onsdag, januar 30, 2008

lønningsdag på godt og ondt eller mr. Romantic og de røde Khemere

I morgen er det endnu engang lønningsdag. Og gud ske tak og lov for det. December var dyr og januar har virkelig trukket økonomiske tænder ud af et allerede hårdt prøvet budget. Gaver, rejse, lidt for stor husleje, flyrejse, flytning og alle de andre udgifter, regninger og ekstra ting der bare hober sig op har gjort det hovedpineindbydende at kigge på sin bankudskrift. Så det er med et lettelsens suk at jeg hilser morgendagen velkommen med alt hvad det indebærer af dejlige hårdt tjente klingende mønt, der rasler lige ned i lommen.. nej, nok nærmere bankkontoens sorte sugende hul. Ej, så er det heller ikke værre, og jeg har også taget visse forholdsregler for at være sikker på at februar ikke kommer til at gå udelukkende vand og brød, kærlighed og kildevand. Arbejdet har udbetalt hvad der hedder ferietillæg, hvilket giver lidt ekstra, samt at jeg hopper over mit afdrag på mit banklån denne måned. Det skulle nok tage det værste. Forhåbentlig.

Og med morgendagens lønningsfest følger også den sædvanlige feststemning for en hel del af resten af byens indbyggere. Lønningsdag er lig med ølkasser over disken i de lokale brugser, stole smil i små tegnebøger, feststemte naboer med en dunst af alkohol omkring dem og en generel eufori, jeg selv kan huske fra da jeg gik på gymnasiet og lige havde fået SU. Men det er immervæk nogle år siden. Og det er ikke kun ungdommen jeg taler om. Det er faktisk slet ikke ungdommen jeg taler om. Og nej, det er ikke for at cementere den grønlandske karikerede arketype vi ser for os, mens vi ’danskere’ bruger udtryk som ”grønlænderstiv” eller hvad vi nu siger i vores uvidenhed mens vi dømmer et helt folk over en kam. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så eksistere denne karikatur i bedste velgående. Denne weekend dranker, der lever for festen, hyggen, sangen, hvilket er fint. En god fest er en god ting. Det bliver bare sørgeligt når den kommer på bekostning af andre. Og jeg kan ikke lade være med at sukke indvendig når jeg passere en gammel stiv kone nede i brugsen, der stinker af alkohol mens hun halv svajende køber en pose øl onsdag eftermiddag. Eller tirsdag. Eller hvornår det ellers var hun sidst løb tør. Heldigvis er det langt fra alle der der sådan. Men der er en del.

Apropos alkohol så er min naboer i 101 vist også lidt nogle fest aber. Slet ikke i samme dur som der jeg boede før. Der var det jo i tide og utide, selv i hverdage. Mine nye naboer holder fest, men det er aldrig super højt, og kun en gang har det været en hverdag. Heldigvis er min nye lejlighed bare kun halv så lydt som før, og mit soveværelse ligger i midten af lejligheden så ’skaden’ forbliver minimal på min nattesøvn. Og det er jo altid noget. Men jeg har mødt min nabo to gange, og begge gange har han lugtet af alkohol og begge gange var om eftermiddagen. Ikke et godt signal hvis jeg skal være helt ærlig. Dog virker han da ret flink. Vi fik første gang en lille snak. Han introducerede sig og fortalte at han var kok på et skib, ude 14 dage og hjemme 14. Det kan jo være derfor at der skal gives gas når nu han endelig er hjemme. Er bare ikke helt sikker på det lige er måden. På den anden side så skal jeg heller ikke fortælle hvordan andre skal leve deres liv. Og så har de så vidt jeg kan se heller ingen børn, så de skader kun dem selv. De har det jo sikkert sjovt nok, så skål til dem.

Av, det blev vist en lidt mere deprimerende blog end jeg regnede med. Det var ikke meningen. Hvad kan jeg sige at lidt mere positiv karakter? Der er jo altid Camilla, min dejlige kone. Der er nu kun en uge til at hun står af flyet og flytter ind hos mig. Det er da positivt. Hun kommer torsdag og jeg har taget fredag fri for vi skal have en laaaang weekend, hvor jo mindre vi skal uden for en dør jo bedre. Tror det jeg glæder mig allermest til at fredag morgen hvor jeg kan vise hende solopgangen hun kan se fra vores tre stuevinduer. Jeg siger det er et syn for guder. I morges var det en ildrød glød bag bjergene i det fjerne. Fantastisk. Intet mindre. Helt og aldeles fantastisk. Som I kan se på billedet jeg tog. Så det skal hun se in real life. Og bagefter skal vi ligge på sofaen i pyjamas med dyne over os og se en eller anden dødssyg serie, mens vi bare nyder det at endelig være sammen. Charles spurgte om jeg tog det romantiske initiativ og flydte lejligheden med blomster eller lignende. De der kender mig ved at det nok aldrig sker. Ikke nok med at ”sig det med blomster” aldrig rigtig har sagt mig noget, så er blomster hundedyre, og jeg vil aldrig kunne finde nok heroppe anyway. Så det bliver et nej. Det nærmeste jeg kommer den romantiske glød, er at lejligheden bliver gjort ren, sengetøjet skiftet og opvasken bliver taget inden hun kommer. Ja, jeg ved det godt, det er næsten for meget af det gode, men jeg ofrer mig for sagen. Jep, mr. Romantic det er mig…

Derudover er den sidste tid ellers været i krigens tegn. World of warcraft (det spil jeg spiler online) fortsætter med uformindsket styrke, jeg er begyndt (og snart færdig med) en ældre science fiction serie ved navn Babylon 5 hvor der er store krig og rumslag i hvert andet afsnit (og taget i betragtning af at der er 110 afsnit plus det løse i tv film, så er det ret mange slag) og sidst men ikke mindst så er Settlers sæsonen i fuld gang. Vi har nu overstået de første fire aftenen (en om ugen), og det heller ikke denne gang lykkedes mig at vinde en eneste gang. Det var tæt på sidste gang, men som min farmor lærte mig ”lige ved og næsten slår ingen mand af hesten” (hvordan så end den skal forstås, for hvem vil slå folk af heste.. har altid undret mig over den). Til gengæld har Jonas overtaget Pers trone som stormester. Hele tre gange i træk har Jonas gået væk fra bordet som sejrsherre mens Per og undertegnede har måtte bøje vore hoveder i skam. Men det skal være slut! På lørdag er endnu en gang en chance for at mine Røde Khemere for oprejsning (mine brikker er røde, så jeg har døbt dem… det har dog ikke hjulpet på deres moral). Måske fordi de røde khemere egentlig var the bad guys. Kunne jo være jeg ubevidst har stigmatiseret min egen lejr… kunne være jeg skulle tage de blå næste gang. Bom bom bom. Eller måske bare kalde dem Rød Front i stedet for.

Nå jeg må hellere slutte. Skal snart i seng, så jeg er klar til min halve fridag i morgen. Jeg har taget den første del af dagen fri så jeg kan komme i gang igen med min PG opgave. Den har været lidt i et dødvande, og eftersom deadlinen nærmer sig må jeg hellere komme i gang. Så hej med jer og sov godt.

Rød Front!

Ingen kommentarer: