mandag, marts 12, 2007

mandefald på ATI

Sikke en start på ugen. Knap var jeg færdig med at forklare om føn vind mig her og føn vind mig der og bortforklare det grønlands vintervejr som en myte opfundet af de varme lande for at få flere kunder, før at vejret heroppe bliver godt træls og grønlandsk. Nej, træls er måske så meget sagt. Koldere og mere sne, og så gråt og overskyet (hvilket er lidt træls). Og hvad sker der når vejret vender? Folk bliver syge. Ikke mig (endnu) heldigvis.

Men der var mandefald på ATI, da jeg kom på arbejde i dag. Karsten, Susanne og Jane, to lærere og en fra kontoret var alle blevet syge. Derudover sad Per og Sine, der havde været til møde i Nuuk i sidste uge, fast i Sisimiut, hvor de af en eller anden grund skulle mellemlande (Sisimiut ligger nord for både Nuuk og Maniitsoq). Så vi var fem mand i undertal og te af dem lærere, hvilket gjorde at Pias logistiske evner blev sat lidt på en prøve. Hun skulle jo gerne have skemaerne til at passe, så eleverne ikke fik alt for mange huller, samt heller ikke mistede timer pga. manglende lærere. Det er noget med at flytte timer frem og tilbage mellem dem der er på skolen og dem der falder til senere (når de bliver raske og lander og sårn). For mig betød det ikke det helt store. Jeg skulle undervise hele dagen alligevel. Jeg fik flyttet to timer rundt i dag, men det gjorde ikke noget. Der ud over blev jeg spurgt om jeg havde noget at underholde ATX A med i en time (mens de skulle have haft matematik), noget de kunne arbejde med selv, hvilket jeg tilfældigvis havde. Selv skulle jeg undervise andet sted. I morgen ser dog unægtelig anderledes ud. Tirsdag er normalt undervisningsfri, det er den så ikke længere. Indtil videre skal jeg have 4 timer som så enten er flyttet fra onsdag eller (hvis folk ikke dukker om til onsdag) fra næste uge. Ja, det er logistik.. lad være med at spørge.

Apropos mærkelige mellemlandinger. Min dejlige kæreste Camilla skal jo besøge mig den 30. marts og så være her et par uger frem. Men hendes tur herop er ret opskur, i hvert fald ifølge den mail hun ahr fået fra Air Greenland. Hun skal fra København til Maniitsoq med et flyskift i Kangerlussuaq (som altid) og fra starten fik hun at vide, at hun efter Kangerlussuaq skulle mellemlande i Sisimiut i et par timer, før hun så skulle med en flyver direkte fra Sisimiut til Maniitsoq. Nu har hun så fået en ny besked, nemlig at hun skal til Sisimiut fra Kangerlussuaq, vente et par timer, for derefter at tage på et fly fra Sisimiut til Maniitsoq, der så mellemlander i Kangerlussuaq! Det er jo ikke særligt hensigtsmæssigt, for at sige det mildt. For det første fordi hun ikke har nogen grund til at tage til Sisimiut, hvis hun alligevel skal tilbage til Kangerlussuaq igen. For det andet fordi det at mellemlande i Sisimiut altid er lidt for spændende. Det er svært at lande der pga. af den der vind ting, de glemte at tage højde for da de byggede lufthavnen, men har man først landet, er det ikke så stort et problem at lette. Camilla skal bare af flyveren i Sisimiut og vendte på at den kommer tilbage igen efter hende, og kan den ikke lande, ja, så er hun stuck i Sisimiut weekenden over… uden mig. Så jeg mægler lidt frem og tilbage med Air Greenland, der indtil videre ikke helt har fundet fejlen i deres mellemlandingsberegninger. Men jeg kæmper videre.

Derudover er der ikke sket det store. Jo jeg har fået vasket lidt tøj, hvilket er lidt af en bedrift. Det hørte til under kategorien ”ting der skulle være gjort i weekenden men blev syltet pga. WoW”. I samme kategori er rette stile, støvsuge, købe bord og stole på tilbud, ringe til min storebror, skrevet mere blog, uploade billeder til flickr, og skrive PG projekt færdigt. Det eneste jeg nåede var at flytte alt jeg havde på min bærbare over til min stationære, hvilket var lidt en bedrift i sig selv. Og så lige kigge lidt mere på PG rapporten (er næsten færdig)... Jeg når det nok. Ajuunngilaq.

Det var vist alt for nu. Hyg jer.

Ingen kommentarer: