onsdag, april 09, 2008

jordskredssejr og bryllupsprinsesser

Yrk. Jeg har haft en af de der dage, hvor det meste af dagen har gået med at være træt, øm og uoplagt. Mest af alt har jeg haft lyst til at lægge mig ind over keyboardet og tage mig en skraver på arbejdet, men er ikke sikker på at det er så velset. Plus at jeg lige skulle undervise fire timer og sørge for at forberede mig til min grande PG eksamen på fredag. Synes ligesom det var lidt sværere at koncentrere sig, når man hele tiden skulle sørge for at holde sig vågen. Men bare rolig, sådan er jeg altså ikke når jeg underviser. Det er kun når jeg sidder nede på det halvlumre kontor og stirrer ind i skærmen og … zzzzzz… men så er det at man tager overtøjet på og vandrer over i pisiffik, køber et par ævler og en cola. Energi. Så kan man da lidt igen.

Og dagen blev ikke meget bedre da jeg kom hjem. Jeg var vist lidt ond i sulet mens jeg luskede rundt i køkkenet og forsøgte at bruge mine sidste rester af energi på at lave en æggekage. Heldigvis var Camilla i sådan ca. 100 gange bedre humør end mig, og vidste godt hvornår hun skulle slippe alt hvad hun havde i hænderne, kysse mig på kinden hjælpe mig med opvasken. Og som aftenen skred frem er mit humør blevet bedre, min hovedpine gået væk og mit energi niveau steget til et nogenlunde acceptabelt niveau for et almindeligt velfungerende menneske. Nu er det så bare Camilla der sidder og surmuler, eftersom flickr.com (siden hvor hun lægger billeder op) driller noget så ubarmhjertigt. Og jeg har jo ikke timer at hjælpe hende i, eftersom jeg skal have skrevet den her blog. For der er vist på tide.

Heroppe er der sket lidt af hvert siden sidst. I går havde vi det store kommunalvalg. Vi har en forestående kommunesammenlægning, der betyder at vi ender med at have 4 storkommuner, så det var jo spændende at se om det var de samme røvh.. øh jeg mener flinke politikere der kommer til at sidde ved magten igen igen. Og eftersom jeg har boet i landet mere en 6 måneder kan jeg jo stemme. Ikke at jeg har fulgt særlig meget med i de tv transmitterede debatter. Jeg har for længst bestemt mig på at stemme på grønlands pendant til SF (ja, jeg er lettere rød) partiet IA, så valget var ligesom truffet på forhånd. Faktisk var jeg inde og give en personlig stemme på Maniitsoqs 1. vice-borgmester Mimi Karlsen, både fordi hun var fra IA, og fordi hun er fra byen, men så sandelig også fordi hun var den der viede Camilla og mig. Så det er bonus i min bog.

Valg i grønland er lidt en sjov forestilling. I Danmark ville man have set valgplakater i månedsvis før selve valgdagen. Så kan man rigtig gå og blive træt af at se på dem, og med sprittuschen i baglommen overveje om ikke Pia K. plakaten mangler et lille Hitler overskæg eller Anders Fjogh måske lige skal have briller og et par manglende fortænder. Det eksisterer ikke i Grønland. Her kommer plakaterne nemlig op samme dag som selve valget og de er nede igen dagen efter. Sådan. Ikke så meget pis. Ville det ikke være skønt hvis julen kunne være ligesådan derhjemme? Julepynt op midt i december måned og væk 2. juledag? Nå, det var vist et sidespring. Men under alle omstændigheder så gør den korte plakat tid ikke festen mindre, når så dagen oprinder. I kan tro der var plakater, bannere, flag og parti farver repræsenteret i byen, og tættere man kom forsamlingshuset som var byens valgsted, jo tættere blev plakaterne.

I Grønland får man heller ikke tilsendt et valgkort. Man dukker bare op på valgstedet og stiller sig i den kø der passer til din fødselsdag (1-7, 8-16 etc.), de finder dig på listen, giver dig en stemmeseddel off you go. Og apropos stemmer, så er det altså lidt sjovt at læse i avisen bagefter at AI har vundet en jordskredssejr i Nuuk, når de reelt fik 2000 stemmer. Ja, det er lidt andre forhold heroppe. Men nok om valget.

I fredags havde Camilla og jeg vores bryllupsdag. Yay os. Vi har nu officielt været gift i et år (et år og fem dag), og det kom egentlig bag på mig hvor hurtig det år var gået. Ja, jeg burde nok have skrevet en lang blog om den store dag, men på den anden side set så havde jeg egentlig mere lyst til at nyde min kone den dag end at hænge ud foran computeren. Men det forstår i jo nok. Jo det blev en dejlig aften med lækker mad, rødvin, romantiske stearinlys og alt det der gejl der nu en gang skal være der sådan en aften. Og så fik vi endelig åbnet den boks med beskeder fra alle gæsterne til vores surprise bryllups fest i sommers. Der var rigtig mange søde beskeder, nogle mere kloge end andre, nogle havde sprunget ud som digter, mens andre blot havde tegnet brudeprinsesser og mange af dem (Toras bidrag). Vi arbejder pt. på at få dem i en ramme af en eller anden slags, men udvalget af rammer heroppe er lidt spartansk, så vi må vente til vi er i tømmerhandelen igen. Aftenen var i hvert fald hyggelig.

Nå man jeg vil til at se dyner, så jeg kan blive lidt mere frisk i morgen end jeg var i dag.

Ingen kommentarer: