Moskusjagten - eller kunsten at bære en halv ko

Så er jeg sikkert tilbage i Maniitsoq efter min første rigtige jagt og så oven i købet en fire dages en af slagsen. Og det kan roligt siges at det var en begivenhedsrig tur, men masser af storslåede oplevelser, opture, nedture, ømme muskler, trætte kroppe og frisk luft. Men læn dig tilbage og bered dig på at læse en laaang beretning. I må undskylde den starter lidt pludselig om fredagen, men jeg fik ikke skrevet blog om torsdagen, så den hopper direkte ind i begivenhederne. Ikke at jeg havde en computer med på turen. Nej, toft blog v.2.0 var for en weekendstid gået analog. Papir og en skriver.

Om torsdagen kan det lige siges at sejlturen tog godt og vel 6 timer og hvis i har set filmen ’the perfect storm’ så har i en nogenlunde fornemmelse af hvordan jeg havde det de første 20 minutter, mens vi kæmpede os ud af Maniitsoq havnen og hen til mere stille vand. Jeg siger jer nogen bølger. Det var sidelæns i kæmpemæssige bakkedale bestående af et blåt og hvidt frådende hav, op og ned, nådesløst. Godt det kun varede de første 20 minutter. Derefter var vejret og havet tåleligt. Hvis I har lyst til at læse om vores udgang set fra land, så har Anne Maria skrevet om det i sin blog her. Men tilbage til jagten.

Fredag
Øv. Rigtig rigtig øv. Jeg sidder i Pers båd og er lige hjemvendt fra en succesfuld moskusjagt og det eneste jeg kan tænke er motherfucker pis. Jeg er ikke sur eller irriteret på nogen lige bortset fra mig selv og mit fantastiske møg uheld. Hvorfor, spørger du? Jo sagen er den at jeg lige har tabt Ulriks hightech superduper digital kamera… i vandet. Ikke i en vandpyt (hvis det så bare var det). Nej, jeg har tabt det i fjorden. På 4 meters dybde i vand hvor sigtbarheden er lig nul. Og det er skidt. Jeg har for det første ingen anelse om hvad det koster (men det er uden tvivl dyrt), jeg har ingen forsikring (har ikke lige råd til den slags) og så er alle vores billeder fra de to første dage (omkring 200) pist forsvundet. Pis pis pis.

Det skete da jeg roede i gummibåden fra Pers båd. Jeg havde ingen lommer eller tasker at have kameraet i, så jeg havde det under jakken, men desværre var jakken ikke lynet helt op, så da jeg rækker frem for at støde væk fra Jonas’ båd (hvor jeg lå til) sagde det ’plump’ og væk var kameraet. Hvorfor kunne det ikke bare falde ned i gummibåden? Typisk. Og Ulrik er her ikke engang så jeg kan fortælle ham det. Han er ved at partere og bære kødet ind til lejren, fra den tyr han nedlagde for godt 3 timer siden.

Men lad mig starte lidt før det, for det hele er nu ikke kun min skyld (derfor kan man godt have dårlig samvittighed). En halv time før Ulrik nedlagde sin tyr, var jeg nemlig selv med til at nedlægge en moskusokse, en ko. Jonas og jeg var den dynamiske duo, men selv om jeg havde riffel med, overlod jeg skyderiet til Jonas, eftersom han havde den rigtige kaliber til jobbet og var en helt del mere øvet end mig. Det var eftermiddag og Jonas og jeg havde stødt ind i en lille flok på fire dyr, og da de ikke lod sig drive, blev enige om at nedlægge et dyr. Der var ingen grund til at skyde flere, eftersom vi kun var os to, og en mand kan højest bære en halv ko anyway (medmindre man er grønlænder og er lettere hardcore, med dårlig knæ og ryg som følge). Flokken bestod af en tyr, to køer og en kalv. Vi bestemte os for at skyde den ene ko. Men koen havde i første omgang lidt andre planer. Første skud ramte den klokkeklart i hovedet, lige under det ene øje, men den blev stående. Ænsede det ligesom ikke. Først andet skud der ramte den i halsen fik den til at falde sammen med et sæt. Og så reagere resten af flokken og satte ellers i spæn hen over bjergsiden. Godt de ikke løb mod mig.. for de var ikke helt ufarlige.

Men der var ingen af de andre fra jagtteamet i nærheden, så vi begyndte at partere som man skal. Og så dukkede Ulrik og Christian pludselig op. De havde hørt skuddet og var i nærheden. Og så var det Ulrik tog sit kamera frem og tog billeder mens Jonas, Christian og mig havde fingrene nede kød, indvolde, pels og blod. Jeg siger det var en fascinerende oplevelse. Ikke for de alt for sarte bevares, men det var ikke så galt som jeg havde regnet med. For det første blødte det meget lidt. Der kom kun blod hvis man snittede i musklerne og det gjorde vi jo så lidt som muligt. Og lugten var heller ikke hverken skrækkelig eller forfærdelig. Kun tarmene og mavesækken havde lidt lugt de skulle af med. Sådan en indestængt moskusprut er lidt fæl, heldigvis er jo i det fri. Men mens vi havde hænderne godt begravet i moskuskød, så vi en moskus tyr lidt længere væk og Ulrik spørger spændt om han ikke skal skyde den, og Christian kommer lidt uovervejet til at sige at det lød da som en god idé. Før vi kan nå at sige ”øhh.. vent lige lidt” er Ulrik over af sted over hals og hoved og over alle bjerge med sit gevær i hånden, uden hverken sit kamera eller sin kniv. Lidt efter hører vi adskillige skud og så måtte Christian af sted for at hjælpe ham. Jonas og jeg blev og parterede vores ko færdig og fik så hver godt 30-40 kilos oppakning (jeg havde en rygsæk fyldt med kød samt to rifler, Jonas bar på hele bagkroppen) og kunne nu se frem til en gåtur på godt halvanden time i ujævnt terræn (for at sige det mildt). Men vi kunne jo ikke bare efterlade kameraet, og det eneste sted jeg havde plads (havde jo 30 kilos kød samt de to rifler) var under jakken. Kunne ikke engang hænge kameraet om halsen da der ikke var nogen strop på det.

Jeg var naturligvis fuldstændig smadret da jeg endelig ankom til bredden af fjorden hvor vi lå til ankers. Heldigvis blev jeg mødt af Per og Karsten der havde lidt tiltrængte forfriskninger med til mig. Lidt efter kom Christian og Jeppe, og de var alle fire på vej for ind for at hjælpe Ulrik med at bjerge hans dyr. For Ulrik havde gjort regning uden vært, da han skød sin tyr. For fint nok at man kan skyde en tyr, men manden havde jo ingenting til at bære dyret med. Overhovedet. For ikke at snakke om at størrelsen af dyret jo også var kolo enorm. Langt mere end hvad man skal udsætte to mennesker for. Så stakkels Christian var gået hele vejen tilbage til lejren for at hente forstærkning. Så det var dem jeg mødte ved fjordmundingen. Så dem af sted og mig alene tilbage med en gummibåd. Kød og i båden og rifler og så mig af sted til bådene. Først roede jeg over til Jonas’ båd for at aflevere hans riffel og kød (det deles senere). Og det var så da jeg lagde fra der at det skete. Jeg havde ganske ikke lige opmærksomheden på min jakke, jeg var desuden træt, svedt og ville over til Pers båd for at få et tiltrængt hvil. Jeg lænede mig frem, satte fra og… røv. Ikke ligefrem den perfekte afslutning på en meeeegeeet lang og meeegeeet hård dag. Men havde ulrik bare husket sit kamera i første omgang... ja, hvis og hvis, min røv er spids...

Dagen startede allerede klokken 5, hvor vi stod op for at være klar til at tage af sted over stok og sten på den store jagt klokken 6.00. Planen var at skulle finde dyrene, komme bag dem og så drive dem tilbage mod lejren. Se det lyder jo meget godt i teorien. Og dyr var der nok af. I dag har jeg nok set de første 40 moskusokser. Men drives, det ville de fanme ikke. For fik man dem endelig til at løbe, så er det enten i den forkerte retning, eller også skifter de lynhurtigt retning til den forkerte retning, lige som man troede at det endelig var lykkedes bare nogenlunde.
Der er nu noget helt specielt ved at stå 20-30 meter fra en fuldvoksen moskusokse tyr, der begynder at fnyse ud af næseborene og lave dybe truende lyde fordi den udmærket har set mig (det er jo meningen) og i stedet for at løbe væk, har bestemt sig for at beskytte flokken ved at tage kampen op, hvis det skal komme så vidt. Så er det man lige tager en dyb indånding og begynder at gå baglæns helt roligt. Ingen pludselig bevægelser. Bare nok skridt baglæns til at han begynder at slappe af igen.

Nåja, jeg har også set en ræv og 2 rensdyr i dag (ikke på samme tid). Vi skød dem ikke, men vi er jo heller ikke på rensdyr jagt. Vi er på moskusjagt uanset hvor indbydende rensdyr bøffer end måtte lyde.

Ja det lyder jo meget godt alt sammen, og det ville være fantastisk hvis jeg havde billederne der kunne følge op på historien, men de ligger desværre på bunden af fjorden. Øv. Igen.

Lørdag
Så er lørdag ved at være forbi og lad mig konkludere med det samme at mit humør i dag er væsentligt bedre på nuværende tidspunkt end samme tid i går. Ulrik tog det nemlig ret pænt (under omstændighederne). Det han var mest ked af var alle de fantastiske billeder der nu er gået tabt i det dunkle vand. Sort uheld. Men han vil lige undersøge hvad han kan gøre med sin forsikring. Så må jeg jo klare selvrisikoen hvis der er noget sådan. Lidt ligesom dengang jeg lånte min brors bil og kom til at bakke ind i en lygtepæl. Selvrisiko 1200 bobs. Det var lidt sure penge at punge ud med på en SU. Men det var ikke det vi skulle snakke om.

I dag har Team Per (på nær Per) holdt moskusfri. Vi bestemte os for at sove længe, overlade videre moskusjagt til de professionelle (Per, Jonas, Markus, Knud og konen var af sted igen), og ellers tage op ad elven lidt senere på dagen for at se om vi ikke kunne fange et par lækre fjeldørreder. Det ku vi så ikke. Jo Karsten fangede én, men det slår jo ikke helt til, når man skal affodre fem fuldvoksne mænd. Til gengæld havde vi tidligere på dagen fanget (hvad vi troede) fem torsk, men det fik vi så at vide var uvakker. Uvakker er hvad man spiser hvis der virkelig ikke er andet. Det er fiskenes svar på lykkehjulet – lidt tamt, smagløst og uden bid. Så vi havde stadigvæk kun en fisk til fem mænner. Til gengæld har vi jo masser af lækker moskuskød.

I går fik vi lækker lækker moskusmørbrad.. nammenammenam. Jeg siger jer det var godt. Det var i sandhed kød der smeltede på tungen og noget man kunne tygge med øjenbrynene, som min far plejer at sige. I dag står menuen så på (engangs)grillstegt fjeldørred og tilsvarende uvak (vi skla lige smage for at kunne udtale os om hvor dårlig den egentlig er), og så en moskus chiligryde med tilhørende ris. Ikke dårligt, ikke dårligt.

Angående ris, så er der noget der har undret mig ret længe efterhånden. For køber man en pose ris og kigger lidt på brugsanvisningen/opskriften fra de forskellige lande (typisk DK/N/S), så vil man opleve et af livets helt store mysterier. For hvorfor fanden er der en forskellig opskrift til hvert enkelt land? Den danske opskrift bruger 4½ dl vand til 3 dl ris, den norske bruger 6 dl vand til 3 dl ris og jeg orker slet ikke nævne hvad den svenske gør. Også tiden det skal koge er forskellig og trække tiden ligeså. Er der virkelig så stor forskel på hvordan man forbereder ris rundt omkring i Skandinavien, så man bliver nødt til at lave differentierede opskrifter på samme produkt? Fatter det i hvert fald ikke. Nå, men nu skal jeg spise, så det må vente…

Lidt senere samme lørdag
Nu har vi spist færdig og nej hvor er jeg grov mæt. På grænsen til forspist. Men sådan er det jo når det hele bare smager lidt for godt. På nær uvakken selvfølgelig. Den smagte af ingenting. Luft med citronsmag 8fra citronen vi havde brugt). Det var også det vi havde regnet med, så nu skal jeg bare lære at kende forskel på en uvak og en torsk (uvakken er i torskefamilien, så helt nemt er det ikke). Men i hvert fald godt vi kun lavede en.

Nåja, mens vi lå her i fjorden lidt tidligere, ankom en ny båd med en ældre mand og hvad der lignende hans søn. De skulle også på jagt og tog deres gummibåd over til os for lige at høre om hvor der var dyr og sårn. Og så lige for at høre om vi havde ammunition til en bestemt kaliber riffel (har glemt hvilken), for de var kommet af sted med den forkerte ammunition. Det må fanme være surt. At sejle helt fra Nuuk og så finde ud af man har glemt ammunition når man endelig ankommer. Vi kunne desværre ikke hjælpe ham, da vi brugte en anden kaliber en den ønskede. Skaden var dog ikke større end de havde en anden riffel med (+ ammunition), men den var lige under den kaliber det er lovligt at skyde moskus med. Rammer man først rigtigt gør dette dog ikke så meget. Et godt skud kan fælde et dyr uanset kaliber (til en hvis grænse naturligvis). Men des større kaliber, des større skade naturligvis. Det hænger jo sammen det skidt.

En anden ting jeg slet ikke hat har fortalt er hvor mange dyr vi havde planlagt at gå efter på denne tur. Vi er jo som tidligere nævnt 10 mand af sted. Efter lidt konfereren med de andre fandt vi ud af at vi (Team Per) gerne ville havde et par dyr; Jonas, jeppe og Markus ligeså; og Knud og hans kone også gerne ville have 2 dyr. Så seks dyr i alt. Jeg havde så lidt i min naivitet troet at så skyder vi, parterer, bærer og så deler vi i porten. Men sådan fungerer det ikke helt. For man får andel i det dyr man har været med til at nedlægge og bære. Ikke at man skal have trykket på aftrækkeren, men har man været med til at bære, så er man også med i delingen af rovet. Så jeg har lidt uforvaren anskaffet mig en halv ko. Det var jo Jonas og jeg der stod for dagens første moskus i går og kun os der bar. Så den er vores. Ingen andres. Men dette ’du må yde før du kan nyde’ delingsprincip betyder så også at man skal holde sig til når det sker. Og du der ikke er det i princippet bare ærgerligt, Sonnyboy. Lidt synd hvis man var med hele den første dag, intet fangede og så er blevet skadet så man ikke kan tage del i anden dagen, som for eksempel Jeppe blev det. Han havde desværre problemer med knæet, så han blev hjemme i båden lørdag. Men mon ikke de andre skænker ham en venlig tanke og et stykke kød eller to. Hvis ikke så behøver jeg ikke ligefrem 30 kilo. Det er begrænset hvor meget kød jeg skal spise med en vegetar kone, der flytter herop i februar, for slet ikke at tale om de kommende rensdyrjagte til at fylde resten af fryseren med. Nej, det er ikke helt sikkert at jeg har brug for en hel halv ko.

Andre oplevelser.. hmm.. Jo jeg har set en havørn i dag. Nøj, den er stor. Og endnu flottere live en på films. Det var fascinerende at stå ved kanten af den brusende elv og se den flyve af sted med sine lange, seje, yndefulde og majestætiske vingeslag. Fanme flot. Ja i det hel taget har det været en forbandet flot tur. Det kan godt være at selve drivjagt princippet virkede som en fod i en styrthjelm, men det gjorde så bare det at vi i stedet kom tæt på dyrene. Helt tæt. Så tæt at man kunne lugte dem. Den der karakteristiske lugt af dyr, bysbørn kun kender fra zoologisk have, eller hvis de er så heldige som mig at lande foran de vilde af slagsen ude i det fri.

Alt i alt har turen været skøn, hård, barsk, rå, smuk og helt forfærdeligt fantastisk. Det var bare lige derfor jeg i sin tid tog herop. For at få den slags oplevelser. Det er en opfyldelse af det selvbillede jeg havde for godt et år siden af mig siddende i min islandske sweater, fuldskæg i hele krydderen med piben i munden, lugtende lidt af gnu (eller moskus i det her tilfælde), kiggende på solen der går ned over fjorden og bjergene i det blikstille vand. Ned til sidste detalje. Det er et af de øjeblikke man ved aldrig lader sig helt forklare. Det er her lige nu. Det er smukt som bare fanden. Det er virkeligt. Det skal nydes.