mediedarlingssidekick

Jeg sagde vist noget usædvanlig sludder i sidste blog, som jeg da også nu er blevet gjort opmærksom på. Jeg snakkede nemlig sort snak om aluminiumsminer der muligvis kommer til at lægge i området. En anonym læser har venlig kommenteret på det og har dette at sige:

”Alcoa, de kære amerikanere, vil gerne bygge en smelter her, men selve aluminaen brydes i Sydamerika. Materialet findes faktisk ikke engang i Grønland, så det hele skal sejles hertil og herfra igen. Fidusen er adgangen til masser af energi via vandkraft.”

Så det er for det første slet ikke en mine der (måske) kommer til området, men der imod et smelteværk og for det andet bliver det der skal smeltes sejlet her til fra Sydamerika.. Lyder lidt som en forfærdelig lang vej for at få noget smeltet, men de må jo vide hvad de gør for ifølge http://www.aluminium.gl/ sættes årlig eksportværdi af aluminium fra smelter til 5 milliarder kroner. Ikke så lidt. Men det er også lidt langtidsplanlægning eftersom selve smelteværket først starter med at blive bygget i 2012. Der skal først bygges et vandværk så smelteværket kan få de usandsynlige mængder strøm den skal bruge.

Mens vi taler om millioner og ufattelige mængder. Hvis i læser politiken så har en ny undersøgelse givet et kvalificeret gæt på mængden af olie i den grønlandske undergrund – 31 milliarder tønder olie til en pris af 10.000 milliarder kroner. Det er altså 10.000.000.000.000 kroner. Eller 10 billioner. Eller hvad der svare til Danmarks blok tilskud i 3000 år.

Nå men nok om nyhederne. Weekenden synger på sidste vers og jeg skal også selv til snart at lægge mig. Håber bare jeg kan falde i søvn. Jeg er de sidste dage blevet plaget af min ene tand (ja, jeg har altså flere en den ene), der gør ondt. Tror jeg har fået et hul, og det giver irriterende sporadiske smerter. Jeg må se om jeg kan få en tid til tandlægen hurtigst muligt, men det skal også passe med min undervisning, der kommer til at fylde lidt rigeligt næste uge. Sagen er den at jeg skal til eforums seminar/kongres/komsammen i uge 46 og for at undgå at mine elever skal få underskud af engelsk timer (siden jeg også skal på PG modul 3 i uge 42 og 43) får jeg en dobbelt dosis denne uge. Så om der bliver tid til at snige et tandlæge besøg ind er ikke godt at vide. Træls er det i hvert fald.

Derudover er weekenden gået med at spendere noget tid Charles. Det startede faktisk fredag hvor han var på besøg i klasserne. Det blev til to ret så hyggelige timer, med en masse spørgsmål, snak om vidt og bredt, politik, familie, kultur, rejser, Grønland og selvfølgelig Amerika. En ting jeg lagde mærke til var at Charles havde en utrolig behagelig og helt naturlig måde at inddrage eleverne på. Efter at være blevet stiller nogle spørgsmål begyndte han at stille kontraspørgsmål. Hvis de spurgte om han havde søskende, svarede han og spurgte så personen der havde spurgt om de havde nogle søskende. Det kom lidt tydeligvis lidt bag på dem, men det gjorde samtidig at det ikke bare blev til en ”skyd på læren” men derimod en dialog. Ja, jeg ved det ikke lyder som nogen større åbenbaring, men hvis I vidste hvor svært det kan være at få eleverne til at være så meget på, som de var i de timer, så vil I være lige så begejstrede som jeg var. Anne Marie havde inviteret til middag om aftenen, men da vi så vejrudsigten, blev vi alle enige om at vi hellere ville ud og sejle og det kunne kun gå for langsomt. Klokken 15 var vi alle ved kajen og med Anna Marie og Christian i den ene båd, og Charles og mig i min båd, var kimen lagt til en rigtig dejlig tur. Vejret var smukt, ikke en sky på himlen, stille vind, solrigt, og med en behagelig kulde i luften iført mine to store varme flydedragter (en til Charles og en til mig) tog vi ud over bølgerne.

Et eller andet sted fik jeg flashback til da Per tog mig med på min første tur i båden. Per styrede og jeg gloede og gloede på det kæmpestore, episke, ufattelig smukke landskab. Nu var det bare mig der styrede mens Charles var helt stille, blot iagtagende af det storslåede sceneri. Det var endnu et af de tidspunkter hvor han igen begyndte at takke mig, Takke mig for at tage ham med, for at møde mig, for at svare på hans mail i første omgang. Han har de sidste fire dage takket mig så mange gange og lovprist mig både på sin blog og mens vi har snakket at jeg er ved at være bekymret for mit ego. Som nordjyde er jeg jo vokset op under jantelovens klamme hånd og selv om vi alle ved den er helt hen i vejret, så er den alligevel et eller andet sted i baghovedet. Men ifølge Charles skulle man næsten tro jeg er svaret på hele verdens trængsler. Han har det meget med at holde de der ”be all you can be” taler og idealistiske taler om at gøre noget for verden eller i det mindste gøre en forskel. Det fik vi hurtigt fik døbt ”miss America” taler. I ved hende der den fejlfrie dulle uiden et gram fedt på kroppen der står på scenen i badedragt med blomster i hænderne, diadem i håret og siger ting som ”jeg vil gerne hvis jeg vinder afskaffe sult i verden, stoppe alle krige og så synes jeg at vi alle skal give femogtyve øre til kattenes værn”. Så når Charles blev færdig med en tale slutter jeg med ”said miss America”. Og så griner vi begge to. Men han har jo ret. Det er rart at vide at man gøre en forskel. Eller at man i det mindste forsøger at gøre en forskel. Og det er vel dybest set det man forsøger når man er lærer. Man har vel et håb om at den elev der starter i begyndelsen af skoleåret er forskellig fra den elev der stopper når skoleåret er slut. At den person har fået noget med sig. Mere viden, selvsikkerhed, evner, færdigheder, eller måske bare et større overblik, ro i livet, modenhed. Det tæller alt sammen.

Så jeg har meldt mig under fanerne i Charles red verden plan, og har nu taget første skridt i et forsøg på at erhverve mig et Fulbright lærerudvekslingslegat (eller hvad det nu hedder). Det var det program jeg skrev om i sidste blog. Det viser sig så at være et noget prestigefyldt program, og det er kun virkelig hampre folk der kommer med. De (fulbright) skriver vist noget med at forsøger at finde ”the future leaders” inden for de forskellige fag. Fremtidens ledere? Mig? Tvivler lidt på jeg bliver leder for noget som helst, men det skal da ikke afholde mig fra at prøve at komme med på programmet.

Derudover skal jeg skrive en artikel med Charles til et lærerblad, og bruge nogle af hans us state department penge (dirty money) på et ret fedt projekt som kort går ud på at mine elever får 500$ som de kan låne videre til folk der virkelig har brug for det for at åbne en forretning forskellige steder i verden. En afrikansk kone der gerne vil starte som syerske, men mangler 200$ til materialer eller en fyr der vil starte en genbrugstøjs forretning i Mexico eller … Det hele er at finde på http://www.kiva.org/. Fantastiks sted. Og det gode er at der efter sigende er 100% betalingsrate. Det er små lån, som de folk der låner sætter en ære i at få betalt tilbage. Mine elever skal så bibeholde en kontakt med disse mennesker verden over, som de bestemmer sig for at støtte. Masser af engelsk for lånte penge. Det skal nok blive sjovt.

Ak nu kom jeg helt væk fra vores fredags tur. Og klokken er lort. Men summa summarum er at turen var både fin og dejlig og om aftenen endte vi til en ordentlig tur i klubben. Det blev både sent og vådt, og jeg havde tømmermænd langt ind i lørdag. Det skulle dog ikke afholde mig fra tage på skolen for at ordne lidt arbejde (hvilket jeg faktisk også gjorde i dag), hvilket passede Charles fint, da han så kunne sidde og blogge og besvare alle de der mange mærkelige mails og kommentarer han får som resultat af hans nylige status som grønlandsk mediedarling. Ret sjovt at høre om. Føler mig lidt trukket ind idet, siden han nu har linket til min blog, hvilket gør at sermitsiaq læsere, eller bare charles læsere generelt nu måske slår en smut omkring min blog. Jeg klarer det nok. Er ikke blevet erklæret mediedarling endnu (aller højest mediedarlingssidekick), hvilket passer mig fint. Mit ego kan slet ike klare alt den opmærksomhed alligevel.

Jeg må hellere komme i seng, hvis ellers min tand vil tillade det.