En amerikaner på afveje

Vi har fået besøg af en amerikaner. Ikke at det er ATI alene der har sådan et fornemt besøg. Nej, amerikaneren, eller Charles som han hedder, skal være en rejsende engelsk lærer mellem bygderne her i området. Med start på mandag. Og så er det man spørger hvorfor lige her og hvorfor lige en amerikaner. Men lad mig starte fra starten af.

For godt en måned siden blev jeg kontaktet via min blog af Charles (eller Chuck som han ynder at bruge). Han havde fundet min blog og skønt han ikke lige forstod så meget af hvad jeg skrev, var han meget interesseret i at skabe så mange kontakter i området, eftersom han kommer til at bruge ret meget tid heroppe. Og jeg har jo ikke noget mod at skabe nogle oversøiske kontakter, så vi fik hurtig en korrespondance i gang. Det viste sig at Chuck var ansat under US State Department i samarbejde med den danske stat og det grønlandske hjemmestyre. Forvirret? Det bliver meget værre.

Hele projektet omkring han skal rejse rundt i bygderne omkring Maniitsoq er blevet en større politisk tango og der er snart ikke den embedsmand han ikke har snakket med før han endelig ankom til Maniitsoq i går. Grønland er jo lidt ved en skillevej som det er lige nu. De vil gerne være selvstændige, men har ikke midlerne til det. De har potentiale for kæmpe olie og andre mineral fund, men intet er fundet endnu. Og så er de ikke særlig glade for dansken som sådan. Den danske stat vil gerne give Grønland uafhængighed men ikke på bekostning af at få en bid af kagen når først milliarderne ruller ind, og USA har også i stigende grad meldt sig ved bordet når det gælder at få lov til at grave i undergrunden. For eksempel afventer Maniitsoq pt. spændt en afgørelse om den næste store mine (aluminium) kommer til at ligge i enten Nuuk, Sisimiut eller Maniitsoq. Det er et stort amerikansk firma (kan ikke huske navnet) der skal bedømme de indkomne forslag og undersøgelser om beliggenhed etc. Hvis det bliver her vil byen i løbet af meget kort tid fordoble sit indbygger tal (eller i hvert fald vokse med godt 30%) og bliver det i en af de andre byer vil byen miste ufattelige mængder arbejdskraft, da de vil flytte derhen hvor minen skal være. Så på mange måder er det knald eller fald for byens videre ve og vel, men også en udvikling der er uundgåelig. Der er mange penge på spil både lokalt, nationalt og internationalt.

Og midt i det hele står Chuck. Med alt for mange chefer. Han er ansat under det amerikanske, men også under dansk og grønlandsk flag. Og alle med hver deres agenda. For det er jo ikke uden grund at USA pludselig ud ag ingenting stiller lærerkræfter i en lille bygd in the middle of nowhere. Det er et spil, og Chuck ved det godt. Men på den anden side har han også muligheden for at få en fantastisk oplevelse, samt rent faktisk hjælpe nogle børn. Han forsøger at gøre alle tilfredse men vil helst blot kigge på udefra uden at blande sig – være en cultural observer, som han kalder det. Der er faktisk en lille artikel om ham i den ene af de to landsdækkende grønlandske aviser, Sermitsiaq - den kan i forkortet version læses her.

Uanset så landede han i går og vi fik ringet sammen, og fik aftalt at vi skulle mødes over en øl. Og der er jo ikke myriader af steder man kan tage hen, hvis man skal ud en aften her i den store stad. Der var den lokale (der har jeg ikke lyst til at tage hen) og så klubben. Vi tog en tur i klubben. Karsten var med og det blev faktisk en rigtig underholdende og interessant aften. For Chuck er en rigtig sjov fætter. Han er utrolig rar og imødekommende, utrolig observant, har et flair for sprog, ikke særlig høj, 40 år gammel og så er han … vegetar og bøsse. Og specielt det sidste synes jeg jo helt personlig er den sjoveste kombination for en mand der skal tilbringe 3 måneder alene i bygder på størrelse med ingenting. Han kommer fra et job på Seattle University med 35.000 elever til rejsende lærer for 10 elever i f.eks. Attamik. Det er sgu da lidt en omvæltning. Men han havde brug for en udfordring, og det tror jeg nu han roligt kan regne med at få. Han skal vist være heldig hvis eleverne overhovedet kan et ord engelsk til at begynde med. Det bliver i hvert fald spændende at høre om hvordan det kommer til at gå ham. Men han var dybt dybt taknemmelig for at have mødt mig. Både fordi at det er en del af hans jobbeskrivelse at skabe kontakter, men så sandelig også fordi at han jo ikke kender nogen i miles omkreds og hvis han skal undgå at miste forstanden, vil han gerne tage en tur til Maniitsoq en gang i blandt. Ind til en engelsktalende folk igen. Hehe. Jeg vil gerne se ham om en måned.

I dag var han så på skolen (jeg havde inviteret) og vi fik en snak med Per forstander og Anna Marie og det blev en god og informativ om forskellige projekter han kunne hjælpe os med at få effektueret. Mest spændende lød det dog at få en udvekslingslærer. Han mente at jeg ville være en perfekt kandidat til et sådanne udvekslingsprogram, og jeg lige så godt kunne gå i gang med papirarbejdet, for bureaukratiet ville nok tage et år at få i orden. Så det kan være at om et år sidder jeg i USA i en måneds tid og arbejder, mens en eller anden amerikaner underviser mine elever. Se det kunne være cool. Så må jeg bare finde en måde at få min kone med :)

Chuck er i hvert fald en flink fyr uden blår i øjnene. Han har gennemskuet det politiske spil, og er så småt ved at se de kulturelle faldgrupper. Og jeg forsøger at guide ham så godt som jeg nu kan, men min begrænsede erfaring. En ting er sikkert – jeg har fået mig en god ven og en rigtig god kontakt. Og så er han meget flink til at skrive pæne ting om folk. På sin blog (du kan finde her) har han i dag skrevet følgende om mig:

I met Rene Toft from ATI, the English teacher at the vocational academy in Maniitsoq. He's a Dane and possibly one of the nicest people I've ever met. He's also as smart as a whip, culturally hip and very funny.

Yay, jeg er populær.