den store eksamensdag

Puha. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at synge den der Bølle Bob sang:

Jeg er træt så grusom træt
Jeg er færdig jeg har ikke flere kræfter
Jeg er led og ked af skolen
Lad mig side for mig selv
For jeg gider altså ikke høre efter

Ikke fordi jeg hverken er led og ked af skolen eller ikke gider at høre efter, men fordi jeg er.. ja, træt. I dag var en af de laaaange og mentalt udmagrende dage. Som jeg forklarede i går så var det også noget af et program jeg vågnede op til i morges. 15 elever til eksamen, samt jeg så bagefter selv skulle til eksamen i 2 timer eller mere.

Nå, men jeg vågnede og kiggede ud af vinduet. Tåge. Pis. Nu igen tænkte jeg. Min censor kommer jo aldrig til Maniitsoq hvis vejret bliver ved med at te sig på den måde. Jeg var ikke lige klar over hvornår flyet var meningen at det skulle lande men jeg var overbevist om at jeg kunne høre det kredse om byen da jeg daffede på arbejde omkring klokken halv otte. Mine eksamener skulle starte 8.40, så damen havde altså bare af at lande. Ellers skulle vi jo i gang med alle mulige og umulige plan B’er og C’er og hids dig op og herned. Så var det lige at kontoret fortalte at der var altså ingen flyver før klokken 10.15 uanset.. doh. Nå men betød så at vi skulle have gang i en midlertidig plan B, og det blev så Pia som censor med Per vores forstander som bisidder. Så det gjorde vi så. Efter et par fodfejl fra min side (jeg kom til at oversætte nogle af ordene i opgaveformuleringen for den første elev, og det skal de jo selv slå op…) gik det ellers strygende. Den ene elev afløste den anden og vi nærmede os hurtigt den første pause. Og så var det at vejret faktisk var blevet betydeligt bedre siden morgenens tågebanke over den ganske by…. SÅ FLYET VAR LANDET! Hurraaaa. Og ind trådte en ældre dame, Linda, min censor. Se det var et stort øjeblik for mig. I hvert fald røg der en sten fra mit hjerte. Puha. Ja ok det kørte meget godt med Pia og Per, men Per skulle selv være censor på en eksamen klokken 11, så der skulle vi have holdt en pause og omrokeret vores eksamenstidspunkter endnu engang hvis ikke min censor var kommet. Og for at være helt ærlig så orkede jeg ikke mere omrokering. Nok kan være nok. Nu skal vi altså have de her eksamener overstået. Så Linda fik lige en lille pustepause og kastede sig så med stor entusiasme ind i kampen.

Herefter kørte det stille og roligt på skinner. Og resultatet gik også lidt bedre en hvad jeg havde forventet. Ud af de 15 elever var der kun 3 der direkte dumpede og en del middel og et par stykker der sneg sig op på 9 og 10. Men uh det gør ondt helt ned i maven når en stakkels elev man har haft et helt år oplever at den frygtede og berygtede sorte klap går ned. BANG. Der er bare ikke noget at gøre. Man kan stille nok så mange ledende spørgsmål og forklare at de jo ikke skal være nervøse. Det hjælper bare ikke. Jeg føler virkelig for dem. Selv har jeg aldrig været glad for at gå til eksamen, men jeg har aldrig været direkte bange for det. Kun en gang har den famøse klap gået ned. Det var til erhvervsjura på den et årige handelsskole. Men der røg den godt nok også ned. Jeg er den dag i dag lykkelig for det 6 tal de gav mig. Det var ikke helt velfortjent. Kan huske at min far mente at det var fordi jeg brugte at for meget tid på at spille skuespil at jeg fik sådan en dårlig karakter (jeg havde hovedrollen i Fyrkatspillet den sommer), og det kunne jeg jo ikke have siddende på mig. Så jeg terpede og scorede så kun 10 og 11 taller i resten af mine eksamener. Bare for at lukke kæften på ham. Når jeg tænker over det, så var det garanteret bare en eller anden form for sindrig omvendt psykologi han havde gang i. Udspekulerede satan. Men han fik jo hvad han gerne ville have…

Vi var færdig med dagens sidste eksamen omkring halv fire, måtte jeg lige small talke lidt med min censor (flink dame, faktisk fra Amerika, så engelsk, det kan hun) og så skulle jeg ellers ud af døren og lige hjem og vende inden jeg skulle til den teoretiske del af min duelighedseksamen klokken 17.00. Jeg ankom og kunne nu se frem til først en skriftlig søkortsprøve der ville tage halvanden time, og derefter en mundtlig prøve i søfartsregler. Lad mig kort demonstrere hvad sådan noget går ud på. Den skriftlige opgave startede som følger:

Et mindre lystfartøj er på rejse fra København til Århus. Kl. 19.20, log 18,0 ses Svinbådan fyr (56° 09’ 1 N, 12° 32’ 6 Ø) skifter fra rødt til grønt i pejling devierende 091°, samtidig pejles Nakkehoved fyr (56° 07’ 2 N, 12° 20’ 7 Ø) i pejling devierende 231°. St.k.dv. 310°, mv. ø 2°.

a) Find devierende misvisning og deviation på den st.k.dv. 310°.
b) Find skibets obs. Sted kl. 19.20, og angiv br. og lg.

Og sådan fortsætter det en hel side ned. Til det har vi så et kort og vandet syd for Sjælland samt diverse dyrt indkøbte redskaber (passer, linealer, bøger) for så at stå på hovedet i halvanden time for at tegne ruter ind på kortet, beregne styret kurs retvisende om til beholden kurs retvisende (lang udregning), og lave kimingslinier, gisset sted, afdrift og så videre og så videre. Lad os bare sige at vi havde rimelig travlt. Jeg nåede det også kun lige på de halvanden time og jeg synes ellers selv at jeg holdte en god fart i nedskrivning og udregning. Jeg nåede det i hvert fald. Derefter brugte vores lærer og censor en lille halvtime på at tjekke vores kort og opgaver igennem mens vi sad på gangen og kunne diskutere hvem der havde gjort hvad rigtigt og forkert. Allerede her havde jeg en rimelig god fornemmelse for min egen overbevisende indsats. Da de var færdig med opgave tjekning hev de så os ind en efter en, ganske som jeg selv havde gjort ved mine elever kun timer forinden. Så skulle man trække et nummer og til det hørte nogle tegninger med nogle spørgsmål i sikkerhed til søs. Og jeg var selvfølgelig til sidst på listen over kursusgængere så jeg kom så sidste op. Nu var der altså gået knap to timer siden den skriftlige prøve så jeg var lidt træt. Lang dag og alt det der. Men jeg tankede op i den sidste energi, kom ind, trak et nummer og kunne nu sidde og se på et noget kompliceret billede. Det var natlanterner på et større maskindrevet skib. For en måned siden var jeg dumpet med et brag, men vi (Anna Maria, Christian, Sine og mig) har den sidste måned terpet som gale så det var bare ajunngilaq. I løbet af fem minutter havde jeg fortalt lærer og censor at der var tale om et slæbe skiv med et slæb på 200, jeg kunne se fra styrbord, og det var begrænset i sin manøvreevne, hvilket gjorde at jeg havde vigepligt og ikke ham som det ellers ville være tilfælde. Derudover fortalte jeg ufortrødent om tågesignal, vigepligtsregler og hvad alt det de prøvede at fælde mig på, men der var intet der bed på mig. Jeg var usårlig. Normalt for man 2 opgaver, men censor sagde efter min første opgave at siden jeg fint kunne ”den svære opgave” var der ingen grund til at tage en mere. SÅDAN! Tro lige jeg var lidt ovenpå da jeg kom ud.

Så nu sidder jeg hjemme og har på trods af at trætheden for længst har meldt sig taget mig sammen til at skrive blog. Hvordan skulle jeg ellers få lov til at blære mig?

Så er spørgsmålet bare om jeg også har hovedet i skyerne efter den praktiske prøve i morgen…