onsdag, august 01, 2007

Dag 1 efter Allan

Jeg er kommet hjem igen. Og det er jo både godt og skidt som altid. Det er dejligt at være hjemme i Maniitsoq hvor vejret er blevet skønt, min båd venter og vi skal i gang med et nyt og spændende år på skolen. Samtidig er det træls ikke at sove sammen med min kone længere (det kan man jo hurtigt vænne sig til), familie og venner ser jeg ikke før om et halvt år igen og ja, så savner jeg min kone. Igen. Men det er jo vilkårene. Det vidste jeg jo da jeg sagde ja til jobbet, og apropos vide hvad man siger ja til, så ankom vores nye lærer Allan til Maniitsoq i går. Han blev ansat lidt før jeg tog på sommerferie, og skulle ankomme her i går. Det gjorde han så. Han starter så med at møde på arbejde i dag og sige at han tager hjem igen. Altså permanent. Snak om at smide en bombe. Damn, siger jeg bare.

Nu skal jeg passe lidt på hvad jeg skriver, for jeg ved at han læser min blog (hej Allan), og jeg skriver jo ikke denne blog for at hænge nogen ud. Men hold da op. 1 dag. Ja ikke engang. Per og Pia holdte vel nok det nærmeste vi har haft et krisemøde med os andre lærere her i formiddags for at se om vi kunne komme med nogle gode idéer når vi nu er ”lidt” underbemandede. Til mødet konstatere Per også lidt tørt at det var en ny grønlandsrekord for erhvervsskolerne. Helt seriøst. Så tillykke med det.

Det har da helt sikkert ikke været en nem beslutning for den kære nye lærer, der ifølge Pia tager hjem af personlige årsager. Ja, ikke at han er psykisk ustabil (ikke den slags personlige årsager) men manden er gift og har familie i DK, så jeg gætter på den har haft sin indflydelse. Jeg mødte ham meget kort før han skulle ind og snakke sidste detaljer med Per, hvor han hilste pænt og sagde meget rigtigt ”ja det bliver et kort visit, det var simpelthen for underligt da jeg først kom op, det må I undskylde” (sådan ca. i hvert fald). Ærgeligt. Han virkede ellers som en flink fyr. Men jeg skal ikke gøre mig klog på hans bevægegrunde, hvor reelle de end måtte være (og det er de da helt sikkert). Det er bare lidt ærgerligt at han ikke fandt ud af det her lidt før. Også for hans egen skyld. Turen herop er jo en økonomisk dræber af den værste skuffe. Når man skriver kontrakt på et job heroppe, så får man jo flytning og rejse betalt, både frem og tilbage, men overholder man ikke sin del af aftalen (som regel 3 års arbejde som min kontrakt lyder på) skal man selv betale. Og det er dyrt. Min flytning oprandt i lidt under 40.000. Det beløb kan man så gange med to (frem og tilbage) og lægge prisen på retur billetter til grønland oveni… ouch. Ja det kan godt ske jeg husker forkert med de 40.000, men det er i hvert fald ikke billigt det er helt sikkert. Så han må jo mene det når han siger at han ikke ønsker jobbet alligevel.

Men hvad gør ATI så, nu vi er en lærer i undertal. Ja faktisk to da en anden af lærerne skal videreuddanne sig i Norge. Men det var vi lidt mere forberedt på. Der blev kastet idéer frem og tilbage og sjovt nok var stemningen faktisk ret god til mødet. Det var som om at situationen var så grotesk at vi ikke andet end kunne grine af den. Det nytter i hvert fald ikke noget at græde. Det var også her Karsten konstaterede at dette måtte blive Dag 1 efter Allan. Orv ja, til mødet fik jeg også den sidste update på de kommende ATX elever (dem jeg underviser remember?). I år er der ikke en men to klasser, hvilket vil sige at jeg kun har 2/3 del af den undervisning jeg plejer. Så pludselig har jeg tid til at lave andre opgaver. Som for eksempel hjælpe lidt med procesteknikerne som Allan skulle undervise. Ikke at jeg kan undervise dem i alt muligt biologisk, men jeg har allerede aftalt med Kim at jeg tager undervisningen om projektskrivning (tekstbehandling, billedbehandling, opsætning, modeller etc.) som Kim ellers plejer, men han skal tage noget af Allans, så sådan forsøger vi alle at hjælpe til hvor vi kan. Og det skal nok gå alt sammen. Det bliver det sgu nødt til.

Nå men nok om vores lille chok start på ATI. Selv havde jeg æren af at tage del i en ny irriterende tradition. Sidste år da jeg fløj fra DK til Grønland kunne maskinen ikke lande i Maniitsoq på grund af tåge, så jeg måtte overnatte en nat i Nuuk og tage af sted monster tidligt den næste morgen. Hvad sker der da jeg tog af sted mandag? Vejret er fint i Kangerlussuaq, men selvfølgelig er der overordentligt tåget i Maniitsoq så vi flyver videre til regnfulde Nuuk (der havde det regnet fire dage i træk), overnattede og tog af sted næste morgen. Hvis det sker igen til næste år når jeg vender hjem fra sommerferie så må det anerkendes som et overjordisk metrologisk komplot mod mig. Intet mindre. Og så falder der brænde ned, Voldborg!¤#% grrrr... (jeg ved godt han er pensioneret, men han er den eneste jeg nogensinde har kunne huske navnet på). Så jeg ankom tirsdag, fik pakket lidt ud, besøgte skolen hvor jeg heldigt ankom 15 minutter før der var reception for Katteq der blev færdig med sin kontorelev uddannelse. Hun var hos os som elev og fra på mandag er hun hos os som fastansat kontorassistent. Dejligt. Men der var familie, venner, kolleger, rejer, tørret fisk, vin, sodavand, sandwich etc., så der var ikke sparet på noget. Hyggeligt.

Efter lidt tid tog jeg videre. Jeg sku ned til min båd. Per havde advaret mig om at der var kommet en del alger eller hvad der nu hedder (er det alger eller plankton og hvad er egentlig forskellen?) på min skrue og den del af motoren der er under vand. Så det skulle jeg nok lige skrubbe af, inden jeg tændte motoren, så det ikke blev suget ind i motoren (worst case scenarie, men ingen grund til at tage nogen chancer). Og det er helt normalt. Altså at der kommer alger når man ikke bruger en båd. Så på vej ned til båden købte jeg et par rengøringssvampe og en klud og daffede så ellers ned til mit lille dejlige orange lyn. Først skulle der lige tømmes vand (Per havde gjort det et par gange for mig, så der var ikke sååå meget igen). Så skulle toppen af motoren af (altså den del så man kan se motoren) så jeg kunne tjekke oliebalancen. Den var fin og så kunne jeg vippe motoren op og vaske den biologiske invasion væk. Og sjovt nok var det ikke træls. Det var en slags terapi. Afslappende. Jeg tror jeg begynder at forstå alle de småborgerlige ægtemænd der bruger hver deres søndag formiddag på at støvsuge den allerede pinligt rene Volvo, for derefter vaske og pudse bilen til man får ondt i øjnene af alt den skinnen. For her sad jeg på Maniitsoq mole og pudsede en motor for alger uden tanker om at lugte lidt af fisk eller at jeg faktisk sad i mine yndlingsbukser. Vejret var godt og humøret højt og efter jeg havde gjort skrue og motor fin bestemte jeg mig for at tage en lille tur. Bare lige for at Madicken lige skulle mærke at nu var far kommet hjem igen. Så jeg sejlede ud af havnen og lidt ud, hvor jeg stoppede motoren og liggende på kahytten med lidt god tobak og lette bølger, lå jeg og tænkte ved mig selv ”det her er fanme ikke det dummeste du nogensinde har gjort”, med tanke om min beslutning om at tage til grønland. Det var bare et af de her momenter hvor man finder ud af at man er tilfreds med sit liv. Et af de der små øjeblikke hvor det gik op for at jeg faktisk er en ganske lykkelig mand. Jeg har en båd i et land der har noget af den smukkeste og voldsomste natur du kan forestille dig. Jeg har et godt og udforende job. Jeg har fundet mit livs kærlighed, hun er min. Jo bevares, hun er ikke kommet herop endnu, men det gør hun jo senere. Det ved jeg jo. Og vennerne er der når jeg kommer tilbage igen. Så man sku være et skarn hvis man sku klage. Så det gør jeg ikke.

Synd jeg ikke kunne have fortalt Allan om den oplevelse.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hehe, hej René.
Jeg er klovnen, der kom, så og gik igen fra ATI. Klovn er jeg og jeg vil citere bagsiden af "Klovn" (Frank Hvam & Casper Christensen): "´Klovn´ var oprindeligt betegnelsn for en klump: En grovkornet eller ubehøvlet sodder. Denne karakteristik synes dog ikke længere at rumme hele klovnens væsen. For det er ofte i forsøget på at gøre det rigtige, at klovnen handler uagtsomt.
Ofte bliver klovnen en komisk syndebuk for omgivleserne, som enten bevidst eller ubevidst fører klovnen ud i situationer, hvor klovnen lider nederlag. Klovnens fejltagelser og fiaskoer vækker som oftest hån og latter, men også en hvis overbærenhed fra omgivelserne."

Ja, så er jeg jo en klovn :-)

Men jeg vil dog godt bidrage lidt til det, I allerede ved om mig, selvom det sikkert gør mig til en større klovn.

Min kone og jeg har kendt hinanden i 35 år. Al den tid har vi været bedste venner. Vi har boet sammen i 18 år og været gift i 16 år. Vi er begge 38 år. Vi har fire børn sammen og du har muligvis set et glimt af min søn Stefan, som jeg lokkede med til Maniitsoq.

Jeg troede, at vores ægteskab kunne bære min grønlandsfærd. Med alverdens teknologi kunne vi være i kontakt til enhver tid. Udover vores 17-årige søn har vi tre piger på 15, 9 og 7 år. De var alle sønderknust ved vores afrejse. Stefan og jeg tog toget fra Nyborg kl 5.38 tirsdag morgen (31/7). Igen af os husker togturen i detaljer. Vi var kede af den vanskelige afsked. Humøret blev lidt bedre på vej mod Grønland. Vi fik en flot modtagelse af Kim og Per. Men på vej rundt i Maniitsoq greb tvivlen mig. Jeg følte, at jeg var på vej ned i et hul, hvor stigen op igen blev mere og mere simpel og ustabil. Det var her, jeg begyndte at tage form som klovn. Alt praktisk (modtagelse, midlertidig indkvartering, lejlighed mm.) var helt i orden. Jeg havde også styr på det faglige, jeg var klar til at gå i gang. Men jeg så hele tiden mine grædende børn på nethinden.

Årets jubelidiot (mig) tager så beslutningen om at vende tilbage til Danmark tirsdag aften. Stefan (min søn) søtter mig i min beslutning, men han var uden tvivl blevet i tilfælde af "en anden lune" fra mig.

Flovt at indrømme det, men tirsdag aften ansøger jeg og får stilling som kvalitetschef hos Tenax Sild A/S i Nyborg. Jeg skal jo kunne finansere min fiasko.

Dagen efter (1/8) fortæller jeg Per og Pia om min bestutning. At billedeligøre forløbet ved at fortælle, at jeg stak dem en kniv i ryggen, ville være at underdrive. Men jeg gjorde det også af loyalitet overfor ATI, hvor mærkeligt det end måtte lyde. ATI ville ikke kunne bruge det vrag, jeg ville blive.

Nå, men jeg er tilbage i Danmark. Jeg er ansat som kvalitetschef på Tenax Sild A/S. Jeg vil hjælpe ATI alt det jeg kan. Jeg kender folk, som har været i Grønland og dem vil jeg kontakte for at måske kunne skaffe undervisere til ATI.

Til sidst vil jeg oplyse, at økonomien omkring mine klovnerier er finansieret. Jeg havde råd til min fiasko. Jeg har et gæstehus, som alle fra ATI er velkomne til at bruge. Vi har en dobbeltgrund, hvor omtalte gæstehus står på en af vore grunde. Grundene er tilstødende. Kom og I kan bo her gratis. Bed & breakfast :-)

Til sidst vil jeg takke jer alle for det positive modtagelse vi fik. Per tog lige så godt imod os, som han sagde farvel til os, imponerende. Desværre kunne især jeg ikke indfri jeres forventninger. Jeg ville blive meget glad, hvis jeg fik yderligere respons fra jer. Kom og vi hygger os.

Venlig hilsen
Allan (klovn)

Christine Stampe Frøsig sagde ...

Sikke en vild historie - siger jeg helt fra sidelinjen. Håber ATI klarer skærerne & at Allan & familie atter atortrives ved at være genforenet (altså et håb om en lykkelig slutning trods hårde odds).

René - hils i Maniitsoq. Fedt at du har fået båd. Tillykke!

johs busted sagde ...

Wow. Det er godt nok en vild historie.

Måske er du en klovn Allan, men nogle gange skal ting prøves før man ved hvordan det er.

Det er super rart, at høre dit perpektiv af historien Allan. Og familien er altid vigtigere end arbejdet.

Ps. det er også ret vildt at din kone og dig har kendt hinanden siden I var tre. Wow.