I dag var jeg træt. Eller i dag er jeg træt. Stadigvæk. Jeg sov ret elendigt og vågnede flere gange i løbet af natten. Ved ikke om det var på grund af et eller andet mystifystisk lavtryk eller om det bare er fordi jeg skal vende mig til at sove ved siden af min kone, men resultatet blev uanset at mine elever havde en noget klatøjet lærer i dag. Det gik okay, men det kunne have været møj bedre, hvis bare søvnen havde været lidt mere sammenhængende og dyb.Og ja, kære læser, den er god nok. Camilla er ankommet! Hurra! Hun ankom i torsdags kun et par timer for sent, så det var jo ingenting. Det betød til gengæld at vores månedlige lærerrådsmøde var ovre og at jeg så kunne tage imod hende i lufthavnen. Bonus. Hun så jo dejlig ud som altid, bortset fra at hun var ret forknølet så hele torsdag og fredag gik med snotpapir og mindre charmerende nyseanfald. Men det skal jo med når man kommer fra den ene yderlighed til den anden. For heroppe er der altså koldt. Rigtig koldt. I weekenden passerede vi de minus 30 på et tidspunkt. Jeg ved ikke hvad den stod på i morges men der var så koldt at mine briller duggede da jeg cyklede gennem tunnelen. Så er det altså koldt (selv uden for tunnellen). Og kulden går også lige i lungerne. Det bliver sværere at give den gas på cykel synes jeg. I dag måtte jeg stå af lang tid før jeg plejede på vej op til ATI (og det hjalp jo heller ikke at mine briller var duggede fra tunnelen). Da jeg kom hjem i dag synes jeg desuden at mærke en ubehagelig stakåndethed, begyndende til den jeg oplevede i Sisimiut sidste år, så for lige at være på den sikre side tog jeg mig et hvæs med astma medicinen.
Men weekenden forløb stille og roligt. Camilla var på benene (fra hendes sygdom altså) igen lørdag og vi tog en eftermiddags gåtur til hotellet, da jeg havde fået en besked fra en bekendt/veninde, Christina, om at hun var i byen, så hende måtte vi jo lige hilse på. På turen derop var der så koldt at der gik is i mit skæg og Camillas øjenvipper blev til istapper (tjek billedet)!
Men Christina arbejder for INI, og det viste sig at hun var i byen sammen med et par kolleger for at interview et par folk om The Maniitsoq Way. Ikke at det lige var det hun kaldte det, men det viser sig at INI i Maniitsoq er utrolig gode til at smide folk ud af deres lejligheder. Ja, det lød forkert, men sagen er at folk der ikke betaler deres leje her i byen bliver smidt ud senest efter to måneder, hvor de i andre byer ikke er nær så stramme og hurtige. Men hvorfor er det så en god ting kan man spørge sig selv. Jo for hvis folk bliver for lang tid oparbejder de alt for meget gæld til boligselskabet, en gæld der kan give uoverskuelige økonomiske konsekvenser senere. Ved at reagere prompte opstår ikke dette gældens sort hul. Så det var de lige i byen for at høre hvordan det kunne gøres så effektivt for alle parter.
Lørdagen endte for Camilla og mit vedkommende med en om ikke andet så underholdende tur i klubben. Der gik lidt selvsving i den og nogle dobbelt Fernet Branca’er (jo selv jeg drak dem, selv om de smagte ækelt) og en hel del øl senere proklamerede Marc (vores hotel ejer) at han gav grønlandsk kaffe på hotellet. Så måtte hele selskabet ud i taxaer og af sted til hotellet og ind i baren. Til den uindviede kan det fortælles at grønlandsk kaffe er en meget indviklet drink med en forfærdelig meget alkohol i, plus kaffe og flødeskum samt noget stads der er sat ild til mens det hældes i. Det ser voldsomt flot ud mens de laver den, mens siden jeg ikke er den store kaffe fan, fik jeg mig en øl i stedet. Den sidste time gik lidt op i hat og briller, med en gæst der ville lægge arm og den slags først med Jesper så med Jon. Tror ikke han vandt overhovedet, men han var meget ihærdig.. og fuld. Hvilket gjorde ham ret belastende. Skal lige siges at han var dansker, men det gjorde ham skam ikke mindre irriterende, tværtom. For man forstod udmærket alt det lort han lukkede ud. Og det var ikke småting. Og så gik Camilla og jeg hjem. Havde vi kunne få en taxa havde vi gjort det, men de tog desværre ikke telefonen, så vi gik den lange kolde vej hjem, heldigvis fulde nok til ikke at bemærke det.
Og søndag gjorde lidt ondt i håret.
Orv ja, Camilla har næsten fået tilbudt et job. Hun skal ned og tale med Masanti i morgen (tirsdag) om en stilling på deres kontor. Det kræver nok lidt oplæring, men det tror jeg ikke bliver det store problem. Det eneste ’minus’ er at de ikke vil have hende med mindre hun vil binde sig for mindst to år (oplæring og sårn, tror jeg). Jeg har sagt til at hende at det er helt op til hende. For det er ikke to år, men derimod to et halvt år i så fald. Mit skoleår går jo til juni. For mig er det ikke det store problem. Det betyder jo en sæson mere med skuden, jagt, et liv i et stille tempo og alt det der. Ikke noget der generer mig. Det er mere vigtigt hvordan hun selv har det med det. Men hun skal ned og snakke med dem i morgen, så må vi se hvad der sker. Jeg støtter hende uanset om vi skal hjem i 2009 eller 2010. Damn. Det lyder langt væk. 2010. Bliver spændende at se hvordan vores liv har udformet sig til den tid.
Nå jeg har en PG opgave jeg skal have afleveret senest på mandag.. og den skriver sig jo desværre ikke sig selv.
Ha det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar