skriveblokering, kulturaften og drømmen om at sove i ske

Jeg er gået i stå. Ikke sådan personligt eller sårn, men med min blog har jeg været lidt i dødvande, som ikke har været så nemt at komme ud af. Det er lidt efterveer fra novembers manglende internet og så en lang juleferie bagefter. Jeg er simpelthen helt ude af rytmen. Så undskyld. Jeg vil forsøge at råde bod på det her i den nærmeste fremtid. Startende nu.

I dag er onsdag og det betød grønlandsk undervisning af Ib, men efterfølgende tur i klubben til en fyraftensbajer eller tre. Normalt er der ikke mange andre i klubben onsdag fetremiddag/aften ud over Ib og mig, men i dag ankom Rajesh og jon samtidig med os, og kort efter Marcus just hjemvendt fra juleferie. Rajesh tager til Danmark i morgen tidlig for at påbegynde sin nye uddannelse som markedsøkonom (så vidt jeg husker), så det er lidt en omvæltning han ser frem mod efter 10 år i grønland. Derfor har det også stået ham meget på sinde de sidste par uger at sige farvel til alle med maner. Så sidste uge var der afskedsfest i klubben, og det var da hyggeligt. Masser af mennesker, gratis øl, og god musik. Ikke nogen dårlig kombination. Angående musikken så har den fået en drejning til det bedre efter Anders tog hjem. Ikke at Anders var nogen skidt fyr, tvært om (han er en rigtig fin fyr). Men han havde en vane for konstant at ville høre Big Fat Snake, og det blev altså en kende ensformigt i længden (sorry Anders). Men Rajesh sørger dog altid for at huske vore ”faldne” kammerater så han spiller altid et nummer for dem der ikke er til stede – ”det næste nummer er for min gode ven (indsæt selv hvem der lige mangler) det er hans yndlingssang”. Så kommer der John Mogensen (Karsten), Big Fat Snake (Anders), eller noget andet. Og det blev selvfølgelig også gjort til festen.

Men Rajesh fortalte i dag et par ting der var lidt sjove. For det første gav han mig en undskyldning fra den klubfjendske taxa chauffør. Han er en gammel ven af Rajesh og han kunne godt se at han havde været lige lovlig voldsom i sit ordvalg angående klubben, så det ville han godt undskylde. Det var alligevel flot. Det er aldrig nemt at sige undskyld så undskyldning modtaget.

Det andet han fortalte var at der nede på Pisiffiks opslagstavle er sat et opslag op med ordlyden om ”wanted dead or alive 50.000$” og et billede af.. mig! Jeg har ikke selv set det, men ifølge Rajesh er den god nok. Men hvem der lige har sat den op har jeg ingen anelse om. Det ku være en morsom elev eller tja.. jeg ved det ikke. Men jeg må hellere derned i morgen med et kamera for lige at forevige øjeblikket. Det er ikke hver dag jeg ligefrem er penge værd :)

I lørdags havde vi kulturaften. Som enhver der har gået på et bare noget normalt universitet vil vide så er der de tre K’er, Kunst, Kommunikation og ikke mindst Kultur, tre begreber der er så flyvske og svære at definere at folk lidt gør med dem hvad de vil. Og kulturaften i Maniitsoq er ingen undtagelse. Forstået på den måde at når jeg hører ordet kulturaften tænker jeg musik, teater, happenings, højtoplæsning eller den slags fint kulturelt kommen hinanden ved erhvervsdrivende forsøger at lukrere på ved at holde længe åbent, kalde det open by night og derefter kalde sig selv kulturel… Det var vist et sidespor. Heroppe er kulturaften ikke specielt fint kulturelt (faktisk slet ikke), men det er derimod rigtig meget med at komme hinanden ved. Det handler nemlig om at besøge alle de steder man normalt ikke kan komme til at besøge, så som vandværket, lufthavnen (udover ankomsthallen), skolerne, fabrikker mm. Alt sammen så folk kan se hvad alle de andre egentlig går og laver. Og herunder selvfølgelig også ATI. I år bestod det store ATI kulturudvalg af Sine, Ulrik og undertegnede, og vi havde gennem talrige møder (når man er i et vigtigt udvalg skal man også gøre noget ud af det) fundet frem til at aftenen omtrent sku være ligesom sidste år. Hvorfor fikse noget noget der ikke er i stykker som de der amerikanere siger. Men bare fordi det skal være som sidst betyder ikke at der ikke er arbejde at lave. Jeg skulle ordne slides til fremvisning fra tre projektorer (sidste år var det kun to så lidt nyt skete der da), der skulle stilles hyggecafe op, bages kager, gøres klar i laboratoriet, overtales elever til at komme og svare på spørgsmål osv. osv. Heldigvis ikke noget jeg skulle gøre alt sammen. Men jeg havde mit at bøvle med. Jeg havde sat mig for at ud over de to projektorer der skulle vise henholdsvis billeder og information om studiet, skulle der også være en sidste projektor der projekterede ud af et vindue og ned på sneen med en velkommen til ATI og lidt billeder. Nemmere sagt en gjort. Karl-Bertil, vores fantastiske pedel og super handy altmuligmand, lavede et lille stativ ud af træ (efter min tegning) så vinkelen var lige i… vinkel, så at sige. Men så flimrede den i stedet. Det var galt med ledningen, Et stykke tape senere fra loftet, virkede den så. Det skal så siges at min fremvisning var lavet som en sidelænsprojektering, for at folk så den rigtig når de ankom. Jo der var virkelig tænkt over det. Det sjoveste var næsten at se bysbørnenes reaktion på en projektering på sneen. De gik helt i selvsving, kastede sig over lyset på sneen, prøvede at blokere det, fange bestemte billeder, grave i sneen og alle mulige andre tossestreger man kun har energi til når man er i den alder. Hehe. Og bagefter kom de indenfor til den store tour og kage.

Aftenen som sådan gik godt. Der var masser af folk, masser af snak, interesserede miner, og forbavsede udtryk når vi nærmede os laboratoriet. Her var Sine og Louises tryllevand specielt et hit. Det var kolber med en farveløs væske, der pludselig blev blå hvis man rystede flasken! Magi siger jeg. Hun forsøgte godt nok at bortforklare magien med at det var noget syrebase værk der ændrede konstruktion når man rystede flasken for så kom der ilt i blandingen. Men det var jo tydeligt for enhver at hun løj. Magi siger jeg.

En ting jeg dog manglede denne kulturaften var sidste års ekstremt påtrængende og benhårde revolver journalist udsendt af den lokale radiostation. Han var ingen steder at se i år. Ærgerligt, for det var fantastisk sidste år da han nådesløs kastede sig over Karsten, der befibbet og med mikrofonen helt oppe i ansigtet fremstammede noget om hvordan det nu var at være lærer på ATI. Ret sjovt, hvis man altså ikke lige var Karsten.

Derudover spørger alle folk hele tiden om hvornår Camilla kommer op. Og svaret er jo heldigvis ”snart!”. Kun lige godt to uger tilbage. Så starter der en helt ny epoke i mit liv. Et liv sammen med kvinden jeg elsker over alt på jorden. Men også et liv med mindre computerspil og de der tåbeligheder jeg normalt kan komme af sted med. Til gengæld bliver maden bedre, og så sover man bare lidt bedre når man er to…. mmmm.. man det bliver skønt.

Tror jeg vil i seng og drømme lidt om at sove i ske. Godnat.