stykke tid, og jeg havde heller ikke skrevet blog i endnu længere tid. Og det er jo den familie og venner (og hvem der nu ellers måtte ønske at følge lidt med i livet i det grønlandske) bruger for at holde sig ajour, med hvad der sker heroppe. Og der er jeg gået lidt i stå. Ja, okay, ”lidt” er måske en underdrivelse, men I ved hvad jeg mener. Og det er der flere grunde til.

For det første har jeg haft travlt. Travlt med undervisning, eksamen, opgaveretning, flytning, og alt det andet praktiske der hører med en flytning og det her tilfælde alt det ekstra der så også hører med når man skal fra grønland af alle steder. Men der er et eller andet sted blot undskyldninger. For jeg har da alligevel fundet tid til at spille WoW i tide og utide, drikke et par øl med gutterne i klubben, se film med fruen og alt det andet der også skal være plads til. Så selvfølgelig kunne jeg godt have fundet tid til at blogge, hvis jeg nu tog mig sammen.

Måske er det fordi at jeg allerede er flyttet. Mentalt altså. Lige siden vi tog beslutningen om at flytte hjem en gang efter jul, så har jeg allerede stået med den ene fod i flyveren og talt dagene til vi skulle vende snuden hjemad. Og jo tættere vi er kommet på datoen, jo mindre har jeg haft lyst til at skrive? Jeg ved det ikke. Men jeg har i hvert fald ikke haft samme behov for det som før. Måske også fordi at de fleste af mine private tanker handler om det at blive far, og jeg har lovet mig selv at min blog ikke skulle mutere om til en lallende babyblog, med lilla bleer og debat om hvilken bæresele der gør sig bedst til en bette myr vi ikke ved en skid om endnu. Den her blog startede jeg som et sted for mine tanker og oplevelser i Grønland, så det skal den have lov til at forblive. Om jeg så fortsætter med at skrive efter vi er kommet hjem, er jeg ikke helt færdig med at debattere med mig selv.

En anden dårlig undskyldning er at jo længere der går før man får skrevet, des mere er der at skrive om, og så orker man det bare ikke. Men undskyldninger er der nok af.
Men nu har jeg så brugt en hel side på at forklare hvorfor jeg ikke har skrevet.. tsk. Jeg må hellere får fortalt noget konkret. For der er jo masser af nyheder.

For det første – billetterne er købt og betalt! Vi ankommer (hvis alt går vel) i Kastrup lufthavn tirsdag den 16. juni klokken 19.45, og denne gang med intentionen om at blive der I DK, ikke lufthavnen). Vi skal rejse hjem på den særlige semi-buisness class kaldet økonomi plus afgang, der kun er på tirsdage og torsdage. Man får buisness class sæder og flere kilo til kufferten, men ikke den frie bar og maden der følger med pamper pladserne. Til gengæld har vi mere plads til bentøjet, hvilket er noget Camilla er begyndt at få brug for. Hun er ved at blive stor. Over maven altså. Og de ekstra kilo er ved at slide på hende. Og det hjalp jo ikke at hun igen faldt og slog sit knæ af led for et par uger siden. Og det var så den fredag samme weekend som ”vi” skulle pakke flyttekasser. Ja, timing har sgu aldrig været hendes stærke side. Lad os bare sige at vi gik hinanden på nerverne den weekend, hun i frustration over endnu engang at være hjælpeløs når vi nu havde så meget vi skulle nå og mig fordi jeg stod med dobbelt arbejde, og et sygepasserjob. Og så kunne Camilla selvfølgelig ikke holde sit knæ i ro, så hun rullede rundt på en kontorstol for at gøre alt muligt, og fik så mine pauser til at føles som uansvarlige overspringshandlinger… Kvinder. Hvorfor kan hun dog ikke bare lægge sig ned og være syg. Ingen tvivl om at benet trængte til det. Det var meget hævet. Alt for hævet. Heldigvis kan man så sige at det var godt at de kun var knæet det gik ud over. Tænk om hun var landet på maven. Jeg tør ikke engang tænke tanken. Heldigvis havde hendes moderinstinkt taget over og han havde taget faldet af med begge hendes hænder og arme der så til gengæld havde fine blå mærker.

Under alle omstændigheder fik vi pakket de indledende pakker, og over den næste uge kom flyttemændene og pakkede resten. Så nu står hele vores lejlighed i en container på havnen, klar til at tage af sted på søndag. Det vil sige, næsten hele lejligheden. Der røg en sofa, et sofabord og et par andre møbler ud inden nedpakning. De står så nu i Chiimatukhs lejlighed.

Hov, jeg tror vist ikke jeg har fortalt om Chiima endnu. Hun er en ældre lærer vi ansatte tidligere, som er noget af et spøjst bekendtskab. Hun er i tresserne, oprindeligt dansk, men har boet de sidste 40-50 år i Canada blandt indianere. Hun kan adskillige forskellige indianer sprog og har indtil flere akademiske grader i sprog, og alt muligt andet jeg ikke har styr på. Hun er nu hos os, oprindeligt ansat som underviser for procesteknikerne, men det skal hun så ikke længere alligevel. Hun skal nemlig være ATIs nye engelsk lærer. Et eller andet sted giver det så mening. Man kan da sige hun nok er kvalificeret. Men for at vende tilbage til det med det spøjse bekendtskab (for 50 år hos indianere er ikke spøjst nok), så er den eneste grund til at hun stadig kan dansk, at hun som 10 årig (da hun modvilligt flyttede med sine forældre til Canada) bestemte sig for at det sprog ville hun ikke glemme, for hun ville engang tilbage. Hun har ikke haft nogen at snakke sproget med, men husket gamle børnesange, som hun så har sunget for sig selv og skrevet et brev i ny og næ til en bror (tror jeg det var) i Danmark. Og så de der 50 år senere vender hun så tilbage og kan stadig sproget. Det er sgu da vildt. Hatten af for at man kan hvad man vil. Det der så er rigtig spøjst er hendes danske sprog. For det første kan man ikke høre nogen form for dialekt. Men hun forstår så ikke idiomer (ordsprog). Overhovedet. Og ironi og sarkasme er også to meget svære størrelser. Så hun spørge ofte og man nu også mener det man siger og andre gange hvad man dog mener med det man siger. For sproget er jo fyldt med billeder og vendinger der, medmindre man er bekendt med dem, absolut ikke giver nogen mening. Så det morer vi os meget over på arbejdet. Og så giver det os samtidig mulighed for at diskutere sproget. Sammen med Chiima selvfølgelig. Jo, verden ifølge Chiima er ret så enestående og interessant.

Og lige i øjeblikket har vi lånt hendes lejlighed. Hun er sammen med Dan på studietur med procesteknikerne i Canada i tre uger. Jo, der er nogen der kan. Men hun manglede lidt møbler og dem kom vi så med, så nu sidder vi i en fremmed lejlighed i vores egne møbler. Det er lidt som at være i sommerhus. Hyggeligt, ikke helt hjemme men tæt nok på.

Orv ja – Ruth er blevet solgt. ”Ruth hvem?” spørger du nok, men nu ligger landet jo sådan at min båd, Madicken, oprindeligt var vidt berømt i den lille by som Ruth. Per mente at en ny ejer sagtens kunne give en båd nyt navn, så det blev Madicken. Jeg har så siden fået at vide fra søfolk at det er et absolut no no. Det betyder uheld at skifte navn, og går båden ned står der folk på kajen der siger ”ja, det er også bare fordi han skiftede det navn, han ku bare have ladet være.. jeg advarede ham… men næh..” mit navneskifte faldt da heller aldrig i god jord heroppe. Uanset hvor mange gange jeg forsøgte at forklare folk at mi båd altså hed Madicken, nikkede de bare glade og sagde ”Ja, Ruth, nemlig ja”. Men nu er Ruth altså solgt. Den er nu i de (forhåbentlige) kyndige hænder på byens unge tandlæge par, Sune og Ann, og byens nyeste sherif, politibetjent Anders, og ægtefælle Tina. Så en mindre ting at bekymre sig om. Dejligt.

Så alt i alt går det sgu okay. Vi har noget det meste og får nok også ordnet det sidste. Så er der bar jobbet tilbage. Nå ja, det har jeg jo heller ikke fortalt. Vi ved jo allerede nu hvor vi skal bo. Vi har fundet et dejligt hus i Husum ved Utterslev mose med have og hele molevitten. Vi bliver totalt den lille småborgerlige ønskedrøm af en kernefamilie. Ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det endnu. På den anden side – hvis min storebror kan holde en have, hvorfor dælen skulle jeg så ikke kunne? Og her skal man så ikke komme med nogen frisk kommentar om hvordan jeg plejer at klare mig som handymand, tak!

Damn. Det blev en længere svada. Klokken er mange og du er taget til fange. Jeg må hellere i seng. Pas godt på jer selv.