søndag, oktober 15, 2006

Under himlens skørter

Klokken er 01.06 lørdag nat og jeg er lige kommet ind af døren fra en lille gåtur ud i den frostklare nat. Jeg har de sidste par uger lovet mig selv at jeg skulle huske at komme ud på en gåtur for at se på nordlys, som der har været en del af her på det sidste. Men jeg har ikke fået det set enten fordi jeg har gået tidligere i seng og glemt det, eller når jeg så husker det, så er der overskyet eller på anden måde møgvejr. Men ikke i nat.

Da jeg kom udenfor glimtede stjernerne smukt foroven og jeg tænkte ”yes sir, i can boogie” og med kameraet i lommen begik jeg mig op af vejen på vej mod pynten for at se på nordlys. Jeg havde dog knapt kommet ud på vejen overhovedet før jeg fik øje på det. Ind over byen som et hvidt gråt spøgelsestæppe lå nordlyset og blafrede i slowmotion. ”Øv” tænkte jeg, for hvis nordlyset var inde over byen, så kunne jeg jo ikke se det fra pynten jeg var på vej op til. Det var så lige indtil at jeg opdagede at nordlyset fortsatte henover mig og langt ud over fjorden. Det var som om det jeg havde stået og stirret på kun var toppen af isbjerget og nu havde resten af isbjerget faldet ned i hovedet på mig. Hold nu op det var stort. Og smukt.

Jeg skyndte mig op til pynten hvor byens fyrtårn sporadisk glimter. De folk der er heldige at have en lejlighed her har byens bedste udsigt ud over hele fjordområdet. Og hvis de kiggede ud af vinduet her til aften ville de også se en lysballet af en anden verden. Christian fortalte mig at en anden dansker en gang, en maler der skulle male nordlyset, beskrev det som at kigge op under en dansers skørter. Altid i bevægelse. En smuk beskrivelse, for smukt var det at sidde på pynten og bare se naturen opføre sig ganske vidunderlig. Jeg forsøgte at tage billeder af det, men desværre til ingen verdens nytte. Problemet er at man ser nordlys aller bedst, når der ikke er andre lyskilder, og jo mindre lyskilder der er, des mindre er sandsynligheden for at man kan tage et billede. Så jeg pakkede kameraet i lommen igen og nød forestillingen i stedet.

Ingen kommentarer: