kartoffelhelvede

I dag skulle jeg lave mad. Bare rolig, det er ikke første gang i det her ægteskab at jeg har taget den tjans, men i dag bestemte jeg mig for at prøve noget nyt. Det sku jeg aldrig have gjort. Det er lidt forbandelsen ved at have de her tyve forskellige opskriftsbøger med kæmpe store delikate tænder-løber-i-vand billeder. Man får jo lyst til at lave den slags mad. Få det til at ligne billedet. Smage herlighederne. For det ser jo godt ud. Ser ud som noget man virkelig vil kunne lide. Og der står en fin opskrift, og siden mit dansk er rimelig okay, så kan jeg godt skabe mig et overblik over hvad det er der skal gøres for at vi ender ved det her billede af den perfekte mad. Men hvad der ikke vises på det billede eller står i opskriften er hvor sygeligt svært det er at lave den ret, få det til at ligne noget fra en tre michelin stjernet restaurant i Paris. Der burde være advarsel på de opskrifter, sådan noget som ”Skal kun laves af en ekspert”, ”Er du ikke uddannet kok, vil din ret IKKE ligne den på billedet”, eller ”Amatører frarådes denne opskrift, da den for den uøvede vil svine uhensigtsmæssigt meget og give et middelmådigt resultat”. Velkommen til mit dilettant helvede.

Retten jeg skulle lave i dag var gnocchi. På papiret ser den ellers nem nok ud. 1) Du skal koge kartofler (kan ovnbages med skræl i en time), 2) lade dem køle lidt af, 3) mose dem med mel, smør, ost (nogen opskrifter har også æg), 4) trille dem til små ovale figurer med en teske og lave et lille tryk med bagsiden af en gaffel midt på så den ligner lidt en musling og 5) så koge den i saltet vand i 3 til 5 minutter. Nemt nok *host host*. Til sidst skal disse så serveres med en eller anden form for pasta sovs (for gnocchi er en form for hjemmelavet pasta, at I ved det). Ingen problem… en time senere lignede vores køkken jerusalems ødelæggelse. Der var mel og kartoffelsmat overalt på køkkenbordet, på gulvet, på ovnen, på skabene og generelt på alt hvad jeg havde rørt ved (hvilket vil sige gaffel, vandhane, briller, gryder, paletknive, køkkenrulle, køkkenrulleholder og hvad der ellers hører til en god dag i køkkenet). Yay. Det var simpelthen ligesom at en kartoffeldejsbombe var sprunget i køkkenet og jeg havde glemt at dukke mig. Men jeg kæmpede. Jeg rullede små kartoffel muslinger med mine kartoffelinficerede fingre til den store guldmedalje, trykkede med gaffel, kogte så kogende vand sprøjtede op om ørerne på mig, hver gang et nyt hold gnocchier skulle lynkoges, og forsøgte at holde liv i min pastasovs der var blevet færdig en halv time for tidligt. Ak ak ak.

Til gengæld kom det lidt til at ligne som på billedet. Bortset fra at mine muslinger mest lignede små fortabte albino mini frikadeller, og smagte lidt af kartoffelmos blandet med mel og kogt i vand i tre minutter, men det er jo sikkert sårn de skal smage. Man bliver i hvert fald mæt af det. Og så er der stadig halvdelen tilbage. Potionen var jo aaaaalt for stor. Ved ikke om jeg orker at se på dem mere. Fik lidt nok af at se på kartoffelrester da jeg gjorde rent på køkkenbordet, skabet, gulvet, ovnen…

Så hvis nogen tænker på at lave gnocchi, så husk advarslerne fra tidligere! Det smager okay, men, men, men... husk at gøre op med dig selv om det virkelig virkelig virkelig er det værd! Kom ikke og sig at du ikke er advaret.