Mand versus hængelås

Jeg har jo fået mig en cykel. Ja, fået er nu så meget sagt. Jeg har købt mig en cykel for min hårdt tjente og til dels lånte penge. Men jeg har mig i hvert fald anskaffet en splinter ny cykel, med masser af gear, sort som natten, brede dæk til det hårde terræn, og med en duft af gummi som kun en ny sej cykel kan have det. For sej det er den. Faktisk så sej at jeg er lidt bekymret for at have den i det hersens nabolag med natlige fester (naboernes), legende unger (potentielle bøller), og mulige drukkenbolte på vej forbi der kunne fristes til at lige lave et strint i et mørkt hjørne (hvor min cykel så der jo er camoufleret som en panter i natten kan komme til at stå helt uskyldigt og lugte mindre godt). Men så er det jo godt at jeg har mig et skur hvor der er plads til den slags nyerhvervelser. Hvis man altså bare kunne komme ind i det…

Det er ret sjældent at jeg bruger mit skur. Sidst var før vinter hvor jeg puttede nogle papkasser ind. Selv om det ikke var kronjuvelerne der var i skuret bestemte jeg mig for at putte en hængelås på, både for at mine tomme flyttekasser ikke blev stjålet eller endte sine dage spredt ud over hele gården, men også for at der ikke endte alt muligt lort inde i skuret, som ikke tilhørte mig. Som da jeg åbnede det første gang. Det var fyldt med gammel lort. Men tilbage til skuret her efter vinter. Jeg fandt nøglen frem, og travede ned til skuret, satte nøglen i og … ingenting. Lortet ville ikke åbne. Jo, det var det rigtige skur og nøglen passede. Desværre var hængelåsen ikke rustfri og vinterens ugæstfri vejr havde sørget for at hængelåsen simpelthen var rustet sammen, så nu var der slet ingen der kunne komme ind. Overhovedet. Og her stod jeg så med en ny cykel der ikke skulle ende sine dage som områdets nye urinale skydeskive. Det eneste der var at gøre indtil videre var at lade den overnatte i mit soveværelse.

Dagen efter købte jeg en lille nedstryger, for nu sku jeg dæleme vise den lås hvem der bestemte. Jeg savede og savede og tænderne på saven fløj rundt til alle sider. Jeg havde åbenbart investeret i en lidt mere holdbar lås end jeg regnede med. Mig i tænkeboks og endnu en overnatning for min cykel i soveværelset.

Næste dag på arbejdet fik jeg snakket med pedellen, der nok mente han havde løsningen på mit dilemma – en endnu større nedstryger med en frisk klinge af de gode slags. Med nyt mod kastede jeg mig ud i endnu en kamp – mand versus hængelås - anden runde. Men selv med en professionel nedstryger med frisk klinge var hængelåsen hverken til at bide eller stikke i. Jeg kunne sagtens skære i selve den nederste jernboks, men selve den bøjede stål del var som lavet af adamantium, eller hvad nu det der superstærke stål nu hedder. Der var simpelthen ikke en rids at se på den. Fåk. Tænkeboks og endnu en overnatning.

Morgenen efter var jeg ikke kommet særlig meget nærmere en løsning. Jeg havde haft en del planer som jeg havde skrottet, ja alt fra saltsyre (de har nok noget på skolens laboratorium) til boltsakse (politiet har måske en der kan den slags)... Løsningen præsenterede sig dog selv, da jeg afleverede nedstrygeren tilbage til pedellen. Han forstod ikke at det ikke havde virket – ja han tog det faktisk som en udfordring. Nu skulle den hængelås ned med nakken. Vi aftalte at han kom forbi efter arbejdstid, og det gjorde han så. Ustyret med nye skyts. Han havde en hammer og så sådan en bred syl agtig en der sikkert har et navn rigtige handymænd kender. Den satte han imod låsen og gav sig så til at banke på den med sin hammer. Og så skete der noget. Ikke i et slag, men efter en 5-10 gav hængelåsen endeligt op. TAG DEN MODBYDELIGE HÆNGELÅS! Sejrens sødme fyldte mig og velvidende at mennesket endnu engang har sejret over maskinen satte jeg min cykel i skuret og satte en ny hængelås på. Det eneste problem er bare at den nye hængelås heller ikke er rustfri, så jeg skal nok hele møllen igennem igen næste år…