en 'ægte' grønlænder

I dag viste grønland sig fra sin aller grimmeste side for mig. Tag ikke fejl, jeg elsker landet. Det er smukt, barskt og folkene er søde og dejlige.. ja det vil sige de fleste er. For latent mellem danskere og grønlændere ligger der hele tiden racismens hæslige ansigt. Enten ved danskere der mener sig overlegne eller grønlændere der hader danskere pga. af at det er den gamle koloniovermagt. Også selvom det nu har været under selvstyre de sidste 30 år, så hører man stadig at det jo er danskernes skyld hvis noget går galt, ikke stemmer eller er helt ad helvede til. Så danskerne er dumme, og de skal ud af landet. Eller i hvert fald ned med nakken. Som der skete for mig i dag.

I dag var en dag jeg havde set frem til den sidste uges tid. Først skulle jeg spille world of warcraft meeegeeet længe, da jeg jo skal klemme alt den tid ud af det jeg kan, da det jo ikke bliver så muligt når Camilla kommer. Og om aftenen skulle jeg så over til Per for at få en omgang tæsk i Settlers. Men sådan skulle det ikke gå (bortset fra det med tæsk men det kommer jeg til). For at sådanne en dag bliver optimal er det jo nødvendigt med cola og gerne meget af det, så klokken halv over ti hoppede jeg på cykelen og kørte af sted de 300 meter ned til Brugseneraq. På vejen passerede jeg en fyr på vejen og lidt længere nede kunne jeg se en fyr i en rød jakke gå midt på vejen (på vej ned af) mens han lavede nogle mærkelige faktaer, så som slå lidt op i luften eller noget. Jeg tænkte at han nok hørt musik og var blevet lettere euforisk over et godt nummer eller noget. Men det var han ikke. Til gengæld slingrede han noget i nogle mærkelige ryk længere over mod der hvor jeg kørte. Da jeg skulle til at passere ham sørgede jeg for at tage et ordentligt herresving for at undgå ham, men i det samme tog han et hurtigt ryk i lige præcis min retning og væltede mig af cykelen.

Mig og cykel lå nu på jorden og jeg kan ærlig talt ikke huske om han gik ned også, men i min forskrækkelse råbte jeg ”hvad fanden laver du?”. Det han så lavede var at være på benene lynhurtigt, og så ville han slås. Intet mindre. Til mit held havde jeg en cykel imellem os, så han hun kunne ikke rigtig komme til, for han var altså ikke en splejs. Han var muskuløs, tæt, et sted i tyverne og fuld. Ikke verdens bedste kombination når man som mig er så langt fra kampklar som man kan komme. Men han begyndte at råbe af mig på grønlandsk, mens han forsøgte at få et slag ind, men holdte hele tiden lidt igen siden han godt kunne se at det ikke var så nemt som han havde håbet. Under hele forløbet prøvede jeg at tale til manden og hitte ud af hvad fanden han havde gang i. Og også sige at jeg altså ikke forstod grønlandsk. Men det var som at sætte en rød klud foran en allerede olm tyr. Dansk var ikke det der skulle til for at stoppe den mand. Det eneste danske der kom ud af hans mund på dansk, var da han ophidset pegede på sig selv og sagde ”ægte grønlænder” og derefter pegede på mig og sagde noget meget langt på grønlandsk der helt sikkert var noget lident positivt om danskere.

På nuværende tidspunkt var det ret ufedt at være mig. Jeg er pacifist og vil gøre ret meget for at undgå en slåskamp hvis jeg kan komme af sted med det, men der var bare ikke noget man kunne sige til ham. Han ville slås med en dansker og det var så lige mig der kom forbi, og snakkede jeg dansk til ham var det bare endnu mere vand på hans mølle. Hvis jeg skulle komme ud af det skulle hjælpen komme udefra. Og det gjorde den så (heldigvis). Fyren jeg havde passeret tidligere var nu nået ned til os og han stoppede op og begyndte at tale stille og roligt til min topgejlede slagsbror. Han svarede vrissent tilbage. Men de fik en dialog i gang (stille snak besvaret med vrissen et eller andet). På et tidspunkt troede jeg så at min overfaldsmand var faldet ned, så jeg tog chancen og spurgte ham ”er vi okay?” men den betydning at jeg i så fald kunne komme videre og langt væk derfra. Det var vi så ikke. Det fik slagsbroren til at hidse sig op igen. Heldigvis var en tredje mand så kommet forbi der råbte ham op. Denne mand var med familie også på vej til brugsen og kunne godt se at den da var helt gal. Dette fik så min lad os kalde ham ikke-yndlings-grønlænder til at gå efter familiefaren i ophedet diskussion. Dette var så mit que til at trække mig væk, og skabe en plads mellem os. Jeg træk mig tilbage til den første grønlænder der havde blandet sig. På nuværende tidspunkt havde min slagsbror opgivet sit foretagende, da han åbenbart var talt fra det af faren. Han gik nu videre ned af vejen ond i sulet.

Min redningsmand fortalte at han havde set det hele. Jeg sagde at jeg havde prøvet at undgå ham, hvortil min redningsmand sagde, ”jeg tror han ventede på dig”. Den sætning ramte mig hårdt. For jo, han havde sgu nok ret. I retrospekt så det da sådan ud og han havde jo set det længere væk fra. Men hvad fanden er det der sker når man kan blive overfaldet på cykel klokken 10.30 om formiddagen ved højlys dag???? Jeg ku forstå hvis det var i en mørk gyde midt om natten. Det her giver jo ingen mening. Er hadet virkelig så stort til danskerne at det er måden det komme til udtryk? For så har vi sgu et problem. Ikke kun mig som offer, men fanme også Grønland som land. Og nej jeg ved godt at sådan er ikke alle grønlændere. Men stadig væk, sådan er nogen. Og det er nok. Specielt hvis det er deres opfattelse at det er 'ægte' grønlænderes ypperste mål at smadre danskere... Skal det her betyde at jeg skal være bange for at bevæge mig uden for? Selv ved højlys dag? på cykel? Skal jeg være evindelig på vagt overfor alle der er af grønlandsk herkomst? Hele tiden holde øje med om de er mulige overfaldsmænd. Den forpulede idiot har jo fjernet min sikkerhed. Min tro på at den her by, det her land, her var folk sgu gode nok, fornuftige nok til at ikke at lave sådan et stunt.

Jeg kan ikke lade være med at få et flashback til 1983 hvor jeg på vej hjem fra min skole en eftermiddag i Nuuk også bliver overfaldet af to drenge der vil tæske mig fordi jeg er dansk og er der. Det var først da jeg stortudende råber til dem (efter nogel slag så vidt jeg husker) at jeg vil fortælle det hele til mig far eller noegt at de får kolde føddder. Det var åbenbart autoritetstro bøller. Eller også havde de bare fået det sjov ud af det de ville. Tjaa, åbenbart ikke et nyt fænomen.

Men efter jeg havde sikret mig at min overfaldsmand var et godt stykke væk, så gik jeg i Brugseneraq og fik købt mine colaer. Heldigvis var der ikke sket mere med min cykel end at kæden var hoppet af, så jeg satte den på igen og skyndte mig hjem. I sikkerhed. Da jeg kom op var adrenalinen ved at forlade kroppen kun for at blive erstattet af en ualmindelig vedholdende smerte i ryggen. Resultatet af et fald af cykelen i fart var ved at gå for min krop. Og det gjorde ondt. Så nu sidder jeg her om aftenen med godt med puder på ryggen efter at have spist en iboprofin (eller hvad det nu hedder) som jeg fik fra Per og det har da hjulpet gevaldigt. Men det gør stadig ondt, så jeg glæder mig ikke til i morgen tidlig når jeg vågner. Hvis den er helt gal så må jeg tage en tur op til vagtlægen og se om de kan gøre noget.

På trods af den her mildest talt forfærdelige oplevelse så nåede jeg at spille World og Warcraft (at sidde i en stol godt med puder var snart det bedste jeg kunne gøre for min ryg uanset), og så fanme om jeg ikke også vandt i Settlers! Jepsen. Endelig efter halvandet år med ydmygende nederlag kunne jeg rejse mig fra støvet og erklære mig sejrherre (bortset fra at jeg sad ret stille for min ryg ikke skulle gøre alt for ondt…). Så lidt godt kom der da ud af dagen.

Til sidst vil jeg bare sige at det da vidst var godt at jeg ventede til aften med at skrive denne blog. Hvis ikke jeg havde fået oplevelsen bare lidt på afstand så tror jeg nok jeg ville have kommet til at rigtig skrive noget jeg godt senere kunne komme til at fortryde. Men sådan er det jo når man få ødelagt sine glansbilleder.

Men jeg er stadig glad for at bo her. Det er bare ikke alle der er glad fo at jeg så bor her.