øm i benene og semi akademisk i hovedet

Min tand har det godt. Eller i hvert fald en hel del bedre. Den kan stadig godt lige gøre opmærksom på at den eksistere, på trods af den nu manglende nerve. Det er bakteriedræbende stads der kom i tanden arbejder på højtryk og det kan til tider mærkes. Men intet i forhold til før. Til gengæld er jeg øm i benene.

Jo, for vi havde endnu et mesterskab i indendørs firmafodbold i lørdags. Og jeg var med. Hvornår lærer jeg det? Jeg er en mand i den bedste alder og alligevel er jeg fuldstændig smadret og mere eller mindre ved at dø, efter 3½ minutters spæn frem og tilbage. Og en kamp tager altså 6 minutter. Jeg må have gjort noget ved den kondi. Den er i mangel af bedre ord – beskæmmende. ”Heldigvis” var jeg ikke på et super elite hold, men derimod på hold med en del ag gutterne fra Klubben, og det løse. Det var mikael, bedre kendt som Den Gule Hulk, der havde samlet holdet og eftersom han jo er bestyrer af tøjbutikken Høka, så var det (mente han) nærliggende at kalde holdet ’Høka og Modellerne’. Ikke ligefrem topmodels, men som Jon kommenterede så findes der også Plus Size models. Hmrph. Vi skulle fem kampe, og hvis vi klarede os godt gik vi videre til semifinalen og siden hen finalen. Det gjorde vi så ikke. Hverken den ene eller den anden. Ud af fem kampe spillede vi to uafgjorte og resten har vi glemt. Så dem taler vi ikke om. Hvis ret skal være ret så fik vi kun virkelig tæsk i en kamp, den sidste, hvor vi mødte Transportservice. De var dæleme lede. Altså gode. Men uanset vores manglende præstation på papiret så var der stadig flere på holdet (mit hold altså) der mente at jeg var holdets bedste spiller, eftersom jeg stod en mean centerforsvar, og jeg burde tage mit talent op i serie 6 fodbold når jeg vender næsen hjemad. Bare ærgerlig man har en kondi som en 90 årig astma patient. Men det kan jo måske ændre sig. Markus mente dog ikke at man behøvede kondi i serie 6. Her blev man vist mere bedømt på sin evne til at drikke øl i omklædningsrummet. Altså før kampen. Lyder som min slags folk.

Derudover er jeg så småt begyndt at tænke på jobs og fremtiden og alt det der. Og i den forbindelse har jeg så søgt en Ph.D. Jo, det er ikke engang løgn. Om jeg så får den er en helt anden sag. Men ansøgningen er sendt til IT Universitetet, og jeg håber på at de synes det kunne være spændende at få mig derned for at forske i emotionelt gameplay i computerspil. Det er i hvert fald det min projektbeskrivelse handlede om. Det er sådan at når man søger en ph.d., eller en doktor afhandling som det vist også hedder, så skal man ud over at udfylde nogle skemaer og vedsende CV, udgivne artikler (hvis man har udgivet noget) og almindelig dokumentation for de ting man har lavet, også skrive en beskrivelse af det fremtidige projekt, det akademiske værk, afhandlingen, man har tænkt sig at bruge de næste tre år af sit liv på at skrive. De bedste beskrivelser (den skal indeholde mål, teori, plan, henvisningerne, etc. og må maks. fylde fem sider) giver så adgang til et interview eller to og til sidst bliver så udvalgt en gut eller gutinde til at udfylde pladsen som ph.d forsker og underviser på universitetet. Og det håber jeg så lidt på at det kunne blive mig. Jeg fik da også skrevet en fem siders projekt beskrivelse, men gud hvor kan jeg godt mærke at jeg har været ude af den akademiske trædemølle i over 3 år. Og det er jeg så også ret bange for at man kan se. At den ikke er grundig nok, gennemarbejdet nok, for overfladisk. Og den blev heller ikke til under de bedste omstændigheder, eftersom den blev startet mens mine forældre var på besøg og afsluttet mens min tand var ved at tage livet af mig. Men færdig blev den.

Jeg kan dog ikke blot regne med at universitetet vil falde på knæ for mig, så jeg holder øjnene åbne og leder videre. Der er da også op til flere gode bud derude. Nu skal de bare ansøges. Kryds lige fingre for mig.

Hej hej.

P.S. Camillas mave er blevet stor. Det er dejligt.