mandag, marts 31, 2008

masser af gode nyheder!

Yay! Masser af gode nyheder her fra det kolde nord denne gang. Faktisk hele tre af slagsen!

For det første lyder det til af uofficielle kanaler at både Camilla og undertegnede begge bestod vores VHF prøve vi var oppe i torsdag. Vi mødte Marianne, vi går på kurset med, nede i brugsen, og Mariannes nabo havde haft vores VHF lærer på besøg og fortalt resultatet, som naboen så sagde videre til Marianne der så fortalte det til os. Ja, sådan går det når jungletrommerne buldrer og byen er lille. Herligt. I hvert fald så længe det er gode nyheder. Faktisk var jeg lidt nervøs før prøven torsdag, da jeg havde bøffet vores test prøve om tirsdagen. Der havde jeg én sølle fejl for meget i den ene kategori til at jeg officielt kunne bestå. Så onsdag blev der terpet og terpet og terpet. Og det hjalp åbenbart.

Og så har Camilla haft sin første dag på arbejdet i dag! Hurra! Jo, i dag var Camilla med i børnehaven som støttepædagog for Alexander Julius, og det gik eftersigende glimrende. Alexander Julius viste hende i hvert fald rundt i hele børnehaven mens han fabulerede om dynamit (noget med en plakat om arbejdssikkerhed hvor der er noget der ryger i luften), så det lyder til at hun er i kridthuset. Og hun blev desuden kapret af ungerne til at spille uanede mængder af forskellige spil, men der var vist bare ingen der rigtig kendte nogen af reglerne og alle mente hele tiden det var deres tur. Hehe. Det var vist ikke så mærkeligt at hun var lidt bombet da hun kom hjem. Også selvom det kun var en halv dag. Det skal nok blive sjovt. Hvad der er mindre sjovt er dog lønnen. I hvert fald hvis de seriøst mener hun skal være ansat som ufaglært. En ufaglært tjener kun godt og vel 80 kroner i timen (det er medregnet tillæg!), hvilket må siges at være en anelse usselt. Så vi er ved at se om hun ikke kan blive anset som faglært, også selvom det ikke er børnehavepædagog hun er uddannet som. Hun har trods alt en erhvervs bachelor fra et seminar. Det må sgu da tælle for noget. Så vi krydser fingrer. 80 kroner.. tsk.

Og så til den sidste glædelige nyhed.. vi har endelig taget os sammen til at investere i en NINTENDO WII!!!!! Til den udenforstående så er det en spillekonsol til fjernsynet med den forskel at du rent faktisk skal bevæge dig når du spiler. Så vi (skygge) bokser løs på hinanden, spiller tennis (jeg får tæsk af min kone i begge), bowler (det er jeg lidt bedre til), og svinger imaginære baseball bats i baseball, hvor vi skal holde afstand da jeg svinger som en fuld mand på rulleskøjter. Lad os bare sige at Camilla har fået de første knubs.

I anledning af at vi havde fået indrettet vores lejlighed (og købt en nintendo wii) bestemte vi os for at holde en housewarming her i lørdags. Det var en ”kom en gang efter aftensmad” ting, men det betød dog ikke at vi danderede den før gæsterne kom. Næh du. Vi fik bagt chiabata brød serveret med selvrøget laks (det vil sige det var Anna Marie og Christian der selv havde røget fiskene), fik lavet guacamole (staves det sårn?), humus, salsa, lavet grøntsags tagselvbordshalløjsa man så kunne bruge i de før nævnte dip ting (sammen med tortilla chips selvfølgelig). Og så masser af rødvin. Ren luksus. Men vi (gæsterne, Camilla og mig) skulle ikke sidde og være casual hyggelige hele aftenen, nix. Jeg havde lånt projektor på skolen, fået sat stereo anlægget til den nye wii, og så kan du ellers tro at hele aftenen gik med bowling turnering blæst op på hele den ene væg. Alle var med (vi var 8, der alle fik spillet 2 kampe), og det var virkelig hyggeligt. Der var ingen der sad over og alle gik op i det med liv og sjæl. Turneringen endte med at Christian som en anden dark horse lige fik tiltusket sig sejren, eftersom han klart var den mest stabile spiller. Vi andre spillede som vinden blæste, men havde det nu sjovt alligevel. Vi nåede også lidt boksning og tennis. Specielt var det sjovt at se Anna Marie nærmest hoppe rundt på stedet for at fange den ene bold efter den anden, og når den så endte uden for i den ene eller anden ende spørge ”hvad skete der?”. Det var åbenbart ike meget hun havde set mens hun hoppede rundt. Hehe. Og så var det også en lejlighed til endelig at møde Karstens bedre halvdel Ellen. Virker sød, og så var hun rent faktisk ikke helt ueffen til bowling. Tror det hjælper at være mor til to på den konto.

Til sidst kan jeg meddele som en bonus information at jeg har været ude og investere 545 kroner i en ny træningsdragt (som om jeg nogensinde har haft en før), for nu skal Camilla og jeg nemlig til at gå i motionscenter. Vores tirsdag er nu, efter bestået VHF kursus, atter en gang ledig, så vi har bestemt os for at kigge lidt på hvad byens motionscenter har at byde på. Så Adidas træningsdragten er købt, hvilket jo betyder at uanset hvor tumpet jeg klarer mig med maskinerne, så ser jeg i det mindste brandgodt ud mens jeg dummer mig. Nemlig.

Ha det.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

80Kr!!! Det er godt ikke ret meget, troede bestemt Danmark og Grønland havde den samme grundløn indenfor det offentlige. Man bliver næsten flov med den løn jeg hiver hjem som ufaglært, bare fordi jeg læser medicin...

Det er rart med gode nyheder:-)

/stride