Den første del af turen hjem forløb fint, men da vi kom ud til pynten blev vi klar over at havet ikke bare havde tænkt sig at lege lidt med os. Den havde taget vanterne af, boksehandskerne på og nu skulle vi have tæsk. Bølgerne var blevet de adskillige meter + lidt ekstra - det eneste jeg måler det efter er at dan fortalte at vi (Madicken) forsvandt i mellem bølgerne, så det lyder meget rigtigt, og så lige det faktum at Madicken fløj. Normalt når man er i bølger kan man nogen gange mærke hvordan forenden slipper kontakten med vandet og man få et lille bump. Det her var det samme bortset fra at vi over en bølgetop med for meget fart slap fuldstændigt. Hele båden var uden kontakt med vandet og hang frit i luften indtil tyngdekraften sørgede for at smadre os mod bølgerne igen, så hårdt at ryglænet på den ene stol knækkede og ting i kahytten blev kastet godt omkring. Pludselig var det hele ikke så pokkers sjovt længere. Og efter endnu en lufttur, blev Tea og jeg enige om at sætte farten så meget ned som vi kunne uden at det var bølgerne der styrede hvor vi skulle hen.
Efter 20 minutters kamp mod elementerne kom vi ud af bølgernes klamme hånd, drivvåde. Faktisk var min dragt drivvåd uden på af saltvand og inden i af koldsved. Det var noget af en tur. Lidt mere end godt var. Men hvad jeg ikke vidste, var at det værste stadig lod sig vente på.
Efter en tur på åbent hav var Tea og jeg ved godt mod. Glade fordi vi var i god behold, Madicken havde klaret testen til UG kryds og slange, og begyndte ret hurtigt at snakke om hele oplevelsen i muntre toner. Det var jo en oplevelse, blev vi enige om, alle andre oplevelser kan blive målt op imod. Er der lidt søgang og nogen siger ”det her er lige godt det værste jeg nogensinde har prøvet”, så kan vi se på dem med overbærende øjne, ryste sagte på hovedet og sige ”så skulle du have været med på den berømte ørred tur sommeren 2008, se det var søgang”. Og vi ville have haft ret. For det var en vild tur. Overbevist om at det værste var overstået kom farten igen op og turen gik fint lige indtil vi ramte farvandet foran Maniitsoq. Da dette farvand er forholdsvis åbent ud til havet, så kan det til tider være meget vind og bølger. Det var vi så ikke lige klar over at der var kommet siden vi havde taget turen den anden vej 13 timer tidligere. Jeg var dog godt klar over at det nogen gange kunne lidt slemt og skulle til at sætte farten lidt ned for en sikkerhedsskyld, men bølgerne kom mig i forkøbet. Med stor fart røg Madicken lige ind i en sidelæns bølge af de helt store. Den kom fra højre og fangede os i alt for stor fart og vippede os som om vi var dens nye legetøj. Båden væltede om så stejlt at hvis ikke Tea og jeg havde holdt fast i alt hvad der kunne holdes fast i, så var vi begge røget overbord. Bådens bagbord var nede og kysse vandet mens jeg kæmpede for at række op og nå speederen, hvilket jeg efter sekunders rædsel på siden og en alle stedsteds nærværende trussel om at vippe de sidste grader om, så en total kæntring var en realitet, fik gjort. Speederen gik i nul, bølgen lagde sig og situationen normaliserede sig. Eller så godt som. Vi var meget rystede. Hjertet bankede og skibets indhold i kahytten lå fuldstændigt hulter til bulter. Alt var kastet rundt, men intet manglede og intet havde tilsyneladende lidt overlast.
Lad os bare sige at turen hjem gik i et meget stille tempo og med en fornyet respekt for havet. Hjemme i havnen ventede de andre heldigvis med øl, og den var tiltrængt. Faktisk smagte den så godt at vi (Tea, Camilla og undertegnede) bestemte os for at gå i klubben om aftenen. Vi skulle lige hjem og rense fisk først. Dan havde været så flink at give os hans fisk (manden må jo være sindssyg), så i vores fryser ligger nu 11 lækre ørreder. Hurra!
Efter et hurtigt bad for at få det værste fiske ”duft” af, gik vi i klubben. Jeg havde lige en oplevelse der skulle behandles. Både den barske en af slagsen, men også den gode. Og det blev den så på behørig vis.
I daq står det på rigtig søndags afslapning. Cola, serier på tv og sofa. Ahh.. og i morgen må jeg lige ned til båden for at lave en skadesvurdering. Tingene blev jo smidt godt omkring. Men det må blive i morgen.
Nu vil stoppe fordi vi er løbet tør for cola, så den må hentes. Hej hej.
1 kommentar:
Det lyder som en voldsom søgang.
Har prøvet noget af det samme i Limfjorden på mine kajakture.
Nerverne er lidt flossede efter en sådan tur
Var i aalborg i weekenden og røg ind i nogle bølger, kan hilse og sige at fjorden smager af sig selv
;o)
Send en kommentar