Yay mig! Hold kæft hvor er jeg god! Ja nogen må jo sige det som det er… Nej grunden til at jeg jubler lidt på mine egne veje er at jeg ENDELIG har fået afleveret min 3. og sidste PG opgave. Den skulle afleveres senest mandag så I kan nok tror at jeg har siddet hele sidste uge inklusiv weekend med næsen mod tastaturet og skrevet, skrevet, skrevet. Opgaven måtte højst være 20 sidder af 2100 anslag (med mellemrum) og jeg tror jeg nåede op på de 18 stykker, så helt på den lade side har jeg altså ikke lagt. Min opgave handler om hvilket dannelsesideal man kan finde i vores fagplan for engelsk undervisning og hvad det så betyder for min undervisning (om noget). Så det blev til noget højtflyvende akademikersnak, men så er det jo lidt et held at man er akademiker. I uge 10 er det så eksamen hvor jeg skal forsvare det og en gang i marts/april den sidste eksamen, den praktiske, og så er jeg uddannet lærer. Yay mig, igen igen (til den tid altså). Nå, nok om PG rapporten, men det var altså dens skyld jeg ikke lige fik skrevet sidst uge, bare så I ved det. .
Tirsdag stod den på tandlæge besøg, yrk. Min midlertidige fyldning jeg fik lavet for 3 måneder siden, var gået hen og holdt op med at være midlertidig, altså forsvundet, så jeg var begyndt at have lidt ondt i tanden igen. Mig ned til tandlægen i en fart. Jeg skulle ikke nyde noget af at vente lige så lang tid som sidst, hvor det bare gjorde mega nas. Så længe det kun gjorde lidt nas en gang imellem så kunne jeg godt bide tænderne sammen som man siger… Men tandlægemanden var nu en flink fyr. Han var en ældre herre og var fra Færøerne tror jeg. Hans dansk var i hvert fald med tyk dialekt, og umiddelbart lød den hverken norsk eller svensk men stadig nordisk. Det første han sagde til mig var at vi praktisk talt var naboer. Jeg bor Annertusoq 1065-102 og han bor i 1066-102, altså i blokken lige ved siden af. Rart at vide. Tandlægen bor lige ved siden af og betjenten bor to blokke ned. Ja, man kan hurtig komme folk ved heroppe.
Torsten, som min tandlæge hedder, fandt hurtig ud af at den var helt gal med den tand. Den skulle både bores og udsættes for en voldsom genopbygning, og efter adskillige sprøjter var jeg så godt som følelsesløs i halvdelen af ansigtet. Og godt det samme, for der skulle bores som galt det livet og det var ikke langt fra nerven. Han fortalte også bagefter at jeg må komme igen på mandag for at han kan tjekke hvordan tager imod indpakningen. Hvis den ikke gør det ordentligt, så skal han bore igen og så skal tanden have en rodbehandling (nerven skal fjernes!!!!). Så jeg krydser fingre, gør amar halshug og håber på det bedste. For jo mindre tid jeg tilbringer hos tandlægen jo bedre.
Derudover planlægger jeg at blive syg på lørdag. Det er på lørdag at Karsten skal flytte ind i den nye lejlighed så det ved vi jo godt hvad det betyder… ”hej René, ja der kom ikke lige så mange jeg havde regnet med, men vi kan godt klare det alene, der er jo ikke så meget” mens man bare ser panikken i hans øjne og en lejlighed fuld af ting på størrelse med rundetårn og der vejer deromkring. Nej, selvfølgelig er jeg ikke syg på lørdag, og venner er jeg ret sikker på der er nok af. Og selv om de ikke skulle være der, så skylder jeg ham stadig en flytning. Han var god ved mig i november, da jeg flyttede. Så nu håber jeg bare at jeg ikke sådan helt rigtig bliver syg, for der er noget forfærdelig noget i omløb, og min hals har gjort træls de sidste tre dage. Men det må vente til søndag med at gå i udbrud.
I morgen er det så det store knald eller fald dag for Maniitsoq. Alcoa og landstyret giver den officielle melding i morgen klokken 14.00 grønlandsk tid, hvor deres store aluminiumsværk skal ligge. Det bliver enten Nuuk, Sisimiut eller som vi alle går og håber på Maniitsoq. Og det er lidt knald eller fald. Kommer den til at ligge her, så bliver byen meget større, og ryger den til anden side, så dør byen. Ikke sådan over night, men det kommer til at trække en masse kræfter ud af byen, der tager andet steds for arbejde.
Apropos valg om steder ting skal ligge. Der er planlagt en fisker fanger uddannelse i grønland og der har været nedsat et udvalg med kloge hoveder der skulle bestemme hvor den skulle ligge. Vores egen leder, Per var med som skoleforstander (men ikke den eneste) og de brugte lang tid på at debattere hvor det var smartest at ligge en sådan skole. Der var peget på Paamiut, fordi der lå der andre fisker fanger uddannelses relaterede ting, Sisimiut, fordi de havde et allerede eksisterende kollegium der kunne tages i brug, og Maniitsoq, da vi allerede har lærerkræfter og den kunne være en udvidelse af ATI skolen. De lærde folk endte med at pege på Maniitsoq. Fint nok, tænker man så. Så skulle den hellige grav være velforvaret eftersom politikerne har udpeget disse folk til at komme med et velkvalificeret bud, så må de vel også følge det. Men sådan er det jo ikke heroppe. Ummannaq, lød svaret fra politikeren der skulle tage den endelige beslutning. Ummannaq er en by på 1200 indbygger i det nordligere Grønland og den har overhovedet ikke været inde over på noget som helst tidspunkt. Så den beslutning er taget på baggrund af.. ingenting. Intet budget, ingen fakta om byens kapacitet til i det hele taget at kapere en skole af den størrelse. Til gengæld har politikeren (kan desværre ikke huske hans navn lige nu) ret mange interesser i Ummannaq, så sådan tager man den slags beslutninger. Nu er rådet af kloge hoveder så i Ummannaq for at se hvad de så gør nu. Ikke let at være ekspert når folk først ansætter dig til at udtale dig om ting du ved en masse mere om end dem, og så bagefter vælger ikke at gide at høre på dig alligevel. Nogen gange kan man ikke andet end at nikke og smile og så indvendig bare tænke ”hvis det er sådan landet kører, så er de da også selv ude om det…”. Så kan man jo håbe at beslutningen om Alcoa værket ikke bliver truffet på samme måde. Siden Alcoa har 17 milliarder (tror nok den er god nok) i klemme tror jeg nu heller ikke de vil finde sig i den behandling.
I hvert fald bliver det offentliggjort i morgen klokken 14.00 og diverse gutter har allerede bebudet at de skal være at finde på hotellet når det sker. Så det vil jeg også være. Jeg har ingen undervisning, så jeg tager en tidlig dag, Camilla under armen og så op på hotellet. Så må vi håbe at det bliver sejrspropperne fra champagnen der lyder og ikke gravøllene der bliver fundet frem.
Det kunne nu nok være lidt sjovt hvis det så lyder i radioen i morgen ”… og det nye store Alcoa alluminiumsværk skal ligge i … Ummannaq!”
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar