påske, gæster og rodbehandling

Av. For. Satan.

Min tand er uden tvivl ved at igen i en sidste desperat aktion at tage livet af mig. Og det er næsten ved at lykkedes, eftersom jeg allermest har lyst til at kaste mig ud af vinduet, hvis jeg var sikker på at det kunne få den her dunkende tand til at holde kæft. En indikator på hvor galt det er, så kan jeg fortælle at klokken nu er 6.21 og jeg har været oppe i snart en time. Og jeg skal ellers først møde klokken 10 i dag.

Så gå dog til tandlæge, vil den kvikke læser måske sige. Og det vil da sikkert også være en fornuftig løsning, hvis det ikke var fordi at jeg har været til tandlæge i går. Og det her er sådan man får det efter man har været under behandling.

Jo påsken har været lidt af en ujævn oplevelse for mit vedkommende. Mine forældre har været på besøg, hvilket var dejligt. Det var rart at se dem igen, høre dem og være i samme rum igen, også selvom jeg lige blev nødt til at have lidt ’personlig tid’ en gang i blandt. Jo, det er ikke altid nemt at bo 4 voksne mennesker på 70 m2. Men det gik. Og så fik vi faktisk oplevet en del. Museumsbesøg, gåture, restaurantsbesøg, middag hos venner, ture i klubben og ikke mindst Nintendo Wii (som de blev ret vild med). I modsætning til mange andre der er på ferie i grønland så havde mine forældre ikke noget behov for at lege turister. Vi har jo boet heroppe i fire år, da jeg var barn og de har siden hen været heroppe et par gange. Så de der turistting som bådture etc. har de prøvet. Så vi kunne slappe lidt mere af, og bare nyde selskabet, læse en bog, spiller et spil eller se en film. Og så må det også siges at det at vi har boet heroppe før har været godt for konversationsåbneren. Der gik ikke mange minutter efter min far havde mødt en heroppe før snakken gik heftigt om ham eller ham eller hende der boede derhenne, du ved nok, og arbejdede hos dem der. Ja, man kunne helt få indtrykket af at han havde kendt dem hele sit liv, og ligeså meget var taget op for at se dem igen. Rigtig hyggeligt, faktisk. Og så betød det jo at jeg kunne blive aflastet en smule (hehe).

Men idyllen skulle jo ødelægges, og det blev den så fredag hvor min nattesøvn kom under pres af en eskalerende tandpine. Det endte dog med at jeg faldt i søvn og næste morgen var det forsvundet. Sådan da. Latent lå der noget og dunkede let, og som bonus var der en irriterende hovedpine, der blev mere og mere prominent, som påsken gik på hæld. Og tirsdag morgen hvor forældre skulle i lufthavnen tidlig morgen, var jeg så oppe endnu tidligere. Min tandpine var brudt ud i fuld flor og det gjorde ondt. For at sige det mildt. Forestil jer den værste smerte i kan, placer den så i en af jeres kindtænder og gang den med to, så er vi ved at nærme os. Av. Og den forsvandt jo ikke. Den var der hele tiden. Heldigvis fandt jeg et trick. Koldt vand. Hver gang tanden fik lidt koldt vand, blev den midlertidig bedøvet. Midlertidig vil sige omkring et minuts tid. Så jeg fik drukket meget kold vand den morgen.

Men Camilla og jeg fik sagt farvel til forældrene i lufthavnen. Min mor var ved at få lidt blanke øjne ved tanken om at tage af sted igen, men min hovedpine og en viden om vi jo snart flytter til DK forhindrede mig i andet end at tænke ’vi ses’, give dem et kram og ønske dem god tur. De kom godt af sted og jeg fik ringet til tandklinikken, der heldigvis kunne afse en tid til mig klokken 9. Og så var det tid til en rodbehandling.

En rodbehandling er et frygtet indgreb af mange, og det er ikke uden grund at udtrykket ”det var lige så hyggeligt som en rodbehandling” har fundet indpas i diverse sprog rundt om i verden. Masser af bedøvelse, kæmpestore bor, døde nerver og bakteriedræbende creme i tanden, lukke sammen og så være lam i hele den ene side af kæften resten af dagen er ikke lige noget man ønsker for sin værste ven eller fjende. Men det fik jeg. Og det er den der bakteriedræber der nu er ved at lave frontalt angreb på de bakterier der sidder i min tandrod. Og det gør så også nas. Måske ikke helt så meget som tirsdags morgen. Men stadigvæk. Ikke sjovt. Langt fra. Av.

Og min hovedpine brillerer ikke med sit fraværd. Øv.