tirsdag, september 25, 2007

Den Grønlandske Forbindelse

Øv. Det ser pt. ikke ud som om at den amerikanske drøm bliver til noget... Røv. Det viser sig nemlig at, jo selv om Fulbright programmet er world wide, køres det af flere lande som selvstændige, binationale kommissioner, og ifølge Marie Mønsted er det sådan med Den dansk-amerikanske Fulbright Kommission. Marie Mønsted er en af de dem der leder og fordeler den danske afdeling, og en ganske hjælpsom dame. Det var hende jeg kontaktede som et led i Charles’ Operation Red Verden ved at Sende René til Amerika (eller ORVSRA). Det var også hende der fortalte mig de dårlige nyheder. For siden at den danske afdeling er en selvstændig binational kommission er den også mere skrøbelig overfor nedskæringer, og netop dette er sket tidligere (blev skåret 20% i 1995 og aldrig siden kommet op igen), hvilket har resulteret i at de har skåret lærerudvekslingen fra. De sender stadig studerende til USA i et år ad gangen, samt folk i praktik derovre, men det er jo ikke lige frem det jeg som uddannet og fastansat er på kig efter. Så indtil videre er ORVSRA sat på pause. Ærgerligt ellers. Jeg var lige blevet helt varm på tanken. Måske hvis Charles presser den amerikanske regering til at sende ekstraordinær økonomisk krisehjælp til den danske Fulbright afdeling.. dun dun duunn.. ”Den Grønlandske Forbindelse” - En ny politisk storthriller af Leif Davidsen. En spændende krimi om hvordan CIA hvidvasker deres dirty money gennem en stakkels skolelærer fra Grønland under hans besøg i staterne. I hælene på ham er… nahh.. tror det næppe.

Derudover har jeg ellers rigeligt at se til i de her dage. Jeg har dobbelt op på undervisning, eftersom jeg de kommende uger har adskillige seminare etc. jeg skal til og eleverne skal jo have et vist antal engelsk timer. Så denne uge har de engelsk hver eneste dag. Det vil sige at det nu ikke var så meget ATX A havde af undervisning i dag. Jeg havde nemlig en hel og aldeles teknologisk nedbruds dag. Vi skulle se film og jeg installerede i sidste uge et dvd softwareprogram på samtlige bærbare maskiner for at være sikker på at det var lige meget hvilken en man tog, så kunne man stadig vise film. Det program kunne jeg så ikke få til at vise film, da vi endelig skulle til det. Den hakkede og gik i stå og var i det hele taget ret uhøflig, når jeg nu stod der foran hele klassen og svedte. Jeg fandt så ud af at det var fordi den per automatik havde installeret sig som en region 1 (USA) dvd fremviser, hvilket ikke går med dvd’er købt i europa, der er regionskode 2. Og den kunne kun skiftes hvis jeg geninstallerede programmet. Det skulle så først findes, så geninstalleres, så geninstalleres igen, da jeg kom til at installere det det forkerte sted, og så kunne vi endelig se film. På dette tidspunkt havde eleverne så ca. haft en uortodoks pause på 30-45 minutter. Men vi fik da startet på filmen. Sådan da.

Men ikke nok med at jeg skal undervise hele tiden, jeg har også en PG rapport eller projekt, jeg skal aflevere senest på mandag. Det skal være 12 sider af 1350 anslag pr. side og handle om noget pædagogisk halløjsa jeg ikke helt orker at komme ind på (noget med fagplaner og hvordan man skal forholde sig til dem som lærer). Men sandheden er at jeg ikke har til mandag, men nok nærmere torsdag (hviklet vil sige lettere panik), eftersom min dejlige kone kommer på besøg i fjorten dage begyndende fredag (hurraaaaaa!!!!). Og det glæder jeg mig til. Og jeg har så sandelig ikke tænkt mig at sidde og pukle hele weekenden med en opgave mens hun er her. Niks. Vi skal ud og sejle, gå ture, holde pyjamas party, sove længe, besøge alle mulige og lave alt muligt. Men ikke skrive opgave. Så hellere knokle røven ud af bukserne nu.

Så jeg må hellere tilbage til min pind.. mangler kun 2 sider og en masse rettelser. Ønsk mig god arbejdslyst.

Ingen kommentarer: