Jeg er offer for tvangstanker. Små neurotisk kan man jo altid være. Tvangstanker kan handle om mangt og meget, og min handler pudsigt nok (eller nogen vil sige logisk nok) om cola. Nærmere bestemt cola flasker. I mange mange år har jeg været meget meget glad for cola og det er gennem tiderne blevet til uhyggeligt mange flakser, store som små, glas som plastik. Og de er som oftest genbrugt. Glas har den fordel at den som regel ser ny ud. Er der slået noget af dem ryger de ud af produktionen og bliver erstattet af en ny. Plastik derimod har ikke denne fordel. Plastik flaskerne er i 99% af alle tilfælde ridsede, fulde af rifter, eller blot mærket af slitage og genfyldning på genfyldning. Selv nye flasker har et par skrammer fra transporten til den butik den nu står og forsøger at se så indbydende ud som overhovedet muligt. Ridset, brugt, ikke perfekt. Og det er her min tvangstanke sætter ind.
Det startede egentlig tror jeg med en reklame jeg så. En fyr skal købe cola (eller var det pepsi) og han tjekker samtlige colaer for hvilken en der har mest i. Stylet og med trendy musik i baggrunden gennemgår han flaske for flaske indtil han finder flasken. Den med mest i. Han køber den og da han kommer udenfor står der en lastbil fyldt med cola og den stakkels fyr kan starte forfra. For han skal have dén. Den med mest. Sød reklame, men den startede noget i mig. Det var okay at bruge tid på at gennemgå flaskerne. Det havde jeg jo set. Så spørgsmålet jeg så brændende havde ønsket at få besvaret var kun et smut i den lokale brugs fra at blive besvaret – for er det muligt at finde den perfekte, nye, uridsede, æstetisk tilfredsstillende plastik cola flaske?
Og sådan startede så den lille indkøbsleg jeg har kørende med mig selv, når jeg handlede ind i Brugsen, Netto, Pissifik eller hvor end det nu handler ind. Den cola der får æren af at blive købt af mig, er den der med et hurtigt skim af samtlige flasker ser bedst og nyest ud. Gang på gang er man blevet skuffet eftersom der var en flaske der så ud som om den havde potentialet, men så.. skuffelsen. På bagsiden var ridsen, eller matheden blev tydelig når flasken kom ud i lyset eller… Der var aldrig nogen der så perfekt ud. Der sneg sig altid en mindre perfektion ind, men jo flere ridser, des mindre havde jeg lyst til at købe den. Indtil i torsdags.
På vej hjem fra skolen tog jeg lige forbi Brugseneeraq for at købe et par sodavand til weekenden, og der var den! Min hellige gral. Den perfekte cola. En halv liters perfektion. Ingen unødige ridser, mathed eller rifter. Ny, fuld af energi der springer i øjnene så snart lyset får lov at spille i den mørke væske. Men hvad er det? Der er ikke kun 1 men HELE TO! Min perfekte cola havde en tvilling. Jeg var ved at græde af glæde mens jeg med handskerne på lagde dem i mit køleskab herhjemme, efter en meget stille cykeltur hjem (skulle jo nødigt ridse dem så tæt på mål).
Hjemme ventede så den normale verden i kraft af Camilla, der bare slet ikke har set lyset med hensyn til æstetisk tiltalende perfekte colaflasker. Faktisk synes hun lidt det er noget pjat at jeg ved hvert indkøb er ved at gå i stå ved sodavands skabet. Men hun var da glad på mine vegne. Jeg havde fundet svaret på mit spørgsmål, men var der udover ret ligeglad med flasken, og i øvrigt ret tørstig… Så nu her lørdag er der ikke flere perfekte colaer, men heldigvis nåede jeg da at tage et par billeder af mit Utopia.
Er til Camillas ærgrelse nok ikke færdig med at stille spørgsmålet næste gang jeg er på indkøb. For der kan jo godt være flere perfekte flasker derude der blot venter på at jeg finder dem og sætter den æstetiske pris på dem ingen andre gør. Ja, for deres skyld, må jeg fortsætte min søgen.
mmmmm.. Cola.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar